Mona Williams, The Messenger (1977): Familiedrama med overnaturlig fernis

Paperback, 2. udg., Signet Books 1978. Forside med Signets klassiske layout

Paperback, 2. udg., Signet Books 1978. Forside med Signets klassiske layout

Mona Williams debutroman The Messenger har i grunden mange elementer, der umiddelbart peger i helt andre retninger end den roman, hun faktisk skrev. En meteor styrter i 1926 ned på en lille, næsten ubeboet, ø ud for kysten i Maine. Kort efter forsvinder en familie på øen (måske ikke) sporløst, og fra da af kalder de lokale på fastlandet øen hjemsøgt. Så skulle der jo egentlig være lagt i kakkelovnen til en klassisk pulp-gyser. Sådan er det bare ikke. Mona Williams skrev nemlig i virkeligheden et familiedrama, der godt nok udspiller sig med skræmmende, overnaturlige begiveheder i kulissen, men som dybest set handler om tre generationer af kvinder og deres mænd, der mange år efter 1926 samles på øen. De mødes i det hus, hvorfra familien i sin tid forsvandt, samlet for at dele nogle uger på øen, før det gamle hus bliver revet ned og omdannet til hotel og rekreativt område.

Familiedramaet er navnlig centreret om to problemstillinger. Først de tre søstres forhold til deres dominerende mor, der aldrig har villet påtage sig rollen som den ansvarlige forsøger. I stedet har hun misundt døtrene deres ungdom og påtvunget dem ansvar, som egentlig burde være hendes. Den problemstilling forgrener sig ud i søstrenes indbyrdes relation og forholdet til deres mænd og børn som en langsomt virkende gift, der for alvor vinder styrke, da de alle samles for første gang i mange år.

Paperback, 2. udg., Signet Books 1978

Paperback, 2. udg., Signet Books 1978

Den afgørende og måske mest alvorlige problemstilling udspiller sig om den lille familie på tre – Cynthia, hendes mand Edwin og deres teenagedatter Gertrude, bare kaldet Trudy. Problemerne er her helt anderledes alvorlige, for Trudy har fået konstateret leukæmi. Sygdommen og deres meget forskellige forsøg på at håndtere sorgen over Trudys dødsdom har drevet familien fra hinanden. Da de kommer til øen, sker der imidlertid et tilsyneladende mirakel. Trudy får det bedre – men er hun virkelig rask?

Familiens intriger og problemer snor sig ind mellem hinanden, og de tørner sammen på kryds og tværs i det store hus. Bag de dybest set ret trivielle konflikter løber der et mystisk spor, som får indflydelse på intrigerne. Noget på øen eller måske endda i huset spøger. Et gammelt ægtepar bor angiveligt i en hytte på øens yderste spids. Ingen har set dem i nyere tid, men det fortælles om dem, at de skulle være kommet til øen, da den oprindelige familie forvandt efter meteornedslaget i ’26. Har de mon noget at gøre med de sære begivenheder i huset? Er det dem, der forsøger at skræmme beboerne bort for at forhindre planerne om at rive den gamle bygning ned? Eller går de døde igen på øen?

Hardcover, 1. udg., Scribner 1977. En fin forside, der fanger bogens tidløse stemning godt

Hardcover, 1. udg., Scribner 1977. En fin forside, der fanger bogens tidløse stemning godt

Bevidst eller ej krydser Mona Williams flere traditionelle genreskel og blander spøgelsesfortællingen med det, der må karakteriseres som traditionelt SF-tankegods. Der er dog dybest set tale om staffage. Et overnaturligt eller uforklarligt element, der skal fungere som katalysator for fortællingen uden egentlig at være selve omdrejningspunktet. Som Williams skriver: ”An island is a little world in itself – it need not necessarily submit to any laws existing outside its own boundaries” (Signet, s. 20). Det virkelige drama udspiller sig mellem husets gæster under påvirkning af øens og husets skyggefulde atmosfære.

Grundtonen i Mona Williams historie er gotisk. Romanen indskriver sig som en sen udløber af den særdeles populære gotiske bølge, der havde været en væsentlig romangenre siden 50’erne og fortsat var det op gennem 1960’erne. En stor del af de gotiske romaner, der udkom under genrens storhedstid, blev skrevet af kvinder og havde kvinder som den præmære læsergruppe. I 1977, da Mona Williams debuterede med The Messenger, var den gotiske genre imidlertid mere eller mindre blevet overhalet af andre former for gys og kærlighedsromaner. Af den grund er der også noget konservativt eller altmodisch over Williams gotik, der fremstår ude af trit med tiden og sit potentielle publikum.

Som horrorroman er The Messenger næsten for afdæmpet – ikke subtil vel at mærke, men afdæmpet, fordi Mona Williams i virkeligheden indsnævrer gyset til nogle få scener, hvoraf enkelte, det må man give hende, faktisk fungerer rigtig fint. Men hovedparten af historien handler om familien, deres tanker, følelser, skænderier og lidt bornert-beskrevet sex. Alt sammen noget der ikke falder meget uden for det, man finder i 10-20 år ældre gotiske romaner. Det er imidlertid mere interessant at notere sig, at Signet Books, der udgav romanens anden udgave i 1978, lancerede den som okkult chocker i stil med eksempelvis Blattys bestseller The Exorcist (1971). Det er i den grad falsk varebetegnelse, og den, der regner med at finde et okkult gys, når man snupper The Messenger ned fra hylden, vil blive slemt skuffet. 

Hardcover, 1. udg, Harper & Row 1971. Jeg har altid været ret glad for den forside. Bemærk pigens øjne. Creepy stuff!

Hardcover, 1. udg, Harper & Row 1971. Jeg har altid været ret glad for den forside. Bemærk pigens øjne. Creepy stuff!

Da bogen udkom boomede horror, og Signet havde blandt andet haft stor succes med deres paperback-udgaver af Stephen Kings romaner. Gys var blevet til bestseller-materiale. For at leve op til den nye stil og trend skulle der kraftigere, mindre subtil fiktion på bordet. Her faldt de gotiske romaner igennem og blev stigmatiseret som bedstemor-horror. Og det er da også præcis, hvad Mona Williams debutroman er. Den mangler enhver fornemmelse af friskhed og bid. Den gentager velafprøvede dramatiske konventioner fra pulpede romantiske historier og lader endda sit klimaks udspille sig under en voldsom storm, hvor lidenskaben raser bag husets gamle vægge, mens stormen bruser uden for.

Signet gav Mona Williams’ bog en ny indpakning, der kamuflerer indholdet og fremhæver præcis de punkter, som der faktisk er mindst af i historien. På den måde kan man faktisk blive lidt klogere på de fremherskende tendenser i tidens gys ved at se nærmere på The Messenger. På mange måder fremstår den som et symptomatisk eksempel fra en brydningstid, hvor omslag eller indpakning peger frem, mens indholdet viser sit ståsted i gamle for længst udtømte temaer.

Shirley Hardie Jackson (14. december 1916 – 8. august 1965)

Shirley Hardie Jackson (14. december 1916 – 8. august 1965)

En af anmeldelserne på Signet-udgavens bagside sammenligner romanen med Shirley Jackson, og der er da også nogle overfladiske slægtskaber mellem Williams fiktion og mesterlige Jacksons værker. Sammenligning må dog siges at være ganske overfladisk, for The Messenger står som et stykke ordinært metervare, der stedvist har virkningsfulde horror-episoder, men mindst lige så ofte går med begge ben i klichéernes grøfter. Til det kan man så også føje et lidt famlende, overdramatisk sprog og en jævnt utroværdig dialog, hvilket alt sammen gør bogen til en tvivlsom affære. Ikke desto mindre er den interessant som studieobjekt i et genrehistorisk øjemed, men her er vi vel også ude i det så specialiserede, at de fleste vil være stået af for længst.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.