På gensyn onsdag d. 7. august

August Derleth (& H. P. Lovecraft), The Watchers Out of Time and Others (1974): Den gamle mythos-trædemølle

Hardcover, Arkham House 1974. Forsiden er tegnet af Herb Arnold

The Watchers Out of Time and Others fra 1974 er måske den mest kontroversielle bog med Cthulhu mythos-noveller, der er blevet udgivet efter H. P. Lovecrafts død i 1937. Ikke fordi den er specielt chokerende eller radikal. Det kontroversielle ligger ene og alene i, at den samler alle de såkaldte posthume samarbejder mellem August Derleth og Lovecraft. Det vil i praksis sige noveller skrevet af Derleth på baggrund af Lovecrafts efterladte idéer.

Derleth underspillede ikke ligefrem selv Lovecrafts anpart i novellerne, og da Arkham House udsendte The Watchers, skrev April Derleth, August Derleths datter, et forord til bogen. Her fastholder hun, om end i en noget apologetisk tone, Lovecrafts rolle som medforfatter i historierne. Men allerede i forordet fornemmer man, at alt nok ikke er helt, som det burde være, og man kan da også notere sig, at Donald Wandrei – medstifteren af Arkham House – kontaktede anmelderne, efter The Watchers var udkommet og fortalte dem, at stort set alle novellerne mere eller mindre var August Derleths egenhændige værk. Senere har litterater som eksempelvis den navnkundige S. T. Joshi cementeret Lovecrafts begrænsede andel i Derleths historier og dermed været med til at forstærke stigmatiseringen af Derleths navn.

Hardcover, Arkham House 1974

Men hvorfor al den ophidselse kan man så spørge? Svaret ligger vel kort og godt i den heltedyrkelse, der er opstået omkring Lovecraft. Derleths forsøg på at knytte sin gale mentors navn til sig er blevet opfattet som et overgreb på Lovecraft; det stakkels, fattige geni fra Providence der forandrede horrorlitteraturen med sine geniale fortællinger. Derleths posthume samarbejder er blevet set som noget, der trak Lovecrafts gode navn ned i det burleske pulpsøle.

Men værre endnu er det, at Derleths skriverier er blevet opfattet som ren og skær kassetænkning. Han brugte Lovecrafts navn for ussel mammons skyld. En beskyldning der har hængt ved Derleth og Arkahm House fra det øjeblik, hvor Lovecrafts historier begyndte at finde læsere uden for den lille kreds af tidlige beundrere. Begge synspunkter indeholder noget sandt, men er dybest set absurde og uden tvivl et produkt af den heltemytologi, der blev skabt af Lovecrafts venner.

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

Enhver der læser novellerne i The Watchers, kan da også med al tydelighed konstatere, at de har et selvstændigt udtryk, der godt nok låner bramfrit fra Lovecraft, men som står på egne ben. Når Derleth knyttede Lovecrafts navn til historierne, tror jeg, det først og fremmest skyldes en respekt for hans penneven, og paradoksalt nok er et forsøg på at undgå beskyldninger om plagiater. For alle historierne tager jo, uanset hvor lidt, i et eller andet omfang afsæt i noget, som Lovecraft skrev.

Jeg må blankt erkende, at en meget stor del af novellerne i The Watchers er ganske, ganske ringe. Ikke fordi der er tale om dårlig prosa – absolut ikke. Derleth er en dygtig skribent med sans for rytme og ordenes tyngde. I flere af fortællingerne er der meget smukke passager, der ligner hans fremragende hjemstavnslitteratur. Der, hvor Derleth går galt i byen, er i selve håndteringen af de Cthulhu mythos-elementer, han introducerer. Ude af stand til at acceptere eller forstå Lovecrafts mere eller mindre gennemtænkte idéer om kosmisk gru bliver mythos-delene til sært tomme referencer hos Derleth.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 20 1890 – 15. marts 15 1937)

Han slynger om sig med navne, steder og genstande fra Lovecrafts historier, men gør det uden overbevisning. Det bliver sætstykker i en uendelig opremsning. Det fører ingen vegne. Derleth var en meget mere traditionel forfatter end Lovecraft, og hans tilgang til fiktionen var enklere. Det kommer afgjort til udtryk i novellernes opbygning. Hovedparten begynder som solide, traditionelle spøgelsesfortællinger om hjemsøgte huse, men skifter typisk midtvejs fra stille spøgelsesfiktion til en sanseløs opremsning af mythos-referencer. Strukturen smuldrer, og fokus forsvinder i noget, der mest af alt minder om et referat. Jeg-fortælleren begynder at læse efterladte dagbøger, støvede manuskripter etc., hvorefter alle de gamle hemmeligheder om kosmiske guder åbenbares. Det fungerer elendigt i hovedparten af tilfældene og bliver til fordummende parafraser.

Et forsonende element ved The Watchers er imidlertid, at Derleth med tiden blev bedre. Som han blev ældre og Lovecrafts indflydelse mindre, udvikler novellerne mere selvstændighed. En historie som ”The Shuttered Room” har eksempelvis nogle helt fantastisk naturbeskrivelser, der ulmer af sær uhygge. Og tilmed er Derleths beskrivelser af de mærkværdige små fodspor på gulvet i det forladte hus stærk læsning. Der er noget underspillet grotesk i novellen, der måske nok kan genfindes hos Lovecraft, men alligevel har en selvstændig valør her. Noget der ligger tættere på naturelskeren Derleths forsøg på at vise, hvordan de naturstridige cthulhuide skabninger påvirker landskabet.

April Derleth (1955 – 21. marts 2011)

De nostalgiske fortællinger “The Lamp of Alhazred” og “The Fisherman of Falcon Point” er blandt bogens bedste. Stille historier om drømme, holdt i en eventyrlig tone. Poeten Derleth kommer her til udtryk, og han skaber i begge noveller en hovedperson, der gør langt mere indtryk end hans typiske, blodfattige jeg-fortæller. Det sidste posthume samarbejde Derleth udgav, novellen ”Innsmouth Clay”, har noget af det samme. I stedet for at fokusere på de velkendte Deep Ones som dæmoniske fremtoninger kredser Derleth om udlængsel, og gør fiskevæsnerne til noget, der næsten kunne ligne romantiske frihedsmetaforer.

Stilistisk ligger den absurde SF-fortælling “The Dark Brotherhood” om en stribe Edgar Allan Poe-kloners uvæsen i Providence også langt fra noget, Lovecraft skrev. Ikke at det nødvendigvis af den grund er blevet en god novelle, men historien har en sær vildskab, der ellers ikke findes i Derleths meget rolige prosa. ”Witches’ Hollow” er også en helt selvstændig fortælling. En skolelærer må her tage affære over for et barn, der er blevet besat af en eller anden form for dæmonisk tilstedeværelse. Persongalleriet og historiens afslutning ligger langt fra noget, HPL har formuleret.

Paperback, Carroll & Graf 1991

Bogens gode historier er som sagt de sene, skrevet efter 1957. Det er her, Derleth forsøger at træde ud af Lovecrafts skygge og begynder at skabe mythos-fortællinger, der kan og vil noget andet end de blinde pasticher, han indledningsvist skrev. De første historier i bogen kan måske isoleret været underholdende læsning, men samlet side om side bliver deres generiske indhold og famlende mythos-temaer udstillet med al tydelighed.

The Watchers er en uskøn bog med til tider frustrerende lange noveller. Men den tålmodige læser belønnes, for tingene bliver gradvist bedre. De sidste historier i bogen er ganske, ganske fine, og jeg vil mene, at man først for alvor forstår at værdsætte deres stemning, når man har tygget sig gennem de første historier. Bogen bliver en vandring gennem Derlerhs forsøg på at finde sit eget greb om den Cthulhu mythos, der havde fascineret ham, siden han stiftede bekendtskab med den som ganske ung. Der er ikke tale om noget fadermord, men i de sidste historier taler August Derleth rent faktisk med sin egen, distinkte forfatterstemme.

Paperback, Del Rey 2008. Det er fortsat Lovecrafts navn, der skal sælge bogen

 

En bibliografisk bemærkning. Bogen indledes med kortromanen The Lurker at the Threshold. Da Carrol & Graf genudsendte The Watchers som paperback i 1991, blev The Lurker udeladt. Vil du have den med, er det derfor (naturligvis) Arkham House-udgaven, der skal anskaffes.

Novellerne:

The Lurker at the Threshold

“The Survivor”

“Wentworth’s Day”

“The Peabody Heritage”

“The Gable Window”

“The Ancestor”

“The Shadow Out of Space”

“The Lamp of Alhazred”

“The Shuttered Room”

“The Fisherman of Falcon Point”

“Witches’ Hollow”

“The Shadow in the Attic”

“The Dark Brotherhood”

“The Horror from the Middle Span”

“Innsmouth Clay”

“The Watchers Out of Time”

True Trans – Akustisk power fra Against Me!

Against Me! udsender snart deres nye album Transgender Dysphoria Blues. Det bliver spændende og endda måske bandets sidste plade. De fleste af gruppens gamle medlemmer har forladt gruppen og Laura Jane Grace  optræder efterhånden mere som soloartist end forsanger i Against Me!

Bandet har ændret sig meget gennem årene. Jeg er ikke ubetinget glad for deres seneste album; faktisk har jeg derfor heller ikke de store forventninger til den nye plade. Ikke desto mindre glæder jeg mig til den. Og en ting er sikkert – Against Me! har aldrig lavet en sang, der ikke lyder fedt akustisk. De beviser de på ny med deres seneste EP – True Trans. To akustiske versioner af numre fra den nye plade. Begge er rigtig fede og måske – men kun måske – bliver det nye album et nyt højdepunkt i deres karriere. De seneste år har i hvert fald givet Laura Jane meget stof at skrive om…

EP’en kan hentes gratis her. Og du kan lytte til den her:

That is not dead… Dinoerne kommer!

Jungle Stories, vinter 1943

Man siger, dinosaurerne er uddøde, men et hurtigt blik på pulpforsiderne beviser, at de lever i bedste velgående. Jules Verne introducerede dino-temaet i Voyage au centre de la Terre (Rejsen Til Jordens Indre) i 1864, og Conan Doyle gentog temaet med The Lost World i 1912. Siden har dinosaurerne hængt ved i alle grene af genrelitteraturen. De optræder som godmodige, til tider super-intelligente, kæmper fra det ydre rum. De optræder som blodtørstige bæster i kamp om liv og død mod forhistoriske mennesker, og sørme om de ikke også kan gå amok i vores samtid.

Thrilling Wonder Stories, oktober 1937

Michael Crightons Jurassic Park (1990) er naturligvis det bedst kendte eksempel på dinoer i en moderne kontekst, men Crighton dryssede sådan set bare sit bestseller-guldstøv på et tema med lange traditioner. Faktisk har Jurrasic Park og navnelig filmene haft så meget succes, at man til tider helt glemmer, at det ikke var Crighton og Spielberg, der skabte dinosaurus-genren.

Amazing Stories, februar 1927

Tyrannosaurus Rex har naturligvis altid været den helt store fanfavorit, og T-Rex driver da også sit uvæsen på hovedparten af de forsider, jeg har samlet her. Men trods den store overvægt af drabelige dinoer i kamp er det interessant at bemærke, hvor alsidigt og kreativt dinosaurerne bliver brugt. Det er helt tydeligt, at forsidetegnerne har taget dinusaurustemaet med kyshånd og skabt fascinerende billeder fyldt med spændingen og gru. De fleste af forsiderne oser langt væk af drengebogseventyr og dagdrømmerier.

Herligt, ikke?

Thrilling Wonder Stories, november 1940

Amazing Stories, februar 1929

Thrilling Wonder Stories, april 1940

Amazing Stories, januar 1949

Terror Tales, juli 1971

Amazing Stories, juli 1942

Paperback, Tor Books 1982

Amazing Stories, juni 1926

Paperback, Pyramid 1960

Fantastic Adventures, oktober 1940

Paperback, Kensington Publishing 1999

Fantastic Adventures, oktober 1945

Paperback, Dell 1960

FATE, februar/marts 1952 – Læs også her om “sex in the spirit world”!

Paperback, Daw Books 1981

Hardcover, Knopf Doubleday 1990. Mere fersk forside kan man næsten ikke tænke sig

Paperback, Createspace 2010

IF Science Fiction, december 1964

Paperback, Corgi Books 1966

Kindle release, august 2012

Paperback, Bantam Books 1982

Paperback, Ace Books 1961

Paperback, Bantam 1965

Paperback, Avon Books 1952

Paperback, Ballantine Books 1984

Paperback, Baen Books 1986

Paperback, Baen Books 1998

 

John Tynes, Delta Green. The Rules of Engagement (2000): Cthulhu, skæg og blå briller

Paperback, Armitage House/Pagan Publishing 2000. Forsiden er lavet af Stephen Alzis i den for alle Delta Green-produkter karakteristisk hæslige stil

Generelt har jeg det lidt svært med fiktion baseret på rollespilsuniverser – ikke så meget fordi universerne er dårlige, men fordi fiktionen meget ofte bliver en formidlingsplatform for verdenen uden et egentlig selvstændigt udtryk. Det er uden tvivl vanskeligt som forfatter at skrive i et univers man ikke har konceptuel frihed over. Det bliver hurtigt en balancegang mellem at udnytte universets konventioner og så give kød og stemning til alt det, der ikke er givet på forhånd. Balancegangen lykkes sjældent. TSRs forlagsvirksomhed i slutningen af 1980’erne og 90’ernes begyndelse står for mig som skræmmeeksemplet. Den ene ligegyldige trilogi efter den anden blev spyttet ud til et fantasyhungrende publikum.

Chaosiums udgivelser har haft andre udfordringer, fordi deres Cthulhu mythos-bøger kunne trække på en kreds af ældre, ikke spil-relateret fiktion, men samtidig også skulle finde spillets stemme i det store hav af mythos-historier. Det er således ikke så meget nytænkning som tilegnelsen og tillempelsen af eksisterende idéer, der har præget Chaosiums fiktion.

Paperback, Armitage House/Pagan Publishing 2000

Pagan Publishing og John Tynes forsøgte med grundlæggelsen af magasinet The Unspeakable Oath at udfordre Chaosiums vanetænkning og tage det faktum alvorligt, at den såkaldte Cthulhu mythos blev fortolket og brugt meget forskelligt i litteraturen – noget der ikke umiddelbart blev afspejlet i supplementerne til Call of Cthulhu-spillet. På den baggrund blev der i Unspeakable Oath søsat mange spændende eksempler på nytænkning, og en af de største satsninger var udgivelsen af den selvstændige kampagneverden Delta Green. En spilverden, der har til hensigt at give spilpersonerne en plausibel ramme for og grund til vedvarende at jagte og bekæmpe de cthuloide monstre. Det sker ved at lade alle spilpersoner være tilknyttet den amerikanske regerings forskellige militære enheder og sikkerhedstjenester. Aha, tænker du sikkert nu, betyder det ikke bare X-files, der splejses med noget Cthulhu mythos? Og jo, det er præcis hvad det er.

Pagan Publishing gjorde, hvad de kunne for at nedtone forbindelsen mellem X-files-serien og spilverdenen, da Delta Green blev lanceret. Bl.a. understregede hovedforfatteren John Tynes, at Delta Green havde været planlagt meget lang tid før TV-serien rullede over skærmen. Måske har Tynes ret, men det lyder ærlig talt lidt hult, især når man læser hvordan han valgte at iscenesætte kampagneverdenen i romanen The Rules of Engagement fra 2000.

John Tynes (født 1971)

I The Rules of Engagement fører Tynes os ind i et kompliceret net af intriger og sammensværgelser. Den hemmelige Delta Green-sammensværgelse i regeringen, der arbejder for at bekæmpe mythos-kræfters aktiviteter, går en svær tid i møde. Den lille Celle T får til opgave at undersøge, hvad der skete i Groversville, da en tidligere celle undersøgte nogle lyssky aktiviteter på stedet. Sagen udvikler sig hurtigt i en uventet retning, da det viser sig, at et meget suspekt firma har aktive interesser i området.

Selve handlingen er imidlertid mindre relevant, fordi den dybest set fungerer som en tour de force gennem hele Delta Green-mytologien. Det vil sige, den amerikanske regerings delvise medvirken i mythos-relaterede aktiviteter, de grupper af interessenter, der opererer under regerings radar og endelig de mystiske (mytologiske) kræfter, der ligeledes har en finger med i spillet. Det hele introduceres og røres sammen i høj fart, før det krydres med tilstedeværelsen af de væsentligste, navngivne aktører fra Delta Green-supplementerne.

Paperback, Pagan Publishing 1999. Grundbogen til Delta Green-universet

John Tynes er så afgjort en filmisk historiefortæller, og den dialogdrevne historie føles stedvist mere som et filmmanuskript end en roman. I sig selv er det et hæderligt greb, men Tynes bliver måske lidt for kæk, når hovedpersonerne kaster sig ud i Tarentino-lignende ordkrige. Samtidig er der ikke tvivl om, at John Tynes er en action-dreng. Romanen er spækket, og jeg mener vitterligt spækket, med oplysninger om pistoler, geværer, ammunition, skudsikreveste og alt hvad der ellers hører hjemme i den boldgade. Personlig synes jeg, det bliver gudsjammerligt kedeligt, men han har helt sikkert et publikum, der vil elske den kærlighed til detaljen, som han lægger i sine beskrivelser af krudt og kugler.

For mig at se er det mere interessant at notere sig, hvilken vinkel Tynes lægger på selve Cthulhu mythos-elementet – det element, der vel må siges at danne grundlag for alt det øvrige. Her kan det lidt overraskende konstateres, at han faktisk nærmest ikke berører noget, der direkte kan relateres til emnet. Det hele går op i skæg og blå briller, hvilket ikke alene indebærer, at bogen knap kan karakteriseres som mythos-fiktion, men bogens lader sig også vanskeligt forstå som horror. Genremæssigt ligger den og roder rundt et sted i den såkaldte weird fiction, men den fremstår med sin hårdkogte action-vinkel og det kække sprog sært hjemløs.

The Unspeakable Oath nr. 3 1991. En fantastisk forside

Det er fint, at John Tynes lader den store, tunge mythos glide i baggrunden og tager den menneskelige konflikt som sit omdrejningspunkt, men ved at trække det overnaturlige så langt ud af handlingen står man tilbage med noget, der ligner en Robert Ludlum-roman. Der kan jeg ikke følge Tynes hen. Det er ikke min genre og ikke mit felt.

Måske burde han bare have skrevet romanen uden det påklistrede mythos-tema. Det havde sikkert skabt en mere strømlinet fortælling og gjort, at historien ville virke en del stærkere. For mig at se hænger tematik og stemning i hvert fald kun dårligt sammen. De beskrivelser, vi får af gru og kosmisk horror, falder igennem med et brag, fordi de personer, der reflekterer over Cthulhu-mytologiens kosmiske implikationer, egentlig ikke bliver påvirket af det. De forholder sig til kamp og kage, til det at miste en ven i felten, ikke sære guder fra hinsides tid og rum. Måske er det derfor også en form for realisme, som Tynes er ude i her. Det kan meget vel være. Jeg kan ikke følge ham og tror hellere, at jeg genser et gammelt afsnit af X-files. Som mythos-fiktion er bogen i hvert fald ikke meget værd.

The Unspeakable Oath nr. 4 1991. Endnu en fantastisk forside

 

 

No More Hot Dogs!

Hasil “Haze” Adkins (29. april 1937 – 25. april 2005)

Psychobilly-stamfar Hasil Adkins’ ”No More Hot Dogs”. En herlig lille morbid sang om mord fra midten af 60’erne. Jeg elsker hans vanvittige blanding af larm, horror og redneck-tekster.  Perfekt til en fredag aften med øl og grill.

Mind over matter – Hvor horror og New Age skilles

Paperback, Greenleaf Classics 1968

Mystiske evner, overnaturlige evner, psykiske evner; kært barn har mange navne. En bred vifte af overnaturlige evner, som tankelæsning og telekinese, har fulgt genrelitteraturen fra dens spæde start. Vel at mærke uden at disse evner nødvendigvis bliver iscenesat som noget overnaturligt. Det paranormale er oftest præsenteret som et for videnskaben endnu uopdaget terræn. Tænk bare på den videnskabelige tone i Poes novelle “The Facts in the Case of M. Valdemar” (1845), hvor hypnose viser sig at være et særdeles potent redskab.

Paperback, Warner 1986

I 1800-tallets fin de siècle vandt dette grænseland mellem videnskab og mystik gehør. Tidens genrelitteratur bugner med beretninger om overnaturlige fænomener, om det så er medier, der kommunikerer med afdødes ånder, indiske fakirer i stand til utrolige bedrifter eller yogiers evner til at svæve ved egen kraft. Skabelonen for disse evners brug blev således for alvor, rent genremæssigt, defineret i 1800-tallets sidste del.

Paperback, Sterling Publications 1998

At manipulere verden ved tankens kraft har efterfølgende været et vedvarende tema, der har eksisteret sideløbende i genrelitteraturen og New Age/okkulte strømninger. Det var imidlertid i 60’ernes eksperimenterende klima, at emnet for alvor blev populært igen. Som østens mystik blev dyrket af hippier, blomster børn og andet godtfolk, fandt sindets ukendte evner på ny vej ind i litteraturen – ikke mindst i SF-genren, hvor idéer om mentalt udviklede skabninger blev en fast reference.

Paperback, Pyramid Books 1969

Der kom imidlertid andre boller på suppen, da Stephen King slap Carrie (1974) løs i Chamberlain og viste verden, at de paranormale evner skam også havde en skyggeside. En skyggeside, som John Farris senere udbyggede med The Fury (1976). Det var imidlertid ikke King og Farris, der ændrede diskursen om paranormale evner. Den havde længe været under forandring, ansporet af hele den psykedeliske kulturs tømmermænd.Paranoia, skizofreni og personlighedsforstyrrelser gik hånd i hånd med LSD-fascinationen og såede tvivl om projektets mening. King og Farris stak den kreative snabel i den åre og skabte skrækscenarier, der fandt sit afsæt i en desillusioneret tro på den indre rejse som noget rent og smukt.

Paperback, Red Wheel 2004

I dag er paranormale evner stadig et almindeligt brugt motiv i generelitteraturen – tænk bare på alle de mange kriminalopdagere med sære fornemmelser for mord – men det er aldrig blevet det samme igen. Vil man finde snak om levitation, tankelæsning og hypnose, er det således New Age-genren, man må ty til. Lademanns Mystikkens Verden eksempelvis. Men lur mig, om de psykiske evner ikke får en revival – måske når zombiebølgen har lagt sig?

Paperback, Pyramid 1962

Paperback, Prometheus 1998

Paperback, Popular Library 1977

Paperback, Popular Library 1977. Indvendig forsiden af The Fury

Paperback, Pgw 2003

Paperback, Panther Books 1969

Paperback, New English Library 1989

Paperback, Mandrake of Oxford 1993

Paperback, Leisure Books 1988

Papeback, Humanics New Age 1989

Paperback, Granada 1983

Paperback, Dell 1970

Paperback, Crown Publishing 2013

Paperback, Belmont 1967

Paperback, Bantam Books 1975

Paperback, Bantam 1972

Paperback, Bantam 1969

Paperback, Ace Books 1970

Paperback, Ace Books 1967

Hardcover, Viking Press 1980

Hardcover, Collins 1995

John Ajvide Lindqvist, Låt Den Rätte Komma In (2004): Socialrealisme og vampyrer

Paperback, Ordfront Förlag 2008. En trist udgave af bogen med forside fra filmen

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at John Ajvide Lindqvist skabte et både medrivende og selvstændigt bud på Bram Stokers vampyrmyte, da han udsendte Låt Den Rätte Komma In i 2004. Romanen har samme klare, konceptuelle bud på myten som eksempelvis Rices Interview With the Vampire (1976). Tilmed formår han at gøre vampyr-figuren relevant på et tidspunkt, hvor man ellers måtte forvente, at Stephanie Meyer havde mættet markedet. Heldigvis trodsede Lindqvist tidens trend og gik egne veje.

Historien, der udspiller sig i 1981, er de fleste sikkert bekendt med. 13-årige Oskar møder en tidlig vinteraften Eli på legepladsen foran den boligblok, han bor i. Indledningsvist er det ikke ubetinget et heldigt møde, men gradvist udvikler der sig et nært forhold mellem de to omtrent jævnaldrende børn/unge. Helt så enkelt er det bare ikke. Eli er en mærkelig pige, der både væmmer og fascinerer Oskar. Hun er lille, bleg og enigmatisk. Men vigtigst af alt, ser hun tilsyneladende igennem fingrene med Oskars lidt kejtede facon og vægtproblemer.

Paperback, Ordfront Förlag 2008

Som venskabet udvikler sig, går det op for Oskar, at Eli er mere end bare en ualmindelig pige, og snart får han den mistanke, at hun måske er vampyr. Mistanken om Elis sande natur bestyrkes, da der begynder at ske mystiske ”rituelle” mord i nabolaget. Mordene skaber en hel del postyr i pressen og kaster lange skygger over romanens omfattende persongalleri. Som historien skrider frem, væves der nemlig flere og flere skæbner fra Oskars nærmiljø ind i beretning. Eli forbliver ganske vist omdrejningspunktet og Oskar den bærende hovedperson, men Elis ofre, betjentene der forsøger at opklare de makabre drab og folk fra Oskars skole, kommer alle til orde.

Selve handlingen i Låt Den Rätte Komma In kan egentlig ikke betragtes som hverken storslået eller overraskende. Det er ikke selve det, der sker, der for alvor får romanen til at blomstre. Det er først og fremmest miljøet, der gør romanen så tiltalende. Lindqvists fantastiske idé at lade en vampyrhistorie udspille sig i en betonforstad til Stockholm er ganske enkelt mesterlig. At han tilmed lader det hele foregå i 1981, gør det kun mere interessant, fordi historiens sociale kommentar på den led bliver tydeligere. Faktisk er noget af det bedste prosa i hele bogen den lille prolog, der skildrer Blackeberg, som Oskars forstad hedder. Her leverer Lindqvist socialrealisme med befriende ærlighed. Usentimentalt byder han os ind i en verden af boligblokke, bodegaer og grå 80’er-hverdag i et socialt anstrengt kvarter.

John Ajvide Lindqvist (født 2. december 1968 i Blackeberg)

Eli, den lille vampyrpige, slår sig således ned blandt limsniffende teenagere, enlige mødre og drankere. Hendes ofre er mildest talt utiltalende, og dermed lykkes det Lindqvist at undgå den selvhøjtidelige æstetisering af drabet og ofrne, der altid har hængt ved vampyrgenren.

Netop bogens relation til vampyrtraditionen generelt er meget interessant. Der ligger nemlig, for mig at se, en væsentlig parallelitet mellem Låt Den Rätte Komma In og Stokers Dracula (1897). Eli har flere af de samme kvaliteter som Stokers vampyr, og man genkender en del transformerede elementer fra Stokers roman i Lindqvists bog. Det væsentligst er Eli-karakterens åbne fortolkning. Folk omkring Eli ser hende som det, de gerne vil se. Oskar ser en jævnaldrende pige, mens Håkon – Elis såkaldte far – ser noget seksuelt tiltrækkende.

Paperback, Ordfront Förlag 2004

Begær og magt er afgørende elementer i romanen. Alle kæmper om magt eller for at afværge afmagt og isolation. Drankere, teenagere der mobber og religiøse fælleskaber bliver alle præsenteret som samme sag – virkelighedsflugt, dannet ud af angsten for at være alene og magtesløs. Midt i alt dette træder Eli ind på forstadsscenen med et løfte om frihed og magt. Hun udløser længsler i sine ofre, alt imens hun tilsyneladende selv plages af den frygt, hun lindrer i sine omgivelser. Det er således ikke kun blod hun lever af – Eli overlever også som en form for emotionel vampyr, der næres af omgivelsernes følelser. Præcis som den eksotiske Dracula, der ankommer til London som den store forfører med løfter om forbudte længslers indfrielse.

Alene Elis navn afslører meget om dette forhold. Eli, det hebraiske/arabiske ord for guddom, antyder de håb og forventninger, som omgivelserne lægger i den lille vampyrpige. Faktisk er der slet ikke langt fra bogens pædofile Håkon, der fantasere om Eli, til den dysfunktionelle Renfield, der drømmer magtfantasier om den transsylvanske vampyrgreve.

Paperback, Forum 2010

Titlen Låt Den Rätte Komma In er også interessant i den sammenhæng. Den er hentet fra en Morrissey-sang og spejler smukt bogens handling. Når lille Eli banker på døren (hun kan kun komme ind, når hun er inviteret), er det altid som hamskifter, hun står derude. Den lille pige, det seksuelle væsen og rovdyret. Den, der åbner døren, ved aldrig, hvad det er for en skabning, han eller hun lukker ind – de kan håbe og drømme om den rigtige. Og her må det bemærkes, at det kun er Oskar, der tilsyneladende holder Elis rovdyrside ude. Men selv ikke Oskar, den der kommer tættest på Eli, finder heller ikke ind til hendes inderste væsen.

Låt Den Rätte Komma In er absolut ikke nogen traditionel gyserroman. Faktisk kan man med fuld ret hævde, at det slet ikke er nogen horrorhistorie. Den er blodig, brutal og intens, men Lindqvist gør næsten en dyd ud af at punktere sine egne stemningsopbygninger ved at springe mellem sine hovedpersoner præcis der, hvor tingene sidser til. Han ser derved flot på traditionelle greb i forhold til stemningsopbygning. Faktisk har bogen meget mere tilfælles med den type urban fantasy, som eksempelvis Clive Barker og Neil Gaiman har skrevet i de senere år. Ikke at de på nogen måde har inspireret romanen, men man kan genkende forsøget på at indlemme overnaturlige elementer i en mondæn hverdag, hvor overgangen mellem barne- og voksentilværelsen ligeledes er et væsentligt motiv.

Hardcover, Thomas Dunne Books 2007. Bemærk den alternative, mere mundrette titel, der desværre saver Morrissey-referencen

Med gyset som noget sekundært og miljøskildring såvel som de mellemmenneskelige relationer som det vigtigste er Låt Den Rätte Komma In alt andet end en stramt fortalt roman. Dens løse struktur og leg med fortællervinkler gør den spraglet og nærværende, men også noget ufokuseret. Og man kan måske med rette spørge, om det vitterligt er nødvendigt med så omfattende et persongalleri. Ikke desto mindre vil jeg mene, at bogen er et af de mest originale stykker genrefiktion skrevet på skandinavisk i mandsminde. Og det er jo en stor ting.

Paperback, Quercus 2007

Paperback, Quercus 2008

Paperback, Quercus 2009

 

Pissed Jeans er stadig pisse sure!

Tilbage i februar måned udgav Pissed Jeans et nyt album – Honeys hedder det. Bandet er rigtig fedt og albummet rykker i den grad. Deres retro-punk kommer fra et oprigtigt sted. Det samme gør deres DIY-æstetik og skramlede lyd. De er ikke så kendte herhjemme, men lyt lidt til dem. Musikken vil helt sikkert vokse efter et par gennemlytninger. De har for ikke ret længe siden udsendt en video til sangen ”Romanticize Me”. Måske ikke deres bedste video – selve sangen er imidlertid rigtig cool.

Se også et par ældre videoer her. Bemærk især den ældre ”I’ve Still Got You (Ice Cream)”:

Klassiske radiogys: Arch Obolers hørespil

Jeg har i den seneste uge, inspireret af Les Daniels rosende omtaler, lyttet til en hel del af Arch Obolers radiodramaer. Oboler var aktiv fra 30’erne og helt op i begyndelsen af 70’erne og arbejdede i alle dele af underholdningsbranchen. Mest berømt er hans radioprogram Lights Out, der oplevede flere inkarnationer gennem årene. Her bragte han horrorfortællinger på typisk 20 minutters længde. Historierne var dramatiseringer af Obolers egne noveller, eller historier der senere blev skrevet om til noveller. Der er naturligvis tale om rendyrket pulp.

Arch Oboler (7. december 1909 – 19. marts 1987)

Ud over at være god gyserunderholdning er historierne interessante, fordi dramatiseringerne i den grad udstiller den klassiske horrorpulps opbygning. Den langsomme ophobning af antydninger, der til sidst afsløres med et dramatisk snuptag (Har jeg sovet i samme rum som en død? Han er et spøgelse? Vi spiser menneskekød osv.). Pulpfortællingernes komposition bliver blottet gennem oplæsningerne, og man kan tydeligt se hvilke skabeloner, Oboler og hans pulpmedforfattere arbejdede ud fra. Et skema, vel at mærke, der var en nødvendighed, hvis man skulle kunne overleve ved at skrive og sælge noveller.

Takket være det fine site My Old Radio ligger en stor del af Obolers programmer nu frit tilgængelige på nettet. The H. P. Lovecraft Historical Society har i den senere tid produceret nostalgiske radiodramatiseringer af et udvalg af Lovecrafts fortællinger. Med Obolers historier får du den ægte og mindst lige så nostalgiske vare. Giv det et lyt.

My Old Radio