John Tynes, Delta Green. The Rules of Engagement (2000): Cthulhu, skæg og blå briller

Paperback, Armitage House/Pagan Publishing 2000. Forsiden er lavet af Stephen Alzis i den for alle Delta Green-produkter karakteristisk hæslige stil

Paperback, Armitage House/Pagan Publishing 2000. Forsiden er lavet af Stephen Alzis i den for alle Delta Green-produkter karakteristisk hæslige stil

Generelt har jeg det lidt svært med fiktion baseret på rollespilsuniverser – ikke så meget fordi universerne er dårlige, men fordi fiktionen meget ofte bliver en formidlingsplatform for verdenen uden et egentlig selvstændigt udtryk. Det er uden tvivl vanskeligt som forfatter at skrive i et univers man ikke har konceptuel frihed over. Det bliver hurtigt en balancegang mellem at udnytte universets konventioner og så give kød og stemning til alt det, der ikke er givet på forhånd. Balancegangen lykkes sjældent. TSRs forlagsvirksomhed i slutningen af 1980’erne og 90’ernes begyndelse står for mig som skræmmeeksemplet. Den ene ligegyldige trilogi efter den anden blev spyttet ud til et fantasyhungrende publikum.

Chaosiums udgivelser har haft andre udfordringer, fordi deres Cthulhu mythos-bøger kunne trække på en kreds af ældre, ikke spil-relateret fiktion, men samtidig også skulle finde spillets stemme i det store hav af mythos-historier. Det er således ikke så meget nytænkning som tilegnelsen og tillempelsen af eksisterende idéer, der har præget Chaosiums fiktion.

Paperback, Armitage House/Pagan Publishing 2000

Paperback, Armitage House/Pagan Publishing 2000

Pagan Publishing og John Tynes forsøgte med grundlæggelsen af magasinet The Unspeakable Oath at udfordre Chaosiums vanetænkning og tage det faktum alvorligt, at den såkaldte Cthulhu mythos blev fortolket og brugt meget forskelligt i litteraturen – noget der ikke umiddelbart blev afspejlet i supplementerne til Call of Cthulhu-spillet. På den baggrund blev der i Unspeakable Oath søsat mange spændende eksempler på nytænkning, og en af de største satsninger var udgivelsen af den selvstændige kampagneverden Delta Green. En spilverden, der har til hensigt at give spilpersonerne en plausibel ramme for og grund til vedvarende at jagte og bekæmpe de cthuloide monstre. Det sker ved at lade alle spilpersoner være tilknyttet den amerikanske regerings forskellige militære enheder og sikkerhedstjenester. Aha, tænker du sikkert nu, betyder det ikke bare X-files, der splejses med noget Cthulhu mythos? Og jo, det er præcis hvad det er.

Pagan Publishing gjorde, hvad de kunne for at nedtone forbindelsen mellem X-files-serien og spilverdenen, da Delta Green blev lanceret. Bl.a. understregede hovedforfatteren John Tynes, at Delta Green havde været planlagt meget lang tid før TV-serien rullede over skærmen. Måske har Tynes ret, men det lyder ærlig talt lidt hult, især når man læser hvordan han valgte at iscenesætte kampagneverdenen i romanen The Rules of Engagement fra 2000.

John Tynes (født 1971)

John Tynes (født 1971)

I The Rules of Engagement fører Tynes os ind i et kompliceret net af intriger og sammensværgelser. Den hemmelige Delta Green-sammensværgelse i regeringen, der arbejder for at bekæmpe mythos-kræfters aktiviteter, går en svær tid i møde. Den lille Celle T får til opgave at undersøge, hvad der skete i Groversville, da en tidligere celle undersøgte nogle lyssky aktiviteter på stedet. Sagen udvikler sig hurtigt i en uventet retning, da det viser sig, at et meget suspekt firma har aktive interesser i området.

Selve handlingen er imidlertid mindre relevant, fordi den dybest set fungerer som en tour de force gennem hele Delta Green-mytologien. Det vil sige, den amerikanske regerings delvise medvirken i mythos-relaterede aktiviteter, de grupper af interessenter, der opererer under regerings radar og endelig de mystiske (mytologiske) kræfter, der ligeledes har en finger med i spillet. Det hele introduceres og røres sammen i høj fart, før det krydres med tilstedeværelsen af de væsentligste, navngivne aktører fra Delta Green-supplementerne.

Paperback, Pagan Publishing 1999. Grundbogen til Delta Green-universet

Paperback, Pagan Publishing 1999. Grundbogen til Delta Green-universet

John Tynes er så afgjort en filmisk historiefortæller, og den dialogdrevne historie føles stedvist mere som et filmmanuskript end en roman. I sig selv er det et hæderligt greb, men Tynes bliver måske lidt for kæk, når hovedpersonerne kaster sig ud i Tarentino-lignende ordkrige. Samtidig er der ikke tvivl om, at John Tynes er en action-dreng. Romanen er spækket, og jeg mener vitterligt spækket, med oplysninger om pistoler, geværer, ammunition, skudsikreveste og alt hvad der ellers hører hjemme i den boldgade. Personlig synes jeg, det bliver gudsjammerligt kedeligt, men han har helt sikkert et publikum, der vil elske den kærlighed til detaljen, som han lægger i sine beskrivelser af krudt og kugler.

For mig at se er det mere interessant at notere sig, hvilken vinkel Tynes lægger på selve Cthulhu mythos-elementet – det element, der vel må siges at danne grundlag for alt det øvrige. Her kan det lidt overraskende konstateres, at han faktisk nærmest ikke berører noget, der direkte kan relateres til emnet. Det hele går op i skæg og blå briller, hvilket ikke alene indebærer, at bogen knap kan karakteriseres som mythos-fiktion, men bogens lader sig også vanskeligt forstå som horror. Genremæssigt ligger den og roder rundt et sted i den såkaldte weird fiction, men den fremstår med sin hårdkogte action-vinkel og det kække sprog sært hjemløs.

The Unspeakable Oath nr. 3 1991. En fantastisk forside

The Unspeakable Oath nr. 3 1991. En fantastisk forside

Det er fint, at John Tynes lader den store, tunge mythos glide i baggrunden og tager den menneskelige konflikt som sit omdrejningspunkt, men ved at trække det overnaturlige så langt ud af handlingen står man tilbage med noget, der ligner en Robert Ludlum-roman. Der kan jeg ikke følge Tynes hen. Det er ikke min genre og ikke mit felt.

Måske burde han bare have skrevet romanen uden det påklistrede mythos-tema. Det havde sikkert skabt en mere strømlinet fortælling og gjort, at historien ville virke en del stærkere. For mig at se hænger tematik og stemning i hvert fald kun dårligt sammen. De beskrivelser, vi får af gru og kosmisk horror, falder igennem med et brag, fordi de personer, der reflekterer over Cthulhu-mytologiens kosmiske implikationer, egentlig ikke bliver påvirket af det. De forholder sig til kamp og kage, til det at miste en ven i felten, ikke sære guder fra hinsides tid og rum. Måske er det derfor også en form for realisme, som Tynes er ude i her. Det kan meget vel være. Jeg kan ikke følge ham og tror hellere, at jeg genser et gammelt afsnit af X-files. Som mythos-fiktion er bogen i hvert fald ikke meget værd.

The Unspeakable Oath nr. 4 1991. Endnu en fantastisk forside

The Unspeakable Oath nr. 4 1991. Endnu en fantastisk forside

 

 

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s