Stephen King, Pet Sematary (1983): Et fantastisk dødsstudie

Paperback, New English Library, 23. udg. 1992. Et stemningsfuldt cover (af Davies?!) – desværre ødelægges det lidt af forholdet mellem billedet og forfatternavn. Nuvel, det er jo navnet der sælger

Der har været skrevet rigtig, rigtig meget om Stephen Kings Pet Sematary fra 1983. En roman der vel generelt regnes som en af Kings bedste. Det kan jeg kun være enig i. Pet Sematary er en fremragende bog, der rummer alt det, King er blevet berømt på, men samtidig udfordres både forfatter og læser mærkbart af bogens tema – Døden. Og det med stort D. Det dystre tema er i den grad blevet en del af mytologien omkring romanen. At historien eksempelvis var så uhyggelig, at King først ikke ville udgive den osv. – anekdoter der er med til at understrege, at King afsøgte nyt terræn.

Med mindre du har levet under en sten de sidste mange år, vil handlingen i Pet Sematary sikkert være nogenlunde bekendt. Men ok, vi tager lige et kort referat for en god ordens skyld. Louis Creed, hans kone Rachel samt deres to børn Ellie og Gage flytter til den lille by Ludlow i Maine. Louis har fået arbejde på en universitetsskadestue i nærheden. De flytter ind i et gammelt hus, der ligger lidt uden for Ludlow. Deres nærmeste naboer er et gammelt ægtepar, Jud og Norma, der bor på den anden side af den stærkt trafikrede landevej, der adskiller grundene.  Alt er fred og landlig idyl. Sådan da, for døden ånder familien og deres omgivelser i nakken.

Paperback, New English Library, 23. udg. 1992

Først får nabokonen Norma et slagtilfælde, så bliver Creed-familiens kat kørt over, mens Louis er alene hjemme i huset. Datteren Ellie elsker katten over alt, og Louis er derfor i vildrede – skal han fortælle hende sandheden om kattens død eller lyve. Som tak for hjælpen i forbindelse med nabokonens slagtilfælde beslutter naboen Jud at indvie Louis i en hemmelighed. Oppe i skoven bag Creed-familiens hus ligger en dyrekirkegård, som familien allerede stifter bekendtskab med tidligt i historien. Bag denne kirkegård ligger der en ældre indiansk gravplads, der rummer sære kræfter. Det, der begraves på pladsen, vender tilbage, måske lidt forandret, men den døde genopstår blandt de levende. I Ludlow kender flere af de gamle stedets hemmelighed, og nu hvor Louis Creed er blevet indviet, får han mulighed for at få katten tilbage. Genoplivningen af katten er naturligvis kun begyndelsen på det, der udvikler sig til en grotesk og ganske skrækindjagende affære.

En af de fascinerende ting ved Pet Sematary er romanens opbygning. Man kan næsten sige, at romanen har en arkitektur. Hele handlingen er spændt ud mellem en lang række dikotomier. Mand og kvinde, det unge Creed-ægtepar og det gamle ægtepar på hver side af vejen, der er Louis og Rachel Creeds far, der er børnene og de voksne, Rachel og hendes døde søster Zelda og så naturligvis det helt overordnede og altgennemsyrende modsætningsforhold mellem liv og død. Det todelte motiv optræder i alle romanens elementer og udgør nærmest et forsøg fra Kings side på en beskrivelse af tilværelsens grundvilkår og den verdensorden, som hans hovedpersoner må indfinde sig under.

Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Den orden smuldrer imidlertid, for da Jud introducerer micmac-indianernes gamle gravplads, skabes der uorden i systemet. Louis krydser en grænse, som han ikke burde krydse og skaber et uoverskueligt kaos, der kommer til at koste flere menneskeliv. Og her nærmer vi os bogens centrale handlingselement; Louis fornægter døden og genopliver de døde.

Handlingen har ført til sammenligninger mellem Pet Sematary og Frankenstein (1818), hvilket naturligvis på overfladen kan være en rimelig betragtning. Forskellene er imidlertid afgørende. Victor Frankenstein forsøger at skabe liv, der hvor der ikke tidligere har været noget – han forsøger på guddommelig vis at skabe liv ex nihil – at skabe liv ud af intet. Helt bogstaveligt sætter Frankenstein sig i Skaberens sted og skaber et menneske i menneskets billede. Louis Creed vil ikke skabe liv, han vil forlænge livet, omgøre dødsdommen. Derved griber Louis Creed ind i det, der i en konservativ kristen terminologi ville kunne kaldes ”Guds plan”. At det er i de baner, man må forstå Pet Sematary, kan der ikke være nogen tvivl om. Roman er spækket med referencer til metafysiske og teologiske overvejelser, der skal vise læseren, at der er en mening med det hele, uden at vi nødvendigvis forstår den. Det handler altså om tro (Creed).

Hardcover, Doubleday,  1. udg. 1983

Pet Sematarys kristne budskab bliver meget ofte overset, fordi King er en dygtig forfatter, der forstår at pakke sit budskab ind på en måde, så det ikke ligner en prædiken. Jeg mener imidlertid, at det er helt afgørende for forståelsen af Kings roman, at man holder sig hans på mange måder gammeldags kristne værdigrundlag for øje. Et værdiggrundlag, der nok kan fremstå fremmedartet for os i en dansk sammenhæng, men som i en amerikansk virkelighed formentlig er normen.

Som jeg læser King, er hans pointe, at mennesket står ensomt og sårbart i mødet med døden og sorgen. Og her, midt i den ensomhed, kan ”mørket” snige sig ind som fristeren. I Pet Sematary har Mørket, Djævlen eller hvad man nu vil kalde det, fristet generation på generation i Ludlow med sit tilbud om evnen til at vække de døde til live igen. Pointen er imidlertid ikke udelukkende, at man via begravelsespladsen får evnen til at genoplive de døde, det er lige så vigtigt, at man leverer denne viden videre til andre som en gift, der spredes fra generation til generation. Hemmeligheden er ganske enkelt noget, der tynger, som Jud meget tydeligt forklarer, fordi den altid melder sig i de situationer, hvor livet bliver svært.

Hardcover, Hodder and Stoughton 1983

Gamle Jud lader sig da også friste, da han giver hemmeligheden om gravpladsen videre til Louis. I den forstand møder vi Djævlen i Pet Sematary, som den samme fristerfigur, som vi allerede mødte i The Stand (1978) og som King senere vender tilbage til i Needful Things (1991). Der anslås derfor også et apokalyptisk tema i Pet Sematary, der handler mørkets evige forsøg på at vinde indpas i menneskets liv. Et tema der ikke mindst understreges, når King eksempelvis parafraserer åbningen på Yeats’ digt ”The Second Coming” (New English Library, s. 324) – et digt King allerede benyttede i The Stand.

Paperback, Hodder Paperbacks 2011

Romanens store ambition er at besvare det eksistentialistiske spørgsmål om, hvordan man er i stand til at leve med døden. Kings svar ligger i religionen og den stille accept og åbenhed omkring emnet. Det gamle ægtepar Jud og Norma bliver her prototypen på Kings idealforestilling om det lykkelige liv. Om mennesker der har rejst et helt liv, fra barndom til alderdom. De har i overført betydning krydset den dødsensfarlige landevej, der strækker sig mellem barndom/ungdom og alderdommen. Det sted, hvor farerne lurer og det uventede kan ske. Jud og Norma har krydset denne livsvej uden at miste troen, modsat familien Creed, der kuldsejler noget så grueligt.

Paperback, Pocket Books 2001

Ganske vist er Norma og Jud blevet fristet undervejs og har begået fejl, det fremgår med al tydelighed i bogen, men de har ikke mistet dem selv. Louis derimod mister sig selv, da han i sit svageste øjeblik lader sig friste og krydser grænsen, han ikke måtte krydse. Man kan sige, at han står på kirkegråden og ser døden, men vælger ikke at acceptere den. Han lader sig lokke videre ind i den underverden, hvor mørket har magten. Man trænger ind bag det ene for at komme til det andet. Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, at man skal krydse dyrekirkegården for at komme til indianernes gravplads.

Paperback, Pocket Books 2005

Men hvad er dyrekirkegården så? Altså ikke indianergravpladsen, men den kirkegård, der har lagt navn til bogens titel. Svaret må være, at dyrekirkegården for King repræsentere det nødvendige tab af uskyldighed, som børn må igennem. Dyrekirkegården er det sted, hvor barndommens illusioner punkteres og de voksnes verden introduceres. Det sted hvor døden erkendes og får form, men samtidig også en markering af grænsen mellem liv og død. En grænse, som Louis som nævnt, krydser.

Paperback, Wangels Forlag 1987

Pet Sematary er som sagt en fremragende bog, fordi den afsøger grænser, og King rent faktisk har noget på hjertet. Det er en ekstremt dyster bog, der gennemsyres af varsler og tegn, der alt sammen peger i retning af den eskalerende død, der hjemsøger alle bogens sider. I min optik er både de dele, der handler om relationerne mellem bogens personer og stederne med mere traditionel horror lige fremragende, men det er uden tvivl i sammenstillingen af det ordinære og overnaturlige, at styrken for alvor ligger. Det lykkes nemlig King i Pet Sematary at skabe en troværdig rationale for bogens begivenheder og præsentere et sammenhængende budskab. Om man så køber Kings kristne budskab, er en anden snak. De fleste vil sikkert, som mig selv, bare glædes over bogens herligt dystopiske stemning.

Paperback, Gallery Books 2002

Pet Sematary er en klassiker og for mig et se det til dato sidste højdepunkt i Kings forfatterskab.

Og her giver jeg så ordet videre til Ramones. Hey ho – let’s go!