Fritz Leiber, The Dealings of Daniel Kesserich (1997): Dem Ol’ Kozmic Blues

Paperback, Tor Books 1997. Forsiden er malet af Jason Van Hollander

The Dealings of Daniel Kesserich blev udsendt i 1997, fem år efter Leiber døde. Da bogen udkom, vakte den derfor en hel del postyr i genrekredse – ikke mindst fordi det ikke bare var et efterladt manuskript. Bogen – eller rettere kortromanen – var nemlig allerede skrevet i 1936. Det vil sige på det tidspunkt, hvor den purunge Leiber udvekslede idéer med H. P. Lovecraft.

Alene tanken om et ukendt Lovecraft-influeret manuskript fra ’36 er jo store sager, men når det så tilmed kommer fra en mester som Leibers hånd, er det næsten for godt til at være sandt. Faktisk er tanken så spektakulær, at forventningerne let overstiger resultatet. Og det er jo nok også tilfældet.

Paperback, Tor Books 1997

The Dealings of Daniel Kesserich er en hurtig og klog roman med interessante facetter. Den er også usleben og befinder sig konstant i gråzonen mellem et traditionelt pulp-vokabular og noget mere litterært eksperimenterende. Havde Leiber haft tid og lyst til at arbejde videre med teksten, kunne den helt sikkert være blevet et af hovedværk. Det gjorde han ikke. Han gemte den i skrivebordsskuffen og overlod dermed den videre bearbejdning til David G. Hartwell. Desværre er bogen ikke forsynet med noget forord fra udgiveren, så vi ved faktisk ikke, hvad Hartwell rent faktisk har gjort ved Leibers manuskript. I hvilken tilstand det var osv. Det er ret beklageligt, for hvor stoppede Leibers idéer, og hvad bragte Hartwell ind i teksten?

Handlingen tager os ind i velkendte territorium. Vennerne John Ellis, Daniel Kesserich, Mary Andrews og George Kramer gik på universitetet sammen. John og Mary giftede sig, men gruppen som sådan gik i opløsning efter studietiden. Det var i hvert fald, hvad Kramer regnede med, indtil han en dag modtager et brev fra John, der opfordrer Kramer til at komme ud og besøge ham i lillebyen Smithville, hvor han arbejder som læge.

Fritz Reuter Leiber, Jr. (24. december 1910 – 5. september 1992)

Kramer tager imod invitationen, men knap ankommet til byen begynder der at ske sære ting. John er forsvundet, eftersøgt for mordet på Mary, og den fjerde af vennerne, Daniel Kesserich, har åbenbart også været i byen, men er nu ligeledes forsvundet. Det hele er meget mærkværdigt, og folk i byen opfører sig underligt; hysterisk kunne man sige.

Allerede i første kapitel oplever Kramer da også selv nogle mystiske begivenheder, der farver resten af bogen. Småsten kommer ud af det blå til syne omkring ham. Ganske uforklarligt og nærmest magisk. Det er kun begyndelsen, for som Kramer støver omkring, bliver han gradvist en del af Smithvilles opkogte stemning. Spøgelser, gravrøveri og bizarre optrin indgår alt sammen i dette.

Paperback, Nord 1998. Her er den italienske udgave af romanen med et rigtig fint retro-cover

Daniel Kesserich, den fjerde ven, var gruppens særling. Filosof, naturvidenskabsmand og mystiker. En visionær på kant med konventionelle idéer. Alle de sære begivenheder i Smithville lugter i den grad af Kesserich, men det er først, da Kramer finder en delvist ødelagt dagbog med antydninger om narkotikabaserede eksperimenter med tid og rum, at tingene begynder at falde på plads. Sådan da… for sandheden er næsten for utrolig.

Romanen kredser om tid, rum og virkelighed. Den bevæger sig ud i de efterhånden lidt tyndslidte overvejelser om tidsparadokser, og den leger med idéen om andre dimensioner. Meget af det her er velkendt stof, der ikke i sig selv er synderligt interessant længere (synes jeg). Ikke desto mindre er romanen, trods de bedagede temaer, ganske fascinerende.

Illustration fra bogen. Hvem hænger der på væggen bag bartenderen? Tegning af Jason Van Hollander

Det skyldes først og fremmest det underliggende element af eksperimenterede prosa, der gennemsyrer bogen. Der er en surrealistiske stemning i romanen, som næsten får den ordinære ”tidsrejse”-fortælling til at fremstå som et metalag i den virkelige, skjulte fortælling. Hvad denne skjulte fortælling er, står imidlertid ikke helt klart. Og netop det er spændende.

Der sker ting bag teksten, som man ikke helt forstår. Bogen har sit eget liv, der kommer til udtryk gennem spredte henvisninger til noget filosofisk større, der driver handlingen. Denne usikkerhed bliver til paranoia og en underspillet gru, der langsomt perforerer romanens ellers letbenede tone. Vigtigst af alt vokser sprogets tvetydighed omkring den enigmatiske Daniel Kesserich sig til noget enormt og grotesk.

Endnu et herligt billede af Jason Van Hollander

Og det er her, den lovecraftianske indflydelse viser sit ansigt. Leibers ungdomsværk er nemlig et ganske fremragende bud på Lovecrafts kosmiske gru. Historien åbner for perspektiver på virkeligheden, der ikke alene vender op og ned på enhver virkelighedserkendelse, den udstiller også menneskets sårbarhed. Romanens tone er måske ikke, som Lovecraft ville skrive den, men den underliggende handling er helt sikkert løbet ud af gamle Grandpa Theobaldus’ pen.

Interessant nok er forholdet mellem det håndgribelige pulp-plot og det surreale elementer blevet indfanget på smukkeste vis i de illustrationer, der ledsager hvert kapitel. Jason Van Hollander har lavet helsides tegninger, der kontrasterer naturalistiske portrætter i forgrunden med ekspressive baggrunde, hvor vinklerne vælter, og alt udspiller sig i et sært tusmørke. Tekst og billeder kommer til at gå op i en sjældent fornem helhed.

Tegning af Jason Van Hollander. Hans stil er ganske enkelt mesterlig

Som samlet værk er tekst og billeder en af de bedre aktualiseringer af Lovecrafts filosofiske ståsted. Noget der vel at mærke ligger uendeligt langt fra eftertidens ligegyldige parafraser om tentakelvæsner fra det ydre rum. Men netop fordi Leibers tekst har kvaliteter, der rækker ud over det sædvanlige, er det så ærgerligt, at den ikke er fuldt ud realiseret. Plot og tema hænger ganske enkelt ikke godt nok sammen. De ujævne steder forplumrer billedet, og teksten er ikke tænkt konsekvent igennem.

På bagsiden kalder en anmelder fra Washington Post bogen for postmoderne, og det er faktisk ikke helt ved siden af. Den har nemlig en eklektisk genstridighed i opbygningen, der konstant får en til at tvivle på tekstens oprigtighed. Bogen kunne være skrevet i 1997 som en ironisk litterær kommentar forklædt som pulphistorie. Det er den imidlertid ikke – den er et råb i tågen; fyldt med stemning og idé, men samtidig vag og forvirret.

Skræmmende virkelighed: Glimt fra Den Kolde Krig

Jeg faldt tilfældigvis over BBCs Protect and Survive-film fra 1980-81. Du kender dem sikkert. Det er en række små film, der forklarer Storbritanniens befolkning, hvordan de skal forholde sig i tilfælde af et atomart angreb. De små informationsfilm fremstår måske lidt naive i dag, men præcis derfor er de også så pokkers skræmmende. Faktisk er de noget af det mest uhyggelige, jeg længe har set. Deres rationelle, ingen-grund-til-panik-facon får alle alarmklokker til at ringe. Grufuldt.

Filmene oser langt væk af koldkrigsrædsel og jerntæppets iskolde slagskygger. Filmenes stemning findes vel bedst indfanget i Raymond Briggs rørende When the Wind Blows fra 1982.

 

 

Passende kan Bowie lukke dette indlæg med endnu en poetisk, melankolsk beretning fra en dyster epoke, nemlig hans genindspilning af ”Wild Is the Wind” fra 1976.

 

To fantastiske forsider: The Arrow Book of Horror Stories

Paperback, Arrow Books 1965

Arrow Books’ to opsamlinger fra 1965, er et par antologier, jeg sætter rigtig stor pris på. Se først og fremmest forsiderne. Jeg elsker det afdæmpede grønne, der ulmer af mystik og gru. På første bogs omslag springer et sært øje og groteske hugtænder frem og giver for alvor form til gyset. Anden bogs forside er på en gang mere konkret og mere underspillet. En monstrøs hånd i et vagt spøgelsesagtigt modlys griber efter en daggert.  Noget grufuldt har fundet sted – ingen tvivl om det, men hvad? Ren benzin til fantasien.

Bøgernes indhold er mindst lige så fantastisk som forsiderne. Med navne som Poe, Lovecraft, Stoker, de Mautpassant, Bloch og Bradbury har antologierne en hengemt stemning af gys fra en svunden tid. En verden af i går. Uberørt af genrens efterfølgende genopblomstring i slutningen af 60’erne er bøgerne samlinger af de bedste, mest velformulerede klassiske gys, man kan tænke sig.

Paperback, Arrow Books 1965

På overfladen er det små dydige små skrækfortællinger, men de rummer så meget mere, når man først dykker ned under sprogets afmålte elegance. Ikke at historierne er decideret skræmmende i dag, men for pokker hvor har de meget sjæl. Selv når antologier af den slags bliver udgivet i dag, fanger de ikke rigtigt længere den stemning af oplagret gru, som findes i de to bøger her. Uendelig smuk og fedt.

Dan Simmons, Song of Kali (1985): Østens mystik på vrangsiden

Some places are too evil to be allowed to exist. Some cities are too wicked to be suffered. Calcutta is such a place.

Dan Simmons’ debutroman Song of Kali fra 1985 blev hypet og feteret, da den udkom. Gyserfeltets tunge navne var alle ude med roser til debutanten. Det var såmænd også selveste Harlan Ellison, der nogle år forinden havde været med til at sætte skub i Simmons karriere ved højlydt og vedvarende at lovprise hans arbejde.

Paperback, Headline 1990. Vanen tro oplyser Headline desværre ikke navnene på deres tegnere

Som sagt var der meget virak omkring Dan Simmons, og det bedste ved det hele er, at det er fuldt fortjent. Song of Kali bliver ofte omtalt som en af de bedste gysere fra 80’erne, og jeg kunne ikke være mere enig. Det er ganske enkelt en fantastisk roman, der leverer dyster, dyster psykologisk horror af bedste skuffe. Jeg vil også mene, at Simmons aldrig efterfølgende har skrevet så stærk prosa, som han gør her. Han er stadig i dag en populær forfatter, men vi taler om en helt anden type romaner, der slet, slet ikke har samme kvaliteter.

Song of Kali er et stykke hvidglødende fiktion, hvor Simmons nådesløst bliver ved med at spænde skruen om sine personer og læseren. Han væver et intenst billede frem for os, der buldrer derudaf med al Indiens varme og mystiske mørke. Perfekt sommerlæsning? Helt sikkert, men du skal være forberedt på en roman, der trækker tænder ud. Når du først får begyndt, er bogen svær at lægge fra sig, men dermed ikke sagt at det er behagelig læsning. Faktisk er det alt andet end behageligt at rejse med Simmons til Calcuttas slum.

Paperback, Headline 1990

Den unge digter og litteraturkritiker Robert Luzcak bliver hyret af en stor amerikansk avis til at tage til Indien. Han får til opgave at fremskaffe og hjembringe et angiveligt nyt manuskript skrevet af den mystiske, hyldede indiske digter M. Das. Digteren skulle vel at mærke være omkommet otte år tidligere. Spørgsmålet er derfor, om det er sider fra et ældre manuskript, som avisen har fået nys om, eller om Das rent faktisk er i live.

Luzcak rejser til Das’ hjemby Calcutta, og med sig på rejsen tager han sin indiske kone og deres helt unge datter, der stadig er et spædbarn. Allerede i Calcuttas lufthavn begynder tingene at få en sært, forstyrrende karakter. Den mand, der modtager dem, en hr. Krishna, er i hvert fald ikke synderligt tilforladelig, men det er bare begyndelsen. Fra det øjeblik Robert Luzcak sætter sine ben i Calcutta, påbegynder han en bizar rejse ind i den indiske underverden, hvor tingene bliver mere og mere truende.

Dan Simmons (født 4. april 1948)

En kritisk læsning af Song of Kali viser jo nok, at Dan Simmons sprog er lidt uprøvet og smager en del af stereotypt, hårdkogt sprog. Det forbløffende er imidlertid, at romanen trods det fungerer så godt, som den gør. Måske skyldes det den voldsomhed, der ligger i pessimismen og misantropien, som Simmons lægger for dagen.

Bogen spiller i den grad på Robert Luzcaks xenofobi og fremmedgørelse. Det Calcutta, han oplever, er på overfladen blottet for charme. Byen og kulturen er brutal, beskidt og løgnagtig. Gang på gang bliver han snydt eller trukket rundt i manegen af kræfter, som han ikke forstår.

Hardcover, Bluejay Books 1985. Bogens 1. udg

Sagen vokser da også hurtigt Luzcak over hovedet, og han bliver trukket ind i en malstrøm af død og ødelæggelse. Men her, midt i det depraverede, skriver Simmons også mystiske elementer ind i den grovkornede socialrealisme, og afslører mytologiske elementer, der viser et helt andet, romantisk Indien. Langsomt begynder både læser og Luzcak at kunne skelne nye komponenter bag den sorte handling, der viser, at udefinerbare kræfter arbejder med i fortællingen.

Den altdominerende figur er naturligvis, som titlen afslører, den mangearmede, forføreriske Kali. Gudinden der med blodige hænder danser sit skyggespil bag alle bogens kapitler. Mordgudinden er en kompleks figur, som Simmons formår at bruge på eminent vis. Gudinden bliver et særdeles skræmmende billede på den angst, racisme og desperation, som Luzcak udvikler. Men Kali er ikke bare en grusom gud eller vag antagonist; Simmons bruger hende som bindeled mellem vestlig virkelighed og indisk mytologi.

Paperback, Tor Books 1986

Jeg mener, at der er nogle paralleller mellem Song of Kali og den måde, Salman Rushdie bringer virkelighed og mytologi sammen i The Ground Beneath Her Feet (1999). Begge formår i hvert fald at skabe et rum, hvor dagligdagens barske realiteter kan gå hånd i hånd med mytiske skikkelser uden, det vel at mærke betyder, at gudeskikkelserne trivialiseres.

Song of Kali trækker læseren ned i et dystert univers af mord, religion og tilsyneladende uforklarlige hændelser, der måske – måske ikke – har rod i noget overnaturligt. Og her skal det understreges, at Simmons aldrig slipper sin læser. Stemningen intensiveres konsekvent med en dygtighed, som få debutanter mestrer.

Paperback, Headline 1987

Bogen bliver ganske enkelt mere og mere væmmelig, som vi kommer frem, og til sidst ender alt i sort. Robert Luzcak kan ikke synke længere ned; kan ikke løbe længere ind i Calcuttas mørke.

Men er der ingen håb, ingen forsoning, tænker man på de sidste sider? Jo, for Simmons leverer en kattelem, der forløser romanens rædsler.

Paperback, Tor Books 1991

Ikke at han giver os en lykkelig udgang, der fjerner alt det grumme. Nej, i stedet giver han ordet til poeten M. Das, som det hele jo drejer sig om. Poeten har nemlig hørt Kalis sang om død og undergang, og det er den sang, poeten nu vil udbrede til verden. Robert Luzcak nægter at være med på dette – han vil ikke sprede undergangsbudskabet. I stedet for at gå til grunde i angst og smerte over det Das kalder Kalis tidsalder, nægter Luzcak at høre sangen. Han nægter i hvert fald at reagere på den. Han insisterer på muligheden for lykke trods al verdens grumhed.

Song of Kali er stærk læsning, og Simmons har et budskab til os. Uanset hvor slemt det er, må vi aldrig stoppe med at forsøge på at gøre det bedre.

Paperback, Tor Books 1998

Paperback, Edition Phantasia 2004

Hardcover, Earthling Publications 2005

Paperback, Gollancz 2005

Paperback, Gollancz 2008

Og endelige Kali selv i hele hendes indiske herlighed

 

 

 

Black Tusk hamrer den hjem: In Days of Woe

I næste måned sender Black Tusk et nyt album på gaden. Det skal nok blive godt. Denne nye sang (In Days of Woe) sætter i hvert fald forventningerne i vejret. Den viser samtidig, at Savannah-scenen lever og stadig sparker røv.

Irv Docktor: De indre dæmoners portrættør

Paperback, Windward 1972

Der er noget særligt over Irv Docktors forsider. Den impulsive streg der omkranser de veldefinerede konturer, de intense øjne og ikke mindst stemningen. Docktor formår at skabe psykologisk drama i sine billeder.

Irving Seidmont Docktor (10. juli 1918 – 14. februar 2008). Herligt selvhøjtideligt billede af Doctor i rollen som den store kunstner

Der ligger noget fortættet i hans forsider, der ikke har så meget med selve motivet at gøre som den måde, han gengiver billederne. Hans mænd og kvinder gløder af spænding, og det samme gør hans ulmende horrorforsider med dyr og spøgelser.

Paperback, Washington Square Press 1962

Hans streg har naturligvis en del af tiden med sig. Med storhedstid i 50’erne og 60’erne var han en af frontløberne i en generation af tegnere, der kunne arbejde i farver. Deres farver blev godt nok begrænset af trykkeomkostningerne, men ikke desto mindre kun havde de andet og mere end tidligere tiders gråtoner til rådighed.

Paperback, Pocket Books 1965

Jeg er rigtig glad for Irv Docktors streg. Den står for mig som et væsentligt udtryk for 50’erne og 60’ernes diskrete horror. Det er horror af den gamle skole, vi møder hos Irv Docktor. Ikke så underligt at det var navne som Poe, han især kom til at illustrere. Sjovt nok var ham mere på forkant med sine fabulerende SF-forsider. De er ikke helt så fede som hans horror, men afgjort også fascinerende.

Paperback, Scholastic Books 1969

Dyk ned i Irv Docktors fantastiske univers og glæd dig over hans forsider, der er fra en tid, hvor de oftest jammerlige fotoforsider stadig er langt, langt væk. Hver forside er et lille stykke kunst, han har kælet og arbejdet for. Der ligger blod, sved og tårer bag forsiderne – trods den impulsive streg. Det ser så let ud, og mange forsøgte at efterligne Docktor, men få mestrede det figurative lige så godt, som han gjorde.

Paperback, Scholastic Books 1963

 

Paperback, Scholastic 1989

 

Paperback, Scholastic 1960

 

Paperback, Random House 1963

 

Paperback, Putnam 1964

 

Paperback, Putnam 1964

 

Paperback, Putnam 1963

 

Paperback, Grosset and Dunlap 1956

 

Paperback, Crest Books 1956

 

Paperback, Award Books 1960

 

Hardcover, Young Readers Press 1959

 

Hardcover, Knopf 1951

 

Hardcover, Harper & Row 1956

 

Hardcover, Doubleday 1950

 

Hardcover, Grosset and Dunlap 1958

 

Hardcover, Grosset and Dunlap 1958. Første indvendige opslag i bogen

 

Les Daniels, Living in Fear. A History of Horror in the Mass Media (1975): En klassisk analyse af horror-genrens udvikling

Hardcover, Charles Scribner’s Sons 1975

Les Daniels var en af de første, der for alvor forsøgte at fortælle tegneseriemediets historie. Samtidig var han også en af de første, der med bogen Living in Fear leverede et studie af gysergenren på tværs af tid og medier. Det vil sige, at Daniels begynder sin gennemgang ved gyserens litterære opståen i 1700-tallet og forfølger derfra gyserens forgreninger ud i teater, radiodrama, tegneserier, film og musik. Det var og er lidt af en bedrift, ikke mindst fordi det tværmediale blik gradvist øger mængden af stof og temaer, som nye elementer føjes til analysen. Mængden af materiale bliver med andre ord større, som han kommer frem i tid.

Udviklingen, Daniels skildrer, er i sig selv ikke videre overraskende. Han begynder med de gotiske klassikere (Walpole, Lewis, Shelley etc.), arbejder sig videre gennem 1800-tallets spøgelsesfortællinger (Le Fanu, Stevenson, Dickens), den amerikanske pulp-tradition (Quinn, Lovecraft, Smith) og ender til sidst med nogle kapitler, der favner bredt, og som delvist savner de første kapitlers skarpe tematiske fokus. Sådan må det jo nødvendigvis være, men man kommer nok heller ikke uden om, at det harmoniserende blik på den ældre litteratur er udtryk for en vis forenkling af de enkelte værkers selvstændige udtryk. Man kan så sige, at de tekstnære studier af de enkelte værker måske først for alvor bliver interessante, når man har et overblik over genren som helhed.

Hardcover, Charles Scribner’s Sons 1975

Der er en del kanonisk tænkning, som gør sig gældende i Living in Fear. Eller sagt på en anden måde – der er ret få overraskelser i bogen. Sammenligner man eksempelvis Daniels bog med Stephen Kings Danse Macabre (1981), er det bemærkelsesværdigt, hvor enig King er med Daniels valg. Faktisk fremhæver Daniels præcis de samme tekster, som de fleste nok også ville udpege som betydningsfulde i dag. Selve synet på horrorhistoriens udvikling har med andre ord udviklet sig meget lidt siden, Daniels udgav sin bog. Det i sig selv er jo interessant.

Mens den store fortælling om gysets historie byder på få overraskelser, er det spændende at se, hvordan Daniels træder frem som forfatter og præger teksten i mere subjektiv retning. Et specifikt eksempel er kapitlet 5, der handler om 1800-tallet og de forfattere (Machen, Blackwood, Waite), der havde en forbindelse til The Golden Dawn. Kapitlet er kuriøst, fordi Daniels mere end antyder, at forfatternes succes rent faktisk blev hjulpet på vej af ordenens okkulte indsigter(!). Det forklares ikke nærmere, og man sidder tilbage med en følelse af, at Daniels forsøger at snige et element af fiktion ind i teksten. Altså et forsøg på at forskyde grænsen mellem fiktion og non-fiktion.

Leslie Noel Daniels (27. oktober 1943 – 5. november 2011)

Les Daniels var selv forfatter og skrev ganske habile gys, der ofte forholder sig konkret til genrekonventioner fra film og bøger. Universals monsterfilm fylder således både en del i Living in Fear og Daniels eget skønlitterære forfatterskab. Lidt hårdt kan man derfor også sige, at Daniels bruger de første kapitler af Living in Fear på at introducere de klassiske monstre (vampyren, varulven osv.), for så at forfølge figurernes videre udvikling på godt og ondt. Som greb er det fint og ligner det, Stephen King senere har gjort, men måske Daniels også overser værker på den måde. Hvorfor fylder Shirley Jackson eksempelvis så lidt, mens vi skal høre om en hel del dårlige, dybest set betydningsløse vampyrfilm, som Daniels tydeligvis ikke har meget til overs for?

Prioriteringen bag udvælgelsen skyldes afgjort, at Daniels har en forkærlighed for håndgribelig horror med klart identificerbare aktører. Dermed bliver mere subtile tilgange skubbet ud på en sidelinje og psykologiske fortolkninger bagatelliseret, som eksempelvis i Daniels omtale af James’ ”The Turn of the Screw”.

Paperback, Paladin 1977

Daniels kunne måske også være mere klar omkring sine definitioner af gys og gru. Han kommer vidt omkring i både SF og fantasy, hvilket alt sammen er meget spændende, men til tider kommer han nok også for langt væk fra bogens egentlige tematik. Han diskuterer eksempelvis Tolkien et sted, og man kan da godt udpege grumme passager i Tolkiens fantasy, men gyset er næppe Tolkiens hovedærinde. Problemet er grundlæggende, at jo mere Daniels tager med ind i analysen, jo mere ufokuseret bliver tematikken.

Jeg vil også mene, at musikken kunne være inddraget langt bedre. Daniels har tydeligvis ikke rigtigt styr på rockens udvikling, selv om han name-dropper kunstnere her og der. Besynderligt bliver det dog først i de sidste kapitler, hvor Rolling Stones, Beatles og Bob Dylan inddrages på baggrund af deres tekster, mens et selvskrevet band som Black Sabbath slet ikke nævnes. Det er spøjs læsning, ikke mindst fordi Daniels virker meget gammelmandsagtig, når han beskriver ”de unges” musik.

Cthulhuide skabninger i Virgil Finlays klassiske streg

Når det kommer til stykket, er bogens sidste kapitler de mest interessante. Det vil sige de kapitler, hvor Daniels beskriver sin samtid og gør status over den horror, der netop er udkommet. The Exorcist, både bogen og filmen, fylder en del her, og Daniels bruger ret meget plads på at beskrive den okkulte interesse i tekster og film.

Living in Fear er fra før Stephen Kings storhedstid. Det er derfor interessant at læse, hvordan navne som Robert Bloch og Richard Matheson står som repræsentanter for genrens fremmeste talenter. Det er ikke uberettiget, men det er tankevækkende at se en figur som Bloch i sidste kapitel, fordi ret mange af Blochs tekster virker meget bedagede ved genlæsning i dag. Og fordi hans store betydning for genren som helhed heller ikke er helt så åbenlys længere.

Staget Barbara Shelley i Dracula: Prince of Darkness. Hammer 1965

En af de ting, der gør Living in Fear til mere end bare en almindelig genrehistorie, er, at bogen også bringer konkrete eksempler. Det vil sige, at de vigtigste kapitler bliver ledsaget af en kortere novelle eller tegneserie, der illustrerer kapitlets pointer. Det virker rigtig godt, ikke mindst fordi det er helt fremragende historier, Daniels har udvalgt. Lovecrafts ”The Outsider” og Machens ”Novel of the White Powder” er velkendte eksempler, mens valgte af Ambrose Bierces ”My Favorite Murder” er mere overraskende og fascinerende. Det er historien om en mand, der tager hævn over en anden ved at fange ham i en sæk og lade en ged stange manden til døde. Grotesk og galgenhumoristisk læsning af den helt absurde slags.

Den måske bedste novelle i bogen er imidlertid Mathesons ”Blood Son” – en novelle om en dreng, der gerne vil være vampyr. Den begynder morsomt, men det formidable består i, at Matheson gradvist forvandler historien til noget trist – drengen er jo syg – og derfra gør den til noget decideret uhyggeligt, for så på sidste linje på ny at transformere historien til noget helt tredje. Mesterligt.

Fra “Model Nephew” af Jack Davis, Albert Feldstein og William M. Gaines i The Crypt of Terror

Der er ikke nogen tvivl om, at Les Daniels var en stor kender af genren, og Living in Fear hviler på et omfattende studie. Den oser også langt væk af holdninger og kærlighed til fortællingerne, der præsenteres. Man kan måske diskutere, om Daniels’ portræt af Lovecraft er korrekt, men det er en detalje, som ikke betyder noget for helheden. I virkeligheden er det mest ærgerlige sådan set, at Daniels har svært ved at komme med konklusioner. Han præsenterer forhold og tendenser, men kommer ikke med mange forklaringer. Det er lidt beklageligt, fordi det ville være interessant at høre hans bud på eksempelvis den okkulte bølges fascinationskraft i 70’erne.

I dag hvor blogs og hjemmesider stort set altid beskæftiger sig med flere medier og udtryk, kan Daniels bog måske fremstå mindre banebrydende, end den var. Men han var en pioner på området, og det afkræver respekt. Bogen er både indsigtsfuld og underholdende, så skulle du mangle en god genereoversigt, er Daniels et meget godt bekendtskab.

Novellerne:

Edgar Allan Poe, ”The Imp of the Perverse”

Ambrose Bierce, “My Favorite Murder”

M. R. James, ”Rats”

Arthur Machen, ”Novel of the White Powder”

H. P. Lovecraft, “The Outsider”

Joseph Payne Brennan, “Slime”

Richard Matheson, “Blood Son”

We are 138! Brutal Youth og Glenn Danzig

Jeg skal høre Danzig spille i aften. Han går på efter midnat til årets Copenhell. Jeg glæder mig helt vildt – især til at høre Glenn synge nogle gamle Misfits-numre. Det bliver rigtig stort!

I samme ombæring vil jeg lige fejre den store dag med dette rigtig fine nye nummer fra Brutal Youth. Det er old school hardcore i Gorilla Biscuits’ stil, hvilket også vil sige, at det fyldt til randen med PMA. Sangen hedder ” 1 Lb./Yr. ”. Good stuff.

Og så må Glenn naturligvis også lige på banen:

Ækle gys – slim, snask og kropsvæsker

Paperback, Leisure Paperbacks 1988

En lille, men ikke uvæsentlig del af gyset, kan være oplevelsen af væmmelse. Det klamme, det ulækre, det frastødende. Ligegyldig om det så er rådne lig, klamme væsner eller sære kropsvæsker, er det alt sammen velkendte elementer i horrorgenren. Vi taler altså ikke om snigende psykologisk gru, men om sanseligt gys, der spiller på idéen om at røre noget, der føles forkert. I arketypisk form kan det vel reduceres til oplevelsen af at være i kontakt med blødt, klamt, snotlignende slim. Slim er i hvert fald blevet et tema i gyset, der optræder hyppigt i den ene eller anden form.

Weird Tales, marts 1958

Det er især i børnegys, at man spiller på den umiddelbare, klamme oplevelse. Men som det fremgår af de bøger og blade, jeg har samlet her, er der bestemt også skrevet slimede tekster til voksne. Man skal da absolut heller ikke forklejne fiktionens evne til rent faktisk at lade læseren få oplevelsen af at være i kontakt med noget fysisk ækelt og kvalmende. Det er måske ikke den mest sofistikerede del af gysets anatomi, som vi er i berøring med her, men dog et udtryk for basale sanseoplevelser hos læseren, der kan være mindst lige så relevante som så mange andre følelsesmæssige erfaringer.

Paperback, Archways Paperbacks 1983. Her kan du selv kæmpe mod den fjendtlige slim i en af 80’ernes populære “game book”-serier

 

Læs her hvordan slimen sniger sig ind på dig i “Invasion of The Black Slime”, Paperback, Archways Paperbacks 1983.

 

Det er interessant at bemærke, i hvor høj grad oplevelsen af væmmelse er kulturelt betinget. Man kan tænke på forskellige kulturers madvaner som et oplagt eksempel. Ser man på vores egne forestillinger om det ækle, er det interessant at se, hvordan det først er i 1700-tallet, under fransk påvirkning, at kropsvæsker og fysiske urenheder for alvor bliver fremmedgjort.

Weird Tales, marts 1923

Idéer om kropsvæskernes balance og det nøje studie af alle udladninger fra kroppen var en væsentlige arv fra antikken, der levede i bedste velgående helt op i 1700-tallet. Man må heller ikke undervurdere de religiøst betingede forestillinger, der voksede ud af det middelalderlige kristne univers. Et univers, hvor det fysisk sanselige altid var i forgrunden. Kroppen var et barometer for hellighed, hvor mirakler og guddommelig straf kunne aflæses.

Paperback, Critics Choice Paperbacks 1986

Blod, vand, mystiske olie, sære dufte, slim og alt mulig andet var væsentlige ingredienser. Det, jeg gerne vil nå frem til, er, at det først var i det øjeblik, at man begyndte at tage afstand til kroppens udladninger, at det uhumske fandt vej ind i skrækfortællingen. I tekster før 1700-tallets slutning er den type urenheder ganske enkelt ikke til stede på samme måde. Vi skulle først borgerliggøres, før de skatologiske elementer kunne udløse gru hos læsere og teatergængere. Nåh, det løber af med mig. Piero Camporesi har skrevet spændende om den slags.

Paperback, CreateSpace Independent Publishing 2012

Her skal du bare glæde dig over de forfattere, der har taget udfordringen op og brugt slim på den mest håndgribelige, åbenlyse måde overhovedet. Intet subtilt, intet højpandet, bare rendyrket ækelhed.

Paperback, Hamlyn Books 1984

Hæfte, Vintage Gold Key nr. 28 1969

Paperback, Zero Books 2012

Paperback, Wunzenzieroh’s Publishing Company 1997

Paperback, Star Books 1985

Paperback, Sphere Books 1968

Paperback, Scholastic 1992

Paperback, New English Library 1979

Paperback, Lyle Stuart 1986

James Blish, Black Easter (1968): … So still, so dark all over Europe

Paperback, Dell Books 1969. Forsidens herlige tableau er udført af Lawrence Ratzkin

James Blish, kendt som SF-forfatter med storhedstid i 50’erne og 60’erne, udsendte i 1968 den forbløffende roman Black Easter. Bogen er kort og i virkeligheden bare en udvidet version af novellen ”Faust Aleph-Null”, udgivet i 1967. At det er en forlænget novelle, kan mærkes, uden at det vel at mærke er et problem.  Black Easter udkom i slipstrømmen på Rosemary’s Baby (1967) og er dermed en ud af mange historier om satanisme og okkultisme, der så dagens lys fra 60’ernes slutning og ind i 70’erne.

Romanen tager udgangspunkt i den enkle præmis, at de vestlige okkulte forestillinger om magi og dæmoni er sande. Magien fungerer, og de gamle trolddomsbøger, som Clavicula salomonis og Simon Magers Bog indeholder en faktisk anvendelig viden. Denne magiske viden er imidlertid skjult bag et slør af løgne og ammestuesnak, således at det kun er nogle få, der kender sandheden.

Paperback, Dell Books 1969

Magien, der praktiseres, er enten sort eller hvid. Sort magi udføres i hele verden af små og store troldmænd, mens kundskaberne om den hvide magi koncentrerer sig om et italiensk kloster, hvor munkene har til opgave at opretholde kendskabet til de ældgamle magiske ritualer og holde øje med den sorte magis brug i verden. En utaknemmelig opgave i en tid hvor kirken står svagt og munkenes autoritet er dalende.

Da vi kommer ind i handlingen, er munkene på Monte Albano netop blevet orienteret om varsler der indikerer, at sataniske magter er på spil i verden. Som det beskrives, ligger der en stank af dæmoni i luften. Munkene sætter deres kræfter ind på at lokalisere hvilken troldmand, der rører på sig, og finder snart frem til, at Theron Ware er ophavsmanden til forstyrrelserne i den magiske æter. Efterfølgende tilfalder det veteranen Fader Domenico Bruno Garelli at undersøge sagen nærmere.

James Benjamin Blish (23. maj 1921 – 30. juli 30 1975)

Parallelt med munkenes indsats for at finde frem til Theron Ware følger vi våbenhandleren Dr. Baines, der har opsøgt Ware for at afprøve, om hans sortekunster vitterligt har noget på sig. Baines har brug for at skabe tumult i verden, der kan fremme våbensalget, og Theron Ware viser sig at være i stand til at skabe præcis dette. Som bevis for sine evner dræber Ware en betydningsfuld amerikansk politiker med magi, og snart efter bliver de to mænd enige om en handel. Det, Baines ønsker, er intet mindre end verdens sammenbrud. Kaos og borgerkrig i bedste apokalyptisk forstand. Theron Ware skal såmænd gøre dette ved at åbne portene til Helvede og slippe djævle ind i verden (!).

Det er en enorm opgave, der kræver lange forberedelser for heksemesteren. En praktisk detalje i dette arbejde er, at der ligger gamle pagter mellem de sorte og hvide magikere. Disse pagter gør, at Fader Domenico Bruno Garelli har lov til at overvære Theron Wares forberedelser som en form for ambassadør for den hvide magi. Han må ikke gribe ind, men Ware må heller ikke holde noget hemmeligt for ham. Det er et kompliceret arrangement, og som kapitlerne skrider frem, bliver det sværere og sværere for munken at se passivt til, mens verdens undergang tager form.

IF Science Fiction, august 1967. Det første nummer ud af fire med novellen ”Faust Aleph-Null”. Bemærk hvor meget fantasy og hvor lidt “satan”, der er i forsidebilledet. Det ændrede sig tydeligvis senere!

I sig selv er historien ganske kulørt og lyder mere som en fantasy-fortælling end en omgang apokalyptisk, okkult horror. Det, der imidlertid får bogen til at virke – det der giver den troværdighed – er den alvor, som James Blish går til emnet med. I indledningen skriver han, i bedste Dan Brown-stil, at alt i romanen er baseret på faktuelle studier af magi. Han skriver også advarende, at detaljer er udeladt, så ritualerne ikke kan genskabes, men fortæller alligevel hvilke bøger, han har brugt som kilder. Den udmelding sætter tonen. Roman igennem forholder det begrænsede persongalleri sig til de voldsomme hændelser med en alvor og naturlighed som djævleuddrivelsen i Blattys The Exorcist (1971).

Man kan ikke kalde Black Easter decideret uhyggelig, men det er en dybt fascinerende roman, der gradvist udvikler sig til et absurd teater. Stort set hele handlingen udspiller sig i magikeren Theron Wares ceremonielle kammer, hvorfra han udøver sin sataniske magi. Skridt for skridt følger vi hans forberedelser til dommedag, mens han ivrigt diskuterer sine fremskridt med Fader Domenico, Dr. Baines og de få andre bisiddere til begivenhederne.

Hardcover, Doubleday 1968. Romanens 1. udg. Forsiden er tegnet af Judith Ann Lawrence

Imens ritualets kulmination nærmer sig, går det op for læseren, at Dr. Baines, der i begyndelsen synes drevet af blindt begær, faktisk har større ambitioner. Ambitioner, der ligner den sataniske Theron Wares. Begge ser nemlig samfundets ødelæggelse som en æstetisk begivenhed, der kan og skal iscenesættes som et kunstværk. Ingen mening, ingen ondskab – bare begejstring over skønheden i ødelæggelsernes kraft.

Undervejs bliver der ikke lagt fingere i mellem. Flere dæmoner besøger Theron Wares rituelle kammer, og ceremonierne beskrives med en pinagtig nøjagtighed. Alt i mens dette står på, snakker Ware lystigt derudaf om sine mål og tanker. I ny og næ hører vi også, hvordan hvide troldmænd fra nær og fjern samles i Monte Albano for at modarbejde Ware, men det nytter øjensynlig ikke meget. Den hvide magi er svag i forhold til den sorte, og brødrene må slide i døgndrift for at finde en vej.

Paperback, Penguin Books 1972. Et som altid cool cover fra Penguins SF-serie. Manden bag forsiden er David Pelham

Blish sniger i øvrigt en lille hilsen til en forfatterkollega ind i teksten, idet den ene af magikerne, der kommer til klosteret hedder Fader Vance – en magiker hvis idéer om magi hører hjemme i en fjern fremtid, hvor verden er blevet gammel og træt. Det er naturligvis et nik til Jack Vance og hans Dying Earth-serie.

Black Easter er en speciel roman; en meget speciel roman. Både stilistisk og i sit emne afsøger den grænser og trækker i den grad på hele den gryende New Wave of SF-stemning af ”hvad nu hvis”. Tematisk falder den i tråd med tidens sværmeri for satanisme og okkultisme, men der kan ikke være nogen tvivl om, at James Blish leverer et selvstændigt bidrag til emnet og genren.

Paperback, Marabout 1975. Romanen i fransk udgave

Romanen, der regnes som en del af den såkaldte After such knowledge-trilogi af uafhængige bøger, skaber ganske enkelt sit eget rum. Et diabolsk rum iscenesat som en intim kamp om ideologi udtrykt igennem det lille persongalleri. Bogens virkelige styrke står imidlertid først klart i sidste kapitel, hvor Blish træffer et modigt valg og pludseligt skriver med en forbløffende stærk emotionel pen. Sidste kapitel i Black Easter rummer således alle de kontrasterende følelser, der har ulmet igennem hele romanen. Med et snuptag, blotlægger Blish pludseligt det kunstværk for os, som han med sikkerhånd har forberedt til os. Smukt og grusomt, ærligt og trist. Intet mindre.

Paperback, Equinox 1977

Paperback, Avon Books 1982. Forsiden er udført af Wayne D. Barlowe

Paperback Arrow Books 1982. Forsidebilledet er malet af Chris Moore