Alan Riefe, Tales of Horror (1965): Nostalgisk begejstring over korte gys

Paperback, Pocket Books 1965. Med fin, fin forside af Irv Doctor

Alan Riefe var en flittig forfatter i 1960’erne og 70’erne. Han havde base i New York og skrev historier til forskellige serieforlag såvel som TV-produktioner. Som de fleste andre sadlede han om i løbet af 70’erne og begyndte at skrive bøger i stedet. Det blev til flere hårdkogte action-serier samt en lang række gotiske romancer udgivet under konens navn Barbara Riefe. Der er en stor sandsynlighed for, at jeg vender tilbage til ”Barbaras” bøger på et senere tidspunkt. Her skal det imidlertid handle om Riefes lille gyserantologi fra 1965.Som sagt arbejdede Alan Riefe for forskellige tegneserieblade i 60’erne. Der er tale om serier som DC Comics’ Witching Hour og House of Mystery. Desværre er de fleste af hans historier ikke krediteret og derfor svære at bestemme med sikkerhed. Ikke desto mindre er novellerne i Tales of Horror som snydt ud af næsen på den type gys, vi møder i tegneserierne. Faktisk kunne Riefes små tekster lige så godt være oplæg til fremtidige seriefortællinger.

The Witching Hour, september 1969. Klassiske stribegys

Sagen er nemlig den, at Tales of Horror består af 49 ultrakorte historier, der typisk er på omtrent en sides længde. Riefe har altså sat sig for at skabe gys på meget lidt plads. Det er en interessant øvelse, fordi det umiddelbart rejser nogle spørgsmål om det at skrive horror. Hvor meget plads kræver det at etablere et godt gys? Et umuligt spørgsmål at besvare, men en sætning eller et enkelt ord burde jo principielt være nok. Det afhænger af modtagerens læsning og identifikation med teksten. Klinger ordet eller sætningen med hos den læsende, er det indlevelsesmæssige potentiale ubegrænset.

De korte tekster er spændende, fordi de i den grad tvinger forfatteren til at træffe klare valg og fokusere på en bestemt tanke. Jeg er eksempelvis meget begejstret for D. F. Lewis’ korte fortællinger. Han formår at skabe groteske billeder, der måske ikke nødvendigvis har nogen mening, men som står lysende klart som skræmmende ordbilleder – og det gør han, vel at mærke, på nærmest ingen plads. Lewis skaber litterær kunst gennem sine korte noveller, fordi han fokuserer sine tekster og henter inspiration fra prosadigtets form. Alan Riefe kommer fra et helt andet sted og skriver ud fra en anden præmis. Der ligger ikke et kunstnerisk projekt bag Riefes stilistiske valg, snarere er Riefes fiktion et udtryk for de genrekonventioner, det blev fremelsket i tegneserieforlagenes gyserblade.

Irving Seidmont Docktor (10. juli 1918 – 14. februar 2008). Herligt selvhøjtideligt billede af Doctor i rollen som den store kunstner

Fordi Alan Riefe skriver ud fra samme tradition som vores hjemlige GRU-blades makabre, pulpede historier, er der ikke tale om egentlig horror. Der er tale om små fortællinger med overraskende slutninger, der altid kredser om morbide, grusomme emner. Om det så er i form af videnskabsmanden, der forelsker sig i et væsen fra rummet, eller ligrøveren der får sig en grufuld overraskelse, er formlen den samme. Der skildres en eller anden form for normalitet ved historiens begyndelse, der i langt de fleste tilfælde vendes på hovedet i løbet af de sidste par linjer.

Man behøver ikke være en synderligt rutineret gyserlæser for at gætte Riefes små drilske slutninger. Faktisk er de fleste ganske åbenlyse, hvilket de sikkert også var i 1965, da bogen udkom. Pointen er imidlertid næppe, at vi direkte skal chokeres eller gyse – bogens formål er snarest en fejring af det makabre plot generelt – præcis som i de tegnede gyserserier. Ved at låne flittigt fra den gotiske, Poe’ske stil får Riefe bygget en novellesamling op, der næsten bliver til en form for katalog over makabre plots. Kannibalisme, gravskænderi, spøgelser, vampyrer og gale videnskabsfolk – alt er med.

En fremragende Irv Docktor illustration

Det hele bliver leveret med den slet skjulte skadefro tone, der netop kendetegner tegneseriegysene og de noveller, der til tider blev bragt i bladene sammen med gyset. Som læsere kan vi vælte os i død og gru, nyde de sadistiske detaljer og juble over de frastødende beskrivelser. Sidder de og spiser menenskekød!… fy for pokker osv. Drenget teenage-foragt for god smag og barnlig glæde ved alt klamt er absolut en vigtig komponent i novellernes udtryk.

For mig at se er der noget uendeligt befriende over en lille bog som Tales of Horror, fordi den er så umiddelbart forståelig og entusiastisk omkring sit tema. Helt ukunstlet dyrker den skamløst morbiditeten og den sorteste galgenhumor. Der er ingen budskaber, ingen forsøg på moralisering eller dybere psykologiske overvejelser. Tales of Horror er som en god gammel ven, du uden skam kan svælge dig i de dårlige vaner sammen med, og det er jo herligt. Når jeg læser novellerne, slynger de mig straks tilbage til drengeværelset i selskab med Fætter Maddike og brugte gyserblade købt i Kramboden – den lokale brugtbladsforhandler i Aabenraa.

Endnu en fin Irv Docktor illustration

Noget, der imidlertid gør Tales of Horror til en endnu bedre oplevelse, er, at den ikoniske horrorillustrator Irv Docktor har leveret illustrationerne til bogen. Med sin vanligt løse, tidstypiske streg og sans for horror-tematikker tegner han flagermus, kranier og bloddryppende vignetter, der er en fryd for øjet. De små illustrationer er faktisk så fede, at Riefes korte tekster til tider nærmest kan fremstå som ledsagende billedtekster. Forholdet mellem tekst og billeder er i hvert fald meget ligeligt, og bogen lever i mindst lige så høj grad på illustrationerne som selve historierne.

I dag vil man næppe længere kunne lave en lignende bog, uden det ville føles bagstræberisk og kunstigt. Netop fordi Alan Riefe skrev ud fra den meget specifikke tilgang til gyset, der blev opdyrket i tegneseriemagasinerne, er Tales of Horror en direkte aftapning af en svunden tradition. Den er et glimt fra 60’ernes horror før genrens store fornyelse i 70’erne. Et glimt fra en tid hvor gys kunne kondenseres ned til klichéfyldte grotesker, der ikke fylder mere end en enkelt bogside og stadige virke fuldt ud overbevisende.

Paperback, Popular Library 1977. En af Alan Riefes forsatte historier var denne western-serie

Man må naturligvis ikke være blind for, at Tales of Horror er camp og corny, plat og stedvist lidt dum. Det betyder også, at man hurtigt bliver mæt. Bogen er som helhed hurtigt læst, men den er bedst i små mængder. Jeg hiver den af og til ned fra hylden og læser et par af de små historier og kigger på illustrationerne, mere skal der ikke til. På det niveau er Tales of Horror et fantastisk blik ind i et af gysergenrens uddøde udtryk. Den skal indtages i små mængder, men sådan er det jo tit med gode ting.

En fridag med mathcore: Ny video fra The Dillinger Escape Plan

The Dillinger Escape Plan udsender, som bekendt, deres nye album One of Us is the Killer d. 14. maj. Det bliver fedt! Det jeg har hørt fra den nye plade er klassisk uberegnelig og voldsom Dillinger, hvilket absolut er en god ting. Du kan bruge lidt af din bededagsfridag på at høre/se “When I Lost My Bet” fra det nye album her. Det er en vild, brutal og flot video, der passer smukt til sangen (som rykker ganske, ganske godt).

 

Først var han grov – så blev han ond: Da klovnen blev uhyggelig

Hardcover, Hodder and Stoughton 1986

Der kan siges meget om Stephen Kings forfatterskab, men mandens indvirkning på horrorlitteraturen fra 70’ernes slutning og op gennem 80’erne er uomtvistelig. Kings indflydelse kan registreres på mange måder – man kan se, hvordan hans stil, romanernes opbygning, for ikke at nævne deres længde, langsomt bliver normen inden for den gren af gyserlitteraturen, der sloges om pladserne på bestsellerlisterne – og ja, det var dengang horror, ikke krimier, var blandt de bedst sælgende romaner. Det var engang…

Paperback, Signet Books 1987

Den måde klovnen bliver brugt og afbilledet på i horrorgenren, er også et meget konkret, om end knap så afgørende sted, hvor jeg vil mene, at Kings indflydelse gør sig gældende. Før King skrev og udsendte It i 1986, var klovne absolut almindelige figurer i genre- og pulplitteraturen. De kunne optræde som grumme, groteske karakterer, hvor forfattere og forsidetegnere spillede på kontrasten mellem det venlige, ”morsomme” ydre og det fordærvede indre (Sagde du Krusty?).

Paperback, Signet Books 1996

Klovnenes karnevaleske afsøgen af grænser har gjort dem til populære figurer, der opererer på randen af samfundet. Cirkusset bliver det eksotiske frirum, hvor alting kan ske. Der hvor eventyr, spænding, passion og hemmeligheder kan trives. Der hvor det grænsen mellem gøgl og vanvid krydses.

Alt dette har naturligvis udmøntet sig vidt forskelligt i genrelitteraturen, fra rendyrket eksotisk eventyr til mareridtsagtig horror – tænk bare på Bradburys Something Wicked This Way Comes (1962) eller Poes ”The System of Doctor Tarr and Professor Fether” (1845). Klovnen bærer derfor også mange forskellige masker i de forskellige fortællinger, men det er først, da King slipper sin Pennywise løs på ”The Losers’ Club” i It, at klovnen for alvor bliver diabolsk.

Ten Detective Aces, maj 1941

Jeg vil mene, at der er et tydeligt før og efter It, når vi ser på brugen af klovnen i gyseren. King skærper de allerede i litteraturen eksisterende forestillinger om klovnen som ubehagelig, modsætningsfyldt karakter. King gør ham til en egentlig dæmonisk størrelse og bærende motiv i horrorfortællingen. Det er ikke set på samme måde før, og konceptet slår i den grad igennem. Onde, dæmoniske klovne bliver pludselig meget almindelige fra slutningen af 80’erne og frem.

Startling Detective, november 1946

Det er imidlertid interessant og meget naturligt, at der går lidt tid, før idéen for alvor får rodfæste eller manifesterer sig. På forsiderne af It bliver først klovnen helt djævelsk i de senere paperback-udgaver. De første mange udgaver er langt mere afdæmpet. Receptionen af It er ikke desto mindre enorm, og dræberklovne a la Pennywise bliver ganske, ganske almindelige i løbet af 90’erne.

Popular Detective, oktober 1944

De forsider, jeg har valgt her, viser et meget fint udpluk af klovne før og efter It. Faktisk vil jeg mene, at vi med receptionen af Pennewise har fået et så konceptuelt stærkt monster, at horror-klovnen vel egentlig burde regnes som en moderne tilføjelse til de ikoniske gyser-entiteters panteon.

 

Phantom Detective, marts 1936

 

Paperback, Underland Press 2009

 

Paperback, Telos Publishing 2011

 

Paperback, Kensington Books 2013

 

Paperback, Kendall & Murphy 2010

 

Paperback, Grey Friar 2011

 

Paperback, Gollancz 1995

 

Paperback, Gold Medal Books 1962

 

Paperback, CreateSpace 2012

 

Paperback, CreateSpace 2011

 

Paperback, British Fantasy Society 2013

 

Paperback, Bantam Books 1956

 

Paperback, Ace Books 1965

 

Paperback, Berkley Books 1981

 

Official Detective Stories, maj 1962

 

Horror Stories, december 1933

 

Fantastic, juni 1954

 

Detective Story Magazine, maj 1931

 

Roger Sarac, The Throwbacks (1965): Absurd mutantgys i ødemarken

Paperback, Belmont Books, 2. udg. 1969

Normalt, når jeg omtaler og skriver om bøger her på bloggen, forsøger jeg egentlig at holde handlingsreferaterne på et minimum. Dels er referater lette at finde på nettet, dels synes jeg faktisk ikke selv, at det er specielt interessant læsning. Med det sagt gør jeg en undtagelse her. The Throwbacks fra 1965 er ganske enkelt så absurd, at handlingen ikke kan forbigås i tavshed. Dermed også sagt, at jeg kommer med et par afsløringer undervejs, men der er næppe nogen, der læser bogen for at blive overrasket.

Med The Throwbacks fortsætter jeg i øvrigt i det samme frontier-spor, som jeg skrev om tidligere på ugen. Bogen tager os nemlig til den californiske ødemark, hvor dybe skove og vildsomme bjerge strækker sig så langt øjet rækker. Her, midt ude i vildmarken, er det nygifte par Paul og Joanne på vej hjem fra en campingtur. De kører gennem mørket, da bilen rammer noget, de umiddelbart tror, er en bjørn. Da Paul undersøger sagen, opdager han, at det, de påkørte, er blevet slynget ned over bjergsiden og nu forsvundet. Men var det en bjørn? Det er Paul faktisk sikker på. Det lignede ikke nogen bjørneart, han kender, og Paul er naturfotograf, så han ved en del om den slags.

 

Paperback, Belmont Books, 2. udg. 1969

 

Sagen bliver mere mystisk, da de den samme aften får et værelse på et motel, hvor hører de lokale snakke om mærkelige indianerlegender og behårede væsner, der lever i bjergenes vildnis. Bigfoot eller Sasquatch, kær abe har mange navne, og det er naturligvis det mytiske abevæsen, som der er på tale. Væsnet, Paul og Jo påkører, bliver aldrig omtalt som Bigfoot, men vi ved naturligvis godt, hvad de hentyder til, når de taler om en abeligende, nærmeste menneskelig pelsklædt ting.

Desværre er liget eller kadaveret jo forsvundet, men heldigvis er der rester af blod og pels på kofangeren, så Paul tager sporene til nærmere undersøgelse på universitetet. Således kommer biologen Prof. Bergen på bane. Med speciale i californisk dyreliv og Afrikas store aber er han den helt rigtige at tale med. Bergen kan noget overraskende konkludere, at det hår og blod, som Paul har givet ham, ikke stammer fra noget kendt væsen! Det er store sager, og universitetet beslutter derfor at støtte en (meget lille) ekspedition ud i ødemarken, hvor der skal iværksættes en eftersøgning efter dette abevæsen. Således tager Paul, Jo, Bergen og den unge studerende Mike ud i vildnisset i en veludstyret stationcar.

Roger Andrew Caras (28. maj 1928 – 18. februar 2001). Caras den store dyreven

Humøret er højt, Jo leverer kaffen (I’m the coffemaker, siger hun glad et sted), mens hun muntert lytter til de lumre kommentarer fra gruppens tre mænd. Den gode biologiprofessor Bergen er eksempelvis en selverklæret ”dirty old man”, og de to andre mænd er ikke meget bedre. Det høje testosteronniveau bliver ikke mindre, da ekspeditionen bliver henvist til to brødre – brødrene Bradshaw – der lever som eneboere. Brødrene ved alt om vildnisset, og skal nogen kunne hjælpe dem med at finde abevæsnerne, må det være de to Bradshaw-brødre.

Historien tager en uventet drejning, da ekspeditionen forsøger at komme frem til brødrenes hytte. De får et tilfældigt glimt af et abevæsen undervejs og kører galt. Mike brækker armen, da han efterfølgende forsøger at skifte et dæk på bilen. Således hober problemerne sig. Det hele er noget værre møg, men så kommer de to overraskende kultiverede eneboer-brødre dem til undsætning. Alle er naturligvis glade for hjælpen, ikke desto mindre må ekspeditionens deltagere undre sig: Hvad laver de to veluddannede mænd ude i ødemarken? Og hvorfor opfører brødrene sig, som om de er plaget af en dyb, dyster hemmelighed. Som du nok kan se ud fra dette, tager Roger Sarac os pludselig og uventet ind i noget, der lugter langt væk af southern gothic-kerneland.

Det klassiske stillbillede fra Patterson og Gimlins berømte Bigfoot-film fra 1967

Gradvist fortaber abejagten sig til fordel for de spændinger, der opstår, da selskabet bliver indkvarteret hos de to Bradshaws. Aggressioner og liderlighed driver af væggene, og var det ikke fordi en storm bryder ud, var det sikkert kommet til en gruppevoldtægt af Jo. Det vil sige næsten, for den ældste bror er bøsse og forelsket i sin yngre bror (!). Da han ikke kan få sin lillebror i kanen, tæsker han ham i stedet, og det virker udmærket som seksuelt afløb, oplyses det.

Sex er den helt store ting i historien, og ser vi bort fra de efterlyste abemenneske, er pistoler og geværer helt centrale. Både Bergen og den ældste bror har en skydevåbensfetich. Vi får derfor flere stærkt erotisk betonede fremstillinger af geværets kraft, kuglens potens osv. Alt sammen i en svedig, indestængt jargon. The gun is good. The penis is evil, kunne den ældste bror vel lige så godt hviske, mens han baldrer løs med sin riffel, eller når de andre mænd begærligt betragter den homoseksuelle brors geværsamling. Han er sandelig veludstyret, bemærker de, mens de helt glemmer stakkels Jo.

Paperback, Belmont Books, 1. udg 1965

Den mandlige seksualitet er absolut et væsentligt omdrejningspunkt. Det er derfor både overraskende og passende, da det kvindelige abevæsen stik imod alle konventioner bryder ind i brødrenes hytte og kidnapper den unge student Mike. Jo må se snydt til, mens den dyriske kvinde på stenaldervis trækker afsted med sit mandlige bytte. Jo, som moderne kvinde, står hjælpeløs med en riffel i hånden, ude af stand til at hjælpe, og problemet bliver først løst, da resten af mændene kommer tilbage – akkurat tidsnok til at redde deres kammerat fra en omgang abesex i krybekælderen under brødrenes hytte.

The Throwbacks er en ringe bog, men på den gode måde. Den er dum, den er billig og den er lummer. Men faktisk er der også nogle rigtig fine horrorsekvenser. Den scene, hvor abekvinden belurer den sovende Mike, er faktisk er ganske, ganske klam. Og scenen, hvor hun endelig stjæler sin udvalgte, er også meget vellykket. At det lykkes for Sarac at skabe troværdige gys, er lidt af et mirakel og et kæmpe plus i en bog, der ellers lever på sin absurditet og ufrivilligt komiske indhold.

Hardcover, Bristol Park Books 1999. En antologi med hundehistorier, som Caras i hvert fald har redigeret af navn

Roger Sarac skrev ikke andre romaner end The Throwbacks, men jeg skylder at nævne, at Sarac er et pseudonym for Caras. Roger Caras var ikke en hvem som helst. Han var en stor amerikansk medie-darling i 60’erne og 70’erne, der skrev rigtig mange naturbøger og var vært på en lang række natur- og dyreprogrammer. Med The Throwbacks har Caras vel på en eller anden måde bearbejdet sine erfaringer i skønlitterær form og tilføjet et spekulativt ”hvad nu hvis”-element – for abekvinden, der nu har været nævnt nogle gange, er en mutant. En freak der ikke kan forklares. I bogen prøver de kloge hoveder naturligvis at komme med nogle bud på abemenneskernes eksistens, men de kommer ikke til bunds i sagen og i sidste ende er det de menneskelige relationer, der først og fremmest optager Caras/Sarac.

I bedste southern gothic-tradition sender The Throwbacks os meget uventet i favnen på en gammel familiehemmelighed, triste skæbner og perverse forhold, som de kun kan formuleres i gotikken. Spændende sager, der i Caras’ hånd bliver til en absurd og lummer omgang, som oser langt væk af drive-in-stemning og pulpgys. Underlødigt og dumt, ja, men også sjov læsning!

The Brains møder Cthulhu: Nyt mythos-inspireret album

Canadiske The Brains udsendte for tre dage siden et nyt album. Denne gang har de ladet sig inspirere af den gode gamle Cthulhu mythos. Man fornemmer især mythos-inspirationen på sangen ”The Monster Within”. På deres nye album, der også har titlen The Monster Within, fortsætter The Brains ellers i det velkendte spor med klassisk, konservativ psychobilly. De har mere metal i deres lyd end eksempelvis vores hjemlige Nekromantix, men det er sådan set ret fint. De hårdere numre er faktisk det, der får The Brains til at skille sig en smule ud fra mængden. Uanset hvad, har jeg en svaghed for genren.

Lyt til et par af numrene her:

Let’s go Honkey Tonkin’: På besøg hos Shack Girl

Paperback, Beacon Books 1957

USA er et stort land, og idéen om den uopdyrkede vildmark er en væsentlig del af den folkelige amerikanske historieforståelse. Det er den såkaldte frontier-myte, der spøger i den populærkulturelle bevidsthed – og det gør den også fortsat i dag, hvor den til stadighed beviser sin overlevelsesevne. Grundlæggende hviler myten vel på en forestilling om det uopdyrkede, det autentiske, der kan findes uden for byerne. ”This was written somewhere down in the United States”, synger Dylan i ”Dylan’s Blues”, en af hans tidligste folk-sange. Ikke i byen, men dernede hvor man møder de rigtige amerikanere. En sang skrevet ude i det ubestemmelige Amerika, hvor drømmen, friheden og det oprindelige stadig findes.

Paperback, Star Novels 1956

Kerouac drønede ud i dette myternes USA og skabte selv nye i forbifarten, men fandt i sidste ende kun tomhed og ensomhed derude i det åbne. Der var måske derfor mere oprigtighed i Hunter S. Thompsons perverterede spejling af drømmen – en grotesk parodi på frihedsmyten, der som bekendt ikke kunne vække andet end frygt og lede.

Paperback, Beacon Books 1958

Og Thompson havde bestemt fat i noget, når han udstillede friheden som en forvrænget, angstfyldt oplevelse, for hvad ligger der egentlig derude i myternes USA, hvor folk gør, som de vil? En ting er sikkert, de er ikke som anstændige byfolk. Det er i hvert fald den paranoide bagside af frontier-mytens medalje. Den side, der viser landet som et ubehageligt, tilbagestående univers, hvor perversitet og forfald trives i bibelske dimensioner. West of Arkham the hills rise wild… som Lovecraft skriver, men hvor det land præcis findes, er naturligvis ikke til at sige nøjagtigt. Dog er der tilsyneladende bred enighed om, at det sikkert er i sydstaterne, i de store sumpe, eller måske i bjergene? Mulighederne er legio og stedet i sidste ende ligegyldigt, for vi ved jo godt, at det er uhyrlige skabninger som Leatherface, Norman Bates og Kings majsbørn, der bor ude i tusmørkelandet.

Paperback, Beacon Books 1959

Men mindre kan også gøre det, og det har i pulpens altid forunderlige verden ført til små nicheromaner specialiseret i bestemte populære, diskriminerende forestillinger om livet i de fjerne (aldrig helt definerede) egne af USA. En af beboerne i dette land er shack girl – en livlig, villig pige – der kvæler fornuften som en flaske moonshine.

Paperback, Berkley Books 1959

Shack girl er det samme som undergang for den, der træder ind i hendes hytte. Hun forfører sit offer – til tider ud af ondskab og begær, andre gange uskyldigt, uden selv at kende sin magt. Uanset hvordan er hendes hytte langt ude på landet et farligt, farligt sted, som anstændige mænd bør holde sig fra. Problemet er, at de har svært ved at blive væk, og som Odysseus nægter de at lukke ned for hendes fristelser.

Tør du banke på hos hende?

Paperback,Carnival Books 1954

Paperback, Gold Medal Books 1959

Paperback, Lancer Books 1962

Paperback, Newsstand Library 1960

Paperback, Stallion Books 1953

Paperback, Star Books 1956

Paperback, Uni-Books 1952

Paperback, Uni-Books 1953

Paperback, Venus Books 1953

Paperback, Venus Books 1954

Og her til sidst bare for at vise, at temaet fortsat lever i bedste velgående:

Paperback, Leisure Books 2011

 

 

Raymond Rudorff, The House of the Brandersons (1973): Okkultisme, spøgelser og selvsving

Paperback, Corgi Books 1980. En klassisk Corgi-fotoforside. Ganske stemningsfuldt – men uden relation til bogens indhold!

Her har vi fat i en stort set glemt bestseller fra 1973. En bog om satanisme, okkultisme, spøgelser. Om mord, en ædende ond troldmand og noget grusomt hinsides universets dybder. Hell ya – 70’er-gys er og bliver en fantastisk ting!

Man tager Lovecrafts The Case of Charles Dexter Ward (1927/43) og rører den op med inspiration fra Levins Rosemary’s Baby (1967), Blattys The Exorcist (1971) og lidt klassisk hjemsøgthus-stemning samt et solidt drys ”black magic story” af Dennis Wheatley. Voila, så har man The House of the Brandersons.

Rudorffs bog er i den grad et barn af sin tid. Horror om satanisme og okkultisme gik som varmt brød, takket være eksempelvis førnævnte bestsellere af Levin og Blatty. Tematisk har Rudorff derfor ikke noget nyt på programmet. The House of the Brandersons er et opkog af tidens populære temaer. Ikke desto mindre har Rudorffs roman nogle kvaliteter, der fortjener at blive trukket frem fra glemmebogen. Modsat de fleste andre sataniske gysere fra 70’ernes første halvdel er The House of the Brandersons en historisk roman. Den udspiller sig nemlig i London mellem 1886-87. Det er med andre ord victoriatidens tågefyldte gader, mystiske loger og dyster storby, der danner rammen for Rudorffs gyser. Det er et fremragende greb for en som mig der elsker den victoriaske horror og alle dens klichéer.

Paperback, Corgi Books 1980

Selve bogen er konstrueret som et manuskript skrevet af Walter Richard Mayhew; en opdager med speciale i det paranormale. Manuskriptet er skrevet i tiden omkring 1950, og hele bogens handling er således Mayhews forsøg på at rekonstruere de grufulde begivenheder, der udspillede sig for år tilbage. Vi møder derfor også ret mange fortællerstemmer i løbet af bogen, fordi Mayhew sammenstykker historien ud fra øjenvidneberetninger og forskellige dokumenter, som sagen om familien Branderson har kastet af sig.

Sagen kan i korthed sammenfattes sådan: I 1886 vender familien Branderson hjem til London efter nogle år i Indien. Mr. Branderson er en dygtig og vellidt forretningsmand, men der går ikke lang tid efter deres hjemkomst, før han ændrer væsen. Branderson bliver mystisk og ubehagelig. Snart kan samme adfærd også bemærkes omkring Branderson-husets andre beboere – konen, de fire børn og deres tjenestefolk. Der begynder at ske sære ting i og omkring huset, og det hele kulminerer efter et år, da hele familien Branderson bliver myrdet brutalt af en mand, der efterfølgende hænges for drabet.

Men hvad var det der skete med familien? Hvordan kunne det komme så vidt? Det sætter Walter Mayhew sig for at undersøge, og resultatet bliver en overraskende omfattende rejse ind i en dyster okkult underverden, der afslører, at det bestemt ikke kun var familien Branderson, der mistede livet i løbet på den konto. Ja det lyder jo som en forløber til Ansons The Amityville Horror (1977), og parallellerne lader sig da heller ikke fornægte.

Hardcover, Arbor House 1973. Romanens 1. udg. Et stille, lidt kedeligt cover – men en cool detalje med ansigtet til højre i billedet

Raymond Rudorff spiller på flere heste i romanen. Bogen åbner som klassisk fortælling om et hjemsøgt hus med ”kolde steder” i bestemte værelser osv. Sagen bliver imidlertid hurtigt mere kompliceret, og den antager karakter af en fortælling om dæmonbesættelse og forbyttet identitet. Som læser er man jo nok aldrig i tvivl om, hvad det er, der er på færde i historien. Det er imidlertid lige meget, fordi Rudorff har smurt så tykt på, at det langt hen ad vejen er underholdende at opleve ham vælte sig i velkendte horrortematikker.

Bogens væsentligste trumfkort er imidlertid Rudorffs periodekendskab. Han udgav flere populærvidenskabelige historiebøger – bl.a. Belle Epoque: Paris in the Nineties fra samme år som The House of the Brandersons, og naturligvis udspiller en del af romanens handling sig også i Paris. Rudorff er med andre ord i stand til at trække på et ganske solidt kendskab til victoriatidens litteratur, kultur og ikke mindst, tidens okkulte strømninger. Det gør, at The House of the Brandersons måske kan virke lidt overlæsset, men netop fordi der er så meget stof, der klinger med i handlingen, bliver det også en form for ”best of” af alt det spektakulære og fascinerende fra perioden (The Golden Dawn, spiritisme, hemmelige loger osv).

Paperback, Dell 1975. Endnu en stille forside, der faktisk er meget fin. Jeg er glad for den ulmende trussel, der ligger i billedet

Desværre er Rudorffs kendskab til perioden også en af de ting, der ender ud med at blive en hæmsko for ham. Ikke så meget fordi vi som læsere får for mange unødvendige information, men fordi Rudorff især i de dele af romanen, der skal gøre det ud for breve fra 1800-tallet, har følt sig forpligtet på tidens sprog. En ret stor del af The House of the Brandersons er skrevet i en underspillet epistolærstil, der forsøger at simulere et 1800-tals sprog. Tilmed er det navnlig Clara Branderson, husets kone, der har ordet. Dermed sætter Rudorff sig for at indfange en forskræmt 1800-tals kvindes brevskriverier. Det bliver i sidste ende en lidt tung og fersk fremstillingsform. Rudorff rammer faktisk tidens tone meget godt, men i længden kommer jeg til at savne noget mere kontant horror, skrevet som det ville blive skrevet i begyndelsen af 70’erne. Problemet er imidlertid ikke større end, at man kan se The House of the Brandersons som en meget gennemført pastiche, der vælger at gå linen ud i både sprog og struktur.

Selve bogens afslutning er i virkeligheden et mere graverende problem. Hele romanen er, som sagt, udgjort af sammenstykkede vidneudsagn, der indbyrdes måske nok hænger sammen, men som savner det store overblik. Vi får derfor ikke alle bevæggrunde og sammenhænge før helt til sidst, hvor Rudorff må introducere en form for mesterkilde, der kan forklare alt og løse de åbne spørgsmål. Det er en kunstig og utilfredsstillende afslutning, der afmystificerer handlingen. Tilmed er det faktisk kedelig læsning, fordi der i høj grad er tale om et referat af handlingen, bare med en præcisering af, hvad der rent faktisk skete på afgørende tidspunkter. Ikke ret vellykket, må man sige.

Hardcover, E P Dutton 1973

Ikke desto mindre er The House of the Brandersons en fin gyser. Rudorff udgav kun to romaner. Branderson-bogen er hans anden. Den første var – The Dracula Archives (1971) – er en såkaldt ”prequel” til Stokers Dracula (1897). Den blev også et bestseller-hit og nok i virkeligheden den bog, som Rudorff huskes bedst for. Jeg skal helt sikkert have fat i hans første bog, for til trods for sine fejl rammer Rudorff ind i præcis det, jeg synes, er fedt ved horrorlitteraturen.

Paperback, Pocket Books 1973. Et fjollet, fjollet vampyrbillede, men jeg er egentlig ret glad for det – især detaljen med bloddråberne

20 minutter i godt selskab: Harlan Ellison omkring 1970

I 60’ernes sidste del gennemgik genrelitteraturen et nybrud, hvor den gamle garde, der havde begge ben plantet solidt i pulp-traditionen, pludselig fik konkurrence af et kuld af helt nye forfatterstemmer. Nye navne som Gene Wolfe, Roger Zelazny, Ramsey Campbell og Ursula K. le Guin var alle vokset op med pulplitteraturen, men i stedet for at blive indenfor de etablerede genrekonventionerne, sprængte de rammerne. De gjorde deres tekster relevante på et litterært og filosofisk plan, hvor deres fortælling fik en aktualitet og kulturkritisk vinkel, der talte direkte ind i samtiden. Det brud er så markant, at det kan mærkes, uanset om vi taler horror, fantasy, SF eller alt det der ligger derimellem. Der var pludselig en ny og en gammel litteratur.

Harlan Ellison (født 27. maj 1934)

Science Fiction-grenen var måske der, hvor der tydeligst blev gjort op med ældre konventioner, og dér hvor kreativiteten for alvor sprudlede først. De store skred inden for de andre genre er derfor kommet til at stå en smule i skyggen af den såkaldte ”New Wave of Science Fiction”. Man kan imidlertid ikke indsnævre bevægelsen til kun at berøre SF. Det var noget, der skete i alle afkroge af genrelitteraturen.

I virkeligheden har det derfor måske slet ikke så meget med genrer at gøre. Måske er det store brud, der sker i 60’erne, et led i en meget større social bevægelse. Måske man kan sige, at navnlig unge havde brug for at skabe sig en ny platform, et nyt litterært sprog, som kunne fungere som rammen for det værdiopgør, vi normalt forbinder med 60’erne. Her bød pulptraditionen sig til, fordi den både var fri for dem etablerede litterære verdens konservative jerngreb, og fordi pulpens fantastik åbnede tydelige muligheder for at tale om alternative samfund og virkeligheder.

Jeg skal passe på ikke at forenkle tingene for meget. Den revolution, som genrelitteraturen oplevede i 60’erne, stod naturligvis på skuldrene af forgængere. Kan man eksempelvis tænke sig moderne horror uden fantastiske Shirley Jacksons bøger fra 50’erne? Det tror jeg ikke. Med det sagt må man nok også erkende, at vi bedst forstår forandringer, når de bliver forenklet eller fremstillet som specifikke handlinger eller skel.

Et sådant skel er den fabelagtige, afsindige og kaotiske Harlan Ellisons’ antologi Dangerous Visions fra 1967. En bog, der indfanger indbegrebet af alle de forandringer, jeg taler om her. En bog, der var en stor skråtopfinger til alt tidligere. En bog, der forlangte at blive taget alvorligt; en bog, der med næsten militant sikkerhed marcherede ind på den litterære scene og sagde ”Her er det nye, her er fremtiden”. Roll over rover and let Harlan take over!

Hardcover Doubleday 1967. Banebrydende bog med moderigtigt omslag

Bogen er et stort, stort genredefinerende øjeblik, og det kunne aldrig være lykkedes uden Ellisons enigmatiske og karismatiske personlighed. Man kan sige, at han var den perfekte galionsfigur for tidens strømning. Smart, intelligent og pokkers velformuleret.

I dag kan det være vanskeligt helt at forstå, hvorfor Dangerous Visions og de andre forandringer i 60’erne var så store. Det, der var nyt dengang, er blevet normen i dag. I den lille film, som jeg viser her, kan du imidlertid snuse lidt til stemningen af oprør og nybrud. Cool cat Harlan Ellison diskuterer litteratur med en gruppe studerende og universitetsfolk. Jeg tror, det må være i tiden omkring 1970-71.  Again, Dangerous Visions, der udkom i 1972, omtales som et projekt på trapperne. Det korte af det lange er, at du her kan komme til en ca. 22 minutters audiens hos en af de mænd, der har været med til at præge vejen den seriøse, moderne generelitteratur har valgt.

 

 

Femme fatale, venus i pels og dødbringende sexkilling: Bad girls galore

Adventure, juni 1966 – Hello sailor!

Ud af ren og skær glæde ved pulpgenrens billedverden har jeg her samlet et lille tematisk udpluk. Temaet er slemme piger – det vil sige onde, grusomme, lystne, sataniske kvinder. For er der en ting, som er sikkert, når vi taler pulpforsider, så er det, at kvinderne fylder en del. Det er et fåtal, hvor kvinden ikke optræder. At dømme ud fra forsiderne alene kunne man næsten konkludere, at pulpens væsentligste emne var de seksuelle relationer mellem mand og kvinde – og det uanset genre. Sådan er det jo ikke, når vi bladrer forbi forsiderne, men sex skulle der til for at sælge historierne.

Paperback, Midwood Tower Books 1964

Det betyder jo først og fremmest, at man havde mænd som aftagere i tankerne. Det er der ikke noget overraskende i. Mere overraskende er det, når nyere studier har vist, hvor mange kvinder, der faktisk også købte og læste blade og bøger markedsført til mænd.

Women In Crime, marts 1948

Men holder vi fast ved, at producenterne havde mænd i tankerne, når forsiderne blev skabt, er det jo interessant at notere sig, hvor meget de slemme piger fylder. Naturligvis er der mange billeder af stakkels piger i nød. Piger der må reddes af en handlekraftig (maskulin) helt. Men antallet af forsider og historier, der handler om forføreriske, dødbringende kvinder i alliance med mørke kræfter, er ganske, ganske stort.

Famous Fantastic Mysteries, juni 1952

Man kan vel sige, at billederne spiller på en mandlig fascination af kvinden som stærk. Og det vel at mærke på et tidspunkt, hvor kønsrollemønsteret først for alvor ved at gå i opløsning. Jeg vil mene, at billederne spiller på en latent mandlig fantasi om at blive nedlagt og udnyttet.  Det er i hvert fald sådan, man må forstå billedernes fremstillinger af stærke kvinder, der udstråler lige dele sexappeal og rå magt. Kvinderne tager, hvad de vil, og læseren kan så i sit stille sind håbe på, at det bliver ham (eller hende), som valget falder på.

Women In Crime, juni 1948. Det er nu også en ret vild forside!

Other Worlds, november 1949

Rugged Men, april 1961

Paperback, Ace Books 1960

Paperback, Zebra Books 1977

Paperback, Ace Double Books 1959

Paperback, Sun Books 1977

Paperback, Beacon Books 1956. Shiny, shiny, shiny boots of leather / Whiplash girlchild in the dark

Paperback, Gold Medal Books 1961. “The she-devil from Dallas”

Paperback, Signet Books 1957. Hotte historier fra de gode gamle dage..

Paperback, Corgi Books 1973

Paperback, Leisure Book 1967

Paperback, Dell Books 1938

Paperback, Pyramid Books 1969

Paperback, Dell Books 1963. Den her forside er måske en af de bedste. Sexy as hell siger jeg bare

Paperback, Paperback Library 1963. Her har vi vel fat i en af de litterære arketyper

Paperback, Gold Medal Books 1952

Paperback, Hodder Books 1957

Paperback, Midnight Reader 1962

Og så tre nye forsider. To fra Hard Case Crime og deres rigtig fede retro-forsider. Er Choke Hold cool eller bare cool?

Paperback, Hard Case Crime 2011

Paperback, Hard Case Crime 2010

Paperback, Pulp Press 2009. Mere retro-forside. Turn of your T.V. and discover fiction like it used to be…

Stephen King, Pet Sematary (1983): Et fantastisk dødsstudie

Paperback, New English Library, 23. udg. 1992. Et stemningsfuldt cover (af Davies?!) – desværre ødelægges det lidt af forholdet mellem billedet og forfatternavn. Nuvel, det er jo navnet der sælger

Der har været skrevet rigtig, rigtig meget om Stephen Kings Pet Sematary fra 1983. En roman der vel generelt regnes som en af Kings bedste. Det kan jeg kun være enig i. Pet Sematary er en fremragende bog, der rummer alt det, King er blevet berømt på, men samtidig udfordres både forfatter og læser mærkbart af bogens tema – Døden. Og det med stort D. Det dystre tema er i den grad blevet en del af mytologien omkring romanen. At historien eksempelvis var så uhyggelig, at King først ikke ville udgive den osv. – anekdoter der er med til at understrege, at King afsøgte nyt terræn.

Med mindre du har levet under en sten de sidste mange år, vil handlingen i Pet Sematary sikkert være nogenlunde bekendt. Men ok, vi tager lige et kort referat for en god ordens skyld. Louis Creed, hans kone Rachel samt deres to børn Ellie og Gage flytter til den lille by Ludlow i Maine. Louis har fået arbejde på en universitetsskadestue i nærheden. De flytter ind i et gammelt hus, der ligger lidt uden for Ludlow. Deres nærmeste naboer er et gammelt ægtepar, Jud og Norma, der bor på den anden side af den stærkt trafikrede landevej, der adskiller grundene.  Alt er fred og landlig idyl. Sådan da, for døden ånder familien og deres omgivelser i nakken.

Paperback, New English Library, 23. udg. 1992

Først får nabokonen Norma et slagtilfælde, så bliver Creed-familiens kat kørt over, mens Louis er alene hjemme i huset. Datteren Ellie elsker katten over alt, og Louis er derfor i vildrede – skal han fortælle hende sandheden om kattens død eller lyve. Som tak for hjælpen i forbindelse med nabokonens slagtilfælde beslutter naboen Jud at indvie Louis i en hemmelighed. Oppe i skoven bag Creed-familiens hus ligger en dyrekirkegård, som familien allerede stifter bekendtskab med tidligt i historien. Bag denne kirkegård ligger der en ældre indiansk gravplads, der rummer sære kræfter. Det, der begraves på pladsen, vender tilbage, måske lidt forandret, men den døde genopstår blandt de levende. I Ludlow kender flere af de gamle stedets hemmelighed, og nu hvor Louis Creed er blevet indviet, får han mulighed for at få katten tilbage. Genoplivningen af katten er naturligvis kun begyndelsen på det, der udvikler sig til en grotesk og ganske skrækindjagende affære.

En af de fascinerende ting ved Pet Sematary er romanens opbygning. Man kan næsten sige, at romanen har en arkitektur. Hele handlingen er spændt ud mellem en lang række dikotomier. Mand og kvinde, det unge Creed-ægtepar og det gamle ægtepar på hver side af vejen, der er Louis og Rachel Creeds far, der er børnene og de voksne, Rachel og hendes døde søster Zelda og så naturligvis det helt overordnede og altgennemsyrende modsætningsforhold mellem liv og død. Det todelte motiv optræder i alle romanens elementer og udgør nærmest et forsøg fra Kings side på en beskrivelse af tilværelsens grundvilkår og den verdensorden, som hans hovedpersoner må indfinde sig under.

Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Den orden smuldrer imidlertid, for da Jud introducerer micmac-indianernes gamle gravplads, skabes der uorden i systemet. Louis krydser en grænse, som han ikke burde krydse og skaber et uoverskueligt kaos, der kommer til at koste flere menneskeliv. Og her nærmer vi os bogens centrale handlingselement; Louis fornægter døden og genopliver de døde.

Handlingen har ført til sammenligninger mellem Pet Sematary og Frankenstein (1818), hvilket naturligvis på overfladen kan være en rimelig betragtning. Forskellene er imidlertid afgørende. Victor Frankenstein forsøger at skabe liv, der hvor der ikke tidligere har været noget – han forsøger på guddommelig vis at skabe liv ex nihil – at skabe liv ud af intet. Helt bogstaveligt sætter Frankenstein sig i Skaberens sted og skaber et menneske i menneskets billede. Louis Creed vil ikke skabe liv, han vil forlænge livet, omgøre dødsdommen. Derved griber Louis Creed ind i det, der i en konservativ kristen terminologi ville kunne kaldes ”Guds plan”. At det er i de baner, man må forstå Pet Sematary, kan der ikke være nogen tvivl om. Roman er spækket med referencer til metafysiske og teologiske overvejelser, der skal vise læseren, at der er en mening med det hele, uden at vi nødvendigvis forstår den. Det handler altså om tro (Creed).

Hardcover, Doubleday,  1. udg. 1983

Pet Sematarys kristne budskab bliver meget ofte overset, fordi King er en dygtig forfatter, der forstår at pakke sit budskab ind på en måde, så det ikke ligner en prædiken. Jeg mener imidlertid, at det er helt afgørende for forståelsen af Kings roman, at man holder sig hans på mange måder gammeldags kristne værdigrundlag for øje. Et værdiggrundlag, der nok kan fremstå fremmedartet for os i en dansk sammenhæng, men som i en amerikansk virkelighed formentlig er normen.

Som jeg læser King, er hans pointe, at mennesket står ensomt og sårbart i mødet med døden og sorgen. Og her, midt i den ensomhed, kan ”mørket” snige sig ind som fristeren. I Pet Sematary har Mørket, Djævlen eller hvad man nu vil kalde det, fristet generation på generation i Ludlow med sit tilbud om evnen til at vække de døde til live igen. Pointen er imidlertid ikke udelukkende, at man via begravelsespladsen får evnen til at genoplive de døde, det er lige så vigtigt, at man leverer denne viden videre til andre som en gift, der spredes fra generation til generation. Hemmeligheden er ganske enkelt noget, der tynger, som Jud meget tydeligt forklarer, fordi den altid melder sig i de situationer, hvor livet bliver svært.

Hardcover, Hodder and Stoughton 1983

Gamle Jud lader sig da også friste, da han giver hemmeligheden om gravpladsen videre til Louis. I den forstand møder vi Djævlen i Pet Sematary, som den samme fristerfigur, som vi allerede mødte i The Stand (1978) og som King senere vender tilbage til i Needful Things (1991). Der anslås derfor også et apokalyptisk tema i Pet Sematary, der handler mørkets evige forsøg på at vinde indpas i menneskets liv. Et tema der ikke mindst understreges, når King eksempelvis parafraserer åbningen på Yeats’ digt ”The Second Coming” (New English Library, s. 324) – et digt King allerede benyttede i The Stand.

Paperback, Hodder Paperbacks 2011

Romanens store ambition er at besvare det eksistentialistiske spørgsmål om, hvordan man er i stand til at leve med døden. Kings svar ligger i religionen og den stille accept og åbenhed omkring emnet. Det gamle ægtepar Jud og Norma bliver her prototypen på Kings idealforestilling om det lykkelige liv. Om mennesker der har rejst et helt liv, fra barndom til alderdom. De har i overført betydning krydset den dødsensfarlige landevej, der strækker sig mellem barndom/ungdom og alderdommen. Det sted, hvor farerne lurer og det uventede kan ske. Jud og Norma har krydset denne livsvej uden at miste troen, modsat familien Creed, der kuldsejler noget så grueligt.

Paperback, Pocket Books 2001

Ganske vist er Norma og Jud blevet fristet undervejs og har begået fejl, det fremgår med al tydelighed i bogen, men de har ikke mistet dem selv. Louis derimod mister sig selv, da han i sit svageste øjeblik lader sig friste og krydser grænsen, han ikke måtte krydse. Man kan sige, at han står på kirkegråden og ser døden, men vælger ikke at acceptere den. Han lader sig lokke videre ind i den underverden, hvor mørket har magten. Man trænger ind bag det ene for at komme til det andet. Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, at man skal krydse dyrekirkegården for at komme til indianernes gravplads.

Paperback, Pocket Books 2005

Men hvad er dyrekirkegården så? Altså ikke indianergravpladsen, men den kirkegård, der har lagt navn til bogens titel. Svaret må være, at dyrekirkegården for King repræsentere det nødvendige tab af uskyldighed, som børn må igennem. Dyrekirkegården er det sted, hvor barndommens illusioner punkteres og de voksnes verden introduceres. Det sted hvor døden erkendes og får form, men samtidig også en markering af grænsen mellem liv og død. En grænse, som Louis som nævnt, krydser.

Paperback, Wangels Forlag 1987

Pet Sematary er som sagt en fremragende bog, fordi den afsøger grænser, og King rent faktisk har noget på hjertet. Det er en ekstremt dyster bog, der gennemsyres af varsler og tegn, der alt sammen peger i retning af den eskalerende død, der hjemsøger alle bogens sider. I min optik er både de dele, der handler om relationerne mellem bogens personer og stederne med mere traditionel horror lige fremragende, men det er uden tvivl i sammenstillingen af det ordinære og overnaturlige, at styrken for alvor ligger. Det lykkes nemlig King i Pet Sematary at skabe en troværdig rationale for bogens begivenheder og præsentere et sammenhængende budskab. Om man så køber Kings kristne budskab, er en anden snak. De fleste vil sikkert, som mig selv, bare glædes over bogens herligt dystopiske stemning.

Paperback, Gallery Books 2002

Pet Sematary er en klassiker og for mig et se det til dato sidste højdepunkt i Kings forfatterskab.

Og her giver jeg så ordet videre til Ramones. Hey ho – let’s go!