Monthly Archives: september 2013

Jack Vance, The Languages of Pao (1958): Sprogets magt

Paperback, Daw Books 1980. Forsiden er malet af H. R. Van Dongen

Paperback, Daw Books 1980. Forsiden er malet af H. R. Van Dongen

Med Jack Vance har jeg for afvekslingens skyld skiftet fra det sædvanlige horror-dominerede spor og over i rendyrket science fiction. Det vil sige SF af den type, der ligger i grænselandet til fantasy, og i virkeligheden handler meget lidt om fremtid og teknologi.

Alle der har læst Jack Vance vil straks genkende hans stil i The Languages of Pao. Vel at mærke et relativt tidligt arbejde fra hans hånd, der først udkom som kortroman i 1957, før Vance udvidede historien og udsendte den igen i 1958.

Paperback, Daw Books 1980

Paperback, Daw Books 1980

Bogen har de for Vance klassiske små faktuelle indledninger om sociale, geografiske og kulturelle forhold på planeten, det hele udspiller sig på. Han bruger også pseudovidenskabelige fodnoter, der hjælper til forståelsen af de kulturelle særheder. Alt sammen noget, der gør Vances romaner så charmerende og nærværende.

Historien tager os til planeten Pao, hvis rige befolkning af kolonister fra Jorden lever i et ekstremt konservativt samfund. Deres kultur er baseret på et ideal om at bevare det bestående og opretholde den eksisterende samfundsorden. Planetens rigdom sikrer en relativ høj velstand til alle, men har samtidig også gradvist gjort befolkningen passiv. Ønsket om at bevare det bestående har gjort Paos beboere ude af stand til nytænkning og til at reagere på det uforudsete. Vance har med andre ord taget idéen om en kulturel konservatisme og karikerer den ud i det ekstreme.

John Holbrook "Jack" Vance (28. august 1916 – 26. maj 2013)

John Holbrook “Jack” Vance (28. august 1916 – 26. maj 2013)

Det betyder, at der opstår store problemer på den fredelige planet Pao, da kejseren snigmyrdes ved et komplot. Efter drabet lykkes det Bustamonte, kejserens højre hånd, at tilrane sig magten til trods for, at kejserens lille søn Beran burde få tronen. Bustamonte, der har levet uden for Pao og lært ærgerrighed og intriger at kende, forsøgeruden held at få sønnen dræbt.

Kejsersønnen Beran bliver nemlig reddet af vismanden Lord Palafox, der tager ham med til sin hjemplanet. Her bliver Beran over de følgende år undervist i sprog og kultur – alt sammen noget, der åbner has blik for Paos sårbarhed.

Satellite Science Fiction, december 1957. Magasinet hvor den oprindelige, kortere version af romanen blev trykt

Satellite Science Fiction, december 1957. Magasinet hvor den oprindelige, kortere version af romanen blev trykt

Imens sidder Bustamonte på Paos trone og har sit at slås med. Kort efter kejserens død bliver Pao nemlig angrebet af røveriske barbarer fra en nærliggende planet. Paos elendige forsvar kan ikke holde stand mod de invaderende tropper, og det ender med, at Pao må betale en tårnhøj månedlig tribut til de fremmede. Scenen er dermed sat. Slag skal udkæmpes om Paos trone, hvilket sker på både den politiske scene og på valpladsen.

For så vidt er det en klassisk eventyrfortælling om tronranere og skjulte kongesønner, som Jack Vance har brygget sammen. Men der er mere end som så i historien. Tyrannen Bustamento udtænker nemlig i selskab med Lord Palifax en plan, der skal ruste Paos befolkning til modstand mod de invaderende barbarer. Det sker ikke ved at give dem våben eller teknologi, nej, det sker ved, at planetens sprog gradvist ændres over en 20-årig periode!

Hardcover, Avalon Books 1958. Romanens 1. udg.

Hardcover, Avalon Books 1958. Romanens 1. udg.

Lord Palifax udtænker en strategi for et nyt sprog, der skal militarisere befolkningen og ruske den ud af det konservative sløvsind. Jack Vance gør således et væsentligt element i det 20. århundredes kontinentale filosofi til sit omdrejningspunkt for bogen, og siger, at sproget dikterer vores tankebaner. Det sker naturligvis i et forhold, der kan virke begge veje – vores handlinger skaber sproget og omvendt. I Paos tilfælde har manglen på handling i det forstenede samfund imidlertid ført til en sproglig stilstand og kreativ blindgyde.

Vance viser med The Languages of Pao, hvordan et samfund over tid kan modelleres efter nye magtstrukturer, hvis magtens sprog ændres. Det er værd at notere sig, at bogen er skrevet i 1958. Romanen er således ganske tydeligt et barn af den hastigt nedkølende Kolde Krig. En kritik af totalitære systemer klinger i den grad med i bogen. Nazisme, fascisme, kommunisme og alle andre ismer er i den sammenhæng en og samme sag. Ismernes vokabular indeholder nemlig et i Vances optik samfundsomstyrtende potentiale, idet ismen introducerer nye ord eller fortolkninger af ord, og derved ændrer de eksisterende magtstrukturer.

Paperback, Ace Books 1968

Paperback, Ace Books 1968

Jack vance bruger naturligvis The Languages of Pao som en advarsel, fordi han på den ene side anerkender og ser fordelene ved sprogets revolutionære potentiale, men omvendt peger på dette som et tveægget sværd. En militarisering, som den, der sker på Pao, løber nemlig hurtigt ud af kontrol i det øjeblik, sproget bliver hvermandseje. Som Vances bog pointerer: Når krig og vold bliver rodfæstet i statsmagtens vokabular, bliver samfundet voldeligt og skader sig selv.

Jeg har svært ved ikke at se The Languages of Pao som værende modelleret over Nazi-Tysklands videreudvikling, efter Første Verdenskrigs nederlag, af det militære sprogapparat, som Bismarcks stat allerede havde fremelsket. En militariseringsproces, der løber løbsk og bliver altødelæggende, præcis som det sker på den fiktive Pao.

Paperback, Ace Books 1970

Paperback, Ace Books 1970

Man kan så spørge sig, om Vance har et politisk budskab med bogen. Svaret er nej. Der ligger en iboende kritik af ideologisk konservatisme i romanen, men tekstens handler først og fremmest om kulturelle transformationer, og hvordan de er mulige. Man kan sige, at Vance forsøger at vise, hvordan vores omgang med hinanden og de ord, vi vælger, skaber magtstrukturer omkring os, som vi kan forandre ved at bruge nye termer.

Det er der i sig selv ikke noget odiøst i at hævde i dag. Feminismen og hele queer-teorien har i den grad slået fast, hvordan sproget både undertrykker og forandrer sociale relationer. Vance er imidlertid tidligt ude med sit budskab, og jeg tvivler på, at der er andre før Vance, der så eksplicit har taget dette tema op som omdrejningspunkt for en roman.

Paperback, Mayflower Books 1974

Paperback, Mayflower Books 1974

Sandt at sige er historien i The Languages of Pao ligegyldig og bogen på ingen måde Vances bedste. Ikke desto mindre er den tematisk et spændende bekendtskab, fordi den er med til at vise, hvorfor SF pludselig i 60’erne blev det sted, hvor tingene rykkede. Det sted, hvor der opstod en litterær legeplads for nye idéer og filosofiske slagsmål. Vance gør i hvert fald ting med den lille roman, der er modige, fremsynede og tankevækkende. Mere kan man vel ikke forlange af en science fiction-roman, kan man?

Hardcover, Underwood Miller 1979

Hardcover, Underwood Miller 1979 

Paperback, Tor Books 1989

Paperback, Tor Books 1989

Paperback, New English Library 1989

Paperback, New English Library 1989

Paperback, iBooks 2004

Paperback, iBooks 2004

E-bog, Spatterlight Press 2012. Romanens seneste udgave

E-bog, Spatterlight Press 2012. Romanens seneste udgave

Skriv en kommentar

Filed under Roman

R.A.T.S. – Nyt fra Cancer Bats

Fik du set den nye Cancer Bats-video i sidste uge? Ikke? Så se den her. Det er et ganske cool nummer:

Skriv en kommentar

Filed under Video

Øksen: Et brutalt outsider-motiv

Paperback, Sphere 1978

Paperback, Sphere 1978

I sidste uge gjorde Jack Jensen mig opmærksom på en interessant tråd på Uncuts forum. Her så jeg forsiden til Frits Remars Øksen og blev inspireret til at skrive om øksen som motiv. Et emne jeg faktisk har tænkt lidt over i nogen tid uden at få gjort mere ved det.

Øksen er interessant, fordi den så at sige overtrumfer konventionelle mordvåben som knive og pistoler. Den fungerer som voldskatalysator og signalerer en særlig grad af brutalitet. I sig selv er det ikke noget nyt. I tidlig middelalderlig ikonografi er hedningen ikke sjældent afbilledet med økser, når de kæmper mod kristne stridsmænd. De kristne er naturligvis udstyret med sværd, der på den led bliver det civiliserede eller socialt acceptable mordvåben. Det samme kan man notere sig, når vi ser på fremstillinger af helgenernes martyrier, hvor partering med økse ligeledes er et populært element. Øksen er med andre ord billedet på noget særlig diabolsk og uanstændigt. Noget ”den anden” bruger.

Paperback, Winther 1973

Paperback, Winther 1973

Sværdets ikonografiske betydning i middelalderen kan meget vel sammenlignes med kniven eller pistolen i den moderne litteratur – altså med andre ord legitime våben. Det vil sige, at mordet som handling naturligvis er grufuldt, men der føjes en særlig grad af uhygge til drabet, når det begås med noget ukonventionelt.

Complete Detective Novel Magazine, juli 1931

Complete Detective Novel Magazine, juli 1931

Man kan da også notere sig, at øksen som sådan ikke optræder ret hyppigt i ældre genresammenhænge, fordi den ganske enkelt var et for voldsomt element. Det er først i løbet af 60’ernes sidste del, at øksen for alvor begynder at vinde indpas som mordinstrument på forside.

Paperback, Tor Books 1987

Paperback, Tor Books 1987

Man kan få et interessant indblik i øksens kulturelle betydning ved at se på fantasylitteraturen, hvor økser faktisk er helt almindelige. Her optræder eksempelvis barbaren, den figur, som Robert E. Howard navnlig var med til at gøre populær, med økse. Den drabelige, vildsomme vildmand benytter sig med andre ord af et kernesymbol på brutalitet og rå voldsmagt. Barbaren har tæmmet øksens magt, men desværre for alle andre er selve barbaren ikke tæmmet, og han udgør derfor en ambivalent, truende figur. En der ikke følger samme regelsæt som resten – præcis som øksesvingende mordergalninge også opererer uden for samfundets normer og konventioner(!).

Paperback, Ace Books 1983

Paperback, Ace Books 1983

Jeg vil også hævde, at man kan udstyre sin morder med motorsav, boremaskiner eller andre nyere redskaber, men det er sådan set bare moderniseringen af et gammelt motiv – nemlig øksen. Øksens dramatiske udsagnskraft kan således bruges forskelligt, men udtrykker samme rå brutalitet og utøjlet destruktiv magt. Som nævnt i begyndelsen har de her forestillinger om øksens symbolværdi dybe kulturelle rødder og taler ind i forestillingen om den måde hvorpå, vi ser os selv og andre.

Planet Stories, marts 1951

Planet Stories, marts 1951

Paperback, Pensby Library 2008

Paperback, Pensby Library 2008

Paperback, Panther Books 1976

Paperback, Panther Books 1976 

Paperback, Nouvelles Editions Oswald 1988. Dette er en af Jean-Michel Nicolettes fantastiske forsider

Paperback, Nouvelles Editions Oswald 1988. Dette er en af Jean-Michel Nicolettes fantastiske forsider – se ham i et ældre indlæg her på bloggen

Paperback, Necro Publications 2008

Paperback, Necro Publications 2008

Paperback, Leisure Books 1986

Paperback, Leisure Books 1986

Paperback, Horror Expert nr. 10 1977

Paperback, Horror Expert nr. 10 1977

Paperback, Fontana Books 1970

Paperback, Fontana Books 1970

Paperback, Feature Books 1994

Paperback, Feature Books 1994

Paperback, Dell Books 1944

Paperback, Dell Books 1944

Paperback, Coscom Entertainment 2006

Paperback, Coscom Entertainment 2006

Paperback, Avon Books 1978

Paperback, Avon Books 1978

Paperback, Ace Books 1982

Paperback, Ace Books 1982

Hæfte, John Sinclair nr. 44 1988

Hæfte, John Sinclair nr. 44 1988

Paperback, Harper Collins Books 2010

Paperback, Harper Collins Books 2010

Paperback, Everest Books 1976

Paperback, Everest Books 1976

Hæfte, John Sinclair nr. 24 1983

Hæfte, John Sinclair nr. 24 1983

Hardcover, Thunderstorm Books 2012

Hardcover, Thunderstorm Books 2012

Hardcover, St. Martin's Press 1988

Hardcover, St. Martin’s Press 1988

Dime Mystery, februar 1935

Dime Mystery, februar 1935

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Weird Tales, red. Leo Margulies (1964): Det kan næppe blive bedre…

Paperback, Pyramid Books 1964. Forsiden er malet af den store mester Virgil Finlay

Paperback, Pyramid Books 1964. Forsiden er malet af den store mester Virgil Finlay

Med antologien Weird Tales fra 1964 forsøgte Leo Magulies – pulpredaktør par exllence – at vise sine læsere, hvad Weird Tales var for et magasin, og hvorfor det fik så står indflydelse. I antologiens korte indledning indkredser Margulies bladets stemning og skitsere dets historie. Med det på plads overlader han sidepladsen til ni forfattere, der alle var væsentlige bidragydere til Weird Tales. Og det er vel at mærke ni formidabelt underholdende fortællinger, som Margulies har udvalgt.

Weird Tales er ikke en ren ”best of”-bog. I stedet for udelukkende at gå efter de store navne og deres bedst kendte fortællinger har Margulies sammensat et intenst ekstrakt af pulpmagasinets sider. Han viser det poetiske fremragende, det dystert uhyggelige og det letbenede gys. Oplagte navne som Clark Ashton Smith, Seabury Quinn og Ray Bradbury er valgt fra, mens hel- og halvglemte navne som Edmond Hamilton og Nictzin Dyalhis er med. Og naturligvis får de mindre kendte navne selskab af sværvægtere som Lovecraft, Howard og Bloch.

Paperback, Pyramid Books 1964

Paperback, Pyramid Books 1964

Bogen åbner med Hamiltons Poe’ske ”The Man Who Returned”. Historien om en mand, der er blevet levende begravet og vågner i kisten. Han kæmper sig ud i det fri og vender tilbage til sin familie kun for at opdage, at han slet ikke har været savnet. Som en anden James Stewart tumler han gennem byen og møder det ene deprimerende optrin efter det andet, før han noget nedslået finder fred.

Edmond Hamiltons novelle er en klassisk ”sær fortælling” – den ubestemmelige kategori af historier, der optræder så hyppigt i Weird Tales og tit glemmes i dag, fordi de passer dårligt ind i tematisk snævert formulerede antologier. Som hverken fugl eller fisk kan historien ikke kategoriseres som horror, humor, fantasy eller SF. Det ligger der en særlig styrke i, fordi den type fortællinger kun sjældent tynges af konventioner og genretroper.

Paperback, Jove Books 1979. Antologiens 2. ufd. Nu med en af Margaret Brundages ikoniske forsider fra Weird Tales Magazine

Paperback, Jove Books 1979. Antologiens 2. ufd. Nu med en af Margaret Brundages ikoniske forsider fra Weird Tales Magazine

Næste mand i rampelyset er Fritz Leiber, hvis historie ”Spider Mansion” er så overgjort og pulpet, at den er svær ikke at holde af. Leiber smører så uendelig tykt på, at hans gotiske fortælling om en gal videnskabsmand næsten fremstår som en parodi. I hvert fald bliver gyset svært utroværdigt. Ikke desto mindre er novellen skrevet med et overbevisende overskud af fortællerglæde, der gør teksten til en ren fornøjelse.

Det samme gælder Robert Blochs ”A Question of Etiquette” om hekseri og narrestreger. En historie i Blochs vanligt galgenhumoristiske stil. En stil der kom til at tegne en hel gren af horrorgenren. Jeg bliver nok aldrig den store fan af Robert Blochs noveller, men det enkle, enkle sprog, han arbejder i, er imponerende og respektindgydende. Hans helt ukunstlede sætninger drives af korte, præcise beskrivelser og en skarp dialog, som det kun er få forundt at skrive. Om man er til hans tone eller ej, kan man lære rigtig meget om godt skrivehåndværk ved at læse Bloch.

Edmond Hamilton (21. oktober 1904 – 1. februar 1977)

Edmond Hamilton (21. oktober 1904 – 1. februar 1977)

Antoligien lægger blødt ud med ovenfor nævnte historier, men så kommer Nictzin Dyalhis’ ”The Sea Witch”, bogens længste novelle. En historie der krydser genremæssige grænser og er lige så meget fantasy som gys, men er i virkeligheden mest af alt et kunsteventyr for voksne. ”The Sea Witch” er en hævnhistorie, der væves sammen med nordisk mytologi, vel at mærke uden brug af mytologiens oplagte skikkelser som eksempelvis Thor og Odin.

Nictzin Dyalhis’miljøskildringer er fremragende, og hele historien, der udspiller sig ved en efterårskold kyst, har noget af folkeeventyrets råhed og dragende kvalitet over sig. ”The Sea Witch” sætter således tonen for bogens anden del, hvor de stærkeste historier findes.

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

H. P. Lovecrafts ”The Strange High House in the Mist” er den næste i rækken. Jeg har altid været rigtig, rigtig glad for Lovecrafts Lord Dunsany-pasticher, og ”The Strange High House” er blandt hans bedste. Prøv bare at finde din Grafton Lovecraft-omninus bd. 2 frem og læs første passage i novellen. Smukkere, mere stemningsmættet kan det dårligt blive, og det gælder for hele den fabulerende historie om drømme og virkelighedsforskydninger.

August Derleths ”The Drifting Snow” er ligeledes fremragende. Teksten plages af en tung, klodset dialog, men tematisk og handlingsmæssigt er det en af Derleths bedste horrorhistorier. I fortællingen afsøger han samme forfrosne vinterlandskaber, som han også beskriver i hans historier om Ithaqua – her er det bare et vampyrisk spøgelse, der kommer gennem sneen om natten. Alene billedet af spøgelset, der langsomt nærmer sig gennem den faldende sne i tusmørket, er så gribende, at hele novellens narrativ nærmest bliver overflødig.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 20 1890 – 15. marts 15 1937)

Howard Phillips Lovecraft (20. august 20 1890 – 15. marts 15 1937)

Midt i Margulies litterære fejring af skatte hentet fra Weird Tales’ gemmer bliver Frank Belknap Longs ”The Body-Masters” hevet frem. Et stykke dystopisk SF, der virker tamt, efter Lovecraft og Derleth har leveret nogle af deres bedste værker. Faktisk er Belknaps novelle om sexrobotter slet ikke dårlig, men stemningsmæssigt falder den igennem og burde være placeret et andet sted i bogen. Ikke desto mindre er den blandt Belknaps bedre SF – hvilket, sandt at sige, ikke siger ret meget.

Kronen på værket er Robert E. Howards ”Pigeons from Hell”, hvis første kapitel i min verden er noget af det bedste, Howard skrev og noget af det bedste skrevne horror overhovedet. Fortællingen om hævn og sortmagi taber intensitet undervejs, men det betyder intet, fordi den viser alt, den behøver, i begyndelsen. To venner overnatter i et forladt hus og kommer ud for grusomme hændelser i nattens løb. Resten kan du næsten selv gætte. Den måde, som Howard får vævet naturerfaring og uhygge sammen, er uforlignelig. Med Howards beskrivelser af det ensomme sydstatsvildnis toner Weird Tales ud.

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936)

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936)

I antologien demonstrerer Leo Margulies den brede vifte af stemninger og stilarter, der findes i Weird Tales Magazine. Med en historie som Leibers ”Spider Mansion” bekræfter han på den ene side den stereotype forestilling om pulpens letbenede, overfladiske underholdningsværdi. På den anden side maner han enhver tvivl om manglende litterære kvaliteter til jorden med bidrag som Lovecrafts og Howards.

Skulle jeg sammenfatte det bedste ved i Weird Tales-bladet, er der ikke noget bedre sted at søge hen end Margulies antologi. Gennem bogens sider føres man over et bredt spænd af historier, der lever på deres underholdningsværdi, litterære kvalitet eller begge dele. Bogen er måske en af de bedste pulpopsamlinger af sin slags. Bedre kan det næppe blive.

 

Novellerne:

Edmond Hamilton, “The Man Who Returned” (Weird Tales,  feb. 1934)

Fritz Leiber, “Spider Mansion” (Weird Tales, sep. 1942)

Robert Bloch, “A Question of Etiquette” (Weird Tales, sep. 1942)

Nictzin Dyalhis, “The Sea Witch” (Weird Tales, dec . 1937)

H. P. Lovecraft, “The Strange High House in the Mist” (Weird Tales, okt. 1931)

August Derleth, “The Drifting Snow” (Weird Tales, feb. 1939)

Frank Belknap Long, “The Body-Masters” (Weird Tales, feb.  1935)

Robert E. Howard, “Pigeons from Hell” (Weird Tales, maj 1938)

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Så dumt det er sjovt: Alternate Reality samt Protest The Hero og Kvelertak

Man spørger sig, om ikke heksene i Salem har været nok igennem. Skal deres gode, sataniske navn trækkes gennem skidtet endnu en gang? Efter at have set Alternate Realitys gyselige video er svaret ja. Men se den bare – den er så dum det bliver sjovt. Hvem lytter egentlig til det lort? Alternate Reality med sangen ”Witch Hunt”:

Se også Trekkies og Star Wars-nørder slå hinanden til plukfisk i Protest The Heros nye video.  Ganske underholdende – gæt hvem der vinder! Protest The Hero med sangen ”Clarity”:

 

Passende kan vi så slutte af med en hæderlig sang fra uovervindelige Kvelertaks nye album. En sang hvor videoen også ganske åbenlyst tangerer Star Wars-terræn. Kvelertak med sangen ” Evig Vandrar”:

Skriv en kommentar

Filed under Video

Ian Miller: Dæmoniens mester

Paperback, New English Library 1979

Paperback, New English Library 1979

Med engelske Ian Miller er vi inde på noget helt særligt. Som purung nørd var Ian Miller nok den tegner, der tidligst har fæstnet sig i min bevidsthed. Jeg havde en fotokopi af den røde Dungeons & Dragons-boks på engelsk – det var lidt før, den blev oversat til dansk – som en klassekammerat havde lavet til mig. Fotokopierne åbnede op for en spændende verden, men det var først gennem Sværd & Trolddom-bøgerne, at jeg forstod, hvad det hele gik ud på. Sværd og Trolddom-bøgerne blev et for trinbræt for mig. En ny måde at se historier på. En af de helt afgørende ting ved spilbøgerne var illustrationerne, og her gjorde Ian Millers arbejde et kæmpe, kæmpe indtryk.

Paperback, Tor Books 1994

Paperback, Tor Books 1994

Millers dæmoniske univers arbejdede sig i den grad ind under huden på mig. Så meget, at jeg stadig i dag har svært ved at slippe hans illustrationer. Det kunne jeg skrive mere om, og gør det sikkert også en dag, når jeg får taget mig sammen til at skrive lidt mere om Fra Sortsand-bloggen som sådan.

Amazing Science Fiction Stories, juni 1982

Amazing Science Fiction Stories, juni 1982

Da jeg blev lidt ældre, opdagede jeg, at Ian Miller ikke bare havde illustreret Sværd & Trolddom, han havde illustreret rollespilsbøger for Games Workshop, og sørme om han ikke også havde illustreret skønlitteratur. En lille niche i min bogsamling var grundlagt!

Ian Miller var en velprofileret tegner og illustrator af navnlig generefiktion i 70’erne og 80’erne, hvor han leverede forsider til engelske forlag som Pan og Panther samt amerikanske Ballantine.

Worlds of Fantasy and Horror, sommer 1996

Worlds of Fantasy and Horror, sommer 1996

Skal jeg sætte en eneste finger på Millers fabelagtige tegninger, må det være, at han sjældent illustrerer bøgers indhold som sådan. En Miller-tegning ligner altid en Miller-tegning – uanset om det er Tolkein, Bradbury eller noget helt tredje, han illustrerer. Miller tager meget lidt af bogens indhold ind i sit arbejde, men føjer snarere noget til bogen med hans lurende gru og ekspressive surrealisme. Der er et vildskab i hans tegninger, der i den grad trækker på den nordeuropæiske renæssancetradition med Holbein og Dürer som væsentligste referencepunkter, men samtidigt også righoldige referencer til mellemkrigstidens tyske ekspressionisme.

Kast et blik på sagerne – du kender ham jo sikkert ganske godt. Måske opdager du et glædeligt gensyn eller to mellem forsiderne, som jeg har samlet her.

Amazing Science Fiction Stories, september 1981

Amazing Science Fiction Stories, september 1981

Worlds of Fantasy and Horror, sommer 1994

Worlds of Fantasy and Horror, sommer 1994

Hardcover, Ballantine Books 1979

Hardcover, Ballantine Books 1979

Paperback, Puffin Books 1986

Paperback, Puffin Books 1986

Hardcover, Games Workshop 1989

Hardcover, Games Workshop 1989

Paperback, Puffin Books 1984

Paperback, Puffin Books 1984

Hardcover, NEL Books 1975

Hardcover, NEL Books 1975

Paperback, Puffin Books, 2. udg. 1983

Paperback, Puffin Books, 2. udg. 1983

Interzone, efterår 1987

Interzone, efterår 1987

Paperback, Panther Books 1974

Paperback, Panther Books 1974

Paperback, Ballantine Books 1973

Paperback, Ballantine Books 1973

Paperback, Panther Books 1973

Paperback, Panther Books 1973

Paperback, Ballantine Books 1972

Paperback, Ballantine Books 1972

Paperback, Panther Books 1972

Paperback, Panther Books 1972

Paperback, Bantam 1978

Paperback, Bantam 1978

Paperback, Panther Books 1972

Paperback, Panther Books 1972

Paperback, Bantam Books 1978

Paperback, Bantam Books 1978

Paperback, Pan Books 1981

Paperback, Pan Books 1981

Paperback, Hodder Publishing 1975

Paperback, Hodder Publishing 1975

Paperback, Pan Books 1977

Paperback, Pan Books 1977

Paperback, New English Library 1975

Paperback, New English Library 1975

Paperback, Pan Books 1973

Paperback, Pan Books 1973

Paperback, Orbit Books 1989

Paperback, Orbit Books 1989

Paperback, Pan Books 1972

Paperback, Pan Books 1972

Paperback, Pan Books 1972

Paperback, Pan Books 1972

4 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Kingsley Amis, The Green Man (1969): Når det spøger på Fawlty Towers

Hardcover, Jonathan Cape 1975. Det sært stemningsfulde omslag er lavet af Colin Andrews

Hardcover, Jonathan Cape 1975. Det sært stemningsfulde omslag er lavet af Colin Andrews

Berømt og berygtet, feteret og latterliggjort. Kingsley Amis var en af efterkrigstidens væsentlige litterære stemmer i England, om ikke andet alene i kraft af hans popularitet blandt det læsende publikum. Med bøger, der udkom i enorme oplag og en ganske omfattende produktion bag sig, vil de fleste nok på et eller andet tidspunkt være rendt ind i et af hans værker. Hovedparten er af Amis’ romaner har egentlig ikke noget at gøre på Fra Sortsand, men heldigvis var Amis en genrebevidst herre, der forstod potentialet i at bruge litterære troper som afsæt for sine fortællinger. Han skrev nemlig en lille håndfuld bøger, der tager udgangspunkt i gys og SF.

I The Green Man fra 1969 er det den klassiske engelske spøgelsesfortælling, som Amis tager under kærlig behandling og transformerer genren til sit helt eget stykke galgenhumoristiske gys. Handlingen udspiller sig i og omkring hotellet The Green Man, placeret mellem Cambridge og London. En gammel beværtning med rødder tilbage til middelalderen, som hovedpersonen Maurice Allington har købt for en tid siden.

Hardcover, Jonathan Cape 1975

Hardcover, Jonathan Cape 1975

Stedet har charme, og forretningen går godt for Maurice, der lever med sin unge kone nummer to og en teenagedatter fra det første ægteskab. Maurice er vellidt i den lille landsby, hvor The Green Man ligger, og alt burde sådan set ånde fred og idyl. Sådan er det bare ikke. Maurice lider nemlig af kronisk rastløshed. Trods sin unge, kønne kone er han en notorisk skørtejæger, og skal ret skal være ret også ganske gennemalkoholiseret.

I sine unge år var Maurice en tiltrækkende mand, men alderen er begyndt at sætte sine spor. Med det stigende antal rynker og grå hår er Maurice også begyndt at få flere og flere mystiske sygdomme, der alle går i sig selv igen. Det hele er naturligvis en form for nervøst hypokondri, og det ved han egentlig godt selv. Ikke desto mindre kan Maurice ikke styre sin angst for at blive gammel. Og da Maurices far dør ved et slagtilfælde, begynder tingene at gå rigtig skævt for den ellers så fattede hotelejer.

Sir Kingsley William Amis (16. april 1922–22. oktober 1995)

Sir Kingsley William Amis (16. april 1922–22. oktober 1995)

The Green Man er ifølge lokale overleveringer hjemsøgt af en satanisk ejer, der boede i huset i 1700-tallet. Den slags giver kolorit til stedet, men da Maurice kort før faderens død begynder at iagttage sære ting i huset, må han for alvor overveje, om der er noget mere mellem himmel og jord på færde i huset. Først ser han en fremmed, rødhåret kvinde gå omkring og dernæst skyggen af en mager mand. Værst er det dog, da han i en form for drømmesyn ser et grotesk væsen, sammenstykket af buske og grene, bevæge sig hen imod ham.

Som de mange syn tager til, involverer Maurice sine nærmeste i sagen. De mener alle som en, at han lider af stress, for meget druk og dødsangst ansporet af farens død. Der er altså ikke meget hjælp at hente på den front, og selv om Maurice en stund tænker de har ret, beslutter han sig for at komme til bunds i sagen. Han begynder at efterforske legenderne om husets spøgelser. Det fører ham vidt omkring, lige fra universitetsbiblioteket i Cambridge til god gammeldags gravskænderi.

Hardcover, Harcourt, Brace & World 1970. Romanens 1. udg.

Hardcover, Harcourt, Brace & World 1970. Romanens 1. udg.

Kingsley Amis spiller i den grad på spøgelsesgenrens klassiske elementer og gør det ganske, ganske godt. Faktisk er det førnævnte drømmesyn af den grønne mand et stykke gedigent gys. Selve brugen af den grønne mand som motiv er et spændende træk, der fører bogen sammen med en rig forestillingsverden om bladmænd- og kvinder kendt siden antikken. Et motiv, der i middelalderen både slår igennem i majfesternes karnevaleske optrin og billedkunstens afkroge. Et emne, jeg kunne overveje at lave et selvstændigt indlæg om en dag.

Trods bogens afsæt i velkendte motiver er man ikke et sekund i tvivl om, at den er skrevet af Amis. Det gælder en signatur-karakter som den grotesk selvoptagede Maurice, der vælter gennem livet i en saglig whiskyrus og for den sags skyld også resten af bogens persongalleri.

Paperback, Panther Books 1971

Paperback, Panther Books 1971. En fin, fin forside

Der flyder en hel del af Evelyn Waughs skarpe pen i Kingsley Amis’ prosa, og den måde, hvorpå han spidder sin samtid med vidunderlig sort sarkasme, er et af Amis’ særkender. Med en næsten ondskabsfuld eller skadefro tone udstiller Amis sen-60’ernes løsslupne forhold til traditioner og frihedstrang. Maurice er naturligvis den, der fører an som den rodløse tåbe, der jagter evig ungdom, men resten af bogens personer følger trop, og gang på gang render de panden mod muren. Om det er i forsøget på at få et omgang trekantsex op at stå eller når der skal gennemføres en eksorcisme – tingene bliver aldrig helt som forventet, fordi hjertet ikke er med.

Amis bruger således sin spøgelsesfortælling til at spejle England anno 1969 med en dyster fortid i 1700-tallet. Hovedpersonen Maurice minder i forbløffende grad om det spøgelse der hjemsøger ham. Deres liderlige hunger efter ungdom gør dem ens, og man må spørge sig, om ikke Maurice hjemsøger sin samtid på samme fordækte facon som spøgelserne, der lurer på The Green Man?

Paperback, Ballantine 1971. Ballantine satte trumf på bogens erotiske indhold med denne fotoforside

Paperback, Ballantine 1971. Ballantine satte trumf på bogens erotiske indhold med denne fotoforside

Romanen har noget rablende over sig, takket være den evigt plaprende Maurice – bogens jeg-fortæller. Men samtidig foretager Amis et par ganske vilde og overraskende krumspring, der så afgjort ligger uden for rammerne af den klassiske victorianske spøgelsesfortælling, og som snarest er hevet ud af 60’ernes glæde ved metafysik i det hele taget.

Det gør The Green Man til en ret speciel læseoplevelse. Egentlig uhyggelig bliver den ikke, men den er fyldt med fine ansatser til gru. Eksempelvis da Maurice har en lille hyrdestund med en dame i skoven og fornemmer den grønne mand snige sig ind på dem. Mesterligt. Gyset er imidlertid slet ikke bogens ærinde. Gyset er bare en ramme, Amis stikker ud, for at sætte sin parodiske fremstilling af det frigjorte, hippie-influrede England ind på scenen. Det gør Amis slet ikke dumt, og selv om man som genrefan måske kan føle, at der er mere grin end gåsehud i bogen, kan The Green Man tilbyde fine indsigter i både midtlivskrisens finurlige verden og jagten på evig ungdom. Temaer, der så afgjort stadig har relevans i dag.

Paperback, Panther Books 1971. Panther havde allerede udsendt en fin udgave af bogen i '71 (se ovenfor), men da amerikanske Ballantine sendte deres kulørte cover på gaden hopede Panther med på vognen og udsendte denne charmerende sengekantsversion af bogen. Velkommen til 70'erne!

Paperback, Panther Books 1971. Panther havde allerede udsendt en fin udgave af bogen i ’71 (se ovenfor), men da amerikanske Ballantine sendte deres kulørte cover på gaden hopede Panther med på vognen og udsendte denne charmerende sengekantsversion af bogen. Velkommen til 70’erne! 

Psaperback, Penguin Books 1990. En trist udgave udsendt i forbindelse med bogens filmatisering samme år

Psaperback, Penguin Books 1990. En trist udgave udsendt i forbindelse med bogens filmatisering samme år

Paperback, VintageRand 2004. Den seneste udgave af romanen

Paperback, VintageRand 2004. Den seneste udgave af romanen

Skriv en kommentar

Filed under Roman