Thorkil Barfod, Afdøde W Schowsen. Moderne Spögelses-Historie (1918): En finurlig dansk roman om genfærd

Bladløse Hængebirke og Sørgepil bredte deres vanskabte Kroner over de frysende kolde Grave. Ædelgran og Tax ludede og vred sig i den stødvise Blæst. Der sivede Klamhed og Væde nedover de mørke Monumenter, der stod med ensformige Symboler og Guldbogstaver i den tunge og raa Novemberluft (s. 5).

Paperback, Nordiske Forfatteres Forlag 1918

Paperback, Nordiske Forfatteres Forlag 1918

Ungkarl og bogholder Schowsen begår selvmord. Han indtager en stor dosis sovemiddel og dør efter at have snydt sin chef, fabrikant Blickenberg, for en fyrstelig sum penge. En sum,som chefen i sin tid narrede fra Schowsen. Selvmordet udspiller sig, før bogen begynder. I første kapitel hører vi nemlig, hvordan Schowsen vågner op igen – nu som spøgelse. Han kommer til sig selv i et kapel midt under sin egen begravelse. Det bliver begyndelsen på en mærkelig rejse for den nyligt afdøde bogholder.

Først kæmper Schowsen for at forstå sin nye tilstand som ånd, og gradvist, som han opdager fordelene ved at være immateriel, lægger den afdøde planer for, hvordan han kan vende tilbage til de levendes verden. Vel at mærke ikke i fysisk forstand, men som semi-synlig medborger. Hvis det skal lykkes, behøver Schowsen hjælp, og den finder han hos sin gamle drukkumpan Iversen. Tingene er imidlertid ikke helt så enkle som først antaget, og snart møder Schowsen forhindringer og fristelser, der forandrer hans syn på efterlivet.

Schowsen i teateret. Tegning Thor Bøgelund

Schowsen i teateret. Tegning Thor Bøgelund

Afdøde W Schowsen er en spøjs lille roman (100 sider), der vanskeligt lader sig entydigt kategorisere. Tonen er overvejende kæk og munter, men teksten gennemtrænges mange steder af en melankoli, som forfatteren Thorkil Barfod får vævet frem ved hjælp af et stærkt billedeladet sprog. Metaforglæden og sprogets billedlighed generelt er måske ikke så underligt, når man tager i betragtning, at Barfod først og fremmest var digter. Mens dialog og handling er skarp og vittigt tilrettelagt, er det i de tunge passager, der hvor tingene bliver vigtige for Barfod, at bogens sider rammer læserenmed en helt uventet voldsomhed.

Romanen åbner dystert, men slår hurtigt over i en vittig tone, der kan minde en hel del om eksempelvis den måde, Hans Kirk udnyttede spøgelsesfortællingen humoristisk i ”Den hjemløse ånd” fra Borgerlige Noveller (1958). Vi hører således spøgelsesfortællingen fra spøgelsets perspektiv. Barfod gør imidlertid her det interessante greb, at Schowsen gerne vil i kontakt med de levende, og den eneste måde, han kan gøre dette på, er ved at bruge de effekter, han kender fra spøgelseshistoriegenren. Schowsen kommer derved, til dels mod sin vilje, til at hjemsøge sine omgivelser. Vifølger den døde Schowsens overvejelser og både gode såvel som nederdrægtige intentioner med spøgeriet. Samtidig får vi også ofrenes reaktion beskrevet, og de oplever bestemt ikke Schowsens forsøg på kontakt som noget positivt – de fornemmer kun den iskolde gru, som vi normalt forbinder med historier om besøg fra hinsides graven.

Thorkil Barfod (1889-1947) med sin kone Edith Barfod

Thorkil Barfod (1889-1947) med sin kone Edith Barfod

Barfod fortæller på den led en dobbelt historie, der har en humoristisk forgrund og en alvorlig, grusom baggrund. Det perspektiv er spændende, fordi det sætter ord på et væsentligt element i spøgelsesgenren som sådan – nemlig, hvorfor spøgelset i det hele taget går igen. Barford bruger med andre ord forestillingen om den hvileløse ånds behov og længsel efter samvær med de levende som omdrejningspunkt. Men han gør det til et spørgsmål om manglende kommunikation og berøring. Afdøde Schowsen er ikke samme sted eller i samme tilstand som de levende, og bliver derfor misforstået, endda frygtet, af de mennesker, han gerne vil være hos.

Thorkil Barfod er da også helt sikkert ude i et alvorligt ærinde. Spøgelset Schowsen konstaterer tidligt i bogen, at den kristne forestilling om efterlivet er forkert. Her kan det være interessant at notere sig, at Barfod kom ud af en præstefamilie og selv begyndte at læse teologi som 19-årig. Han afbrød imidlertid hurtigt studiet og læste i stedet medicin for en kort bemærkning, før han også afbrød det studie og rejste til Spanien i 1910 forat indlede sit forfattervirke. Spøgelset Schowsen konstaterer, at der er hverken himmel eller helvede, men hvad er der så? Hvorfor er han vågnet efter døden?

Schowsen spøger. Tegning af Thor Bøgelund

Schowsen spøger. Tegning af Thor Bøgelund

For Barfod er forklaringen, at Schowsen ganske enkelt savner den erkendelse, der er nødvendig for at kunne komme videre fra den eksistentielle mellemtilstand, som spøgelset befinder sig i. Romanen er på ingen måde ateistisk. Barfod har en religiøs eller måske rettere, metafysisk pointe med historien. Helt firkantet vil han vise os, at kærligheden er den kraft, der flytter os videre og styrer alt. Lidt banalt måske, men Thorkil Barfod får det formuleret smukt og tankevækkende, i det der i sidste ende er en forsvarstale for noget, der kun kan opfattes som reinkarnation.

Men budskabet er skam ikke uden brod. Kort efter afdøde Schowsen forlader det kapel, hvor hans begravelsesgudstjeneste finder sted, møder han et lille barnespøgelse på kirkegården. Den lille, der trækker på hele arven fra romantikken og H. C. Andersen, lever i samme kummerlige mellemtilstand som Schowsen. Da han møder barneånden, forstår hverken han eller vi læsere, hvad det skal betyde. Som bogens kærlighedsmetafysik udfoldes, går det imidlertid op for os, at den lille omkom uden kærlighed. Barnet døde, før det forstod, hvad der skal til for at komme videre og den lille dødes mor elskede åbenbart ikke barnet nok til at give det denne viden implicit videre. Mere tragisk bliver det ved, at moderen af og til kommer som gammel kone og besøger barnets nu for længst gamle grav, uden at spøgelsesbarnet og moderen kan kontakte hinanden.

Schowsens kiste bæres ud på kirkegården. Illustration Thor Bøgelund

Schowsens kiste bæres ud på kirkegården. Illustration Thor Bøgelund

Afdøde W Schowsen er en interessant tekst. Den er et rigtig fint vidnesbyrd om det enorme potentiale, der ligger i spøgelsesfortællingen og de muligheder, som genren giver for eksistentielle refleksioner. Der er noget næsten Dickensk over tonen i Thorkil Barfods bog – dog kun i formen eller på overfladen om man vil.

Thorkil og Edith Barford på Frederiksberg Ældre Kirkegård

Thorkil og Edith Barford på Frederiksberg Ældre Kirkegård

Bogen er en digterisk fabuleren over livets mening og dødens konsekvens. Den er skrevet af en forfatter, der både forsøgte en kristen teologisk verdensforståelse og en rationel, naturvidenskabelig tilgang. Han havnede et tredje sted – den drømmende digters ønsketænkning. Det standpunkt er både smukt og appellerende, fordi Barfods metafysik dybest set er et forenklet råb om næstekærlighed, uden hele det omklamrende kristne svøb, formuleret midt under Første Verdenskrigs sidste blodige år.

Bogen er ganske fint illustreret af Thor Bøgelund med til tider ganske stemningsfulde blæktegninger.

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s