Monthly Archives: december 2013

Juleferie – Vi ses i det nye år

Så er årets sidste bogomtale lagt online, og jeg lukker ned for i år. Det har været et sjovt blogår. Vi ses i 2014 til mere snak om sager fra pulpens og gruens forunderlige verden. God jul og godt nytår.

pulpopslag

Reklamer

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

William K. Wells, Effigies (1980): Lummer gru og satanisme

“Oh, there was a penis, all right,” Blauvelt said. He sat with his hands folded across his bilge. “But small, rudimentary, almost nonexistent. I’d say in erection it would measure less than an inch. The scrotum a tiny knot. The testicles the size of peas.”

Liscomb grunted and jammed a cigar between his lips. He patted his pockets for matches. “A freak,” he said. (Granada, s. 377)

Jeg kan lige så godt melde rent ud og fortælle, at Effigies er en problematisk bog. Der kan rejses mange indvendinger imod William K. Wells’ slibrige debutroman, men på trods af kritikken er romanen værd at opstøve. Grundene hertil skal jeg vende tilbage til om lidt. Lad os først kaste et blik på handlingen og mine kvababbelser ved teksten.

Paperback, Granada Books 1981. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Bogen foregår i det fiktive Holland County, et sted på den nordamerikanske østkyst. Nærmere bestemt udspiller historien sig i den lille soveby Broadmoor, hvor kunstnersjæle og erhvervsfolk på retræte søger til i stort tal for at nyde den landlige idyl. Her i den lille by modtager børnebogsforfatteren Nicole en dag en afhugget barnefinger(!) med posten. En ubehagelig lille overraskelse, der bliver startskuddet på mange mystiske hændelser.

Politiet bliver naturligvis involveret i sagen, men det viser sig ganske hurtigt, at der ikke savnes børn i byen. Der kan heller ikke findes spor, der peger på et egentligt  motiv for handlingen. Hændelsen med fingeren får lov at stå hen og glemmes næsten, da byen hurtigt vender sig mod andre sære begivenheder.

Selvom det egentlig er sent efterår, er temperaturen nemlig forbløffende høj, samtidig med at det mærkværdigvis er mere eller mindre konsekvent overskyet. Solen brænder altså uden at blive set. Mærkeligt, men ikke nok med det. Slanger, herreløse hunde og insekter begynder at sværme omkring i byen. Naturen opfører sig underligt, og det gør indtryk på indbyggerne.

Paperback, Granada Books 1981

Paperback, Granada Books 1981

Der går imidlertid kun et uge eller to, så hjemsøger gruen Nicoles hjem igen. Denne gang sender man hende nemlig den barnehånd, hvorfra den manglende finger fra første brev tydeligvis stammer. Da det sker, begynder tingene for alvor at gå skævt i byen. Gennem et bredt udvalg af Broadmoors mange skæve personligheder kommer vi tættere og tættere på den dystre, sataniske hjemsøgelse, der hærger samfundet. Noget ondt har slået sig ned i Broadmoor, og det påvirke tydeligvis alle forskelligt.

Det er imidlertid først da en række borgere går sammen og holder en spiritistisk seance, at vi begynder at komme tættere på en opklaring. Hvem, der står bag de sataniske påvirkninger, afsløres dog først sent i bogen. Wells kommer med mange røgslør, bl.a. ved at lade os læse med i den sataniske bagmands dagbog, men hvem mon han eller hun er? Og hvorfor?

Paperback, Dell Books 1980. Bogens 1. udg.

Paperback, Dell Books 1980. Bogens 1. udg.

Flere af byens indbyggere er sikre på, at det er det store hippiekollektiv uden for byen, der står bag. Hippierne, der er anført af den Charles Manson-lignende Freddie, står for skud, og naturligvis bliver stemningen mellem de to samfund mere og mere anspændt.

Mens der ulmer en krig mellem borgere og hippier, udspiller der sig små dramaer i hjemmene. Byens præst kæmper for sin tro, den lille pige Leslies usynlige ven begynder at forlange modbydelige ting af hende og flere ser ubehagelige syner. Uhyggen stiger langsomt… sådan da.

LIFE, 19. december 1969

LIFE, 19. december 1969

Effigies har på overfladen mange kvaliteter, der burde sikre en solid læseoplevelse. Helt så let er det bare ikke, fordi bogen ganske vist er den fyldt med tidstypisk okkult lirumlarum: ouija-bræter, satanisk snak og sære syn, men Wells tager sig god tid om fortællingen. Han har skruet historien sammen som klassisk whodunnit. Det vil sige, at bogen langt hen ad vejen handler om at afsløre, hvem der er satanisten, der står bag ubehagelighederne. Alle har motiver, og alle er mulige gerningsmænd. Det kunne der sådan set være kommet noget fint ud af, hvis ikke Wells havde været så karrig med sine faktiske gys.

Der sker i virkeligheden ganske lidt i Effigies. Det skal man så holde sammen med et meget omfattende, ikke synderligt veldefineret persongalleri, der ikke formår at føje ret meget til dramaet. De fleste karakterer i bogen er dybt ligegyldige personer. Wells må løbende præcisere, hvem de enkelte karakterer er for at fastholde deres rolle i fortællingen, hvilket ikke just hjælper på indlevelsen.

Paperback, Dell Books 1980. Et anmeldereksemplar

Paperback, Dell Books 1980. Et anmeldereksemplar

Men trods en tekst, der konsekvent er på nippet til at drukne stemningen i ligegyldighed, formår William Wells at levere glimt af ganske effektive skrækscener. Han smører tykt på i sine beskrivelser og rammer jævnligt plet. Han beskriver måneoplyste landskaber med tudende hunde, stinkende sumphuller og ensomme landeveje. Alt sammen ganske, ganske veludført og dragende.

Et af bogens mere kuriøse elementer er det sært forsinkede tema omkring hippierne, der er modelleret helt og aldeles over Mansons ”familie”. Wells’ beskrivelser af flipperne og deres udskejelser er vilde og saftige. Han giver den hele armen, når deres stofindtag og seksuelle eskapader beskrives. Hippietøsen Dimples drømmer om en femkant, og den får hun naturligvis for fuld udblæsning. Og vi som læsere får hele herligheden indgående beskrevet.

National Examiner, 2. februar 1970

National Examiner, 2. februar 1970

Det er sjovt, at Manson/satan-temaet stadig er et aktuelt emne i 1980. Effigies kunne snildt være skrevet fem-ti år tidligere, men så havde den måske ikke haft den samme overskruede, nærmest hysteriske skildring af hippiernes perversiteter.

Lummer eller ej, må man imidlertid sige, at Effigies har mere seriøse kvaliteter, under de overfladiske morsomheder. Bogen skylder Blattys The Exorcist (1971) en hel del. Effigies tager nemlig besættelsestemaet op igen, men gør det på en anden måde. Hos William Wells stilles det spørgsmål nemlig, hvordan mennesket ville se ud, hvis det var skabt i djævlens billede?

Med benene fast forankret i klassisk konservativ katolsk teologi, som også Blattys roman er det, danner spørgsmålet klangbund for handlingen i Effigies. Dermed får man også bogens titel forklaret, der i begyndelsen kan virke en anelse obskur. Sammenhængen bliver dog først alt for sent indlysende, fordi Wells ikke gør brug af det før til sidst. Det er en skam, fordi det er i de sidste kapitler, at han får løftet sin roman op til noget stærkt og tankevækkende. Det er her, at Wells viser, at der er en mening med hans historie og et budskab. Et eksistentialistisk budskab, der ikke ligefrem hører til de muntre.

Desværre kommer kvaliteterne først til overfladen for sent. Romanen er ganske enkelt dårligt disponeret og kluntet udført. Ikke desto mindre har den gods, som Blatty-fans vil være interesseret i. At man ved samme lejlighed kan glædes over en god dosis sleaze, er ikke et minus her på bloggen. Effigies blev en mindre bestseller, men ikke overraskende er den sidenhen gået i glemmebogen. Det er ærgerligt, for jeg synes, at det fortsat kan være værd at læse Williams Wells livtag med djævlen.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Et barn er født i… Dunwich

Lad engelske Electric Wizards musikalske fortolkning af Lovecrafts The Dunwich Horror (1929) være soundtracket til denne sidste fredag før jul. En sang fra det mesterlige album Witchcult Today (2007).

Skriv en kommentar

Filed under Video

Gene Szafran: Hashtågede 70’ere og SF-kvinder

Paperback, Pyramid Books 1972

Paperback, Pyramid Books 1972

I vintertiden kan det være rart at sende tankerne mod varmere himmelstrøg. Det skal vi også her, hvor jeg gerne vil vise et par forsider af Gene Szafran (11. april 1941 – 8. januar 2011).

Paperback, Signet 1976

Paperback, Signet 1976

Szafran illustrerede primært forsider til science fiction-bøger for en række amerikanske forlag. Hans storhedstid ligger i perioden mellem 1970 og ’80, hvor Szafran malede og tegnede et utal af billeder. Hans stil er særegen, og jeg må indrømme, at han aldrig bliver en af mine helt store favoritter. Ikke desto mindre har Szafrans udtryk en ulmende sanselighed, fyldt med en hashtung 70’er-stemning, som er ganske betagende.

Paperback, Signet 1975

Paperback, Signet 1975

Hans forsider og SF-forståelse er så periodetypisk, som den kan blive. Der er ikke mange rumskibe, robotter og andet stereotypt SF-udstyr i hans billeder. I stedet er det kosmiske motiver og de allestedsnærværende (nøgne) kvinder, der optager ham.

Paperback, Signet 1974

Paperback, Signet 1974

Den fabulerende leg med indre og ydre universer er både typisk for tiden og hans stil. Præcis dette er jeg rigtig glad for, og noget, som jeg så langt foretrækker frem for mere traditionelle science fiction-billeder. Samtidig er det interessant at se, hvordan Szafrans Klimt-lignende kvinder er tegnet/malet med en sensuel uskyldighed, der grænser til det sødladne. Han balancerer på kanten til det patetiske med sine billeder, men undgår at falde i ved at give især kvindernes ansigter et mørkt, erotisk strejf, der taler om drifter, saft og kraft.

Paperback, Signet 1971

Paperback, Signet 1971

Gene Szafran var vel først og fremmest kunstner og sekundært forsideillustrator. Han arbejdede i mange medier: maleri, fotografi og skulptur. Ser man hans selvstændige værker, er der ikke den store forskel til illustrationerne. Man kan ikke skelne det ene fra det andet. På den led kan man sige, at Szafran, præcis som Ian Miller, har udnyttet bøgerne som lærreder til kunst uden at lade sig påvirke synderligt af bøgernes faktiske indhold. Nogen vil sikkert se det som et problem.

Paperback, Signet 1971

Paperback, Signet 1971

Når noget er så charmerende som Szafrans billeder, er jeg imidlertid ganske ligeglad og glædes bare over udtrykket. Mand hvor er SF-forsider blevet kedelige sidenhen!

Hvad siger du?

Paperback, Signet 1971

Paperback, Signet 1971

Paperback, Signet 1970

Paperback, Signet 1970

Paperback, Popular Library 1976

Paperback, Popular Library 1976

Paperback, Pocket Books 1980

Paperback, Pocket Books 1980

Paperback, Pocket Books 1971

Paperback, Pocket Books 1971

Paperback, Lancer Books 1970

Paperback, Lancer Books 1970

Paperback, G. P. Putnams Sons 1971

Paperback, G. P. Putnam’s Sons 1971

Paperback, Bantam Books 1977

Paperback, Bantam Books 1977

Paperback, Bantam Books 1976

Paperback, Bantam Books 1976

Paperback, Bantam Books 1976

Paperback, Bantam Books 1976 

Paperback, Bantam Books 1973

Paperback, Bantam Books 1973

Paperback, Bantam Books 1972

Paperback, Bantam Books 1972

Paperback, Bantam Books 1972

Paperback, Bantam Books 1972

Paperback, Bantam Books 1971

Paperback, Bantam Books 1971

Paperback, Bantam Books 1971

Paperback, Bantam Books 1971

Paperback, Ballantine Books 1973

Paperback, Ballantine Books 1973

Paperback, Ballantine Books 1972

Paperback, Ballantine Books 1972

Paperback, Ballantine Books 1972

Paperback, Ballantine Books 1972

Paperback, Ballantine Books 1972

Paperback, Ballantine Books 1972

Paperback, Ballantine Books 1971

Paperback, Ballantine Books 1971

Paperback, Ballantine Books 1971

Paperback, Ballantine Books 1971

Paperback, Avon Books 1975

Paperback, Avon Books 1975

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Stephen King, Nightmares & Dreamscapes (1993): Fortællinger fra sludrechatollets gemmer

Hardcover, Viking Press 1993. Forsiden er malet af Rob Wood

Hardcover, Viking Press 1993. Forsiden er malet af Rob Wood

Det er ikke let med Stephen King. Han er blandt de største og uden tvivl en af det bedst sælgende navn, som horrorgenren har fostret. Hans navn er så nært knyttet til gyserlitteraturen, at de fleste sikkert uden videre kan nævne mange af hans titler. En imponerende bedrift, der skyldes Kings enorme produktivitet og fabelagtige sans for letflydende sprog.

Da han begyndte at udkomme i 70’erne, var King en vred ung mand fyldt med vilde idéer, aggressive plots og chokerende konfrontationer. Han hev gyset ud fra de hengemte borge og forlorne victorianske miljøer for at dem i hjertet af dagens Amerika.

Hardcover, Viking Press 1993. Bagsiden med portræt af Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Hardcover, Viking Press 1993. Bagsiden med portræt af Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Med kærlighed til horrorgenren og et stort behov for at omsætte især de gamle pulpforfatteres tekster til en moderne kontekst gik den unge King i gang med at omtolke klassiske gysertemaer. Han gennemspillede gamle idéer med en friskhed, ofte fra forvrængede, selvbiografiske perspektiver, der gjorde de første romaner til uomtvistelige genremilepæle. De tidlige bøger kom til at inspirere en hel generation af forfattere, og for pokker hvor er de første King-romaner gode. Men sådan skulle det ikke blive ved.

Jeg har et andet sted på bloggen skrevet, at jeg egentlig regner Pet Sematary (1983) som den sidste gode Stephen King-roman. Det synspunkt kan sikkert få de fleste King-fans op fra stolen. Den lidt hårde dom skyldes først og fremmest, at jeg mener, King både kunstnerisk og kreativt brænder ud. Hans tekster efter Pet Semetary ændrer ganske enkelt karakter og bliver i stigende grad mere snakkende og parafraserende.

Paperback, Signet Books 1993

Paperback, Signet Books 1993

King har altid skrevet snakkende. Næsten alle hans tekster er skrevet i det letflydende sprog, der nærmest får hans bøger til at fremstå som mundtlige fortællinger. De har samtalens lethed, og King har tydeligvis nemt ved formen. Alt for let, kan man sige.

Hans bøger vokser sig mastodontiske, uden det betyder, at han føjer nyt til stilen eller handlingen. Han fylder bare på og skaber på den konto eksempelvis et afsindigt værker som It (1986), der måske nok kan være underholdende læsning, men som kreativt fremstår som udblødte lægeroman.

For mig er Stephen King et prima eksempel på forfatteren, der brænder ud. En forfatter, der kreativt stivner i sin form og bliver ved med at udgive variationer over det samme. Og folk køber det jo, så hvorfor ændre noget? Godt spørgsmål og det er jo næppe Kings problem, så længe der er læsere, som holder ved.

Hardcover, Hodder & Stoughton 1993

Hardcover, Hodder & Stoughton 1993

Jeg er generelt ret glad for Kings første to novellesamlinger The Nightshift (1978) og Skeleton Crew (1985). Det var opsamlinger, der genudgav Kings tidlige kortfiktion. Nightmares & Dreamscapes er den tredje novelleopsamling. Den samler op på de sidste 70’er-historier og indeholder ellers et udvalg af noveller fra 80’erne samt noveller fra først i 90’erne.

Med Nightmares & Dreamscapes får man dermed et blik ud over hele Kings forfatterkarriere. Et udblik der vel bedst kan beskrives som et kreativt sammenbrud for åbne døre. Som der stilles færre krav til King fra forlagene, vokser hans noveller og teksterne bliver mere og mere orienterede om trivialiteter. Gyset glider roligt i baggrunden til fordel for en sarkastisk, vittige plots, og sproget bliver stadigt mere tandløst.

Paperback, Signet Books 1994

Paperback, Signet Books 1994

En tidlig novelle som ”Suffer the Little Children” fra 1972 er skarpt fortalt, har kant og berører et ubehageligt emne. En lærer forestiller sig, at børn i hendes klasse er monstre og begynder derfor at slå dem ihjel. Men er det mon bare lærerinden, der er skør? Klassisk gys, skrevet som kun King kunne gøre det.

Og det samme kan man sige om den hårdkogte krimifortælling ”The Fifth Quarter” (1972), skrevet af Kings alter ego Richard Bachman.

Paperback, San Val 1994

Paperback, San Val 1994

Alene de to historier er nok til at vise, hvor god King var. For desværre varede det ikke ved. Som King skriver sig vej gennem 80’erne, og undervejs bliver et gladere menneske, der hviler i sig selv, mister hans historier momentum. Prikken over i’et er de uendeligt lange, kedsommelige fortællinger fra slut-80’erne, der slentrer afsted over 40 sider uden at nærme sig nogen form for intensitet eller konfrontation.

Det vigtigste for King synes nærmest at være, at han får lejlighed til at levere sine ofte latrinært-humoristiske scener og komme med en punchline eller to. Se eksempelvis min tidligere omtale af novellen ”The Night Flier” (1988).

Paperback, New English Library 1994

Paperback, New English Library 1994

Mens jeg læste mig gennem Nightmares, gik det op for mig, hvor meget King minder om den senere Robert Bloch. De har samme fine greb om sproget og evnen til at fortælle historier, så de flyder uproblematisk og let. Men de har også lige lidt på hjertet og pakker ligegyldigheden ind i samme galgenhumoristiske greb. Alt ubehageligt eller konfronterende bliver serveret i en sovs af sarkastisk munterhed.

En King-fortælling som ”Popsy” (1988) om vampyrens barnebarn, der reddes af bedstefar i sidste øjeblik, spoleres af det det næsten evindelige comic relief. Men alene det lille handlingsreferat viser tydeligt, hvad det er for et stiliseret tekstunivers, han opererer med.

Paperback, Hodder & Stoughton 2008

Paperback, Hodder & Stoughton 2008

Og en novelle som ”Chattery Teeth” (1992), der kunne være blevet et grotesk mesterværk, bliver en underlig ligegyldig grød, hvor King taber sit egent obskure billede på gulvet og glemmer, hvad fortællingen om det lille plastiskgebis på fødder egentlig handler om.

Jeg synes på mange måder, at Nightmares er en samling ulideligt kedsommelige fortællinger. Det mest frustrerende ved novellesamlingen er imidlertid den erkendelse, at King kunne skrive noget andet og bedre, hvis han ville. Prøv at læse det første afsnit i ”It Grows on You” (1973). Passagen handler om efterårets komme i Maine.

Paperback, Pocket Books 2009

Paperback, Pocket Books 2009

Det er den bedste bid tekst i hele bogen og måske noget af det smukkeste King har skrevet. Det viser en forfatterstemme, der sætter sig ud over rollen som venlig historiefortæller. Her skriver King med en sjælden indlevelse og virkning, blottet for alle de sædvanlige, letbenede fjollerier. Havde han bare haft lysten eller modet til at forlade sine læsere og afsøge vanskeligere græsgange, kunne der komme noget stort og væsentligt ud af det.

Men det gjorde King ikke, og han kommer næppe nogensinde til at gøre det. Man behøver bare læse introduktionen til Nightmares for at konstatere, hvor selvsikker King er blevet i ’93. Det er en erfaren herre, der her skriver. Han ved, at han har millioner af fans, og det giver ham skyts til at feje enhver kritik af bordet.

Paperback, Hodder & Stoughton 2012

Paperback, Hodder & Stoughton 2012

Måden, han bagatellisere sine litterære kritikere og allierer sig med sine læsere, er nærmest usmagelig. Faktisk ender introduktionen som et langt, grimt selvforsvar for den laveste fællesnævner i litteraturen. Men først og fremmest giver King klart til kende, at han ikke har til sinde at ændre noget som helst. Hans historier er, som de er, og han skriver dem, fordi folk elsker dem. Nuvel, det gør jeg ikke.

Nightmares er en trist gravsten over en stor forfatterkarriere og et alvorligt memento til alle håbefulde forfattere, der spytter den ene novelle ud efter den anden. Alle brænder ud, så pas på, det ikke sker for hurtigt.

Novellerne:

“Dolan’s Cadillac” (1985)

“The End of the Whole Mess” (1986)

“Suffer the Little Children” (1972)

“The Night Flier” (1988)

“Popsy” (1987)

“It Grows on You” (1973)

“Chattery Teeth” (1992)

“Dedication” (1988)

“The Moving Finger” (1990)

“Sneakers” (1988)

“You Know They Got a Hell of a Band” (1992)

“Home Delivery” (1989)

“Rainy Season” (1989)

“My Pretty Pony” (1989)

“Sorry, Right Number” (ikke udgivet før)

“The Ten O’Clock People” (ikke udgivet før)

”Crouch End” (1980)

“The House on Maple Street” (ikke udgivet før)

“The Fifth Quarter” (1972)

“The Doctor’s Case” (1987)

“Umney’s Last Case” (ikke udgivet før)

“Head Down” (1990)

“Brooklyn August” (1971)

“The Beggar and the Diamond” (ikke udgivet før)

2 kommentarer

Filed under Novellesamling

You’re a Mean One Mr.Grinch

Her nær udgangen af det herrens år 2013 hilser Misfits os med en lille, fjollet julesang. Jeg advarer på forhånd – sangen er sært vanedannende… også Jerry Onlys lidt anstrengte croon taget i betragtning.

God julefroskost.

Skriv en kommentar

Filed under Video

Når du strammer garnet… Børn og Horror

Paperback, Zebra Books 1985

Paperback, Zebra Books 1985

Man siger, at julen er børnenes fest. Det markerer jeg her på Fra sortsand med et lille kik på børn og horrorforsiderne fra især 80’erne og de tidlige 90’ere.

De kære små fylder ganske meget i gyserlitteraturen, men præcis som når vi taler film, tror jeg, de fleste hurtigt vil blive enige med mig om, at de ikke nødvendigvis er en lykkelig kombination.

E-Bog, PROTECT 2012

E-Bog, PROTECT 2012

Som et billede på uskyldig renhed er barnet det perfekte motiv. Den uendelige smerte, vrede, sorg og gru der opstår, når vi frygter, at noget vil tilstøde børnene, kan være voldsomt effektivt. Omvendt kan barnet som skurk, netop på grund af førnævnte idealiserede renhed, være særdeles virkningsfuldt.

Paperback, Zebra Books 1993

Paperback, Zebra Books 1993

Det diabolske forstærkes på grund af den implicitte tilskrivning af uskyldighed. Man kan sige, at barnet måske er det bedste eksempel på den fortætning af vores reaktioner, der sker, når velkendte symboler eller karakterer inverteres. Vi elsker, når tingene vendes på hovedet, og det gode bliver ondt og vice versa.

Paperback, Zebra Books 1992

Paperback, Zebra Books 1992

Men… desværre lægger barnet nogle bånd på fortællingen. Børn er måske et af de mest tabubelagte områder i horrorlitteraturen. Voksne individer kan man næsten udsætte for hvad som helst, men rører man børnene, falder der brænde ned. Og i de tilfælde, hvor det rent faktisk sker, at nogen eksempelvis dræber et barn eller forgriber sig seksuelt på det, bliver det til hurtigt ekstremt vanskelige tekster. Tekster der til tider kan være fremragende horror, men som også kan ende i platte provokationer.

Paperback, Zebra Books 1990

Paperback, Zebra Books 1990

Desværre er resultatet, at børn ofte ender som ligegyldige figurer i historierne. Eller endnu værre, at de bliver sukkersøde, kække små engle, der måske nok havner i fare, men som aldrig støder noget til. Derved kommer til at virke modsat det tiltænkte og undergraver enhver følelse af gru i stedet for at fremme dem.

Paperback, Zebra Books 1988

Paperback, Zebra Books 1988

Her er de så, de kære sataniske små. Hold godt øje med dem… ikke alle er så uskyldige som de ser ud.

Paperback, Zebra Books 1987

Paperback, Zebra Books 1987

Paperback, St. Martins Mass Market Paper 1988

Paperback, St. Martins Mass Market Paper 1988

Paperback, Signet Books 1981

Paperback, Signet Books 1981

Paperback, Random House Books 1965

Paperback, Random House Books 1965

Paperback, Pocket Books 1980

Paperback, Pocket Books 1980

Paperback, Pocket Books 1979

Paperback, Pocket Books 1979

Paperback, Pinnacle Books 1979

Paperback, Pinnacle Books 1979

Paperback, Pan Books 1966

Paperback, Pan Books 1966

Paperback, New English Library 1983

Paperback, New English Library 1983

Paperback, Magnet Books 1984

Paperback, Magnet Books 1984

Paperback, Lancer Books 1970

Paperback, Lancer Books 1970

Paperback, Kensington Publications 1992

Paperback, Kensington Publications 1992

Paperback, Kensington Publications 1987

Paperback, Kensington Publications 1987

Paperback, Hamlyn Books 1980

Paperback, Hamlyn Books 1980

Paperback, Hamlyn Books  1984

Paperback, Hamlyn Books 1984

Paperback, Dell Books 1987

Paperback, Dell Books 1987

Paperback, Dell Books 1980

Paperback, Dell Books 1980

Paperback, Dell Books 1980

Paperback, Dell Books 1980

Paperback, Dell Books 1975

Paperback, Dell Books 1975

Paperback, Bibliothèque Marabout 1974

Paperback, Bibliothèque Marabout 1974

Paperback, Beaver Books 1977

Paperback, Beaver Books 1977

Paperback, Bantam Books 1983

Paperback, Bantam Books 1983

Paperback, Avon 1986

Paperback, Avon 1986

Paperback, Armada Books 1984

Paperback, Armada Books 1984

 

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret