Matthew J. Costello, Midsummer (1990): Hvem der?!

Paperback, Charter Diamond Books 1990. Forsidens illustrator er desværre ikke oplyst Den har i øvrigt nærmest intet med bogens indhold at gøre. Det har bogens lille tagline heller ikke

Paperback, Charter Diamond Books 1990. Forsidens illustrator er desværre ikke oplyst Den har i øvrigt nærmest intet med bogens indhold at gøre. Det har bogens lille tagline heller ikke

Genrer og genretroper er vanskelige størrelser. Vi navigerer og afkoder tekster efter deres små signaler, der viser os, hvordan vi skal forstå handlingen, og hvad der ligger i vendte. Genren antyder rammerne for det litterære univers, vi træder ind i, når bogen åbnes. Den giver os mulighed for at afstemme vores forventninger til bogens indhold; et væsentligt element i forhold til selve den æstetiske værdsættelse af værket. Gys, ok, så kan der eksistere vampyrer osv. Det er naturligvis lidt forenklet, fordi det som oftest netop er, når genrekonventionerne sprænges, at vi overrumples og får de store læseoplevelser.

Man kan sige, at der ligger noget beroligende i klare genrereferencer, og det kan være forbundet med stor fornøjelse at se dem udfoldet til punkt og prikke. Man behøver vel bare tænke på den fortsat verserende zombie-bølge for at forsikre sig om, hvor væsentlig genkendelsens glæde kan være, hvis den udfoldes med kærlighed til universet.

Paperback, Charter Diamond Books 1990

Paperback, Charter Diamond Books 1990

Faren er, at loyalitet over for genretroperne fører til mekanisk vanetænkning. Det er naturligvis her, forfatteren kommer ind i billedet. Hvis historien fortælles rigtigt, kan forfatteren slippe afsted med de største pasticher, uden nogen begynder at råbe op om klichéer og plagiater. Et væsentligt element i dette er, hvorvidt forfatteren spiller med åbne kort. Det vil sige, hvor åbenlyst han eller hun viser sine inspirationskilder og bekender sig til bestemte forlæg – Den såkaldte Cthulhu Mythos eksempelvis.

Grunden til den her lange indledning er, at Matthew J. Costellos Midsummer fra 1990, er et perfekt eksempel på den genretro roman. Der skal ikke ret mange sætninger til at præsentere handlingen. Jeg er nemlig helt sikker på, at de fleste gyserentusiaster kender præcis de film og bøger, som Costello har som referenceramme.

E-Bog, Cemetery Dance Publications 2012. Bogen fik 2012 nyt liv i elektronisk format

E-Bog, Cemetery Dance Publications 2012. Bogen fik 2012 nyt liv i elektronisk format

Det hele begynder på Antarktis, hvor en amerikansk ekspedition borer sig gennem iskappen. Fra de geologiske dybder bliver der hentet ”noget” frem, der ikke har set dagens lys i æoner, og sådan set slet ikke burde eksistere. Den blodtørstige ”ting”, der kommer op fra isen, overtager menneskekroppe og polarforskerne omkommer, da deres besatte chef går amok med en økse. Kun Alan Ward overlever hændelserne, og han hentes hjem af hæren. Men er Alan Ward helt normal?

Nej, selvfølgelig er han ikke det. ”Tingen” rejser med Ward fra Antarktis til lillebyen Stoneywood i Catskill Mountains. Her ødelægges en Stephen King’sk redneck-idyl snart af den fremmede snylter, der overtager flere og flere mennesker.

Matthew John Costello (født 1948)

Matthew John Costello (født 1948)

Mens parasitten driver sit uvæsen i handlingens kulisse, tælles der ned til den store midsommerfest i byen, der fejres med et tivoli og generel festivitas. Det forstår sig, at Matthew Costello fyrer op under en sprængfarlig cocktail, der selvfølgelig bør og skal eksplodere i et gevaldigt, blodigt klimaks midt under festlighederne.

Undervejs mod den store fest følger vi et bredt udsnit af indbyggere i Stoneywood. Hertil kan også føjes et par gennemrejsende, hvor karrierekvinden fra New York og den sagfører, der er blevet sat til at holde øje med Alan Ward, spiller en væsentlig rolle. Det hele sættes i spil gennem den for horrorromaner fra sen-80’erne vanlige ensemblestruktur.

Paperback, Jove Books 1990. Ligeledes et af Costellos bidrag til gyserltteraturen

Paperback, Jove Books 1990. Ligeledes et af Costellos bidrag til gyserltteraturen

Det omfattende persongalleri lader os se den fremmede parasit over skulderen, mens den hærgende trækker gennem lokalsamfundet. Som læser ved vi derfor også præcis, hvad der skal til at ske længe inden, nogen i bogen aner uråd.

Du har sikkert allerede tænkt på en håndfuld film og bøger, der har stået fadder til Midsummer. Og du har helt ret, men Costello vedkender sig sine inspirationskilder. En knægt i bogen fortæller, at han har set filmen The Thing from Another World (1951) og ser rent faktisk efterfølgende Carpenters The Thing (1982). Et andet sted henvises der til ”pod people”, og sådan kunne man fortsætte. Matthew Costello kender sin genre og har styr på referencerne.

Teksten leveres med rutineret hånd. Costello skriver i et effektiv, om end i et lidt forceret livstræt sprog, der får alle hans personer til at lyde som hårdkogte privatdetektiver. Til det må man så også tilføje, at det store persongalleri gør det nødvendigt for ham at skære sine karakterer ind til benet og operere med aldeles overfladiske personskildringer. Så endimensionelle karakterer, at man mere eller mindre med det samme kan udpege, hvem der overlever, og hvem der dør.

Hvis du elsker det gode gamle ”red scare”-plot, leverer Costello varen. Desværre er det bare ikke nok. Fra et genreperspektiv opfylder bogen til fulde alle de forventninger, man måtte have til handlingen. Costello gør sig endda den umage at lægge små fanboy-hints ind i teksten, der skal højne gensynets glæde hos læseren. Det virker bare ikke.

Paperback, Pocket Star 2008. Endnu et af Costellos værker. Jeg har ikke læst bogen, men tør man mon antage, at den ikke er specielt god?

Paperback, Pocket Star 2008. Endnu et af Costellos værker. Jeg har ikke læst bogen, men tør man mon antage, at den ikke er specielt god?

Midsummer slår fejl som roman, fordi den mister sig selv i konventionerne. Costello bruger al sin energi på at gøre det rigtige – det, han forventer læseren, vil synes, er fedt – og taber på den led ethvert overraskelsesmoment. Der havde sådan set heller ikke behøvet være nogen overraskelser i handlingen, hvis Costello trådte i karakter som forfatterstemme og gav sit bud på den velkendte fortælling. Det gør han bare ikke. Han er totalt fraværende og leverer sin historie med kedsommelig professionalisme, der er så karakterløs, at det gør ondt. Costellos letflydende sprog hverken konfronterer eller skræmmer.

Bogen føles som oplægget til en TV-gyserfilm uden penge til effekter. Og præcis det er ikke nogen lykkelig situation for en forfatter, der har frie tøjler til at gøre med handlingen, hvad han vil. Mest frustrerende er det imidlertid, at Costello aldrig får mig overbevist om, at han selv tror på historien. At plottet ikke bare er en hurtig idé, som han fik en dag og tænkte tja, hvorfor ikke. Jeg tror ganske enkelt ikke, at historien og handlingen betyder noget for Costello. Derfor er Midsummer i sidste ende en ligegyldig, sjælløs roman.

Så er det langt federe at lytte/se den franske elektronika-duo Zombie Zombies hyldest til John Carpenter. Nummeret fra 2008 hedder “Driving This Road Until Death Sets You Free” – fedt, ikke?

 

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Roman, Video

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s