Fra Sortsand hyler med varulven mod månen

Paperback, Sphere Books 1975

Jeg er ret glad for varulvehistorier – i hvert flad de gode af dem. Varulven er en fascinerende størrelse, der åbner for komplekse fortolkninger og afslører interessante sociale koder i den folkloristiske forestillingsverden. Det er jeg ikke ene om at synes. Mængden af varulveromaner og -noveller er enorm og den vokser hele tiden.

Vampir-Horror-Roman nr. 78, 1974

I min bog er den måske bedste varulvehistorie den bedagede “The White Wolf of the Hartz Mountains”. En historie der rummer alle de elementer man finder i varulvemyten. Novellen, som du sikkert husker, er en fortælling i fortællingen i Frederick Marryats gotiske tørvetriller The Phantom Ship (1839).

Amazing Stories, oktober 1949

Et tankevækkende element ved varulven som figur, er dens på den ene side entydigt bestialske betydning og samtidig det tragiske træk, der allerede ligger i de folkloristiske forestillinger om udyret. Varulvens tvetydighed gør den på en måde til et langt mere kompliceret væsen eller monster end eksempelvis vampyren eller spøgelset.

Paperback, Zebra Books 1992

Man kan sige, at to elementer spiller ind i dette. For det første er der selve det ufrivillige i forvandlingen. Mennesket bliver tvunget til at antage den dyriske form og derved opgive sin sande natur for en stund og være noget andet. Noget moralsk lavere eller fornedrende. Samhørende med det ufrivillige hører også det ufuldstændige. Metamorfosen er ikke fysiologisk komplet – varulven bliver aldrig helt dyr og er samtidig aldrig helt menneske. Samtidig er forvandlingen den også ufuldstændig rent tidsligt. Forvandlingen sker ved fuldmåne og fortager sig så igen.

Hardcover, Arbor House 1979

Det betyder at varulven er en slags skyggevæsen, der aldrig fuldt er til stede i nogen form. Den hører ikke hjemme i menneskenes verden, men hører heller ikke hjemme i dyrenes rige. I den forstand ligner varulven spøgelset, der eksisterer mellem liv og total glemsel.

Paperback, Zebra Books 1987

Varulven bliver derfor også et arketypisk eksempel på den urene ånd, der plager sine omgivelser – både menneskene og dyrenes verden. Den er på den ene side et menneske med ulvens glubske instinkter og omvendt en ulv med menneskets nedrige forstand.

Vampir Horror-Roman nr 56, 1974

Varulven bliver ikke mindre ubehagelig, når man noterer sig, at den i mange folkesagn bliver skabt på grund af andres onde vilje eller selvoptagethed. Eksempelvis den forestilling, at kvinder, der vil undgå barselssmerter, kan kravle gennem en hests moderkage. Resultatet er blot, at barnet vil blive født som varulv. Moderen undgår således smerter, men påfører dem sit ufødte barn i stedet. Ganske grumt.

Hardcover, Harper Collins 2005

Har du samlet stormhat i månelyset? Gemt oblater eller jern gnedet mod din nærmeste kirke? Hvis ja, er du formentlig beskyttet og parat til at se det ulvekobbel, jeg har samlet her.

Paperback, Zebra Books 1981 

Paperback, Zebra Books 1980

Hardcover, W.H. Allen 1978

Paperback, Vampir Horror-Roman 1979 

Paperback, Tor Books 1988 

Hæfte, John Sinclair nr. 232 1982

Paperback, Tor Books 1985

Paperback, Ace Books 1968

Paperback, Tandem Books 1975

Paperback, Badger Books 1965

Paperback, Sundial 1981

Paperback, Bastei Bücher 1992

Paperback, Sphere 1977

Paperback, DAW Books 1982

Paperback, Severn House 1987

Paperback, Dell Books 1979

Paperback, Scholastic Book Services 1978

Paperback, Diamond Books 1991

Paperback, Popular Library 1988

Paperback, Diamond Books 1992

Paperback, Popular Library 1987

Paperback, Grafton Books 1985

Paperback, Pocket Books 1980

Paperback, Leisure Books 1984

Paperback, Panther 1966

Paperback, Leisure Books 1992

Paperback, Pan Books 1980

Paperback, Lynx 1988

PB New English Library 1974

Paperback, New English Library 1977

Paperback, Melrose Highlands 1976

Daniel Logan, America Bewitched. The Rise of Black Magic and Spiritism (1973): Kapitler fra en verden hvor Djævlen går omkring som en brølende løve

Paperback, Manor Books 1975. Den ganske stemningsfulde forside er malet af Tony Destefano

I 60’erne blev forskellige grader af mystik og spiritualisme hverdagskost, hvor en generation af søgende unge for alvor begyndte at dyrke alternative livs- og virkelighedssyn. Men det var ikke bare blandt hippier, ungdomsoprørere og fritænkere, at mystikken vandt genklang. Interessen for åndelige spørgsmål kom, måske ansporet af 50’ernes økonomiske opsving, ind i ganske almindelige hjem. Mor og far begyndte at læse bøger, der berørte metafysiske emner.

Jungs gestaltterapi og eksempelvis Alexis Carrels L’Homme, cet inconnu (på dansk : Menensket, Det Ukendte) fra 1935 blev pludselig igen en bestseller. Bogen blev så aktuelt, at den sneg sig helt ind folkekomedierne. Jeg mener, at det er i Passer Passer Piger (1965), at kvinderne i boligblokken begynder at interessere sig for selvudvikling og bl.a. læser førnævnte bog af Carrel.

Paperback, Manor Books 1975

Med den store interesse for det åndelige og overnaturlige fik gysergenren naturligvis også gode kår. Resultatet blev en ny horrorbølge, som jeg har skrevet om flere gange her på bloggen. Det skabte rum for en række bestsellere – eksempelvis Levins Rosemary’s Baby (1967) – der i den grad lukrerede på fascinationen af okkultisme og satanisme, der også havde medvind i de alternative miljøer.

Med al den virak omkring det okkulte, måtte der naturligvis også komme en modreaktion. Den kom på den ene side fra vrede kristne, der gik til kamp mod satanisme og djævledyrkere. På den anden side fra videnskabsmænd, der forsøgte at afmystificere meditation, stofkultur og alt andet, som hippierne trak med på slæb.

Daniel Logan (født 1936). Dette er det bedste billede jeg kunne finde af manden

Midt i alt dette udsendte spiritisten og astrologen Daniel Logan en bekymret bog, der tager temperaturen på USA anno 1973. Bogen er en advarsel; et opråb om eftertænksomhed og forsigtighed. Logan, der i den grad er i kontakt med mystiske kræfter, forklarer nemlig, at han har set tegn i tiden, der viser, at Satans kræfter vokser blandt ungdommen. Kunst og kultur spiller en væsentlig rolle i Logans argumentation, og førnævnte Rosemary’s Baby – både bog og film – er et af hans væsentlige nedslag. Dertil kommer lange tirader om narkotika, Alice Cooper, Aleisteir Crowley, Anton Lavey, Charles Manson, performancekunst og alt mulig andet, som Logan fremstiller som agenter for diabolske kræfter.

Og her skal man bide mærke i, at Logan ikke taler ud fra et fundamentalistisk kristent standpunkt. Han taler som en selverklæret ”hvid magiker”, der tror på magiske kræfters eksistens. Han regner eksempelvis den populistiske Wicca-heks Sybil Leek blandt sine gode venner, hvilket siger en hel del om det type mystikere, han gerne vil sættes i forbindelse med.

Hardcover, William Morrow 1973. Bogens 1. udg.

Med America Bewitched får vi altså en okkultists advarsel – en der så at sige selv har været der. Endda ganske bogstaveligt, for Logan kan berette, at han i et tidligere liv var heksemester i Salem og der drev sit uvæsen, før de så berygtede afbrændinger fandt sted. Resultatet er en ganske absurd, men meget underholdende bog, der indfanger tidsånden perfekt og handler om alt det, jeg elsker ved horror fra den tid.

Bogens hovedargument er, at sataniske kræfter har forført amerikanerne. Logan benytter samme argumentation, som Dennis Wheatley udfolder i sine ”Black magic stories”. Her tilskriver Wheatley nemlig først nazisterne, men senere kommunisterne bag jerntæppet, rollen som Satans håndlangere. Wheatley citeres i begyndelsen af bogen som en autoritet på hekseri-feltet, og Logan følger da også hans eksempel. Kunst og kulturelle fænomener, som Daniel Logan ikke finder passende, bliver på den led fremstillet som fælder opstillet af Djævlens håndlangere. Hippiebevægelsen og hele ungdomsoprøret er med andre ord blevet lokket på afveje af satanister, der har forblændet dem med løgne!

TIME, juni 1972. Et eksempel på den okkulte begejstring, som Daniel Logan skriver om

Grundlæggende er der naturligvis tale om en udtalt kulturkonservatisme. Logan forsøger ganske ublu at skræmme sit publikum til fornuft. Bogen åbner med en grum gennemgang af de såkaldte Manson-mord, og derefter går Logan ellers i gang med at underminere tidens trends. Hippiebevægelsen, ungdomsoprøret og venstreorienteret tænkning bliver kapitel for kapitel udstillet i det dårligst tænkelige lys.

Daniel Logan er naturligvis en grundig mand, der baserer sine overvejelser på historisk ”fakta”. Vi får derfor en hurtig gennemgang af djævletilbedelsens historie fra stenalderen ind i middelalderen og videre til Salem og The Golden Dawn i London. Det hele er ganske kortfattet og ganske langt ude i hampen. Men her ligger en del af bogens charme, og det bliver bedre endnu.

Sybil Leek (22. februar 1917 – 26. oktober 1982). Okkultist, heks og åbenbart en nær ven af Daniel Logan

Logan kan nemlig ikke nøjes med at understøtte sine kulturkritiske iagttagelser med fakta. Han er jo også okkultist og magiker, derfor må han dokumentere sine evner som mystiker. Det fører til en række kapitler, hvor han belyser sine pointer med oplevelser fra sit eget liv. Og her må jeg konstatere, at okkultister oplever mere end alle os andre.

Vi taler rum med blod løbende ned ad væggene, sataniske troldmænd, der bruger deres magi til ondt, poltergejster, dæmoner og alt mulig andet i samme dur. Faktisk fortæller Logan i bogens efterskrift, at han løbende blev angrebet af onde kræfter, mens han arbejdede på bogen. Bogen var så farlig for Satans horder, at den ikke måtte se dagens lys! Heldigvis for os og verden holdt han stand. Logan kan tilmed berette, at han forudså mordene på John og Robert Kennedy. Han fortalte det i radioen, men ingen ville lytte. Suk. Man kunne jo så håbe, at Logans visdomsord ville blive hørt, da de udkom i 1973, parat til at blive katapulteret ind på bestseller-listerne.

Anton Szandor LaVey (11. april 1930 – 29. oktober 1997). Den berygtede satanist, kirkestifter og en af Daniel Logans vigtige fjender

Sidstnævnte skete faktisk. Bogen blev læst af ganske mange, men jeg tror ikke, folk lyttede ret meget. Daniel Logan, til trods for sine utrolige færdigheder, er da også kun forblevet en perifer figur, der aldrig formåede at følge sin bestseller op med værker af samme vægtige karakter.

America Bewitched er fascinerende læsning, fordi handler om alt det samme, som tidens horrorlitteratur også kredser om. Bogen står til halsen i samtidens metafysiske diskurser, men insisterer på at være en outsider. En stemme ude fra, der kan sætte tingene på plads. Sådan er det bare ikke. Daniel Logans bog er i bedste fald et udtryk for sensationshungrende opportunisme. Han spiller på de rigtige chokerende stereotyper og trykker på de præcis rigtige knapper for at skræmme stakkels mødre og fædre fra vid og sans. Gulp, er det den verden, min lille engel går omkring i?! Gisp, er det sådan, hippier opfører sig!? Osv.

No more mr. nice guy. Vincent Damon Furnier (4. februar 1948) – bedre kendt som Alice Cooper. Endnu en af Logans diabolske fjender

Logans bog et stykke gyserlitteratur fra den virkelige verden. Den leverer et stemningsbillede fra det kulturelle klima, som Levins Rosemary’s Baby var med til at gøre populært og den klangbund, der gjorde en bog og film som The Exorcist mulig. Med Logan får vi et tidsbillede, der både tegner rammerne for det, der skabte tidens store gyserbestsellere, og samtidig viser, hvor provokerende disse gysere kunne være for publikum. Logans bog er med andre ord nyttig læsning i dag, for alle, der gerne vil ind under huden på 60’ernes store gyser-revival. Og derudover er det jo sjov, grotesk læsning, når Daniel Logan folder den ene okkulte spøgelsesoplevelse ud efter den anden.

Death of Lovers elsker det gamle The Cure

Anden, tredje og fjerde The Cure-plade har stort set altid været i min pladerotation. Den kolde, gotiske blanding af new wave og postpunk er gået rent ind hos mig. Cures univers skabte noget helt særligt dengang i 80’ernes første halvdel; en særlig trøstesløs lyd og stemning, der kan blive ved med at fascinere mig.

Den nye gruppe Death of Lovers går i The Cures fodspor – og det gør de rigtig fedt. Lyt til deres første single her. Sangen hedder ”Buried under a world of roses”.  Deres første EP skulle være lige på trapperne. Det glæder jeg mig til!

Death of Lovers’ video er i øvrigt en visuel hyldest til Cures video til den fabelagtige single ”Charlotte Sometimes” fra 1981. En sang der ikke kom med på mesterværket Faith fra samme år.

Begejstring over læserbreve i gammelt fanzine

Crypt of Cthulhu, nr. 28 1984

Jeg har i de seneste par dage læst mig gennem Crypt of Cthulhu nr. 28 fra 1984. Et fabelagtigt fanzine, som de fleste sikkert er bekendte mig. Hvis ikke, bør du helt sikkert prøve at støve et par numre op på nettet. Det er god læsning og en ganske fin vej ind i hele H. P. Lovecraft-universets litterære side. Det vil sige den side af Lovecrafts forfatterskab, som du ikke finder gennem Chaosiums rollespil, filmatiseringerne osv.

Nåh, det var et sidespring. Det, jeg egentlig gerne vil pege på, er brevkassen i det specifikke nummer. Jeg har taget billeder af siderne, så du selv kan læse brevene. Men prøv engang at bide mærke i navnene. Det er ganske utroligt, hvis du spørger mig. Redaktøren Robert M. Price har sikkert foretaget en hård udvælgelse blandt den indkomne post. Ikke desto mindre finder du her breve fra den fine, fine redaktør og forfatter Karl Edward Wagner, Robert ”Psycho” Bloch og den kendte tegner/forfatter Gahan Wilson. Til det kommer forfatterne og Lovecraft-eksperterne Richard L. Tierney og Donald R. Burleson.

Ikke nok med det, så er der breve fra den gamle garde (som ovenfor nævnte Bloch naturligvis også tilhører); Duane Rimel, som Lovecraft hjalp med novellen ”The Tree on the Hill”, Lovecrafts nære ven og støtte Frank Belknap Long og Carl Jacobi, der hører til i kredsen omkring Arkham House-forlaget og endelig pulpveteranen Hugh B. Cave.

Der er noget smukt over denne samling menneskers breve side om side. I midten af 80’erne var de fleste genrepionerer fra de glade Weird Tales-dage ved at falde fra. Det er derfor en form for sidste afskedsglimt med Lovecrafts nærmeste, når vi ser dem her i Crypt of Cthulhu. Jeg synes i hvert fald, det er både rørende og fascinerende at se, hvordan den gamle garde, i selskab med Arkham House-generationen, holder sammen og bliver forbundet gennem fiktionen. Det er lidt, som når man ser læserbreve fra Carl Jacobi, Lovecraft og Clark Ashton Smith i samme nummer af The Fantasy Fan.

Man får på den led en enestående fornemmelse af forfatternes netværker og dermed også en bedre forståelse for deres tekster. Og derudover er det jo helt enkelt fascinerende læsning for en altid bagud skuende, bagstræberisk samler som mig.

Crypt of Cthulhu, nr. 28 1984. Læserbreve

Crypt of Cthulhu, nr. 28 1984. Læserbreve

R. W. Mackelworth, The Diabols (1969): Vi er igen hvor vi var igår

Paperback, Paperback Library 1969. Forsiden er malet af cool cat Richard M. Powers

I løbet af 60’erne voksede den litterære selvbevidsthed hos genreforfatterne. Troen på, at det, der engang ”bare var pulp”, kunne og skulle mere end udelukkende at underholde, blev væsentlig for mange unge forfattere. Denne nye bølge af ambitiøs skrivekunst var afgørende for udviklingen af den moderne genrelitteratur og de kvaliteter, vi finder i horror, fantasy og SF i dag. Men… 60’ernes digterfascination fik også stampet en god del vildskud frem, der drukner i deres egen ordflom og litterære ambitioner. Den bog, vi skal se nærmere på her, er et prima eksempel på sidstnævnte. Man skal lede længe efter en forfatter, der forsøger så hårdt at piske dybsindig litteratur frem på siderne. Resultatet er ikke kønt.

R. W. Mackelworths romandebut The Diabols, udgivet året forinden som Firemantle i et ganske lille oplag, er således på mange måder et ganske, ganske typisk stykke psykologisk SF-horror fra sen-60’erne, der med paranoide strøg tegner en dystopisk fremtid for læseren. Mackelworth fører os med til en udbrændt fremtid, hvor Jorden mere eller mindre er blevet gold, verdenssamfundet gået i opløsning og hovedparten af menneskeheden dræbt. Kun få forhutlede lommer af overlevende forsøger at klare dagen af vejen i kampen mod Dem; de invaderende fremmede, der har lagt vores planet øde.

Paperback, Paperback Library 1969 bagside

Hvem eller hvad de fremmede er, eller hvorfra de kom, får vi aldrig at vide. De ankom i smug og voksede sig i hemmelighed så stærke, at det var for sent, da de endelig skyllede ind over byerne. De invaderende væsner er skabninger af ren energi, der kommunikerer via lyde, der lyder som musik. Der er nærmest noget følsomt, blidt over Mackelworths invaderende fra rummet. Smukke lygtemænd, men præcis som folkesagnenes mystiske lysånder, vil de ikke menneskene noget godt. Alt hvad de kommer i berøring med, brænder ganske enkelt til aske. Det tager dem derfor heller ikke længe at vælte al modstand og etablere deres egne byer af lys over ruinerne af den overvundne menneskehed.

Mange år før det kommer så vidt, sidder en lille gruppe videnskabsmænd og studerer de fremmede. Tilsyneladende har de gennemskuet, hvad der vil ske i løbet af de kommende år. Derfor sender de, ved hjælp af utrolig og dybt hemmelig teknik, Boraston ud i fremtiden, så han der kan studere og måske endda bekæmpe ”The Diabols”, som lysvæsnerne kaldes. Boraston er ikke nogen tilfældigt udvalgt. Han sendes af sted, fordi han fra naturens side har udviklet en form for resistens over for høje varmetemperaturer. Han er med andre ord det perfekte våben mod de fremmede. Sådan da.

Hardcover, Robert Hale 1968. 1. engelske udg. af romanen her udsendt under titlen Firemantle

Det viser sig nemlig, at fremtiden ser noget anderledes ud end ventet. Alene det faktum, at Boraston aldrig indvilliger i selve opgaven, gør, at han absolut ikke handler efter planen, da han vågner i en udbrændt ruinby langt ude i fremtiden. Værre bliver det, da han møder de overlevende. For det går snart op for den vrangvillige hovedperson, at fremtidens vanskabte mennesker er blevet knægtet af de fremmede. En tilværelse i skjul har omdannet dem til aggressive galninge, der nu lever i fascistoide småsamfund.

Mere underligt bliver det imidlertid, da det går op for Boraston, at de personer, der sendte ham af sted rent faktisk stadig er i live i fremtiden. Der er noget sært på færde, og Borastons får i stigende grad en fornemmelse af, at man bruger ham i et dobbeltspil, som han ikke kan gennemskue.

Paperback, New English Library 1975. Her en Mackelworth-roman med en ganske, ganske fin forside af Ian Miller

The Diabols har i udgangspunktet rigtig mange gode idéer. Det er et stykke grumt, grumt apokalyptisk litteratur, der hamrer undergangsstemingen ind i hjernen på læseren med den ene pessimistiske beskrivelse efter den anden. Alt er gennemvædet af undergang og misantropi på en sjældent bister måde. Boraston, hovedpersonen, afspejler også i den grad sine omgivelser. Bitter, tavs og uudgrundelig vælter han gennem fremtidsverdenen uden at forstå, hvad der sker omkring ham. Hans eneste ønske er at overleve, men det kan være svært, når alt er ude efter en.

Nu skal det ikke være nogen hemmelighed, at der er meget i The Diabols, der ikke er, hvad det giver sig ud for at være. Mackelworth afsøger med romanen det samme kafkaske terræn, som Philip K. Dick igen og igen har excelleret i, og Mackelworth tåler da heller ikke nogen nærmere sammenligning med Dick. Ikke desto mindre genkender man legen med virkelighed og de paranoide forvrængninger af relationer, der gør, at hovedpersonen løbende må betvivle sig selv og sine omgivelser.

Paperback, Ballantine Books 1972

I slutningen af 60’erne begyndte de sære, psykologiske historier om alternative virkeligheder for alvor at blive populære (jeg skriver lidt om den slags her). Man har tilskrevet det hele LSD-kulturens dystre bagside, og der er sikkert noget om snakken. Tanken om det dårlige trip, der aldrig stopper, er afgjort et emne, der præger meget af periodens genrehistorier. Der kom da også rigtig meget god litteratur ud at det tema; Mackelworths The Diabols er bare ikke en af dem.

Når alt kommer til alt, er bogen drøj læsning, fordi den i og for sig finurlige idé bag historien trækkes gennem Mackelworths absurd kunstlede sprog. Enkelte gode passager er der kommet ud af dette, men man ser ham skrive ved skrivebordet med liget af den voldtagne muse på gulvet under ham. Med metafor på metafor klodses handlingen op, mens forsøg på avantgardistiske spring i fortællervinkel og kapitelstruktur gør bogen til en ligegyldig gøgeunge. Frem for at virke poetisk og intellektuel bliver Mackelworths debutroman pinligt blottet for alt det, der gerne vil bryste sig af.

Hardcover, Robert Hale 1981. Endnu en engelsk 1. udg.

Punks leverer soundtracket til den politiske situation i USA

Frustration over den politiske situation i USA og generel politikerlede har fået en gruppe Florida-punks fra forskellige bands til at gå sammen i gruppen Government Breakdown. Det er der kommet en rigtig fin protestsang ud af. Nu har jeg jo ikke selv aktier i amerikansk politik – men sangen sparker sgu røv. Nummeret hedder i øvrigt ”PTO”:

George Ziel – Når mørket sænker sig med ravnesorte vinger

Paperback, FP Books 1974

George Ziel (1914-84) er en af paperback-verdenens helt store kunstnere. Eksempelvis hans romantisk gotiske visioner er måske blandt de smukkeste og mest betagende, som genren nogensinde oplevede i sin storhedstid i 60’erne. Hans billeder indeholder gru og længsler på en måde, som kun få andre har formået at indfange det.

Paperback, Warner Books 1977

Det er spændende at følge den polskfødte tegners udvikling fra de første traditionelle pulpforsider i 50’erne, hvor han ligner de fleste andre gode kunstnere, til 60’erne, hvor han finder sin egen form. Det sker ikke i de fabulerende SF-forsider, der til en vis grad ligner Stephen Fabians. Nej, hans udvikling sker i gotikken og gruen. I 60’erne bliver Ziel manden, der leverer nogle af de bedste bud på hele kvinden-og-huset-forsiderne, og han kunne tilsyneladende blive ved med at fremtrylle nye, fascinerende variationer over dette tema.

Paperback, Signet 1966

Det er imidlertid først i 70’erne, at han for alvor udvikler sit helt eget udtryk. Her møder vi en selvstændig kunstner med et unikt udtryk, der er helt sit eget. 70’ernes horrorforsider er så afgjort George Ziels bedste og der, hvor han skaber noget ganske magisk. Ekstremt stærke billeder, der har samme dragende kvalitet som 60’ernes gotiske kvinder, men nu med et naivistisk strejf, der forstærker det fremmedartede, længselsfulde. Noget der gør hans billeder til gyserverdenens svar på Chagall.

Hvem der bare havde en komplet samling Ziel-forsider. Det ville være et projekt værd at samle på!

Paperback, Pyramid Books 1975

Paperback, Pyramid Books 1975

Paperback, Pyramid Books 1976

Paperback, Paperback Library 1969

Paperback, Paperback Library 1968

Paperback, Paperback Library 1968

Paperback, Paperback Library 1967

Paperback, Paperback Library 1967

Paperback, Manor Books 1976

Paperback, Fawcett Gold Medal 1974

Paperback, Dell Books 1981

Paperback, Dell Books 1976

Paperback, Dell Books 1975

Paperback, Dell Books 1975

Paperback, Dell Books 1971

Paperback, Dell Books 1970

Paperback, Berkley Medallion 1975

Paperback, Ballantine Books 1977

Paperback, Ballantine Books 1975

Paperback, Ballantine Books 1975

Paperback, Ballantine Books 1975

Paperback, Ballantine Books 1966

Paperback, Avon Books 1977

Paperback, Ace Books 1970

Paperback, Ace Books

Paperback, Ace Books 1968

Paperback, Ace Books 1967

Paul Gallico, Too Many Ghosts (1959): Hvem hjemsøger hvem?

Paperback, Cardinal Edition 1961, Ukendt forsideillustrator

Too Many Ghosts fra 1959 er skrevet af den i dag mere eller mindre glemte Paul Gallico; en bestseller-forfatter med storhedstid i 50’erne og 60’erne. Som forfatter bevægede Gallico sig mest i de lettere genrer med en smag for humor, romancer og spænding. Det gjorde ham naturligvis til oplagt Hollywood-materiale. Flere af hans bøger blev filmatiseret, og han vil måske i dag bedst blive husket som manden, der skrev The Poseidon Adventure (1969) – bogen bag filmen med samme navn.

Gallicos romaner er skrevet med sans for timing og drama. Gennem firkantede, letgenkendelige arketyper får han fortalt hurtigt læste historier, der hverken brillerer ved deres psykologiske indsigter eller originalitet. I stedet satser han på tempo, humor og esprit. Man kan måske indkredse karakteristikken af Gallicos virke nærmere ved at sige, at han havde en udpræget næse for genretroper. Det udnyttede han i vid udstrækning, i det han kastede sig over en bred vifte genrer og gav publikum præcis det, de forventede. Too Many Ghosts er ingen undtagelse.

Paperback, Cardinal Edition 1961

Her tager Gallico nemlig to klassiske engelske genrer under kærlig behandling – den victorianske spøgelsestradition og den folkekære whodunnit-roman. Begge dele er gjort med et øje for detaljen, der viser, at Gallico absolut kender genrernes forbilleder. Det er ganske tydeligt, at Arthur Conan Doyle, M. R. James og Agatha Christie har stået model til bogen, hvortil Gallico så føjer sit vanlige humoristiske twist.

Hovedpersonen er den unge spøgelsesjæger Alexander Hero, der har specialiseret sig i at afsløre paranormale svindelnumre. Han giver sig ikke ud for selv at være spiritist eller noget andet i den retning. Faktisk indrømmer Hero, at han aldrig har set et bevis for det overnaturliges eksistens. Ikke desto mindre er det præcis håbet om et liv efter døden, der driver Heroes arbejde. Et håb der næres af mindet om en god vens tragiske drukneulykke tilbage i studietiden.

Paul William Gallico (26. juli 1897 – 15. juli 1976)

Hero bliver kaldt til Paradine i East Walsham, hvor der er begyndt at ske sære ting. Det gamle landsted er blevet omdannet til hotel og retræte for udvalgte inviterede, og gæsterne oplever pludselig mystiske hændelser i det gamle hus. Poltergeister hjemsøger værelserne og slynger om sig med det fine bohave, mens en harpe spiller af sig selv efter midnat og en mystisk nonne sniger sig omkring i gangene. Alt sammen noget der skræmmer gæsterne fra vid og sans, ikke mindst fordi nonnen overfalder en ung amerikansk dame, mens hun ligger i sengen om natten.

Det hele bliver ikke mindre ildevarslende af, at både harpen og nonnen indgår i en sagnkreds om herregården, hvor det fortælles, at Paradine-slægten går onde tider i møde, når huset hjemsøges af førnævnte. Angsten for at miste sine kunder og udløse en skandale får Lord Paradine til at hyre Alexander Hero, der straks går i gang med opgaven.

Hardcover, Doubleday 1959. Bogens 1. udg.

Som den mesterdetektiv han er, begynder den kække, unge mand at snuse omkring og snakke med herregårdens beboere en efter en. Vi introduceres til whodunnit-genrens vanlige arketyper – militærmanden, præsten, gammeljomfruen og den ulykkeligt gifte kone samt flere andre, der alle som en har motiver for had og skjulte kærligheder. Det tager da heller ikke Hero ret lang tid at konkludere, at der er ”too many ghosts” på herregården. Der kan ikke kun være tale om én hjemsøgelse, men flere fænomener der løber sammen.

Med det på plads begynder han, spøgelse for spøgelse, at punktere løgnene og afdække de små forræderiske skandaler, der gemmer sig under den forlorne stemning af kammeratligt venskab blandt herregårdens gæster. For hver hjemsøgelse der afsløres som fup, mindskes chancerne for en ægte hjemsøgelse, men Gallico holder os hen i spænding, for findes der måske et ægte spøgelse blandt de mange falske?

Hardcover, Michael Joseph 1961. 1. engelske udg.

Too Many Ghosts er en veloplagt lille gyserkrimi med et kraftigt islæt af romantisk drama. For det kan godt være, at der er alt for mange spøgelser i Heroes liv, men for hvert spøgelse er der også mindst en ung dame, der begærer hans skarpe hjerne og flotte fremtoning. En tung skæbne at bære, der ikke gør arbejdet lettere for spøgelsesjægeren, når han både skal holde udkig efter gespenster og jaloux ægtemænd.

Som roman betragtet er Too Many Ghosts for tyndbenet og snakkende for min smag. Samtidig er den, trods den pulpede atmosfære, ikke helt vild eller flamboyant nok til at få point på den konto. Som generestudie er den imidlertid ikke helt uinteressant. Den viser på den ene side, hvor relativt let det er at skabe et stykke rendyrket genrelitteratur, blot man overholder de af læseren forventede konventioner. Omvendt viser bogen også, at konventionerne ganske hurtigt bliver hule og ligegyldige, til trods for at man mestrer dem til punkt og prikke. Det gør Gallico nemlig, men måske fordi han forholder sig til sit genrevalg i en lettere ironisk tone, slår det bunden ud af hjemsøgelsernes troværdighed. Og når han samtidig ikke føjer noget nyt til skabelonen, bliver det hele lidt for mekanisk.

Paperback, Pan Books 1966 – Fantastisk forside, ikke!

Til det kan man så også føje, at Paul Gallico var amerikaner og bogen udspiller sig i England blandt englændere. Han forsøger dermed at gå linen ud og skabe et stykke britisk fiktion. Resultatet er en bog, der nærmest er mere engelsk, end en englænder ville skrive den. Doyle, James og Christie bliver alle plagieret i en sådan grad, at det begynder at ligne en karikatur. Vel at mærke en kærlig karikatur, men ikke desto mindre en karikatur. Det skaber ikke de bedste forudsætninger for hverken gys eller spænding, hvilket vel egentlig er Gallicos væsentligste ambition med bogen.

I sidste ende er Too Many Ghosts et solidt stykke håndværk fra en rutineret forfatter. Det eneste problem er, at han ikke formår at udnytte sit generevalg til fulde. Der er noget halvhjertet over bogen, der får den til at virke lidt uforløst og irriterende. Man kan jo så håbe, at Gallico fik lejlighed til at udnytte spøgelsesfortællingen lidt bedre i romanens fortsættelse. Hero vender nemlig tilbage i The Hand of Mary Constable (1964), men der har jeg ikke umiddelbart tænkt at følge ham hen. Én dans med Hero må være nok – i hvert fald for nu.

Paperback, International Polygonics 1988

Hardcover, Chivers North 1989

Macho-rama til fredagen: Ny Strife-video

Hardcore-bandet Strife, der blev kendt i 90’erne for sine straight edge-tekster, udsendte et nyt album i ’12. Pladen kom efter en lang pause. De lange pauser er fortsat, for de har først nu udsendt en ny video til pladen. Sangen hedder ”Carry The Tourch” og viser meget fint, hvor gruppen står i dag. Metallisk hardcore med masser af paroler og nostalgi. Indrømmer, jeg har et svagt punkt for den slags, også selvom det bliver en anelse pjattet. I videoen kan du i øvrigt se en lang række koryfæer fra hardcore-scenen. Hvor mange kan du genkende?

Narkopulp – Er du fristet?

Paperback, Nel Books 1969

William S. Burroughs var dybt fascineret af stofmisbrugernes parallelunivers og så deres liv som et romantisk eventyr om lovløshed og dekadent, moralsk frigjorthed. Den unge Borroughs søgte derfor i slutningen af 40’erne til New York og stofmiljøet omkring Times Square. Her stødte han på mesternarkomanen Herbert Huncke, der indvilligede i at føre Burroughs ind i stofmiljøet. Alt sammen noget, der filtreredes ind i Junkie – Burroughs debutroman fra ’53, udgivet under navnet William Lee.

Paperback, Stallion 1953

De færreste har vel mod og lyst til at følge i Will Burroughs fodspor. Ikke desto mindre ligger der en stor fascinationskraft i narkoverdenen med alt, hvad den trækker med sig af slum og mørke.

Den fascinationskraft var pulplitteraturen ikke sen til at udnytte – både som underholdning og moralsk opdragende advarsel til den letpåvirkelige ungdom. Narko-pulpen er således en kæmpe genre, der i den grad spiller på koblingen mellem stoffer, vold og sex. Udtrykket kan naturligvis ændre sig noget. Op til 60’erne handler det mest om heroin, opium og pot. Som ungdomsoprøret melder sig på banen, kan man imidlertid iagttage et gradvist skift fra beatniks på heroin og pot til hippier på LSD.

Paperback, Scripts 1967

Uanset indpakningen er indholdet imidlertid det samme. Bøgerne giver således glimt ind bag gardinet til depraverede verdener fyldt med vold, sex og vilde fester. Man kan læse bøgerne med en blanding af gysen og fristelse. På sikker afstand fra virkelighedens gader bliver narko-pulpen eskapistiske rejser ned i den fremmede underverden. En underverden der kan synes mindst lige så fjern, fortryllende og frastødende som den gru, horrorpulpen leverer, og de utrolige universer, der portrætteres i de andre fantastiske genrer.

Paperback, Pyramid Books 1954

Modsat Burroughs egne tekster er pulplitteraturen konservativ og afvisende over for stofmisbruget. Det vil sige, at den lokker med forbudne frugter, men gør også en dyd ud af at understrege, at det altid går galt i sidste ende. Den frigjorte verden, som underverdenen tilbyder, kan måske virke tiltrækkende med al dens sex og rus, men den slags betaler man også prisen for – i hvert fald i pulplitteraturen. Den underliggende morale lyder nogenlunde sådan: Den der lever uden for de etablerede normer og forsøger at frigøre sig går til grunde.

Paperback, Pyramid Books 1954

Det skal vi se stort på her. På sikker afstand trykker vi kanylen i venen og skyder pulpen i hjernen. Læn dig tilbage og se Burroughs og alle de andre junkier over skulderen. Gys mens der trippes og syres på den her samling helt fantastiske forsider.

Paperback, Popular Library 1953

Paperback, Popular Library 1953

Paperback, Phenix Publishers 1969

Paperback, Perma Books 1956

Paperback, Pan Books 1967

Paperback, Pan Books 1960 

Paperback, Original Novels 1956

Paperback, Novel Books 1969

Paperback, Nightstand Books 1967

Paperback, Leisure Books 1966

Paperback, Lancer Books 1962

Paperback, Eton Books 1952

Paperback, Dell Books 1973

Paperback, Dell Books 1949

Paperback, Dell Books 1948

Paperback, Dell Books 1941

Paperback, Corgi Books 1971

Paperback, Corgi Books 1957

Paperback, Connoisseur 1967

Paperback, Berkley Books 1961

Paperback, Beacon Books 1960

Paperback, Beacon Books 1959

Paperback, Bantam Books 1963

Paperback, Ballantine Books 1952

Paperback, Avon Books 1953

Paperback, Ace 1953

Paperback, Popular Library 1952

Freakout Magazine, vol. 1 nr. 1 1967