Thorkil Barfod, Afdøde W Schowsen. Moderne Spögelses-Historie (1918): En finurlig dansk roman om genfærd

Bladløse Hængebirke og Sørgepil bredte deres vanskabte Kroner over de frysende kolde Grave. Ædelgran og Tax ludede og vred sig i den stødvise Blæst. Der sivede Klamhed og Væde nedover de mørke Monumenter, der stod med ensformige Symboler og Guldbogstaver i den tunge og raa Novemberluft (s. 5).

Paperback, Nordiske Forfatteres Forlag 1918

Ungkarl og bogholder Schowsen begår selvmord. Han indtager en stor dosis sovemiddel og dør efter at have snydt sin chef, fabrikant Blickenberg, for en fyrstelig sum penge. En sum,som chefen i sin tid narrede fra Schowsen. Selvmordet udspiller sig, før bogen begynder. I første kapitel hører vi nemlig, hvordan Schowsen vågner op igen – nu som spøgelse. Han kommer til sig selv i et kapel midt under sin egen begravelse. Det bliver begyndelsen på en mærkelig rejse for den nyligt afdøde bogholder.

Først kæmper Schowsen for at forstå sin nye tilstand som ånd, og gradvist, som han opdager fordelene ved at være immateriel, lægger den afdøde planer for, hvordan han kan vende tilbage til de levendes verden. Vel at mærke ikke i fysisk forstand, men som semi-synlig medborger. Hvis det skal lykkes, behøver Schowsen hjælp, og den finder han hos sin gamle drukkumpan Iversen. Tingene er imidlertid ikke helt så enkle som først antaget, og snart møder Schowsen forhindringer og fristelser, der forandrer hans syn på efterlivet.

Schowsen i teateret. Tegning Thor Bøgelund

Afdøde W Schowsen er en spøjs lille roman (100 sider), der vanskeligt lader sig entydigt kategorisere. Tonen er overvejende kæk og munter, men teksten gennemtrænges mange steder af en melankoli, som forfatteren Thorkil Barfod får vævet frem ved hjælp af et stærkt billedeladet sprog. Metaforglæden og sprogets billedlighed generelt er måske ikke så underligt, når man tager i betragtning, at Barfod først og fremmest var digter. Mens dialog og handling er skarp og vittigt tilrettelagt, er det i de tunge passager, der hvor tingene bliver vigtige for Barfod, at bogens sider rammer læserenmed en helt uventet voldsomhed.

Romanen åbner dystert, men slår hurtigt over i en vittig tone, der kan minde en hel del om eksempelvis den måde, Hans Kirk udnyttede spøgelsesfortællingen humoristisk i ”Den hjemløse ånd” fra Borgerlige Noveller (1958). Vi hører således spøgelsesfortællingen fra spøgelsets perspektiv. Barfod gør imidlertid her det interessante greb, at Schowsen gerne vil i kontakt med de levende, og den eneste måde, han kan gøre dette på, er ved at bruge de effekter, han kender fra spøgelseshistoriegenren. Schowsen kommer derved, til dels mod sin vilje, til at hjemsøge sine omgivelser. Vifølger den døde Schowsens overvejelser og både gode såvel som nederdrægtige intentioner med spøgeriet. Samtidig får vi også ofrenes reaktion beskrevet, og de oplever bestemt ikke Schowsens forsøg på kontakt som noget positivt – de fornemmer kun den iskolde gru, som vi normalt forbinder med historier om besøg fra hinsides graven.

Thorkil Barfod (1889-1947) med sin kone Edith Barfod

Barfod fortæller på den led en dobbelt historie, der har en humoristisk forgrund og en alvorlig, grusom baggrund. Det perspektiv er spændende, fordi det sætter ord på et væsentligt element i spøgelsesgenren som sådan – nemlig, hvorfor spøgelset i det hele taget går igen. Barford bruger med andre ord forestillingen om den hvileløse ånds behov og længsel efter samvær med de levende som omdrejningspunkt. Men han gør det til et spørgsmål om manglende kommunikation og berøring. Afdøde Schowsen er ikke samme sted eller i samme tilstand som de levende, og bliver derfor misforstået, endda frygtet, af de mennesker, han gerne vil være hos.

Thorkil Barfod er da også helt sikkert ude i et alvorligt ærinde. Spøgelset Schowsen konstaterer tidligt i bogen, at den kristne forestilling om efterlivet er forkert. Her kan det være interessant at notere sig, at Barfod kom ud af en præstefamilie og selv begyndte at læse teologi som 19-årig. Han afbrød imidlertid hurtigt studiet og læste i stedet medicin for en kort bemærkning, før han også afbrød det studie og rejste til Spanien i 1910 forat indlede sit forfattervirke. Spøgelset Schowsen konstaterer, at der er hverken himmel eller helvede, men hvad er der så? Hvorfor er han vågnet efter døden?

Schowsen spøger. Tegning af Thor Bøgelund

For Barfod er forklaringen, at Schowsen ganske enkelt savner den erkendelse, der er nødvendig for at kunne komme videre fra den eksistentielle mellemtilstand, som spøgelset befinder sig i. Romanen er på ingen måde ateistisk. Barfod har en religiøs eller måske rettere, metafysisk pointe med historien. Helt firkantet vil han vise os, at kærligheden er den kraft, der flytter os videre og styrer alt. Lidt banalt måske, men Thorkil Barfod får det formuleret smukt og tankevækkende, i det der i sidste ende er en forsvarstale for noget, der kun kan opfattes som reinkarnation.

Men budskabet er skam ikke uden brod. Kort efter afdøde Schowsen forlader det kapel, hvor hans begravelsesgudstjeneste finder sted, møder han et lille barnespøgelse på kirkegården. Den lille, der trækker på hele arven fra romantikken og H. C. Andersen, lever i samme kummerlige mellemtilstand som Schowsen. Da han møder barneånden, forstår hverken han eller vi læsere, hvad det skal betyde. Som bogens kærlighedsmetafysik udfoldes, går det imidlertid op for os, at den lille omkom uden kærlighed. Barnet døde, før det forstod, hvad der skal til for at komme videre og den lille dødes mor elskede åbenbart ikke barnet nok til at give det denne viden implicit videre. Mere tragisk bliver det ved, at moderen af og til kommer som gammel kone og besøger barnets nu for længst gamle grav, uden at spøgelsesbarnet og moderen kan kontakte hinanden.

Schowsens kiste bæres ud på kirkegården. Illustration Thor Bøgelund

Afdøde W Schowsen er en interessant tekst. Den er et rigtig fint vidnesbyrd om det enorme potentiale, der ligger i spøgelsesfortællingen og de muligheder, som genren giver for eksistentielle refleksioner. Der er noget næsten Dickensk over tonen i Thorkil Barfods bog – dog kun i formen eller på overfladen om man vil.

Thorkil og Edith Barford på Frederiksberg Ældre Kirkegård

Bogen er en digterisk fabuleren over livets mening og dødens konsekvens. Den er skrevet af en forfatter, der både forsøgte en kristen teologisk verdensforståelse og en rationel, naturvidenskabelig tilgang. Han havnede et tredje sted – den drømmende digters ønsketænkning. Det standpunkt er både smukt og appellerende, fordi Barfods metafysik dybest set er et forenklet råb om næstekærlighed, uden hele det omklamrende kristne svøb, formuleret midt under Første Verdenskrigs sidste blodige år.

Bogen er ganske fint illustreret af Thor Bøgelund med til tider ganske stemningsfulde blæktegninger.

Mand mod haj: Hajkampe før Jaws

Adventure, oktober 1957

Som opfølger til sidste uges post om kamp på liv og død mellem mand og dyr skal der her stilles skarpt på en særlig niche i dette tema.

Kampen mod hajer er uden tvivl en af de hyppigst omtalte og illustrerede kampsituationer, når det drejer sig om mænds voldelige konfrontationer med naturen – i hvert fald når vi ser på amerikanske og engelske herrebladene fra 50’erne og 60’erne.

Valor – For men, juni 1957

Hvorfor lige netop hajkampen er så populær, er i virkeligheden et godt spørgsmål. Ser vi mere bredt på fænomenet med menneskers kampe mod dyr, spiller kampen mod løver eller andre store kattedyr også en stor rolle, men ikke i samme grad som hajkampen. Med løven er ikonografien forståelig. Løven som det vilde, utæmmede dyr, der både er stærk, hurtig og glubsk, er jo nærmest indbegrebet af det utæmmede og vilde. Løvekampen har også en lang kulturhistorisk tradition, som klinger med, når vi ser velfriserede helte kampe mod en løve, kun bevæbnet med en dolk.

MALE, oktober 1953

Men hvad med hajen? Måske ligger hajens appel i det, at vi ikke kan relatere til fisken. Den er et kæmpemæssigt rovdyr – en dræber – der dårligt lader sig antropomorficere i anden retning end negative kvaliteter. Kunne man tænke sig en haj, brugt på samme måde som den gamle, skeløjede løve Clarence, delfinen Flipper eller endda spækhuggeren Willy? Næppe.

Argosy, juni 1935

Hajen er den perfekte skurk. Den symboliserer samme vildskab som savannens løver, men føjer samtidig vandet til som et fremmedgørende element, der sætter mennesket på udebane og tipper vægten i hajens favør.

Paperback, Pan Books 1974

Da Peter Benchley skrev Jaws (1974), dykkede (!) han ned i den på det tidspunkt veletablerede pulptradition, der eksisterede omkring hajkampen og omsatte den til romanform. Som selvstændigt værk har Jaws derfor næsten intet at byde på. Dybest set rørte Benchley pulpklichéerne sammen med en kluntet, tidstypisk omgang 70’er-sleaze og skabte på den konto en gigantisk bestseller.

Peter Bradford Benchley (8. maj 1940 – 12. februar 2006)

Bogen blev som bekendt senere filmatiseret, og Spielbergs film har efterfølgende helt og aldeles overskygget Benchleys romanforlæg. Filmen Jaws (1975) har imidlertid også overskygget den ældre tradition pulptradition fra mandeblandene, som stort set er glemt. Når vi ser læser om eller ser hajangreb i dag, tænker vi Jaws. Filemen og bogen Jaws er imidlertid bare destillatet af en lang macho-tradition, som fortjener at blive husket, fordi både bog og film er udsprunget af denne.

Her er et udvalg af haj-forsider, både blade og paperback, fra 1923 til ’68.

South Sea Stories, juni 1958

Short Stories for Men, august 1959

Sea Stories, maj 1923

REAL – the exciting magazine FOR MEN, septemner 1958

PERIL – The all man’s magazine, august 1960

Men, december 1956

Paperback, Lion Library 1954. Forsiden er malet af Stan Borack

Paperback, Corgi Books 1955

Paperback, Fontana Books 1960

Paperback, Horwitz 1962

MEN’S pictorial, februar 1958

Paperback, Arrow Books 1955

Mans’s Adventure, oktober 1957

Man’s World, december 1963

For MEN only, april 1968

For MEN only, december 1962

MALE, april 1968

American Manhood, juni 1956

Argosy, maj 1961

Amazing Stories, december 1932

Steve Harris: Wulf (1991): Et engelsk voldsorgie

Paperback, Headline Book Publishing 1991. Forsiden er relevant men ucharmerende illustreret af Steve Crisp

Wulf udspiller sig på landet et sted i nærheden af Basingstoke i det sydlige England. Rammen om fortællingen er den fiktive lilleby West Waltham, hvor alt i løbet af nogle få måneder går galt. I bogens forord takker forfatteren Steve Harris (ikke ham fra Iron Maiden!) flere personer – bl. a. en ekspert i kogalskab. Det er derfor ikke nogen stor afsløring, at handlingen i Wulf er bygget op omkring et BSE-udbrud. Nu tænker du jo nok, at det er meget 90’er-agtigt, og det er det sådan set også. Wulf udkom imidlertid allerede i 1991, og Harris var dermed på forkant med den bevågenhed sygdommen senere fik i medierne.

Nu er det ikke nogen helt almindelig kogalskab, som Harris beskriver. Sygdommen spreder sig nemlig til mennesker og omdanner dem til morderiske galninge. Situationen bliver yderligere kompliceret ved det faktum, at der i udkanten af West Waltham ligger en mark, der omtales som ”God’s Teardrop”. Et ufrugtbart stykke jord omgæret af mystik. Der sker ting og sager på God’s Teardrop og sjældent noget godt. Folk mener, stedet taler til dem, og gamle legender, der strækker sig helt tilbage til middelalderen, fortæller om et enormt ulvelignende dyr – den såkaldte ”Wulf” – der beskytter stedet.

Paperback, Headline Book Publishing 1991

Da kogalskaben bryder ud i West Waltham, seks år efter at indbyggerne spiste af samme kæmpe kødpie (!), vågner ulvevæsnet op til dåd. De BSE-syge indbyggere begynder at jage de raske, usmittede borgere, der ikke har andet valg end at slutte sig sammen og gå til modangreb. Det hele udvikler sig til en vanvittig guerillakrig i den ellers stille engelske landsby, hvor indbyggerne går løs på hinanden med alle forhåndenværende våben.

Steve Harris (født 29. september 1954)

Wulf er Steve Harris’ anden bog. Den kom året efter debutromanen Adventureland (1990), der blev rigtig fint modtaget i hjemlandet England. At han allerede kunne følge sin debutroman op efter et år, er i sig selv lidt af en bedrift, når man bemærker, at Wulf er en af de der mursten af en horrorroman på 600 sider. Harris trådte relativt sent ind på horrorscenen og på et tidspunkt, hvor den store medvind, som gysergenren havde oplevet siden 70’erne var ved at ebbe ud. Harris fik udsendt syv romaner op gennem 90’erne. Men i 1998 blev Harris forlag Gollancz opkøbt af Orion. I forbindelse med en efterfølgende hovedrengøring af forlagets aktiviteter, blev Harris sat fra bestillingen og han har ikke udgivet noget siden. ”Retired author” står der om ham på Wikipedia. Markedet eksisterede ganske enkelt ikke længere i samme skala for den type horror, Harris skrev.

Den “rigtige” Steve Harris fra Iron Maiden

Og den type horror Harris skrev, har faktisk et navn – den hedder Stephen King. Steve Harris har i hvert fald i de tidlige bøger modelleret sit forfatterskab over King. Mere specifikt vil det sige, at Harris har taget den narrative struktur, som King for første gang anvender for fuld udblæsning i Salem’s Lot (1975). Det vil sige en romanstruktur, hvor en mindre by og dennes forskellige indbyggere er omdrejningspunktet. Forholdet mellem hovedpersoner og bipersoner bliver i nogen grad opløst til fordel for indgående studier af indbyggernes hemmeligheder, intriger og gøremål. En hel masse ligger og ulmer under overfladen, og pludselig, gerne ansporet af noget overnaturligt, kommer alle de skjulte stridigheder op til overfladen.

Stephen King fik enorm succes med den formel. Rent skriveteknisk bygger King en intrige op, som får lov at eskalere til det punkt, hvor den ikke kan kontrolleres mere og munder ud i åben konflikt. Forfatterens opgave bliver her at styre, hvor, hvornår og hvordan konflikterne udfolder sig. Der er næsten et element af autopilot i dette, for King skal sådan set bare sætte noget i gang og resten gør mere eller mindre sig selv (sådan da). Med det mener jeg, at strukturen fremmer en bestemt fremadskriden og afvikling af historien. Hvor meget strukturen betyder, står for alvor klart, når man læser en stilistisk King-imitation som Wulf. Det er nemlig tankevækkende, at både King og Harris udsendte en roman i 1991, der til forveksling ligner hinanden. Kings roman hedder Needful Things, og sammenligner man den med Wulf, kan man nærmest lave en parallellæsning side for side, og se hvordan opbygning og kulmination er praktisk talt identisk.

Hardcover, 1. udg. Viking Press 1991. Forside af Bill Russell

Det skyldes ikke, at den ene har skrevet af efter den anden, men at Harris bruger samme recept som King. Lille by+konflikter+overnaturlig katalysator = roman. I Wulf er det den overnaturligt forstærkede BSE, der får folk til at ryge i flæsket på hinanden – i Kings Needful Things er det den diabolske sælger Leland Gaunt. Forskellen betyder imidlertid ingenting, for historien er den samme. Modellen fungerer upåklageligt – især for King – men jeg må blankt erkende, at en stigende rastløshed breder sig hos mig, som mængden af baggrundsviden om de forskellige indbyggere og deres skærmydslers i lillebyen vokser – og det uanset om det er i Harris’ West Waltham eller Kings Castle Rock.

Hvis vi vender tilbage til Wulf, kan man med rette spørge, om bogen fungerer. Til det vil jeg klart svare ja, den fungerer fint. Harris er mere kynisk end King, hvilket smitter af på hans persongalleri, der er mindre sympatisk, end det typisk er hos forbilledet fra Maine. Det kan muligvis skyldes et strejf af noget engelsk bitterhed, der ikke findes i den amerikanske kultur, men her er jeg måske bare fordomsfuld. Teknisk er King også bedre end Harris.

Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Harris efterlader en stribe relationer og tråde, som ikke følges op senere i bogen. Det ville ikke være sket for King, der altid formår at samle sine handlingstråde til en fin lille pakke til sidst. Problemet hos Harris, hvis man kan tale om et problem, er, at hvis du ikke falder for strukturen og synes, det er underholdende at følge med i de dybest set trivielle hverdagsintriger, der præger en stor del af bogens første halvdel, bliver det en lang og intetsigende affære. Det kan man jo sige om meget, men præcis i den her genre (som man vel godt kan kalde det) er det helt afgørende, at du interesserer dig for bogens personer og deres problemer. Føler du ikke noget for dem, er det også ganske ligegyldigt, hvad der sker med dem, når konflikten bryder ud i lys lue.

Paperback, Headline Book ublishing 1990. Også med forside af Steve Crisp – her lidt federe. Hånden, der rækker ondskabsfuldt ud, gennem en dør er altid en fin detalje

Steve Harris kan sit håndværk, men det gør ikke Wulf til det store sus af den grund. Bogen minder mest af alt om en velfungerende maskine, der drøner upåklageligt og gnidningsfrit af sted. Det eneste, der for alvor stikker ud som noget markant, er de ekstremt voldelige scener, der løbende udspiller sig. Scener, der er en hel del mere ekstreme, end noget King nogensinde har skrevet. Folk hakker, skyder og flår vitterligt hinanden i stumper og stykker med alt fra knive, dolke, spader og motorsave til geværer, fælder og endda en mejetærsker.

Jo, det går vildt for sig i Wulf, og det er da også takket være de ekstremt blodige sekvenser, at jeg havde mod på at kæmpe mig gennem de 600-siders ellers ret triviel Stephen King-parafrase.

 

Lidt fredagsmusik – Horror groves fra The Zanies

The Zanies: The Blob, Dore 1958.

Med en stemning af drive-in-bio, universal horror og surf-inspireret rock ‘n roll… Sangene er alle udsendt som singler et sted mellem 1958 og ’65. Her er The Zanies!

Først muntre numre som ”The Mad Scientist” og ”The Blob”.

 

 

Og endelig den for alvor fede “Russian Roulette”:

Mand mod dyr: Kamp på liv og død

Champion, setember 1958

 Et tilbagevendende tema i 50’er-mandebladenes macho-univers er kampen mod vilddyret. Med få hjælpemidler må manden stå ansigt til ansigt med naturens brutale virkelighed. Det handler om liv og død, om overlevelse og magt. Forfattere som Edgar Rice Burroughs og Jack London har uden tvivl støbt mange af kuglerne til den type af fortællinger, men det stikker sikkert dybere end som så. Nu kan der være mange årsager til den type fortællingers store popularitet, det korte af det lange er imidlertid, at historier om desperate kampe mod dyr gik som varmt brød.

 

Saucy Movie Tales 1936

 Det enorme antal mandeblade, der alle hedder mere eller mindre det samme, gjorde hvad de kunne for at finde nye farlige situationer, som deres mandlige protagonister kunne udsættes for. Som det fremgår neden for, fornemmer man vis en desperation for at finde nye udfordringer – udfordringer der ender med at blive ganske latterlige.

 

Rugged Men, oktober 1957

Mellem artikler om maskiner, sex og forbløffende nyt fra videnskabens verden fandt man altså disse fortællinger fra vildmarken, der gav vidnesbyrd om en verden langt fra den industrialiserede, amerikanske virkelighed. Måske er det stadig toner af den gamle frontier-myte, der klinger med?

 

Peril, maj 1958

 

 Kaster man et blik på de amerikanske mandeblades forsider, er det slående, hvor ens de er. Manden med en kæbe som en sneplov og velkæmmet hår i dødskamp mod et eller flere dyr. Hans ansigt er fortrukket i en blanding af smerte og vrede – dog uden tegn på frygt. Historierne, der både er ren fiktion og såkaldte beretninger om oplevelser fra den virkelige verden, spiller på dødsangsten, desperationen og god gammeldags action. Og dybest set stiller forsiderne alle det samme spørgsmål – Hvad ville du gøre, hvis det skete for dig? Snyd dig ikke for forsidernes helt fantastiske små tester.

True Men, august 1957

MEN, maj 1956

MEN, oktober ½954

Mans Life, september 1955

Mans Life, maj 1957

Mans Life, januar 1958

Mans Life, januar 1957

Mans Illustrated, april 1956

Male, juni 1955

 

Og måske de bedste forsider af den alle:

MEN, december 1953

Mans Life, september 1956

The Ithaqua Cycle, red. Robert M. Price (1998): Wild is the wind…

Chaosium og rollespillet Call of Cthulhu har haft en enorm betydning for interessen for H. P. Lovecraft, kredsen om Lovecraft og den såkaldte Cthulhu mythos-fiktion. Undertegnede er ingen undtagelse. De nære bånd mellem fiktion og rollespil har derfor også helt åbenlyst været et marked, der kunne opdyrkes for Chaosium. Modsat mange andre rollespilssystemer lå der imidlertid som udgangspunkt et omfattende bagkatalog af fiktion, der relativt let kunne genudgives. En af Chaosiums bedrifter i forhold til mythos-fiktionen har derfor også været at udgive opsamlinger med noveller, der ellers har været ganske vanskelige at få fingre i. Det er i sig selv en stor ting, men måske eller ikke helt uproblematisk.

Paperback, Chaosium 1998. Forsiden er jævnt kedeligt illustreret af H. E. Fassl.

The Ithaqua Cycle, som jeg nok skal komme til om et øjeblik, er et godt eksempel. På forsiden kan vi nede i bunden læse, at der er tale om ”Call of Cthulhu Fiction” – endda angivet med et lille trademark, der skal vise, at dette skam er et officielt brand. Bogen rummer med andre ord noveller, der direkte relaterer sig til rollespillet. Det er klart, at Chaosium gerne så det sådan, men et eller andet sted er der tale om et overgreb eller i hvert fald en transformation af teksternes kontekst, som ikke fremstår helt rimeligt.

Paperback, chaosium 1998

Rollespillet Call of Cthulhu har i høj grad været med til at styrke opfattelsen af Cthulhu mythos som en særlig pulpet horrorgenre med gamle okkulte bøger, tentakelmonstre fra universets dyb og masser af vanvid. Man kan sige, at rollespillet har opdyrket de mere konkrete, traditionelle sider af især Lovecrafts forfatterskab, men i virkeligheden alle dele af mythos-fiktionen. Idéerne om kosmisk gys, filosofien som Lovecraft gradvist fik skrevet sig frem til gennem de næsten uendeligt mange breve, han sendte til sine venner og kontakter, fortoner sig dermed hurtigt hos Chaosium bag orientalsk ramasjang og antikvarisk ballade.

Og her kommer en bog som The Ithaqua Cycle ind i billedet. Bogens noveller er nemlig, som også de øvrige bind i ”cycle-serien”, koncentreret om et specifikt monster eller en guddom, om man vil. Sekundært er der også bind i serien, der udforsker lokaliteterne fra Lovecrafts univers, men det er sådan set to sider af samme sag. Novellerne bliver inspirationskilder og konkrete vejledninger til monstre, væsner og steder, der kan omsættes til rollespillet. Bogen får guidebogens karakter, hvilket kan være godt og fint, men den vinkel på de udvalgte noveller fremmer absolut de stereotype opfattelser af mythos-fiktionen. Desværre. I stedet for at udfordre Call of Cthulhu-rollespillerens billede af Lovecrafts univers har Chaosium gjort, hvad de kunne for at sælge deres særlige fortolkning baseret på spillets logik og præmisser.

Robert McNair Price (født 7. juli 1954)

Når det så er sagt, må man hæfte sig ved, at Chaosiums mythos-bøger blev redigeret af Robert M. Price – lovecraftianer par exellence, udgiver af det banebrydende magasin Crypt of Cthulhu, forfatter og forsker. Price har været en drivende kraft bag udviklingen af forskningen i og omkring Lovecraft, men han har også været en afgørende figur i udgivelsen af yngre såvel som etablerede forfatteres mythos-noveller.  Der er ikke mange redaktører, som har været inde over så meget ny mythos-fiktion, som Price har været igennem snart rigtig mange år. Skulle Chaosium vælge en person til at sammensætte de bedste temabind med mythos-historier, var Price derfor den absolut rigtige.

The Ithaqua Cycle er da også en fremragende komponeret antologi. Den får både det historiske perspektiv, det vil sige udviklingen af selve Ithaqua-guden på plads, og samtidig har Price fundet plads til de mere eksperimenterende historier, hvor vi møder vindguder i nye sammenhænge. F. eks. midt under en ildkamp mellem flyvemaskiner under Første Verdenskrig. Det sker i Stephen Mark Raineys ”Stalker of the Wild Wind”. Der skal derfor heller ikke herske nogen tvivl om, at bogen fungerer rigtig godt. Og Robert Prices små indledninger til alle novellerne er spændende læsning, for alle der interesserer sig bare lidt for mythos-emnet.

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869 – 10. december 1951)

Bogen åbner meget passende med Algernon Blackwoods ”The Wendigo” fra 1910, der må siges at være udgangspunktet for alle de senere fortællinger. Novellen er intet mindre end fremragende. Blackwood iscenesætter indianerlegenden om ånden Wendigo som spøgelsesagtig kraft, der hjemsøger de dybe canadiske skove. Et lille jagtselskab kommer lidt for tæt på denne ånd og betaler en dyr pris. Helt eminent, og det bliver ikke meget bedre i resten af bogen. Blackwood er sublim i sin måde at væve gyset frem, så det langsomt sniger sig ind på læseren.

Det er måske derfor heller ikke så underligt, at August Derleth bed mærke i Blackwoods novelle. Blandingen af autentisk mytologi, vildnis og americana lå til højrebenet for Derleth, der gav Wendigo mythos-navnet Ithaqua. Det må nemlig understreges, at Ithaqua i høj grad er en Derleth-konstruktion. Sammenligner man Ithaqua med især Lovecrafts gudeskikkelser, har Derleths vindgud en anden stemning. Der er noget klassisk, både i antik forstand og klassisk, forstået som ordinært, over Ithaqua.

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

Ikke at Lovecraft og eksempelvis Clark Ashton Smith ikke selv kunne være kommet på en skikkelse som Ithaqua, men den ville utvivlsomt have fået en anden karakter. Jeg vil mene, at Ithaqua i bund og grund har meget lidt egentlig ”Cthulhu mythos” over sig. Det betyder imidlertid ikke så meget, fordi vindguden er et stærkt og gennemtænkt koncept. At bruge den isnende nordenvind som monstrøs guddom har ganske enkelt så mange kvaliteter, at det ikke er så sært, at mange mythos-forfattere senere har følt sig fristede til at digte videre om Derleths gudeskikkelse.

August Derleth skrev selv tre noveller om Ithaqua. Alle historierne hænger løseligt sammen, om end de tangerer en gentagelse af eller parafrase over samme tema. Novellerne er imidlertid blandt Derleths bedre mythos-historier, og var det ikke lige for det punkt, at Lovecraft optræder i dem alle tre som sandhedsvidne og mystiker med okkulte indsigter, var de faktisk rigtig solide. Desværre tager meta-referencen til Derleths idol og forbillede en del af pusten fra stemningen, og gør novellerne lidt fjollede. Måske virkede det overraskende og gådefuldt i 1933, men i dag er det bare plat og dumt.

Brian Lumley (født 2. december 1937)

Ikke desto mindre lagde Derleth køreplanen for en stor del af alle de senere noveller om Ithaqua. Formlen blev eksempelvis samlet op af Derleth-eleven Brian Lumley, der skrev et relativt langt epos om vindguden i novellen ”Born of the Winds” fra 1975. Her møder vi igen Itaqua, der kidnapper sine ofre og flytter dem gennem tid og rum for så at kaste dem fra sig mange hundrede kilometer væk. Lumleys historie om en mor, der søger efter sin søn i Alaskas ødemark, har elementer af drengeromanens vildmarkseventyr. Det fungerer ret godt i forhold til Lumleys vanlige slagkraftige helte og prosa. En slags Jack London der møder mythos-universet. Jeg er ikke nogen stor Lumley-fan, men novellen er en af de bedre. Afslutningen er ganske frygtelig og omtrent så typisk en Lumley-slutningen, som den kan blive. Hovedparten af teksten fungerer dog fint som en optimeret udgave af Derleths gamle fortællinger fra første halvdel af 30’erne.

Blandt de nyere historier i bogen vil jeg først og frem gerne pege på Joseph Payne Brennans charmerende lille pulp-gyser, ”Jendick’s Swamp”, der har en umiskendelig stemning af 80’er-horror. Novellen er fra 1987. Historien er strengt taget kun perifert knyttet til Ithaqua, men pokkers stemningsfuld, det er den. I fortællingen udforsker to mænd et sært gammelt hus midt ude i en sump. Okkult kannibal-horror, mere siger jeg ikke!

Stephen Mark Rainey (født 2. maj 1959)

Pierre Comtois’ ”The Country of the the Wind” fra 1994 er ligeledes et pokkers atmosfærisk bidrag. Novellen slår apokalyptiske toner an. En mand møder en forladt landsby, hvor alt står forladt tilbage, som var indbyggerne blevet hekset bort på et øjeblik. Har vinden mon ført dem bort? Fortællingen er meget vag og stille, men måske netop derfor står den frem blandt bogens øvrige bidrag som noget særligt. Jeg er ret glad for historien, som faktisk fortjener at blive bedre kendt. Da Price inkluderede den i samlingen, må man sige, at hans næse for guld holdt stik.

Med sine 14 noveller er The Ithaqua Cycle en kompakt antologi, der kommer langt omkring. Historierne afsøger afkrogene af fiktionen, der kredser om Ithaqua og sender læseren i vidt forskellige retninger. En stor del af novellerne er mere eller mindre klichéfyldte monsterfortællinger, der genfortæller variationer over samme historie. Og enkelte falder helt igennem, men ikke desto mindre har Robert M. Price samlet så mange gennemført fremragende noveller i bogen, at den er et centralt bidrag til mythos-fiktionen generelt.  Så må jeg også nævne på falderebet, at hele konceptet med vinden, vildnisset og kulden som ramme for gyserhistorier fungerer ufattelig godt – i hvert fald på mig. Monster-pjank eller ej, man kommer langt med en antologi, som den her.

Novellerne:

Algernon Blackwood , “The Wendigo”

George Allen England, “The Thing from Outside”

August Derleth, “The Thing That Walked on the Wind”

August Derleth, “The Snow-Thing”

August Derleth, “Beyond the Threshold”

Brian Lumley, “Born of the Winds”

George C. Diezel II and Gordon Linzner, “Spawn of the North”

Randy Medoff, “They Only Come Out at Night”

Pierre Comtois, “Footsteps in the Sky”

Joseph Payne Brennan, “Jendick’s Swamp”

G. Warlock Vance and Scott H. Urban, “The Wind Has Teeth”

Stephen Mark Rainey, “Stalker of the Wild Wind”

Pierre Comtois, “The Country of the Wind”

James Ambuehl , “Wrath of the Wind-Walker”

Skal du til julefrokost? Speedwolf leverer soundtracket

Speedwolf: Ride with the Devil (2011)

 

Så har vi en årets store julefrokostdage. Har du svært ved at finde den rette stemning? Tab ikke modet – Speedwolf har svaret i form af skramlet rock ‘n roll a la Motörhead. Lyt her til “Denver 666” fra albummet Ride with the Devil (2011). Sang og video går her op i en højere enhed. God fest!

 

 

Mordbilleder og billeder af mord: Jack the Ripper og forsiderne

Paperback, DAW Books 1988

Jack the Ripper og Ripper-myten er et af de små sorte kapitler i engelsk historie, der bliver ved med at fascinere og tiltrække sig opmærksomhed. Man tilskriver almindeligvis drabsmanden fem mord, men hvem gerningsmanden var, er jo aldrig blevet opklaret. Det problem bliver heller aldrig løst, men fordi mordene var blodige, fordi de blev begået i Londons dengang snuskede Whitechapel-kvarter og fordi det var prostituerede, der blev dræbt af ”Jack”, sugede sagens spektakulære og kulørte dimensioner allerede i samtiden opmærksomheden til sig.

Paperback, Pan Books 1962

En stor del af Ripper-mytologien blev dermed dannet i 1888, da mordene fandt sted, men efterfølgende har generation på generation af gådeløsende forfattere, forskere, journalister og fantaster bidraget til et stadigt voksende puslespil uden egentlig motiv.

Paperback, 1. udg, Horwitz 1960

Uanset hvordan man ser på morderen og dennes motiver, er der imidlertid en dyster kerne, der vedbliver med at pådrage sig opmærksomhed. Fremstillinger af Jack the Ripper og Ripperens verden kredser om Londons tågede gader, de seksuelle aggressioner i knivmordet på de prostituerede kvinder og selve det faktum, at morderen forbliver ansigtsløs.

Paperback, 2. udg., Horwitz 1962

Han er et fantom, som skiftende tider har kunnet projicere deres fortællinger ind i. Ripper-mordene er dermed også meget hurtigt gået fra at være en bestialsk drabssag til en monsterfantasi indlejret i den kulturelle bevidsthed. Man kan sige, at Ripperen overtager en jungiansk arketype og bliver et urbant mareridtsbilledet på mødet med det indre mørke.

Hardcover, Constable and Robinson 1999

Det er i hvert fald interessant at notere sig, hvor hurtigt al sympati for ofrene som mennesker af kød og blod forsvinder til fordel for spekulationer om Ripperens identitet, seksualitet og de faktiske mords beskaffenhed. Selv i et pragtværk som From Hell (1991-96), der endda er dedikeret til ofrene, glider alt i baggrunden til fordel for Ripperens handlinger og motiver. I den forstand er Jack the Ripper vel også den første fortælling om ”slasheren” – det ofte ansigtsløse rovdyr, der navnlig dræber unge piger. Parallellen mellem Ripperen og eksempelvis Michael Meyers er i hvert fald ganske åbenlys.

Paperback, Top Shelf Production 2000. Den samlet udgave af Alan Moore og Eddie Campbells serie

Ripperen og den ansigtløse morder blev skabt af pressen i 1888, og grundsubstansen i London-mordene er efterfølgende blevet genfortalt, omfortolket og parafraseret i det uendelige. Mordene og morderen er blevet en del af den vestlige horrortradition og et standardmotiv i bøger og film.

 

Hardcover, David McKay 1976

Vi har altså at gøre med en fortælling, der på den ene side bliver omfortalt igen og gen, og på den anden side fastholder bestemte, velkendte motiver. Det samme gør sig gældende for bøgerne om Jack the Ripper. Uanset om det er fiktion eller nonfiktion, så genfinder vi de samme komponenter i motiverne. Det gør Ripper-bøgerne til en spændende rejse ind i mordets ikonografi.

Hardcover, Hawthorn Books 1973. Ripperen møder den romantisk gotik

Her har jeg samlet nogle Ripper-forsider, der netop viser, hvordan de selvsamme komponenter i Ripper-forestillingen bliver genbrugt igen og igen. Kniven, kvinden, de seksuelle undertoner og den ansigtsløse mand. Her er Jack the Ripper mine damer og herrer:

 

Paperback, Arrow Books 1964. Den blodige kniv – mordets instrument; her har vi et af de bærende elementer fra Ripperens motivverden

Paperback, Harpercollins Publishers 1994. Kniven igen

Paperback, Mayflower 1975. Og mere kniv

Paperback, DuMont 1967. Og Ripperens kniv på tysk

 

Så kan vi vende os mod den onde mørkemand

Paperback, Constable and Robinson 2002

Hardcover, Subterranean Press 2011. Ripperen så klassisk som det er muligt

Paperback, Monarch Books 1960. En fantastisk lille perle af en forside

Paperback, Berkley Press 1989. De tågede gader er alene nok til at vise Ripperens tilstedeværelse

 

Paperback, Dell Books 1989. En livsfarlig gentlemen i sigte

Paperback, Dell Books 1964. En Ripper-figur sniger sig ud i Londons tåge

Paperback, Running Press Books 1999. Ripperen med høj hat og mord i tankerne

Paperback, Dell Books 1953. The World’s most diabolical murderer… The Harlot Killer!

Paperback, Gold Medal Books 1957. …The blood-spattered name of Jack the Ripper. Bemærk det fine samspil mellem blonde Suzy i forgrunden og den sorte morder med de onde øjne i baggrunden. Smukt

Paperback, Gyldendal 1990. Et dansk indlæg i samlingen

Paperback, Mayflower-Dell Books1966. Igen et smukt cover. Vinklen vi ser den døde dame fra…

Paperback, New English Library 1995. Og her er vi så ude i den rene reception af Ripper-myten

Paperback, Pan Books 1962. Colin Wilsons fortolkning af Ripper-myten

Paperback, Pedigree Books 1960

Paperback, Pinnacle Books. Udgivelsesåret er ukendt – skal vi sige ca. 1958

Basil Copper, From Evil’s Pillow (1973): Fem solide britiske gys

Engelske Basil Copper var en rutineret forfatter, da Arkham House udsendte From Evil’s Pillow i 1973. Bogen er hans første amerikanske udgivelse, men han havde allerede i ’73 skrevet en hel del overnaturlige gys, hvortil der også kommer en lang række romaner om den LA-bosiddende privatdetektiv Mike Faraday. August Derleth var begejstret for Copper, og Donald Wandrei har også rost hans forfatterskab. Det er derfor ikke så underligt, at Arkahm House gennem tiden har udsendt flere af Coppers bøger.

Hardcover, Arkham House 1973. En fin forside af Frank Upatel

From Evil’s Pillow består af to kortere og tre ret lange noveller, der alle har rod i det overnaturlige eller uforklarlige. Den første fortælling, ”Amber Print”, øser direkte ud af Basil Coppers egne erfaringer som amatørsamler af gamle stumfilm. I novellen mødes to gamle venner og samlerkolleger i den enes hjemmebiograf for at se en hidtil ukendt udgave af Robert Wienes Das Cabinet des Dr. Caligari (1920). Filmen rummer nogle sære scener, der synes at udspille sig anderledes, hver gang de bliver set. Novellens slutning er måske ikke voldsomt overraskende, men historien er ganske stemningsfuld. Navnlig der hvor Dr. Caligari henvender sig direkte til den ene af de to venner. Novellen er en form for præfiguration til Hideo Nakatas Ringu (1998) og kunne uden problemer være med i David J. Schows populære antologi Silver Scream (1988), der netop tematisk kredser om horrorhistorier, der udspiller sig i og omkring filmens verden.

Hardcover, Arkham House 1973.

De næste to noveller, ”The Gray House” og “The Gossips”, er påfaldende ens i kvaliteter og svagheder. Der er tale om to meget lange noveller, hvor ældgamle forbandelser griber ind i nutiden, fordi de bliver forstyrret eller draget frem i lyset igen. I ”The Gray House” køber en engelsk gyserforfatter et chateau i Frankrig og opdager, under arbejdet med at få stedet sat i stand, at der har foregået sataniske ting i huset for flere hundrede år siden. Der er med andre ord tale om en variant over et velkendt gotisk tema – fortidens ondskab vender tilbage for at forsætte sit grufulde virke, der hvor det slap for mange år siden.

I ”The Gossips” genfinder vi samme vinkel, her er det bare en museumsmand fra London, der tager til Sicilien for at studere en skulpturgruppe fra 1600-tallet. Skulpturerne viser sig at være meget sære. Skulpturerne hvisker nemlig lavmælt sammen (The Gossips… ugh!). Frank Utpatel har tydeligvis brugt novellen som inspiration til bogens ret fine forside, men desværre gør illustrationen ikke novellens tekst nogen ære. Skulpturerne bliver nemlig beskrevet som ekstremt forvredne og skrækindjagende, skabt af en kunstner dybt optaget af det okkulte og perverterede. Skulpturerne er naturligvis besatte, ædende onde og formår i løbet af novellen, at forårsage en hel del blodsudgydelser.

Basil Copper (født 1924) i arbejdsværelset. Foto ca. 1970

Begge historier er charmerende, fordi de er så grundige i deres miljøbeskrivelser og placering af den historiske kontekst. Der er en omhyggelighed over teksten, der gør de ellers ret åbenlyse historier interessante. De er nok lidt for lange, men ikke desto mindre spændende og fin læsning. Især ”The Gray House” kan anbefales. Der bliver beskrevet en gigantisk grå kat i historien, som sniger sig omkring i det store chateaus haver. Den gjorde især indtryk på mig, og mens jeg læste novellen, sad jeg og ventede spændt på flere episoder med dyret, som desværre ikke kom. Copper bruger ikke katten til ret meget, men de få steder, hvor den optræder, er blandt bogens stærkeste scener. Der er noget tilfældigt mesterligt over den måde, som dyret optræder på. Henkastet bliver det beskrevet, hvordan katten smyger sig ondskabsfuldt og mystisk omkring i træerne skygger osv. Virkelig fin og billedskabende prosa.

De sidste to historier, ” A Very Pleasant Fellow” og ”Charon” har meget britiske kvaliteter og underspiller i virkeligheden det overnaturlige ganske kraftigt. Første historie er en sær fortælling om en gammel mands had til den grove mandsperson, der har overtaget hans butik. Hadet får uventet afløb, da den gamle får fingre i et okkult redskab. ”Charon” er måske bogens mest afdæmpede og handler dybest set om en parafrase over et stykke græsk mytologi omsat til den travle engelske storbyvirkelighed. Meget fint og stemningsfuldt.

Werner Krauß som Dr. Caligari

Basil Coppers stil ligger sig et sted mellem noget ganske litterært og helt ordinær populærfiktion. Han vil gerne udfordre læseren intellektuelt og stiller krav til læserens viden om historie og kultur. Det slår igennem i alle bogens historier. Samtidig er selve det sprog, Copper skriver i, et tilbageholdende, konservativt engelsk, der mange steder forsøger at underspile det voldsomme eller makabre, der opstår i løbet af fortællingerne. Copper har i den forstand en hel del tilfælles med Walter de la Mare (1873-1956). Imidlertid er Coppers prosa slet ikke så gennemført elegant og legende som De la Mares, og samtidig rummer Coppers prosa også en anden side.

Navnlig bogens første tre noveller har alle tydelige burleske pulp-elementer, der gennem grafiske beskrivelser og chokerende afsløringer på de sidste linjer er skåret efter den velafprøvede Weird Tales-skabelon. For blot at komme med et enkelt eksempel, der næsten siger det hele: ”She was naked except for a flimsy nightgown which revealed every detail of her figure” (s. 71). Naturligvis skal fruen i huset fra ”The Gray House” løbe omkring i gennemsigtig natkjole. Og der er mere i vendte, bare rolig. Hammer-horror på bogform!

Walter John de la Mare (25. april 1873 – 22. juni 1956)

Det pulpede fylder en del i bogen, men Coppers historier vil og kan mere end bare at chokere med voldsomme beskrivelser. Alene det, at han indskriver sig i samme tradition som de la Mare og Robert Aickman, gør Coppers forfatterskab spændende. Han er endnu en stemme i de sære fortællingers landskab, der bringer noget utvetydigt britisk ind i historierne. Det er vanskeligt at sige præcis, hvad det er, men man fornemmer tydeligt, at det ikke er en amerikaner, der har skrevet novellerne i From Evil’s Pillow.

Copper når måske ikke helt samme højder som de la Mare eller Aickman, men han er ikke desto mindre en spændende brobygger mellem den traditionelle amerikanske pulpfortælling og den moderne gyser, såvel som en brobygger mellem den gamle victorianske spøgelsestradition og så den nye skole af sære fortællinger, som Ramsey Campbell eksempelvis repræsenterer. I sidste ende står Copper nok de ældre forbilleder nærmere end den yngre genration af forfattere, men ikke desto mindre fornemmer man, hvordan det pulpede, det åbenlyse og sensationslyste gradvist er ved at blive rystet af horrorlitteraturen i 1973, da From Evil’s Pillow udkommer. Vi tillægger som regel en skikkelse som Stephen King en stor del af æren for dette, men netop ved at læse en antologi som Basil Coppers første Arkham House-bog bliver det tydeligt, hvordan den moderne horrors udvikling er en gradvis proces. En proces, hvor mange helt eller delvist glemte navne, er kommet til at stå i skyggen af bestseller-giganterne.

 Novellerne:

“Amber Print”

“The Grey House”

“The Gossips”

“A Very Pleasant Fellow”

“Charon”