Robert H. Barlow, Eyes of the God. The Weird fiction and Poetry of R. H. Barlow (2002): Stille fantastik fra Lovecrafts sidste legekammerat

Paperback, Hippocampus Press 2002. Forsidebilledet er skabt af R. Saunders 1936

Paperback, Hippocampus Press 2002. Forsidebilledet er skabt af R. Saunders 1936

Med denne uges bogomtale fortsætter jeg i H. P. Lovecrafts fodspor. Vi skal nemlig her se lidt nærmere på den opsamling af Robert Barlows noveller og digte, som Hippocampus Press udsendte i 2002. En antologi redigeret af de navnkundige weird fiction-specialister S.T. Joshi, Douglas A. Anderson og David E. Schultz.

Robert Barlow var ganske ung og boende hos sine forældre i Florida, da han begyndte at udveksle breve med Lovecraft. Modsat så mange af de andre korrespondancer, som Lovecraft førte, udviklede forholdet sig til et regulært venskab mellem dem, og Lovecraft besøgte Barlow flere gange i Florida. Besøg der både socialt og rent helbredsmæssigt glædede den ærværdige gentleman fra Providence så meget, at man i hans breve kan læse, at han legede med tanken om at flytte til Florida. Store ord fra en mand, hvis gravsten bærer indskriften ”I am Providence”.

Paperback, Hippocampus Press 2002

Paperback, Hippocampus Press 2002

Robert Barlow var som sagt ganske ung, men han skrev godt, og han var dybt betaget af den stil, som især Lovecraft og Clark Aston Smith havde opdyrket. Som tidligere med andre, unge forfattere gik Lovecraft ind i en mentorrolle og hjalp Barlow. De samarbejdede om flere fortællinger og lagde mange planer for fremtiden, der desværre aldrig blev realiseret på grund af Lovecrafts pludselige død.

Der kan næppe være nogen tvivl om, at Barlow betød meget for Lovecraft i de sidste år. Rigtig meget endda. Måske – og her psykologiserer jeg nok mere, end hvad godt er – fordi Barlows beundring af Lovecraft var så ligefrem. I Barlow fandt Lovecraft den uforbeholdne anerkendelse og ligesindede, som han tidligere havde fundet i Alfred Galpin og Frank Belknap Long. Forholdet til de to sidst nævnte ændrede sig over tid, men med Barlow fandt Lovecraft tilbage til en ven, der igen lod ham genopleve tidligere tiders fascinationer ved det sære, makabre og mytologiske. Det bør nok også nævnes, at Lovecraft udpegede Barlow som forvalter af sit litterære eftermæle. En tillidserklæring, der fortæller, hvor nært forholdet var mellem de to.

Robert Hayward Barlow (18. maj 1918 – 1. januar 1951)

Robert Hayward Barlow (18. maj 1918 – 1. januar 1951)

Man kan med rette spørge, om Robert Barlows fiktion kan stå på egne ben. Eller sagt på en anden måde – er den noget uden Lovecraft-referencen? Til det må jeg absolut svare ja. Især i de korte fantasyfortællinger, samlet under titlen Annals of the Jinns. Her skriver Barlow i den flimrende, drømmende stil, han har hentet hos Dunsany, Lovecraft og Smith, men han gør det både enklere og klarere end førnævnte. Det store i Barlows tekster er, at han på få linjer fremtryller fremmedartede miljøer og optrin, der har myternes storladne luftighed, men fanger stemninger og steder med digterens præcise ordvalg.

Styrken ligger i det glimtagtige, der med narkotisk sødme æder sig ind i bevidstheden på læseren. Satyrer, dæmoner, guder og troldmænd er hovedpersonerne i fortællinger, der udspiller sig i ruinerne af ældgamle civilisationer og tabte verdener.

H. P. Lovecraft (1890-1937) på besøg hos Familien Barlow i Florida o. 1935

H. P. Lovecraft (1890-1937) på besøg hos familien Barlow i Florida o. 1935

Måske fordi han er så stærk i den helt korte form, står Barlows længere tekster også noget svagere. Hans vævende, billedtunge stil har svært ved at bære længere forløb. Teksten mister intensitet, bliver gentagende eller for vag. En undtagelse er ”The Night Ocean” – et samarbejde med Lovecraft. I bogens forord fortæller redaktørerne, at man ud fra det oprindelige manuskript kan se, at Lovecraft kun stod for mindre end ti procent af teksten.

”The Night Ocean” må derfor mere eller mindre regnes som et selvstændigt værk fra Barlows hånd. Det er ikke uvæsenligt, fordi novellen er helt og aldeles fremragende. En mesterlig gotisk fremstilling af velkendte temaer, i hvilken en kunstner søger ud til havet for at finde hvile efter at have afsluttet et vigtigt maleri. På stranden, mellem land og hav, hvor bølgerne brydes, og vinden hyler, oplever maleren, hvordan det natsorte hav drager ham. Jeg skal ikke komme nærmere ind på selve historien, for den er egentlig ikke så interessant. Det er den stemning og billederne, som Barlow skriver frem for os, der er så utroligt stærke, at det natsorte hav, bølgernes brusen og vinden hænger i rummet omkring en, når man læser.

Hæfte, Necronomicon Press 1992

Hæfte, Necronomicon Press 1992

Robert Barlows poesi, der udgør bogens anden halvdel, er også potent læsning. De første mange digte afspejler det stilistiske afhængighedsforhold til Lovecraft-kredsen. Der er tale om de typiske, romantiske sonetter med fantasytematikker. Det er traditionel, tilbageskuende poesi, men det ændrer sig.

Barlow skrev ikke meget fiktion efter Lovecrafts død, men fortsætter sin digtning. I løbet af 40’erne begynder tidens avantgarde at påvirke hans skriverier, uden tvivl ansporet af de nye miljøer Barlow kom i kontakt med, da han flyttede hjemmefra og indledte sine universitetsstudier. Mødet med den moderne poesi fører Barlow videre som forfatter. Han frigøres af de gamle idealer, men ikke de gamle tematikker, og han begynder at skrive digte, der stilistisk taler ind i hans samtid.

Det er en udvikling, der får teksterne til at blomstre og leve selvstændigt, uden at tynges af fortidens skygger. Alene den forvandling gør dem læseværdige, men hans ulykkelige nødråb har så mange smertefulde kvaliteter, at Barlow indskriver sig i historien som en af Lovecraft-kredsens stærkeste litterære stemmer.

Robert Balow blev kun 32 år gammel. Han havde gjort hurtig karriere som antropolog, med speciale i centralamerikansk/mexicansk arkæologi, og skrev samtidig sine stille skrigende digte. Barlow levede imidlertid et dobbeltliv. Han var bøsse, og de selvfornægtende omstændigheder, han levede under, drev ham ud i depression og selvmord. Robert Barlow tog livet af sig selv nytårsdag 1951.

Hans litterære arv blev det, man finder i denne bog, og Hippocampus Press skal have tak for, at den ikke går i glemmebogen.

Nekrolog over Robert H. Barlow i Mexico City Collegian, 18. janunar 1951

Nekrolog over Robert H. Barlow i Mexico City Collegian, 18. janunar 1951

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.