Monthly Archives: januar 2013

Den forheksede vikings lumre sirenesang

Paperback, Avon 1999

Paperback, Avon 1999

Hører du sangen? Fristet? Har du mod på Sandra Hills romantisk-erotiske vikingeunivers? Tør du træde ind i hendes fantasy-verden? Hvis ja – kan jeg glæde dig med, at der ligger masser af bøger og venter. Jeg er selv en kujon, der slet ikke kan holde til så barske løjer. Jeg springer over.

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

Joseph Payne Brennan, Stories of Darkness and Dread (1973): Poetiske og ordinære noveller side om side

Her må man da sige, at titlen skruer forventningerne i vejret. Stories of Darkness and Dread: det både lyder fedt og fanger vel mere eller mindre alt, hvad man kunne ønske sig af en Arkham House-antologi. Før du sætter forventningerne for højt, er det imidlertid vigtigt at huske på, at Brennan var en gyserforfatter af den gamle skole. Godt nok er han ikke en helt traditionel pulpforfatter, men han står i gæld til horrorpulpens storhedstid og hele arven fra Weird Tales. Det er i de klassiske pulpfortællinger, han finder sine motiver, og det er her, Brennan låner strukturen til sine noveller.

 

Hardcover, Arkham House 1973. Den lidt secielle forside er tegnet af Denis Tiani

Hardcover, Arkham House 1973. Den lidt specielle forside er tegnet af Denis Tiani

 

Men Brennan kan også andet og mere. Det kommer måske ikke så meget til udtryk i historiernes plot, som det gør sig gældende i novellernes miljøer. Joseph Payne Brennan er fantastisk i sine landskabsbeskrivelser. Når han f.eks. skriver, hvordan jeg-fortælleren, der meget ofte er Brennan selv, går gennem den sommervarme underskov i sumpene nær Juniper Hill (”The North Knoll”), kan man høre de tørre grene knase og dufte den solvarme jord. Det samme gør sig gældende, når han i en af de mange historier, der udspiller sig i New Haven, er med på vandring gennem både eksisterende og fiktive kvarterer i byen. Arkitekturen, detaljerne, lugtene og lydene – det hele står lysende klart. Her er Brennan så afgjort beslægtet med August Derleth hjemstavnsfortællinger, der har så uendelig lidt at gøre med den Derleth vi kender som pulpforfatter.

Poesien, der flyder gennem de fleste noveller i Stories of Darkness and Dread, er da også absolut bogens vigtigste kvalitet. Med Brennan kommer man på en rejse ud i landskabet, til gamle bydele eller mærkelige glemte steder. Man får lejlighed til at gå på opdagelse i hans verden, befolket af ensomme forfattere, der forsøger at hutle sig gennem tilværelsen. Vi hører ikke meget om disse forfattere og deres arbejde, det eneste, der for alvor bliver formidlet, er deres altopslugende antikvariske interesse. De fleste er, som sagt, Brennans alter egoer, men Brennan får også iscenesat sine hovedpersoner – og dermed sig selv – som H. P. Lovecraft-parafraser. Ligheden med Lovecraft er imidlertid overfladisk, for Brennans prosa har uendelig lidt med den gamle mester fra Providence at gøre.

Hardcover, Arkham House 1973

Hardcover, Arkham House 1973

Man kommer heller ikke uden om, at Brennan med Stories of Darkness and Dread har valgt at betone præcis de sider af sit forfatterskab, der dels trækker mest på poetiske virkemidler, dels bevæger sig længst ind i Lovecrafts farvand. En ganske stor del af bogens 18 noveller afsøger nemlig samme emner. Hovedpersonen opsøger frivilligt eller kommer uforvarende til en gammel, ukendt del af storbyen, der nu er truet af moderne arkitektur og byplanlægning. Her mellem gamle huse forsvinder tid og sted for hovedpersonen, og han finder sig selv i fortiden – gerne omkring 1800-tallets slutning. Betaget går forfatteren på opdagelse i fortiden, men erkender pludselig, at han må finde en vej tilbage, at han må vågne op, hvis han ikke for evigt vil være fortabt i fortiden.

Det motiv vender Brennan tilbage til igen og igen og gør det måske smukkest i ”The House at 1248”. I disse tidshistorier kan Brennan for alvor bevise sine evner, men fordi fortællingerne er så ens, mister de en del af deres kraft ved at stå side om side. Jeg kan ikke fortænke Brennan i gerne at ville få historierne videre ud end magasiner som Afred Hitchcock’s Mysery Magazine og Brennans eget blad Macabre, hvor de er udgivet første gang, men han har ganske enkelt fået sat for mange sammen.

Til højre Joseph Payne Brennan (20. december 1918 – 28. januar 1990). Til venstre forfatteren Robert Weinberg

Til venstre Joseph Payne Brennan (20. december 1918 – 28. januar 1990). Til højre forfatteren Robert Weinberg

Af den grund kommer bogens øvrige noveller også til at fremstå en hel del mere prominente, end de egentlig fortjener. Der kan nemlig ikke være nogen tvivl om, at Brennans helt regulære spøgelsesfortællinger om hævn fra hinsides graven, som ”Keeper of Dust” eller ”Killer Cat”, er dybt uoriginale og ganske ligegyldige små gys, der er skrevet uendeligt mange af både før og siden. Ikke at bogens mere pulpede fortællinger er dårlige, bestemt ikke. Brennan skriver kun veludførte fortællinger, men han er nok bare ikke nogen synderligt original historiefortæller.

Det vil da også sige, at han typisk er bedst, før fortællingerne skal afsluttes. Netop fordi han har ordet i sin magt, er han i stand til at væve intense, grumme stemninger frem. En historie som ”The Black Thing at Midnight” er fremragende horror præcis til det punkt, hvor Brennan skal sætte et ansigt på gyset og forklare, hvorfor vores hovedperson skal overfaldes i det gamle hotel, der er blevet lukket ned for vinteren. Det samme gør sig gældende i den nærmest hypnotiserende ”The Way to the Attic”. Den løber også ud mellem fingrene for Brennan, fordi han forbliver loyal over for sine pulp-rødder og insisterer på at komme med en på det tidspunkt, ganske ordinær og gammeldags afslutning på fortællingen.

 

Alfred Hitchcock's Mystery Magazine, december 1967, med Brennans novelle "The Way to the Attic"

Alfred Hitchcock’s Mystery Magazine, december 1967, med Brennans novelle “The Way to the Attic”

 

I cthulhu mythos-novellen ”The Seventh Incantation” bliver man også skuffet. Her kunne Brennan nemlig have fortalt en både skræmmende og original omgang mythos-horror, men fordi han vælger at skrive sin fortælling med noget, der næsten må karakteriseres som ironisk distance, bliver alle de gode takter opløst i noget lettere grinagtigt.

På den led får man også indtryk af, at Stories of Darkness and Dread rummer de to hovedspor i Brennans forfatterskab, nemlig poeten, landskabsdigteren og den nostalgiske antikvar på den ene side, og på den anden side den konservative, rugsbrødsforfatter, der tjener sine penge på at skrive små gyserfortællinger. Når Brennan er bedst – og han har skrevet rigtig meget godt – løber de to spor sammen og skaber noget fremragende. Der, hvor sporene ikke mødes, er det hans gyserhistorier som taber. Det er i hvert fald her, at jeg sidder tilbage med en tom fornemmelse. Her er teksterne rent håndværk, blottet for hjerteblod og originalitet. Velkomponeret og skarpt, men uden kant. Brennans forfatterskab var splittet mellem to skribentidentiteter, det viser Stories of Darkness and Dread med al tydelighed: Hvilken man foretrækker, er klart en smagssag, og jeg vælger til enhver tid den stille, dystre poet og landskabsdigter.

W. Paul Ganleys Weirdbook Two, 1969, med Brennans "City of the Seven Winds". Den ret fede forside er tegnet af G. M. Farley

W. Paul Ganleys Weirdbook Two, 1969, med Brennans “City of the Seven Winds”. Den ret fede forside er tegnet af G. M. Farley

En sidste ting jeg lige vil nævne – hvad skete der for Arkham House, da de valgte forsiden? Var det Brennan selv? Jeg ved det ikke, men resultatet er kuriøst, ikke så meget fordi det er grimt, men fordi både bogens forside og ryg ikke ligner noget andet, Arkham House havde udsendt op til det tidspunkt. Hvorfor pludselig den simple, hjemmegjorte stil? Jeg er forundret.

Magazine of Horror, nr. 16 1967, med Brennans "Mr. Octbur"

Magazine of Horror, nr. 16 sommeren 1967, med Brennans “Mr. Octbur”

Novellerne:

“City of the Seven Winds”
“The Keeper of the Dust”
“Zombique”
“The Seventh Incantation”
“Delivery on Erdmore Street”
“The Way to the Attic”
“Mr. Octbur”
“Episode on Cain Street”
“Killer Cat”
“In the Very Stones”
“The House at 1248”
“Black Thing at Midnight”
“Monton”
“Apprehension”
“The House on Hazel Street”
“The Man in Grey Tweeds”
“The North Knoll”
“The Dump”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Kvinder i nød: Horror-pulp 1928-1944

Ace Mysteries, maj 1936

Ace Mysteries, maj 1936

Et fast tema fra pulpmagasinernes storhedstid er kvinden i nød. Hun fylder i novellerne, uanset hvilken genre vi taler om, og naturligvis pryder de stakkels damer også magasinernes forsider. Især blandt action- og gysermagasinerne er kvinden i nød et populært tema. Vi ser, hvordan hun igen og igen bliver udsat for livsfare. Lykkeligvis står der altid en bredskuldret mand parat til at redde hende. Måske er han ikke altid med i billedet, men så ved vi, at han kommer stormende frem et sted ude i kulissen. Som regel er manden bedøvende ligegyldig på forsiderne – hans vigtigste attribut er at være stor og handlekraftig. Den ansigtsløse eller karakterløse synes nærmest at være et ideal, der skal gøre det lettere for læseren at projicere sig selv ind i rollen som helten, der kan gribe ind i sidste øjeblik.

Weird Tales,september 1934

Weird Tales,september 1934

Man kan endda hævde, at det slet ikke er kvinderne, der er billedernes hovedpersoner. Naturligvis er de billedskønne sild, der skræmte vrider sig for at undgå undslippe de grufuldheder, som truer dem. Trods det er de ikke meget mere karakterfulde end deres mandlige modstykker. Kvinderne er forsvarsløse sexsymboler, der på en gang taler til læserens underliv og beskyttertrang.

Dime Mystery, december 1936

Dime Mystery, december 1936

Billedernes virkelige hovedpersoner er de grusomme skurke og deres vanvittige instrumenter. Kun fantasien sætter grænser for de groteske måder, som heltinderne skal dræbes eller torteres på. Den ene forside er mere gal end den anden, men trods idérigdommen forbliver de variationer over samme tema.

Weird Tales, september 1928

Weird Tales, september 1928

I dag kan man næppe kalde gysermagasinernes forsider skræmmende. Det mest skræmmende er vel det xenofobiske element, der ganske hyppigt kommer til udtryk. Forsiderne fremstår fra en anden tid og en anden gyserdiskurs. Handlingen var i højsædet, og stemningen i højgrad noget der voksede ud af den direkte konfrontation med nattens væsner og mordere. Ligestilling og forandringer i genrelitteraturen har gjort forsidernes tematik umulig. Ikke desto mindre er de et fascinerende glimt ind i pulpen stemninger, som mere eller mindre er gået tabt.

Dime Mystery, april 1937

Dime Mystery, april 1937

Det her er de bizarre indfalds legeplads. Nyd kreativiteten og den diabolske, nærmest liderlige, fetichering af fikserede kvinder. Om et par uger vender jeg tilbage med en opfølger, hvor samme tema skal forfølges op til 1979.

Weird Tales, november 1935

Weird Tales, november 1935

Dime Mystery, april 1938

Dime Mystery, april 1938

Weird Tales, marts 1936

Weird Tales, marts 1936

Dime Mystery, februar 1940

Dime Mystery, februar 1940

Weird Tales, marts 1935

Weird Tales, marts 1935

Horror Stories, september 1935

Horror Stories, september 1935

Weird Tales, maj 1937

Weird Tales, maj 1937

Horror Stories, februar-marts 1936

Horror Stories, februar-marts 1936

Weird Tales, maj 1929

Weird Tales, maj 1929

Sinister Stories, april 1944

Sinister Stories, april 1944

Weird Tales, juli 1936

Weird Tales, juli 1936

Sinister Stories, marts 1940

Sinister Stories, marts 1940

Terror Tales, november-december 1938

Terror Tales, november-december 1938

Spicy Adventure Stories, november 1934

Spicy Adventure Stories, november 1934

Spicy Adventure, oktober 1935

Spicy Adventure, oktober 1935

Terror Tales, november-december 1938

Terror Tales, november-december 1938

Spicy Detective Stories, april 1934

Spicy Detective Stories, april 1934

Terror Tales, juli 1939

Terror Tales, juli 1939

Terror Tales, februar 1941

Terror Tales, februar 1941

Terror Tales, januar 1935

Terror Tales, januar 1935

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Vupiii! Ny Kvelertak-single

Udgivelsesdatoen for Kvelertaks andet album nærmer sig. Nu kan vi fordrive ventetiden med det første single-udspil. Sangen hedder “Bruane Brenn”. Den lyder jo helt sikkert, som vi kender det uovervindelige band fra Stavanger. Måske lidt mere rock ‘n roll, lidt mindre metal. Mon det kommer til at tegne hele den nye plade?

Fik jeg sagt, at jeg glæder mig vildt og blodigt til det nye album?

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Dennis Wheatley, The Haunting of Toby Jugg (1948): Wheatley på godt og ondt

  

Paperback, Arrow Books 1961. En rigtig fin forside malet af Sheldon

Paperback, Arrow Books 1961. En rigtig fin forside malet af Sheldon

Jeg har det vanskeligt med Dennis Wheatleys romaner. De er stort set alle som en skrevet på en tung, kluntet facon og fyldt med bedrevidende, reaktionære kommentarer til samtidens politik, religion, kønsroller og ungdomskultur. Historierne flyder sjældent let, og som regel må Wheatley ty til en eller anden form for deus ex machina for at få sine gæve hovedpersoner sikkert gennem skærene. Omvendt er det præcis den ubehjælpelige facon og de absurde, moraliserende indslag, der gør romanerne moderat underholdende. Og her skal det understreges, at der kun er tale om moderat underholdende bøger, for de er hverken vellykket horror, thriller eller pulp.

Kan ske The Devil Rides Out (1934) er en klassiker, men den er absolut også den bedste såkaldte ”black magic story”, som Wheatley skrev. Resten af hans sataniske gysere er tyndbenet pulp, der redder sig igennem på fladpandet charme og stedvist ganske kreative, diabolske optrin. Et stort problem for Wheatley er i virkeligheden, at han ikke formår at finde nye måder at bruge satanismen og den sorte magi. En af forklaringerne er formentlig, at okkultismen ikke er ren underholdning for Wheatley. Han troede selv på djævlen og al hans væsen og så romanerne som en måde at advare sine læsere om satanismens mange ansigter. Det binder naturligvis historierne kreativt og tematisk til en eller anden form for jordnær realitet, og bøgerne bliver på den led variationer og gentagelser over ting, som allerede lå i The Devil Rides Out.

Paperback, Arrow Books 1961

Paperback, Arrow Books 1961

The Haunting of Toby Jugg er ingen undtagelse. Romanen har imidlertid det forfriskende, og for Wheatley ganske atypiske, at hovedpersonen ikke (umiddelbart) er nogen super-mand af James Bondsk kaliber. Det er jo ellers den type mand, vi møder i Wheatleys romaner. Sådan er det bare ikke her. Bogen, der udspiller sig i 1942, handler nemlig om den unge jægerpilot Toby Jugg, der er blevet skudt ned under en ildkamp med tyskerne. Han overlevede styrtet, men har mistet førligheden i sine ben og sidder derfor i kørestol. Toby er med andre ord handicappet, men det er sådan set også den eneste ulempe, man kan tilskrive den unge mand. Jugg er nemlig ud af en af Englands rigeste industrifamilier, han er flot (de andre soldater kaldte ham ”The Viking” på grund af størrelsen, det rødblonde hår og de blå øjne!), lynende intelligent og generelt snarrådig. Det skal nok også nævnes, at unge Toby Jugg på tragisk vis blev forældreløs tidligt i barndommen, og han står nu til at arve slægtens ustyrlige rigdomme, når han bliver 21.

Efter sit styrt er Toby, ganske gotisk, blevet flyttet til en gammel, familieejet borg i Wales, hvor han bliver passet af Helmuth Lisicky – familiens tjekkiske privatlærer. Da vi træder ind i historien, er unge Jugg kommet i vanskeligheder. Han er blevet overbevist om, at han hjemsøges af en frygtelig skabning i form af noget der måske er et spøgelse, måske en dæmon. I månelyset ser han hver nat, hvordan denne skabning sniger sig omkring ved vinduet, og det lader til, at den bliver mere modig for hver nat, der går. Helmuth tror ikke på Toby, og problemet er nu, om Toby rent faktisk ser dette væsen eller om han måske er ved at blive skør?

Dennis Yates Wheatley (8. januar 1897 – 10. november 1977)

Dennis Yates Wheatley (8. januar 1897 – 10. november 1977)

For at klare tankerne begynder han at skrive sine oplevelser ned i en dagbog, og det er gennem denne dagbog, vi følger stakkels Toby Juggs lidelser. Problemer vokser hurtigt for den unge mand, for ikke ret langt inde i romanen går det op for ham, at den ellers trofaste Helmuth har egne planer – sandsynligvis for at tilrane sig formynderskabet over Jugg-formuen. Måden, han vil gøre dette, er ved at samle beviser på, at Toby er ved at gå fra forstanden. En ganske diabolsk plan som kun en satanist kan udtænke den. Man skal da heller ikke være ret velbevandret i Wheatleys forfatterskab for at lugte, at Helmuth er en af hans klassiske skurke.

The Haunting of Toby Jugg finder sine kvaliteter i det faktum, at hovedpersonen er en fange, der ikke kan undslippe ved egen hjælp. For at komme ud af kløerne på den lede djævledyrker, der holder ham indespærret, må Toby bruge alt, hvad han har lært og mere til. Wheatley spiller her først og fremmest et velkendt kort fra forfatterskabet og lader Toby finde en bog om hypnotisme. Den bliver et farligt våben i hændende på Jugg, der inde ved militæret fik at vide, at han har ”hypnotiske øjne”. Og naturligvis er Jugg en mesterlig hypnotisør. Det går ud over de forskellige oppassere, der hjælper Helmuth med at holde styr på fangen. Desværre er Helmuth en dreven modstander, der gang på gang matcher Juggs forsøg ud i det okkulte. Der er kun en flanke, som onde Helmuth ikke formår at dække, og det er kærlighedens. Jugg får et godt øje til sin sygeplejerske og vice versa; og mon ikke ungdommelig forelskelse kan trumfe den gamle haltefandens tricks?

Hardcover, Hutchinson 1948. Romanens 1. udgave. En rigtig fin forside af Frank C. Papé

Hardcover, Hutchinson 1948. Romanens 1. udgave. En rigtig fin forside af Frank C. Papé

Var Dennis Wheatley en bedre forfatter, kunne han måske have fået mere ud af The Haunting of Toby Jugg end han gør, for desværre ender romanen med at blive ganske mekanisk. Det er et tilbagevendende problem for Wheatley, der generelt har svært ved at holde sammen på sine historier og fastholde den intensitet, som genren vel egentlig foreskriver.

Og nu vi er ved det, gør bogens epistolærstil ikke ligefrem, at Wheatleys evindelige politiske betragtninger fylder mindre. Faktisk skriver unge Jugg stolpe op og stolpe ned om engelske skattelovgivning, fagforeningernes svøbe, kommer med kradse antisemitiske betragtninger, flere racistiske bemærkninger og generelt ultrakonservative holdninger, som vi kender dem fra Dennis Wheatley. Romanens argument er skam også, som altid i hans fortællinger om sort magi, at kommunismen er satans politiske manifestation. Venstrefløjen er Djævlens værktøj, og det skalkeskjul Fanden bruger for at kunne indtage sin plads som denne verdens hersker. Det kammer selvfølgelig løbende over for Wheatley, når han fortaber sig i de politiske tirader. Men det er jo nok også her, midt i absurditeterne, at man som læser føler sig bedst underholdt, for det er vel altid sjovt at høre, når nogen vælter ud med uhyrlige påstande uden nogen jordforbindelse.

Paperback, Arrow Books 1959. Glen Steward står for den fede, men måske i forhold til handlingen lidt problematiske forside.

Paperback, Arrow Books 1959. Glen Steward står for den fede, men måske i forhold til handlingen lidt problematiske forside.

Som horrorroman har The Haunting of Toby Jugg ikke meget at byde på og i virkeligheden nok en del mindre end flere af Wheatleys andre romaner. Det skyldes formentlig det relativt begrænsede univers, som fortællingen udspiller sig i. Historien suppleres med nogle oplevelser fra Tobys barndom, som han tænker tilbage på, men dybest set forbliver vi på fanges værelse romanen igennem. Det kræver sin forfatter at få det til at lykkes, og Wheatley mestrer ikke opgaven. Men det største problem kommer i virkeligheden helt til sidst, da Wheatley skal runde romanen af. Naturligvis skal vi som altid trækkes med til en sort messe, men hvordan kan en lam, ubevæbnet mand forsvare sig mod horder af satanister og dæmoner? Et godt spørgsmål og Wheatleys løsning er en tam, vandet omgang, præcis som resten af bogen.

Hardcover, Lymington 1961. Forside af ukendt tegner

Hardcover, Lymington 1961. Forside af ukendt tegner

Paperback, Arrow Books 1966. Ukendt tegner

Paperback, Arrow Books 1966. Ukendt tegner

Paperback, Arrow Books 1969

Paperback, Arrow Books 1969

 

Paperback, Ballantine Books 1974

Paperback, Ballantine Books 1974

Paperback, Arrow Books 1974

Paperback, Arrow Books 1974

Paperback, Arrow Books 1974, 2. udg.

Paperback, Arrow Books 1974, 2. udg.

Paperback, Mass Market Paperback 1982

Paperback, Mass Market Paperback 1982

Paperback, Mandarin Books 1991

Paperback, Mandarin Books 1991

Paperback, Wordsworth Editions 2007

Paperback, Wordsworth Editions 2007

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Absolut uaktuelt musik fra retro-hjørnet: Mægtige Black Sabbath

Uovertruffen, uovervindelig og urimeligt cool. Glimt af Black Sabbath på toppen.  Her har vi et af de bands, som jeg aldrig bliver træt af. De er løbet mig i blodet, blevet en del af min DNA, og deres albums har indskrevet sig permanent i min pladerotation herhjemme. Jeg er næppe den eneste det har det sådan…

Children of the Grave live 1974 i Californien. Federe kan det næsten ike blive og se lige, hvor mange mennesker de spiller for.

 

Og her er vi tilbage i 1970. N.I.B. fra debutpladen spillet live i Paris. Hell ya!

 

Skriv en kommentar

Filed under Video

Grænseløse gys – tyske romanhæfter, sydeuropæiske forsider, international horror

Gruselkrimi, nr. 205 1978 - Yihaaa!

Grusel-Krimi, nr. 205 1978 – Yihaaa!

Et af mine barndomsminder er den tilbagevendende blanding af underen og stille gysen, når jeg var i Flensborg med familien og fik lov til at støve rundt i genbrugs- og brugtbutikker på egen hånd i håb om at gøre et godt køb af en art. Her, mellem tyske tegneserier, billigbøger, pornoblade og LP’er, kunne man tit rende ind i små, slidte, sorte romanhæfter med titler som ”Grusel-Krimi” eller ”DämonenKiller”. Der var noget forlokkende ved de flotte, iøjefaldende forsider og deres altid skarpe titler – hvem falder eksempelvis ikke i svime over en titel som ”Konga, Der Menschenfrosch”?

Jeg fik imidlertid aldrig købt ret mange af hæfterne, måske fordi de faktisk virkede lidt farlige. Med tiden blev det alligevel til et par stykker, som jeg egentlig aldrig fik læst. Forsiderne fik jeg imidlertid set en hel del på. Senere, da jeg for alvor begyndte at samle Seriemagasinet og blik for det pulpede, fortrød jeg min manglende læse og samlelyst, men det er anden historie.

Vampirroman 1975

Vampirroman, nr. 122 1975

Det var først, da min fætter fra Kiel forærede mig nogle lydbøger på kassettebånd, i Geister-Schocker-serien tror jeg nok, at romanhæfternes verden for alvor åbnede sig. Båndene lyttede jeg til mange gange, og de var lige i øjet. De lå sammen med mine ”Die 3”-bånd – Hitchcock-serien, der på dansk hedder Alfred Hitchcock og de tre detektiver og båndene med gyserhistorier oplæst af Poul Glargaard. Det var tider.

Det bringer mig videre til min pointe med kassettebåndsanekdoten, nemlig at de tyske gyserromanhæfter var et kæmpe foretagende, der solgte rigtig, rigtig godt i mange år. Hæfterne udkom fra slutningen af 60’erne og døde først langsomt ud i 80’ernes sidste halvdel, hvor de sidste og mest populære serier – som eksempelvis DämonenKiller lukkede og slukkede. På det tidspunkt var der udkommet et svimlende antal romanhæfter, hvoraf flere af serierne løb i over 200 numre. Med den store popularitet fulgte også en sideforretning i form af salg af hæfterne som lydbøger, hvilket jo siger en del om markedets interesse. Hæfterne, og lydbøgerne, blev rent faktisk så populære, at man eksporterede og oversatte dem i andre lande, som eksempelvis Sverige. Til Danmark kom de ikke, og det er vel egentlig en skam.

Macabros 1974

Macabros, nr. 7 1974

På indholdssiden er der tale om en festlig blanding af især tyske, men også andre europæiske forfattere samt lidt navne fra USA, der skrev fortællinger under snappy-fællespseudonymer som Dan Schocker eller Bob Fischer. Navne der dels skulle give serierne en identitet og følelse af samhørighed, dels give romanerne en stemning af amerikansk kvalitet. I hovedparten af tilfældene er der tale om helt klassisk pulp uden de store armbevægelser, men der skal nok være en del guldkorn mellem de uendeligt mange hæfter, der nåede at udkomme.

Forsiderne, der er suverænt det bedste ved hæfterne, fandt tyskerne især i Italien og Spanien, hvor de var lavet til gyserromanhæfter af lignende karakter eller til horrortegneserier. Lidt originale forsider fra det amerikanske pulp-marked blev det også til, men ikke ret mange. Man fornemmer en nært slægtskab mellem forsiderne her og så de mange fantastiske forsider, som blev tegnet og malet til eksempelvis den italienske filmindustri i 70’erne og 80’erne. Går man de enkelte kunstnere igennem, vil der sikkert være en del overlap – men det skal jeg ikke gøre mig klog.

Macabros, nr. 22 1975

Macabros, nr. 22 1975

Her er der ikke så meget andet at sige end, at du nu kan tage Dan Schocker, Bob Fischer, Roger Damon og alle de andre ved hånden og følge dem ind i euro-pulpens fortryllende verden. For du lyst til mere, bør du absolut se denne hjemmeside.           

             

Macabros, nr. 9 1974

Macabros, nr. 9 1974

Macabros, nr. 6 1974

Macabros, nr. 6 1974

Macabros, nr. 4 1973

Macabros, nr. 4 1973

Macabros, nr. 3 1973

Macabros, nr. 3 1973

Horrortrip, nr. 2 1975

Horrortrip, nr. 2 1975

Grusel-Krimi, nr. 466 1985

Grusel-Krimi, nr. 466 1985

Grusel-Krimi, nr. 355 1982

Grusel-Krimi, nr. 355 1982

Grusel-Krimi, nr. 294 1980

Grusel-Krimi, nr. 294 1980

Grusel-Krimi, nr. 204 1978

Grusel-Krimi, nr. 204 1978

Grusel-Krimi, nr. 116 1976

Grusel-Krimi, nr. 116 1976

Grusel-Krimi, nr. 398 1983

Grusel-Krimi, nr. 398 1983

Grusel-Krimi, nr. 135 1977

Grusel-Krimi, nr. 135 1977

Grusel-Krimi, nr. 399 1983

Grusel-Krimi, nr. 399 1983

Geister-Krimi, nr. 8 1983

Geister-Krimi, nr. 8 1983

Geister-Krimi, nr. 279 1980

Geister-Krimi, nr. 279 1980

Geister-Krimi, nr. 14 1974

Geister-Krimi, nr. 14 1974

DämonenKiller, nr. 84 1976

DämonenKiller, nr. 84 1976

DämonenKiller, nr. 100 1976

DämonenKiller, nr. 100 1976

Gespenster-Krimi, nr. 300 1979

Gespenster-Krimi, nr. 300 1979

Gespenster-Krimi, nr. 250 1978

Gespenster-Krimi, nr. 250 1978

Gesiter-Krimi, nr. 109 1976

Gesiter-Krimi, nr. 109 1976

Gester-Schocker, nr. 11 1974

Gester-Schocker, nr. 11 1974

Grusel-Krimi, nr. 60 1972

Grusel-Krimi, nr. 60 1972

3 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Roman