Gary Brandner, The Brain Eaters (1985): Når blodrus og byldepest går op i en højere enhed

 

Paperback, Hamlyn Paperbacks 1985

Paperback, Hamlyn Paperbacks 1985. En ganske cool, typisk 80’er-forside

Gary Brander fik succes med en stribe bestsellers, der begyndte med The Howling fra 1977. Romanen blev et hit, og den efterfølgende filmatisering var med til at gøre Brandner til et etableret navn på gyserscenen. Strengt taget har Brandner aldrig overgået The Howling, hverken i kvalitet eller popularitet. Han skabte sig et navn med bogen og fik sporet sig ind på den sti, som han efterfølgende forfulgte i sine romaner op gennem 80’erne.Og nu hvor vi er ved stil. Brandner skriver ud af en klassisk, upyntet, dialogdreven pulp-tradition. Hans beskrivelser er klare og præcise. Det samme gælder persongalleriet, der består af letgenkendelige arketyper. Kapitlerne falder som korte, veltilrettelagte skudsalver, der skridt for skridt bringer historien frem mod målet. Det er effektiv prosa, der hurtigt fanger læseren, men som samtidig også er dybt kedsommelig. Halvvejs gennem en Brandner-bog begynder jeg i hvert fald at trænge til mere sproglig udfoldelse, der kan udfordre tankerne lidt.

Paperback, Hamlyn Paperbacks 1985

Paperback, Hamlyn Paperbacks 1985

The Brain Eaters (herlig titel, ikke!) fra 1985 er en klassisk moderne gyser, der vel bedst kan beskrives som en hårdkogt zombie-roman uden zombier. Der kan heller ikke være nogen tvivl om, at bogen er skrevet i 80’erne. Den byder nemlig på en ganske pæn samling personer og situationer, der var oppe i tiden. Det store, onde firma, agenter fra Østblokken og masser af techno-thriller-klichéer.

Men lad os da lige få vendt handlingen. Det store stygge gigantfirma Biotron producerer forskellige kemikalier og pesticider. Ved et ”uheld” bliver en tønde med farve forbyttet med noget eksperimentel insektgift, der skulle bruges til at markere noget kvæg på en mark. I stedet for farven spreder de to uheldige helikopterpiloter den ukendte gift ud over et større område i nærheden af Milwaukee. Det får grusomme konsekvenser. Giften viser sig at angribe hjernen på mennesker. En uge efter, at man har været i kontakt med den, begynder ofret at få influenzalignende symptomer. Symptomerne afløses af en eskalerende hovedpine, der til sidst bliver så voldsom, at den udløser et grotesk raseri hos den smittede. Et raseri så vildt, at den syge går i en blodrus og angriber alt omkring sig. Og så må jeg ikke glemme, at der sammen med hovedpinen følger røde, pusfyldte bylder, der sprækker som fuldmodne blommer, når den syge går amok. Kommer man i kontakt med den betændelse eller slim, som bylderne producerer, bliver man selv smittet.

Gary Brandner (født 31. maj 1933)

Gary Brandner (født 31. maj 1933)

Som du nok kan regne ud, udvikler sagen sig hurtigt til en epidemi af national kaliber. Syge går i blodrus over hele USA, landet kommer i undtagelsestilstand og udvikler sig på få uger til noget, der hører hjemme i en post-apokalyptisk fortælling.

Midt i al tumulten følger vi den unge journalist Corey Maclin, der ved et tilfælde bliver vidne til et af de første angreb fra en af epidemiens ofre. En vejarbejder, der arbejde i nærheden af det sted, hvor giften i første omgang blev spredt, splitter en bar ad og lemlæster både gæster og bartender, før han bliver dræbt med en billardkugle. Det sætter Corey på sporet af en stor historie, der hurtigt får ham viklet ind i et net af intriger.

Paperback, Fawcett Books 1985

Paperback, Fawcett Books 1985

Samtidig sidder den unge, smukke forsker Dena Falkner på Biotron og undrer sig over, hvorfor de to helikopterpiloter forsvinder. Da hun en nat får besøg af den ene af dem, kan han fortælle hende om lyssky ting, der sker på Biotron. Piloten bliver imidlertid på bedste Gestapo-vis indfanget af Biotrons folk. Derfor beslutter Dena sig for at gå til pressen, og manden, hun opsøger, er naturligvis Corey Maclin.

Sammen begynder journalisten og forskeren at optrevle sagen. Det fører dem dybt ind i nogle konspiratoriske forhold mellem CIA og Biotron. Til det kan man så også føje nogle interne intriger på Coreys avis samt et hold russiske spioner og en ekstremistisk øko-aktivist, der ligeledes har en finger med i spillet.

Paperback, Fawcett Books 1977

Paperback, Fawcett Books 1977

Gary Brandner lægger rigtig godt ud i The Brain Eaters. Det er blodigt, splattet og klamt. Han placerer tematikken og persongalleriet med sikker hånd, og slipper så de frådende sygdomsofre løs på de amerikanske storbyer. Rigtig fin underholdning. Det eneste der bliver en smule distraherende, er den ganske ubehjælpelige dialog mellem Dena og Corey. Jeg tror ikke, der bliver udvekslet en eneste troværdig samtale i løbet af hele bogen. Helt grotesk bliver det dog først, da Brandner lader os følge den ene af de russiske spioner, der længe lurer i handlingens kulisse. Jeg tror, Brandners kendskab til Rusland og russisk kultur stammer fra billige amerikanske actionfilm. Det er i hvert fald en temmelig karikeret måde, han vælger at iscenesætte sine russere på.

I anden halvdel løber The Brain Eaters desværre af sporet. Fra at være en simpel splatter-choker, begynder techno-thriller-elementerne at tage over. Corey og Dena samt resten af det persongalleri, der gradvist samler sig omkring dem, bliver trukket bort fra handlingens monster-action. I stedet bruges kapitlerne nu på at snakke om de store spørgsmål – mulighederne for at finde en kur, regeringens rolle i sagen osv. Alt det fede; det, man læser en bog med et navn som The Brain Eaters for, fortaber sig i baggrunden. Og når de syge bersærkere endelig dukker op, virker det påklistret og mest af alt for at skabe lidt drama i pauserne mellem de mange samtaler.

Paperback, Hamlyn Paperbacks 1982

Paperback, Hamlyn Paperbacks 1982

Gary Brander går ganske enkelt galt i byen. Han begynder med en roman og slutter med en anden. Det er næsten som om, at hans ambitionsniveau med bogen er vokset, som han får skrevet sig varm. Det er beklageligt, for på den måde mister han faktisk det af syne, der i udgangspunktet gav bogen lidt kvalitet. Alt det festlige drukner ganske enkelt i snak, og resultatet bliver en bog med alvorlig slagside.

Gary Brandner er ikke nogen stor forfatter. Han opererer udelukkende inden for rammerne af velafprøvede klichéer, som han fremfører med et knapt men effektivt sprog. Men han har et nærmest filmisk blik for spændingsopbygning, og det redder ham igennem. The Brain Eaters kan derfor heller ikke kaldes en dårlig genreroman, den er bare lidt trættende. Og det er vel egentlig synd og skam, når man nu endelig sidder med en bog, der lover så meget ramasjang i sin titel.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s