J. Robert King, Heart of Midnight (1992): En tandløs varulvefortælling

Paperback, TSR 1992. Forsiden er stilsikkert malet af Clyde Caldwell

Tilbage i begyndelsen af 90’erne var jeg som glad, ung rollespiller vældig, vældig optaget af den sammenblanding af horror og fantasy, som spilfirmaet TSR skabte i form af spilverden Ravenloft. Et gotisk univers, der trækker på lige dele traditionel D&D’sk fantasy og gotiske klichéer i den udformning, som vi kender det fra Universals klassiske monsterfilm. Jeg er for så vidt stadig glad for idéen, men Ravenloft havde svært ved at bide sig fast på markedet som seriøst horrorprodukt. Ved sammenligning virkede det da også noget mere ordinært og ufarligt end de mange andre dystre spil, der så dagens lys på den tid.

Naturligvis udsendte TSR også en hel stribe gyserromaner, der udspiller sig i Ravenloft-universet. Her skal vi se nærmere på J. Robert Kings varulvefortælling Heart of Midnight fra 1992. En roman, der ikke er det store sus, men som inspirerer til en snak om god og dårlig horror.

Paperback, TSR 1992

I Heart of Midnight møder vi de to forældreløse drenge Thoris og Casimir, der lever i det lille land Kartakass. Drengene bor på en fattiggård for hjemløse børn, hvor de har boet sammen i mange år. Casimir, den ældste af drengene, fungerer som en storebror for Thoris, og drengene har det sådan set godt sammen. Desværre er Casimir en forpint sjæl. Hans mor blev dræbt af byens fyrste med det besynderlige navn Zhone Clieous, den såkaldte Meistersinger – en mand, der tilmed er Casimirs far. Men der kommer mere. Zhone Clieous er varulv, og han har også smittet sin søn med månesyge. Hver fuldmåne sniger Casimir sig ud fra fattiggården for at myrde. Det har han gjort i flere år, men da romanen åbner, er det blevet for meget for ham. Den unge mand forsøger at begå selvmord. Det lykkes ikke, takket være Thoris’ indgriben.

Selvmordsforsøget bliver et vendepunkt. I stedet for at rette sin vrede indad beslutter de to venner at få hævn over Zhone Clieous. I Kartakass er regelen sådan, at den bedste sanger kan få tronen som fyrste og Meistersinger. Casimir synger som en drøm, og han har derfor en reel chance for at vinde konkurrencen.  Sådan går det bare ikke helt, men forsøget bliver begyndelsen på en lang tur mod magtens tinder for drengene. Undervejs forelsker Casimir sig i den smukke Julianna, og Thoris bliver optaget som præst af Milil i byens tempel. De to forældreløse drenge bliver unge mænd med indflydelse. Bag alt dette trækker den gådefulde Harkon Lukas i trådene – en dyster skjald, der tilsyneladende kender alle Casimirs hemmeligheder.

John Robert King

Lukas og Casimir udvikler et had-kærligheds-forhold, der i sidste ende handler om Casimirs behov for at slippe ulven indeni fri. At give varulven frie tøjler og lade vilddyret tage over. Lukas er selv varulv, og han har givet al kontrol til rovdyret. På den måde har han opnået magt og rigdom; noget Casimir også drømmer om. Alt kulminerer i det helt store point of no return, da Lukas i en scene, der hviler på den bibelske fortælling om fristelsen i ørkenen, viser Casimir den frihed, der ligger i mørket. Casimir er fristet, men kan han vitterligt slippe sine venner og vælge rovdyrets vej?

Ærlig talt er Heart of Midnight en lettere kedelig og ubehjælpelig roman. Bogen falder igennem på flere punkter. Opbygningen er problematisk. Casimirs vej mod magten bliver beskrevet gennem en række stationer eller opgør. Hvert opgør havde sådan set været stof nok til en selvstændig roman, men King vælger i stedet at spække sin historie med så meget handling som muligt. Det gør romanen både ufokuseret og overfladisk. King har ganske enkelt ikke tid til at dvæle ved noget som helst, fordi han skal videre til næste stop. Temaer bliver åbnet, der ikke følges til dørs, og personer ændrer opførsel, som handlingen skrider, uden det forklares nærmere.

Det klassiske scenarie Ravenloft fra 1983, bl.a. skrevet af den ene af Drangonlance-skaberne. Forsiden er malet af Clyde Caldwell

Et andet væsentligt kritikpunkt er selve den famlende fremstilling. Heart of Midnight er Kings debutroman, og den har tilsyneladende været en udfordring for ham. Sproget er præget af gentagelser og ret meget pinagtig dialog. Til det kan man også føje en lidt naiv omgang med begreber som godt og ondt, kærlighed osv. Stor kunst er det ikke, og som uforpligtende underholdning klarer King kun knap og nap skærene.

Alt dette er der sådan set ikke noget odiøst i. Heart of Midnight er mindst lige så god (eller jævn) en gyser som så mange andre gennemsnitsbøger, og man bør ikke lade sig afskrække af forbindelsen til TSR og rollespil. Bogen fungerer som selvstændigt produkt, der problemfrit kan læses af alle, der har lyst til en varulvehistorie.

Clyde Caldwell (født 20. februar 1948) er maden, der har skabt ganske de fine, let genkendelige forsider til de fleste Ravenloft-produkter

Der hvor det i mine øjne bliver problematisk, er i selve tilgangen til gyset. J. Robert Kings greb om gysergenren om man vil. I min optik fordrer god horror, at man forpligter sig på gyset. Det vil sige, at hverken handlingen eller personerne er det vigtigste. Det væsentlige er gyset, alt andet er midler, der skal frembringe den stemning hos læseren. Alt i bogen skal pege i retning af gyset. I en fænomenologisk forstand skal teksten være stemt efter gyset, også længe inden den faktiske grufulde oplevelse sker i handlingen. Gyset ligger ikke bare der, hvor hovedpersonen eksempelvis finder et lig i skoven, eller i dette tilfælde bliver til varulv og myrder en mand. Noget bliver ikke uhyggeligt, bare fordi man beskriver, at der ligger et blodigt lig på loftet. Man skal gøre mere. Man skal forpligte sig på gyset som sit hovedanliggende.

Præcis her, vil jeg mene, at megen horrorlitteratur går fejl i byen. Eller sagt på en anden måde, en forfatter som J. Robert King har ikke forpligtet sig på gyset som sit hovedanliggende i Heart of Midnight. Gyset bliver en biting, der forventes at opstå momentant, når der beskrives noget, som utvivlsomt ville være meget ubehageligt at opleve i virkeligheden. Sådan er det bare ikke. Det kan godt være, at King har skrevet en fortælling med et barskt tema og blodigt tema, men uhyggeligt bliver det ikke.

Ravenloft: Realm of Terror fra 1990. Kampagneverden og smukt illustreret idékatalog. Forsiden er malet af Clyde Caldwell

Jeg er sikker på, at jeg vender tilbage til det her tema igen.

I sidste ende er Heart of Midnight en helt ligegyldig bog. Jeg har læst den to gange nu og kunne ikke huske et ord af den, da jeg læste den anden gang. Skulle jeg finde på at læse den en tredje gang, vil det helt sikkert være på præcis samme måde igen. Hurtigt læst, hurtigt glemt.

 

Totalitær Gru: Pulpen og regimerne

Man’s Story, juni 1964

Pulplitteraturen var naturligvis en vigtig arena, når det gjaldt værdikamp og ideologisk oprustning mod politiske fjender. Under Anden Verdenskrig var krigseventyr et meget populært tema, hvor De Allieredes helte kunne få lov at nedkæmpe nazister og fascister i hobetal.

Wildcat Adventures, april 1962

I løbet af 50’erne sker der imidlertid et mærkbart skift i selve brugen af de totalitære regimer i genrelitteraturen. Tonen ændrer sig fra den klassiske drengeromansstil til en mere udtalt dæmonisering. Elementer af gru eller frygt glider ind i billedet. Det er uden tvivl en påvirkning fra tidens generelt anspændte politiske klima, som det udviklede sig efter ’45. Spørgsmålet om territoriel kontrol var fortsat vigtigt, men selve den ideologiske værdikamp blev i den grad skærpet – en kamp der vel nærmest kun fortsatte med at vokse helt op i 80’erne. Og det var vel især på en front, den ideologiske front, at klingerne for alvor blev krydset.

Battle Cry, august 1961

I pulpens altid farverige spejl blev regimernes mænd og kvinder til dæmoniske entiteter, der voldtog, torturerede og myrdede gode, anstændige vestlige (amerikanske) borgere. Der ligger noget satanisk i den skadefro glæde, som regimernes forhadte mænd fremstilles med, når de piner og plager deres ofre.

True Adventures, juni 1963

På forsiderne spilles der på alle emotionelle strenge. Billederne kommer i den forstand paradoksalt nok meget tæt på de politiske systemers propagandaplakater, som pulpforsiderne går til angreb på.

Man’s Action, januar 1961

Forsiderne fremstiller ”fjenderne” på en måde, hvor nazister og kommunister er to sider af samme sag, men anlægger man et Jekyll og Hyde-perspektiv på billederne, bliver forsiderne til grumme spejlinger, der viser, at potentielt alle vil kunne indtage pladsen som både offer og bøddel.

Sensation, april 1959

Man må imidlertid heller ikke være blind for den underspillede ”guilty pleasure”, som forsiderne vel også skal vække hos læseren. En følelse der både skal skabe identifikation med helten, der forhåbentlig vil komme ofrene til undsætning men også – vil jeg mene – en identifikation med bødlerne og den seksuelle dominans, der kommer til udtryk i ydmygelsen af ofrene. Billederne leger nemlig også med en brutal fascination af fysisk, rå magt. Noget der vel eksempelvis har appelleret til de mere dunkle fantasier hos læserne.

Man’s Life, april 1964

Ja-ja. Det kan jeg fable meget om, og der kommer mere af samme skuffe ved en senere lejlighed.

Vi ses efter påske.

Real Men, maj 1960

Man’s Story, august 1968

Paperback, Tower Books 1968

Man’s Story, februar 1963

Paperback, Tandem Books 1969

Man’s Story, juni 1971

Paperback, Random House 1977

Man’s Story, september 1963

Paperback, Horwitz 1965

Man’s Story, september 1964

Paperback, Horwitz 1964

Man’s Story, marts 1965

Paperback, Horwitz 1963

Men Today, februar 1963

Paperback, Headline Books 1960

Men Today, maj 1974

Paperback, Doubleday 1953

New Man, juli 1966

New Man, september 1963

New Man, september 1964

 

 

C. M. Eddy, jr: The Loved Dead and Other Tales (2008): Grosteskerier for feinschmeckere

Paperback, Fenham Publishing 2008. Den groovy forside er tegnet af David Moen

I 2008 udsendte Fenham Publishing deres anden opsamling med noveller skrevet af C. M. Eddy. Jeg vil tro, uden at være helt sikker, at denne udgivelse sammen med den første antologi fra 2000 i store træk dækker, hvad Eddy fik publiceret i løbet af hans relativt korte forfattervirke. Det vil sige de skønlitterære tekster, han skrev fra ca. 1919 og frem til midten af 1920’erne.

C. M. Eddy vil sikkert være et kendt navn for mange, fordi H. P. Lovecraft fungerede som ghostwriter på tre af Eddys noveller. Historierne er med i The Horror in the Museum and Other Revisions (1970) og har derfor været let tilgængelige lige siden. Fenham Publishing har imidlertid gjort sig den umage med at samle alle Eddys historier. Af den grund får vi her også lejlighed til at se C. M. Eddy, når han står på egne ben – det vil sige uden, at Lovecrafts pen løber med i teksten.  Og det, må jeg sige, er en stor fornøjelse.

Paperback, Fenham Publishing 2008. På bagsiden findes det eneste billede jeg har set af Clifford Martin Eddy (18. januar 1896 – 21. november 1967)

Dem der har læst i Lovecrafts breve, vil uden tvivl huske C. M. Eddy, som den lidt komiske forfatterfigur, der var bosiddende i Lovecrafts elskede Providence. Her mødtes de jævnligt, og Lovecraft formidlede eksempelvis kontakten mellem C. M. Eddy og Harry Houdini, som Eddy kom til at skrive for. Men fordi Lovecraft ikke ubetinget omtaler Eddy helt pænt, og samtidig, fordi han fungerede som medforfatter på tre af Eddys historier, er Eddys omdømme som selvstændig forfatter tynget en del af Lovecrafts skygge. Det er en smule urimeligt, fordi C. M. Eddys forfatterskab absolut har kvaliteter; måske ikke kvaliteter som Lovecraft værdsatte, men kvaliteter vi i dag kan glæde os over. Ikke desto mindre virker det lidt besynderligt, at Jim Dyer, antologiens redaktør, end ikke med et eneste ord nævner, at Lovecraft er medforfatter på tre af bogens noveller. Det er sært, navnlig fordi det jo netop er Lovecrafts navn, der har sørget for, at Eddy aldrig er gået i glemmebogen.

Som de fleste andre pulp-forfattere var Eddy ikke begrænset til én genre. Det får man et fint indtryk af i The Loved Dead, der spænder over stenalder-fantasy, whodunit-krimi til klassisk gys. Kun et eneste sted falder Eddy igennem, nemlig i kriminovellen ”Souls & Heels”, hvor hans detektiv er nødsaget til at gå på rejse med sit astrallegeme for at finde morderen. Det kunne jo i og for sig betragtes som et friskt pust, men desværre fremstår det som et billigt kneb, der skal føre historien videre, fordi der ikke er noget oplagt spor at gå efter.

Paperback, Fenham Publishing 2000

Det der først og fremmest slår mig ved flere af Eddys fortællinger, er viljen til at bryde tabuer og udfordre den gode smag. Flere af fortællingerne er ganske enkelt ret vilde – på samme måde som eksempelvis Clive Barkers første Books of Blood-noveller er vilde.

”The Love Dead”, der har lagt navn til antologien, er naturligvis berømt, fordi den er med i The Horror in the Museum and Other Revisions, men allerede i samtiden blev den berygtet og forhadt. Novellen, skrevet i makaber Poe’sk ånd, handler om nekrofili. Hvad vores hovedperson laver med ligene, bliver ikke sagt direkte, men han sover med dem, og ligene opfylder et ”kødeligt behov”, som det understreges flere gange. Igennem hele teksten løber der en dybt fascinerende morbiditet, der underspilles og æstetiseres ud i en Poe-parafrase (sikkert takket være Lovecraft). Den højstemte sproglige fernis kan imidlertid ikke skjule den grundlæggende lumre, syge atomsfære, der stikker under ordene.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Og læser man ”Red Cap of the Mara”, bliver det ikke mindre provokerende. Her er det fortællingen om en mand, der gifter sig med en ”mare” (som i mareridt). Fortællingen indeholder slet skjulte henvisninger til onani og sex, hvilket må siges at være skrap kost for 1922, hvor novellen blev skrevet.

Endnu mere vildt bliver det i ”The Cur”, der fortæller om en forfatter, der går fra forstanden og torturerer sin kone. For nogle år siden var det populært at tale om ”torture porn” inden for horror. Her får vi det samme serveret i en iskold, absurd version fra 1923.

Hardcover, Arkham House 1970. Den fantastiske forside er naturligvis tegnet af Gahan Wilson

Der er noget grotesk, vildt og farligt over Eddys fortællinger. Deres direkte, konfronterende temaer og deres åbenlyse kredsen om hedonistiske emner har klart skabt en distance til Lovecrafts mere esoteriske stil. Netop derfor er det også en skam, at Eddy bliver bagatelliseret på den bekostning. De to har kun meget lidt til fælles og bør slet ikke sammenlignes.

Nu er det ikke alle novellerne i The Loved Dead, der holder samme niveau og provokerende intensitet. Ikke desto mindre er det en helt igennem underholdende samling pulp-fortællinger. Eksempelvis ”The Ghost-Eater” (også med Lovecraft som ghostwriter), der en meget stemningsfuld sammenvævning af en spøgelsesfortælling og en varulvehistorie. Novellens beskrivelse af den rejsende, der ankommer til hytten ude i skoven, er ganske fremragende, fordi stemningen er så tyk, at den er til at skære i. Det ulmer og syder af kraft i fortællingen. Eddys action-historier om stenalderfolk i kamp med hinanden og tidens fauna er også underholdende ramasjang, der især gør sig bemærket ved at begge bogens to noveller i den genre portrættere ganske handlekraftige kvinder. Noget vi ellers ikke er forvent med i pulp-litteraturen! Naturligvis bliver det også stereotypt og uopfindsomt som i den overnaturlige hævnhistorie ”An Arbiter of Destiny”, men det gør ikke så meget. Tempoet er højt og aldrig uden kvaliteter. Heller ikke i den meget lange, afsluttende eventyr-kriminovelle ”Sign of the Dragon” om kinesisk mystik og organiseret kriminalitet.

Paperback, Carroll & Graf Publishers 1997. Her får Lovecraft hele æren for The Loved Dead

Faktisk er en af de mindst vellykkede fortællinger, når vi ser bort fra det stilistiske fejlgreb i ”Souls & Heels”, novellen ”Deaf, Dumb and Blind”, der i den grad bærer præg af Lovecraft. Jeg er sikker på, at Eddy har leveret en ganske kort, rå skitse, som Lovecraft på autopilot har skrevet sammen. Historien, som de fleste sikkert kender fra The Horror in the Museum, er en flagrende ophobning, der lugter langt væk af Lovecraft i frigear. Ikke Grandpa Theobaldus’ største øjeblik som ghostwriter.

Paperback, Wordsworth Editions 2007. Også her får Lovecraft æren for The Loved Dead

Det, jeg helt grundlæggende er meget begejstret for hos Eddy, er den følelse af modernitet, der løber gennem fortællingerne. Tonen kan, qua genrekonventionerne, være konservativ og bevidst arkaisk, men trods det peger novellerne frem. Eddy, der hvor han er bedst, afsøger grænser og udfordrer moralske konventioner. Det gør han på en måde, der fortsat i dag er præcis lige så forstyrrende og ubehagelig læsning, som dengang for snart 100 år siden, hvor teksterne blev til. Det tager jeg hatten af for.

Novellerne:

”The Loved Dead”

”With Weapons of Stone”

”Red Cap of the Mara”

“An Arbiter of Destiny”

“The Cur”

“The Better Choice”

“Ashes”

“Eterna”

“Arhl-a of the Caves”

“The Ghost-Eater”

“Deaf, Dumb and Blind”

“Souls & Heels”

“Sign of the Dragon”

Gæt en gyser med Kvelertak: ny underholdende video

Uovervindelige Kvelertak har udsendt endnu en video til deres længe ventede album nummer to. Pladen der hedder Meir sender de på gaden 25. marts. Her kan du se videoen til den ganske fede ”Månelyst”. En video, der griber dybt og ganske stemningsfuldt i horrorfilmkassen. Den nye plade skulle ikke være helt så stærk som debutalbummet – jeg har dog kun hørt deres nye singler. I fald singlerne siger noget om albummet generelt, er der i hvert fald ikke tale om et dårligt album. Meir skal helt sikkert hjem til samlingen, selv hvis den ikke lever op til deres fabelagtige debut.

 

 

Under bæltestedet: 60’er-erotik

Paperback, Bee-Line 1969. Et smukt, smukt cover

1960’erne var et stort årti for pulplitteratur – og især for pulpforsiderne. Den opblødning af konservative samfundsværdier, der havde været under opsejling siden Anden Verdenskrig, fik fuld skrue i begyndelsen af 60’erne. Det blev muligt at vise ting på forsiderne, som ikke på noget tidspunkt tidligere havde været acceptabelt. Bare bryster kunne f. eks. allerede ses i 20’erne og 30’erne, men nu kunne tekst og billeder hentyde til og endda vise sex i et helt anderledes direkte formsprog.

Paperback, Greenleaf Classics 1968. “Curt Aldrich” skrev en hel stribe “Swap”-bøger

Samtidig var der i løbet af 50’erne sket en generel drejning bort fra pulpmagasiner og hen imod paperbacks. Hvor magasinerne typisk tilbød en vifte af historier, kunne paperbacken ofte kun overleve på en enkelt fortælling. Skulle bogen sælge, måtte den derfor sælge sig så effektivt som muligt. Det førte til fabelagtige forsider, der i samspil med lokkende titler og forsidetekster skabte et særdeles inspireret univers. Samtidig blev bøgerne, især de erotiske af slagsen, udgivet med en knivskarp sans for publikum. Nichemarkeder blev opdyrket, og uanset hvilken seksuel præference eller fetich man så end måtte have, var der en paperback på hylden, der handlede specifikt om det.

Paperback, Publishers Export 1968. The finest in adult reading!

Sådan er det jo stadig, men forskellen er, at man i 60’erne brugte meget tid på indpakning og prosa – meget mere end man gør i dag, hvor den – filmen – stort set har afløst ordet som erotisk-pornografisk modus vivendi. Der lå ganske enkelt et enorm arbejde bag bøgernes omslag, uanset hvor dum og fladpandet indholdet måtte være.

Paperback, Midnight Reader 1961

60’erne var lidt af en guldalder og forsiderne. Deres fabelagtige samspil mellem ord og billeder er dybt fascinerende. Det er ganske enkelt fedt at blive suget med ind i hver lille forsides bizarre eros-univers. Hver forside er en lille fortælling.

Paperback, Avon Books 1960

Her skal man så også huske på, at forsiderne stort set altid lover mere end de holder – eller sagt på en anden måde; teksten er som regel meget, meget mere fersk end det forjættende omslag. Nuvel, det er en del af legen, og det gør det jo bare desto sjovere at gå på jagt i billeduniverset.

Paperback, Unique Books 1968

I løbet af 70’ernes sidste år begyndte fotoforsiderne for alvor at tage over. De fandtes godt nok også i 60’erne, men det var i 70’erne, at tingene ændrede sig, og de malede omslag forsvandt. Og da 80’erne kom, blev de erotiske forsider til den ligegyldig, umiddelbar porno, som vi kender i dag. Jeg tænker, at jeg i et senere indlæg vil vise skiftet og det (her på bloggen) forhadte fotocovers rejse mod verdensherredømmet.

Her kan vi imidlertid glædes over et smukt generefænomen fra dengang, far var knægt.

Paperback, Sunflower Library 1966

Paperback, Playtime 1964

Paperback, Phantom Books 1965

Paperback, Newsstand Library 1961

Paperback, Monarch Books 1961. Den belurede kvinde er også et tema, som jeg skal vende tilbage til

Paperback, Leisure Books 1967

Paperback, Greenleaf Classics 1968

Paperback, Greenleaf Classics 1969. A madman marked them for master-race mating! Sweet, sweet exploitation

Paperback, Greenleaf Classics 1968

Paperback, Greenleaf Classics 1968. Endnu en helt fabelagtig titel

Paperback, Gold Star Books 1964

Paperback, Brandon House 1966. Mere forstadssex

Paperback, Boudoir Books 1963. Et eksempel på en 60’er-fotoforside

Paperback, Art Enterprises 1963. Endnu et fotocover

Brian Lumley, Beneath the Moors (1974): Ungdommeligt, forglemmeligt mythos-gys

Hardcover, Arkham House 1974. Forsiden er tegnet af Herb Arnold

Blandt de forfattere, der for alvor har dyrket det såkaldte Cthulhy mythos-univers, har der været en udtalt tradition for lærer/elev-forhold. En relation som grand old man H. P. Lovecraft utvivlsomt var med til at sætte i gang. Lovecraft læste og kommenterede på sine yngre protegeers arbejde, og da de senere var blevet etablerede forfattere, fortsatte de selv i samme spor. August Derleth fik således den unge Brian Lumley i lære, der gennem omhyggelig manuducering fik skrevet en række mythos-fortællinger, der stilistisk lægger sig i forlængelse af Derleths egne noveller. Lumleys første mythos-historier blev samlet i Caller of the Black og udsendt af Arkham House 1971.

The Caller of the Black indeholder imidlertid ikke alle Lumleys tidlige historier. Han havde nemlig allerede udgivet novellen ”The Sister City” i den genredefinerende og ofte genoptrykte antologi Tales of the Cthulhu Mythos (1969). ”The Sister City” var egentlig tænkt som en kort roman, men da Derleth læste den, fik han gjort Lumley klar, at han kun ville trykke den i fald, historien blev reduceret til en tredjedel. Det gjorde Lumley, men han havde svært ved at acceptere beslutningen. Af den grund arbejdede han videre på novellen, efter den var blevet udgivet.

Hardcover, Arkham House 1974

Lumley lod ”The Sister City” blive en fortælling i fortællingen og byggede en kortere roman op omkring novellens beretning. Det arbejde mundede ud i Beneath the Moors, som Arkham House udsendte i 1974. Det må i den forbindelse nævnes, at bogen er bemærkelsesværdig af den grund, at det var den første roman, som forlaget havde udsendt siden 1968. Det var og er nemlig især antologier, som Arkham House havde udsendt. At Lumley fik lov til at udgive en roman, siger med andre ord en del om, hvor glad August Derleth var for unge Lumley.

Hele historien om Beneath the Moors’ tilblivelse kan i øvrigt følges i en længere indledning, som Brian Lumley har skrevet til bogen. Indledningen fungerer også som et mindeord for Derleth, der døde i 1971. Lumleys indledning er levende og underholdende. Han fortæller om sin vej ind i mythos-universet og samarbejdet med Derleth. Det bliver gjort hjerteligt og varmt, men også på en måde, der viser, at Derleth ikke altid var lige let at samarbejde med. Underforstået: Et stort og besværligt ego!

Brian Lumley (født 2. december 1937)

Beneath the Moors begynder, da Professor Ewart Masters udskrives fra hospitalet efter en trafikulykke, der nær kostede ham livet. Helt rask er han imidlertid ikke, og han rejser derfor hjem til sin nevø Jason Masters i Harden på den engelske nordøstkyst. Her er det tanken, at Masters kan bo i nogen tid og komme til hægterne igen. Sådan går det bare ikke, for som Masters gradvist får det bedre, begynder hans akademiske interesser at røre på sig igen. Masters kaster sin kærlighed over studiet af vidnesbyrd om ældgamle civilisationer – både mytiske og historiske. Disse studier fører ham på bedste mythos-manér ud i de videnskabelige afkroge, hvor okkultisme og mystik blandes med historisk virkelighed.

Tingene spidser for alvor til, da professoren opdager en sær statuette af et opretstående reptil. Figuren er så detaljeret, at han mener, den må være blevet til på baggrund af en virkelig model – men hvad repræsentere figuren? Masters har fundet en mission, figurens hemmelighed må opklares. Det fører ganske bogstaveligt Masters ind – eller ned rettere ned – i mørket. Han finder antydning af, at der måske findes rester af en årtusinder gammel, cimmeriansk kultur på heden i Bleakstone, og endvidere tegn på, at der måske stadig eksisterer sådanne humanoide reptiler. Der må graves i hemmelighederne…

Paperback, Tor Books 2004. Beneath th Moors er her genoptrykt i selskab med andre af Lumleys mythos-fortællinger

Masters er, som sagt, endnu ikke helt rask. Han besvimer eller mister bevidstheden med jævne mellemrum. Under ét af disse anfald sker der noget mystisk. Han drømmer og ”vågner” i drømmen, som vi kender det fra Lovecrafts Dreamslands-fortællinger. Her er det bare ikke drømmelandene som sådan, det handler om. Masters opdager i drømmen, at han befinder sig i et stort hulesystem. I hulerne, langt under jordens overflade, udspiller hovedparten af romanen sig. Som gidsel blandt mystiske ”old ones” stavrer Masters omkring i hulerne, alt imens han overvejer, hvor hans sovende krop befinder sig. Det får vi svar på til sidst, hvor Lumley for alvor folder sig ud og leger med drømmen i drømmen-princippet på en ganske overraskende måde.

Generelt er jeg rigtig glad for mythos-fortællinger, sådan set også der hvor de rent kreativt træder vande og gentager genrens velafprøvede klichéer. Jeg må imidlertid blankt erkende, at Beneath the Moors for mig er et kreativt lavpunkt. I både indledningen og selve romanens afslutning viser Lumley, at han har talent for at skrive og tænke kreativt. Især i romanens slutning udfordrer han læseren og vender fortællingen på hovedet flere gange. Men ved at gøre dette udstiller han også resten af romanens stive, konservative stil.

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

I Beneath the Moors er Lumley ganske enkelt så afhængig af Lovecrafts prosa og især Derleths udlægning af Lovecraft, at det bliver til komplet ligegyldig og uforpligtende pastiche. Romanen er hverken spændende eller uhyggelig. Den føles snarest som et vogntræk af velkendte temaer, der passerer roligt forbi læseren, før de forsvinder ud i glemslens tåger.

Et væsentligt problem for teksten er, at Lumley måske i virkeligheden er for uprøvet en forfatter i begyndelsen af 70’erne til med overbevisning at kunne skrive i den akademiske stil, som i hvert fald en del af mythos-genren typisk udfoldes i. Jeg tror ikke et minut på Lumleys professor og hans forskning, der ganske enkelt er for famlende og utroværdigt beskrevet. Det er et problem for handlingen, fordi det netop er i troværdigheden, at præcis denne type mythos-fiktion finder sin styrke.

Hardcover, Arkham House 1969. Her optræder “The Sister City” for første gang. Den helt fremragende forside er tegnet af Lee Brown Coye

Med ovenfor stående kritik vil det også være klart, at Lumley på dette tidspunkt ikke har fundet sin mythos-stemme endnu. Hans hovedperson har meget lidt at gøre med Titus Crow og hele ”My heroes fight back”-tilgangen til horror, som Lumley senere har dyrket. Samtidig er det interessant at se, hvor meget der ligger i Beneath the Moors, som Lumley tager op i sit senere arbejde. Oakdeene-sanatoriet figurerer prominent i bogen, og der er tydeligvis en hel del gods i romanen, der finder vej ind i The Burrowers Beneath (1974) og de efterfølgende bøger om Titus Crow.

Man kan med god ret sige, at Beneath the Moors er en form for Brian Lumley in spe. Vi møder ham her som ganske ung og uprøvet forfatter. Resultatet er en ensformig kopivare uden selvstændighed eller kreativt overskud. Det giver eksempelvis ingen mening at sammenligne Lumley med den ni år yngre Ramsey Campbell, der på dette tidspunkt var et festfyrværkeri af fabulerende mythos-horror, der ligger milevidt over Lumleys trivielle tilgang. Det gør alt i alt Beneath the Moors til et begynderværk i et forfatterskab, der senere er gået helt andre veje. At det så måske heller ikke altid har været lige heldigt, er en helt anden snak. Jeg er og bliver nok aldrig den store Brian Lumley-fan.

Bowie-weirdness anno 1975

Bowies nye album The Next Day holder helt sikkert. Det lægger sig fint i tråd med Heathen (2002); et album jeg faktisk er ret glad for. Midt i min entusiasme omkring det nye album faldt jeg over denne lille film med Bowie. Den er indspillet i 1975 – formentlig under tournéen mellem Young Americans (1975) og Station to Station (1976). Det vil sige på den tid, hvor Bowie levede af mælk, grøn peberfrugt og kokain. Med den kost tror pokker, at filmen mildest talt er besynderlig. Arty, selvhøjtidelig og underlig – Velkommen til 70’erne og David Bowie i Amerika.

 

Twist of Cain: Endnu et blik på morderen

Paperback, Gold Medal Books 1959

For et stykke tid siden havde jeg et indlæg om Jack the Ripper og hele ikonografien omkring Ripperen. Det vil sige det mørke silhuet i Londons tågede gader, skalpellen eller kniven og den døende kvinde, blottet, så den seksuelle relation mellem offer og morder er åbenlys for enhver. Netop det sidstnævnte – den seksuelle fetichering af kniven som mordinstrument – har spiller en ikke ubetydelig rolle på genrelitteraturens forsider. Det gør kniven sådan set også i selve teksterne, men her er det forsiderne, som jeg gerne vil pege på.

Weird Tales, oktober 1932

Der løber en rød tråd fra Ripper-ikonografien og selve Ripper-myten til Robert Blochs Psycho (1959), men især Hitchcocks filmatisering fra ’60. Brusebadsscenen er naturligvis helt afgørende her som en omfortolkning eller skærpelse af den seksuelle mordikonografi, der har udviklet sig fra Ripper-myten. Man kan sige, at Psycho (filmen) revitaliserede mordikonografien og var med til at fokusere knivens rolle som skræmmende totem.

Paperback, F. A. Thorpe 2012. 2012 eller 1982?

Om vi taler horror, thrillers eller kriminalfiktion, er kniven – gerne dryppende, truende og virilt med blod – et symbol på dystre drifter og passioner. Kniven er et instrument, der sætter de mørke understrømme i fiktionen fri. Som lynaflederen, der tiltrækker sig opmærksomhed, kan kniven lade begær, grådig, liderlighed og raseri eksplodere ind i offeret. Kniven som magtmetafor fungerer skræmmende og bizart tiltrækkende. På forsiden af romanen kan man næsten høre den sige ”Hey babe, take a walk on the wild side”.

Thrilling Detective, september 1935. Endnu et dejligt cover. Se lige de øjne!

Lokkende byder kniven sin autoritet til. Men bladet er ofte tveægget, for samtidig trækker den også hele det patologisk forkrøblede med sig. Tænk bare på Tove Ditlevsens ”Dolken”, hvor magtstrukturerne og kampen om potens mellem far og søn bliver udspillet over noget så uskyldigt som en dolk. Eller naturligvis på stakkels Norman Bates, der i den grad går linen ud. I genrelitteraturens kulørte verden er en dolk sjældent bare en dolk…

Paperback, Gaslight Books 1964. Som sagt, en dolk er aldrig bare en dolk – i hvert fald ikke her på bloggen

Popular Detective, juni 1943

Paperback, Corgi Books 1977

Popular Detective, januar 1948

Paperback, Corgi Books 1982. Endnu et 80’er foto-cover. De kommer aldrig op på siden af de malede eller tegnede forsider

Paperback, Zebra Publishing 1981. Blod, jordbær og kniv… symbol-overload

Paperback, Lancer Books 1961. Chicks! Cops! They were all his meat after he THE KNIFE – Herligt ikke!

Paperback, Zebra Books 1981. Blodig kniv trænger ind i blød rose… Man finder det ikke bedre på De Grå Sider

Paperback, Nell Books 1978

Paperback, Pocket Books 1987. Mere 80’er-fotocover

Paperback, Pocket Books 1974

Paperback, Pocket Books 1987

Piers Anthony & Clifford A. Pickover, Spider Legs (1998): Kæmpe monster, kæmpe fiasko

Paperback, Tor Books 1999. Den lidt kluntede forside er malet af Latif Kazbekov

Hvor skal jeg begynde… Piers Anthony er en kendt, i mine øjne temmelig uinteressant fantasy- og SF-forfatter, der har en enorm produktion bag sig. Spider Legs fra ’98 var hans udgivelse nummer 100! Nu er det ikke alle, der deler min negative indstilling til Piers Anthony, og en af hans mange fans var og er den populærvidenskabelige forfatter Clifford A. Pickover, der har skrevet bøger om kunstig intelligens, liv på andre planeter og andre mere eller mindre SF-relaterede temaer. Ud over sit populærvidenskabelige forfatterskab har Pickover også skrevet lidt noveller.

Pickovers skønlitterære interesse udviklede sig også til et romanmanuskript, som han sendte til Piers Anthony i håb om et samarbejde. Det lykkedes for de to at finde sammen, og resultatet blev Spider Legs. Hele optakten til bogens tilblivelse er beskrevet i et lille efterskrift til romanen, hvor begge forfattere gør rede for deres tanker og idéer. Desværre må man nok konstatere, at efterskriftet er det bedste ved Spider Legs. Sjældent har jeg læst en dårligere roman!

Paperback, Tor Books 1999

Selve handlingen er hurtigt genfortalt. En muteret havedderkop – en såkaldt Pycnogonida – har antaget enorme dimensioner, og jeg mener enorme. Opfyldt af en afsindig hunger stiger det gigantiske væsen op fra ishavet og søger ind mod land ved Newfoundland, hvor det med tentakler og klosakse begynder at gå løs på mennesker. For at undgå panik beslutter de lokale myndigheder på Newfoundland at holde angrebene hemmelige og ordne monster-sagen i al stilhed. Det er således den lokale ordensmagt, der må tage sig af opgaven. Det betyder i praksis en kvindelig betjent, en havbiolog samt en form for ansvarshavende i forhold til havne og søfart på øen. Denne lille trio må nedkæmpe det gigantisk havudyr, hvilket i sig selv er ganske grotesk problemets omfang taget i betragtning. Mere absurd bliver det dog først, da det står klart, at alle tre i gruppen er singler, der bruger mere tid på at gøre sig overvejelser om deres kærlighedsliv end edderkoppen fra havet, der slagter indbyggere langs kysten.

Gjort op side for side fylder trioens kærlighedsskærmydsler tre fjerdedele af romanen, og monstret er i den tid henvist til kulissen, hvor det kun en passant nævnes, at kæmpeedderkoppen er blevet set der og der eller eksempelvis har overfaldet og ædt en inuitfamilie, som det lidt henkastet beskrives et sted.

Piers Anthony Dillingham Jacob (født 6. august 1934)

Jeg tror faktisk, at det her er en monsterbog, som min mormor ville bryde sig om. Hun elsker romaner med masser af dialog, kærlighedskvaler og lidt intriger – Og det hele findes i Spider Legs, der må være den til dato eneste hybrid mellem Danielle Steel og Godzilla!

Det begynder ellers meget fint. Piers Anthony har uden tvivl læst Bechleys Jaws (1974), der også bliver citeret i Spider Legs. I stedet for hajen følger vi edderkoppens vandren hen over havbunden i sin søgen efter mad. Med ét ser den en kæmpeblæksprutte, og de to titaner går til angreb på hinanden. Scenen skifter til lidt sniksnak mellem den førnævnte kvindelige politibetjent Natalie og en vennepar, der stikker til havs i deres båd. Hvad parret ikke ved, er, at de bliver edderkoppens første ofre. I et ganske blodigt kapitel læser man om deres kamp for overlevelse. Men det var så også det. Edderkoppen forlader stort set historien og vender først tilbage i de sidste 80 sider. Den mellemliggende tid går med pinagtig dialog om følelser og forelskelse.

Clifford Alan Pickover (født 1957)

Dialogen, den psykologiske indlevelse og miljøskildringen i de små lokaliteter, som hovedpersonerne besøger, er så elendigt og bizart beskrevet, at jeg faktisk er helt bekymret for Anthony og Pickovers menneskeforståelse. Det man skal gøre sig klart, er, at bogens karaktere ikke bare søger kærlighed – de søger den store Kærlighed, den dybe forelskelse osv. Det leder naturligvis til uendelige mængder af snak om følelsernes ægthed osv. Et sted bliver det faktisk også lidt skræmmende, på den lidt syge måde, da Natalie og havbiologen Nathan går i seng sammen. Hele dialogen op til det ikke beskrevne samleje er så akavet og underligt, at jeg ikke føler mig helt overbevist om, at de to forfattere rent faktisk ved, hvad de skriver om. Det har mest af alt karakter af en hæmmet, romantisk teenagers fantasier.

Paperback, Berkley Books 1980

Jeg tillægger både Anthony og Pickover ansvaret for tekstens generelle elendighed, men de enorme mængder af belærende små kommentarer om flora og fauna, der bliver formidlet til den sagesløse læser gennem havbiologen, må tillægges Pickover. Bogen er et overflødighedshorn af ligegyldige, malplacerede realoplysninger om komplet irrelevante naturvidenskabelige forhold. Det må også være Pickovers skyld, at der igennem hele bogen optræder folk med underlige sygdomme eller anomalier. Newfoundland bliver faktisk til lidt af et freakshow i Spider Legs. Det vælter frem med dværge og mennesker med deformiteter. Dette kunne sikkert være blevet til noget fedt og stemningsfuldt i andres hænder, men her bliver det bare dumt. Der ligger helt sikkert et forkvaklet forsøg på noget symbolik i det, men jeg gider ganske enkelt ikke forsøge at hæve bogens niveau ved at tage det alvorligt.

En havedderkop eller såkaldt pycnogonida. Det er et kræ af den type (i gigantisk sørrelse), der går amok

Spider Legs er en fadæse, intet mindre. Det værste ved bogen er, at den snyder læseren for sit primære aktiv, kæmpemonstret. Havde det bare været hjernedød, blodig horror-action fra ende til anden, var der noget forsonende over teksten. Prosaens elendighed kunne måske på den måde være blevet kulørt underholdning. Sådan er det bare ikke. Hvorfor de to forfattere har prioriteret, som de har, skal jeg ikke kunne sige, men jeg er fristet til at tro, at det har med såkaldt litterære ambitioner at gøre. Teksten er i hvert fald så dumt højpandet, at jeg føler mig ret sikker på, at de herrer Anthony og Pickover forsøger at kommunikere et budskab og miljøbevidsthed og mellemmenneskelige relationer til os læsere.

Paperback, Natl Book Network 2005

Spider Legs er totalt spild af tid. Lad dig ikke friste af Latif Kazbekovs lidt kluntede forside. Situationen, du ser på billedet, udspiller sig ca. på side 25 og det er stort set alt, vi får de næsten mange, mange sider. Fis i en hornlygte.

 

Tentakler på bloggen: Blækspruttens mange ansigter

Sea Stories, februar 1929

Her kan du kaste et blik på blækspruttens kæmpe betydning som modstander og inspirationskilde. Kæmpeblæksprutten – Kraken – er fast inventar i eventyrlitteratur om opdagelsesrejser og søfart, hvor den optræder som sømændenes skræk. Blæksprutten er billedet på det fremmedartede ”andet”, der lurer under havoverfladen. Måske netop fordi den undersøiske verden kan fremstå så fremmed og uvirkelig, har blæksprutter og andre hvirvelløse skabninger dannet grundlag for rumvæsner og djævelskab fra andre eksistensplaner.

Amazing Stories, februar 1936

Lovecraft beskriver den nok mest berømte, spruttelignende skabning som: ”A pulpy, tentacled head surmounted a grotesque and scaly body with rudimentary wings. . . ” i The Call of Cthulhu (1928). Den mægtige, slumrende Cthylhu i R’lyeh har uden tvivl været en af de væsentligste kilder til populariseringen af tentakler og blækspruttelignende anatomi i nyere populærkultur.

Wonder Stories, juni 1930

Men Lovecraft var bestemt ikke ene om at se blækspruttens potentiale som grotesk vidnesbyrd om andre former for liv, blottet for antropomorfe træk. Man kan sige, at blækspruttens fallisk begærlige tentakler havde en særlig tiltrækning på tegnere og forfattere i pulpens guldalder, om det så var i horror, fantasy eller SF. Alle lod de deres heltinder befamle af lange, våde fangarme…

Amazing Stories, maj 1928

Jeg har her forsøgt at sammenstille et lille tema med fremstillinger af blæksprutten, som den visuelt kommer til udtryk på tværs af genrer. Spruttevæsnerne er ikke altid fjender og eller for den sags skyld uhyggelige, men en ting er sikkert, de repræsenterer det fremmedartede og ikke-menneskelige – også der hvor de bliver brugt som sindbillede på eksempelvis kriminalitetens forgreninger ud i samfundet. Blæksprutter og mennesker står i den spraglede verden, som bloggen her handler om, som billeder på det uforenlige.

Weird Thrillers, sommer 1952

Med dagens tema kan jeg også nævne, at jeg har løftet sløret en smule for søndagens bogomtale.

Analog, oktober 1965

Uncanny Tales, maj 1942

Astounding Stories of Super Science, september 1930

Uncanny Stories, april 1941

Argosy, januar 1932

Argosy, oktober 1940

The Popular Stories, november 1927

Asimovs Science Fiction, februar 2009

The Octopus, februar/marts 1939

BOLD MEN, marts 1961

Strange Stories, august 1939

Detective Fiction Weekly, december 1931

Startling Stories, november 1941

Dime Detective, oktober 1944

Stag, september 1955

Famous Fantastic Mysteries, juni 1945

Spicy Adventure Stories, august 1936

Man’s Conquest, maj 1958

Secret Agent X Octopus Of Crime

Men, august 1953

Real Men, februar 1958

MEN, januar 1953

Pluck and Luck Magazine, august 1902

Outdoor Adventures, april 1957

Paperback, Popular Library 1942

Paperback, Arrow Books 1963

Paperback, Monarch Books 1964

Paperback, Avon Books 1952

Paperback, Eclipse Paperbacks 1962

Paperback, Corinth Publications 1966

Hardcover, Fantasy Flight 2006. Sprutten over dem alle!