Monthly Archives: november 2012

Yin og Yang eller Turbonegro og Psycho White

To (næsten)nye videoer til at skyde weekenden i gang. Først altid underholdende Turbeonegros seneste udspil. Hank von Helvete forlod bandet tilbage i 2010 (?) og dannede glamdeath supergruppen Doctor Midnight & the Mercy Cult. De gav bl.a. en underholdende koncert til Copenhell 2010, men nogen ny musikalsk åbenbaring er der ikke tale om. Det samme kan man sige om Turbonegro, der med den nye frontmand Tony Sylvester og albummet Sexual Harassment fra tidligere i år beviser, at viljen til provo-rock stadig er der. Fortidens højder når de imidlertid ikke, og savnet efter Hank, også selv om han ikke var den første forsanger i bandet, er mærkbart. Ikke desto mindre formår Trubonegro at give verden en underholdende fuck-finger med ”I Got a Knife”:

En anden ting er, at Travis Barker og Yelawolf har udsendt EP’en Psycho White. Gode gamle Tim Armstrong fra Rancid har en finger med i spillet. Det kan både høres og ses i nummeret ”6 Feet Underground” – en ganske cool ska-inspireret lille sang. En sidebemærkning: Har Armstrong ikke fået et mere, øhmm, kraftigt look? Se selv efter:

 

Skriv en kommentar

Filed under Video

Problemer med det overnaturlige? Jules de Grandin til tjeneste

Weird Tales, juli 1944

Seabury Quinn var en af de flittigste bidragsydere til Weird Tales og flere andre magasiner fra pulp-æraens storhedstid. Han skrev i hundredvis af historier, men navnlig en karakter har bidt sig fast. Jules de Grandin, detektiv, specialist udi det okkulte og det paranormale. Sammen med sin trofaste ledsager Dr. Trowbridge opklarer de et utal af mystiske sager. Makkerparret møder stort set alt, hvad en læser af Weird Tales kunne ønske sig. Og der hvor Quinn måske smører lidt for tykt på, viser det sig altid ganske belejligt, at der er tale om fupnumre eller videnskabelige fiksfakserier, iscenesat af onde personer.

Seabury Grandin Quinn (december 1889 – 24. december 1969). Bemærk mellemnavnet!

Seabury Quinn lancerede sine hovedpersoner for første gang i 1925, men Holmes og Watson er naturligvis den form, som Grandin og Trowbridge er modelleret efter. Man kan dog næppe forestille sig Quinns dynamiske duo uden også at nævne William Hope Hodgsons detektiv Carnacki (”The Ghost-Finder”), der allerede så dagens lys i 1913.

De to helte – de Grandin og Throwbridge – fortolket af Virgil Finlay i 1937

Jules de Grandin er imidlertid mere en blot et afkog af Holmes og Carnacaki. Quinn har nemlig tilført sin helt en solid dosis amerikansk ”go get ’em”-slagkraft. Jules de Grandin har derfor både den gamle, europæiske åndskultur med sig og den nye verdens ukuelighed. Han er med andre ord den perfekte pulphelt, og det er jo sikkert også derfor, at det kunne blive til i alt 93 noveller, kortromaner og en enkelt fuld roman. Seabury Quinn leverede varen og gav det sensationshungrende publikum præcis det, de søgte: gys, gru og bizarre indfald. At andre efterfølgende har taget tråden op, er en anden sag. Var der nogen, der sagde Scooby-Doo eller måske X-Files?

Weird Tales, januar 1937. I dette nummer kan du læse Quinns “Children of the Bat” – An eerie story of unusual thrill and gripping interest…!

Med mindre du har råd til den komplette udgave af Jules de Grandin-historierne – vi taler tre massive bind, der fortsat er til salg fra forlaget, er det Popular Library-opsamlingerne fra 1976-77, der tilbyder det største udvalg af historier om den okkulte opdager.

Weird Tales, november 1937. A strange and curious thrill-tale of a living female Buddha… Quinns til tider ret kulørte fantasi kendte ingen grænser

Jeg er ret glad for Popular Library-serien. Forsiderne, der i øvrigt markedsfører bøgerne som science fiction(!), rammer meget præcis tonen i historierne. Alt er i spil i novellerne, og derfor bliver billederne også en slags sammensurium eller ”best of” af motiver fra de gamle pulpforsider. Flagermus, gale videnskabsmænd, monstre og gorillaer, alt sammen malet i blød 70’er-streg. Smukt og yderst samlerværdigt udført af Vincent Di Fate. Kender du dem ikke, så check dem ud her.

Paperback, Popular Library 1976.

Paperback, Popular Library 1976

 

Paperback, Popular Library 1976

Endnu et bind i serien udkom dernæst med et udtalt SF-feel på forsiden.

 

Paperback, Popular Library 1976

 
Seabury Quinn fik kun udsendt én egentlig roman med Jules de Grandin, den sendte Popular Library også på gaden i 1976.

Paperback, Popular Library 1976.  Tag med til sort messe hos The Devil’s Bride!

 
Og endelig sidste bind i serien – The Horror Chambers of Jules de Grandin, Popular Library 1977.

Paperback, Popular Library 1977. Sidste bind i serien

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling, Roman

William Browning Spencer: Résumé with Monsters (1995): Fremmedgørelse, paranoia og Cthulhu mythos

Egentlig vil Philip Kenan gerne være forfatter. Han har arbejdet mere eller mindre fast på en fantasyroman, der over flere år er vokset dag for dag, og nu er langt over 1000 sider. Imidlertid skal der jo brød på bordet, og han har derfor natarbejde på et trykkeri, hvor han laver layout på folks reklamer og private tryksager. Arbejdet er død sygt, og hvad der gør det hele endnu mere surt, er, at Philip har mistet sin kæreste Amelia. Hun skred fra ham, fordi han ikke kom videre med sit liv, fordi han brugte for meget tid på sin håbløse roman og fordi han tror, at væsnerne fra H. P. Lovecrafts fiktion er virkelige!

Paperback, Borealis/White Wolf Publishing 1996. Illustration af Bill Koeb. Det ganske intetsigende cover var typisk for White Wolf Publishings forsøg på at virke arty og cutting edge

Jeps. Forestil dig H. P. Lovecraft som profet. En visionær, der gennem sine noveller og kortromaner kanaliserede grufulde sandheder om universet. Cthulhu ligger på bunden af havet og drømmer, Nyarlathotep springer gennem tid og rum, og Azathoth ligger derude i universets dyb og pulserer. Alt det har Philip erkendt som realiteter. Han har set lyset, og det koster ham dyrt, for nu hvor han har gennemskuet sandheden, står det også klart for ham, at Azathoth og alle de andre mythos-guder lurer over alt.

Og det bliver værre endnu, for det er ikke bare gamle, gale kultister og særlinge, der prøver at åbne dørene for Lovecrafts skabninger – store, multinationale selskaber arbejder målrettet på opgaven. Med uanede mængder af penge, potentielle slaver og ofre på lønningslisterne er kæmpefirmaerne det perfekte sted at skjule okkulte sammensværgelser. Det måtte Philip sande på egen krop, da han med nød og næppe fik afværget jordens undergang, mens han var ansat i Pelidyne. Amelia arbejdede også i firmaet – det var der, de mødte hinanden – men hjernevask, sort magi eller slet og ret fortrængning har fået hende til at glemme de rædsler, hun så. Da Résumé with Monsters åbner, har Philip fået et nyt arbejde på trykkeriet, og en ny begyndelse – men så en dag bemærker han noget sært, og snart står det klart, at mythos-væsnerne også har infiltreret denne arbejdsplads. Det hele kan begynde forfra…

Paperback, Borealis/White Wolf Publishing 1996. Bagsiden er designet af Michelle Prahler

Det er jo klart, at William Browning Spencers Résumé with Monsters fra 1995 har en solid dosis humor. Der er imidlertid ikke tale om nogen Lovecraft-parodi eller farceagtige optrin. Bogen er en sorthumoristisk roman, der udspiller sig i samme skizofrene grænseland, som vi kender det fra Philip K. Dick, jeg tænker her især på Radio Free Albemuth (1976/1985) og eksempelvis Marge Piercys Woman on the Edge of Time (1976).

I romanen arbejder Spencer videre med at udvikle de temaer, man kan forfølge i hans tidligere udgivelser, Mayby I’ll Call Anna (1990) og novellesamlingen The Return of Count Electric (1993). Temaer der også fortsat udgør omdrejningspunktet i de senere bøger. Har du læst andet af Browning Spencer, vil du dermed også være helt fortrolig med sproget og handlingen i Résumé with Monsters.

William Browning Spencer (født 1946)

Alt peger på, at Philip er psykisk syg. Han bliver indlagt flere gange i løbet af romanen, og hans psykolog Lilly er tydeligvis bekymret for ham. De glimt, vi får af Philips baggrund, med faderens selvmord, en brutal skilsmisse der går forud for forholdet til Amelia og så videre, er alt sammen med til at tegne et billede af en mand, der har al mulig grund til at være syg på sjælen. Men, som det så kækt lyder – bare fordi du er paranoid, betyder dette ikke, at de ikke efter dig.

William Browning Spencer lægger nemlig præcis så mange antydninger ind i teksten, at vi konstant må tvivle på galskaben. Er det mon rigtigt? Ser Philip vitterligt disse monstre, som ingen andre ser? Dette element i historie lykkes rigtig godt. Ved at gøre Lovecrafts noveller til en del af et barndomstraume hos Philip får bogens brug af Cthulhu-mythos en særdeles frisk drejning. Den bliver et meta-element, som samtidig måske/måske ikke dækker over grufulde realiteter. Set i det lys, er Résumé with Monsters faktisk blandt de mere originale mythos-udgivelser fra 90’erne, og det er en skam, at bogen er så relativt ukendt, som den er.

Første udgave. Hardcover, The Permanent Press 1995. Forside af Bob Rowe

Résumé with Monsters fortjener derfor også rigtig meget ros. Den er skrevet i et sært, talt sprog, der springer af sted i høj fart. Det rabler for Philip, og det afspejles i romanens prosa. Samtidig leger Spencer konstant med vores forventninger om, at det her er en eller anden form for horror-roman, hvor kapitlerne springer frem og tilbage i kronologien. Det vil sige, at meget af sproget bliver filtreret gennem en gyserterminologi, der viser, hvordan Philip oplever verden. Men lige så ofte, som en grufuld detalje bygges op, lige så ofte pilles den fra hinanden igen gennem en rationel stemme, der punkterer Philips illusioner. Eksempelvis når vi hører:

He was staring at the horrible gray flesh, long dead and pocked with Swiss-cheese-like holes. This was Wednesday then. They always served meatloaf on Wednesdays (Borealis/White Wolf, s. 192).

Bogen tegner Philips indre helt fremragende, og vi får lov til at komme helt ind under huden på den virkelighedsfjerne protagonist. Tid og steder bliver på den led bøjet til ukendelighed i romanen. Derved opstår der en ganske ubehagelig stemning af at stå ansigt til ansigt med skizofreni og de angstsituationer, det må fremkalde, ikke at være i stand til at afgøre hvad der sker inde i ens hoved og hvad der er virkeligt.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Der, hvor Résumé with Monsters måske skyder over målet, er William Browning Spencers generelle kulturpessimisme. Bogen fremstiller hele den amerikanske kultur som en sjælløs, forloren pengemaskine. En kultur der hjernevasker folk gennem det daglige trummerum og forvandler dem til viljeløse zombier uden plan og formål. Der er naturligvis tale om en sort satire og stærkt fortegnet karikatur, men det bliver lidt trættende læsning i længden. Det er imidlertid en biting og ikke noget, der i sig selv forstyrrer bogens allestedsnærværende leg med sindssygen.

I min udgave af romanen bliver den præsenteret som horror. Det er helt sikkert et salgstrick fra forlaget White Wolfs side. William Browning Spencers Résumé with Monsters har ikke ret meget med horror at gøre. Det er et stykke veloplagt litteratur, der krydser genrer og stemninger, mens den udforsker sindssygen og afprøver muligheden for, at det måske er de gale, der har ret. Måske er det de sindssyge, der tør se sandheden i øjnene?

Hardcover, The Permanent Press 1990.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Forrygende og fabulerende: Jean-Michel Nicolettes forsider

Paperback, Nouvelles Edition Oswald 1983

Jeg blev for nogen tid siden opmærksom på Jean-Michel Nicolettes forsider. Nicolette er skolet i den fransk/belgiske-tegneskole og har været tilknyttet det stilskabende forlag Les Humanoïdes Associés, grundlagt af bl.a. Mœbius i 1974. Forbindelsen til kredsen om ”Les Humanos” er da også helt indlysende, når vi ser de forsider, som Nicolette har produceret siden slutningen af 70’erne. Man genkender det surrealistiske, drømmende og det futuristiske, der blandes med tidløse fantasy-komponenter.

Jean-Michel Nicolette (født 7. februar 1944)

Det siger næsten sig selv, at Jean-Michel Nicolette navnlig har arbejdet med SF-, horror- og fantasyforsider. Det er især blevet til spændende illustrationer for forlaget Nouvelles Edition Oswald (NEO), der har udsendt franske oversættelser af Lovecraft, Robert E. Howard, James Blish og Theodure Sturgeon for blot at nævne nogle eksempler.

Paperback, Nouvelles Edition Oswald 1980

Nicolettes arbejde er ekstremt fascinerende, fordi han indfanger velkendte temaer fra paperbackforsidernes bagkatalog, men samtidig er der noget intelligent, fabulerende ved hans illustrationer, der giver billederne en intellektuel kvalitet. Det surrealistiske udfordrer vores forståelse af bogens indhold og formidler samtidig de fantastiske genrers mulighed for at åbne og udstikke nye horisonter.

Paperback, Nouvelles Edition Oswald 1980

Måske man skal have en kærlighed til europæiske tegneseriealbums fra 70’er og 80’erne, hvis man for alvor skal falde i svime over Nicolettes forsider. Her fra den hermetiske garage, hvor jeg sidder, skal der i hvert fald lyde et rungende c’est bon!

Paperback, Nouvelles Edition Oswald 1983

Paperback, Nouvelles Edition Oswald 1981

Paperback, Nouvelles Edition Oswald 1985

Paperback, Nouvelles Edition Oswald 1981

Paperback, Nouvelles Edition Oswald 1982

Paperback, Nouvelles Edition Oswald 1982

Paperback, Nouvelles Edition Oswald 1985

Paperback, Nouvelles Edition Oswald 1988

Paperback, Nouvelles Edition Oswald 1980

Paperback, Nouvelles Edition Oswald 1980

Paperback, Nouvelles Edition Oswald 1989

Paperback, Nouvelles Edition Oswald 1985

Paperback, Nouvelles Edition Oswald 1981

Paperback, Nouvelles Edition Oswald 1979

Paperback, Nouvelles Edition Oswald 1979

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Susan Hill: The Woman in Black (1983): En nyklassiker i kritisk lys

Førsteudgaven. Hardcover, Hamish Hamilton 1983. Omslaget og de lidt for venlige indvendige illustrationer er udført af John Lawrence.

Engelske Susan Hills The Woman in Black kan fejre 30-års jubilæum næste år. Den relativt korte roman (160 sider i førsteudgaven) vakte ikke synderligt megen opsigt, da den udkom i ’83. Det ændrede sig imidlertid radikalt, da bogen blev opsat som teaterstykke i 1987. Stykket blev en kæmpesucces, der, så vidt jeg ved, har været opført i London, uden afbrud, lige siden. TV-indspilningen af romanen fra 1989, og den seneste filmatisering fra 2012, har kun bidraget til romanens berømmelse. Men for virkelig at forstå, hvor stor The Woman in Black er i England, må man notere sig, at den er en af de romaner, som børn i den engelske folkeskole typisk læser i de større klasser. Vi taler altså om en klassiker af den type, som man i skolevæsnet synes, engelske børn bør stifte bekendtskab med, før de kommer ud af skolen.

Nu er der nok en ret stor sandsynlighed for, at du kender bogen og sikkert har læst den flere gange. Jeg vil derfor også bare ganske kort nævne, at handlingen udspiller sig i en øde afkrog af England i begyndelsen af 1900-tallet. Den unge advokatfuldmægtig Arthur Kipps bliver af sit firma sendt til Crythin Gifford. Her skal han overvære en afdød klients begravelse og senere, når dette er overstået, gennemgå den døde fru Alice Drablows papirer for at se, om der er noget af finansiel betydning, som firmaet skal tage sig af.

Hardcover, Hamish Hamilton 1983

Kipps, der er en ung ildsjæl, ser frem til denne første store opgave. Der går imidlertid hurtigt skår af glæden, fordi indbyggerne i Crythin Gifford tydeligvis skjuler noget og er ekstremt overtroiske omkring Eel Marsh House – den døde Drablows hus. Snart viser det sig, at det handler om genfærd og gengangerig. Kipps tror naturligvis ikke på den slags ammestuesnak, men da han selv får et glimt af en mystisk dame i sort, får piben en anden lyd. Fra da af bliver sagen og opholdet i Crythin Gifford en pinefuld affære, der nær koster Kipps både liv og forstand. Eel Marsh House er i den grad hjemsøgt, og gamle, skjule hemmeligheder vælter ind over den unge advokat, da han først begynder at grave i sagen.

Susan Hill (født 5. februar 1942)

The Woman in Black er en rendyrket spøgelsesfortælling, tappet direkte ud af den engelske, victorianske tradition. Susan Hill har opsøgt genrens bedste eksempler og frit brugt dem som forbilleder til en sjældent virkningsfuld roman. Hun har selv udtalt, at bogen udsprang fra den tanke, at der er så mange spøgelsesnoveller, men kun få romaner. Den udfordring tog hun op, og bortset fra Kingsley Amis’ The Green Man (1969), har der da heller ikke været ret mange tilsvarende bud på moderne forsøg udi den klassiske engelske spøgelsesfortælling i romanform.

Paperback, Penguin Books 1984

Hills trumfkort er samspillet mellem et metafortungt sprog, der maler det tågefyldte novemberlandskab, marsken og huset med en isnende sikkerhed. Man kan lugte og føle omgivelserne i The Woman in Black. Dette konstante fokus på vejret og landskabet blander hun med uskyldige blik ind i Arthur Kipps daglige gøremål. Han laver morgenmad, sover, går ture osv. Alt sammen noget der luller os ind i en illusion af ro, som gradvist bliver nedbrudt igen, når spøgerierne begynder. Teksten er ganske enkelt udført med stor sikkerhed og overlegen kontrol fra Hills side. Hun ved præcis, hvor handlingen, ordene, metaforerne og spøgelserne skal føre læseren hen. Faktisk er der kun få steder, hvor Hill træder ved siden af. Det sker i de passager, hvor hun skal beskrive hurtig, fysisk handling. Her kommer det dvælende sprog til kort og bliver lidt fattigt og tilfældigt.

Paperback, Mandarin Press 1998

Filosofien bag bogens opbygning, forklarer Arthur Kipps nærmest selv. Han siger et sted:

I discovered for myself the truth of the axiom that man cannot remain indefinitely in a state of active terror. Either the emotion will increase until, at the prompting of more and more dreadful events and apprehensions, he is so overcome by it that he runs away or goes mad… (Hamish Hamilton, s. 124)

Præcis det sidstnævnte sker for den stakkels hovedperson, der mere eller mindre må bukke under for det stadigt voksende pres fra det hinsides, som truer ham på livet.

Hardcover, Profile Books 2011

The Woman in Black er en fremragende bog, ingen tvivl om det. Men… man skal måske også passe på, at svinge sig op til for stor en ros af værket. Susan Hill har valgt sig nogle forbilleder for romanen, som hun følger ret slavisk. M. R. James (1862-1936) er allestedsnærværende, og han får en direkte hilsen i det næstsidste kapitel, der bærer titlen ”Whistle and I’ll Come to You”. Den altoverskyggende indflydelse kommer imidlertid fra Henry James’ (1843-1916) kortromanen The Turn of the Screw (1898). Hill har selv fortalt, at kortromanen har været hendes forbillede, og man kan ikke tænke sig The Woman in Black uden James’ værk. Tågen, landskabet, stemningen og måden, som kvinden i sort optræder på, er alt sammen løftet fra The Turn of the Screw.

Det, Susan Hill har gjort, er at skære Henry James’ fortælling, og for den sags skyld alle spøgelseshistorierne ud af samme tradition, ind til benet. Man skal nemlig huske, at spøgelserne faktisk fylder meget lidt i de engelske spøgelsesfortællinger, idet novellerne og hjemsøgelserne som oftest er solidt polstret med beretninger om slægtshistorie, historie generelt og sociale eller familiære forhold, der egentlig tager fokus fra det, det hele handler om – nemlig spøgelserne. Det fungerede og virkede skræmmende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, men Hill moderniserer genren ved at koge den ind til essenserne.

Paperback, Vintage Books 2011

Derved forstærker hun uhyggen, men der sker også en kraftig forenkling af historien, og The Woman in Black er på den led ikke synderligt sofistikeret. Den er ligefrem og ganske enkel i sin opbygning. Måske netop derfor er den også blevet en god spøgelseshistorie for børn. Romanen er uden tvetydighed og uden kompleksiteter. For mig at se er der et kritisk element i dette. Hills roman ligner på overfladen sine victorianske forbilleder, men ligger faktisk langt fra disse i ombygning og indhold. Med Hills forenkling af narrativen går der noget tabt, og hendes bog kan derfor ikke udgøre en egentlig forlængelse af den ældre spøgelsesfiktion, til trods for at hun så tydeligt vil indskrive sig i traditionen uden at være en fornyer, som Robert Aickman eksempelvis var det. Alene det faktum, at alle de bedste og mest hårrejsende scener vi finder i The Woman in Black, er hentet fra The Turn of the Screw, gør, at bogen dårligt kan opfattes som noget selvstændigt mesterværk.

Paperback, Vintage Books 2012

Skal jeg være lidt hård, vil jeg mene, at Hill har skåret alt det bort fra den klassiske spøgelsesfortælling, som man i dag måske overfladisk betragtet vil kunne opfatte som kedeligt og irrelevant. Det er der kommet en skræmmende og velfungerende roman ud af, men også en sært uforankret fortælling, der mangler den kulturelle rodfæstning, som Hills victorianske forbilleder har været karakteriseret af. Jeg holder rigtig meget af The Woman in Black, men ser den først og fremmest som en pokkers smidig og velskrevet spøgelseshistorie. Det store mesterværk, som den bliver udråbt til mange steder på nettet, vil jeg mene, meget hurtigt bliver til fejringen af en forenkling, der dybest set dækker over en tematisk forfladigelse og banalisering – og den slags kan vi vel ikke lide, kan vi?

 

Læs Susan Hills beretning i The Telegraph om bogens tilblivelse her.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Da Iggy var i Danmark 1986 og lidt nyt fra Rancid

Iggy Pop blev interviewet til DR i 1986, da han skulle give koncert i København. Han var på turné med sin Blah Blah Blah-plade fra samme år, der desværre ikke noget synderligt godt album må man sige. Det er imidlertid sjovt at se og høre Iggy i en dansk sammenhæng. I højt humør snakker han om at være clean, om gamle dage med The Stooges, om Einstürzende Neubauten og rockens store udfordringer. Og for pokker hvor ser han sund ud! Her må man da tale om lust for life.

 

Helt og aldeles urelateret. Pirate Press Records har lagt deres Oi! This is streetpunk-compilation som stream. Her kan du bl.a. høre en spritny og fin sang fra Rancid – ”Fuck You” hedder den – og samtidig stifte bekendtskab med en lang række både kendte og ukendte punk-navne. Lyt til sangene her.

Skriv en kommentar

Filed under Video

Satan på forsiden!

Er Satan lesbisk? Aha, det er jo et forbløffende statement, og det sætter unægtelig tankerne i gang. Jeg erkender blankt, jeg elsker de her titler og forsider. Dyrk deres fulde absurditet, varme og rigdom på (fordærvet) fantasi. For Satan da…

Paperback, Epic Books 1966

Paperback, Eagle Books 1954

Paperback, Gold Medal Books 1951

Først er han en mand, så er han en kvinde?  Taler vi om den samme Djævel eller er vi ude i noget med kirurgi?

Paperback, Barclay House 1974

Ah, okkultisme og sex. Det bliver ikke mere kulørt, og her har Eugene Richards da for alvor været kreativ. Bogen handler om sexmagi og satanisme. En af den type afslørende stykker non-fiktion, der udkom i hobetal under den store Satan-hype i 70’ernes første halvdel.

Paperback, Leisure Books 1983

Her bor han så den gode Satan. Jeg er rigtig glad for hånden, der griber om døren – bliver den åbnet, eller måske endnu mere creepy – bliver den lukket?

Paperback, Noble Library 1967

Og ja, endnu engang får vi præciseret, at Satan er lesbisk – her i erotisk paperback af den type, som egentligt var rettet mod mænd, men som senere forskning har vist, blev købt af rigtig mange kvinder.

Paperback, Unique Books 1967

Paperback, Henro Corp. 1951

Satans lyster, Satans enke og retssagen mod Satan. Hvem er forsvarer her?  Og sidst men ikke mindst – den skrækindjagende Dr. Satan.

Paperback, Ensign Books 1974

Weird Tales, august 1935

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret