Alan Riefe, Tales of Horror (1965): Nostalgisk begejstring over korte gys

Paperback, Pocket Books 1965. Med fin, fin forside af Irv Doctor

Paperback, Pocket Books 1965. Med fin, fin forside af Irv Doctor

Alan Riefe var en flittig forfatter i 1960’erne og 70’erne. Han havde base i New York og skrev historier til forskellige serieforlag såvel som TV-produktioner. Som de fleste andre sadlede han om i løbet af 70’erne og begyndte at skrive bøger i stedet. Det blev til flere hårdkogte action-serier samt en lang række gotiske romancer udgivet under konens navn Barbara Riefe. Der er en stor sandsynlighed for, at jeg vender tilbage til ”Barbaras” bøger på et senere tidspunkt. Her skal det imidlertid handle om Riefes lille gyserantologi fra 1965.Som sagt arbejdede Alan Riefe for forskellige tegneserieblade i 60’erne. Der er tale om serier som DC Comics’ Witching Hour og House of Mystery. Desværre er de fleste af hans historier ikke krediteret og derfor svære at bestemme med sikkerhed. Ikke desto mindre er novellerne i Tales of Horror som snydt ud af næsen på den type gys, vi møder i tegneserierne. Faktisk kunne Riefes små tekster lige så godt være oplæg til fremtidige seriefortællinger.

The Witching Hour, september 1969. Klassiske stribegys

The Witching Hour, september 1969. Klassiske stribegys

Sagen er nemlig den, at Tales of Horror består af 49 ultrakorte historier, der typisk er på omtrent en sides længde. Riefe har altså sat sig for at skabe gys på meget lidt plads. Det er en interessant øvelse, fordi det umiddelbart rejser nogle spørgsmål om det at skrive horror. Hvor meget plads kræver det at etablere et godt gys? Et umuligt spørgsmål at besvare, men en sætning eller et enkelt ord burde jo principielt være nok. Det afhænger af modtagerens læsning og identifikation med teksten. Klinger ordet eller sætningen med hos den læsende, er det indlevelsesmæssige potentiale ubegrænset.

De korte tekster er spændende, fordi de i den grad tvinger forfatteren til at træffe klare valg og fokusere på en bestemt tanke. Jeg er eksempelvis meget begejstret for D. F. Lewis’ korte fortællinger. Han formår at skabe groteske billeder, der måske ikke nødvendigvis har nogen mening, men som står lysende klart som skræmmende ordbilleder – og det gør han, vel at mærke, på nærmest ingen plads. Lewis skaber litterær kunst gennem sine korte noveller, fordi han fokuserer sine tekster og henter inspiration fra prosadigtets form. Alan Riefe kommer fra et helt andet sted og skriver ud fra en anden præmis. Der ligger ikke et kunstnerisk projekt bag Riefes stilistiske valg, snarere er Riefes fiktion et udtryk for de genrekonventioner, det blev fremelsket i tegneserieforlagenes gyserblade.

Irving Seidmont Docktor (10. juli 1918 - 14. februar 2008). Herligt selvhøjtideligt billede af Doctor i rollen som den store kunstner

Irving Seidmont Docktor (10. juli 1918 – 14. februar 2008). Herligt selvhøjtideligt billede af Doctor i rollen som den store kunstner

Fordi Alan Riefe skriver ud fra samme tradition som vores hjemlige GRU-blades makabre, pulpede historier, er der ikke tale om egentlig horror. Der er tale om små fortællinger med overraskende slutninger, der altid kredser om morbide, grusomme emner. Om det så er i form af videnskabsmanden, der forelsker sig i et væsen fra rummet, eller ligrøveren der får sig en grufuld overraskelse, er formlen den samme. Der skildres en eller anden form for normalitet ved historiens begyndelse, der i langt de fleste tilfælde vendes på hovedet i løbet af de sidste par linjer.

Man behøver ikke være en synderligt rutineret gyserlæser for at gætte Riefes små drilske slutninger. Faktisk er de fleste ganske åbenlyse, hvilket de sikkert også var i 1965, da bogen udkom. Pointen er imidlertid næppe, at vi direkte skal chokeres eller gyse – bogens formål er snarest en fejring af det makabre plot generelt – præcis som i de tegnede gyserserier. Ved at låne flittigt fra den gotiske, Poe’ske stil får Riefe bygget en novellesamling op, der næsten bliver til en form for katalog over makabre plots. Kannibalisme, gravskænderi, spøgelser, vampyrer og gale videnskabsfolk – alt er med.

En fremragende Irv Docktor illustration

En fremragende Irv Docktor illustration

Det hele bliver leveret med den slet skjulte skadefro tone, der netop kendetegner tegneseriegysene og de noveller, der til tider blev bragt i bladene sammen med gyset. Som læsere kan vi vælte os i død og gru, nyde de sadistiske detaljer og juble over de frastødende beskrivelser. Sidder de og spiser menenskekød!… fy for pokker osv. Drenget teenage-foragt for god smag og barnlig glæde ved alt klamt er absolut en vigtig komponent i novellernes udtryk.

For mig at se er der noget uendeligt befriende over en lille bog som Tales of Horror, fordi den er så umiddelbart forståelig og entusiastisk omkring sit tema. Helt ukunstlet dyrker den skamløst morbiditeten og den sorteste galgenhumor. Der er ingen budskaber, ingen forsøg på moralisering eller dybere psykologiske overvejelser. Tales of Horror er som en god gammel ven, du uden skam kan svælge dig i de dårlige vaner sammen med, og det er jo herligt. Når jeg læser novellerne, slynger de mig straks tilbage til drengeværelset i selskab med Fætter Maddike og brugte gyserblade købt i Kramboden – den lokale brugtbladsforhandler i Aabenraa.

Endnu en fin Irv Docktor illustration

Endnu en fin Irv Docktor illustration

Noget, der imidlertid gør Tales of Horror til en endnu bedre oplevelse, er, at den ikoniske horrorillustrator Irv Docktor har leveret illustrationerne til bogen. Med sin vanligt løse, tidstypiske streg og sans for horror-tematikker tegner han flagermus, kranier og bloddryppende vignetter, der er en fryd for øjet. De små illustrationer er faktisk så fede, at Riefes korte tekster til tider nærmest kan fremstå som ledsagende billedtekster. Forholdet mellem tekst og billeder er i hvert fald meget ligeligt, og bogen lever i mindst lige så høj grad på illustrationerne som selve historierne.

I dag vil man næppe længere kunne lave en lignende bog, uden det ville føles bagstræberisk og kunstigt. Netop fordi Alan Riefe skrev ud fra den meget specifikke tilgang til gyset, der blev opdyrket i tegneseriemagasinerne, er Tales of Horror en direkte aftapning af en svunden tradition. Den er et glimt fra 60’ernes horror før genrens store fornyelse i 70’erne. Et glimt fra en tid hvor gys kunne kondenseres ned til klichéfyldte grotesker, der ikke fylder mere end en enkelt bogside og stadige virke fuldt ud overbevisende.

Paperback, Popular Library 1977. En af Alan Riefes forsatte historier var denne western-serie

Paperback, Popular Library 1977. En af Alan Riefes forsatte historier var denne western-serie

Man må naturligvis ikke være blind for, at Tales of Horror er camp og corny, plat og stedvist lidt dum. Det betyder også, at man hurtigt bliver mæt. Bogen er som helhed hurtigt læst, men den er bedst i små mængder. Jeg hiver den af og til ned fra hylden og læser et par af de små historier og kigger på illustrationerne, mere skal der ikke til. På det niveau er Tales of Horror et fantastisk blik ind i et af gysergenrens uddøde udtryk. Den skal indtages i små mængder, men sådan er det jo tit med gode ting.

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.