Død og begravelse: Kirkegårdens forsider

Paperback, Easy Eye Press 1968

Jeg har egentlig ikke nogen dybe betragtninger omkring mit lille tema her. Mest af alt har jeg samlet det, fordi der findes så mange fine gotiske kirkegårdsforsider.

Men man kan jo sige, at kirkegården og graven, som motiver løber på tværs af genrerne. Den er et sted, der ofte kan antage en næsten pseudo-metafysisk karakter. Virkelighed og det overnaturlige løber sammen på kirkegården, hvor de døde ligger på lur.

Thrilling Detective, juni 1935

Kirkgården er også det sted, hvor man spejler sig selv. Det er først og fremmest her, at bøgernes hovedpersoner kan konfronteres med deres indre kvaliteter. ”Hvad du er, det var i engang. Hvad vi er, til det skal du blive”, lyder den middelalderlige parole. De døde ser tilbage på de levende og viser dem, hvordan alt liv vil ende. De levende kan tage ved lære af de dødes lektioner og blive klogere på livet som Hamlet, der på ikonisk vis filosoferer over livets flygtighed med Yoricks kranie mellem hænderne.

Paperback, Zebra Books 1987

Men døden og graven kan også betragtes som en form for ny jomfruelighed eller kysk urørlighed. Døden kan betragtes som et løfte om fred, som de levende ikke må svigte. Men det gør de, og vi gyser, når det sker. Vi kan måske her tænke på Poes stakkels Annabel Lee eller Stoker-traditionens vampyr, der konstant overskrider grænserne for samkvem mellem levende og døde.

Paperback, WDL Books 1960

I sidste ende er kirkegården naturligvis også bare et godt gammeldags skræmmende sted. Et hjemsøgt, gotisk landskab, hvor spøgelser og andet uvæsen huserer. Her kan ingen vide sig sikker og ve den, der krydser de dødes have i midnatstimen.

Paperback, W.H. Allen 1979

Her kan du se kirkegården og graven, som temaet udfolder sig på tværs af genre og tid. Jeg har forsøgt at få nogle helt nye eksempler med for at vise nogle af de gotiske konventioners vedvarende eksistens. Er de mere at sige? Måske jeg som passende afslutning kunne citere et populært rim fra 1600-tallets epitafier – I dag mig, i morgen dig. I dag rød, i morgen død.

Paperback, Crestwood Publishing 1947

Paperback, Avon Books 2011

Paperback, Avon Books 1973

Paperback, Ace Books 1970

Hardcover, HarperCollins 2011

Hardcover, E. P. Dutton 1980

Paperback, Wildside Press 2004

Paperback, Wildbloom Press 2011

Paperback, Panther 1975

Paperback, Monarch Books 1963

Paperback, MB Books 1968

Paperback, Macmillan 1975

Paperback, JournalStone 2012

Paperback, HarperCollins 2010

Paperback, Dover Publications 2004

Paperback, Digit Books 1966

Paperback, Crushing Hearts and Black Butterfly Publishing 2012

Paperback, Coronet 1980

Paperback, Berkley Books 1968

Paperback, Ballantine Books 1958

Hardcover, Stone Arch Books 2012

Hardcover, Knopf 1990

Hardcover, Doubleday 1983

Gary Brandner, The Brain Eaters (1985): Når blodrus og byldepest går op i en højere enhed

 

Paperback, Hamlyn Paperbacks 1985. En ganske cool, typisk 80’er-forside

Gary Brander fik succes med en stribe bestsellers, der begyndte med The Howling fra 1977. Romanen blev et hit, og den efterfølgende filmatisering var med til at gøre Brandner til et etableret navn på gyserscenen. Strengt taget har Brandner aldrig overgået The Howling, hverken i kvalitet eller popularitet. Han skabte sig et navn med bogen og fik sporet sig ind på den sti, som han efterfølgende forfulgte i sine romaner op gennem 80’erne.Og nu hvor vi er ved stil. Brandner skriver ud af en klassisk, upyntet, dialogdreven pulp-tradition. Hans beskrivelser er klare og præcise. Det samme gælder persongalleriet, der består af letgenkendelige arketyper. Kapitlerne falder som korte, veltilrettelagte skudsalver, der skridt for skridt bringer historien frem mod målet. Det er effektiv prosa, der hurtigt fanger læseren, men som samtidig også er dybt kedsommelig. Halvvejs gennem en Brandner-bog begynder jeg i hvert fald at trænge til mere sproglig udfoldelse, der kan udfordre tankerne lidt.

Paperback, Hamlyn Paperbacks 1985

The Brain Eaters (herlig titel, ikke!) fra 1985 er en klassisk moderne gyser, der vel bedst kan beskrives som en hårdkogt zombie-roman uden zombier. Der kan heller ikke være nogen tvivl om, at bogen er skrevet i 80’erne. Den byder nemlig på en ganske pæn samling personer og situationer, der var oppe i tiden. Det store, onde firma, agenter fra Østblokken og masser af techno-thriller-klichéer.

Men lad os da lige få vendt handlingen. Det store stygge gigantfirma Biotron producerer forskellige kemikalier og pesticider. Ved et ”uheld” bliver en tønde med farve forbyttet med noget eksperimentel insektgift, der skulle bruges til at markere noget kvæg på en mark. I stedet for farven spreder de to uheldige helikopterpiloter den ukendte gift ud over et større område i nærheden af Milwaukee. Det får grusomme konsekvenser. Giften viser sig at angribe hjernen på mennesker. En uge efter, at man har været i kontakt med den, begynder ofret at få influenzalignende symptomer. Symptomerne afløses af en eskalerende hovedpine, der til sidst bliver så voldsom, at den udløser et grotesk raseri hos den smittede. Et raseri så vildt, at den syge går i en blodrus og angriber alt omkring sig. Og så må jeg ikke glemme, at der sammen med hovedpinen følger røde, pusfyldte bylder, der sprækker som fuldmodne blommer, når den syge går amok. Kommer man i kontakt med den betændelse eller slim, som bylderne producerer, bliver man selv smittet.

Gary Brandner (født 31. maj 1933)

Som du nok kan regne ud, udvikler sagen sig hurtigt til en epidemi af national kaliber. Syge går i blodrus over hele USA, landet kommer i undtagelsestilstand og udvikler sig på få uger til noget, der hører hjemme i en post-apokalyptisk fortælling.

Midt i al tumulten følger vi den unge journalist Corey Maclin, der ved et tilfælde bliver vidne til et af de første angreb fra en af epidemiens ofre. En vejarbejder, der arbejde i nærheden af det sted, hvor giften i første omgang blev spredt, splitter en bar ad og lemlæster både gæster og bartender, før han bliver dræbt med en billardkugle. Det sætter Corey på sporet af en stor historie, der hurtigt får ham viklet ind i et net af intriger.

Paperback, Fawcett Books 1985

Samtidig sidder den unge, smukke forsker Dena Falkner på Biotron og undrer sig over, hvorfor de to helikopterpiloter forsvinder. Da hun en nat får besøg af den ene af dem, kan han fortælle hende om lyssky ting, der sker på Biotron. Piloten bliver imidlertid på bedste Gestapo-vis indfanget af Biotrons folk. Derfor beslutter Dena sig for at gå til pressen, og manden, hun opsøger, er naturligvis Corey Maclin.

Sammen begynder journalisten og forskeren at optrevle sagen. Det fører dem dybt ind i nogle konspiratoriske forhold mellem CIA og Biotron. Til det kan man så også føje nogle interne intriger på Coreys avis samt et hold russiske spioner og en ekstremistisk øko-aktivist, der ligeledes har en finger med i spillet.

Paperback, Fawcett Books 1977

Gary Brandner lægger rigtig godt ud i The Brain Eaters. Det er blodigt, splattet og klamt. Han placerer tematikken og persongalleriet med sikker hånd, og slipper så de frådende sygdomsofre løs på de amerikanske storbyer. Rigtig fin underholdning. Det eneste der bliver en smule distraherende, er den ganske ubehjælpelige dialog mellem Dena og Corey. Jeg tror ikke, der bliver udvekslet en eneste troværdig samtale i løbet af hele bogen. Helt grotesk bliver det dog først, da Brandner lader os følge den ene af de russiske spioner, der længe lurer i handlingens kulisse. Jeg tror, Brandners kendskab til Rusland og russisk kultur stammer fra billige amerikanske actionfilm. Det er i hvert fald en temmelig karikeret måde, han vælger at iscenesætte sine russere på.

I anden halvdel løber The Brain Eaters desværre af sporet. Fra at være en simpel splatter-choker, begynder techno-thriller-elementerne at tage over. Corey og Dena samt resten af det persongalleri, der gradvist samler sig omkring dem, bliver trukket bort fra handlingens monster-action. I stedet bruges kapitlerne nu på at snakke om de store spørgsmål – mulighederne for at finde en kur, regeringens rolle i sagen osv. Alt det fede; det, man læser en bog med et navn som The Brain Eaters for, fortaber sig i baggrunden. Og når de syge bersærkere endelig dukker op, virker det påklistret og mest af alt for at skabe lidt drama i pauserne mellem de mange samtaler.

Paperback, Hamlyn Paperbacks 1982

Gary Brander går ganske enkelt galt i byen. Han begynder med en roman og slutter med en anden. Det er næsten som om, at hans ambitionsniveau med bogen er vokset, som han får skrevet sig varm. Det er beklageligt, for på den måde mister han faktisk det af syne, der i udgangspunktet gav bogen lidt kvalitet. Alt det festlige drukner ganske enkelt i snak, og resultatet bliver en bog med alvorlig slagside.

Gary Brandner er ikke nogen stor forfatter. Han opererer udelukkende inden for rammerne af velafprøvede klichéer, som han fremfører med et knapt men effektivt sprog. Men han har et nærmest filmisk blik for spændingsopbygning, og det redder ham igennem. The Brain Eaters kan derfor heller ikke kaldes en dårlig genreroman, den er bare lidt trættende. Og det er vel egentlig synd og skam, når man nu endelig sidder med en bog, der lover så meget ramasjang i sin titel.

Uden egentlig anledning: Ghost B.C og The Hillbilly Moon Explosion

Svenske Ghost (B.C.) spiller på Amager Bio d. 26. marts. Jeg kan stadig ikke helt finde ud af, om jeg har lyst til at se dem eller ej. Musikken siger mig egentlig ikke ret meget, men deres sataniske koncept er jo lidt sjovt. Nu må vi se. Her kan du se deres ganske nye video til sangen ”Secular Haze”. Temaet er 60’er-TV show. Ganske gennemført og dejlig grotesk.

 

Så vil jeg også lige vise The Hillbilly Moon Explosions video til ”My Love For Evermore” fra 2011. Jeg har hørt sangen en del gange her på det sidste. Den bliver ikke mindre fascinerende af Sparky, forsangeren fra Demented A Go, der simpelthen ser så smadret ud. Han minder mig om de punkere, der hang ud på gågaden i Flensborg, da jeg var barn. Smukt og grimt går op i en højere enhed her!

Retro-fedt… og så ikke helt: Black Book of Horror-serien

Paperback, Mortbury Press 2007. Illustration Paul Mudie. En forside med et klassisk antologi-motiv

Som jeg skrev i et tidligere indlæg, begyndte alle forlag med respekt for sig selv at udsende antologier med horror-historier, da gys blev til store penge og bestseller-materiale i 70’erne. Pan Book of Horror Stories-serien blev eksempelvis en kæmpe succes med mange, mange bind. De fleste af serierne overlevede ikke 80’erne, og de sidste døde hen i begyndelsen af 90’erne. Horror var ikke længere inde i varmen, bogsalget dalende og publikum mere optaget af andre genre.

Paperback, Mortbury Press 2008. Illustration Paul Mudie. Lidt populær zombie-horror på forsiden

Der er naturligvis løbende blevet udgivet små, nye serier, men mængden af antologi-serier med gyserfortællinger er vokset betydeligt i 00’erne, hvor print on demand for skabt grundlag for en helt ny forlagspraksis. Det kan der siges meget både godt og skidt om, og det emne vender jeg sikkert tilbage til en anden gang.

Paperback, Mortbury Press 2008. Illustration Paul Mudie. Det her er en af de foriser, hvor det går helt galt for Mudie. Motivet er fedt men udførelsen kold og ligegyldig

En af de nye serier, der minder rigtig meget om de klassiske 70’er- og 80’er-antologier i udseende og indhold, kommer fra det lille forlag Mortbury Press, der siden 2007 har udsendt ni bøger i deres Black Book of Horror-serie. Novellerne er meget forskellige, både i indhold og kvalitet, men jeg vil da gerne fremhæve, at en af mine gamle favoritter, D. F. Lewis, er en af bidragsyderne. Alene det gør jo bøgerne spændende, men der er afgjort også andre små guldkorn i de ni bind.

Paperback, Mortbury Press 2009. Illustration Paul Mudie. Læge-horror

Her vil jeg imidlertid gerne pege på forsiderne. De er alle udført af Paul Mudie, der primært arbejder digitalt. Mudies forsider har så afgjort hjertet på det rette sted. De ligner de gode gamle serier fra dengang horror var stort, men har måske især en stemning af 80’ernes splatter-punk. Flere af forsiderne minder mig om Tim Whites arbejde. White er ham, de fleste vil kende fra forsiderne på Graftons klassiske paperback-udgave af H. P. Lovecrafts fortællinger. Tim White er jo ikke nogen skidt mand at blive sammenlignet med.

Paperback, Mortbury Press 2009. Illustration Paul Mudie.

Men… uanset hvor meget jeg ser på Mudies billeder, kan jeg ikke ryste den artificielle fornemmelse fra mig. Billederne mangler tekstur, papiret eller lærredets samspil med farven. Hverken de helt digitalt tegnede, eller de bare digitalt farvelagte illustrationer, formår, for mig at se, at lave op til de fysisk producerede billeder på håndgribelige materialer. Måske er det bare mig, der er stokkonservativ, men jeg savner sgu noget sjæl. Og det er trist, for, som sagt, Mudie og Mortbury Press har hjertet på det rette sted. Nu er der næppe nogen sandsynlighed for, at Mudie eller forlagte lægger sin stil om, men man kan da håbe.

Se Paul Mudies hjemmeside her.

Paperback, Mortbury Press 2010. Illustration Paul Mudie. Endnu et eksempel på den digitale tegnings manglende tekstur

Paperback, Mortbury Press 2010. Illustration Paul Mudie.

Paperback, Mortbury Press 2011. Illustration Paul Mudie. En af de forsider i serien jeg synes bedst om

Paperback, Mortbury Press 2012. Illustration Paul Mudie. Det seneste skud på stammen

 

Peter Straub, If You Could See Me Now (1977): Når fortidens spøgelser slår tilbage

Paperback, Futura Books 1978

I 1955 tager den 13-årige Miles Teagarden og hans forføreriske, to år ældre kusine Alison ud til et gammelt vandfyldt stenbrud. Det er nat, de er alene og naturen går sin gang. Noget uforudset sker imidlertid ude i det mørke vand, hvor de to unge bader. Miles vågner forkommen på land, mens Alison er død. Var det en ulykke, myrdede Miles kusinen eller var der en helt tredje involveret i hændelsen? Disse spørgsmål har plaget Miles lige siden.

20 år er gået, og Miles har stadig ikke sluppet kusinen. Det er blevet til en stille besættelse, der blandt andet er medvirkende til, at hans ægteskab går i stykker. I de mellemliggende år er Miles blevet litteraturhistoriker og en form for undervisningsassistent ved universitetet. Livet flasker sig dog ikke rigtigt for ham, og efter hans ekskone omkommer i en drukneulykke – præcis som kusinen Alison måske druknede – beslutter han sig for at rejse hjem til Arden, stedet hvor det hele begyndte. Her vil han skrive sin disputats om D. H. Lawrence og finde ind til sig selv. Miles får logi hos sin fætter Duane, og alt burde dermed være på plads. Et nyt kapitel kan begynde. Det gør det også, bare ikke som han havde håbet – eller måske netop som han havde håbet…!

Paperback, Futura Books 1978

Da Miles er tilbage i barndomsbyen Arden, vælter fortiden ind over ham. Eksempelvis hedder Duanes unge teenagedatter Alison, opkaldt efter den døde kusine, og folk husker stadig kun alt for godt, den sag der udspillede sig i stenbruddet 20 år tidligere. Det største problem er dog, at unge piger begynder at blive myrdet i byen, da Miles vender hjem. Han forsøger desperat at ryste mistanken af sig, men er Miles virkelig så uskyldig, som han prøver at gøre sig?

Peter Francis Straub (født 2. marts 1943)

Peter Straub-kendere vil føle sig på hjemmebane i If You Could See Me Now. Miles er den arketypiske plagede intellektuelle, fremmedgjort fra sine barndomsrødder, der nu kommer hjem og konfronteres med fortiden. Den by og de mennesker, han møder, har måske forandret sig fysisk, men under overfladen ligger de samme gamle konflikter og ulmer. Den mand, der leder efterforskningen af drabene på de unge piger i Arden, er Miles’ gamle barndomsven Hovre. Da de står nu over for hinanden, 20 år senere, er det dels som to genforenede venner, dels som ordensmagten, der står over for en fremmed mistænkt. Det er ikke så sært, at Stephen King var begejstret for romanen og roste den til skyerne, da den udkom i ’77. Straub afsøger i den grad et terræn, der ligger ganske nær det, som King også selv har undersøgt igen og igen.

Det afgørende tema for Straub, som alle bogens afsnit og karakterer afspejler, er fortidens vedvarende tilstedeværelse. Fortiden kan ikke vaskens bort, den kan ikke glemmes. Fortrænger vi den, kæmper den sig med vold og magt tilbage. Miles, bogens primære talerør, får ganske bogstaveligt banket ind i hovedet, at ”You shouldn’t have gone messing around with what’s past, Miles” (Futura, s. 253). I If You Could See Me Now tager Straub den yderste konsekvens af sit tema og lader fortiden manifestere sig fysisk. Måske er det bare noget, Miles forestiller sig, men den døde Alison begynder at hjemsøge ham og griber dramarisk ind i hans liv.

Hardcover, Coward, McCann & Geoghegan 1977

Netop fordi Miles begynder at gå i opløsning, da han vender hjem til Arden, må læseren også tvivle på ham som troværdigt vidne. Straub har løbende lagt små vidneudsagn ind i teksten, formentlig indsamlet af politiet i Arden, der kommenterer på ting, Miles foretager sig i byen. Deres fortolkning er ganske anderledes, end den han selv kommer med, og diskrepansen mellem jeg-fortællerens opfattelse og bipersonernes udlægning vokser kun, som bogen nærmer sig slutningen.

 Det er da også helt sikkert stemningen af paranoia og fortættet angst, blandet med en dyb, inderlig længsel efter barndoms afklarede ro, der præger alt i If You Could See Me Now. Det er efterhånden et særdeles velkendt tema hos Peter Straub, men i romanen her – Straubs tredje – er det stadig stærkt og levende. Man fornemmer, hvordan Straub kæmper med ordene for at formidle lugte og sanseindtryk fra barndommen. Han gør det dog ikke rent sentimentalt, der er altid brod, altid den viden, at tingene aldrig bliver det samme igen. I den forstand er Straub en stor melankoliker, og til trods for, at han måske forsøger at sælge en anden stemning ved romanens udgang, forbliver hans billede af barndommen som noget tabt, et stærkt stemningsbillede af et savn, som jeg tror, mange vil kunne identificere sig med.

Hardcover, Jonathan Cape 1977

Der er noget helt fremragende ved den måde, som Peter Straub udforsker disse temaer på. Mest af alt, må jeg imidlertid beundre ham for den måde, som han får lagt giftige slanger ind i erindringen. Slanger, der langsomt kryber ind på hovedpersonen (og læseren). De skjuler sig i mindernes buskads og hugger pludseligt fra sig som lyn fra en klar himmel. I bogen er det giftige minde naturligvis Alison, men også forholdet mellem bogens tre mandlige hovedpersoner – Miles, fætteren Duane og politibetjenten Hovre. Især sidstnævnte er en fabelagtigt beskrevet karakter, der med sit mangefacetterede væsen står som bogens absolutte stjerne. Hverken Miles eller Duane bliver halvt så interessante som betjenten, der bliver ved med at overraske og vise nye sider af samme personlighed.

Paperback, Pocket Books 1977

If You Could See Me Now har efterhånden opnået status af en lille klassiker, og den regnes formentlig også som en af Straubs bedste, kun overgået af Ghost Story fra 1979. Det er sådan set en dom, som jeg er meget enig i. If You could See Me Now er en virkelig, virkelig stærk bog, der har mesterligt skildrede kapitler. Alene Straubs udmalinger af de store, åbne amerikanske landskaber med uendelige majsmarker gør bogen værd at læse. Som han selv bemærker i begyndelsen af romanen, indbyder den amerikanske midtvests landskaber sig til spøgelser. Spøgelserne kryber ganske enkelt ind i billedet og fylder viddernes tomhed ud. Det er da for pokker et smukt billede.

Paperback, Futura Books 1978

Der, hvor bogen måske alligevel rammer ved siden af, er selve slutningen. Her skal alt konkretiseres og konkluderes. Konklusionen kan imidlertid kun skuffe, fordi det konkrete slet ikke kan leve op til alle de fantastiske stemninger og vage billeder, han har tegnet i historiens løb. Trods en lidt kluntet afslutning er If You Could See Me Now en smuk roman. Tilmed er bogen, takket være mordene på de unge piger, et ganske godt alternativ til de ulideligt mange kriminalromaner på markedet, der er blottet for enhver litterær kvalitet.

Paperback, Pocket Books 1979

Paperback, Ballantine 2000. Mere trist kan en forside næsten ikke blive

Hardcover, Centipede Press 2010. Den nyeste udgave af bogen – nu med en forside i emo-goth-stil

BFF. Stephen King og Peter Straub bonder i slutningen af 70’erne

Hele tre ting – Off With Their Heads, Bad Religion og Birds in Row

Det er knap en uge siden, at Off With Their Heads lagde den første single og video til deres nye album Home online. Nu har de allerede lagt en ny video online. Denne gang til sangen ”Seek Advice Elsewhere”. En sang, der absolut fortsætter de gode takter. Når albummet udkommer d. 12. marts, skal det helt sikkert checkes ud. Videoen er faktisk også ganske sjov.

 

Så har det også været den uge, hvor vi kunne konstatere, at Bad Religion stadig lyder præcis, som de har gjort mindst siden Against the Grain (1990). Det er vel både godt og skidt, men desværre heller ikke så ophidsende længere. Første single fra Bad Religions nye plade med samme navn hedder ”True North”, den er bestemt ikke dårlig… men bliver næppe heller nogen ny klassisker.

 

Endelig vil jeg nævne, at det relativt nye franske hardcore-band Birds In Row gæstede København i mandags. De gav en god koncert på Kraftwerket, hvor de spillede for et lidt mandagssløvt publikum. Birds In Row fortjener helt sikkert en koncert mere – måske denne gang på Loppen eller et lignende sted. Prøv at give gruppen en chance. Jeg kendte dem ikke før koncerten, men blev heldigvis gjort opmærksom på dem lidt tid inden (tak Byg!). Du kan checke deres første og eneste video ud her. Sangen hedder “Pilori” og sparker røv:

Kryb, Kæmpekryb og Gigantiske Skaldyr

Amazing Science Fiction Stories, november 1958. Giganterne kommer!

Insekter, orme og alskens kryb er en fast ingrediens i gysere såvel som i SF og fantasy. Store sværme af insekter har været flittigt brugt og det endda ganske virkningsfuldt. Perspektivet er da også ganske skræmmende – tænk hvis de små kryb pludselig fandt på, at vi mennesker faktisk er ganske lette ofre. Gulp! Det tema har været og bliver stadig varieret igen og igen. Mere dramatisk bliver det imidlertid, når man slipper gigantiske insekter løs.

Amazing Stories, august 1948. En stakkels kvinde i desperat kamp mod kæmpe insekter fra Sirius

Man kan tit se det fremstillet som om, at Gordon Douglas egenhændigt skabte kæmpeinsekt-genren med sine enorme myrer i Them! fra 1954. Filmen var uden tvivl med til at starte en bølge af kæmpeinsekt-film og historier, der alle lå i grænselandet mellem horror og science fiction. Her glemmer man imidlertid, at der eksisterede en lang tradition for gigantinsekter i pulpens verden, længe inden Them! blev udsendt. Faktisk er det især kæmpemyrer, der har været dyrket. Man må derfor nok sige, at Them! bare forstærkede en allerede meget populær lille(!) niche.

Thrilling Wonder Stories, februar 1948. Groovey kæmpeflue

I sidste ende er det vel kun fantasien, der har sat grænser for hvilke insekter, der kan skalleres op til faretruende størrelser. Stort er lig med farligt, om det så er krabber, fluer eller lopper! Jeg har her sammenstillet et lille udpluk fra genren – både fra fortællingerne om sværmende insekter og de gigantiske monstre.

Argosy, april 1932

Amazing Stories, juli 1926. Desperat kamp mod den gevaldige flue

Amazing Stories, marts 1957. Hello lady. Bemærk tungen!

Amazing Stories Quaterly, efterår 1928. Stakkels fyr!

Fantastic Story Quarterly, efterår 1950

Paperback, Arrow Books 1987. Her har vi et virkelig fedt 80’er-cover

Paperback, Avon Periodicals 1950

Paperback, Badger Books 1959. Som hos alle monstre er damer de foretrukne ofre

Paperback, Charter Books 1976. Ubehageligt, men måske ikke så skræmmende

Paperback, Corgi Books 1964

Paperback, Corgi Books 1965

Paperback, Ghostwriter Publications, rev. udg. 2010

Paperback, Manor Books 1974. Hvad gør man ikke for en fangende titel

Paperback, Manor Books 1977

Paperback, New English Library 1978. Fjollet måske – men fedt ser det jo ud!

Paperback, Permuted Press 2009. Kæmpemonster-genren lever skam endnu

Paperback, Sphere Books, 1978. “The Ants are coming!”

Paperback, Signet Boooks 1979. Mere frygtindgydende kan det næsten ikke blive

Paperback, Star Books 1984

Paperback, World Distribution Library 1959. Billen kommer!

Science Fiction Quarterly, forår 1941. Lidt klassisk SF-weirdness

Thrilling Wonder Stories, december 1938

Thrilling Wonder Stories, december 1939. Endnu mere kæmpeflue

Weird Tales, oktober 1925. Måske den sjoveste forside af dem alle i det her lille tema – Titel og billede går op i en højere enhed her.”Wicked flea” indeed!

W. A. Ballinger, Drums of the Dark Gods (1966): Hoodoo-magi og Haitigys for fuld skrue

The drums were calling in the dark hills of Haiti, the voodoo drums…

Når pulp er bedst, har den fart, stemning og masser af alt det, som klassens pæne drenge ikke har med i deres bøger. Det groteske, det vilde, det overgjorte, det platte, det voldsomme. Det hele skal i mine øjne være der, hvis pulpen skal komme til sin fulde ret. Når vi skal tale om kvaliteter her, ligger de nemlig ikke i det subtile eller raffinerede, men i den ligefremhed, som pulp-stilen hviler på. I den forstand kræver god pulp en forfatter, der på den ene side har sproget med sig, men på den anden side opgiver alle ambitioner om psykologisk indlevelse og tekstuel dybde. Alt skal umiddelbart kunne afkodes, og intet må falde mellem linjerne. Sådan kan man i hvert fald, groft sagt, beskrive mit forhold til pulplitteratur.

Paperback, Mayflower Dell 1966. En knokkelmand slår rytmen an. forsiden er malet af Roger Hall

Ballingers Drums of the Dark Gods er et næsten perfekt eksempel på pulplitteraturens kvaliteter. Kapitlerne falder i korte, intense forløb, hvert afsnit bringer historien fremad og alt fedt er trimmet væk fra handlingen. Kun få mestrer den stil, men Ballinger er en af dem. Her må det indskydes, at W. A. Ballinger er et pseudonym for den engelske pulpforfatter William Howard Baker, der havde en ganske omfattende produktion.

Egentlig skrev Baker de fleste af sine bloddryppende gyserromaner under pseudonymet Peter Saxon, mens navnet W. A. Ballinger blev brugt til kriminallitteratur. I Drums of the Dark Gods har Baker imidlertid gjort en undtagelse. I romanen følger vi detektiven Richard Quintain, der har speciale i forsikringssvindel. Han er en fast opdager i Bakers forfatterskab under Ballinger-navnet, og flere andre har faktisk også benyttet sig af forfatterpseudonymet for at skrive om detektiven.

Paperback, Mayflower Dell 1967

Denne gang bliver Quintain af Scotland Yard sendt til Haiti på en tophemmelig operation, som politiet af diplomatiske grunde ikke selv kan gå ind i. Scotland Yard har opdaget et nyt stof på Londons narko-marked. Et ultra-farligt stof, der gør dig afhængig med det samme. Ét fix og man bliver til en hjernedød zombie. Stoffet kan forfølges tilbage til Haiti. En af Yardens unge (smukke) kvindelige betjente tager undercover til Port-au-Prince for at opspore bagmændene. Hun forsvinder, og man frygter det værste. Derfor må politiet sende forstærkninger, og det bliver Richard Quintain samt hans unge (smukke) assistent Julie.

Quintain ved naturligvis godt, at Haiti er det samme som voodoo og sort magi. Han er derfor forberedt på det værste. Heldigvis har han kæmpet mod sort magi før, og han støber derfor selv nogle sølvkugler til sin hjemmebyggede letvægtsrevolver, der er så kraftig, at den kan affyre riffelkugler. Ikke dårligt, og han får skam god brug for den, da han først har fået færden af djævledyrkerne på øen.

Paperback, Paperback Library 1967. Mere tromme, mere død, mere erotik

Knap ankommet til Haiti tager handlingen fart, og Richard Quintain vikles på rekordtid ind i sagen. Det vælter frem med onde voodoo-okkultister på øen, og fjenderne lurer bag hvert gadehjørne. Mens Quintain snuser omkring, må han være forsigtig, men det nytter ikke meget. Kultisterne er altid et skridt foran ham, men han finder også allierede, og sammen tager de kampen op mod øens ondskab.

Drums of the Dark Gods er et festligt, grotesk overflødighedshorn. Der er nøgne (smukke) damer, blod, vold og sort magi. Ballinger lægger ikke fingrene imellem, hverken når han skal beskrive de mange rådne zombier, vores hovedperson må nedkæmpe eller haitianernes generelt tvivlsomme karakter. Ballinger er omtrent så racistisk som Dennis Wheatley, og romanen har faktisk en del til fælles med Wheatleys såkaldte ”black magic stories”. Ballinger er bare meget, meget mere underholdende end Wheatley. Ikke mindst fordi han ikke er bange for at gå linen ud og sætte ord på alt det, som Dennis Wheatley trods alt er for pæn til at beskrive.

Paperback, Five Star Books 1972. Nu i gotisk indpakning

Alene den lille prolog til Drums of the Dark Gods gør romanen til en oplevelse. Her bliver den forsvundne undercoveragent, som Scotland Yard først sendte til Haiti, parteret stykke for stykke under en grum voodoo-ceremoni. Endnu bedre bliver det, da bogens skurk afsløres. Skurkens identitet bliver længe holdt skjult, men til sidst får vi en beskrivelse, og den siger spar to!

Helt overordnet vil jeg gerne fremhæve Ballingers evne til både at trække på de velkendte Haiti-klichéer, som zombier og sensuelle voodoo-piger, men samtidig også at byde ind med mindre slidte detaljer som eksempelvis nogle af de fascinerende figurer, der findes i voodooens store panteon af ånder.

Paperback, MacFadden 1967. En af W. A. Ballingers andre gysere, udgivet året efter Drums

Nu, hvor vi er ved voodooen, må det, måske helt overflødigt, understreges, at Ballingers blik på voodoo naturligvis er helt forfejlet og fordømmende. Han ser voodoo som en pervers, morderisk djævledyrkelse, der præcis som Wheatleys satanisme står for alt ondt i verden. Faktisk gør Ballinger en del ud af at lade Quintain kommentere på voodoen og fortælle, hvorfor den er så ond. Men samtidig formulerer Ballinger aldrig en rigtig identifikation af selve voodoo-religionens struktur, og det bliver derfor meget tåget, hvorfor de onde egentlig er onde osv. Det skal man nok heller ikke tænke for meget over. Voodoo eller satanisme – i pulpens tropenat er alle kultister sorte.

Man skal nok heller ikke spekulere for meget over det lidt sære forhold mellem Quintain og den unge assistent Julie. Der er en badescene i romanen, som nok vil få de fleste læsere til at rømme sig. Imidlertid tror jeg, at der her er tale om lidt frigjort 60’er-stemning, der sniger sig ind i bogen. Vel at mærke en frigjort stemning, som den så ud, når en moden forfatter skulle forestille sig, hvordan de ”frigjorte” opførte sig. Det er bare en tanke. Døm selv.

Paperback, Lancer Books 1967. Endnu en Ballinger-titel fra ’67. Denne er faktisk en af hans hyppigst genoptrykte romaner. Action+kvinder=salg!

Der er næppe ret mange, der vil mene, at Drums of the Dark Gods er uhyggelig – faktisk er den nok nærmere komisk i dag. Ikke desto mindre er der tale om en virkelig fin lille genreroman, der kan præcis det, som så mange andre ikke kan. Den fanger essensen i den okkulte chok-fortælling og giver os ritualer, blodige mord, okkultisme og bizarre indfald. Samtidig leverer Ballinger, eller rettere Baker, præcis nok miljøbeskrivelse til, at læseren faktisk kan se Haitis hede jungle for sig. Det er næppe nogen troværdig beskrivelse af øen, eller dens befolkning for den sags skyld, men det betyder ikke noget. Drums of the Dark Gods er ikke mere end den giver sig ud for, men det er skam også nok.

Off With Their Heads: En fin ny single

Off With Their Heads har netop lagt en single online. Nummeret kommer fra deres nye plade, Home, der bliver udsendt 13. marts. En solid sang fra et solidt band. Det nye album bliver deres tredje, og holder ”Nightlife” stilen, bliver den nye plade mindst lige så god som de tidligere.

 

Da horror gik efter børnepenge – Armadas Monster Books-serie

Paperback, Armada 1975. Det var ikke det mest veloplagte cover, som serien åbnede med

Da horror blev til store penge, gik de fleste forlag naturligvis i gang med at sende gys på bogmarkedet, der kunne tilfredsstille de gruhungrende publikum. En nærliggende tanke i den forbindelse var naturligvis også at udvide kundekredsen og udsende gys til såvel børn som ungdommelige sjæle. Den idé fik de fleste forlag, store som små. Det vil sige, at der parallelt med eksempelvis de store gyserserier, som dem Fontana og Pan udgav, også fra slutningen af 70’erne og op gennem 80’erne blev udsendt serier stilet mod et noget yngre publikum.

Læser du lidt på nettet om børnegyserserier, vil du hurtigt kunne konstatere, at de får ret meget kritik med på vejen. Folk mener, de udvander gysergenren, at det er tandløs underholdning osv. Og det er da også helt givet, at vi ikke taler Barkers Books of Blood-noveller i de her serier. Ikke desto mindre vil jeg mene, at de har en egen charme. Som én, der fortsat sværmer for Sværd og Trolddom-bøgernes univers, er det i hvert fald vanskeligt for mig at se problemet i noveller rettet mod et yngre publikum. Men måske tager jeg fejl her.

Paperback, Armada 1976. Med andet bind i serien er vi vel fortsat i en eller anden form for fantasy-univers. Ikke klassisk horror i hvert fald

En af de serier, der kan udløse jammer hos seriøse horrorfans, navnlig fra England, er Armadas Monster Book-serie. Med noveller bygget op om monstre af alle slags, men gerne af den håndgribelige, slimede slags, præsenterer serien gennem seks bind et bredt udvalg af fortællinger, både gamle travere og nye, skrevet specifikt til bøgerne.

Armadas monsterserie blev redigeret af den engelske genreveteran R. Chetwynd-Hayes, der selv skrev en hel del af seriens noveller. Han optrådte faktisk ofte med flere noveller i samme bog, blandt andet ved et flittigt brug af pseudonymer – det bedst kendte er nok Angus Campbell. Campbel vil du også finde som hyppig bidragsyder til Monster-serien. R. Chetwynd-Hayes’ noveller i serien er måske ikke de mest originale, men de har da hjertet på det rette sted, og har sikkert skræmt mangt et barnehjerte.

Paperback, Armada 1977. Fortsat fantasy. Billedet er malet af Peter Archer

Bøgerne udkom årligt med nye bind fra 1975 til 1980. Bemærk hvordan den første forside med en mand, der kilder en drage under foden, klart adresserer et mere ungdommeligt publikum uden egentlig direkte at signalere horror. De ændre sig dog hurtigt, og de sidste forsider i serien kunne sådan set gøre en hvilken som helst ”voksen” horrorbog hæder og ære. Mon det skyldes en erkendelse af, at de børnevenlige forsider var en turn off for de fleste? Det tror jeg.

Ronald Chetwynd-Hayes (30. maj 1919 – 20. marts 2001)

Selv har jeg kun læst seriens to sidste bind og det som voksen, men det skal ikke afholde mig fra at holde øje med resten. Måske du også er blevet inspireret til at gå på jagt efter Armadas monsterbøger.

Paperback, Armada 1978. Her er den absolut fedeste forside i serien. De øjne er helt vilde. Jeg er virkelig glad for det her billede. Scary stuff!

Paperback, Armada 1979. Og mere kedeligt fantasy

Paperback, Armada 1980. Seriens sidste bind. Her er vi afgjort tilbage i gruens verden – og det endda med et rigtig fedt cover