Monthly Archives: oktober 2012

Hvorved vi forlader oktoberlandet

Hardcover, 1. udg., Ballantine Books 1955

Ray Braburys The October Country fra 1955 skabte eller gjorde i hvert fald vendingen “october country” til fast inventar i det amerikanske sprog. Novellesamlingen er for længst blevet kanoniseret som et hovedværk, der på sigt vil stå oppe ved siden af Poe- og Lovecraft-værker. Bradburys bog har også haft en indvirkning, der rækker langt ud over litteraturen, og en af påvirkningerne finder vi i det kortlivede band October Country – opkaldt efter novellesamlingen. Deres eneste album, The October Country, udkom i 1968.

LP. Forside med billede af den for ’68 helt klassiske opstilling af bandet

Jeg siger farvel til oktober med deres lille ”My Girlfriend is a Witch”.

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling

Prime Evil (1988), red. Douglas E. Winter: Blå bog over 80’er-horror

Paperback, New American Library 1988

Hvor stort bliver det, når man samler tidens største eller mest spændende horrorforfattere og får dem til at skrive en historie af eget valg? Får dem til at skrive en novelle, der ikke kun skal udfordre genrens konventioner, men også læsernes vanetænkning? Det satte Douglas E. Winter og forlaget New American Library sig for med udgivelsen af Prime Evil i 1988. Med novellesamlingen konfronterede forlaget og redaktøren det enorme popularitetsboom, som horror havde oplevet siden 70’ernes anden halvdel. De stillede skarpt på fænomenets væsen og ville afdække, hvad horror egentlig er, hvorfor det er så virkningsfuldt og hvordan kun fantasien sætter grænser for den type fortællinger.

Om nogen var Douglas E. Winter den rette til sagen. Han var den første, der skrev et indgående portræt af Stephen King med bogen Stephen King: The Art of Darkness (1984). Han var også manden bag Faces of Fear(1985). En bog hvor Winter interviewer tidens bedst kendte navne fra den dystre ende af bogbranchen. Winter havde med andre ord et detailleret kendskab til the movers and shakers på 80’ernes horror-scene. Det kendskab udnyttede han til en bog, der vel er tænkt som en genremilepæl i stil med Harlan Ellisons Dangerous Visions (1967).

Paperback, New American Library 1988

Ambitionen fejler dermed ikke noget, men Prime Evil når på ingen måde Elisons antologi til sokkeholderne. Det kan der være flere grunde til. Den vigtigste er nok, at de indbudte forfattere alle har været næsten pinagtigt optaget af at skabe noget originalt, genrevridende eller klogt. Det er alt sammen meget godt, men det berømte barn fløj ud af badevandet, da en stor gumpetung kreativitet pressede sig ned i karet. Eller sagt direkte: Prime Evil er mere form og halvbagte idéer end stærke fortællinger.

Men hvem er så med? Først of fremmest er der mastodonterne – bestsellerne – der har været med til at forme tidens gys, hvis endda ikke den moderne horror i det hele taget. Meget passende er det på den konto Stephen King, der som det absolut største navn indleder bogen. King får følgeskab af Peter Straub, Clive Barker og Ramsey Campbell. Alle forfattere der op gennem 80’erne cementerede deres stjernestatus og solgte rigtig, rigtig mange romaner.

Douglas E. Winter (født 30. oktober 1950)

Strøet med let hånd mellem giganterne dukker en blanding af, for mig helt ukendte navne op (Paul E. Hazel?) og så de forfattere, der har gjort sig bemærket blandt især dedikerede horrorfans. Jeg tænker her på folk som Thomas Ligotti, Thomas Tessier, Charles L. Grant og M. John Harrison. Antologiens måske største overraskelse er, at David Morrell – forfatteren bag First Blood (1972) – blev indbudt til at deltage i bogen. Ikke mindst fordi han faktisk ikke har skrevet ret meget horror tidligere. Det siger imidlertid lidt om Winters projekt. Han var ude på at vise, at horror kunne findes i alle tekster og alle situationer. Gyset er ikke noget, der kan isoleres til en specifik måde at skrive på eller til specifikke emner. ”Horror is not a genre, it is a mood” lyder det paradigmatisk i Winters faktisk meget interessante indledning, der sætter tonen for hele novellesamlingen.

Når jeg er lidt kritisk i forhold til bogen, skyldes det især, at der er så mange velkendte navne, der om ikke skuffer, så i hvert fald ikke lever op til de standarder, der har skabt deres ry og omdømme. Stephen Kings ”The Night Flyer” er for mig symptomatisk på dette.  Den er lang, snakkende og velfortalt. Den er fyldt med vittige iagttagelser og skarpe, ironiske kommentarer. Den er bare ikke uhyggelig. Den er faktisk ikke tilnærmelsesvis uhyggelig. Novellen er stedvist blodig og den antyder grusomme ting, men står i sidste ende som en tour de force gennem stereotypisk Kingsk prosa – som en meget spinkel idé, der er blevet spækket med ligegyldigt fyld. Flere af de andre fortællinger lider under det samme. De går ikke til biddet. I stedet er de stemningsfulde billeder, der til tider har næsten vignetagtig karakter, som ikke rigtigt flytter sig nogen vegne.

Hardcover, 1. udg., New American Library 1988

Ser vi på de store navne, leverer Campbell en underholdende konceptnovelle opbygget som en gal ”stalkers” brev til en forfatter. Novellen er først og fremmest et eksperiment ud i formen, mere end den beskæftiger sig med indholdet. Barker leverer en ikke helt sammenhængende fortælling om sorg og død. Ikke dårligt, bare lidt for lang og usammenhængende. Peter Straub er den eneste af de tunge drenge, der faktisk byder ind med noget både ubehageligt og tankevækkende. Han skriver i ”The Juniper Tree” om en dreng, der bliver misbrugt seksuelt, og hvordan denne dreng, trods ar på sjælen, forstår at vende barndomstraumet til en styrke i sit arbejde som forfatter (burde King ikke have skrevet den historie?). Her blandes det tabuiserede og de ekstremt ubehagelige beskrivelser med en på mange måder provokerende forløsning.

Mine tre favoritter ud af bogens 13 historier er Thomas Tessiers ”Food”, David Morells ”Orange Is for Anguish, Blue for Insanity” og Jack Cadys ”By Reason of Darkness”. Tessiers novelle er kort, kompakt og grotesk. En mand kommer lidt for tæt på en kvinde, der gradvist er ved at forvandle sig fra et menneske til noget monstrøst andet. Novellen er rigtig god, fordi den ikke kommer med nogen forklaringer. Handlingen udspiller sig lynhurtigt, og vi sidder forbløffede tilbage og tænker: ”Hvad, hvordan, hvorfor?” Tessier var en af de helt store vordende stjerner i 80’erne, og hans romaner kan varmt anbefales. Desværre for Tessier kom han for sent med på horrorbølgen, der ebbede ud, før han for alvor blev fast inventar på boghandlernes hylder i 90’erne.

Paperback, Bantam 1989. Engelsk 1. udg.

David Morells ”Orange Is for Anguish, Blue for Insanity” er generelt en af de mest populære fortællinger fra bogen. Den vandt The Bram Stoker Award for bedste kortroman og fortjener berømmelsen. Det er en veloplagt, intens fortælling med anstrøg af noget cthulhuidt kosmisk horror, der er lidt altmodisch, men samtidig formår at virke både frisk og relevant. Historien er en form for digtning over og eskalering eller fortætning af tragedien omkring Van Goghs liv. Den er historien om en ung student, der bliver besat af maleren Van Dorns bizarre kunst. Det hele leder naturligvis til død og undergang, men hvorfor har Van Dorn denne tiltrækningskraft? Gode, gode sager!

En af de sidste fortællinger i bogen er Jack Cadys ret lange ”By Reason of Darkness”. Historien drejer sig om tre amerikanske soldaterkammerater, hvis man kan kalde dem det, der mødes igen efter en aldrig udspecificeret krig i Asien. Da de vender hjem, har krigen, naturligvis, ændret dem og deres genforening mange år senere bliver alt andet end uproblematisk. Historien er skrevet i et helt fremragende sprog, der malende får indre, psykologiske spændinger trukket frem og samtidig formår at iscenesætte fortællingens skiftende miljøer levende og stærkt. Navnlig de sidste sider efter konfrontationen er endda rigtig rørende og gennemsyret af en morbid form for skønhed.

Paperback, Cordi Books 1989. Engelsk 2. udg. Endnu en af de ekstremt kedelige forsider, der kendetegner stort set alle bogens forskellige udgaver

Her bevæger jeg mig jo imidlertid også langt ind i smag-og-behag-afdelingen. Jeg er helt sikker på, at der sidder mange King-fans derude, der eksempelvis elsker ”The Night Flyer”. Den blev faktisk nomineret, sammen med Peter Straubs bidrag i samme kategori, som Morrells novelle, der løb med sejren. Jeg har derfor egentlig heller ikke så meget lyst til at holde de enkelte noveller op imod hinanden og vurdere dem kvalitativt, fordi de alle er solidt håndværk fra forfattere, der kan deres kram. For mig at se er Prime Evil en spændende bog, fordi den tager temperaturen på en periodes forfattere og gør det både selvsikkert og selviscenesættende. Prime Evil vil gerne vise verden, hvad horror kan, og den har samlet alle feltets sværvægtere til opgaven.

En sjov detalje er, at bogen sådan set er retrospektiv. Langt de fleste af bogens forfattere blev aldrig større, end de var, da Prime Evil udkom. Det vil sige, at den på mange måder markerer toppunktet på horrorfeberen. Dermed peger bogen heller ikke fremad, hvilket Douglas Winter utvivlsomt havde forestillet sig. Kun på et punkt har bogen vel mere eller mindre tilfældigt peget på de veje, der skulle komme til at tegne 90’ernes gys (når vi ser bort fra seriemorderne). Bogens næstsidste novelle er Whitley Striebers ”The Pool”, der her blander gys med besøg fra rummet (læs: aliens). Et tema han også opdyrkede i sine romaner på samme tid. Her må man sige, bogen peger frem, for om noget kom den der TV-serie om to FBI-agenters konfrontationer med UFO’er og så fremdeles til at præge en meget stor del af 90’erne.

Paperback, New American Library, 2. udg. 1989

    

Er du med andre ord interesseret i at få et overblik over gyserfeltet, som det så ud fra midten af 70’erne og frem til udgangen af 80’erne, er Prime Evil et perfekt sted at sætte ind. Her får du ganske enkelt serveret væsentlige navne på et sølvfad. Du kan gå på opdagelse i historierne og bruge de små biografier om forfatterne som inspiration for videre læsning. Sidstnævnte har naturligvis været langt vigtigere, da bogen udkom, dengang før internettet gjorde den slags informationer tilgængelige på et helt andet plan. Det er imidlertid ikke blevet mindre interessant at læse, hvordan forfatterne blev beskrevet, da de var på vej op eller befandt sig på toppen. Er du interesseret i 80’er-horror og måske især interesseret i at opleve, hvilke stemmer der havde tegnet perioden, er Prime Evil ganske enkelt et must.

Hardcover, Donald M. Grant 1988. Luksusudgaven! Den er trykt i et ekstremt lille oplag og går i dag til skyhøje priser. God jagt!

Novellerne:

Stephen King, “The Night Flier”
Paul E. Hazel, “Having a Woman at Lunch”
Dennis Etchison, “The Blood Kiss”
Clive Barker, “Coming to Grief”
Thomas Tessier, “Food”
M. John Harrison, “The Great God Pan”
David Morrell, “Orange Is for Anguish, Blue for Insanity”
Peter Straub, “The Juniper Tree”
Charles L. Grant, “Spinning Tales with the Dead”
Thomas Ligotti, “Alice’s Last Adventure”
Ramsey Campbell, “Next Time You’ll Know Me”
Whitley Strieber, “The Pool”
Jack Cady, “By Reason of Darkness”

3 kommentarer

Filed under Novellesamling

Lidt nyt musik: Red Fang og Grabass Charlestons

Red Fang har smidt en video online til sangen ”Dirt Wizard” fra deres seneste album. Sangen rykker i den grad, men selve videoen er lidt skuffende, når man tager bandets perlerække af fantastisk morsomme videoer i betragtning. Ja-ja, træerne vokser ikke ind i himmelen. Nu kan vi så glæde os til deres kommende album.

 

Og nu hvor snakken er ved nye albums. Grabass Charlestons udsendte deres nye album Dale & the Careeners d. 23. oktober. På deres tidligere albums har deres melodiske poppunk skudt med spredehagl og leveret ret ujævne plader, men Dale & the Careeners er dejligt enkel og fokuseret. Med højt tempo leverer de skramlet, fængede pop, der ligger i grænselandet mellem roots rock og punk. Der er referencer til både Pavement og Dinosaur Jr på albummets 12 skæringer. Jeg vil meget gerne varmt anbefale dig at give det her sympatiske udspil en gennemlytning eller to.

Her er videoen til “Young Maniacs”:

 

Stream hele albummet her.

 

Skriv en kommentar

Filed under Video

H. P. Lovecrafts “The Hound”: Oplæsning anno 1962

Roddy McDowall oplæser “The Outsider” (side A) og “The Hound” (side B) i 1962

Jeg faldt over denne højtlæsning af Lovecrafts ”The Hound” på Wilum Pugmires blog. Normalt gør jeg det ikke så meget i lydbøger, men præcis den her indspilning fangede mig. Det skyldes flere ting. For det første er ”The Hound”, udgivet 1924 i Weird Tales, en af mine favoritter blandt Lovecrafts tidlige, stærkt Poe-influerede historier. Jeg er rigtig glad for historiens gravrøvertema og den morbiditet, der gennemsyrer hele teksten. Historien er dybest set en gotisk, makaber stiløvelse, der giver lods og slipper alle makabre klichéer løs. Lovecraft føjer naturligvis også noget af sit eget til, og det er i samspillet mellem genrekonventioner og Lovecrafts særlige, antikvariske blik, at historien får sit særlige liv.

Weird Tales, februar 1924. Det nummer som “The Hound” udkom i for første gang

En anden ting er, at historien er oplæst af Roddy McDowall – manden der spillede den godmodige Cornelius i Planet of the Apes (1968). McDowalls affekterede britiske accent, blandet med selve den i dag arkaiske oplæsningsform og udtale, styrker historiens stemning af gamle hemmeligheder, svundne tider, dystre kirkegårde og skjulte, makabre indsigter, som kun de indviede kender. Det dekadente i fortællingen kommer ganske enkelt rigtigt tydeligt frem, og det på en måde som en oplæsning i dag næppe ville kunne gøre det.

Har du 20 minutter, så prøv selv at lyt. Filen er lidt beskadiget undervejs, men hold ud, det forsvinder igen.

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling

Margaret St. Clair, Sign of the Labrys (1963): Hekse, huler og dunkle fremtidsudsigter

Paperback, Bantam Books 1963. Den eneste udgave af bogen

Jeg kan lige så godt sige det med det samme; Sign of the Labrys fra 1963 er ikke nogen specielt god bog. Den er ikke dårlig, men Margaret St. Clair er bare ikke nogen synderligt ophidsende forfatter. Bogen er bygget op omkring dialog og korte, præcise beskrivelser fra jegfortælleren, der genfortæller historien retrospektivt. Flere gange stopper fortælleren op for at forklare specifikke fænomener eller ordvalg. Alene det faktum, at vi på forhånd ved, at hovedpersonen klarer skærene, er naturligvis lidt ærgerligt, når handlingen mere eller mindre består af en lang jagt, hvor vores helt og hans allierede bliver forfulgt af brutale mænd, der ikke vil dem noget godt.

Kort fortalt udspiller Sign of the Labrys sig i en nær fremtid, efter Jorden 15 år tidligere er blevet hjemsøgt af flere epidemiske bølger udviklet fra gærbakterier. Det har reduceret befolkningsantallet radikalt, smadret alle samfundsstrukturer og grundlæggende ændret præmissen for al menneskelig samvær. I USA har regeringen, allerede før epidemierne begyndte, bygget enorme komplekser af underjordiske beskyttelsesrum, der skulle benyttes i tilfælde af atomkrig. Den krig kom ikke, men de forhutlede rester af befolkningen har nu søgt tilflugt i de underjordiske ganges sikkerhed. Lov og orden bliver opretholdt af den nye autoritet, den såkaldte FBY-myndighed, der har fået skabt en form for orden i kaos. De overlevende er præget af apati og mismod, uden tro på fremtiden. De fleste arbejder en smule med vedligeholdelsen af tunnelsystemet og lever ellers af konservesmad fra enorme madlagre og svampekulturer, der har udviklet sig i gangsystemerne. Alt sammen ganske klassisk post-apokalyptisk dommedagsgru.

Paperback, Bantam Books 1963. Bagsidens tekst kan umiddelbart synes helt absurd. Tænker man den ind i St. Clairs heksetro, er den imidlertid helt på sin plads. Jeg er derfor også sikker på, at det er St. Clair selv, der har skrevet teksten eller i hvert fald godkendt den

Bogen største claim to fame er, at Gary Gygax, far til Dungeon & Dragons, nævner St. Clairs roman i den første udgave af Advanced Dungeons & Dragons på en liste over bøger og historier, der på forskellig vis har inspireret ham til rollespillet. Der er da også en del i romanen, som hærdede ”dungeoneers” vil nikke genkendende til. Handlingen foregår under jorden, i et kæmpe hulesystem, hvor mennesker og dyr lever skarpt adskilt i små rum. Og hovedpersonerne snakker en del om at gå mellem hulesystemets forskellige niveauer (”levels”). Der er jo huler og tunneller i mange fortællinger, men i romanen her får det hele et science-fantasy-feel, der afgjort klinger med i den måde hulesystemer bliver brugt i Gygaxs spil. 

Nuvel, midt i alt dette bliver 25-årige Sam Sewell en dag opsøgt af en FBY-mand, der anklager ham for at være i kontakt med en farlig, forbryderisk kvinde ved navn Despoina. Hun er anklaget for at forsøge at udvikle og sprede nye former for dræberbakterier. Sam har aldrig hørt om hende, men snart går paranoia-møllen i selvsving, og Despoina tager ikke overraskende kontakt til Sam. Men hvem kan han stole på, hvad sker der omkring ham og hvorfor vil systemet af med ham? Da Sam havner i en situation, hvor han let kunne blive anklaget for mordet på en FBY-agent, må han flygte. Den eneste mulighed, han har, er at finde Despoina. Det bliver begyndelsen på en lang jagt, hvor systemets onde mørkemænd jager Sam, Despoina og hendes gruppe af frihedselskende hekse. Jeps, du læste rigtigt.

Margaret St. Clair (17. februar 1911 – 22. november 1995)

Det hele handler om hekse; Wicca-hekse for at være præcis. Det er faktisk netop dette, der gør den ellers ret skabelonagtige post-apokalyptisk thriller til en både sær og fascinerende læseoplevelse. Margaret St. Clair var en af de få kvinder i første halvdel af 1900-tallet, som skrev science-fiction i eget navn. I 60’erne sadlede hun om og begyndte i stedet at udgive romaner. Sign of the Labrys er en af de første, hun skrev i den periode, og den er gennemsyret af Wicca-teologi. Margaret og hendes mand Eric St. Clair blev introduceret til heksetroen gennem forfatteren og okkultisten Raymond Buckland. Han bragte ægteparret i kontakt med Wicca. Det vil sige det såkaldte nyhedenske trossystem, der fik form efter udgivelsen af Margaret A. Murrays The Witch-Cult in Western Europe (1921) og for alvor senere med navnlig Gerald B. Gardners Witchcraft Today (1954). Det er et religiøst univers, der baseres på den forestilling, at menneskeheden altid, eller i hvert fald siden oldtiden, har tilbedt to skikkelser: Moder Jord og Den hornede Gud. De to kræfter indgår en i form for kosmisk symbiose om liv, død og frugtbarhed. Viden om denne urgamle religion er senere blevet undertrykt af navnlig den kristne kirke, der har omdannet den hornede til Satan, moder jord til Maria og naturligvis skabt billedet af den onde heks, der æder børn og gør livet surt for gode mennesker. Parallellen til St. Clairs undertrykkende, rationelle FBY-mænd er naturligvis åbenlys. I Wiccanernes selvforståelse er der således tale om en ældgammel, forfulgt tro, der gradvist er blevet genopdaget efter at have levet skjult blandt kloge mænd og koner, skjult for samfundets søgelys.

Labrys eller dobbeltøkse

Wicca-troen boomede i 60’erne og blev en hip counterculture-ting, som den gryende hippiebevægelse absorberede med kyshånd. Alt dette ligger in spe i Sign of the Labrys, der er en form for indføring i Wiccas teologi, fortolket eller udlagt, som Margaret St. Clair har set det i 1963. Hele den vilde heksejagt, som Sam Sewell må stå igennem, bliver på den led en dannelsesrejse, hvor de gamle hemmeligheder langsomt bliver åbenbarede for ham. Sam opdager endda gradvist, at han er reinkarnationen af en minoisk præst. Her er så også forklaringen på dobbeltøksen (en labrys), der nævnes i titlen, og som optræder løbende som heksenes symbol i bogen. Faktisk gennemgår han et egentligt indvielsesritual, der tydeligvis knytter smerte og religiøs erfaring sammen. Som Sam selv udtrykker det, da han får pisk: ”The blows were like white fire, impalpable and spiritual. Some will know what I mean”. Den sidste sætning er en af de små bemærkninger, der falder i løbet af bogen, som signalerer, at St. Clair faktisk forestiller sig, at hun har læsere, som vil forstå eller genkendende indholdet. Som en sidebemærkning kan man jo så også tænke sig, at St. Clair og ægtemanden Eric også har fået en god omgang religiøs smæk under indlemmelsen i bevægelsen.

Nøgendans. Wicca-hekse fra Maxine Sanders’ kreds. Fotograferet i slutningen af 60’erne

Det bringer mig videre til det andet punkt. En af de ting, som Wicca-bevægelsen har kæmpet med lige siden Gardner og co. fik medvind, har været beskyldninger om, at det hele bare er en dårlig undskyldning for løssluppen liderlighed. Om det er tilfældet eller ej, skal jeg ikke gøre mig klog på, men faktum er, at der ligger ganske meget seksualitet og ulmer lige under overfladen i Sign of the Labrys. En del af det kan måske tilskrives tidstypiske genrekonventioner, men måske stikker der mere under. Bogens kvinder bliver i hvert fald beskrevet meget indgående, i klare seksuelle vendinger. Spørgsmålet er, hvordan vi skal forstå det. Er det fordi Wicca-heksene, Sam møder, er frugtbare og livgivende størrelser, eller er det, fordi St. Clair ganske enkelt har tændt på at skrive om sexede kvinder? Igen, jeg skal ikke gøre mig klog på dette, men et eller andet er der på færde her, og jeg er ikke helt sikker på hvad.

Endelig er det interessant at notere sig, at bogen får karakter af en programerklæring, hvis vi altså accepterer, at romanen er et udtryk for personlige overbevisninger hos St. Clair. Det er i hvert fald ganske radikale synspunker, der bliver formuleret, da det egentlige forhold mellem epidemierne og heksene går op fra Sam.

Endnu et ritual fra Maxine Sanders’ kreds. Også dette billede er fra slutningen af 60’erne

En bog, der kan føre os fra post-apokalyptisk science-fantasy til D&D og videre til Wicca, må da grundlæggende siges at være en gennemlæsning værd, også uanset om selve teksten måske ikke tåler nøjere granskning. Får du mod på videre læsning i den her tradition, kan du så altid kaste et blik på Gardners A Goddess Arrives (1939) og endnu bedre High Magic’s Aid (1949), der også opdyrker de her omtalte elementer, men på et tidligere tidspunkt, før Gardner får sat sine Wicca-tanker i system.

1 kommentar

Filed under Roman

Forsider og lidt baggrund: The Fontana Books of Great Horror Stories (1966-1984)

Hvis du interesserer dig for ældre, engelsksproget horror og måske køber en gammel paperback i ny og næ, er du med stor sandsynlighed rendt ind i de to engelske serier The Fontana Book of Great Ghost Stories og The Fontana Book of Great Horror Stories. De udkom siden 60’erne og fortsatte ufortrødent med at udkomme ind i 80’erne.

Paperback, Fontana 1966. Forsiden er opbygget som forlagets spøgelsesserie. Billedet er i øvrigt inspireret af Nigel Kneales “The Pond”

Vi skal her se lidt nærmere på den sidstnævnte serie, der blev tænkt som en søsterserie til forlagets udgivelser med spøgelseshistorier. Givet at forlaget er engelsk, er det jo måske ikke så underligt, at det begyndte som en serie med spøgelsesfortælling i 1964 – redigeret af selveste Robert Aickman, sin generations største mester udi præcis den genre. Det er imidlertid et interessant valg, at man i stedet for at åbne serien for andet end spøgelsesfortællinger – der jo grundlæggende er ret svære at kategorisere skarpt – vælger at lave en helt ny serie med ”ren” horror. Det siger dels noget om den forkærlighed for spøgelsesgenren, der var i tiden, ikke mindst under den store gotiske revival i 60’erne, men det siger også noget om den måde, man har set på horror. Der er spøgelser og så er der alt det andet. Måske er det bare mig, men jeg fornemmer en snert af noget litterært snobberi her. Nåh, nu skal det som sagt handle om horror-serien. Spøgelserne vender jeg tilbage til en anden gang.

The Fontana Book of Great Horror Stories udkom første gang i 1966 med et cover modeleret helt over spøgelsesserien. Indholdet i første bind er primært gamle klassikere, som Bram Stoker, Saki, Roald Dahl og Ray Bradbury. Bindet blev redigeret af Christine Bernard, der stort set er ukendt. Jeg kender i hvert fald ikke noget til hende, udover at hun også redigerede en af forlaget andre mindre kendte antologiserier om spøgelser. Bernard sad på serien gennem de næste fire bind, der udkom årligt frem til 1969. Her tog en anden kvinde så roret, nemlig Mary Danby, der foruden at være redaktør også selv skrev noveller, som fandt vej ind i Fontanas bøger.

Mary Danby (født 26. maj 1941)

Mary Danby blev dermed også den, der fik lov til at føre serien ind i det næste årti og blive en del af den store hype, der omgav alle former for horror i slutningen af 70’erne og de næste mange år frem. Horror boomede, og det samme gjorde Fontanas antologier, der gik som varmt brød. 17 bind blev det til. Den sidste bog i serien udkom i 1984 og havde på det tidspunkt stadig Danby som redaktør. Indholdet var det samme som altid; nye navne kom til (Ramsey Campbell og Tina Rath f. eks. ), men et bredt udvalg af gamle travere som Arthur Conan Doyle og Robert W. Chambers fyldte stadig op.

Da serien stoppede, var det ikke fordi, at interessen for horror var svækket. Skrækbogsindustrien holdt sig troligt stærk ind i begyndelsen af 90’erne – men novellens popularitet var dalende. Det var romanen, der havde gjort horror til bestseller-materiale, og det smittede af på salget af antologier. Som antallet af gyserromaner på markedet voksede, faldt interessen for gammelt materiale, og til sidst var det ganske enkelt ikke længere rentabelt at udgive bedagede gysernoveller, når nye romaner væltede ind hos forlagene. Alting har sin tid.

Det gælder så sandelig også forsider. Som The Fontana Book of Great Horror Stories blev mere og mere populær, blev de gamle bind også genudgivet med nye forsider. Mest bemærkelsesværdige er forsiderne fra slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne. Fotografiske nærbilleder af kryb med ”horror” skrevet i glade små-psykedeliske bogstaver på coveret. Forsiderne er lige dele fascinerende og latterlige. Modsætninger mødes. Flere af billederne er en smule ubehagelige – en stensikker undtagelse er dog sneglen fra 1971! – men seriens typografi er hip, men uhyggelig bliver den aldrig.

Forsiderne med de senere Tales from the Crypt-agtige hoveder har også charme, men ikke helt samme tiltrækning. Flere af dem er ret gode, men de bliver hurtigt lidt ferske. I sidste ende er jeg derfor også tilbøjelig til at trække fotografierne frem som de bedste. Uanset hvad er det blevet til en samling charmerende forsider gennem 18 år med horror.

Bedøm selv.

Bog 1. Paperback, Fontana, 2. udg. 1968. Nu genudgivet med forside der matcher seriens nye layout

Bog 2. Paperback, Fontana, 1. udg. 1967

Bog 3. Paperback, Fontana, 1. udg. 1968

Bog 1. Paperback, Fontana, 3. udg. 1971. Første bog genudgivet i nyt, hipt layout

Bog 2. Paperback, Fontana, 2. udg. 1971

Bog 3. Paperback, Fontana, 2. udg. 1971

Bog 4. Paperback, Fontana, 1. udg. 1969

Bog 5. Paperback, Fontana, 1. udg. 1970

Bog 6. Paperback, Fontana, 1. udg. 1971

Bog 7. Paperback, Fontana, 1. udg. 1972

Bog 8. Paperback, Fontana, 1. udg. 1973

Bog 1. Paperback, Fontana, 4. udg. 1977

Bog 2. Paperback, Fontana, 3. udg. 1977

Bog 4. Paperback, Fontana, 3. udg. 1977

Bog 6. Paperback, Fontana, 2. udg. 1977

Bog 8. Paperback, Fontana, 2. udg. 1977

Bog 9. Paperback, Fontana, 1. udg. 1975

Bog 10. Paperback, Fontana, 1. udg. 1977

Bog 11. Paperback, Fontana, 1. udg. 1978

Bog 12. Paperback, Fontana, 1. udg. 1979

Bog 13. Paperback, Fontana, 1. udg. 1980

Bog 14. Paperback, Fontana, 1. udg. 1981

Bog 15. Paperback, Fontana, 1. udg. 1982

Bog 16. Paperback, Fontana, 1. udg. 1983

Bog 17. Paperback, Fontana, 1. udg. 1984. Her med takker serien (og Mary Danby) af efter 18 år med horrornoveller.

3 kommentarer

Filed under Novellesamling

Ahh… Soul Dracula

 En gruppe studiemusikere disco-jammede et sted i USA i 1977. Sammen kaldte de sig Hot Blood, og resultatet blev bl.a. sangen ”Soul Dracula”. Dermed burde det være bevist – disco er musikkens svar på exploitation!

Når valget faldt på Dracula, skyldes det jo nok, at vampyrgreven med sit klassiske filmlook (kappe, velour, store smykker osv.) fint kunne gøre det ud for en stilsikker pimp, og så havde Boney M jo allerede snuppet oplagte (?) kandidater som Djengis Khan og Rasputin. ”Soul Dracula” er hæslig og dum, men også underligt fed på den helt sleazy, 70’er-agtige måde. Do it, do it… More! More! Soul Dracula:

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret