Richard La Plante, Mantis (1993): Kung-fu, Sleaze og Seriemord

Paperback, Tor 1994. Paperbackudgaven af bogen

Paperback, Tor 1994. Paperbackudgaven af bogen

Kan du huske dengang i begyndelsen af 90’erne, da seriemorderne for alvor holdt indtog på den popkulturelle scene? Forrest i morderarméen marcherede Thomas Harris med den røde drage på banneret. Han blev fulgt af Bret Easton Ellis, der på slog de spenglerske takter an og udbasunerede den vestlige kulturs depraverede tilstand og mordet som den ultimative adspredelse. Langt nede i rækkerne af kopister og opportunistiske thrillerskribenter debuterede Richard La Plante med romanen Mantis i 1993.

The killer is some kind of Hannibal Lecter” udtaler Finesse Magazine på bogens bagside. Vi forstår straks, hvad der menes, men al håb om originalitet bliver samtidig også gjort til skamme ved den karakteristik. Heldigvis for La Plante kan man imidlertid konkludere, at Finesse Magazine tager fejl. Seriemorderen i Mantis har stort set intet til fælles med Hannibal; La Plante har skabt sin helt egen syge morder. Og hold fast hvor er bogens dræber syg.

Paperback, Tor 1994

Paperback, Tor 1994

Mantis er en ekstremt sleazy thriller, der er som snydt ud af næsen på ultravoldelige 70’er-serier som The Penetrator og The Executioner. Takket være La Plantes pulpede hang til klichéer er der noget tidløst over historien. Den kunne fint være skrevet i ’73, og måske netop fordi den er så grotesk og skæv, bliver det faktisk en bog, der bider sig fast.

Handlingen er i al sin enkelthed som følger. Den halvt amerikanske, halvt vietnamesiske Willard Ng (sådan staves det!) har været en enspænder hele sit liv. Han passer ikke ind og bliver gennem barndommen systematisk tæsket af klassekammeraterne og faren. En dag iagttager den unge Willard en knæler overmande et bytte. Synet bliver en åbenbaring for den unge Ng. Han har en slags transcendent oplevelse og forstår i det øjeblik, at knæleren vil vise ham noget. Fra da af begynder Ng at lære sig kung-fu for at blive som knæleren.

Richard La Plante

Richard La Plante

Knæleren bliver Ngs gud, og da vi træder ind i historien mange år senere, er han begyndt at dræbe mennesker for at perfektionere sin teknik. Og her må det understreges, at den Ng, vi møder, da bogen åbner, har gennemgået en voldsom transformation. Borte er den sære dreng. Han har forvandlet sig til en to meter høj kæmpe, La Plante beskriver som en ”adræt Arnold Schwarzenegger”. Men det stopper ikke her. Ng har fået fjernet al sin kropsbehåring, bleget sin hud og skåret en kæmpe stjerne på brystet, der nu tegner sig som arvæv. Behøver jeg sige, at han selvfølgelig også er komplet og aldeles vanvittig?

Ng har begået tre mord i Philadelphia, hvor han bor. Opklaringsarbejdet tilfalder den barske irske betjent William Fogarty, der egentlig både er køn og stærk. Han var med i en bilulykke, der kostede hans kone og datter livet. Fogarty slap med livet i behold, men den ene side af hans ansigt blev vansiret. Ulykken plager ham og mon ikke betjenten har en mørk hemmelighed?

E-bog, Escargot Books 2012. Den eneste nye udgave af bogen siden paperback-udgaven fra 1994

E-bog, Escargot Books 2012. Den eneste nye udgave af bogen siden paperback-udgaven fra 1994

Fogarty skal selvfølgelig have en partner, og det bliver den høje, halvt amerikanske, halvt japanske retsmediciner og kampsportsekspert Josef Tanaka. Ikke alene er han en knusende dygtig mediciner, den unge læge var i den japanske karatefinale. Skæbnen ville imidlertid, at han i finalen skulle møde ingen andre end sin egen storebror. I kampens hede brækkede Tanaka broderens ryg ved et uheld. Tragisk. Noget tid efter dette forlod Tanaka Japan og vendte sig mod lægevidenskaben, men han har aldrig overvundet skyldfølelsen. Mørk og dyster, med en latent dødsdrift, dyrker Tanaka nu sin karate og sit arbejde.

De to opdagere er naturligvis så stereotype, som man kan forestille sig det, og hele Mantis er konstrueret, som en lang optakt til slåskampen mellem Ng og Tanaka. Det står allerede klart fra det øjeblik, vi møder Tanaka første gang. Hvordan William Fogarty passer ind i dette, og hvordan det lykkes for betjentene at nå frem til morderen, er den ujævne, men fascinerende vej frem mod det endelige opgør, som La Plante har planlagt for os.

Knæleren i al dens aparte ubehagelighed

Knæleren i al dens aparte ubehagelighed

Mantis er bemærkelsesværdig, fordi det er en sært skizofren læseoplevelse. På den ene side er den en ultra-traditionel krimi-thriller i bedste Thomas Harris-stil. Vi taler hårdkogte betjente, masser af politislang og klichéer. På den anden side har vi hele kung-fu-delen. La Plante beskrives på bogens bagside som kampsportsekspert, og han sværmer tydeligvis for hele ”martial arts”-mytologien. Både Ng og Tanaka er supermænd, der takket være deres karate og kung-fu bliver en form for overmennesker. Deres evner hæver dem over andre; gør dem hurtigere, stærkere, klogere og mere opmærksomme.

I sig selv er kombinationen af seriemorder-thriller og kung-fu jo ganske spektakulær, men La Plante har tilmed fyldt sin roman til bristepunktet med sleaze af den rigtig beskidte slags. Først og fremmest er Mantis særdeles blodig og brutal. Der bliver flået øjne og testikler ud, lemmer revet og bidt af osv. Men til det kommer Ngs bizarre persona. Den stakkels morder er tydeligvis en helt og aldeles forkvaklet sjæl.

Den impotente Ng sprøjter sig i sit lem for at få erektion. Således oprejst voldtager han både mænd og kvinder analt og udfører en række ganske grusomme skamferinger på dem. Selve de anale overgreb lyder måske ikke helt så sygt som alt mulig andet, vi har set og læst seriemordere gøre, men La Plantes beskrivelser er svælgende på en absurd, tåkrummende måde. Han overgør sine seksuelle beskrivelser, så de får karakter af noget lystbetonet. Som om han sad og blev tændt, mens han skrev. Der ligger nærmest en eller anden anal fetich hos La Plante, der allerede kommer til udtryk på bogens s. 2, hvor det med stor nøjagtighed præciseres, hvordan en retsmediciner fører et termometer op i rektum på et af Ngs ofre.

Den slags giver teksten et tvetydigt, beskidt præg, der også afspejles i La Plantes fascination af forholdet mellem Tanaka og Ng. De to figurer er hans virkelige hovedpersoner, og til tider får La Plante brugt så megen tid på at beskrive deres sært homo-erotiske fascination af hinanden, at han næsten glemmer, at Ng er en sindssyg morder, og ikke bare en glad karatekæmper.

Mantis er et stykke bizar thriller, der peger i alle mulige retninger og efterlader læseren med en kvalmende men også lidt betagende smag i munden. Stor prosa er det på ingen måde; men ikke desto mindre formår La Plante både at provokere og udfordre med de grovkornede valg, han træffer.

1 kommentar

Filed under Roman

One response to “Richard La Plante, Mantis (1993): Kung-fu, Sleaze og Seriemord

  1. Pingback: Morten Ellemose, Killer Killer (2014): Fjollet og triviel | Fra Sortsand

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.