William Seabrook, No Hiding Place (1942): Ærligheden som facade

Hardcover, J. B. Lippincott Company 1942

Hardcover, J. B. Lippincott Company 1942

William Seabrook er en notorisk skikkelse i den amerikanske mellemkrigslitteratur. Hans liv som jetsetter og skandaleombrust forfatter smeltede sammen med de eventyrlige oplevelser, Seabrook berettede om i sine bøger. Som en form for stamfader til gonzo-journalistikken kastede Seabrook sig ud i en lang række sensationssøgende projekter, der alle blev beskrevet og udgivet i bogform. I den første bog, Adventures in Arabia (1927), lod Seabrook sig indlemme i en beduinstamme og deltog i stammens røveriske overfald. Han lod sig endda, for syns skyld, omvende til islam. Noget der dengang sendte en gysen gennem de amerikanske læsere (og gør det måske også i dag?). Bogen blev et kæmpe hit, og Seabrook fandt sin opskrift på succes; det selvoplevede eventyr.  En opskrift han gentog udgivelse efter udgivelse.

Det var imidlertid først med den anden bog, The Magic Island (1929), at Seabrook for alvor fik fat i de kulørte emner, der skulle komme til at kendetegne det efterfølgende forfatterskab. I The Magic Island beskriver Seabrook sit år i Haiti og leverer indgående beretninger om voodooens væsen og ritualer. Bogen er kulørt, saftig og fyldt med stemning. Tilmed bruger han en del plads på begrebet ”zombie”, og hvis det ikke var Seabrook, der indførte begrebet i amerikansk populærkultur, var det i hvert fald The Magic Island, der gjorde zombien til hvermandseje.

William Buehler Seabrook (22. februar 1884 – 20. september 20 1945)

William Buehler Seabrook (22. februar 1884 – 20. september 20 1945)

Senere tog Seabrook tilbage til Afrika, hvor han skrev om kannibaler og angiveligt selv spiste menneskekød. Han begyndte også at interesserer sig for sort magi og fraterniserede med Aleister Crowley og så videre. Alt sammen spektakulære projekter udtænkt på baggrund af deres chokværdi og populistiske potentiale. Noget Seabrook naturligvis selv ville benægte.

William Seabrook havde omtrent lige så mange fjender og kritikere, som han have læsere, der elskede ham. Han blev udskældt som løgner, fantast, pralhals og alt muligt andet. En stor del af kritikken har sikkert været berettiget, men sandheden om ægtheden af Seabrooks oplevelser får vi næppe opklaret.

Hardcover, George G. Harrap 1936, engelsk udg.

Hardcover, George G. Harrap 1936, engelsk udg.

Hvad ægthed angår, bliver man heller ikke klogere ved læsning af Seabrooks selvbiografi No Hiding Place fra 1942. Bogen er skrevet i slutningen af forfatterskabet, og har man i baghovedet, at Seabrook begik selvmord i ’45, antager bogen karakter af et ensomt, dystert farvel til verden.

Biografien som sådan har mange variationer, der læner sig op ad fiktionens fortællestrukturer. Seabrooks bog er afgjort en bekendelsesroman. Han er den triste, men ikke angrende, synder, der ude af stand til at ændre på sig selv, ser tilbage på sit liv med melankoli. I løbet af voksenårene udviklede Seabrook sig til en forhærdet alkoholiker, og kampen mod drukken fylder meget i bogen.

Han skriver åbent om sit problem med flasken og genfortæller dramatisk episoder om elendighed og fornedrelse. Men her må man være opmærksom på, at den påståede ærlighed, den faktuelle åbenhed, løber som en rød tråd gennem alle Seabrooks bøger. Hver bog er udgjort af en stribe iscenesatte erfaringer, om det så er smagen af menneskekød eller den sorte messe. Selvbiografien er på præcis samme måde blevet et projekt for Seabrook. Livet lægges frem – sådan var det. Derfor gjorde jeg sådan, derfor skete dette. Ærligheden bliver en maske, som Seabrook skjuler sig bag.

Paperback, Bantam Books 1947. "An alcoholic takes the cure" - I Asylum beskriver Seabrook sit første alvorlige afvænningsforsøg

Paperback, Bantam Books 1947. “An alcoholic takes the cure” – I Asylum beskriver Seabrook sit første alvorlige afvænningsforsøg

Bogens titel No Hiding Place skal vise, at Seabrook ikke har nogen steder at gemme sig længere. Her står jeg, blottet, siger han til læseren. Men i virkeligheden skjuler han sig bag den fordrukne forfatterpersona og slipper aldrig noget ud, der ikke først er filtreret igennem rollens iscenesættelse. Det betyder, at til trods for, at Seabrook beskriver hjerteskærende elendighed og smerte i forbindelse med sit druk, bliver det altid den rationelle, klogere forfatter, der ser tilbage. Han giver den som alkoholikeren, der har fået sit druk under kontrol, men det ved vi vel alle godt, at den slags ikke findes, og på den led slås der åbenlyse sprækker i ærligheden.

Når man først har accepteret præmissen for bogens ærlighedskonstruktion, er det fascinerende at læse, hvor sikkert William Seabrook fører os gennem et liv, der begynder ydmygt i Maryland og leder ham helt til tops i New York. Blandt de mere spøjse detaljer er eksempelvis, hvordan han tager på opiumsfyldte rejser med sin bedstemor i de tidlige barndoms år og oplever fantasy-lignende episoder i rusen.

Hardcover, Harcourt, Brace & Co. 1940

Hardcover, Harcourt, Brace & Co. 1940

Eller når Seabrook bekender en oprigtig erotisk kærlighed til sin mor. Bramfrit fortæller han om, som barn, at ville i seng med sin mor og hadet til lillebroderen, fordi han skal dele moren med ham. Ganske bizar læsning. Det bliver ikke mindre slibrigt, når Seabrook løbende beretter om sine åbne ægteskaber og seksuelle eskapader med kvinderne, han møder på sine rejser.

Et væsentligt tema, der strækker sig fra barndomsårene og op gennem hele voksenlivet, er Seabrooks hang til det, vi i dag vil kalde bondage. Han tænder på at binde og lænke kvinder. Det bruger han meget tid på at fortælle om, og jeg formoder, at det har været provokerende, skrap kost i ’42, da bogen udkom.

Seabrook er en provokatør, der som performance-kunsteren lever af at iscenesætte sig selv i forskellige situationer. Hans liv er naturligvis den ultimative iscenesættelse og der hvor han når grænsen for sit forfattervirke. Der kom ikke flere bøger efter No Hiding Place og det med god grund. Hvad skulle han stille op? Hvor kunne han rejse hen? Hvilke tabuer stod tilbage? På den led havnede Seabrook i samme saks som Hemmingway og senere Hunter S. Thompson gjorde det. Forfatterpersonaen åd ganske enkelt forfatteren som menneske.

Hardcover, George G. Harrap & Co. 1931, engelsk udg.

Hardcover, George G. Harrap & Co. 1931, engelsk udg.

No Hiding Place, Seabrooks liv og forfatterskab generelt, er interessant i forhold til genrelitteraturen, fordi det virkede som en selvforstærkende kraft. Seabrook rejste ud og oplevede det, som pulpforfatterne beskrev hjemme ved skrivebordene. Seabrook leverede den ”ægte, selvoplevede” vare, og det gjorde indtryk. Hans bøger kom til at inspirere genrefiktionen og levere væsentlige input til stemningsbeskrivelser og plotidéer. Han fik i sidste ende omdannet hele sit liv til en grotesk pulp-beretning, der blev en kæmpe bestseller. Ved at læse Seabrooks selvbiografi får man således et væsentligt indblik i pulpens guldalder og de inspirationskilder, der dannede grundlag for de gys, fantasy- og eventyrhistorier, vi stadig læser i dag.

Der er saft og kraft i William Seabrooks selvbiografi. Den åbner op indtil maskinrummet bag den amerikanske pulplitteratur. På en ganske interessant måde og viser os, hvilke vilkår forfattere arbejdede under i mellemkrigsårene. Man kan næppe kalde biografien oprigtig, men oprigtigt underholdende, det er den.

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.