These dudes are made for mayhem… Trash Talks nye video

Hyperenergiske Trash Talk har lavet en ny video, der på smukkeste vis fanger bandets vildskab og punk-kaos. Tidligere på sommeren leverede de en super koncert, som opvarmning for OFF! her i København. Trash Talk spillede også på årets Roskilde Festival, hvor de angiveligt sparkede røv igen. Bandet er absolut et af de spændende bands for tiden, og man må absolut ikke snyde sig for at opleve dem live. Kommer de forbi København igen, er jeg helt sikkert at finde ude blandt publikum!

Her er så Trash Talk med nummeret ”F.E.B.N” fra deres nye album, der skulle udkomme d. 9. oktober.

Og for en god ordens skyld deres underholdende video til “Slander”

William H. Hallahan, The Search for Joseph Tully (1974): Iskold læsning i sensommeren

På bagsiden af Pans paperbackudgave af William H. Hallahans The Search for Joseph Tully krediteres Robert Bloch for følgende omtale af bogen: “The kind of book you can’t put down – and will never forget. A super shocker”. Ordene bliver endda også bragt på forsiden, dog uden Blochs navn. Jeg er næsten enig i udsagnet. The Search for Joseph Tully er en gennemført fremragende bog, der har levet en halvgemt eksistens blandt gyserelskere efter dens bestseller-status i midten af 70’erne gik i glemmebogen.

Pan Books 1976

Vi har her at gøre med et langsomt opbygget mysterium, der kapitel for kapitel føjer flere foruroligende elementer til fortællingen. Romanen er skrevet i et karakteristisk sparsomt sprog, der trækker en vældig symbolsk overbygning bag sig. Fremmedgørelse og undergang udmales gennem en stivfrossen New Yorks gader og gådefulde eksistenser. Hallahan giver os faktisk gode indikationer på bogens inspirationskilder, idet vi både møder en karakter ved navn Algernon [Blackwood] og, endnu mere vigtigt, en [Edgar Allan] Poe. De dystre forbilleder er således absolut på plads.

Pan Books 1976

Hovedhistorien handler om redaktøren Peter Richardson, der en nat vågner med den klare overbevisning, at der er nogen inde i hans lejlighed og denne ”nogen” ønsker at dræbe ham. Frygten er helt irrationel, da han er helt alene, men den slipper ham ikke, og resten af romanen (i Pans udgave 220 sider) forsøger Richardson at finde en forklaring på de dødsvarsler, der hober sig op omkring ham.

William Henry Hallahan

Sideløbende med Peter Richardsons rejse ind i en dunkel verden, fyldt med okkultisme og sære hændelser, følger vi englænderen Matthew Willow, der rejser omkring i New York og New Jerseys landdistrikter for kortlægge den engelske Tully-slægts historie, efter de i 1700-tallet rejste til Amerika. De to handlingsspor ligger langt fra hinanden og sammenhængen bliver først afsløret ganske, ganske sent for læseren. Hallahan giver os dermed rig lejlighed til at gætte og tolke.

Det mest bemærkelsesværdige og mesterlige ved The Search for Joseph Tully er den iskolde vinterstemning, som Hallahan fremmaner. Vinteren er allestedsnærværende i teksten, om det så er i Richardsons rejse rundt i New York eller Willows rejse gennem det åbne landskab. Alt er koldt, mørkt og frosset til. Jeg tror ikke, at jeg har læst mange andre bøger, der på så fremragende vis integrerer vintermørket i handlingen. Til det kan man så også føje, at Richardson lever i en gammel ejendom, der skal rives ned. Kvarterets skal moderniseres, og de fleste bygninger i kvarteret er allerede blevet omdannet til murgrus. Verden brydes dermed helt konkret ned omkring vores hovedperson, mens han kæmper mod sin usynlige fjende.

Romanen er helt klart beslægtet med bøger som Ira Levins Rosemary’s Baby (1967), William Peter Blattys The Exorcist (1971)og Fritz Leibers Our Lady of Darkness (1977). Byen danner i alle historierne rammen om irrationelle, dæmoniske kræfter, der sniger sig ind på vores virkelighed og udfordrer vores verdensbillede. The Search for Joseph Tully har da også helt klart sin del af 70’ernes fascination af okkultisme og mystik. Richardson kommer eksempelvis i kontakt med både spiritister og en ekskommunikeret katolsk præst i forsøget på at afværge det, der hjemsøger ham.

1. udg., hardcover. Bobbs-Merrill 1974

William Hallahan adresserer faktisk selv denne optagethed af det mystiske, da han lader en kynisk historiker under en fest i bogens begyndelse udbryde: ”Rome was bankrupt spiritually. And so are we” (Pan-udgaven, s. 32). Hallahan antyder dermed en forfaldshistorie efter et antikt forbillede, hvor Amerikas overforbrug og vellevnet har skabt et moralsk og åndligt vakuum. Et tomrum, der kan fyldes med humbug og det der er endnu værre – satanisk mørke. Holdningen var han næppe ene om, og jeg vil vende tilbage til det tema i en senere omtale, når vi skal se på Daniel Logans America Bewitched (1973).

Når jeg indledningsvist bemærker, at jeg kun er delvist enig med Robert Blochs lovprisning af bogen, skyldes det især, at den for mig at se faktisk ikke kan karakteriseres som ”shocker”. The Search for Joseph Tully er langsom og dvælende, fyldt med eksistentialistisk angst og dødsfrygt. Når det er sagt, må man også som læser acceptere nogle passager med lidt kluntet dialog og samt nogle længere ekskurser ud i amerikansk 1700-talshistorie, som er ganske interessant, men til tider også lidt distraherende, når det eneste, man har i tankerne, er at få en forklaring på bogens sære hændelser. Det er imidlertid bare bagateller, der ikke på nogen måde ødelægger en særdeles veloplagt læseoplevelsen.

Paperback, Avon Books 1977

William H. Hallahan er ikke synderligt kendt i Danmark – i hvert fald er det kun hans spændingsroman Catch me: Kill me (1977), der er blevet oversat og udgivet af Forum i 1984, som Fang mig, dræb mig. Hans største claim to fame er uden tvivl The Search for Joseph Tully, men hans to andre okkulte gysere Keeper of Children (1978) og The Monk (1982) har også høstet roser blandt genrefans. Om hans kriminalromaner eller populærvidenskabelige historiebøger er interessante, må stå åbent hen. Jeg har ikke selv følt mig fristet – måske kun lige af The Day the American Revolution Began: 19 April 1775 (2000), der også dykker ned i det amerikanske 1700-tal. The Search for Joseph Tully er blevet genudgivet et par gange som paperback, men det er kun den oprindelige hardcover-udgave fra ’74, der kan bryste sig af spændende et spændende omslag. En undtagelse skulle da lige være den luksusudgave af romanen, som Centipede Press udsendte i 300 signerede eksemplarer tilbage i 2007. Den er naturligvis for længst udsolgt, men flot ser den ud.

Hardcover, Centipede Press 2007

Elsk mig to gange – Marilyn Manson og The Doors i uskøn forening

Jeg er netop blevet gjort opmærksom på et af de mere besynderlige musikalske sammenstød. To medlemmer fra The Doors gæsteoptrådte til en Marilyn Manson-koncert for nogle dage siden på Sunset Strip Music Festival. Manson synger ”Love me two times” fra Strange Days (1967), mens Robby Krieger og Ray Manzarek lystigt klimprer derudaf med resten af ”the spooky kids”.

At Manson, som så mange andre (inklusiv undertegnede), har et svagt punkt for Doors, er vel ikke den helt store overraskelse. Og omvendt kan resterne af det gamle Doors vel også identificere sig med den mere eller mindre fallerede chok-rockers forsøg ud i det teatralske. Problemet er måske bare, at Manson og Doors ikke er synderligt interessante sammen. Nummeret bliver spillet, som vi kender det, og Manson prøver at følge med efter bedste sangformåen. Ikke noget med Mansons efterhånden trivielle ”gothificering” her. Resultatet er en Marilyn Manson på dybt vand, der kejtet hopper lidt rundt på scenen og så afgjort ikke leverer sin bedste optræden.

Det gør det imidlertid ikke bedre, at Doors virker mindst lige så malplacerede. Her sidder to glade, gamle mænd og spiller musik fra deres fordums storhedstid. Vi elsker nummeret, men har vi virkelig lyst til at høre/se Robby Krieger springe omkring i glade gøglerbukser? Det er glædeligt, at veteranerne har lyst til musikken, men for pokker hvor er vi langt væk fra alt det, der har gjort dem til legender. Doors tåler ganske enkelt ikke, efter min mening, at blive flyttet ud af deres tid og sammenhæng. Doors i gammelmandsudgaven bliver måske ikke ligefrem pinlig, men afgjort udvandet, også selv om de prøver kræfter med hr. Manson.

Både Doors og Marilyn Manson kan være fornøjelige i dag, men begge er vel dybest set tvivlsomme oplevelser, og når de så slår pjalterne sammen, er der bestemt ikke nogen, der vinder noget.

Med det sagt er det jo stadig fascinerende at se på. Det er sjovt, fordi det ganske enkelt er syret med Manson i lædertøj og Twiggy i kjole stå side om side med Manzarek og Krieger på scenen. Måske jeg burde kategorisere indlægget under situationer, jeg ikke havde set komme.

Velkommen!

Med denne post åbner Fra Sortsand. Nu må vi se, hvad det bliver til.

Åbningen fejres med High On Fires video, der er et par dage gammel nu. Sangen hedder ”Fertile Green” og stammer fra bandets ganske nye album De Vermis Mysteriis, der udkom tidligere i år. Navnet er naturligvis hentet fra gode gamle Robert Bloch, og det kan da også nævnes, at hele albummet kredser om cthulhu mythos-lignende elementer, der tematisk tangerer koncepter som kosmisk terror og menneskehedens ubetydelighed i det store univers. Albummet rykker i den grad, og sangen Fertile Green er et godt eksempel på High On Fires højoktan-udgave af Rock ’n Roll a la Motörhead. Har du ikke hørt dem endnu, har du er positivt bekendtskab i vente.

Videoen er lige så vild og blodig som musikken og ganske, ganske godt skruet sammen, ikke mindst for fallerede horror-fans som undertegnede. Her blandes grotesk psykedelisk mareridtssceneri med stilfuldt grind house-action. Jeg er helt pjattet med den gigantiske kvinde, som vores hovedperson stiger ind i! Hele herligheden er i øvrigt animeret og redigeret af en gut ved navn Phil Mucci, som jeg ikke kender noget videre til.