Stephen King, Nightmares & Dreamscapes (1993): Fortællinger fra sludrechatollets gemmer

Hardcover, Viking Press 1993. Forsiden er malet af Rob Wood

Hardcover, Viking Press 1993. Forsiden er malet af Rob Wood

Det er ikke let med Stephen King. Han er blandt de største og uden tvivl en af det bedst sælgende navn, som horrorgenren har fostret. Hans navn er så nært knyttet til gyserlitteraturen, at de fleste sikkert uden videre kan nævne mange af hans titler. En imponerende bedrift, der skyldes Kings enorme produktivitet og fabelagtige sans for letflydende sprog.

Da han begyndte at udkomme i 70’erne, var King en vred ung mand fyldt med vilde idéer, aggressive plots og chokerende konfrontationer. Han hev gyset ud fra de hengemte borge og forlorne victorianske miljøer for at dem i hjertet af dagens Amerika.

Hardcover, Viking Press 1993. Bagsiden med portræt af Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Hardcover, Viking Press 1993. Bagsiden med portræt af Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Med kærlighed til horrorgenren og et stort behov for at omsætte især de gamle pulpforfatteres tekster til en moderne kontekst gik den unge King i gang med at omtolke klassiske gysertemaer. Han gennemspillede gamle idéer med en friskhed, ofte fra forvrængede, selvbiografiske perspektiver, der gjorde de første romaner til uomtvistelige genremilepæle. De tidlige bøger kom til at inspirere en hel generation af forfattere, og for pokker hvor er de første King-romaner gode. Men sådan skulle det ikke blive ved.

Jeg har et andet sted på bloggen skrevet, at jeg egentlig regner Pet Sematary (1983) som den sidste gode Stephen King-roman. Det synspunkt kan sikkert få de fleste King-fans op fra stolen. Den lidt hårde dom skyldes først og fremmest, at jeg mener, King både kunstnerisk og kreativt brænder ud. Hans tekster efter Pet Semetary ændrer ganske enkelt karakter og bliver i stigende grad mere snakkende og parafraserende.

Paperback, Signet Books 1993

Paperback, Signet Books 1993

King har altid skrevet snakkende. Næsten alle hans tekster er skrevet i det letflydende sprog, der nærmest får hans bøger til at fremstå som mundtlige fortællinger. De har samtalens lethed, og King har tydeligvis nemt ved formen. Alt for let, kan man sige.

Hans bøger vokser sig mastodontiske, uden det betyder, at han føjer nyt til stilen eller handlingen. Han fylder bare på og skaber på den konto eksempelvis et afsindigt værker som It (1986), der måske nok kan være underholdende læsning, men som kreativt fremstår som udblødte lægeroman.

For mig er Stephen King et prima eksempel på forfatteren, der brænder ud. En forfatter, der kreativt stivner i sin form og bliver ved med at udgive variationer over det samme. Og folk køber det jo, så hvorfor ændre noget? Godt spørgsmål og det er jo næppe Kings problem, så længe der er læsere, som holder ved.

Hardcover, Hodder & Stoughton 1993

Hardcover, Hodder & Stoughton 1993

Jeg er generelt ret glad for Kings første to novellesamlinger The Nightshift (1978) og Skeleton Crew (1985). Det var opsamlinger, der genudgav Kings tidlige kortfiktion. Nightmares & Dreamscapes er den tredje novelleopsamling. Den samler op på de sidste 70’er-historier og indeholder ellers et udvalg af noveller fra 80’erne samt noveller fra først i 90’erne.

Med Nightmares & Dreamscapes får man dermed et blik ud over hele Kings forfatterkarriere. Et udblik der vel bedst kan beskrives som et kreativt sammenbrud for åbne døre. Som der stilles færre krav til King fra forlagene, vokser hans noveller og teksterne bliver mere og mere orienterede om trivialiteter. Gyset glider roligt i baggrunden til fordel for en sarkastisk, vittige plots, og sproget bliver stadigt mere tandløst.

Paperback, Signet Books 1994

Paperback, Signet Books 1994

En tidlig novelle som ”Suffer the Little Children” fra 1972 er skarpt fortalt, har kant og berører et ubehageligt emne. En lærer forestiller sig, at børn i hendes klasse er monstre og begynder derfor at slå dem ihjel. Men er det mon bare lærerinden, der er skør? Klassisk gys, skrevet som kun King kunne gøre det.

Og det samme kan man sige om den hårdkogte krimifortælling ”The Fifth Quarter” (1972), skrevet af Kings alter ego Richard Bachman.

Paperback, San Val 1994

Paperback, San Val 1994

Alene de to historier er nok til at vise, hvor god King var. For desværre varede det ikke ved. Som King skriver sig vej gennem 80’erne, og undervejs bliver et gladere menneske, der hviler i sig selv, mister hans historier momentum. Prikken over i’et er de uendeligt lange, kedsommelige fortællinger fra slut-80’erne, der slentrer afsted over 40 sider uden at nærme sig nogen form for intensitet eller konfrontation.

Det vigtigste for King synes nærmest at være, at han får lejlighed til at levere sine ofte latrinært-humoristiske scener og komme med en punchline eller to. Se eksempelvis min tidligere omtale af novellen ”The Night Flier” (1988).

Paperback, New English Library 1994

Paperback, New English Library 1994

Mens jeg læste mig gennem Nightmares, gik det op for mig, hvor meget King minder om den senere Robert Bloch. De har samme fine greb om sproget og evnen til at fortælle historier, så de flyder uproblematisk og let. Men de har også lige lidt på hjertet og pakker ligegyldigheden ind i samme galgenhumoristiske greb. Alt ubehageligt eller konfronterende bliver serveret i en sovs af sarkastisk munterhed.

En King-fortælling som ”Popsy” (1988) om vampyrens barnebarn, der reddes af bedstefar i sidste øjeblik, spoleres af det det næsten evindelige comic relief. Men alene det lille handlingsreferat viser tydeligt, hvad det er for et stiliseret tekstunivers, han opererer med.

Paperback, Hodder & Stoughton 2008

Paperback, Hodder & Stoughton 2008

Og en novelle som ”Chattery Teeth” (1992), der kunne være blevet et grotesk mesterværk, bliver en underlig ligegyldig grød, hvor King taber sit egent obskure billede på gulvet og glemmer, hvad fortællingen om det lille plastiskgebis på fødder egentlig handler om.

Jeg synes på mange måder, at Nightmares er en samling ulideligt kedsommelige fortællinger. Det mest frustrerende ved novellesamlingen er imidlertid den erkendelse, at King kunne skrive noget andet og bedre, hvis han ville. Prøv at læse det første afsnit i ”It Grows on You” (1973). Passagen handler om efterårets komme i Maine.

Paperback, Pocket Books 2009

Paperback, Pocket Books 2009

Det er den bedste bid tekst i hele bogen og måske noget af det smukkeste King har skrevet. Det viser en forfatterstemme, der sætter sig ud over rollen som venlig historiefortæller. Her skriver King med en sjælden indlevelse og virkning, blottet for alle de sædvanlige, letbenede fjollerier. Havde han bare haft lysten eller modet til at forlade sine læsere og afsøge vanskeligere græsgange, kunne der komme noget stort og væsentligt ud af det.

Men det gjorde King ikke, og han kommer næppe nogensinde til at gøre det. Man behøver bare læse introduktionen til Nightmares for at konstatere, hvor selvsikker King er blevet i ’93. Det er en erfaren herre, der her skriver. Han ved, at han har millioner af fans, og det giver ham skyts til at feje enhver kritik af bordet.

Paperback, Hodder & Stoughton 2012

Paperback, Hodder & Stoughton 2012

Måden, han bagatellisere sine litterære kritikere og allierer sig med sine læsere, er nærmest usmagelig. Faktisk ender introduktionen som et langt, grimt selvforsvar for den laveste fællesnævner i litteraturen. Men først og fremmest giver King klart til kende, at han ikke har til sinde at ændre noget som helst. Hans historier er, som de er, og han skriver dem, fordi folk elsker dem. Nuvel, det gør jeg ikke.

Nightmares er en trist gravsten over en stor forfatterkarriere og et alvorligt memento til alle håbefulde forfattere, der spytter den ene novelle ud efter den anden. Alle brænder ud, så pas på, det ikke sker for hurtigt.

Novellerne:

“Dolan’s Cadillac” (1985)

“The End of the Whole Mess” (1986)

“Suffer the Little Children” (1972)

“The Night Flier” (1988)

“Popsy” (1987)

“It Grows on You” (1973)

“Chattery Teeth” (1992)

“Dedication” (1988)

“The Moving Finger” (1990)

“Sneakers” (1988)

“You Know They Got a Hell of a Band” (1992)

“Home Delivery” (1989)

“Rainy Season” (1989)

“My Pretty Pony” (1989)

“Sorry, Right Number” (ikke udgivet før)

“The Ten O’Clock People” (ikke udgivet før)

”Crouch End” (1980)

“The House on Maple Street” (ikke udgivet før)

“The Fifth Quarter” (1972)

“The Doctor’s Case” (1987)

“Umney’s Last Case” (ikke udgivet før)

“Head Down” (1990)

“Brooklyn August” (1971)

“The Beggar and the Diamond” (ikke udgivet før)

Reklamer

2 kommentarer

Filed under Novellesamling

2 responses to “Stephen King, Nightmares & Dreamscapes (1993): Fortællinger fra sludrechatollets gemmer

  1. Det er mange år siden, jeg holdt op med at læse King. Synes at MISERY og THE DARK HALF er noget af de sidste, jeg kunne lide. Fra NEEDFUL THINGS og frem går der virkelig svulme-syge i bøgerne, hvilket dræner hans historier for energi (har to gange forsøgt at læse den lange udgave af THE STAND, men er aldrig kommet igennem den). Den nyeste bog, jeg har læst, må være THE GIRL WHO LOVED TOM GORDON – den nyeste, jeg har opgivet at læse færdig, er DREAMCATCHER.

  2. Martin

    Jeg er meget enig med dig. Jeg tror faktisk, at vi er mange, der har kæmpet med Kings forfatterskab og hængt på – også lidt længere end hvad godt er. Det er på mange måder trist, fordi King har haft så stor betydning for den nyere horrorlitteraturen og mainstream horror helt generelt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s