Monthly Archives: september 2012

Robert Aickman, Cold Hand in Mine (1975): Sære fortællinger i mesterklasse

Man kan vel godt sige, at Robert Aickman havde sære fortællinger i blodet. Han var barnebarn af Richard Marsh (1857–1915), der forfattede en hel del skrækhistorier, men vel nok er bedst kendt for gyserromanen The Beetle (1897). Ikke at der er nogen direkte relation mellem Aickmans noveller og bedstefaderens udgivelser. Det skulle da lige være selve fascinationen af det mystiske og ukendte.

Hardcover, Charles Scribner’s Sons 1975. Forsideillustration af Edward Gorey

Cold Hand in Mine fra 1975 er Robert Aickmans femte novellesamling, der indeholder otte lange fortællinger. Tematisk spænder novellerne ret vidt, og den eneste fællesnævner, ud over et par stilistiske særtræk hos Aickman, er deres rod i det fantastiske eller overnaturlige. Aickman kaldte selv sine historier for ”strange tales”, og det er meget præcist. Der er nemlig ikke nødvendigvis tale om horror i alle novellerne, om end de fleste rummer gys i en eller anden form.

I bogens otte fortællinger bliver vi ført gennem bizarre historier som ”The Swords”, ”The Same Dog” og ”The Clock Watcher”, der måske ikke direkte indeholder noget åbenlyst overnaturligt, men som dog antyder eksistensen af kræfter og muligheder, der udfordrer vores virkelighed. Vi kommer forbi en vampyrfortælling i “Pages from a Young Girl’s Journal”, passerer en klassisk gotisk historie i ”Niemandswasser” og endelig har vi spøgelsesfortællinger i ”The Hospice” og “Meeting Mr Millar”.

Hardcover, Charles Scribner’s Sons 1975. Bemærk de store navnes roser til Aickman

Der skal ikke herske nogen tvivl, Robert Aickman er en stor mester. Han skrev aldrig, målt i forhold til så mange andre, specielt meget, men omvendt er hans historier lange og gennemarbejdede. Man har virkelig en fornemmelse af at sidde med et værk mellem hænderne, når man læser en bog som Cold Hand in Mine.

Det Aickman kan, er at lulle læseren ind i historien, så man først meget sent opdager, at der er noget mystisk på færde. Vi ved det naturligvis godt, vi forventer faktisk, at det skal være der, men fordi novellerne er så lange, som de er, har Aickman god tid til detaljen. Dermed kamuflerer han mystikken og lader den ganske roligt snige sig ind i teksten. I den fine ”The Swords” følger vi en ung sælgers vandring gennem et nedslidt kvarter, over en markedsplads og endelig, først langt inde i historien, når han frem til det telt på markedspladsen, hvor selve fortællingen egentlig begynder. Samme teknik går igen i de fleste af historierne. De er alle rige på informationer og detaljer. Ikke at det nødvendigvis er relevante oplysninger, vi får. Det er vel nærmest en blanding af dagligdagsbeskrivelser og tilfældige iagttagelser, som hovedpersonerne gør sig. Den causerende stil er en vej til indlevelse. Det er derfor måske heller ikke så mærkeligt, at eksempelvis Stephen King roser Aickman til skyerne. Kings murstensromaner er udtryk for præcis samme narrative strategi. Læseren væves ind i historiens virkelighed gennem detaljen, og når detaljen står klar, rives tæppet væk under den verden, der er blevet stillet op.

Robert Fordyce Aickman (27. juni 1914 – 26. februar 1981)

I Cold Hand in Mine fungerer Aickmans greb om fortællingen eminent i flere af novellerne. ”The Hospice” er min favorit. Her må en omrejsende sælger (igen en sælger) søge ly for natten på et ganske besynderligt hotel, som, han først sent forstår, er et regulært hospice for døende. Stemningen er forskruet og næsten surrealistisk. Og episoderne på værelset, da vores hovedperson skal dele rum med en anden gæst, er både fantastisk og besynderlig læsning. De groteske optrin, der udspiller sig, balanceres af sælgerens indre dialog, der konsekvent forsøger at rationalisere episoderne og komme med en fornuftig forklaring.  ”The Hospice” er imidlertid lidt atypisk, fordi forholdet mellem de mystiske hændelser og mondæne optrin i høj grad er vægtet mod førstnævnte.

”The Same Dog” er anderledes. Her læger novellen ud med at skildre en barndomsoplevelse hos jeg-fortælleren – igen meget King’sk – og går så frem til den nu voksne unge mand, der genoplever barndommens gru. Det fascinerende er her, at hele novellen bygger op til en sætning eller et billede, om man vil. Én formulering, der vælter læsset for hovedpersonen, og står lysende klart for læseren i al sin enkle, men særdeles forstyrrende gru. Som et glimt toner billedet frem i teksten og forsvinder så ind i fortællingen igen (jeg kan naturligvis ikke afsløre, hvad det handler om). Ikke desto mindre står den opdagelse, som hovedpersonen gør, tilbage som et af bogens højdepunkter. Én kort sætning, mere skal der ikke til, men det kræver så også 25 sider at få den serveret ordentlig.

Paperback, Robinson 1988. Her med smukt cover af altid fabelagtige Ian Miller

Det, Aickman for alvor mestrer, er at skildre mødet mellem en ganske almindelig, moderne britisk virkelighed og det uforklarlige. Og netop det uforklarlige er helt afgørende for hans historier. På en af de første sider i Cold Hand in Mine citerer han Sacherverell Sitwell og skriver ”In the end it is the mystery that lasts and not the explanation”. Det er en form for nøgle til alle historierne, for Aickman er faktisk ikke specielt interesseret i forklaringer. Han beskriver mødet med det uforklarlige og efterlader læseren med fornemmelsen af det nagende, uafklarede og åbne spørgsmål – hvad var det egentlig der skete? Det greb er måske nok hans største bedrift, netop fordi Aickman både undgår at blive alt for konkret og afslørende i sine historier, men samtidig drukner det heller ikke i vage antydninger. På den led, fortsætter Aickman den engelske spøgelsestradition fra slutningen af 1800-tallet på fornemste vis og for mig at se måske som sin generations bedste forfatter af spøgelsesfortællinger.

Robert Aickmans forfatterstemme er afgjort stærkest, der hvor han befinder sig i det arketypiske engelske rum, som han tydeligvis både elsker, men samtidig distancerer sig ironisk fra. Aickmans hovedpersoner er nostalgiske, de længes efter en verden af i går. En verden før anden verdeskrig – det gode gamle England. Deres konservative længsel bliver imidlertid også en mild satire, der aldrig tager overhånd, men som ofte ligger snublende nær i de mange socialrealistiske glimt, vi får, mens fortællingen bygges op. Et godt eksempel er ”The Swords”, hvor hovedpersonen beskriver de luderhoteller, han til tider må overnatte på og industribyernes stigende fattigdom. Alt sammen brutalt beskrevet og gennemvæddet af en længsel efter et pænt og nydeligt England, som ikke længere er og aldrig har været.

Paperback, Berkley Publishing 1979. Endnu en rigtig fin forside. Meget stemningsfuld

I en bog som Cold Hand in Mine står Aickman derfor også svagest, der hvor han kommer længst hjemme fra. Vampyrfortællingen “Pages from a Young Girl’s Journal”, måske den mest satiriske af dem alle, er en fin pastiche på en 1800-talsfortælling, men havde den ikke haft en helt fabelagtig afslutning, var den faldet igennem, fordi historien slet ikke har samme nærvær og nerve, som mange af de øvrige. Det samme kan man sige om ”Niemandswasser”, der med sin Friedrich Schiller/Goethe-agtige facon, både bliver en smule manieret og tom. Smuk, ja, men igen uden det nærvær, der gør Aickman så fremragende.

I det synspunkt må jeg nok erkende, at jeg står lidt alene. Aickman vandt the World Fantasy Award i 1975 for vampyrnovellen. En hædring jeg sådan set godt kan forstå. Novellen beskriver i dagbogsform, hvordan en pige i begyndelsen af 1800-tallet bliver hjemsøgt af en vampyr og gradvist transformeres. Næsten som fulgte vi Mina Harkers dagbog.  Det er en god og ny vinkel på vampyrhistorien, fra tiden umiddelbart før fru Anne Rice forandrede måden, man kunne skrive om vampyrer på for altid. Det vil sige, at Aickmas historie forbliver i den gamle Dracula-genre, men viser den fra en ny side. Desværre bliver hovedparten af den lange novelle brugt på at gøre rede fra den unge piges lidt naive idéer og forestillinger om kærlighed, hendes forældre og hendes dagligdag. Aickman rammer tidens tone godt, men for mig at se står det ikke mål med en historie som ”The Hospice”.

Paperback, Faber & Faber 2009. Her kan man så tale om en ret ligegyldig forside

Bemærk i øvrigt forsiden, der er blevet illustreret af den altid fantastiske Edward Gorey. Forsiden til præcis Cold Hand in Mine er måske ikke hans mest gribende, men absolut et godt match til bogens subtile indhold.

Den seneste udgave af bogen i flot indbinding og limited edition. Hardcover, Tartarus Press 2001

Novellerne:

The Swords
The Real Road to the Church
Niemandswasser
Pages from a Young Girl’s Journal
The Hospice
The Same Dog
Meeting Mr Millar
The Clock Watcher

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

What power? Power of voodoo! Who do? You do!

Før Ira Levin satte Rosemarys baby i verden og Blatty lod en djævel fare i stakkels Regan, var der voodoo. Voodoo… ja umiddelbart tænker man jo zombier, Haiti og åndetro. Man kan sikkert også tænke på en hel del andet. For mig at se er det interessant, hvordan voodoo‘en gør sit indtog i populærkulturen og især i de fantastiske genrer. Her var den er et sikkert omdrejningspunkt for gys og gru fra 30’erne og frem til 60’ernes midte.Opportunisten, forfatteren, okkultisten og skandalemageren Wiliam Seabrook udsendte The Magic Island i 1929. Her beskrev han Haitis hemmeligheder og blandt andet voodoo’ens skræmmende magiske potentiale. Zombien trådte ind på den populære scene, dog som en bifigur, der først langt senere skulle komme til indtage hovedrollen.

William Buehler Seabrook (22. februar 1884 – 20. september 1945)

Paperback, Marlowe & Company 1994

Det er måske tvivlsomt at give Seabrook hele æren for at introducere voodoo i genrefiktionen og den folkelige bevidsthed, men The Magic Island blev læst af rigtig mange, og de næste 30 år kørte voodoo-møllen for fulde skruer. Forfattere som eksempelvis Henry S. Whitehead, Carl Jacobi og Seabury Quinn skrev mange historier om emnet, og voodoo er mere eller mindre en fast ingrediens i Dennis Wheatleys sataniske romaner. Selv Ian Fleming bed på krogen og lod Agent 007 danse til voodoo-trommernes rytmer.

Paperback, Wordsworth 2012

I pulpens univers blev voodoo synonymt med sort magi og forbudte ritualer, men også med en lummer understrøm af uhæmmet dyrisk sex og eksotiske kvinder. Vi kender naturligvis alle den klassiske voodoo-dronning, der med muskuløse håndlangere gør livet surt for stakkels, kønne hvide mænd og kvinder. For et amerikansk publikum har det naturligvis været ekstra fascinerende, at man bare skulle rejse til New Orleans for at opleve hele herligheden ved selvsyn. Igen et element, der er skrevet rigtig, rigtig mange noveller om.

Voodoo var vildt, farligt og pikant. Vil man forsikre sig om formlens succes, skal man bare kaste et blik på herremagasinernes forsider og se de utvetydige koblinger af sex og ritualmagi.

Whisper Magazine, januar 1954. “I saw the voodoo virgins!” Klart nok…

Her et sent eksempel fra The New Weekender, april 1974. En, helt sikkert ung, pige fortæller om sin konfrontation med voodoo

I pulp-voodoo’ens storhedstid blev der også skrevet historier om satanister og dæmoner, men altid på en teologisk uforpligtende måde og i vendinger, der helt sikkert ikke dristede sig til samme grad af kobling mellem sex og religion. Det ændrede sig i slutningen af 60’erne, hvor den store satanisme-feber begyndte at tage fart – bl.a. takket være de herrer nævnt i indledningen. Satanisme blev den nye voodoo og med få undtagelser, uden egentlig at ændre synderligt på formlen (sort magi + dystre kvinder + sex = underholdning).

Da satanisterne stjal det farlige fra voodoo’en, stod den tilbage som eksotiske metafor for saftig erotik, eksotisk vildskab og et alternativ til et konservativt (især amerikansk) samfund. Gefundenes fressen for især musikere – tommerne, dansene osv. The natives are restless tonight, som Lux Interior formulerede det.

Adventure Magazine, vol. 142 no.3 1966. En smuk forside af Victor Prezio. “Bewitched by a Voodoo Priestess”. Bemærk dukken – en fast ingrediens.

Paperback Library 1967.Trommerne, rytmerne, ritualerne…

 

Voodoo’d… Argosy, maj 1930

Fate Magazine, marts 1959. Her er vi tilbage på Seabrooks magiske ø med mere rituel boogie.

 

Perma Books 1956. En herlig forside til Bonds voodoo-eventyr

 

Jungle Stories, efterår 1952. The Monster of Voodoo Isle…

Peril Magazine, februar 1961. “A virgin fir the Voodoo Devils!”. Jeps, naturligvis er det en jomfru de har brug for

Alfred Métraux’ kulørte stykke nonfiktion om voodoo. Classy cover. Hardcover, Andre Deutsch 1959

Voodoo – A novel of horror and vengeance

Paperback, Crestwood Publishing 1946. Et endda særdeles stemningsfuldt cover. Bravo mr. Warren – hvem end du er

Pocket Books 1951. “She was a slave to voodoo magic!”. Hvid dominatrix i balkjole. Se også den piskede sorte fyr i baggrunden. Forside: Ernest Chiriaka

Thrilling Adventures, maj 1942. “Tropic Voodoo”, men ingen eksotiske damer eller andre gode voodoo-klichéer

Paperback, Belmont Tower 1975. Voodoo Kill – The New Lady from L.U.S.T.(Eve Drum – Agent Oh Oh Sex). Borte er mystikken, det eneste der står tilbage er klassisk 70’er-sleaze

Paperback, Fawcett Publications 1957. Trommerne igen

Og the Hoodoo master himself

 

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Gene Wolfe, Castleview (1990): Dystert eventyr og nervepirrende mystik

Paperback, Tor Books 1991, med relevant men lidt kedelig forside af Richard Bober

Jeg har haft Castleview stående på hylden ret længe uden at få den læst. Faktisk opdagede jeg en dankortkvittering i bogen, da jeg endelig fandt den frem, der fortalte, at jeg havde købt den i The English Bookstore i Århus tilbage i 2004. Når det har taget så længe for mig at få bogen læst, skyldes absolut ikke Gene Wolfe. Jeg er meget, meget begejstret for Wolfes bøger. Hans The Fifth Head of Cerberus fra 1972 er et særdeles fascinerende værk, som jeg har læst et par gange efterhånden. Og Book of the New Sun-serien er ganske enkelt et genialt storværk, der fortjener hver eneste lovprisning, som bøgerne har fået, siden de udkom i første halvdel af 80’erne.

Man kan vel godt sige, at jeg er en lille Wolfe-fan, men hvorfor pokker skulle der så gå så mange år, før jeg fik taget mig sammen til at læse Castleview? Svaret er, at det Kong Arthur-tema, der omtales både på bogens forside og bagside, har været lidt af en humørdræber for mig. Der er helt sikkert kommet spændende Kong Arthur-fortolkninger – John Boormans Excalibur (1981) er en af mine yndlingsfilm, og DC Comics’ Camelot 3000 har jeg også være begejstret for, siden jeg læste den danske trebindsoversættelse for første gang.

Men Kong Arthur eller Arthurmyten omsat til eller integreret i et nutidigt Illinois? Det kan kun gå galt, selv for Gene Wolfe. I værste fald så jeg en eller anden form for parafrase over Mark Twains A Connecticut Yankee in King Arthur’s Court (1889), men sådan forholder det sig på ingen måde. Faktisk har jeg groft undervurderet Gene Wolfe, der allerede efter få kapitler fik gjort alle mine bekymringer til skamme.

Paperback, Tor Books 1991

Castleview er en fremragende fortalt roman, hvor Wolfe endnu engang demonstrerer sine overlegne sprogfærdigheder. Han tryller ganske enkelt en medrivende og dunkel historie frem ved at føre folkeeventyr og hverdagsliv i en amerikansk lilleby sammen på kløgtig, kløgtig vis. Der er ikke skyggen af usikkerhed i Wolfes fortællestemme. Teksten glider ned som en læseletbog, men bevarer et liv i detaljen og et vid, der viser, at det her skam skal mere end bare at underholde.

Romanen opererer med et relativt sort persongalleri af samme type, som vi eksempelvis kender det fra adskillige af Stephen Kings romaner og eksempelvis Peter Straubs Ghost Story (1979). Der er endda noget Kingsk i valget af den lille landlige by som omdrejningspunkt og det brede udpluk af helt almindelige mennesker, der konfronteres med ganske usædvanlige ting.

Kort fortalt har Will Shields købt en brugtvognsforretning i byen Castleview, og nu er han sammen med konen Ann Schindler, en kogebogsforfatter og deres datter Mercedes i byen for at se på et hus. De er faldet for en stor, gammel kolos af en ejendom, som familien Howard skal fraflytte, fordi Tom Howard har fået arbejde i Chicago. Mens Schindler-Shields-familien får fremvist huset, modtager Sally Howard den ubehagelige nyhed over telefonen, at hendes mand Tom er død. Det sætter gang i en række sære begivenheder, der fører de to familier tæt sammen – ikke mindst fordi datteren Mercedes og Howard-familiens teenagedreng Seth får et godt øje til hinanden.

Gene Wolfe (født 7. maj 1931)

Handlingen strækker sig kun over nogle få dage. Vi følger dermed næsten alle bogens karakterer time for time, efter det bliver bekendtgjort, at Tom Howard er død. Indledningsvist er det hele meget uskyldigt. På et praktisk plan skal Schindler-Shields-familien finde et sted at bo. Derfor indlogerer de sig på et motel, hvorfra de kan tilrettelægge deres nye liv i byen. Der er imidlertid mere på færde end som så, og byen har ikke sit navn uden grund. Folk har altid, så langt tilbage det vides, set syner eller fatamorganaer i Castleview. De har bl.a. set en stor borg tone frem i horisonten; nogle gange ganske nær byen, andre gange som en fjern spejling. Forklaringer på fænomenet er der nok af, men man taler ikke meget om det. Will Shields ser tilfældigvis borgen, og dermed er hans nysgerrighed vakt. Han begynder at undersøge sagen, det samme gør datteren i samarbejde med vennen Seth, mens Ann Schindler også går på sagen, men fra en lidt anden vinkel.

Da familien først kradser i myterne, sker der for alvor gådefulde ting i byen. Folk forsvinder, mystiske fremmede dukker op, og den lille familie får selv kærligheden at føle, først da de nær kører en mærkværdig rytter ned på åben gade og efterfølgende, da folk begynder at forsvinde omkring dem.

Engelsk paperback. Hodder & Stoughton 1992

Castleview skaber en atmosfære, hvor en ganske almindelig amerikansk hverdag blandes med en truende eventyrverden, beboet af alfer og væsner, der har træk tilfælles med folketroens vampyrer og spøgelser. Bogens persongalleri skrider ind og ud mellem disse verdener, men netop fordi hverdagsliv og det overnaturlige bliver blandet så frit, skabes et helt tredje rum for læseren. Et rum der har en sær drømmeagtig atmosfære, hvor lidt naive, Hollywood-stereotyper fra filmens verden blandes med ulmende mytologiske elementer.

På bagsiden sammenligner en anmelder fra Locus Magazine bogen med en James Stewart-film, og det er meget præcist ramt. Der er nemlig et element af uskyld over bogens personer, men samtidig trækker Castleview dybere spor og skaber ganske foruroligende for ikke at sige uhyggelige episoder. Kapitlet hvor Will Shields opsøger byens lokale museum for at finde ud af mere om denne mærkelige borg, der toner frem, er rendyrket horror. Og den slags er der meget af. Da Seth og Mercedes kører op til et udsigtspunkt og pludselig møder en mand, vi i et tidligere kapitel har fået at vide, er død, er det isnende at læse, hvordan de to teens følger med dette ”spøgelse”.

Paperback, Ace Books 1972

Selve Kong Arthur-elementet er holdt ude i en armslængde, hvor mytologien bruges i sammenhæng med alfetro og keltisk sværmeri. Der røres endda lidt nordisk mytologi med ned i suppen, uden det gør noget. Der er et sværd i en sten, og der er en konge, men Wolfe omsætter de arketypiske komponenter til en overraskende fortælling, der ligger irske folkeeventyr nærmere end de klassiske receptioner af Le Morte d’Arthur.

Blandt bloggere og Wolfe-læsere generelt har Castleview fået en ret hård medfart. Folk klager over, at bogen er usammenhængende, uforståelig og unødvendigt kompliceret. Alt dette er sådan set ikke helt forkert. Det er en på en gang lettilgængelig bog, men samtidig også kompleks læsning, fordi der sker meget i detaljerne. Det gør der altid hos Wolfe, men måske er det tydeligere her end i så mange andre bøger, fordi romanen ikke er specielt lang (Tor paperback, 280 sider).

En virkelig cool forside. Hardcover, Simon & Schuster 1980

Bogen er Gene Wolfes anden ud af tre uafhængige romaner, der handler om hemmelige verdener, der åbner sig for helt almindelige mennesker eller overnaturlige elementer, som sniger sig ind i hverdagslivet. There Are Doors (1988) var den første, og den sidste var Pandora, By Holly Hollander, der udkom samme år som Castleview. Tematisk hænger bøgerne sammen, og Wolfe har tydeligvis et projekt med de tre romaner. Han forsøger at opstille et tænkt eksempel for, hvordan ”det mystiske” eller ”det ukendte” vil optræde, hvis vi som moderne mennesker blev konfronteret med det. Han prøver med andre ord at opstille et spejl, som man eller vi kan indsætte mystiske erfaringer i. Pointen for Wolfe er, at disse erfaringer altid vil være kaotiske og dybest set uforståelige, fordi vi ikke kender det mystiskes fulde udstrækning – hverken når der er tale om gode eller skadelige kræfter.

I Castleview forstår vi aldrig helt, hvad de mørke kræfter, der myrder og kidnapper i byen, egentlig er ude på. Indbyggerne kan bekæmpe deres mystiske fjende, men forstå den kan de aldrig. Gene Wolfes konvertering til katolicisme har helt sikkert et eller andet at sige i dette. Uden præcis at kunne sige hvordan, tror jeg, Wolfe bearbejder en personlig (religiøs) erfaring med de tre bøger skildret her. Det handler om oplevelsen af det umiddelbart irrationelle i en verden, vi ellers forsøger at forstå rationelt. Nu ved jeg ikke, hvor meget man skal lægge i det, men hvis man mener, at Gene Wolfe vil fortælle læseren noget med en bog som Castleview, er det nærliggende at tænke i disse baner.

Hardcover, Tor 1988. Denne forside er ike lige min kop the. Alt for meget Ugebladet Søndag over billedet

Efter endt læsning var jeg helt lettet, for tænk hvis bogen havde skuffet. Det gjorde den ikke. Castleview er måske ikke Wolfes bedste, men selv når han ikke skriver endnu et mesterværk, sætter han baren højere, end de fleste nogensinde når.

Hardcover, Tor Books 1990

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Mens vi venter på nyt… Kvelertak sender film fra USA

Det skulle være ganske sikkert; næste år kommer uovervindelige Kvelertaks nye album. Stavanger-drengene er vendt tilbage til det heksehjemsøgte Salem for at indspille deres andet album, og jeg kan næsten ikke vendte. Deres første skive har været mere eller mindre permanent med i min pladerotation, siden jeg hørte den for første gang, og jeg kan slet, slet ikke forestille mig, at opfølgeren bliver skuffende.  Ventetiden kan man så fordrive med deres små videopostkort fra Salem.

 

Skriv en kommentar

Filed under Video

“Vintage” anmeldelse fra 1944: New York Times’ dom over Wandreis The Eye and The Finger

Anmeldelse af The Eye and The Finger fra New York Times d. 9/10 1944

I min udgave af Donald Wandreis The Eye and The Finger, som jeg skrev lidt om for nogle dage siden, lå der en anmeldelse af bogen fra New York Times d. 9/10 1944 – det vil sige umiddelbart efter udgivelsestidspunktet. Anmeldelsen er skrevet af Marjorie Farber – en anmelder som åbenbart har skrevet flere anmeldelser af bøger a la Wandreis.

Donald Albert Wandrei (20. april 1908 – 15. oktober 1987)

Anmeldelsen er sjov læsning, fordi den repræsenterer en umiddelbar reception af novellerne i deres samtid. Anmeldelsen er dermed helt fri for romantisering af pulpgenren og Akham House. Eller måske endnu vigtigere romantiseringen af H. P. Lovecraft-relationen, som ellers fylder en del i Wandreis forord til The Eye and The Finger og måske generelt vil være den vinkel, der vil fylde i en retrospektiv anmeldelse i dag.

En interessant detalje ved anmeldelsen, ud over at være en meget præcis analyse af Wandreis arbejde, er Farbers befriende overordnede syn på horror og horrorgenren. Hun skelner ikke mellem gys og science fiction, for hende er det hele horror. Hun skriver bl.a. om ”mr. Wandrei’s scientific and supernatural horrors”. Dermed ser hun også stort på snævre genreopdelinger og, for mig at se, er det den eneste rigtige måde at gribe Wandreis fiktion an på. Netop fordi Donald Wandreis dystre temaer løber på tværs af novellerne, der ellers genremæssigt ligger langt fra hinanden.

Nuvel, læs selv anmeldelsen.

Arkham House 1944. Forsideillustration af Howard Wandrei.

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Donald Wandrei, The Eye and the Finger (1944): Grotesker og fantasier fra pulpens guldalder

“… The hope of the universe had lain with the Red Brain. And the Red Brain was mad.”

–          The Red Brain

Donald Wandrei er vel i dag bedst kendt som medstifteren af Arkham House – det forlag der skabte grundlaget for H. P. Lovecrafts stjernestatus. Som selvstændig forfatter bliver han næppe husket af ret mange uden for den, heldigvis, efterhånden ret store gruppe fans, der interesserer sig for netop personkredsen omkring Lovecraft og Arkham House. Man kan så overveje, om det er ufortjent eller meget forventeligt, at Wandreis litterære indsats står i skyggen af genregiganter som hr. Lovecraft og Clark Ashton Smith eller Frank Belknap Long og andre, mindre skikkelser for dens sags skyld.

Arkham House 1944. Den lidt vage forside er tegnet af Howard Wandrei, Donald Wandreis lillebror

The Eye and the Finger var Wandreis første prosa-udgivelse, den femte bog Arkham House udsendte og den første af forlagets bøger, der bærer det ikoniske ”spook house”-logo. Den består af 21 noveller, der falder i tre sektioner. Først kommer de regulære gyserhistorier, dernæst en sektion med længere science fiction-fortællinger og endelig en lille gruppe mere eksperimenterende noveller, der genremæssigt spænder over alle bogens temaer. Kronologisk inddrager bogen historier fra de tidligste, Wandrei fik udgivet i Minnesota Quarterly i midten af 20’erne tilen novelle udgivet i Weird Tales i 1941.

Arkham House 1944. Bagsiden

Novellesamlingen kommer således både tematisk og kronologisk omkring en stor del af Wandreis tidlige fiktion. Det eneste, vi savner, er eksempler på den store mængde kriminallitteratur, som han også forfattede. Faktisk skrev Wandrei langt flere kriminoveller, navnlig om detektiven Frost og dennes labre, slagfærdige medhjælper Jean Moray, end han sammenlagt skrev horror, science fiction og fantasy.

For mig at se har Donald Wandrei ganske meget at byde på udi det makabre og groteske. Det vil sige, at det også er i horrorgenren, at han brillerer. Det skyldes jo helt sikkert mine personlige præferencer, men de første noveller i The Eye and the Finger er rigtig, rigtig gode pulp-æra horrornoveller. De er naturligvis helt efter bogen med langsom opbygning, jegfortæller og en skræmmende/chokerende afsløring til sidst, skrevet i kursiv. Sådan skal det jo være, det byder konventionerne. Men Wandrei kan mere. Titelhistorien ”The Eye and the Finger” er eksempelvis en lille surrealistisk perle, der med den sorteste absurditet står som et af bogens absolutte highlights. Af uforklarlige årsager kommer en mand hjem til sin lejlighed og opdager et øjeæble liggende på et bord. Øjet stirrer på ham, og snart får det selskab af en blodig, svævende hånd. Det hele udvikler sig til en vanvittig fortælling, som hverken kommer med nogen forklaring eller baggrund for episoden. Mesterligt fordrejet!

Donald Albert Wandrei (20. April, 1908 – 15. Oktober, 1987)

Jungleeventyret ”The Tree-Men of M’Bwa” er også herlig. Opdagelsesrejsende, Afrikas vildsomme natur og okkulte hemmeligheder. Det er det stof, som drengedrømme er skabt af og absolut en genre jeg holder meget af. Novellen er i øvrigt én af bogens to Cthulhu mythos-influerede historier. Wandrei skrev ikke ret mange af den slags – tre tror jeg, når man lægger ”The Fire Vampires” til ”The Lady in Gray”, der også er inkluderet her. Endelig vil jeg også fremhæve ”It Will Grow on You”, som et rigtig solidt stykke ”præ-body horror”.

Det fælles for de her nævnte historier, og for en stor del af alle bogens noveller, er en grundlæggende dyster tone. Der er ikke ret meget munter pulp-action at finde, og langt de fleste historier i The Eye and the Finger slutter på nedslående vis. Det er endnu en af de styrker, som jeg ser i Wandreis arbejde. Især de sidste fortællinger, der, som sagt har en mere eksperimenterende form, handler om død, opløsning og tilintetgørelse. Hvor mange novellesamlinger generelt slutter eksempelvis med universets ophør?

Det klassiske Arkham House-logo. Tegnet af Frank Utpatel

Jeg er ret begejstret for den sidste del af novellesamlingen. Måske skyldes det, at Wandrei frigør sig fra nogle af pulpens mange genrekonventionerne og skriver mere ud fra stemninger og tilstande, end plot og karakterer. I denne sidste del kommer vi i virkeligheden ganske tæt på den poesi, som Wandrei indledningsvist udgav. Poesi der eksempelvis optog Lovecraft så meget, at han selv kastede sig over digtningen igen til trods for, at han egentlighed lagt poesien på hylden.

De sidste noveller er alle meget korte, men ikke desto mindre står de som nogle af de stærkeste i bogen. ”The Woman at the Window” er et smukt billede, som bliver stående efter endt læsning. Et billede af en kvinde, der bades i det røde lys fra en døende sol, der lyser for sidste gang. Fantasy-rejsen, der beskrives i ”A Fragment of a Dream”, står også stærkt med dens Dusanyske stil. Alt sammen helt fremragende.

New York omkring 1931. Fra venstre: Donald Wandrei, H. P. Lovecraft og Frank Belknap Long

Nu spurgte jeg indledningsvist, om det er ufortjent, at Wandrei står i skyggen af så mange andre samtidige forfattere. Måske, jeg er faktisk ikke helt sikker. Han har for mig at se skrevet formidable historier og, når det lykkes for ham, får ham komponeret ekstremt medrivende fortællinger. Problemet er nok nærmest, at Wandrei er digter i hjertet. Han er ikke specielt optaget af plot og spændingshistorier som sådan. Han har dermed et sprog, der står lysende klart, men en uheldig evne til at vælge endda meget kedsommelige eller vanskelige emner for sine noveller. På den led har Wandrei det omvendte problem af Frank Belknap Long, der lå inde med fascinerende filosofiske idéer og eftertænksomme historier, men savnede skrivefærdighederne til for alvor at kunne virkeliggøre sine noveller på tilfredsstillende vis. Man kan eksempelvis sammenligne The Eye and the Finger med Belknap Longs The Rim of the Unknown (1972), der består af historier stort set samtidig med Wandreis og opleve dette omvendte forholdet for fuld udblæsning.

Donald Wandreis problem bliver især tydeligt i science fiction-historierne, der udgør bogens midterste del. Lange videnskabelige problemstillinger diskuteres i et forblommet pseudo-akademisk sprog, mens fortællingen laller afsted. Helt slemt bliver det i den meget lange ”Finality Unlimited”, som mere eller mindre er en ophobning af idéer om forskydninger i tid og rum, der bare er kedsommelig læsning. Flere af de lange noveller i bogen burde være blevet skrevet som romaner i stedet. Det havde givet mere plads til idéernes udvikling og historiernes udfoldelse, men de kære pulpforfattere skrev jo som bekendt under tidspres, hvilket unægtelig også kan mærkes i Wandreis tilfælde.

Fedogan & Bremer 2001

Helt skidt står det dog ikke til med science fiction-historierne. ”The Monster from Nowhere” er ganske morsom, fordi den nærmest er én lang, ret voldelig kamp mod et kæmpe slimmonster fra rummet, der lander i et rumskib udenfor en amerikansk lilleby og går amok. Pulp med pulp på. Så er der mere substantielt bid og gru i den bizarre ”A Scientist Divides”, der gentager et af bogens tilbagevendende temaer om videnskabens uheldige indgriben i naturens orden og fremskridtets konsekvenser. Her resulterer det i amøber, skabt af homoplasma (!), der fortærer alt kød, de kommer i nærheden af.

Fedogan & Bremer 1997

For mig at se har Donald Wandreis noveller i de bedste tilfælde en overflod af stemning og billeddannende sprog, men det er absolut ikke noget der karakteriserer forfatterskabet som sådan. The Eye and the Finger er en blandet omgang, og sådan har jeg det nok også med Wandreis forfatterskab generelt – nogen entydig begejstring bliver det aldrig til. Helt ufortjent er det jo nok derfor heller ikke, at han for længst er gledet ud blandt de mindre kendte genreforfatteres rækker.

Novellerne:

The Lady in Gray

The Eye and the Finger

The Painted Mirror

It Will Grow on You

The Tree-Men of M’Bwa

The Lives of Alfred Kramer

The Monster from Nowhere

The Witch-Makers

The Nerveless Man

Black Fog

The Blinding Shadows

The Scientist Divides

Earth Minus

Finality Unlimited

The Crystal Bullet

A Fragment of a Dream

The Woman at the Window

The Messengers

The Pursuers

The Red Brain

On the Threshold of Eternity

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Farligt, depraveret… og lidt frækt. Unge på afveje

“All these stories have to do with juvenile malignancy. They were written to shock you and we make no apology for their stark violence. They are stories behind today’s terrifying headlines – stories about a strange, new, frightening cult … of teen-age fury.”

Leo Margulies, introduktion til The Young Punks, 1957.

Man kan gyse over meget – spøgelser, dæmoner og varulve. Det handler alt sammen om truslen fra det ukendte, det vi ikke kan styre. Med sikker sans for markedsføringsværdien, udsendte Crest Books og andre forlag novellesamlinger om vilde, farlige unge i slutningen af 50’erne og begyndelsen af 60’erne. Teens ude af kontrol – Rebel Without a Cause og alt det der. Det er bøger, som sikkert skal sælge til både de unge, betaget af deres eget skyggebillede, bekymrede mødre og fædre og så alle de lumre læsere, der tænder på en god gang exploitation. De fleste af novellerne er redigeret af Leo Margulies, som jeg snart ser nærmere på i mere regulær horrorsammenhæng.

Check de her forsider!

Teenage Jungle (Pyramid, 1957)

The Young Punks… Why Do They Go Wrong? Ja, hvorfor går det egentlig galt for dem?

Bad Girls (Crest Books, 1958)

They prowl the fringe of the underworld for kicks. Eleven masterpieces of today’s beat generation by America’s top writers. Forsiden siger næsten det hele – lediggang er roden til alt ondt. Læs de små handlingsresumeer fra bagsiden. Mrs. Hicks, har de hørt om Lolita?

Fra bagsiden på Bad Girls

Young and Deadly (Crest Books, 1959)

10 top stories of today’s teen-age jungle. En sort læderjakke kommer snigende. Mon ikke det er en springkniv han har i lommen? Eller er det i virkeligheden den rygende pige vi skal være bange for? En smuk forside.

 

Back Alley Jungle (Crest Books, 1960)

Juvenile delinquents. Her er den lille dame kommet i dårligt selskab. Hun skulle aldrig være gået med ind i gyden. Biker boots, denim og anderumper – den direkte vej til helvede.

The Young Punks (Pyramid, 1957)

 

The Young Punks (1963)

The savage, frightening story of the teen-age jungle. Den kommer to gange. Moden skifter. Interessant med den sidste udgave, der har et fotografi på forsiden. De er sikkert ekstra gruopvækkende på grund af fotografiets stemning af autenticitet og realisme.

Og lige lidt ekstra

Belmont Books 1962

Popular Library 1954

Og bogen med den fedeste titel

Signet Books 1960

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling