Jeg læser Stephen King for tiden. Det fik mig til at se ældre interviews med manden. I den forbindelse faldt jeg over dette ganske underholdende program fra ´82 – angiveligt hans første længere interview til TV. En samtale fra en tid hvor King var på vej mod horrorstjernerne.
For mig er King svær at komme uden om og svær at holde af, men mere om ham i et senere indlæg.
God weekend.
Filed under Video
Paperbac, Ohara Publications 1990
I slutningen af 60’erne begyndte ninjaerne at liste sig ind i populærkulturen, men det store angreb kom først for alvor i slutningen af 70’erne. De kom i ly af natten og overvandt lynhurtigt G.I.s, cowboys og riddere på bolværket som tidens foretrukne action-ikoner. Ninjaern kunne således mageligt indtage pladsen som en af de mest populære actionfigurer i 80’erne.
Paperback, Warner Books 1988
Ninjaen sad i den grad på 80’ernes første halvdel. Her blev de del af pulp-paperbackmarkedets sidste krampagtige modstand mod TV og VHS’er. En tabt kamp. Ikke desto mindre fylder ninjaromanerne og navnlig ninjamagasinerne en del fra 70-ernes slutning og frem til omkring ’85, hvor bølgen ebber ud. I hvert fald i litteraturen. På film og i tegneserier levede ninjaerne videre i nogen tid endnu.
Black Belt, december 1966
Figurens appel ligger formentlig i den ansigtsløse professionalisme. Som en slags dystre superhelte opfylder ninjaerne alle outsider-heltenes kvaliteter. Der er eksempelvis ikke langt fra ninjaen til Batman. De har samme tvetydighed – helt og skurk i samme person. Måske derfor blev ninjaerne også rigtig populære i de såkaldte spil- eller ”du er selv helten”-bøger.
Paperback, Warner Books 1985
Det er interessant at bemærke, hvor ofte ninja-figuren bliver overtaget og gjort vestlig. Forstået på den måde, at en vesterlænding oplæres som ninja, og ender med at overgå sine japanske mentorer i kampsportsfærdigheder.
E-bog, Maelstrom Books 2010
Om det er Jason Striker, Ninja Master-serien eller Michael Dudikoff, gentager motivet sig igen og igen. En hvid mand trækker i ninjatrøjen og uddeler tæsk. Man kan se det som en traditionel euro/amerikacentrisme, der har brug for at overvinde og annektere fremmede kulturer i sin selvfremstilling. Der går en rød tråd Lawrence of Arabia til American Ninja.
Paperback, Warner Books 1983
Omvendt kan man også mene, at vesterlændingen i ninjarollen er en harmløs frugtbargørelse af karakteren, der skal tjene til at styrke indlevelsen hos publikum. At styrke identifikationen med helten; gøre det lettere, at projicere sig ind i rollen.
Hardcover, HarperCollins 2013
Uanset hvad er ninjaen fyldt til bristepunktet med actionfyldt drengebogseventyr og outlawromantik. Og jeg kan i hvert fald ikke sige mig fri for som barn at have drømt mig ind i rollen som stille ninjadræber i ny og næ.
Paperback, Warner Books 1985
Hæfte, NOVA 1985
Paperback, Warner Books 1983
Ninja Combat Tactics, forår 1986
Paperback, W. W. Norton Books 2013
Ninja Magazine, april 1986
Paperback, Warner Books 1983
Ninja Magazine, juni 1986
Paperback, Usborne Publishing 2010
Ninja, nr 3 2009
Paperback, TSR 1985
Paperback, Random House 1995
Paperback, Fawcett 1995
Paperback, Pocket Books 1983
Paperback, Berkley Books 1988
Paperback, Berkley Books 1988
Paperback, Berkley Books 1988
Paperback, Gold Eagle Books 1989
Paperback, Berkley Medallion Books 1975
Paperback, Black Belt Communications 1983
Paperback, Gold Eagle Books 1983
Paperback, Chooseco 1987
Paperback, Fawcett Books 2003
Paperback, CreateSpace Independent 2013
Paperback, Chooseco 1995
Paperback, Fawcett Books 1989
Filed under Ikke kategoriseret
Paperback, Hippocampus Press 2002. Forsidebilledet er skabt af R. Saunders 1936
Med denne uges bogomtale fortsætter jeg i H. P. Lovecrafts fodspor. Vi skal nemlig her se lidt nærmere på den opsamling af Robert Barlows noveller og digte, som Hippocampus Press udsendte i 2002. En antologi redigeret af de navnkundige weird fiction-specialister S.T. Joshi, Douglas A. Anderson og David E. Schultz.
Robert Barlow var ganske ung og boende hos sine forældre i Florida, da han begyndte at udveksle breve med Lovecraft. Modsat så mange af de andre korrespondancer, som Lovecraft førte, udviklede forholdet sig til et regulært venskab mellem dem, og Lovecraft besøgte Barlow flere gange i Florida. Besøg der både socialt og rent helbredsmæssigt glædede den ærværdige gentleman fra Providence så meget, at man i hans breve kan læse, at han legede med tanken om at flytte til Florida. Store ord fra en mand, hvis gravsten bærer indskriften ”I am Providence”.
Paperback, Hippocampus Press 2002
Robert Barlow var som sagt ganske ung, men han skrev godt, og han var dybt betaget af den stil, som især Lovecraft og Clark Aston Smith havde opdyrket. Som tidligere med andre, unge forfattere gik Lovecraft ind i en mentorrolle og hjalp Barlow. De samarbejdede om flere fortællinger og lagde mange planer for fremtiden, der desværre aldrig blev realiseret på grund af Lovecrafts pludselige død.
Der kan næppe være nogen tvivl om, at Barlow betød meget for Lovecraft i de sidste år. Rigtig meget endda. Måske – og her psykologiserer jeg nok mere, end hvad godt er – fordi Barlows beundring af Lovecraft var så ligefrem. I Barlow fandt Lovecraft den uforbeholdne anerkendelse og ligesindede, som han tidligere havde fundet i Alfred Galpin og Frank Belknap Long. Forholdet til de to sidst nævnte ændrede sig over tid, men med Barlow fandt Lovecraft tilbage til en ven, der igen lod ham genopleve tidligere tiders fascinationer ved det sære, makabre og mytologiske. Det bør nok også nævnes, at Lovecraft udpegede Barlow som forvalter af sit litterære eftermæle. En tillidserklæring, der fortæller, hvor nært forholdet var mellem de to.
Robert Hayward Barlow (18. maj 1918 – 1. januar 1951)
Man kan med rette spørge, om Robert Barlows fiktion kan stå på egne ben. Eller sagt på en anden måde – er den noget uden Lovecraft-referencen? Til det må jeg absolut svare ja. Især i de korte fantasyfortællinger, samlet under titlen Annals of the Jinns. Her skriver Barlow i den flimrende, drømmende stil, han har hentet hos Dunsany, Lovecraft og Smith, men han gør det både enklere og klarere end førnævnte. Det store i Barlows tekster er, at han på få linjer fremtryller fremmedartede miljøer og optrin, der har myternes storladne luftighed, men fanger stemninger og steder med digterens præcise ordvalg.
Styrken ligger i det glimtagtige, der med narkotisk sødme æder sig ind i bevidstheden på læseren. Satyrer, dæmoner, guder og troldmænd er hovedpersonerne i fortællinger, der udspiller sig i ruinerne af ældgamle civilisationer og tabte verdener.
H. P. Lovecraft (1890-1937) på besøg hos familien Barlow i Florida o. 1935
Måske fordi han er så stærk i den helt korte form, står Barlows længere tekster også noget svagere. Hans vævende, billedtunge stil har svært ved at bære længere forløb. Teksten mister intensitet, bliver gentagende eller for vag. En undtagelse er ”The Night Ocean” – et samarbejde med Lovecraft. I bogens forord fortæller redaktørerne, at man ud fra det oprindelige manuskript kan se, at Lovecraft kun stod for mindre end ti procent af teksten.
”The Night Ocean” må derfor mere eller mindre regnes som et selvstændigt værk fra Barlows hånd. Det er ikke uvæsenligt, fordi novellen er helt og aldeles fremragende. En mesterlig gotisk fremstilling af velkendte temaer, i hvilken en kunstner søger ud til havet for at finde hvile efter at have afsluttet et vigtigt maleri. På stranden, mellem land og hav, hvor bølgerne brydes, og vinden hyler, oplever maleren, hvordan det natsorte hav drager ham. Jeg skal ikke komme nærmere ind på selve historien, for den er egentlig ikke så interessant. Det er den stemning og billederne, som Barlow skriver frem for os, der er så utroligt stærke, at det natsorte hav, bølgernes brusen og vinden hænger i rummet omkring en, når man læser.
Hæfte, Necronomicon Press 1992
Robert Barlows poesi, der udgør bogens anden halvdel, er også potent læsning. De første mange digte afspejler det stilistiske afhængighedsforhold til Lovecraft-kredsen. Der er tale om de typiske, romantiske sonetter med fantasytematikker. Det er traditionel, tilbageskuende poesi, men det ændrer sig.
Barlow skrev ikke meget fiktion efter Lovecrafts død, men fortsætter sin digtning. I løbet af 40’erne begynder tidens avantgarde at påvirke hans skriverier, uden tvivl ansporet af de nye miljøer Barlow kom i kontakt med, da han flyttede hjemmefra og indledte sine universitetsstudier. Mødet med den moderne poesi fører Barlow videre som forfatter. Han frigøres af de gamle idealer, men ikke de gamle tematikker, og han begynder at skrive digte, der stilistisk taler ind i hans samtid.
Det er en udvikling, der får teksterne til at blomstre og leve selvstændigt, uden at tynges af fortidens skygger. Alene den forvandling gør dem læseværdige, men hans ulykkelige nødråb har så mange smertefulde kvaliteter, at Barlow indskriver sig i historien som en af Lovecraft-kredsens stærkeste litterære stemmer.
Robert Balow blev kun 32 år gammel. Han havde gjort hurtig karriere som antropolog, med speciale i centralamerikansk/mexicansk arkæologi, og skrev samtidig sine stille skrigende digte. Barlow levede imidlertid et dobbeltliv. Han var bøsse, og de selvfornægtende omstændigheder, han levede under, drev ham ud i depression og selvmord. Robert Barlow tog livet af sig selv nytårsdag 1951.
Hans litterære arv blev det, man finder i denne bog, og Hippocampus Press skal have tak for, at den ikke går i glemmebogen.
Nekrolog over Robert H. Barlow i Mexico City Collegian, 18. janunar 1951
Filed under Novellesamling
Til alle der elsker de første Black Sabbath-albums, til alle der elsker 60’er-70’er-exploitation, til alle der har brug for jævnlige doser doomrock – engelske Uncle Acid and the Deadbeats leverer varen. Check dem ud, du vil ikke fortryde det!
En fantastisk sang med en cool video:
En fantastisk video til en cool sang:
Filed under Video
Paperback, Dell Books 1969
Glimtende sværd, sære væsner, trolddom og uvirkelige scenarier; Jeffrey Catherine Jones var i 1960’erne og 70’erne en af de betydeligste fantasyillustratorer. Jones’ billeder er rene guldgruber for fantasien. Hendes på en gang naturalistiske og impressionistiske stil står i gæld til prærafaelitterne, men hvis vi taler de fantastiske genrer, er det vel ikke noget skidt sted at hente inspiration.
Paperback, Zebra Books 1976
Og Jones var produktiv! Det blev til over hundrede forsider i løbet af godt tyve års arbejde. Hun skabte forsider for en lang række af de amerikanske paperbackforlag, og var således en del af det boom, de fantastiske genrer oplevede i 60’erne.
Hendes svulmende udtryk kom derfor også i den grad til at kendetegne pulpen i 60’erne og 70’erne. Men ikke på nogen fladpandet måde. Jeff Jones skabte sine fantasybilleder ud fra en klar vision om de fremmedartede og dynamiske kræfter, der ligger i genren. Der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg elsker hendes blanding af rå voldsomhed og sanselig mystik. For mig at se har der eksempelvis aldrig været nogen bedre Robert E. Howard-fortolker end Jones.
Paperback, Zebra Books 1976
Jeff trak sig tilbage som bogillustrator i slutningen af 70’erne, grundet personlige problemer, I 1998 skiftede han officielt skiftede køn og blev permanent kvinden Catherine. Tiden havde også ændret sig. Branchen efterlyste ikke længere forsider i samme mængde, og hendes stil stod desværre heller ikke i høj kurs i 80’erne, hvor den blev dømt pulpet og plat.
Paperback, Zebra Books 1975
Det er derfor rørende at se, hvordan Jeff Catherine Jones vendte tilbage i 2002 efter en pause på næsten 20 år og illustrerede George R. R. Martins Game of Thrones. Et ubetinget hyldest til en af fantastikkens største mestre, der desværre døde i 2011.
Jeffrey Catherine Jones (10. januar 1944 – 19. maj 2011) fotograferet i begyndelsen af 70’erne
Paperback, Zebra Books 1975
Paperback, Tower Books 1964
Paperback, Signet Books 1969
Paperback, Pyramid Books 1968
Paperback, Popular Library 1973
Paperback, Paperback Library 1969
Paperback, Lancer Books 1973
Paperback, Lancer Books 1968
Paperback, Fawcett Gold Medal 1970
Paperback, Fawcett Crest 1972
Paperback, Centaur Press 1969
Paperback, Berkley Medallion Books 1969
Paperback, Berkley Medallion 1969
Paperback, Belmont Tower Books 1973
Paperback, Belmont Books 1968
Paperback, Avon Books 1975
Paperback, Ace Books 1968
Paperback, Ace Books 1968
Fantastic Science Fiction & Fantasy Stories, september 1974
Hardcover, Meisha Merlin 2002
Filed under Ikke kategoriseret
Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Frank Utpatel
I 1960’erne eksploderede H. P. Lovecrafts popularitet, og paperbackopsamlinger med hans historier blev pludselig tilgængelige i et hidtil ukendt antal. Med begejstringen for Lovecrafts historier voksede interessen også for forfatteren selv. Der blev skrevet forord om Lovecraft, der udkom selvstændige bøger om manden, og der blev udgivet lærde artikler om ham.
Hovedparten af alt dette er tekster, der på en eller anden måde bidrager til konstruktionen af den mytologiske Lovecraft. En mytologi, som han vel at mærke selv var med til at konstruere igennem sine breve. Det vil sige idéen om Lovecraft som isspisende mystiker og eneboer i Providence, der hadede jøder, var skabsbøsse og okkultist. Fyld selv mere på – der er frit slag på alle hylder, myterne lever stadig.
Hardcover, Arkham House 1975
Måske ansporet af den store opmærksomhed omkring H. P. Lovecraft, måske ansporet af de mange fejlagtige postulater om manden, måske ansporet lidt af det hele, udgav Frank Belknap Long sine erindringer om Lovecraft i 1975 på Arkham House (naturligvis). Et erindringsværk med den fantastiske undertitel ”Dreamer on the Night Side”.
Long var ikke nogen hvem som helst. Han var en del af inderkredsen omkring Lovecraft, og blandt de tre unge forfattere, der kom tætteste på den ærværdige gentleman fra Providence.
Frank Belknap Long (27. april 1901 – 3. januar 1994)
Long, sammen med Robert H. Barlow og Alfred Galpin, var således en af de personer fra forfattermiljøet, der tilbragte mest tid sammen med Lovecraft. Først og fremmest i den periode, hvor Lovecraft boede i New York (1924-26), men senere også i kraft af flere besøg og fælles ekskursioner. I alt blev det til godt og vel ti års venskab mellem unge Belknapius og Lovecraft. Ti år, der gjorde et udsletteligt indtryk på ham.
Belknap Long var 76 år, da han udgav sin erindringsbog. På det tidspunkt havde Lovecraft været død i 38 år. Der var dermed løbet meget vand i åen siden da, og man kommer ikke uden om, at Longs bog er et ganske, ganske sentimentalt tilbageblik. Flere steder på nettet kan man se den omtalt som biografi, men det er i virkeligheden misvisende. Belknap Longs bog er personlige erindringer, og handler derfor i lige så høj grad om ham selv, som om Lovecraft.
H. P. Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937) og Frank Belknap Long i New York 1931
Bogen er ikke noget udpræget systematisk værk. Long går nogenlunde kronologisk til værks og forsøger at skildre Lovecrafts liv fra barndom til død, men undervejs gør Belknap Long så mange svinkeærinder, at strukturen bliver ganske udflydende. Præcis det er faktisk en af bogens charmer. Den er excentrisk, og man fornemmer, hvordan pennen løber af med den gamle Long, mens han sidder og tænker tilbage på de gode gamle dage. Der er noget stream of consciousness-agtigt over teksten, der leder læseren ud i alle mulige kringelkroge af pulplitteraturen. Og det er vel at mærke absolut ikke kedeligt, når man er i selskab med en veteran som Long.
Stilistisk fører excentriciteterne blandt andet til en ordret rekonstruktion, i bedste Q&A-stil, af en af de mange paneldebatter og rundbordsdiskussioner om Lovecaft, som Long har deltaget i. Han havner også i passager, der må kvalificeres som ren fiktion (se nedenfor) og temmelig lange citater af andres tekster.
Sonia H. Greene og H. P. Lovecraft
Bogen er hverken den mest velredigerede udgivelse, som Arkahm House har udsendt, eller den mest gennemtænkte tekst, som Long skrev. Den er faktisk ganske problematisk hele vejen igennem. Det skyldes først og fremmest Longs ambition om at afmontere de mange myter om Lovecraft og forklare, hvordan manden i ”virkelighed” var. I stedet for at beskrive Lovecraft som gotisk eneboer genskaber Long ham som et intellektuelt kunstnergeni – et renæssancemenneske ud over det sædvanlige, der er på linje med litteraturhistoriens giganter (Shakespeare, Keats, Poe osv.).
Faktisk kender Longs rosenrøde heltedyrkelse næsten ingen grænser. Det fører ham ud i penible situationer – som da han forsøger at besvare spørgsmålet om, hvorvidt Lovecraft var grim. Han kvier sig ved at fremstille sin gamle mentor som uskøn, og må derfor gå krabbegang omkring emnet, og Long ender i et mærkværdigt modangreb og påstår, at mange store genier op gennem historien har set særprægede ud.
Frank Belknap Long fotograferet på et tidspunkt i slutningen 1940’erne
Mere problematisk bliver det, når Belknap Long foretager små kunstgreb, der skal nedtone den unge Lovecrafts udfald mod jøder, politiske overbevisninger eller de generelle racistiske bemærkninger, der falder i brevene såvel som i fiktionen. Long vælger her det klassiske, hundske argument, at Lovecraft bare var et barn af sin tid og dermed ikke kan kvalificeres som racist. Det argument kan man mene, hvad man vil om, men etisk er det uholdbart og uigennemtænkt – men det er en anden diskussion.
Mere interessant er Longs påstand om, at Lovecraft aldrig bar masker. At han altid var sig selv og altid helt ærlig (s. 84). Jeg er for meget af en Goffman-tilhænger til at sluge det postulat, og alle, der har læst i Lovecrafts korrespondance, vil utvivlsomt bemærke, hvordan han løbende skifter persona. Faktisk falder Long over sit eget argument. Sidst i bogen bruger han nemlig Lovecrafts evne til at tilpasse sig forskellige sociale sammenhænge som delforklaring på førnævnte racisme. H. P. Lovecraft var således kun racist i de sammenhænge, hvor det var passende at ytre sig racistisk. Hvis det ikke er at påtage sig roller eller masker, så ved jeg ikke, hvad der er!
Kåd, fake boksekamp mellem Long og Lovecraft i New York 1931
På samme led er jeg for meget af en freudianer til at acceptere, at sex ikke spillede nogen rolle i Lovecrafts liv og personlighed. Kan ske han ikke talte om det og kan ske, han ikke skrev om det, men dermed ikke sagt, at det ikke betød noget for ham. Emnet dukker ikke overraskende op flere gange hos Long; først i forbindelse med en diskussion af forholdet til Sonja Green, og senere igen, da skabsbøsse-tesen skal dementeres.
Det hele er naturligvis et led i Frank Belknap Longs udrensning af mytologien omkring Lovecraft og iscenesættelsen af ham som genial digter. Poes arvetager, som Long skriver det et sted. Longs egen rolle i denne sammenhæng bliver som sandhedens apostel, fordi han bedre end nogen anden kendte Lovecraft. Det siger han selv i indledningen, og gør sig dermed også til den gamle mesters talerør. Og det ganske bogstaveligt.
Frank Belknap Long, H. P. Lovecraft og James F. Morton, 11. april 1922, fotograferet foran den såkaldte Poe Cottage i Fortham, New York
Long opstiller nemlig en længere, tænkt dialog mellem ham selv og Lovecraft, hvor han spørger sin gamle ven om en række emner, der vil interessere læseren at få besvaret. Det er naturligvis ganske grotesk læsning og viser, måske helt uskyldigt, hvordan Long placerer sig som førstemand i den apostoliske arvefølge efter mesterens død.
Trods alle bogens absurditeter er den et fascinerende, underholdende og rørende gravskrift. Det er en ubetinget kærlighedserklæring til Lovecraft og Belknaps tak til sin mentor. Han fik aldrig sagt farvel til Lovecraft, men med denne bog viste han verden, at han aldrig havde glemt de ti gode år med vennen.
Frank Belknap Long som gammel mand
Alene fordi bogen er så kluntet og tvivlsom, bliver den et udtryk for Frank Belknap Longs fejlbarlighed og menneskelighed. Det er et skud fra hoften fra en gammel mand, der længes tilbage. Der havner vi alle. Derfor må man også tilgive ham alle de små forfængeligheder, de hvide løgne og glædes over bogens hjertevarme indhold. Det er lige til at blive rørstrømsk over.
Snøft!
Filed under Nonfiktion
Paperback, Corgi Books 1971
For noget tid siden skrev jeg lidt om varulven og transformationer af menneskekroppen. Det tema skal forfølges videre her, hvor det handler om den fordærvede eller groteske krop. Emnet er i den grad relateret til kerneelementer i gyset. Spejlingen af den menneskelige krop, som ødelagt eller grotesk, har været et tilbagevendende tema i kulturhistorien så langt tilbage, som vi har registreret myter og forestillinger.
Paperback, Weidenfeld & Nicolson 1985
Hvad vi er, det skal du blive, synes de rædselsvækkende skabninger at sige. Vi ser på væsnerne og fyldes med gru over, hvor langt kroppen kan fjernes fra gængse skønhedsidealer og perverteres ud i det absurde. Det kan ske ved at vise rådne lig, ved voldsomt ødelagte kroppe, vanskabninger eller groteske, kompositte væsner.
Paperback, Eraserhead Pres 2011
I en stor del af al den litteratur, der beskæftiger sig med dette emne, følges den antikke tradition og lader det hæslige ydre repræsentere indre, fordærvede kvaliteter. Et praktisk greb, der gør spejlingen dobbelt grusom. Når vi ser de uhyrlige skabninger, forskrækkes vi ikke kun over det ydre, vi forstår også, at de indre er mindst lige så slemt, om ikke værre.
Hardcover, Necro Publication 1997
Samtidig med gruen spiller fremstillingen af det grosteske på en næsten skamfuld, lystbetonet voyeurisme, der lader os glo med fascination på det frastødende. Vi betages af det afskyelige, fordi det ikke er os og drager et lettelsens suk, når vi kan vende os bort. Måske netop derfor virkede Bernard Pomerances stykke om elefantmanden Joseph Merrick så stærkt, fordi det snød sit publikum for deformiteterne og fokuserede på det plagede, indre menneske i stedet.
David Bowie i rollen som “elefantmanden” Joseph Merrick i 1980
Paperback, Pgw 1979. Hverken i opsætningen af Bernard Pomerance stykke eller på denne forside vises det groteske. Det antydes kun, formentlig for at stimulere fantasien. En berøringsangst over for det deforme kan måske også spores her. En berøringsangst der først vendte igen i 80’erne
En væsentlig alternativ tilgang til det hæslige og perverterede kan i en litterær sammenhæng spores tilbage til Victor Hugo. Han bearbejdede det franske eventyr ”La belle et la bête” (Skønheden og udyret) i den storslåede Notre-Dame de Paris (Klokkeren fra Notre Dame) fra 1831. Her er den hæslige figur tragisk, men moralsk overlegen, og gør dermed op med den almene anvendelse af hæslighedstematikken.
Hardcover, Charles Gosselin 1831. 1. udg. af Hugos klassiker
100 år senere, i filmens verden, kunne Tod Browning gentage Hugos pointe i Freaks (1932) og skabte for alvor skabelonen for den moderne, visuelle fremstilling af groteske kroppe.
Og for at vende tilbage til varulvene er de, som jeg også nævnte, interessante, fordi de opholder sig mellem de to traditioner. På den ene side helt hæslige skabninger, på den anden side tragiske skæbner.
Paperback, Eraserhead Pres 2010
Lad det være optakten til denne lille kavalkade af groteske, tragiske og skræmmende kroppe.
Paperback, Tor Books 1999
Paperback, Star Books 1980
Paperback, Arrow Books 1987
Cimiteria nr. 79 februar 1981. Her er et af de mere kulørte eksempler på freak-fascinationen. Historien hedder “La Verga Del Gigante (“En kæmpes stav”), og handler om en mand med et gigantisk lem, der ufrivilligt myrder med det enorme enorme organ
Paperback, Robinson Books 2012
Paperback, Pan Books 1988
E-bog, Deadite Press 2013. Løsrevne kropsdele er afgjort en del af samme fascination af det groteske
Paperback, Eraserhead Pres 2011
Paperback, Leisure Books 1983
Paperback, Futura Books 1981
Paperback, Eraserhead Pres 2011
Paperback, Edition Phantasia 2008
Paperback, Corgi Books 1966. Det groteske foster burde være et helt selvstændigt lille særtema
Hardcover, Innsmouth Free Press 2012
E-bog, Ramble House 2011
Filed under Ikke kategoriseret
Paperback, Charter Diamond Books 1990. Forsidens illustrator er desværre ikke oplyst Den har i øvrigt nærmest intet med bogens indhold at gøre. Det har bogens lille tagline heller ikke
Genrer og genretroper er vanskelige størrelser. Vi navigerer og afkoder tekster efter deres små signaler, der viser os, hvordan vi skal forstå handlingen, og hvad der ligger i vendte. Genren antyder rammerne for det litterære univers, vi træder ind i, når bogen åbnes. Den giver os mulighed for at afstemme vores forventninger til bogens indhold; et væsentligt element i forhold til selve den æstetiske værdsættelse af værket. Gys, ok, så kan der eksistere vampyrer osv. Det er naturligvis lidt forenklet, fordi det som oftest netop er, når genrekonventionerne sprænges, at vi overrumples og får de store læseoplevelser.
Man kan sige, at der ligger noget beroligende i klare genrereferencer, og det kan være forbundet med stor fornøjelse at se dem udfoldet til punkt og prikke. Man behøver vel bare tænke på den fortsat verserende zombie-bølge for at forsikre sig om, hvor væsentlig genkendelsens glæde kan være, hvis den udfoldes med kærlighed til universet.
Paperback, Charter Diamond Books 1990
Faren er, at loyalitet over for genretroperne fører til mekanisk vanetænkning. Det er naturligvis her, forfatteren kommer ind i billedet. Hvis historien fortælles rigtigt, kan forfatteren slippe afsted med de største pasticher, uden nogen begynder at råbe op om klichéer og plagiater. Et væsentligt element i dette er, hvorvidt forfatteren spiller med åbne kort. Det vil sige, hvor åbenlyst han eller hun viser sine inspirationskilder og bekender sig til bestemte forlæg – Den såkaldte Cthulhu Mythos eksempelvis.
Grunden til den her lange indledning er, at Matthew J. Costellos Midsummer fra 1990, er et perfekt eksempel på den genretro roman. Der skal ikke ret mange sætninger til at præsentere handlingen. Jeg er nemlig helt sikker på, at de fleste gyserentusiaster kender præcis de film og bøger, som Costello har som referenceramme.
E-Bog, Cemetery Dance Publications 2012. Bogen fik 2012 nyt liv i elektronisk format
Det hele begynder på Antarktis, hvor en amerikansk ekspedition borer sig gennem iskappen. Fra de geologiske dybder bliver der hentet ”noget” frem, der ikke har set dagens lys i æoner, og sådan set slet ikke burde eksistere. Den blodtørstige ”ting”, der kommer op fra isen, overtager menneskekroppe og polarforskerne omkommer, da deres besatte chef går amok med en økse. Kun Alan Ward overlever hændelserne, og han hentes hjem af hæren. Men er Alan Ward helt normal?
Nej, selvfølgelig er han ikke det. ”Tingen” rejser med Ward fra Antarktis til lillebyen Stoneywood i Catskill Mountains. Her ødelægges en Stephen King’sk redneck-idyl snart af den fremmede snylter, der overtager flere og flere mennesker.
Matthew John Costello (født 1948)
Mens parasitten driver sit uvæsen i handlingens kulisse, tælles der ned til den store midsommerfest i byen, der fejres med et tivoli og generel festivitas. Det forstår sig, at Matthew Costello fyrer op under en sprængfarlig cocktail, der selvfølgelig bør og skal eksplodere i et gevaldigt, blodigt klimaks midt under festlighederne.
Undervejs mod den store fest følger vi et bredt udsnit af indbyggere i Stoneywood. Hertil kan også føjes et par gennemrejsende, hvor karrierekvinden fra New York og den sagfører, der er blevet sat til at holde øje med Alan Ward, spiller en væsentlig rolle. Det hele sættes i spil gennem den for horrorromaner fra sen-80’erne vanlige ensemblestruktur.
Paperback, Jove Books 1990. Ligeledes et af Costellos bidrag til gyserltteraturen
Det omfattende persongalleri lader os se den fremmede parasit over skulderen, mens den hærgende trækker gennem lokalsamfundet. Som læser ved vi derfor også præcis, hvad der skal til at ske længe inden, nogen i bogen aner uråd.
Du har sikkert allerede tænkt på en håndfuld film og bøger, der har stået fadder til Midsummer. Og du har helt ret, men Costello vedkender sig sine inspirationskilder. En knægt i bogen fortæller, at han har set filmen The Thing from Another World (1951) og ser rent faktisk efterfølgende Carpenters The Thing (1982). Et andet sted henvises der til ”pod people”, og sådan kunne man fortsætte. Matthew Costello kender sin genre og har styr på referencerne.
Teksten leveres med rutineret hånd. Costello skriver i et effektiv, om end i et lidt forceret livstræt sprog, der får alle hans personer til at lyde som hårdkogte privatdetektiver. Til det må man så også tilføje, at det store persongalleri gør det nødvendigt for ham at skære sine karakterer ind til benet og operere med aldeles overfladiske personskildringer. Så endimensionelle karakterer, at man mere eller mindre med det samme kan udpege, hvem der overlever, og hvem der dør.
Hvis du elsker det gode gamle ”red scare”-plot, leverer Costello varen. Desværre er det bare ikke nok. Fra et genreperspektiv opfylder bogen til fulde alle de forventninger, man måtte have til handlingen. Costello gør sig endda den umage at lægge små fanboy-hints ind i teksten, der skal højne gensynets glæde hos læseren. Det virker bare ikke.
Paperback, Pocket Star 2008. Endnu et af Costellos værker. Jeg har ikke læst bogen, men tør man mon antage, at den ikke er specielt god?
Midsummer slår fejl som roman, fordi den mister sig selv i konventionerne. Costello bruger al sin energi på at gøre det rigtige – det, han forventer læseren, vil synes, er fedt – og taber på den led ethvert overraskelsesmoment. Der havde sådan set heller ikke behøvet være nogen overraskelser i handlingen, hvis Costello trådte i karakter som forfatterstemme og gav sit bud på den velkendte fortælling. Det gør han bare ikke. Han er totalt fraværende og leverer sin historie med kedsommelig professionalisme, der er så karakterløs, at det gør ondt. Costellos letflydende sprog hverken konfronterer eller skræmmer.
Bogen føles som oplægget til en TV-gyserfilm uden penge til effekter. Og præcis det er ikke nogen lykkelig situation for en forfatter, der har frie tøjler til at gøre med handlingen, hvad han vil. Mest frustrerende er det imidlertid, at Costello aldrig får mig overbevist om, at han selv tror på historien. At plottet ikke bare er en hurtig idé, som han fik en dag og tænkte tja, hvorfor ikke. Jeg tror ganske enkelt ikke, at historien og handlingen betyder noget for Costello. Derfor er Midsummer i sidste ende en ligegyldig, sjælløs roman.
Så er det langt federe at lytte/se den franske elektronika-duo Zombie Zombies hyldest til John Carpenter. Nummeret fra 2008 hedder “Driving This Road Until Death Sets You Free” – fedt, ikke?
Jeg har lyttet rigtig meget til hr. Sartain de sidste par dage. Forhåbentlig kommer Alabama-rockeren snart med noget nyt. Imens må vi glæde os over den fine, tre år gamle “Atheist Funeral”. God weekend.
Filed under Ikke kategoriseret, Video
frasortsand.wordpress.com 