Monthly Archives: januar 2014

Francis Harold and The Holograms: Et herligt destruktivt lydbekendtskab

Francisharold300

Kender du Holograms? Ikke de arty svenske postpunkere fra Stockholm, men deres fandenivoldske, udsyrede garagerockende navnebrødre i Francis Harold and The Holograms. Et amerikansk band, der debuterede tilbage i 2010 med albummet Who Said These Were Happy Times. En fantastisk plade, der fanger samme farlighed som eksempelvis Dwarves gjorde det for år tilbage. Det er store ord i min bog.

Francis Harold and The Holograms er et rigtig fedt band, der efterhånden har begået en del EP’er og andre små udgivelser. Det er imidlertid ikke for sent endnu. Du kan sagtens nå at hoppe på vognen og være totalt hipster-cool og undergrund. De er ikke specielt kendte… og bliver det næppe nogensinde. Men cool, det er de fandeme!

Her kan du lytte til deres EP The White Bull Weeps From Valhalla fra 2012:

Skriv en kommentar

Filed under Video

Potente franske forsider: Hitchcock Magazine

Hitchcock Magazine, juni 1969

Hitchcock Magazine, juni 1969

Alfred Hitchcocks navn er synonymt med spænding og gys. Det var det i 60’erne og er det vel sagtens endnu. Det, der imidlertid kan overraske, er, i hvor høj grad Hitchcock blev og lod sig blive brugt som brand. Jeg planlægger i et senere indlæg at se nærmere på nogle af de mange bøger, som Hitchcock lagde navn til.

Hitchcock Magazine, juli 1969

Hitchcock Magazine, juli 1969

Dem skal vi ikke se på nu. Her er det i stedet den franske udgave af Hitchcock Magazine, vi skal se på. Et blad der fra 1966 og frem til ’74 bød på en bred vifte af spændingsnoveller, der strakte sig over krimier til klassiske, gotiske gys. Det, du skal lægge mærke til her, er selve iscenesættelsen af bladet. Forsiderne er ganske, ganske fine og sprudler af periodetypisk intensitet. Sex, vold og et drys psykedelika – det hele er der.

Hitchcock Magazine, august 1969

Hitchcock Magazine, august 1969

Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, hvor stor diskrepans der er mellem den type spænding, man normalt identificerer Hitchcock med og så de pulpede billeder, som magasinet bruger. Titel og præsentation hænger slet ikke sammen, og det viser vel et eller andet sted, hvordan Hitchcocks navn kunne løsrives fra manden selv og blive et selvstændigt begreb. En term der klart signalerede til læseren, at der her var tale om spændingslitteratur. Det er i virkeligheden ganske interessant.

Hitchcock Magazine, oktober 1969

Hitchcock Magazine, oktober 1969

Endvidere er det sjovt at se, i hvor høj grad bladet ligner mandepulpblade fra 50’erne og 60’ernes første del. De forsider, vi ser her, stammer alle fra slutningen af 60’erne og 70’erne. Og der kan ikke være nogen tvivl om, at de stilistiske referencer peger bagud. Men samtidig kan man notere sig, at de også har en snert af det samme, som de tidlige Heavy Metal Magazine-forsider fra 70’ernes midte har. Men det er måske heller ikke så mærkeligt, at man i midten af 70’erne kunne begynde at finde ting frem fra 50’erne og 60’erne og genbruge dem.

Uanset hvad er det nogle herlige forsider, der i den grad formår at sælge en hårdkogt stemning af spænding, eventyr og action.

Hitchcock Magazine, januar 1970

Hitchcock Magazine, januar 1970

Hitchcock Magazine, februar 1970

Hitchcock Magazine, februar 1970

Hitchcock Magazine, marts 1970

Hitchcock Magazine, marts 1970

Hitchcock Magazine, juni 1970

Hitchcock Magazine, juni 1970

 

Hitchcock Magazine, december 1970

Hitchcock Magazine, december 1970

Hitchcock Magazine, december 1971

Hitchcock Magazine, december 1971

Hitchcock Magazine, februar 1971

Hitchcock Magazine, februar 1971 

Hitchcock Magazine, maj 1971

Hitchcock Magazine, maj 1971

Hitchcock Magazine, juli 1971

Hitchcock Magazine, juli 1971

Hitchcock Magazine, december 1972

Hitchcock Magazine, december 1972

Hitchcock Magazine, marts 1972

Hitchcock Magazine, marts 1972

Hitchcock Magazine, juni 1972

Hitchcock Magazine, juni 1972

Hitchcock Magazine, august 1972

Hitchcock Magazine, august 1972

Hitchcock Magazine, oktober 1972

Hitchcock Magazine, oktober 1972

Hitchcock Magazine, november 1972

Hitchcock Magazine, november 1972

Hitchcock Magazine, januar 1973

Hitchcock Magazine, januar 1973

Hitchcock Magazine, februar 1973

Hitchcock Magazine, februar 1973

Hitchcock Magazine, juni 1973

Hitchcock Magazine, juni 1973

Hitchcock Magazine, juli 1973

Hitchcock Magazine, juli 1973

Hitchcock Magazine, august 1973

Hitchcock Magazine, august 1973

Hitchcock Magazine, november 1973

Hitchcock Magazine, november 1973

Hitchcock Magazine, december 1973

Hitchcock Magazine, december 1973

Hitchcock Magazine, april 1974

Hitchcock Magazine, april 1974

Hitchcock Magazine, juni 1974

Hitchcock Magazine, juni 1974

Hitchcock Magazine, juli 1974

Hitchcock Magazine, juli 1974

Hitchcock Magazine, august 1974

Hitchcock Magazine, august 1974

Hitchcock Magazine, oktober 1974

Hitchcock Magazine, oktober 1974

Hitchcock Magazine, november 1974

Hitchcock Magazine, november 1974

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Jonas Wilmann, Udkantshistorier (2013): Udkantens forførende dæmoni

Paperback, Forlaget KAOS 2013

Paperback, Forlaget KAOS 2013. Forsidens billede er malet af Slava Gerj

Udkanten eller periferien er et velkendt og gammelt tema. I litteratur og kunst slår grænselandet igennem som en zone, hvor alt kan ske og alt stilles på hovedet. I middelalderens bogmanuskripter befolkes marginen eksempelvis af groteske væsner og sære små optrin, der både kommenterer på tekstens indhold, men så sandelig også indtager et eget liv. I gyserlitteraturen bliver randområderne et grufuldt ødeland, hvor vores normer og regelsæt forkastes og erstattes af alskens diaboli. ”West of Arkham the hills rise wild”, skriver Lovecraft ildevarslende, og Jonas Wilmann siger nu det samme om det berygtede udkantsdanmark.

Jonas Wilmann er et prominent navn blandt vores hjemlige genreforfattere. Hans applauderede Frygt-Filerne (2012) vandt prisen som årets horrorudgivelse og har generelt høstet læsernes ros. Der har derfor uden tvivl været en del opmærksomhed omkring Wilmanns næste udgivelser. Det blev blandt andet Udkantshistorier, der udkom i ’13. En stærk novellesamling eller konceptroman, der ikke mig bekendt ligner noget andet, der er blevet udsendt herhjemme i nyere tid.

Paperback, Forlaget KAOS 2013

Paperback, Forlaget KAOS 2013

Udkantshistorier er bygget op omkring en rammefortælling med flere lag. En navnløs vandringsmand skridter gennem et ødelagt udkantsdanmark i en nær fremtid. Store dele af landet er gået rabundus, og ganske meget jord er blevet opkøbt af udenlandske penge. Turistindustrien lever stadig i bedste velgående, men drømmen om Danmark som stolt landbrugsnation er glemt. I stedet er det, vi kender som ”den rådne banan”, blevet et dystopisk ødeland fyldt med kannibalisme, vold og galskab.

Gennem dette ødeland går den førnævnte vandringsmand. Han iagttager sine omgivelser og mindes alt det, der engang var. Han nedskriver sine oplevelser og samler langsomt indholdet til en bog. Og det er den bog, som vi nu læser. En bog med oplevelser fra et ødelagt Danmark. Oplevelser og indtryk, der opstår i mødet med de sølle eksistenser, der fortsat eksisterer ude på randen og ikke mindst de statsagenter, der patruljerer i disse landområder.

Bogen har ikke nogen hovedfortælling. Den er et anekdotisk tekstunivers, hvor udkantsdanmark – landskabet og dets topografi – er det afgørende omdrejningspunkt. Det tema er skarpt set af Wilmann, der her griber fat i et af de senere års kulturelle og økonomiske smertensbørn. Især når han tager det ildevarslende begreb om udkanten, og fører den sammen med den post-apokalyptiske genres klichéer. Resultatet bliver en festlig, sort samtidssatire. En herligt absurd dommedagsprofeti, der sætter alt på spidsen.

Jonas Wilmann (født 1979)

Jonas Wilmann (født 1979)

Wilmann har da også helt bestemt fundet et charmerende talerør igennem den kulturpessimistiske vandringsmand, der løbende får ordet og taler direkte til læseren. Faktisk kommer han med den ene lange tirade efter den anden om sædernes forfald og tidens dårligdomme. Og her ligger endnu en af de fine ting ved bogen. Wilmann har nemlig fået fat i et af kulturpessimismens væsentligste træk – den uendelige nostalgi, der ligger bag samtidskritikken. Vandringsmanden går med andre ord og længes sentimentalt tilbage mod det der var.

Udkantshistorier er en inspirerende og tankevækkende bog, som jeg faktisk er rigtig glad for. Men det er ikke uden en følelse af ambivalens. Det skyldes ikke så meget de stedvist lidt ujævne fortællinger, som bogen indeholder. Nej, det skyldes Wilmanns sprog. Den topografiske hjemstavns-fascination, som vandringsmanden og Wilmann bekender sig til, har inspireret til en højstemt tone, der måske bunder i Wilmanns fascination af Johannes V. Jensen. Det er svært at afgøre.

Ikke desto mindre er der noget tilegnet over bogens tone, som mister noget troværdighed, fordi Wilmann ikke kan gennemfører stilen helt. Den floromvundne vandringsmand, med alle sine forestillinger om fortidens naturskønhed, forfalder jævnligt til et prosaisk dagligdagssprog fyldt med anglicismer. Det ødelægger sprogets sammenhæng eller kontinuitet og trækker opmærksomheden bort fra ellers fine, fine sætninger, med stille elegance. Som eksempelvis når landets småøer beskrives som ”… de andre små samfund, der prikker de danske farvande” (s. 171).

Paperback, Forlaget KAOS 2012. Jonas Wilmanns roste bog fra 2012

Paperback, Forlaget KAOS 2012. Jonas Wilmanns roste bog fra 2012

Man kunne jo overveje, om den sproglige usikkerhed i virkeligheden er et raffineret træk fra Wilmanns side, der skal vise, at vandringsmanden er præcis lige så inficeret af nutidens dårligdomme som alle andre, men det tror jeg ikke. Læser man eksempelvis lidt i Frygt-Filerne, vil man genfinde det samme sprog. Til det må man så også føje en til tider lidt kaotisk metaforik.

I bogens første kapitel beskrives en klynge plastiksvaner, der melankolsk er drevet sammen omkring en væltet svanefigur ved Hald Søs bred. Figurerne lignes både med en folk rovdyr, der har slået ring om et bytte og en flok liderlige bønder, der spiller kiks (s. 10). Begge billeder er jo ganske klare og potente, men indeholder vidt forskellige dynamikker og signalerer noget ganske forskelligt. Den slags efterlader ordbilledet flimrende og sætter tekstens virkning på prøve.

Ikke desto mindre holder bogen som samlet koncept. Helheden er ganske enkelt stærkere end enkeltdelene. Selvom Wilmanns sprog i Udkantshistorier arbejder imod ham, har det en voldsomhed og anarkistisk fortælleglæde, der er ganske smittende. En skrivefrækhed, hvor det til tider grimme sprog passer perfekt til tekstens grimme indhold. Der kommer med andre ord en form for gusten synergi mellem de haltende ord og tekstens forfaldsskildringer.

I den forstand er bogen et imponerende værk, der ufrivilligt kommer til at styrke sin egen sag. Alt forfalder om ørerne på læseren; end ikke sproget kan stå imod udkantens perverterende kraft, der dag for dag æder sig nærmere landets store byer.

Paperback, Forlaget KAOS 2014. Frygt-Filerne 2, der er sat til at komme 2. februar

Paperback, Forlaget KAOS 2014. Frygt-Filerne 2, der er sat til at komme 2. februar

Æstetisk provokerer Udkantshistorier mig voldsomt, uden jeg vel at mærke kan eller vil afvise bogen som amatørisme. Det er i virkeligheden et hædersmærke, fordi bogen trods dens larmende facon fremstår så skrøbelig. Teksten bliver på den led en forbløffende fin meditation over forfald, både i bogens narrativ og som et metalag, der handler om selve fremstillingsformen.

For mig at se er Udkanthistorier måske en af de mest interessante genreudgivelser, som vi har set herhjemme i den seneste tid. Den er et ubehageligt, famlende pust af forfald, som formår at udfordre sin læser på flere niveauer. Faktisk havde jeg lyst til at læse bogen igen, da jeg var færdig med den, fordi den ligger som en interessant diskussion, der kan være svær at slippe. Meget mere kan man vel ikke ønske sig af en bog, kan man vel?

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling, Roman

Osama bin Laden as the Crucified Christ

Så kom det nye Against Me!-album endelig. Ved første gennemlytning stod det klart, at albummet ikke er den store genfødsel jeg havde drømt om. Efter et par gennemlytninger mere står det dog også klart, at albummet helt sikkert holder. Her får I et af de numre, der for alvor sætter fut i fejemøget. Det hedder intet mindre end ”Osama bin Laden as the Crucified Christ”!

Skriv en kommentar

Filed under Video

Kontor-pulp: Arbejdspladsens pikanterier

Paperback, Midwood Books 1963

Paperback, Midwood Books 1963

I en forretningsverden, der myldrede med lige så mange kvindelige sekretærer, som der var forretningsmænd, er det åbenlyst, at det kunne sætte gang fantasien. Unge sekretærer og gamle forretningsmænd er ganske enkelt et fast tema i den moderne fortælling. Et tema der henter sit brændstof i smudsige rygter, utroskab og skjulte affærer.

Paperback,Universal Publishing 1962

Paperback,Universal Publishing 1962

Emnet har pirret tankerne, både hos den del af pulplæserne, der ikke selv oplevede kontorverdenen indefra, og de mange kontoransatte, der har drømt sig bort til hyrdetimer med frøkenerne i forkontorerne.

Paperback, Avon Books 1952

Paperback, Avon Books 1952

Det, jeg især synes, er bemærkelsesværdigt ved denne pulpniche, er, hvor meget emnet kan varieres. Men trods variationsmulighederne er der tale om tre grundfortællinger. Først og fremmest er der den liderlige chef, der forgriber sig på sekretæren. Dernæst har vi den kyniske sekretær, der forfører sig til magt og indflydelse. Og endelig er der fortællingen om de ansatte, der må skjule deres kærlighed for resten af kontoret og omverdenen.

Paperback, Star Publications 1952

Paperback, Star Publications 1952

Alle tre modeller handler om sex, men fremstillingen er ganske, ganske forskelligartet. Både manden og kvinden kan fremstilles som ofre og den udnyttede part. Det er tankevækkende, og noget vi ellers ikke ser i ret meget andet pulplitteratur.

Paperback, Bantam Books 1958

Paperback, Bantam Books 1958

Kontorpulpens storhedstid er 1950’erne. Her vælter det ud med bøger om erotiske eskapader på arbejdspladsen. Genren levede videre ind i 60’erne, men begyndte at få trange kår – sikkert på grund af et ændret syn på arbejdende kvinder. I 50’erne var det eksempelvis ganske uproblematisk at udstille ambitiøse kvinder som fordækte og magthungrende. Den gik ikke længere i 60’erne, og forlagene måtte derfor finde nye, kulørte temaer at tage op.

Paperback, Star Novels 1957

Paperback, Star Novels 1957

Nuvel, her er de så. En stak forsider af genrens fineste. Som med så mange andre af de erotiske pulpgenrer er det forlag som Midwood og Beacon, der fører an med de lumre titler. Men de mere traditionelle forlag kunne skam også være med. Der var jo penge i skidtet, så hvorfor holde sig tilbage.

Nåh, ikke mere snak. Kom ind på kontoret og se dig lidt omkring… 

Paperback, Beacon Books 1961

Paperback, Beacon Books 1961

Paperback, Signet Books 1956

Paperback, Signet Books 1956

Paperback, Beacon Books 1963

Paperback, Beacon Books 1963

Paperback, Popular Library 1954

Paperback, Popular Library 1954

Paperback, Cameo Books 1953

Paperback, Cameo Books 1953

Paperback, Pocket Books 1952

Paperback, Pocket Books 1952

Paperback, Leisure Books 1965

Paperback, Leisure Books 1965

Paperback, Pillar Books 1964

Paperback, Pillar Books 1964

Paperback, MacFadden Books 1960

Paperback, MacFadden Books 1960

Paperback, Phoenix Press 1936

Paperback, Phoenix Press 1936

Paperback, Merit Book 1963

Paperback, Merit Book 1963

Paperback, Perma Books 1957

Paperback, Perma Books 1957

Paperback, Midwood Books 1958

Paperback, Midwood Books 1958

Paperback, Midwood Books 1968

Paperback, Midwood Books 1968

Paperback, Midwood Books 1960

Paperback, Midwood Books 1960

Paperback, Midwood books 1964

Paperback, Midwood books 1964

Paperback, Midwood Books 1962

Paperback, Midwood Books 1962

Paperback, Midwood Books 1963

Paperback, Midwood Books 1963

Og til sidst et prima eksempel på de små forlags genbrug af forsider. 

Paperback, Venus Books 1953

Paperback, Venus Books 1953

Paperback, Venus Books 1952

Paperback, Venus Books 1952

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

L. Sprague de Camp, Rogue Queen (1951): Kønskamp og Rumromancer

Paperback, Signet Books 1972. Forsidens skaber er desværre ikke krediteret

Paperback, Signet Books 1972. Forsidens skaber er desværre ikke krediteret

En af de måske bedst kendte og mest omdiskuterede bøger fra denne romanrække, der samlet kaldes for Viagens Interplanetarias-serien, er Rogue Queen. Et hæsblæsende rumeventyr, der udspiller sig på planeten Lalande. De ganske humanoide klaner, der lever på denne planet, er organiseret i matriarkater, men hvad der måske er mere væsentligt, planetens befolkning er organiseret i samfund, der på mange måder ligner bier eller myrers organisation.

Der er en dronning i hver stamme, der holder et harem af hanner, som befrugter hendes æg, mens kvinderne arbejder og slås som soldater. Og når jeg nu i øvrigt skriver æg, er det ikke æg i en æggestok, der tales om. Nej, planetens dronninger lægger ganske bogstaveligt æg, hvilket uden tvivl er et af de mere bizarre indslag i bogen.

Paperback, Signet Books 1972

Paperback, Signet Books 1972

Planetens forskellige samfund er skarpt inddelt i et kastesystem, hvor alle medlemmer har specifikke roller. Der er mulighed for at avancere i systemet, men det kan koste dyrt at stikke næsen for langt frem på det forkerte tidspunkt. Den hierarkiske opdeling bliver nemlig brutalt håndhævet. Især de mandlige droner lever et kort liv, idet de aflives, så snart deres virilitet begynder at dale. Imidlertid er det ikke alle, der accepterer samfundet, som det er. Både mænd og kvinder er flygtet ud i ødemarken, hvor de har sluttet sig sammen i røverbander, der plyndrer og hærger, hvor de kan.

Naturligvis bekriger planetens forskellige klaner også hinanden for et godt ord. Netop som en ny blodig krig skal til at udspille sig, sker der imidlertid noget. Et rumskib fra Jorden lander på planeten. Besætningen er på en forskningsmission, og den har egentlig ordre om ikke at blande sig i lokale forhold. Det bliver imidlertid vanskeligt, da de hurtigt bliver indblandet i stribevis af intriger. Ikke mindst takket være krigerkvinden Iroedh, der ser potentialet i jordboernes overlegne teknologi og materialer. Da hun stjæler en machete af stål, bliver det således gnisten, der udløser en lavine af uforudsete politiske konsekvenser.

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

Det er med fuld berettigelse, at Rogue Queen indtager en vigtig rolle i den tidlige, moderne SF. Sprague de Camps greb om fortællingen og det litterære udtryk støtter sig til hele den skole af rumeventyr, som bl.a. Edgar Rice Burroughs var med til at forme. Det vil sige helteeventyr i verdensrummet, som efterfølgende er blevet imiteret til hudløshed af enorme mængder af pulpforfattere. De Camp står med begge ben forankret i denne pulptradition, hvor det er handling, spænding og eventyr, der er i hovedsædet. Men modsat mange af sine samtidige tog de Camp store skridt i en ny retning med Rogue Queen.

Bag al den lystige ramasjang, der fylder bogens sider med kamp og vildmarksoplevelser, ligger der nemlig et fascinerende forsøg på at italesætte det vestlige kønsrollemønster, der var begyndt at ændre sig efter Anden Verdenskrig. Men diskussionen af kønsrollerne er i virkeligheden kun en vej ind til en langt vigtigere diskussion i bogen, der handler om sex og det erotiske forhold mellem køn. Den slags er jo ikke noget nyt i dag, men i ’51, da romanen udkom, var det et drastisk skridt for en genre, der ellers primært havde beskæftiget sig med politik og videnskab.

Hardcover, Doubleday 1951. Romanens 1. udg.

Hardcover, Doubleday 1951. Romanens 1. udg.

Med Rogue Queen forsøgte de Camp nærmest advarende, at vise, hvordan magt og sex hænger sammen. Planetens brutale matriarkat bliver sat op som en spejling af kvindebevægelsen. ”Vil I sådan et samfund?” spørger de Camp retorisk kvinderne, og naturligvis er der ikke nogen, der ønsker det fascistoide system, der eksisterer på planeten. Et system, der ifølge de Camp, fører til et tab af mandens maskulinitet og samtidig et tab af kvindens femininitet.

Bogens ideelle forhold mellem kønnene er en drøm om paradisisk ligestilling, hvor begge parter utvungent af omgivelserne kan bidrage ligeligt til forholdet. For en kort stund får de Camp også vist, hvordan denne arkadiske tilstand kan udformes, da bogens helte kommer ud på en længere vildmarksrejse. Men de Camp er naturligvis fuldt ud bevidst om, at dette er en kortvarig drøm. En illusion, der ikke kan overleve mødet med virkelighedens verden.

Paperback, Dell Books 1952

Paperback, Dell Books 1952

Derfor må han også fremstille et realistisk bud på et harmonisk forhold mellem mand og kvinde. Og det er måske her, filmen vil knække for de fleste læsere i dag. Sprague de Camp bruger nemlig Winston Bloch og Barbe Dulac fra jordboernes rumskib som billede på dette. De to forskere forelsker sig undervejs gennem romanen og får derved lejlighed til at vise planetens kvinder, hvordan man kan leve sammen på Jorden.

Den piberygende akademiker Bloch er den traditionelle, maskuline udadvendte figur – også selv om han rent faktisk ikke fysisk er nogen helt. Han er snarerest en klassisk antihelt, som får lov at spille rollen som helt. Bag manden er det nemlig Barbe, der styrer alt og giver plads til, at Bloch opretholder illusionen om hans forrang og kontrol. Eller sagt på en anden måde, manden er ren facade, mens kvinden er den reelle magt i forholdet. Det kan man så mene om, hvad man vil, men det de Camp glemmer, i sin fejring af kvindens diskrete overmagt i hjemmet, er den pris, der betales for magten. Barbe er nemlig en helt traditionel husmor, til trods for, at hun er kommet med ombord på rumskibet.

Paperback, Pinnacle Books 1954

Paperback, Pinnacle Books 1954

Bogen har modtaget en hel del kritik i de senere år, fordi den punkterer det feministiske projekt om ligestilling, som antydes i romanens første del. Den kritik er der vel noget om. På det punkt er bogens budskab ikke videre sympatisk i dag, men jeg vil stadig mene, at de Camps roman er væsentlig. Den har været med til at bringe kønsdebatten ind i SF-genren. Samtidig har hele hans etnografiske tilgang til den fremmede planet, hvor handlingen udspiller sig, klare paralleller til eksempelvis det, Jack Vance senere excellerer i. Dermed peger romanen tydeligt frem mod den type SF, der for alvor begyndte at blomstre i ´60’erne.

Alt dette kan måske lyde tørt, men det er det slet, slet ikke. Som jeg nævnte indledningsvist, skriver de Camp ud fra en letbenet pulptradition, der først og fremmest handler om at fremstille en underholdende fortælling. Det gør han i den grad. Bogen er fyldt med krig og kamp, sære væsner og hurtig action. Faktisk så meget, at de Camp måske mister tråden undervejs, men det er en biting. Romanen er et spændende udtryk for en amerikansk kultur i opbrud. Hjemmefronten var ikke længere, hvad den havde været, og kønskampen skulle kun blive mere udtalt. Rogue Queen var dermed bagstræberisk få år efter at være skrevet, men som underholdende oplæs til diskussion har romanen absolut fortsat værdi.

Paperback, Ace Books 1965

Paperback, Ace Books 1965

Hardcover, Remploy Books 1974

Hardcover, Remploy Books 1974

Paperback, Bluejay Books 1985

Paperback, Bluejay Books 1985

Paperback, Phoenix Pick, 2012

Paperback, Phoenix Pick, 2012

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Skal du til Monster Magnet-koncert?

Det er jo ikke ligefrem nogen nyhed, at Monster Magnet udsendte et nyt album (Last Patrol) i efteråret. Det er imidlertid først nu, at de i den forbindelse lægger vejen forbi København. Albummet er faktisk ikke specielt ophidsende, og jeg har vel et eller andet sted afskrevet gruppen, men jeg skal nu ind og høre dem på mandag alligevel.

De har skrevet en perlerække af fantastiske space rock-sange, som jeg ikke har lyst til at snyde mig selv for. Kedelig og clean eller ej – Dave Wyndorf og co. skal nok levere en solid koncert. Jeg glæder mig med andre ord.

Som optakt til koncerten kommer deres nyeste video her samt en gammel klassiker. Vega here I come!

Skriv en kommentar

Filed under Video