Monthly Archives: maj 2013

Træt af varmen? Jeff Hershey and The Heartbeats køler dig ned

En kølig julesang til de lune eftermiddagstimer. Herlige Jeff Hershey and The Heartbeats leverer smækker retro-pop. En lille julegyser, udsendt tilbage i februar måned, der bestemt højner humøret.  Sangen hedder Santa Claus is a Monster.  

 

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Video

Rituel magi eller bondage? Click Magazine besøger William Seabrook

I søndags skrev jeg lidt om William Seabrooks selvbiografi No Hiding Place fra 1942. Seabrook tegner et portræt af sin verden i bogen, og får fremstillet sig selv som ulykkelig, sandhedssøgende forfatter. Det svarer næppe helt til virkeligheden, for man kunne også med rette kalde Seabrook en sensationssøgende populist, der med næb og kløer kæmpede for at finde kulørte emner til sine bestsellers.

Okkultisme, mystisk og religion var en væsentlig del af alle Seabrooks bøger, men det var først med Witchcraft: Its Power in the World Today (1940), at han kastede sit helhjertet over okkultismen. Seabrooks hedonistiske åre gjorde naturligvis, at de ritualer, han især interesserede sig for og praktiserede i hjemmet, lå i et sært grænseland mellem bondage-lege og Crowleyansk sexmagi.

Det hele skete naturligvis, mere eller mindre, for åbne døre. Click Magazine fik således lejlighed til at besøge William Seabrook i 1942 og fotografere nogle af hans okkulte eksperimenter. Det hele er selvfølgelig opstillet til ære for kameraet, og den lænkede dame har alt for meget tøj på. De viste sadomasochistiske ritualer(lege?) er et besynderligt opkog af elementer fra Seabrooks baggrund og ting, han har læst. Seabrook skriver selv i sin biografi, at han lige siden barndommen fantaserede om lænkede, nøgne kvinder. Hans S/M-tilbøjeligheder var også en af de medvirkende grunde til, at Seabrooks anden kone, der også optræder i artiklen, forlod ham.

Se på billederne og snyd ikke dig selv for selve artiklen. Den er skrevet i en ganske underholdende saglig tone, der tilsyneladende er helt blind for de seksuelle overtoner, der ligger i alle fotografierne.

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

William Seabrook, No Hiding Place (1942): Ærligheden som facade

Hardcover, J. B. Lippincott Company 1942

Hardcover, J. B. Lippincott Company 1942

William Seabrook er en notorisk skikkelse i den amerikanske mellemkrigslitteratur. Hans liv som jetsetter og skandaleombrust forfatter smeltede sammen med de eventyrlige oplevelser, Seabrook berettede om i sine bøger. Som en form for stamfader til gonzo-journalistikken kastede Seabrook sig ud i en lang række sensationssøgende projekter, der alle blev beskrevet og udgivet i bogform. I den første bog, Adventures in Arabia (1927), lod Seabrook sig indlemme i en beduinstamme og deltog i stammens røveriske overfald. Han lod sig endda, for syns skyld, omvende til islam. Noget der dengang sendte en gysen gennem de amerikanske læsere (og gør det måske også i dag?). Bogen blev et kæmpe hit, og Seabrook fandt sin opskrift på succes; det selvoplevede eventyr.  En opskrift han gentog udgivelse efter udgivelse.

Det var imidlertid først med den anden bog, The Magic Island (1929), at Seabrook for alvor fik fat i de kulørte emner, der skulle komme til at kendetegne det efterfølgende forfatterskab. I The Magic Island beskriver Seabrook sit år i Haiti og leverer indgående beretninger om voodooens væsen og ritualer. Bogen er kulørt, saftig og fyldt med stemning. Tilmed bruger han en del plads på begrebet ”zombie”, og hvis det ikke var Seabrook, der indførte begrebet i amerikansk populærkultur, var det i hvert fald The Magic Island, der gjorde zombien til hvermandseje.

William Buehler Seabrook (22. februar 1884 – 20. september 20 1945)

William Buehler Seabrook (22. februar 1884 – 20. september 20 1945)

Senere tog Seabrook tilbage til Afrika, hvor han skrev om kannibaler og angiveligt selv spiste menneskekød. Han begyndte også at interesserer sig for sort magi og fraterniserede med Aleister Crowley og så videre. Alt sammen spektakulære projekter udtænkt på baggrund af deres chokværdi og populistiske potentiale. Noget Seabrook naturligvis selv ville benægte.

William Seabrook havde omtrent lige så mange fjender og kritikere, som han have læsere, der elskede ham. Han blev udskældt som løgner, fantast, pralhals og alt muligt andet. En stor del af kritikken har sikkert været berettiget, men sandheden om ægtheden af Seabrooks oplevelser får vi næppe opklaret.

Hardcover, George G. Harrap 1936, engelsk udg.

Hardcover, George G. Harrap 1936, engelsk udg.

Hvad ægthed angår, bliver man heller ikke klogere ved læsning af Seabrooks selvbiografi No Hiding Place fra 1942. Bogen er skrevet i slutningen af forfatterskabet, og har man i baghovedet, at Seabrook begik selvmord i ’45, antager bogen karakter af et ensomt, dystert farvel til verden.

Biografien som sådan har mange variationer, der læner sig op ad fiktionens fortællestrukturer. Seabrooks bog er afgjort en bekendelsesroman. Han er den triste, men ikke angrende, synder, der ude af stand til at ændre på sig selv, ser tilbage på sit liv med melankoli. I løbet af voksenårene udviklede Seabrook sig til en forhærdet alkoholiker, og kampen mod drukken fylder meget i bogen.

Han skriver åbent om sit problem med flasken og genfortæller dramatisk episoder om elendighed og fornedrelse. Men her må man være opmærksom på, at den påståede ærlighed, den faktuelle åbenhed, løber som en rød tråd gennem alle Seabrooks bøger. Hver bog er udgjort af en stribe iscenesatte erfaringer, om det så er smagen af menneskekød eller den sorte messe. Selvbiografien er på præcis samme måde blevet et projekt for Seabrook. Livet lægges frem – sådan var det. Derfor gjorde jeg sådan, derfor skete dette. Ærligheden bliver en maske, som Seabrook skjuler sig bag.

Paperback, Bantam Books 1947. "An alcoholic takes the cure" - I Asylum beskriver Seabrook sit første alvorlige afvænningsforsøg

Paperback, Bantam Books 1947. “An alcoholic takes the cure” – I Asylum beskriver Seabrook sit første alvorlige afvænningsforsøg

Bogens titel No Hiding Place skal vise, at Seabrook ikke har nogen steder at gemme sig længere. Her står jeg, blottet, siger han til læseren. Men i virkeligheden skjuler han sig bag den fordrukne forfatterpersona og slipper aldrig noget ud, der ikke først er filtreret igennem rollens iscenesættelse. Det betyder, at til trods for, at Seabrook beskriver hjerteskærende elendighed og smerte i forbindelse med sit druk, bliver det altid den rationelle, klogere forfatter, der ser tilbage. Han giver den som alkoholikeren, der har fået sit druk under kontrol, men det ved vi vel alle godt, at den slags ikke findes, og på den led slås der åbenlyse sprækker i ærligheden.

Når man først har accepteret præmissen for bogens ærlighedskonstruktion, er det fascinerende at læse, hvor sikkert William Seabrook fører os gennem et liv, der begynder ydmygt i Maryland og leder ham helt til tops i New York. Blandt de mere spøjse detaljer er eksempelvis, hvordan han tager på opiumsfyldte rejser med sin bedstemor i de tidlige barndoms år og oplever fantasy-lignende episoder i rusen.

Hardcover, Harcourt, Brace & Co. 1940

Hardcover, Harcourt, Brace & Co. 1940

Eller når Seabrook bekender en oprigtig erotisk kærlighed til sin mor. Bramfrit fortæller han om, som barn, at ville i seng med sin mor og hadet til lillebroderen, fordi han skal dele moren med ham. Ganske bizar læsning. Det bliver ikke mindre slibrigt, når Seabrook løbende beretter om sine åbne ægteskaber og seksuelle eskapader med kvinderne, han møder på sine rejser.

Et væsentligt tema, der strækker sig fra barndomsårene og op gennem hele voksenlivet, er Seabrooks hang til det, vi i dag vil kalde bondage. Han tænder på at binde og lænke kvinder. Det bruger han meget tid på at fortælle om, og jeg formoder, at det har været provokerende, skrap kost i ’42, da bogen udkom.

Seabrook er en provokatør, der som performance-kunsteren lever af at iscenesætte sig selv i forskellige situationer. Hans liv er naturligvis den ultimative iscenesættelse og der hvor han når grænsen for sit forfattervirke. Der kom ikke flere bøger efter No Hiding Place og det med god grund. Hvad skulle han stille op? Hvor kunne han rejse hen? Hvilke tabuer stod tilbage? På den led havnede Seabrook i samme saks som Hemmingway og senere Hunter S. Thompson gjorde det. Forfatterpersonaen åd ganske enkelt forfatteren som menneske.

Hardcover, George G. Harrap & Co. 1931, engelsk udg.

Hardcover, George G. Harrap & Co. 1931, engelsk udg.

No Hiding Place, Seabrooks liv og forfatterskab generelt, er interessant i forhold til genrelitteraturen, fordi det virkede som en selvforstærkende kraft. Seabrook rejste ud og oplevede det, som pulpforfatterne beskrev hjemme ved skrivebordene. Seabrook leverede den ”ægte, selvoplevede” vare, og det gjorde indtryk. Hans bøger kom til at inspirere genrefiktionen og levere væsentlige input til stemningsbeskrivelser og plotidéer. Han fik i sidste ende omdannet hele sit liv til en grotesk pulp-beretning, der blev en kæmpe bestseller. Ved at læse Seabrooks selvbiografi får man således et væsentligt indblik i pulpens guldalder og de inspirationskilder, der dannede grundlag for de gys, fantasy- og eventyrhistorier, vi stadig læser i dag.

Der er saft og kraft i William Seabrooks selvbiografi. Den åbner op indtil maskinrummet bag den amerikanske pulplitteratur. På en ganske interessant måde og viser os, hvilke vilkår forfattere arbejdede under i mellemkrigsårene. Man kan næppe kalde biografien oprigtig, men oprigtigt underholdende, det er den.

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Modern Life Is War er snart tilbage. Jeg glæder mig vildt!

Modern Life Is War kunne i denne uge fortælle, at deres nye album er afsluttet. Det udkommer på Deathwish Records i løbet af sommeren. Det er måske en af de bedste musiknyheder i lang, lang tid.

Modern Life Is War eksisterede i få år og udsendte kun tre plader før de gik i opløsning. Sidste album, Midnight in America udkom helt tilbage i 2007. På den tid var gruppen måske det bedste punk/hardcore-band på scenen. De stoppede på toppen og efterlod fans med et spinkelt et håb om en snarlig gendannelse.

Den er kommet nu. Omtrent lige så uventet som gruppens opløsning blev genforeningen annonceret i april. Og det er rigtig, rigtig stort. Fuck. Jeg glæder mig vildt og blodigt til at høre nye sange fra en af de bedste nyere punkgrupper overhovedet. Skulle du ikke kende Modern Life Is War, så check de to fantastiske sange her:

 

 

Se også deres eneste musikvideo her. Den smukke fuckfinger til konservativ alt-var -bedre-i-gamle-dage-tankegang:

Skriv en kommentar

Filed under Video

Det spøger på bloggen – gespenster i alle afskygninger

Paperback, Arrow Books 1964

Paperback, Arrow Books 1964

Jeg har læst en del spøgelseshistorier i den sidste tid og tænkte derfor, at det kunne være sjovt med et lille temaindlæg om spøgelsesforsider. Spøgelsesgenren er måske en af de ældste og mest vedholdende inden for gysets verden overhovedet. Det skyldes uden tvivl emnets udefinerbare, grænseløse form. I sin kerne drejer det sig vel egentligt om noget, der vender tilbage fra graven eller overskrider grænsen mellem liv og død, hverken mere eller mindre. Hvordan denne manifestation kommer til udtryk, er en helt anden sag, og her er variationerne legio.

Famous Fantastic Mysteries, april 1948

Famous Fantastic Mysteries, april 1948

Spøgeriet optræder i form af det klassiske hvide gespenst, svøbt i ligklædet, semi-transparente former, skygger eller som hele bygninger, der bliver besjælet med gengangeren. Manifestationerne kan være morbide syn i form af halvfordærvede lig, eller absurditeter som det hjemsøgte bord i Elliott O’Donnells ”The Ghost Table”. En novelle, der kom på forsiden af Weird Tales i februar 1928, og mest af alt ligner en scene fra en Monty Python-sketch. Spøgelsesfortællingen er én stor legeplads, hvor rigide konventioner og kreative nybrud har sloges, siden spøgelseshistorien for alvor blev litterært formaliseret i slutningen af 1800-tallet.

Weird Tales, februar 1928

Weird Tales, februar 1928

En tilbagevendende problemstilling, for forfatterne, er selve spørgsmålet om tydeliggørelsen af gengangeren. Hvor meget eller hvor lidt skal der til. I sin minimale form, som det også ses på forsiderne her, kan landskabet være nok til at fremkalde en følelse af overnaturligt nærvær. En følelse af ikke at være alene, selv om der ikke er et menneske i syne. I den anden yderlighed bliver gejsterne til fuldt ud fysiske tilstedeværelser, der meget ofte har en overhængende fare for at blive banale. Altså det klassiske problem med at hive monsteret helt ud af skabet. Uvisheden er og bliver nok spøgelsesgenrens vigtigste kort. Afdækkes for meget, mister historien potens og vitalitet.

Paperback, Wordsworth Editions 1992

Paperback, Wordsworth Editions 1992

Faktisk vil jeg mene, at spøgelsesfortællingen, når den er bedst, er det præcise modstykke til en anden genre, der også formaliseres i 1800-tallets slutning. Her tænker jeg naturligvis på whodunnit-genren og dens obligatoriske læggen kortene på bordet i sidste del af historien. Årsag og sammenhæng udlægges her for læseren som en logisk, sammenhængende gåde, der går op. I den gode spøgelsesfortælling går det hele ikke op – her forbliver der uafklarede dele og åbne spørgsmål. Hvad var det, vi så? Hvorfor var det netop her?

Fireside Ghost Stories, december 1937

Fireside Ghost Stories, december 1937

De to genres tidsmæssige sammenfald er dog næppe tilfældig, set i lyset af det både filosofiske og videnskabelige intellektuelle opgør, der udspillede sig omkring begreber som rationalitet og metafysik i 1800-tallets slutning. De to typer fortællinger repræsenterer ganske enkelt de stridende lejres ståsted i forhold til verden. Er der mere mellem himmel og jord, der ikke kan erkendes rationelt, eller er verden en rebus, der kan afkodes og lægges frem som et regnestykke, der går op.

Ghost Stories, februar 1931

Ghost Stories, februar 1931

Jeg vil i løbet af de kommende måneder, håber jeg, lave nogle deciderede temastudier over forskellige grene af spøgelsesfortællingerne. Det, du ser her, er først og fremmest en fejring af genrens spraglede diversitet. Det er festligt, uhyggeligt og absurd. Jeg elsker den genre.

Hardcover, Cathay Press 1984

Hardcover, Cathay Press 1984

Hardcover, Hamlyn Books 1977

Hardcover, Hamlyn Books 1977

Hardcover, Hamlyn Books 1978

Hardcover, Hamlyn Books 1978

Hardcover, Munn & Co. 1898

Hardcover, Munn & Co. 1898

Hardcover, Oxford University Press 1991

Hardcover, Oxford University Press 1991

Hardcover, Souvenir Press  1985

Hardcover, Souvenir Press 1985

Paperback, Scholastic Press 1993

Paperback, Scholastic Press 1993

Paperback, Armada 1970

Paperback, Armada 1970

Paperback, Armada 1989

Paperback, Armada 1989

Paperback, Corinth Books 1966

Paperback, Corinth Books 1966

Paperback, Dover Publications 2011

Paperback, Dover Publications 2011

Paperback, Magnum Books 1979

Paperback, Magnum Books 1979

Paperback, Panther Books 1963

Paperback, Panther Books 1963

Paperback, Scholastic Canada 1994

Paperback, Scholastic Canada 1994

Paperback, Sphere 1974

Paperback, Sphere 1974

Paperback, Sphere 1987

Paperback, Sphere 1987

Paperback, Telos Publishing 2010

Paperback, Telos Publishing 2010

Paperback, William Kimber Books 1978

Paperback, William Kimber Books 1978

Paperback, William Kimber Books 1983

Paperback, William Kimber Books 1983

Weird Tales, november 1923

Weird Tales, november 1923

 

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Mary E. Wilkins-Freeman, Collected Ghost Stories (1974): Stille, klassiske gys

Hardcover, Arkham House 1974. En fin, fin forside af Frank Utpatel

Hardcover, Arkham House 1974. En fin, fin forside af Frank Utpatel

Bag den fremragende forside af Frank Utpatel gemmer der sig en samling af den amerikanske forfatter Mary E. Wilkins-Freemans små gyserhistorier. I alt 12 styk skrevet i årene omkring 1900. Det er ikke alle novellerne, der er egentlige spøgelseshistorier, men alle som en falder inden for rammerne af den klassiske, victorianske overnaturlige fortælling.

Wilkins-Freeman skrev flittigt, og hendes overnaturlige historier udgør i virkeligheden kun en lille del af den samlede produktion. Ikke desto mindre falder hendes spøgelsesfortællinger godt i tråd med resten af forfatterskabet, der i vid udstrækning afsøger det gamle New Englands landsbysamfund og beskriver små hverdagsdramaer med eksistentialistiske overtoner. Bogen føjer sig på den led også smukt ind i rækken af hjemstavnsforfattere, som Arkahm House udgav. Lovecraft er naturligvis den mest prominente. Men August Derleths stille beretninger fra det landlige Wisconsin og Joseph Payne Brennans noveller med udgangspunkt i New Haven, Connecticut, har samme melankolske bittersødme, som på fremragende vis fylder de bedste af Wilkins-Freemans historier.

Hardcover, Arkham House 1974

Hardcover, Arkham House 1974

Som sådan er Wilkins-Freeman ikke nogen original forfatter, og det kan også mærkes i flere af hendes noveller i samlingen. Det er velkendte temaer, der udfoldes og velkendte gys, hun præsenterer os for. Seks af bogens fortællinger har tidligere været samlet i The Wind in the Rose Bush and Other Stories of the Supernatural (1903), men novellerne er som sagt skrevet over lang tid. De er derfor også meget forskellige, og et par stykker stikker for alvor ud som mindre vellykkede arbejder.

De svage historier betyder imidlertid meget lidt for helheden, fordi der mellem de ordinære fortællinger ligger en kerne af helt fabelagtige noveller, der med et afdæmpet, feminint udtryk luller læseren ind i en verden af i går. En verden hvor liv og død er forbundet på måder, som ikke lader sig rationelt beskrive. Der er eksempelvis “A Far-Away Melody” om de to søstre, som hører musik i det fjerne, velvidende at det er et dødsvarsel. Og den ligeledes nedtonede, men rørende smukke “A Symphony in Lavender”, hvor det overnaturlige er holdt på et minimum, og nærmest bare er en flig af noget mystisk, der sætter historien i et sært, uvirkeligt skær.

Mary Eleanor Wilkins Freeman (31. oktober 1852 – 13. marts 1930)

Mary Eleanor Wilkins Freeman (31. oktober 1852 – 13. marts 1930)

I bogen finder man også Wilkins-Freemans ”The Lost Ghost”, som flere sikkert er bekendt med. Den har været bragt i en del antologier og det med rette, for den er for mig at se blandt de bedste fin de siècle-spøgelsesfortællinger. En ung kvinde flytter ind som logerende hos to søstre. Snart opdager hun, at huset hjemsøges af et lille barnespøgelse. Gengangeren er en lille pige, der går søstrene til hånde. Den unge logerende har svært ved at vænne sig til spøgelset, men en skønne dag sker der noget uventet i huset, og spøgelset forsvinder. Historien forløses, men følelsen af tab og ubehag hænger ved.

”The Lost Ghost” er fyldt med snigende kulde og uhygge, men den er først og fremmest tragisk og rørende. Jeg får en klump i halsen, når jeg læser den, og det ikke bare fordi, at jeg selv har en lille datter. Novellen er gennemsyret af en dybtfølt menneskelig indlevelse, der gør det lille barnespøgelse til en på en gang grufuld og ubærligt trist størrelse.

Hardcover, Doubleday 1903

Hardcover, Doubleday 1903

De bedste af Wilkins-Freemans noveller er historierne, hvor hendes sanselige, billedtunge sprog for alvor får lov at fylde. Novellerne er spækket med blomster, beskrivelser af dufte og hjemmets taktilitet. Netop indtryk og fornemmelser er motiver, der går igen i fortællingerne. Det i alt overvejende grad kvindelige persongalleri, der befolker bogen, befinder sig i en konstant kamp mellem deres irrationelle sanseindtryk og hverdagens snusfornuftige rationalitet. Om dagen, når vasketøjet hænges op og haven ordnes, har spøgelserne dårlige vilkår, men når skyggerne bliver lange, og mørket falder på, vokser nye dimensioner frem, der anfægter de stoiske New England-kvinders verdensbillede.

Der, hvor historierne udspringer af hverdagslivet, er Mary Wilkins-Freeman fabelagtig. Så snart hun bevæger sig væk fra hjemstavnslitteraturens varme, veldefinerede rammer, bliver novellerne mindre interessante. Noget ordinært eller generisk lister sig ind i teksterne, der mister den glød, som driver de førnævnte fremragende historier. En undtagelse er dog “The Hall Bedroom”, der beskriver et rum, som vokser i nattens mørke. Noget underspillet surrealistiske, ganske fascinerende er her på færde. Og “Luella Miller” er en interessant brug af vampyrmotivet. Desværre savner begge novellerne i sidste ende pondus og nærvær.

Everybody's Magazine, maj 1903. Her blev "The Lost Ghost trykt"

Everybody’s Magazine, maj 1903. Her blev “The Lost Ghost” trykt. Er der ikke noget vildt spooky over forsiden?

I “The Vacant Lot” bliver et andet problem tydeligt. Når spøgelserne bliver for åbenlyse, for veldefinerede, mister de kraft og bliver nærmest lidt fjollede. Den yderste konsekvens af det møder vi i ”A Gentle Ghost”, der er en decideret humoristisk fortælling. Den fortælling, der for alvor skiller sig ud, finder man bagerst i bogen. ”The Jade Bracelet” er en helt typisk, småracistisk pulp-beretning om et forbandet kinesisk jadesmykke efterladt som en kinesers hævn over den lille by, der drev ham fra forretningen. Overdramatisk og uvant terræn for Wilkins-Freeman.

Som helhed er Collected Ghost Stories en noget sammensat størrelse, men der skal ikke herske nogen tvivl om, at Mary Wilkins-Freeman er en væsentlig stemme i den victorianske spøgelsesfortælling. Hendes feminine udtryk, dybt rodfæstet i hjemstavnens landlige omgivelser, gør hende til et fremragende sidestykke til de samtidige, engelske kolleger på den anden side af Atlanten.

Everybody's Magazine, februar 1902. Her blev "The Wind in the Rose Bush" trykt for første gang

Everybody’s Magazine, februar 1902. Her blev “The Wind in the Rose Bush” trykt for første gang

Mary Wilkins-Freeman er et væsentligt litterært bekendtskab, og jeg vil mene, at man kan blive klogere på spøgelsesgenren ved at læse hendes noveller. Hendes sanselige, jordnære stil giver de bedste historier i bogen et nærvær og en troværdighed, som man sjældent finder andre steder. Og netop fordi Wilkins-Freemans udgangspunkt ligger i hjemmet, åbner hendes gys op for nogle alment menneskelige situationer, der overskrider tid og landegrænser. Hun hægter sig på en bredere forståelse af tabt tid og barndomslængsel, som jeg tror, de fleste voksne vil kunne identificere sig med. Og netop her, i dette længselslandskab, bliver der også plads til spøgelserne. Triste, melankolske, grufulde spøgelser.

Novellerne:

“The Shadows on the Wall”

“The Hall Bedroom”

“Luella Miller”

“The Vacant Lot”

“A Far-Away Melody”

“A Symphony in Lavender”

“The Wind in the Rose-Bush”

“A Gentle Ghost”

“The Southwest Chamber”

“The Lost Ghost”

“The Jade Bracelet”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Call of the Void kalder

Jeg er blevet ganske begejstret for Call of the Void. Det er råt, brutalt og larmende, men stedvist også indestængt melodisk. Jeg er helt sikker på, at de går hen og bliver et stort navn på metal-scenen i de kommende år. Hop med på vognen og giv dem et lyt.

Gruppen har lige udsendt deres første album, Dragged Down a Dead End Path, og har gennem de seneste par måneder udsendt en strøm af tekstvideoer. Her kan du se ”Endless Ritual Abuse”. Et godt eksempel på bandets blanding af crust, grind og death ‘n roll. Gode sager!

 

Skriv en kommentar

Filed under Video