J. Robert King, Heart of Midnight (1992): En tandløs varulvefortælling

Paperback, TSR 1992. Forsiden er stilsikkert malet af Clyde Caldwell

Paperback, TSR 1992. Forsiden er stilsikkert malet af Clyde Caldwell

Tilbage i begyndelsen af 90’erne var jeg som glad, ung rollespiller vældig, vældig optaget af den sammenblanding af horror og fantasy, som spilfirmaet TSR skabte i form af spilverden Ravenloft. Et gotisk univers, der trækker på lige dele traditionel D&D’sk fantasy og gotiske klichéer i den udformning, som vi kender det fra Universals klassiske monsterfilm. Jeg er for så vidt stadig glad for idéen, men Ravenloft havde svært ved at bide sig fast på markedet som seriøst horrorprodukt. Ved sammenligning virkede det da også noget mere ordinært og ufarligt end de mange andre dystre spil, der så dagens lys på den tid.

Naturligvis udsendte TSR også en hel stribe gyserromaner, der udspiller sig i Ravenloft-universet. Her skal vi se nærmere på J. Robert Kings varulvefortælling Heart of Midnight fra 1992. En roman, der ikke er det store sus, men som inspirerer til en snak om god og dårlig horror.

Paperback, TSR 1992

Paperback, TSR 1992

I Heart of Midnight møder vi de to forældreløse drenge Thoris og Casimir, der lever i det lille land Kartakass. Drengene bor på en fattiggård for hjemløse børn, hvor de har boet sammen i mange år. Casimir, den ældste af drengene, fungerer som en storebror for Thoris, og drengene har det sådan set godt sammen. Desværre er Casimir en forpint sjæl. Hans mor blev dræbt af byens fyrste med det besynderlige navn Zhone Clieous, den såkaldte Meistersinger – en mand, der tilmed er Casimirs far. Men der kommer mere. Zhone Clieous er varulv, og han har også smittet sin søn med månesyge. Hver fuldmåne sniger Casimir sig ud fra fattiggården for at myrde. Det har han gjort i flere år, men da romanen åbner, er det blevet for meget for ham. Den unge mand forsøger at begå selvmord. Det lykkes ikke, takket være Thoris’ indgriben.

Selvmordsforsøget bliver et vendepunkt. I stedet for at rette sin vrede indad beslutter de to venner at få hævn over Zhone Clieous. I Kartakass er regelen sådan, at den bedste sanger kan få tronen som fyrste og Meistersinger. Casimir synger som en drøm, og han har derfor en reel chance for at vinde konkurrencen.  Sådan går det bare ikke helt, men forsøget bliver begyndelsen på en lang tur mod magtens tinder for drengene. Undervejs forelsker Casimir sig i den smukke Julianna, og Thoris bliver optaget som præst af Milil i byens tempel. De to forældreløse drenge bliver unge mænd med indflydelse. Bag alt dette trækker den gådefulde Harkon Lukas i trådene – en dyster skjald, der tilsyneladende kender alle Casimirs hemmeligheder.

John Robert King

John Robert King

Lukas og Casimir udvikler et had-kærligheds-forhold, der i sidste ende handler om Casimirs behov for at slippe ulven indeni fri. At give varulven frie tøjler og lade vilddyret tage over. Lukas er selv varulv, og han har givet al kontrol til rovdyret. På den måde har han opnået magt og rigdom; noget Casimir også drømmer om. Alt kulminerer i det helt store point of no return, da Lukas i en scene, der hviler på den bibelske fortælling om fristelsen i ørkenen, viser Casimir den frihed, der ligger i mørket. Casimir er fristet, men kan han vitterligt slippe sine venner og vælge rovdyrets vej?

Ærlig talt er Heart of Midnight en lettere kedelig og ubehjælpelig roman. Bogen falder igennem på flere punkter. Opbygningen er problematisk. Casimirs vej mod magten bliver beskrevet gennem en række stationer eller opgør. Hvert opgør havde sådan set været stof nok til en selvstændig roman, men King vælger i stedet at spække sin historie med så meget handling som muligt. Det gør romanen både ufokuseret og overfladisk. King har ganske enkelt ikke tid til at dvæle ved noget som helst, fordi han skal videre til næste stop. Temaer bliver åbnet, der ikke følges til dørs, og personer ændrer opførsel, som handlingen skrider, uden det forklares nærmere.

Det klassiske scenarie Ravenloft fra 1983, bl.a. skrevet af denne ene af Drangonlance-skaberne. forsiden er malet af Clyde Caldwell

Det klassiske scenarie Ravenloft fra 1983, bl.a. skrevet af den ene af Drangonlance-skaberne. Forsiden er malet af Clyde Caldwell

Et andet væsentligt kritikpunkt er selve den famlende fremstilling. Heart of Midnight er Kings debutroman, og den har tilsyneladende været en udfordring for ham. Sproget er præget af gentagelser og ret meget pinagtig dialog. Til det kan man også føje en lidt naiv omgang med begreber som godt og ondt, kærlighed osv. Stor kunst er det ikke, og som uforpligtende underholdning klarer King kun knap og nap skærene.

Alt dette er der sådan set ikke noget odiøst i. Heart of Midnight er mindst lige så god (eller jævn) en gyser som så mange andre gennemsnitsbøger, og man bør ikke lade sig afskrække af forbindelsen til TSR og rollespil. Bogen fungerer som selvstændigt produkt, der problemfrit kan læses af alle, der har lyst til en varulvehistorie.

Clyde Caldwell (født 20. februar 1948) er maden, der har skabt ganske fine, let genkendelige forsider til de fleste Ravenloft-produkter

Clyde Caldwell (født 20. februar 1948) er maden, der har skabt ganske de fine, let genkendelige forsider til de fleste Ravenloft-produkter

Der hvor det i mine øjne bliver problematisk, er i selve tilgangen til gyset. J. Robert Kings greb om gysergenren om man vil. I min optik fordrer god horror, at man forpligter sig på gyset. Det vil sige, at hverken handlingen eller personerne er det vigtigste. Det væsentlige er gyset, alt andet er midler, der skal frembringe den stemning hos læseren. Alt i bogen skal pege i retning af gyset. I en fænomenologisk forstand skal teksten være stemt efter gyset, også længe inden den faktiske grufulde oplevelse sker i handlingen. Gyset ligger ikke bare der, hvor hovedpersonen eksempelvis finder et lig i skoven, eller i dette tilfælde bliver til varulv og myrder en mand. Noget bliver ikke uhyggeligt, bare fordi man beskriver, at der ligger et blodigt lig på loftet. Man skal gøre mere. Man skal forpligte sig på gyset som sit hovedanliggende.

Præcis her, vil jeg mene, at megen horrorlitteratur går fejl i byen. Eller sagt på en anden måde, en forfatter som J. Robert King har ikke forpligtet sig på gyset som sit hovedanliggende i Heart of Midnight. Gyset bliver en biting, der forventes at opstå momentant, når der beskrives noget, som utvivlsomt ville være meget ubehageligt at opleve i virkeligheden. Sådan er det bare ikke. Det kan godt være, at King har skrevet en fortælling med et barskt tema og blodigt tema, men uhyggeligt bliver det ikke.

Ravenloft: Realm of Terror fra 1990. Kampagneverden og smukt illustreret idékatalog. Forsiden er malet af Clyde Caldwell

Ravenloft: Realm of Terror fra 1990. Kampagneverden og smukt illustreret idékatalog. Forsiden er malet af Clyde Caldwell

Jeg er sikker på, at jeg vender tilbage til det her tema igen.

I sidste ende er Heart of Midnight en helt ligegyldig bog. Jeg har læst den to gange nu og kunne ikke huske et ord af den, da jeg læste den anden gang. Skulle jeg finde på at læse den en tredje gang, vil det helt sikkert være på præcis samme måde igen. Hurtigt læst, hurtigt glemt.

 

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s