Frank Belknap Long, Howard Phillips Lovecraft. Dreamer on the Night Side (1975): En ubetinget kærlighedserklæring

Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Frank Utpatel

Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Frank Utpatel

I 1960’erne eksploderede H. P. Lovecrafts popularitet, og paperbackopsamlinger med hans historier blev pludselig tilgængelige i et hidtil ukendt antal. Med begejstringen for Lovecrafts historier voksede interessen også for forfatteren selv. Der blev skrevet forord om Lovecraft, der udkom selvstændige bøger om manden, og der blev udgivet lærde artikler om ham.

Hovedparten af alt dette er tekster, der på en eller anden måde bidrager til konstruktionen af den mytologiske Lovecraft. En mytologi, som han vel at mærke selv var med til at konstruere igennem sine breve. Det vil sige idéen om Lovecraft som isspisende mystiker og eneboer i Providence, der hadede jøder, var skabsbøsse og okkultist. Fyld selv mere på – der er frit slag på alle hylder, myterne lever stadig.

Hardcover, Arkham House 1975

Hardcover, Arkham House 1975

Måske ansporet af den store opmærksomhed omkring H. P. Lovecraft, måske ansporet af de mange fejlagtige postulater om manden, måske ansporet lidt af det hele, udgav Frank Belknap Long sine erindringer om Lovecraft i 1975 på Arkham House (naturligvis). Et erindringsværk med den fantastiske undertitel ”Dreamer on the Night Side”.

Long var ikke nogen hvem som helst. Han var en del af inderkredsen omkring Lovecraft, og blandt de tre unge forfattere, der kom tætteste på den ærværdige gentleman fra Providence.

Frank Belknap Long (27. april 1901 - 3. januar 1994)

Frank Belknap Long (27. april 1901 – 3. januar 1994)

Long, sammen med Robert H. Barlow og Alfred Galpin, var således en af de personer fra forfattermiljøet, der tilbragte mest tid sammen med Lovecraft. Først og fremmest i den periode, hvor Lovecraft boede i New York (1924-26), men senere også i kraft af flere besøg og fælles ekskursioner. I alt blev det til godt og vel ti års venskab mellem unge Belknapius og Lovecraft. Ti år, der gjorde et udsletteligt indtryk på ham.

Belknap Long var 76 år, da han udgav sin erindringsbog. På det tidspunkt havde Lovecraft været død i 38 år. Der var dermed løbet meget vand i åen siden da, og man kommer ikke uden om, at Longs bog er et ganske, ganske sentimentalt tilbageblik. Flere steder på nettet kan man se den omtalt som biografi, men det er i virkeligheden misvisende. Belknap Longs bog er personlige erindringer, og handler derfor i lige så høj grad om ham selv, som om Lovecraft.

H. P. Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937) og Frank Belknap Long i New York 1931

H. P. Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937) og Frank Belknap Long i New York 1931

Bogen er ikke noget udpræget systematisk værk. Long går nogenlunde kronologisk til værks og forsøger at skildre Lovecrafts liv fra barndom til død, men undervejs gør Belknap Long så mange svinkeærinder, at strukturen bliver ganske udflydende. Præcis det er faktisk en af bogens charmer. Den er excentrisk, og man fornemmer, hvordan pennen løber af med den gamle Long, mens han sidder og tænker tilbage på de gode gamle dage. Der er noget stream of consciousness-agtigt over teksten, der leder læseren ud i alle mulige kringelkroge af pulplitteraturen. Og det er vel at mærke absolut ikke kedeligt, når man er i selskab med en veteran som Long.

Stilistisk fører excentriciteterne blandt andet til en ordret rekonstruktion, i bedste Q&A-stil, af en af de mange paneldebatter og rundbordsdiskussioner om Lovecaft, som Long har deltaget i. Han havner også i passager, der må kvalificeres som ren fiktion (se nedenfor) og temmelig lange citater af andres tekster.

Sonia H. Greene og H. P. Lovecraft

Sonia H. Greene og H. P. Lovecraft

Bogen er hverken den mest velredigerede udgivelse, som Arkahm House har udsendt, eller den mest gennemtænkte tekst, som Long skrev. Den er faktisk ganske problematisk hele vejen igennem. Det skyldes først og fremmest Longs ambition om at afmontere de mange myter om Lovecraft og forklare, hvordan manden i ”virkelighed” var. I stedet for at beskrive Lovecraft som gotisk eneboer genskaber Long ham som et intellektuelt kunstnergeni – et renæssancemenneske ud over det sædvanlige, der er på linje med litteraturhistoriens giganter (Shakespeare, Keats, Poe osv.).

Faktisk kender Longs rosenrøde heltedyrkelse næsten ingen grænser. Det fører ham ud i penible situationer – som da han forsøger at besvare spørgsmålet om, hvorvidt Lovecraft var grim. Han kvier sig ved at fremstille sin gamle mentor som uskøn, og må derfor gå krabbegang omkring emnet, og Long ender i et mærkværdigt modangreb og påstår, at mange store genier op gennem historien har set særprægede ud.

Frank Belknap Long fotograferet på et tidspunkt i slutningen 1940'erne

Frank Belknap Long fotograferet på et tidspunkt i slutningen 1940’erne

Mere problematisk bliver det, når Belknap Long foretager små kunstgreb, der skal nedtone den unge Lovecrafts udfald mod jøder, politiske overbevisninger eller de generelle racistiske bemærkninger, der falder i brevene såvel som i fiktionen. Long vælger her det klassiske, hundske argument, at Lovecraft bare var et barn af sin tid og dermed ikke kan kvalificeres som racist. Det argument kan man mene, hvad man vil om, men etisk er det uholdbart og uigennemtænkt – men det er en anden diskussion.

Mere interessant er Longs påstand om, at Lovecraft aldrig bar masker. At han altid var sig selv og altid helt ærlig (s. 84). Jeg er for meget af en Goffman-tilhænger til at sluge det postulat, og alle, der har læst i Lovecrafts korrespondance, vil utvivlsomt bemærke, hvordan han løbende skifter persona. Faktisk falder Long over sit eget argument. Sidst i bogen bruger han nemlig Lovecrafts evne til at tilpasse sig forskellige sociale sammenhænge som delforklaring på førnævnte racisme. H. P. Lovecraft var således kun racist i de sammenhænge, hvor det var passende at ytre sig racistisk. Hvis det ikke er at påtage sig roller eller masker, så ved jeg ikke, hvad der er!

Kåd, fake boksekamp mellem Long og Lovecraft i New York 1931

Kåd, fake boksekamp mellem Long og Lovecraft i New York 1931

På samme led er jeg for meget af en freudianer til at acceptere, at sex ikke spillede nogen rolle i Lovecrafts liv og personlighed. Kan ske han ikke talte om det og kan ske, han ikke skrev om det, men dermed ikke sagt, at det ikke betød noget for ham. Emnet dukker ikke overraskende op flere gange hos Long; først i forbindelse med en diskussion af forholdet til Sonja Green, og senere igen, da skabsbøsse-tesen skal dementeres.

Det hele er naturligvis et led i Frank Belknap Longs udrensning af mytologien omkring Lovecraft og iscenesættelsen af ham som genial digter. Poes arvetager, som Long skriver det et sted. Longs egen rolle i denne sammenhæng bliver som sandhedens apostel, fordi han bedre end nogen anden kendte Lovecraft. Det siger han selv i indledningen, og gør sig dermed også til den gamle mesters talerør. Og det ganske bogstaveligt.

Frank Belknap Long, H. P- Lovecraft og James F. Morton, 11. april 1922, fotograferet forn den såkaldte Poe Cottage i Fortham, New York

Frank Belknap Long, H. P. Lovecraft og James F. Morton, 11. april 1922, fotograferet foran den såkaldte Poe Cottage i Fortham, New York

Long opstiller nemlig en længere, tænkt dialog mellem ham selv og Lovecraft, hvor han spørger sin gamle ven om en række emner, der vil interessere læseren at få besvaret. Det er naturligvis ganske grotesk læsning og viser, måske helt uskyldigt, hvordan Long placerer sig som førstemand i den apostoliske arvefølge efter mesterens død.

Trods alle bogens absurditeter er den et fascinerende, underholdende og rørende gravskrift. Det er en ubetinget kærlighedserklæring til Lovecraft og Belknaps tak til sin mentor. Han fik aldrig sagt farvel til Lovecraft, men med denne bog viste han verden, at han aldrig havde glemt de ti gode år med vennen.

Frank Belknap Long som gammel mand

Frank Belknap Long som gammel mand

Alene fordi bogen er så kluntet og tvivlsom, bliver den et udtryk for Frank Belknap Longs fejlbarlighed og menneskelighed. Det er et skud fra hoften fra en gammel mand, der længes tilbage. Der havner vi alle. Derfor må man også tilgive ham alle de små forfængeligheder, de hvide løgne og glædes over bogens hjertevarme indhold. Det er lige til at blive rørstrømsk over.

Snøft!

2 kommentarer

Filed under Nonfiktion

2 responses to “Frank Belknap Long, Howard Phillips Lovecraft. Dreamer on the Night Side (1975): En ubetinget kærlighedserklæring

  1. Det er mange år siden, jeg læste bogen, men det kunne da være, at den lige skulle have en tur mere – har den stadig stående på hylderne.

  2. Martin

    Det synes jeg da, bestemt du skal. Det er en speciel men underholdende og sympatisk bog. Et lille nostalgisk hop i tid.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.