Dan Simmons, Song of Kali (1985): Østens mystik på vrangsiden

Some places are too evil to be allowed to exist. Some cities are too wicked to be suffered. Calcutta is such a place.

Dan Simmons’ debutroman Song of Kali fra 1985 blev hypet og feteret, da den udkom. Gyserfeltets tunge navne var alle ude med roser til debutanten. Det var såmænd også selveste Harlan Ellison, der nogle år forinden havde været med til at sætte skub i Simmons karriere ved højlydt og vedvarende at lovprise hans arbejde.

Paperback, Headline 1990

Paperback, Headline 1990. Vanen tro oplyser Headline desværre ikke navnene på deres tegnere

Som sagt var der meget virak omkring Dan Simmons, og det bedste ved det hele er, at det er fuldt fortjent. Song of Kali bliver ofte omtalt som en af de bedste gysere fra 80’erne, og jeg kunne ikke være mere enig. Det er ganske enkelt en fantastisk roman, der leverer dyster, dyster psykologisk horror af bedste skuffe. Jeg vil også mene, at Simmons aldrig efterfølgende har skrevet så stærk prosa, som han gør her. Han er stadig i dag en populær forfatter, men vi taler om en helt anden type romaner, der slet, slet ikke har samme kvaliteter.

Song of Kali er et stykke hvidglødende fiktion, hvor Simmons nådesløst bliver ved med at spænde skruen om sine personer og læseren. Han væver et intenst billede frem for os, der buldrer derudaf med al Indiens varme og mystiske mørke. Perfekt sommerlæsning? Helt sikkert, men du skal være forberedt på en roman, der trækker tænder ud. Når du først får begyndt, er bogen svær at lægge fra sig, men dermed ikke sagt at det er behagelig læsning. Faktisk er det alt andet end behageligt at rejse med Simmons til Calcuttas slum.

Paperback, Headline 1990

Paperback, Headline 1990

Den unge digter og litteraturkritiker Robert Luzcak bliver hyret af en stor amerikansk avis til at tage til Indien. Han får til opgave at fremskaffe og hjembringe et angiveligt nyt manuskript skrevet af den mystiske, hyldede indiske digter M. Das. Digteren skulle vel at mærke være omkommet otte år tidligere. Spørgsmålet er derfor, om det er sider fra et ældre manuskript, som avisen har fået nys om, eller om Das rent faktisk er i live.

Luzcak rejser til Das’ hjemby Calcutta, og med sig på rejsen tager han sin indiske kone og deres helt unge datter, der stadig er et spædbarn. Allerede i Calcuttas lufthavn begynder tingene at få en sært, forstyrrende karakter. Den mand, der modtager dem, en hr. Krishna, er i hvert fald ikke synderligt tilforladelig, men det er bare begyndelsen. Fra det øjeblik Robert Luzcak sætter sine ben i Calcutta, påbegynder han en bizar rejse ind i den indiske underverden, hvor tingene bliver mere og mere truende.

Dan Simmons (født 4. april 1948)

Dan Simmons (født 4. april 1948)

En kritisk læsning af Song of Kali viser jo nok, at Dan Simmons sprog er lidt uprøvet og smager en del af stereotypt, hårdkogt sprog. Det forbløffende er imidlertid, at romanen trods det fungerer så godt, som den gør. Måske skyldes det den voldsomhed, der ligger i pessimismen og misantropien, som Simmons lægger for dagen.

Bogen spiller i den grad på Robert Luzcaks xenofobi og fremmedgørelse. Det Calcutta, han oplever, er på overfladen blottet for charme. Byen og kulturen er brutal, beskidt og løgnagtig. Gang på gang bliver han snydt eller trukket rundt i manegen af kræfter, som han ikke forstår.

Hardcover, Bluejay Books 1985. Bogens 1. udg

Hardcover, Bluejay Books 1985. Bogens 1. udg

Sagen vokser da også hurtigt Luzcak over hovedet, og han bliver trukket ind i en malstrøm af død og ødelæggelse. Men her, midt i det depraverede, skriver Simmons også mystiske elementer ind i den grovkornede socialrealisme, og afslører mytologiske elementer, der viser et helt andet, romantisk Indien. Langsomt begynder både læser og Luzcak at kunne skelne nye komponenter bag den sorte handling, der viser, at udefinerbare kræfter arbejder med i fortællingen.

Den altdominerende figur er naturligvis, som titlen afslører, den mangearmede, forføreriske Kali. Gudinden der med blodige hænder danser sit skyggespil bag alle bogens kapitler. Mordgudinden er en kompleks figur, som Simmons formår at bruge på eminent vis. Gudinden bliver et særdeles skræmmende billede på den angst, racisme og desperation, som Luzcak udvikler. Men Kali er ikke bare en grusom gud eller vag antagonist; Simmons bruger hende som bindeled mellem vestlig virkelighed og indisk mytologi.

Paperback, Tor Books 1986

Paperback, Tor Books 1986

Jeg mener, at der er nogle paralleller mellem Song of Kali og den måde, Salman Rushdie bringer virkelighed og mytologi sammen i The Ground Beneath Her Feet (1999). Begge formår i hvert fald at skabe et rum, hvor dagligdagens barske realiteter kan gå hånd i hånd med mytiske skikkelser uden, det vel at mærke betyder, at gudeskikkelserne trivialiseres.

Song of Kali trækker læseren ned i et dystert univers af mord, religion og tilsyneladende uforklarlige hændelser, der måske – måske ikke – har rod i noget overnaturligt. Og her skal det understreges, at Simmons aldrig slipper sin læser. Stemningen intensiveres konsekvent med en dygtighed, som få debutanter mestrer.

Paperback, Headline 1987

Paperback, Headline 1987

Bogen bliver ganske enkelt mere og mere væmmelig, som vi kommer frem, og til sidst ender alt i sort. Robert Luzcak kan ikke synke længere ned; kan ikke løbe længere ind i Calcuttas mørke.

Men er der ingen håb, ingen forsoning, tænker man på de sidste sider? Jo, for Simmons leverer en kattelem, der forløser romanens rædsler.

Paperback, Tor Books 1991

Paperback, Tor Books 1991

Ikke at han giver os en lykkelig udgang, der fjerner alt det grumme. Nej, i stedet giver han ordet til poeten M. Das, som det hele jo drejer sig om. Poeten har nemlig hørt Kalis sang om død og undergang, og det er den sang, poeten nu vil udbrede til verden. Robert Luzcak nægter at være med på dette – han vil ikke sprede undergangsbudskabet. I stedet for at gå til grunde i angst og smerte over det Das kalder Kalis tidsalder, nægter Luzcak at høre sangen. Han nægter i hvert fald at reagere på den. Han insisterer på muligheden for lykke trods al verdens grumhed.

Song of Kali er stærk læsning, og Simmons har et budskab til os. Uanset hvor slemt det er, må vi aldrig stoppe med at forsøge på at gøre det bedre.

Paperback, Tor Books 1998

Paperback, Tor Books 1998

Paperback, Edition Phantasia 2004

Paperback, Edition Phantasia 2004

Hardcover, Earthling Publications 2005

Hardcover, Earthling Publications 2005

Paperback, Gollancz 2005

Paperback, Gollancz 2005

Paperback, Gollancz 2008

Paperback, Gollancz 2008

Og endelige Kali selv i hele hendes indiske herlighed

Og endelige Kali selv i hele hendes indiske herlighed

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.