William K. Wells, Effigies (1980): Lummer gru og satanisme

“Oh, there was a penis, all right,” Blauvelt said. He sat with his hands folded across his bilge. “But small, rudimentary, almost nonexistent. I’d say in erection it would measure less than an inch. The scrotum a tiny knot. The testicles the size of peas.”

Liscomb grunted and jammed a cigar between his lips. He patted his pockets for matches. “A freak,” he said. (Granada, s. 377)

Jeg kan lige så godt melde rent ud og fortælle, at Effigies er en problematisk bog. Der kan rejses mange indvendinger imod William K. Wells’ slibrige debutroman, men på trods af kritikken er romanen værd at opstøve. Grundene hertil skal jeg vende tilbage til om lidt. Lad os først kaste et blik på handlingen og mine kvababbelser ved teksten.

Paperback, Granada Books 1981. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Bogen foregår i det fiktive Holland County, et sted på den nordamerikanske østkyst. Nærmere bestemt udspiller historien sig i den lille soveby Broadmoor, hvor kunstnersjæle og erhvervsfolk på retræte søger til i stort tal for at nyde den landlige idyl. Her i den lille by modtager børnebogsforfatteren Nicole en dag en afhugget barnefinger(!) med posten. En ubehagelig lille overraskelse, der bliver startskuddet på mange mystiske hændelser.

Politiet bliver naturligvis involveret i sagen, men det viser sig ganske hurtigt, at der ikke savnes børn i byen. Der kan heller ikke findes spor, der peger på et egentligt  motiv for handlingen. Hændelsen med fingeren får lov at stå hen og glemmes næsten, da byen hurtigt vender sig mod andre sære begivenheder.

Selvom det egentlig er sent efterår, er temperaturen nemlig forbløffende høj, samtidig med at det mærkværdigvis er mere eller mindre konsekvent overskyet. Solen brænder altså uden at blive set. Mærkeligt, men ikke nok med det. Slanger, herreløse hunde og insekter begynder at sværme omkring i byen. Naturen opfører sig underligt, og det gør indtryk på indbyggerne.

Paperback, Granada Books 1981

Paperback, Granada Books 1981

Der går imidlertid kun et uge eller to, så hjemsøger gruen Nicoles hjem igen. Denne gang sender man hende nemlig den barnehånd, hvorfra den manglende finger fra første brev tydeligvis stammer. Da det sker, begynder tingene for alvor at gå skævt i byen. Gennem et bredt udvalg af Broadmoors mange skæve personligheder kommer vi tættere og tættere på den dystre, sataniske hjemsøgelse, der hærger samfundet. Noget ondt har slået sig ned i Broadmoor, og det påvirke tydeligvis alle forskelligt.

Det er imidlertid først da en række borgere går sammen og holder en spiritistisk seance, at vi begynder at komme tættere på en opklaring. Hvem, der står bag de sataniske påvirkninger, afsløres dog først sent i bogen. Wells kommer med mange røgslør, bl.a. ved at lade os læse med i den sataniske bagmands dagbog, men hvem mon han eller hun er? Og hvorfor?

Paperback, Dell Books 1980. Bogens 1. udg.

Paperback, Dell Books 1980. Bogens 1. udg.

Flere af byens indbyggere er sikre på, at det er det store hippiekollektiv uden for byen, der står bag. Hippierne, der er anført af den Charles Manson-lignende Freddie, står for skud, og naturligvis bliver stemningen mellem de to samfund mere og mere anspændt.

Mens der ulmer en krig mellem borgere og hippier, udspiller der sig små dramaer i hjemmene. Byens præst kæmper for sin tro, den lille pige Leslies usynlige ven begynder at forlange modbydelige ting af hende og flere ser ubehagelige syner. Uhyggen stiger langsomt… sådan da.

LIFE, 19. december 1969

LIFE, 19. december 1969

Effigies har på overfladen mange kvaliteter, der burde sikre en solid læseoplevelse. Helt så let er det bare ikke, fordi bogen ganske vist er den fyldt med tidstypisk okkult lirumlarum: ouija-bræter, satanisk snak og sære syn, men Wells tager sig god tid om fortællingen. Han har skruet historien sammen som klassisk whodunnit. Det vil sige, at bogen langt hen ad vejen handler om at afsløre, hvem der er satanisten, der står bag ubehagelighederne. Alle har motiver, og alle er mulige gerningsmænd. Det kunne der sådan set være kommet noget fint ud af, hvis ikke Wells havde været så karrig med sine faktiske gys.

Der sker i virkeligheden ganske lidt i Effigies. Det skal man så holde sammen med et meget omfattende, ikke synderligt veldefineret persongalleri, der ikke formår at føje ret meget til dramaet. De fleste karakterer i bogen er dybt ligegyldige personer. Wells må løbende præcisere, hvem de enkelte karakterer er for at fastholde deres rolle i fortællingen, hvilket ikke just hjælper på indlevelsen.

Paperback, Dell Books 1980. Et anmeldereksemplar

Paperback, Dell Books 1980. Et anmeldereksemplar

Men trods en tekst, der konsekvent er på nippet til at drukne stemningen i ligegyldighed, formår William Wells at levere glimt af ganske effektive skrækscener. Han smører tykt på i sine beskrivelser og rammer jævnligt plet. Han beskriver måneoplyste landskaber med tudende hunde, stinkende sumphuller og ensomme landeveje. Alt sammen ganske, ganske veludført og dragende.

Et af bogens mere kuriøse elementer er det sært forsinkede tema omkring hippierne, der er modelleret helt og aldeles over Mansons ”familie”. Wells’ beskrivelser af flipperne og deres udskejelser er vilde og saftige. Han giver den hele armen, når deres stofindtag og seksuelle eskapader beskrives. Hippietøsen Dimples drømmer om en femkant, og den får hun naturligvis for fuld udblæsning. Og vi som læsere får hele herligheden indgående beskrevet.

National Examiner, 2. februar 1970

National Examiner, 2. februar 1970

Det er sjovt, at Manson/satan-temaet stadig er et aktuelt emne i 1980. Effigies kunne snildt være skrevet fem-ti år tidligere, men så havde den måske ikke haft den samme overskruede, nærmest hysteriske skildring af hippiernes perversiteter.

Lummer eller ej, må man imidlertid sige, at Effigies har mere seriøse kvaliteter, under de overfladiske morsomheder. Bogen skylder Blattys The Exorcist (1971) en hel del. Effigies tager nemlig besættelsestemaet op igen, men gør det på en anden måde. Hos William Wells stilles det spørgsmål nemlig, hvordan mennesket ville se ud, hvis det var skabt i djævlens billede?

Med benene fast forankret i klassisk konservativ katolsk teologi, som også Blattys roman er det, danner spørgsmålet klangbund for handlingen i Effigies. Dermed får man også bogens titel forklaret, der i begyndelsen kan virke en anelse obskur. Sammenhængen bliver dog først alt for sent indlysende, fordi Wells ikke gør brug af det før til sidst. Det er en skam, fordi det er i de sidste kapitler, at han får løftet sin roman op til noget stærkt og tankevækkende. Det er her, at Wells viser, at der er en mening med hans historie og et budskab. Et eksistentialistisk budskab, der ikke ligefrem hører til de muntre.

Desværre kommer kvaliteterne først til overfladen for sent. Romanen er ganske enkelt dårligt disponeret og kluntet udført. Ikke desto mindre har den gods, som Blatty-fans vil være interesseret i. At man ved samme lejlighed kan glædes over en god dosis sleaze, er ikke et minus her på bloggen. Effigies blev en mindre bestseller, men ikke overraskende er den sidenhen gået i glemmebogen. Det er ærgerligt, for jeg synes, at det fortsat kan være værd at læse Williams Wells livtag med djævlen.

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s