Monthly Archives: august 2013

En lille mordballade til weekenden

De fleste kender bluesstandarden “Where Did You Sleep Last Night”, indspillet af Leadbelly o. 1944. Senere gjorde Nirvana sangen endnu mere kendt, men det er en anden historie. Sangen er en dyster lille perle om forbudt kærlighed og hævn. Mindre kendt, men ud af samme tradition, er country-duoen The Louvin Brothers’ fortolkning af folkstandarden ”Knoxville Girl” fra albummet Tragic Songs From Life (1956). Dyk ned under den sødladne country og lyt til teksten. En blodig, brutal fortælling om drabet på en ung pige. Nick Cave har (naturligvis) også indspillet en fortolkning af nummeret – her er det imidlertid The Louvin Brorthers’ version det gælder.

Senere udsendte brødrene bl.a. albummet Satan Is Real (1959), der kan bryste sig med dette herligt groteske cover:

Satan Is Real, The Louvin Brothers 1959

Satan Is Real, The Louvin Brothers 1959

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Video

Misty – 80’er Girly-Goth

Misty Annual 1979

Misty Annual 1979

Man kunne måske være fristet til at tro, at horror målrettet mod teenagere og navnlig piger skulle være et nyt fænomen. Tænk eksempelvis på Stephanie Meyers Twilight-serie, men der er kommet utallige andre i løbet af de seneste ti år. Rigtig mange faktisk, men sagen er den, at fænomenet langt fra er nyt.

Misty Summer Special 1978

Misty Summer Special 1978

Dengang, der var store penge i horror, blev der sendt flere og flere specialiserede udgivelser på markedet stilet mod børn og unge. En af de sjovere eksempler, synes jeg, er det engelske tegneseriemagasin Misty. En slags Creepy eller Eerie for piger.

Bladet havde overvejende kvindelige hovedpersoner og et måske lidt blødere fokus på genren, men ellers var det klassisk, pulpet gys. I 1978 udsendte Misty en ”summer special”. Bladet blev et hit; i 1979 udsendte man derfor Misty Annual. Den første ud af en række udgivelser, der udkom årligt frem til 1986. Bøgerne var med hård ryg og indeholdt ikke kun tegneserier, men også korte noveller. Fælles for alle udgivelserne var bladets værtinde, den labre, gotiske Misty på forsiden. Svøbt i lette gevandter, omgivet af nattens dyr inviterede hun teen-piger ind i hendes verden.

Misty introducerer bladet

Misty introducerer bladet

This is my world. The mysterious world of Misty. Where bats take wing and things swoop from the shadows, while monsters and unnamed terrors stalk your every footstep…

Sådan indleder Misty hvert nummer, og som gammel gyserrotte er det jo ikke til at stå for. For pokker, det kunne jo være Fra Sortsands verden, som hun beskriver. Hvad kan jeg sige – find din indre Teen-gothpige frem og snup et kig på Misty. Me pas på: This is no place to be alone in

Se mere om hele Misty-universet her.

Misty Annual 1980

Misty Annual 1980

Misty Annual 1981

Misty Annual 1981

Misty Annual 1982

Misty Annual 1982

Misty Annual 1983

Misty Annual 1983

Misty Annual 1984

Misty Annual 1984

Misty Annual 1985

Misty Annual 1985

Misty Annual 1986

Misty Annual 1986

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Richard La Plante, Mantis (1993): Kung-fu, Sleaze og Seriemord

Paperback, Tor 1994. Paperbackudgaven af bogen

Paperback, Tor 1994. Paperbackudgaven af bogen

Kan du huske dengang i begyndelsen af 90’erne, da seriemorderne for alvor holdt indtog på den popkulturelle scene? Forrest i morderarméen marcherede Thomas Harris med den røde drage på banneret. Han blev fulgt af Bret Easton Ellis, der på slog de spenglerske takter an og udbasunerede den vestlige kulturs depraverede tilstand og mordet som den ultimative adspredelse. Langt nede i rækkerne af kopister og opportunistiske thrillerskribenter debuterede Richard La Plante med romanen Mantis i 1993.

The killer is some kind of Hannibal Lecter” udtaler Finesse Magazine på bogens bagside. Vi forstår straks, hvad der menes, men al håb om originalitet bliver samtidig også gjort til skamme ved den karakteristik. Heldigvis for La Plante kan man imidlertid konkludere, at Finesse Magazine tager fejl. Seriemorderen i Mantis har stort set intet til fælles med Hannibal; La Plante har skabt sin helt egen syge morder. Og hold fast hvor er bogens dræber syg.

Paperback, Tor 1994

Paperback, Tor 1994

Mantis er en ekstremt sleazy thriller, der er som snydt ud af næsen på ultravoldelige 70’er-serier som The Penetrator og The Executioner. Takket være La Plantes pulpede hang til klichéer er der noget tidløst over historien. Den kunne fint være skrevet i ’73, og måske netop fordi den er så grotesk og skæv, bliver det faktisk en bog, der bider sig fast.

Handlingen er i al sin enkelthed som følger. Den halvt amerikanske, halvt vietnamesiske Willard Ng (sådan staves det!) har været en enspænder hele sit liv. Han passer ikke ind og bliver gennem barndommen systematisk tæsket af klassekammeraterne og faren. En dag iagttager den unge Willard en knæler overmande et bytte. Synet bliver en åbenbaring for den unge Ng. Han har en slags transcendent oplevelse og forstår i det øjeblik, at knæleren vil vise ham noget. Fra da af begynder Ng at lære sig kung-fu for at blive som knæleren.

Richard La Plante

Richard La Plante

Knæleren bliver Ngs gud, og da vi træder ind i historien mange år senere, er han begyndt at dræbe mennesker for at perfektionere sin teknik. Og her må det understreges, at den Ng, vi møder, da bogen åbner, har gennemgået en voldsom transformation. Borte er den sære dreng. Han har forvandlet sig til en to meter høj kæmpe, La Plante beskriver som en ”adræt Arnold Schwarzenegger”. Men det stopper ikke her. Ng har fået fjernet al sin kropsbehåring, bleget sin hud og skåret en kæmpe stjerne på brystet, der nu tegner sig som arvæv. Behøver jeg sige, at han selvfølgelig også er komplet og aldeles vanvittig?

Ng har begået tre mord i Philadelphia, hvor han bor. Opklaringsarbejdet tilfalder den barske irske betjent William Fogarty, der egentlig både er køn og stærk. Han var med i en bilulykke, der kostede hans kone og datter livet. Fogarty slap med livet i behold, men den ene side af hans ansigt blev vansiret. Ulykken plager ham og mon ikke betjenten har en mørk hemmelighed?

E-bog, Escargot Books 2012. Den eneste nye udgave af bogen siden paperback-udgaven fra 1994

E-bog, Escargot Books 2012. Den eneste nye udgave af bogen siden paperback-udgaven fra 1994

Fogarty skal selvfølgelig have en partner, og det bliver den høje, halvt amerikanske, halvt japanske retsmediciner og kampsportsekspert Josef Tanaka. Ikke alene er han en knusende dygtig mediciner, den unge læge var i den japanske karatefinale. Skæbnen ville imidlertid, at han i finalen skulle møde ingen andre end sin egen storebror. I kampens hede brækkede Tanaka broderens ryg ved et uheld. Tragisk. Noget tid efter dette forlod Tanaka Japan og vendte sig mod lægevidenskaben, men han har aldrig overvundet skyldfølelsen. Mørk og dyster, med en latent dødsdrift, dyrker Tanaka nu sin karate og sit arbejde.

De to opdagere er naturligvis så stereotype, som man kan forestille sig det, og hele Mantis er konstrueret, som en lang optakt til slåskampen mellem Ng og Tanaka. Det står allerede klart fra det øjeblik, vi møder Tanaka første gang. Hvordan William Fogarty passer ind i dette, og hvordan det lykkes for betjentene at nå frem til morderen, er den ujævne, men fascinerende vej frem mod det endelige opgør, som La Plante har planlagt for os.

Knæleren i al dens aparte ubehagelighed

Knæleren i al dens aparte ubehagelighed

Mantis er bemærkelsesværdig, fordi det er en sært skizofren læseoplevelse. På den ene side er den en ultra-traditionel krimi-thriller i bedste Thomas Harris-stil. Vi taler hårdkogte betjente, masser af politislang og klichéer. På den anden side har vi hele kung-fu-delen. La Plante beskrives på bogens bagside som kampsportsekspert, og han sværmer tydeligvis for hele ”martial arts”-mytologien. Både Ng og Tanaka er supermænd, der takket være deres karate og kung-fu bliver en form for overmennesker. Deres evner hæver dem over andre; gør dem hurtigere, stærkere, klogere og mere opmærksomme.

I sig selv er kombinationen af seriemorder-thriller og kung-fu jo ganske spektakulær, men La Plante har tilmed fyldt sin roman til bristepunktet med sleaze af den rigtig beskidte slags. Først og fremmest er Mantis særdeles blodig og brutal. Der bliver flået øjne og testikler ud, lemmer revet og bidt af osv. Men til det kommer Ngs bizarre persona. Den stakkels morder er tydeligvis en helt og aldeles forkvaklet sjæl.

Den impotente Ng sprøjter sig i sit lem for at få erektion. Således oprejst voldtager han både mænd og kvinder analt og udfører en række ganske grusomme skamferinger på dem. Selve de anale overgreb lyder måske ikke helt så sygt som alt mulig andet, vi har set og læst seriemordere gøre, men La Plantes beskrivelser er svælgende på en absurd, tåkrummende måde. Han overgør sine seksuelle beskrivelser, så de får karakter af noget lystbetonet. Som om han sad og blev tændt, mens han skrev. Der ligger nærmest en eller anden anal fetich hos La Plante, der allerede kommer til udtryk på bogens s. 2, hvor det med stor nøjagtighed præciseres, hvordan en retsmediciner fører et termometer op i rektum på et af Ngs ofre.

Den slags giver teksten et tvetydigt, beskidt præg, der også afspejles i La Plantes fascination af forholdet mellem Tanaka og Ng. De to figurer er hans virkelige hovedpersoner, og til tider får La Plante brugt så megen tid på at beskrive deres sært homo-erotiske fascination af hinanden, at han næsten glemmer, at Ng er en sindssyg morder, og ikke bare en glad karatekæmper.

Mantis er et stykke bizar thriller, der peger i alle mulige retninger og efterlader læseren med en kvalmende men også lidt betagende smag i munden. Stor prosa er det på ingen måde; men ikke desto mindre formår La Plante både at provokere og udfordre med de grovkornede valg, han træffer.

1 kommentar

Filed under Roman

Psykedelisk sirup til øregangen: Don’t Play with Guns

Anmelderne var ikke helt overbeviste, da The Black Angels udsendte deres fjerde album for nogle måneder siden. I min bog er det en super skive. Måske ikke originalt – men hjertet er med i stilen og genren. Albummet hedder Indigo Meadow og den fantastiske lille omgang bubble gum psykedelika “Don’t Play with Guns” stammer derfra.

Skriv en kommentar

Filed under Video

Dæmonen – en genredarling

Vampir-Horror-Roman, Nr. 69 1974

Vampir-Horror-Roman, Nr. 69 1974

”Dæmon” eller henvisninger til noget dæmonisk er afgjort en af de mere tyndslidte termer i horrorlitteraturen. Mængden af noveller og romaner, hvor ordet ”dæmon” indgår, er enorm og i virkeligheden sikkert kun overgået af titler med henvisninger til ”mørke” og ”skygger”. Lidt uopfindsomt, men omvendt er der noget behageligt velkendt med ved de forskellige genretroper. De signalerer til læseren, at vi er på vej ind i et velkendt terræn. Fortæller, at bogen lover mørke, rædsler og overnaturlig gru. Præcis den type balsam en stakkels horror-afhængig har brug for.

Amazing Stories, november 1946

Amazing Stories, november 1946

Netop fordi dæmoner optræder så flittigt i titlerne, er det sjovt at se, hvor forskelligartet begrebet bliver fortolket. Vi ser lige fra sataniske djævle, over knokkelmænd og benrader til udyr løftet direkte ud af en Hieronymus Bosch’sk mareridtsvision.

Det er en fascinerende verden at dykke ned i. Her har jeg samlet bare et lille udpluk. Som altid kan man jo kun begræde det kreative og kunstneriske forfald, der sker med forsiderne i begyndelsen af 90’erne. Bemærk bare de hæslige, computerspilslignende dæmoner på bøgerne efter 2000.

Vault of Demons, nr. 4 1977

Vault of Demons, nr. 4 1977

Paperback, Star Books 1976

Paperback, Star Books 1976

Paperback, Sphere Books 1981

Paperback, Sphere Books 1981

Paperback, Pemberton 1951

Paperback, Pemberton 1951

Paperback, NEL Books 1983

Paperback, NEL Books 1983

Paperback, NEL Books 1981

Paperback, NEL Books 1981

Paperback, Kensington Publishing 1982

Paperback, Kensington Publishing 1982

Paperback, NEL Books 1980

Paperback, NEL Books 1980

Paperback, Jove Books 1977

Paperback, Jove Books 1977

Paperback, Games Workshop 1990

Paperback, Games Workshop 1990

Paperback, Fawcett Gold Medal 1972

Paperback, Fawcett Gold Medal 1972

Paperback, Damnation Books 2011

Paperback, Damnation Books 2011

Paperback, Damnation Books 2010

Paperback, Damnation Books 2010

Paperback, CreateSpace 2012

Paperback, CreateSpace 2012

Paperback, Corgi Books 1981

Paperback, Corgi Books 1981

Paperback, Corgi Books 1971

Paperback, Corgi Books 1971

Paperback, Corgi 1965

Paperback, Corgi 1965

Paperback, Consul Books 1961

Paperback, Consul Books 1961

Paperback, Bloomsbury 2012

Paperback, Bloomsbury 2012

Paperback, Bantam Books 1973

Paperback, Bantam Books 1973

Paperback, B! one-shot 2011

Paperback, B! one-shot 2011

Paperback, Arrow Books 1987

Paperback, Arrow Books 1987

Paperback, Ace Books 1964

Paperback, Ace Books 1964

Paperback, Tandem Books 1970

Paperback, Tandem Books 1970

Larry Brent, nr 48 1988

Larry Brent, nr 48 1988

Hardcover, Dutton 1988

Hardcover, Dutton 1988

Hardcover, Atria Books 1980

Hardcover, Atria Books 1980

Avon Fantasy Reader, nr.  9 1949

Avon Fantasy Reader, nr. 9 1949

3 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Fra Sortsand har overlevet sit første år i dag

Fra Sortsand fylder ét år i dag. Hvis det næste år bare bliver halvt så sjovt som det forgange, vil jeg være rigtig godt tilfreds! Ikke mindst takket været jeres venlige mails og kommentarer. Det er slet ikke så dårligt at blogge om genrefiktion.

fødselsdag

4 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Neil Gaiman, American Gods (2001): Postmoderne Götterdämmerung

Hardcover, Headline Books 2001

Hardcover, Headline Books 2001

Den produktive Neil Gaimans bog American Gods fra 2001 er et digert værk på over 500 sider. Det er en ambitiøs roman, fyldt med karakterer og steder. Shadow, historiens hovedperson, rejser på kryds og tvær af USA, besøger velkendte lokaliteter og små fiktive udørkner. Jeg havde egentlig frygtet, at det ville blive en lang og ufokuseret læseoplevelse, men her blev mine bange anelser gjort til skamme. Gaiman griber sin læser på første side og slipper ikke grebet før sidste side er vendt.

Førnævnte hovedperson Shadow sidder i spjældet for vold. Han begik et røveri med to andre, der efterfølgende forsøgte at snyde ham for sin andel. Som hævn tæskede Shadow, hvis rigtige navn vi i øvrigt ikke kender, de to kumpaner og endte med at få en dom for overfaldet. Da vi kommer ind i historien, har han kun få dage tilbage af sin straf. Han kan løslades før tid på grund af god opførsel, men uventet slipper han endnu tidligere ud. Shadows kone er nemlig omkommet i en trafikulykke.

Hardcover, Headline Books 2001

Hardcover, Headline Books 2001

En trist begyndelse på et liv i friheden, fordi Shadow nu er alene. Ingen familie, ingen venner og det arbejde, han troede ventede på ham, forsvinder også hurtigt. Midt i det moras, som Shadows liv har udviklet sig til, træder den enigmatiske hr. Wednesday ind på scenen. Den gamle, lidt fallerede herre kender mærkværdigvis ganske meget til Shadows baggrund og tilbyder ham arbejde som livvagt. Shadow, der er en stor fyr, tager imod jobbet, og det bliver begyndelsen på en mystisk tour de force gennem et parallelt, magisk Amerika.

Konceptet bag Gaimans roman er, at alle guder og mytiske skikkelser, som menneskeheden nogensinde har dyrket og tilbedt, findes. Guderne næres ved at blive dyrket aktivt. Når deres tilbedere begynder at falde fra, svækkes guderne og henvises til en skyggetilværelse som udødelige eksistenser på randen af samfundet. Sagen er den, at guderne går iblandt os. De lever i skjul og forsøger at overleve på de muligheder, de nu har. De betyder tricks, småmagiske handlinger og god gammeldags svindel. Ikke nogen køn tilværelse for stolte navne fra den græsk/romerske eller nordiske mytologi, for ikke at glemme de mellemøstlige og indiske guder.

Neil Richard MacKinnon Gaiman (født 10. november 1960)

Neil Richard MacKinnon Gaiman (født 10. november 1960)

Nu er det sådan, at der bliver ved med at komme nye guder til flokken, som samfundet udvikler sig. De nye guder har ikke meget tilfælles med gamle navne som Kali og Thor – de er guder for IT, biler, medier osv. Da Shadow bliver hyret af Wednesday, der snart viser sig at være ingen ringere end gode gamle Odin, er der problemer i sigte. Det trækker op til storm, som Wednesday så poetisk formulerer det. De unge guder har erklæret de gamle guder krig. Wednesday har derfor sat sig for at mobilisere de gamle guder til modstand, hvilket er lettere sagt end gjort. De fleste af guder er nemlig egocentriske enspændere, der ikke giver meget for den fælles sag. Tonen får dog snart en anden lyd, da det går op for dem, at det stormvejr, det trækker op til, meget vel kan komme til at koste dem livet.

Der er noget pompøst, storladent over Gaimans roman. Den har hele fantasygenrens selvhøjtidelighed som klangbund, men som barn af sin tid punkterer Gaiman stereotyperne og lader det store, det episke udspille sig uden for handlingen. Vi følger i stedet Shadow, der ved første øjekast er en typisk protagonist. Stor, slagkraftig og god, men i stedet for at indtage en hovedrolle i gudernes kamp, tumler han rundt i historien som en anden Philip Marlowe, der gang på gang får tæsk og må konstatere, at han ikke forstår, hvad der sker omkring ham.

Paperback, HarperCollins 2002

Paperback, HarperCollins 2002

Shadows historie bliver dermed en intim beretning, midt i det episke, og det er uendeligt befriende. Samtidig har Gaimans roman noget bittersødt Alan Moore’sk over sig. Guderne er alle sammen en flok kulørte antihelte. Drikkende, brovtende gamle mænd og kvinder med dumme dagligdags problemer. Det greb er i sig selv måske ikke specielt originalt, men det er underholdende. Det fortælles eksempelvis, at Thor skød sig selv i 1920’erne, fordi han ikke længere kunne finde sig til rette i verden. Den slags detaljer gør bogen sjov, fordi Gaiman konstant fodrer os med små overraskende anekdoter.

Midt i al handlingens bulder og brag, skinner romanens egentlig ærinde imidlertid tydeligt igennem. American Gods er meget mere end bare en fantasy-fortælling; det er en bog om kulturelle værdier. De gamle guder rejste til Amerika i immigranternes sind som blinde passagerer. En for en har de krydset Atlanten og pludselig fundet sig selv i helt nye omgivelser. Guderne bliver her et billede på immigranternes kulturelle ophav, deres baggrund og arv. Denne arv bliver konfronteret med den amerikanske drøm, der nærer nye guder; det vil sige nye værdier. Gammelt og nyt kommer derfor hurtigt i clinch – for kan man tilpasse sig det nye, uden det medfører et tab af det gamle?

Hardcover, Au diable vauvert 2002. Fransk udgave af romanen

Hardcover, Au diable vauvert 2002. Fransk udgave af romanen

Man kunne måske frygte, at Gaiman ville lefle for den klassiske kultur og sætte det gamle højere end det nye. At lade ”de gamle guder” fremstå som det ægte og guderne for IT og bilindustri stå som hule, falske billeder uden værdi. Til en vis grad er det faktisk også, hvad Gaiman gør, men ikke helt. Han foretager nemlig løbende drejninger i handlingen, der viser kulturværdiernes relativitet. Han smadrer dermed de romantiske forestillinger og viser, hvorfor samtidens guder har samme relevans som fortidens.

Her vil jeg så også, lidt kritisk spørge, hvorfor Gaiman ikke tog skridtet fuldt ud og indlemmede Jesus, Gud, Allah og alle de andre figurer fra verdensreligionernes katalog. Det føles lidt som om, at Gaiman kniber uden om de potentielt provokerende elementer i romanen, der ligger implicit i den kosmologi, han beskriver. En lidt mere konfronterende facon havde måske udnyttet den side bedre.

Paperback, Headline Books 2005

Paperback, Headline Books 2005

American Gods er en bog om den amerikanske drøm. En bog om drømmens skyggeside, drømmens brutalitet. Det er imidlertid også en bog om drømmens frigørende kraft og potentiale. Faktisk kan man læse romanen som én lang kærlighedserklæring fra briten Neil Gaiman til det amerikanske landskab og dets befolkning. Ikke nationen USA som sådan, men landet og dets indbyggere i al dets spraglede mangfoldighed. På den led bliver bogen et hjertevarmt portræt af en nation, der på afstand er sammensat og uforenelig, men på nært hold bliver til betagende steder, scener og øjeblikke fyldt med kultur, mening og identitet.

Hardcover, HarperCollins 2011

Hardcover, HarperCollins 2011

Paperback, HarperCollins 2013

Paperback, HarperCollins 2013

1 kommentar

Filed under Roman