Ansporet af min læsning for tiden: Her kommer Roky Ericksons ”Night of the Vampire” – et af numrene på det bizarre, horrorinspirerede album Roky Erickson And The Aliens fra 1980. Et perfekt supplement til din samling albums med The Cramps og diverse psychobilly-grupper – ikke mindst The Coffinshakers. Lyt til teksten, synk ned i vamprfortællingens syrede mørke og hav en god weekend.
Filed under Video
Paperback, Mayflower Books 1974
Engelske Mayflower Books havde flere horrorserier i 70’erne, men en af de mest vellykkede er afgjort deres Black Magic Stories. En serie der udkom i seks bind og samlede nye og gamle gys. Serien er helt klart et forsøg på at udnytte tidens store interesse for satanisme og okkultisme. Mayflower, der ellers specialiserede sig i bloddryppende forsider, var utvivlsomt lidt beklemte ved direkte at henvise til Djævlen og satanisme i seriens titel. Derfor brugte de ”black magic”-referencen. En reference, som alle relevante læsere i Dennis Wheatleys hjemland naturligvis straks forstod som synonymt med satanisk magi.
Paperback, Mayflower Books 1974
Seriens indhold fokuserer på okkulte fortællinger, der så vidt muligt handler om dæmoniske kræfter og sort magi. Det er imidlertid tydeligt, at seriens redaktør, genreveteran Michel Parry, havde vanskeligt ved at skære sit udvalgt alt for snævert. Ser man ned over de enkelte binds noveller, er det således åbenlyst, at vi kommer vidt omkring i gysets verden og ofte tangeres seriens tematik kun.
Paperback, Mayflower Books 1975
Ikke desto mindre er det et forbløffende stærkt udvalgt, som Parry leverede med sin Black Magic-serie. Veteraner som Lovecraft, Bloch, Howard og Kuttner optræder sammen med noveller af Philip K. Dick, Ramsey Campbell, James Blish, Alestair Crowley og mange andre fremragende skribenter.
Indholdet er med andre ord i top og temaet en af mine genrefavoritter. Men i virkeligheden er det måske nok forsiderne, som jeg sætter størst pris på. Mayflower var som nævnt gode til makabre og voldsomme billeder på deres omslag, men med deres Black Magic-serie ramte de noget særligt. Når man sidder med de seks afhuggede hoveder, bliver det til et festligt, makabert galleri, der kun kan glæde en gammel gyserelsker. Jeg klapper i hvert fald i mine små hænder, hver gang jeg sidder med bøgerne.
Paperback, Mayflower Books 1976
Forsiderne, der er skabt af formidable Les Edwards, bliver en form for sær meditation over kraniet, der inviterer til eftertænksomhed og stemmer læseren perfekt i forhold til novellesamlingernes indhold. Samtidig er det fantastisk, at forlaget holdt konceptet stramt og gjorde det samme hver gang. Seks bøger, seks mere eller mindre ens forsider. Det højner følelsen af, at dette er en serie og gør dem til fine samlerobjekter. Og heldigvis kan de stadig fås for en slik.
Paperback, Mayflower Books 1976
Black Magic-serien var et træfsikkert valg fra Mayflowers side, der ramte plet hos læserne. Den okkulte bølge i horror og populærkultur holdt imidlertid ikke ved. 70’erne blev det årti, hvor de store, fyldige horror-romaner meldte sig på banen og fjernede fokus fra opsamlinger af den type som dem, vi ser her. Nuvel, alting har sin tid, og der var brug for nyt blod i gyserlitteraturen. Mayfloweers serier var en af de ting, der måtte vige pladsen. Men derfor kan vi stadig med stort held vende tilbage til bøgerne i dag, hvor en serie som denne stadig beviser sit værd. Jeg er i hvert fald begejstret for den.
Paperback, Mayflower Books 1977
Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling
Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Frank Utpatel. Det er måske en af Utpatels bedste. Jeg elsker den her forside. Den er enkel men virkningsfuld. Hendes øjne! For pokker, de er ikke til at få blikket fra
Engelske M. P. Shiel er en af de genreforfattere, der trods en skyggetilværelse på kanten af glemslen har formået at forblive i trykken, siden han døde i ’47. Det er der mange gode grunde til, men en af de væsentligste er helt sikkert, at H. P. Lovecraft ved flere lejligheder omtalte og roste Shiels fiktion. Den slags ros fra Lovecraft har efterfølgende vist sig at være en form for genrehistorisk kanonisation, der sikrede Shiels og flere andres historier for eftertiden.
Shiels noveller er jævnligt blevet bragt i antologier, og det er heller ikke overraskende, at August Derleth og Arkham House længe planlagde at udgive udvalgte af hans historier. Derleth nåede ikke at fuldføre projektet, men i ’75 kunne forlaget lancere den første opsamling udelukkende med Shiels historier i en lang årrække.
Bogen, der fik titlen Xélucha and Others, blev aldrig en bestseller. Hvilket ikke er så mærkeligt, for M. P. Shiel har en krævende, for ikke at sige anstrengende pen, der så afgjort udfordrer den moderne læsers tålmodighed. August Derleth sagde om Shiel, at han på en gang underudviklede og overgjorde sine tekster. Den beskrivelse er imponerende præcis, og jeg skal vende tilbage til den om et øjeblik.
Matthew Phipps Shiell (21. juli 1865 – 17. februar 1947)
Når Lovecraft var så begejstret for i hvert fald dele af Shiels noveller (han skrev også en del romaner), skyldes det sikkert, at et af Shiels litterære forbilleder var Poe. Poe ånder ham over skulderen i en stor del af hans makabre og overnaturlige fortællinger. Så meget, at Shiel låner direkte fra Poe flere steder. Eksempelvis i “The House of Sounds”, hvor hovedpersonen rejser til Nordnorge for at besøge en gammel ven, der har isoleret sig på et gammelt landsted, som han har arvet. Hjemme i slægtens favn er det gået stærkt tilbage for vennen, der lider af en sær overfølsomhed over for lyde. Mere behøver jeg vel næppe fortælle, for Shiels novelle er naturligvis et opkog på ”The Fall of the House of Usher”.
Man kan også gå til den bizarre “Dark Lot of One Saul”, der handler om en mand, der bliver smidt over bord fra et skib og havner i en undersøisk hule, langt under havoverfladen. Her lever den strandede i årevis og nedfælder sine underjordiske oplevelser i en notesbog, som senere bjerges af søfolk. Jules Verne og Poe har begge her stået faddere til beretningen, der oser langt væk af sære vildmarksoplevelser.
Paperback, Paperback Library 1966. The Purple Cloud er uden tvivl Shiels bedste kendte roman
Der går imidlertid et skel gennem Shiels forfatterskab, der også afspejles i Xélucha and Others. Det er nemlig især i de tidlige fortællinger fra tiden omkring 1900, at Shiel for alvor trækker på Poes og andre ældre forfatteres makabre impulser. Hvis man eksempelvis læser novellen ”Xélucha” fra 1896, står det klart, hvordan et romantisk sværmeri blandes med Poes morbiditet i teksterne fra den tid.
M. P. Shiels første bølge af genrefiktion er nemlig en sen udløber af 1800-tallets såkaldte dekadente stil. Den fiktion, Shiel producerede senere, fra 1910’erne og frem til 30’erne, fik en anden valør. Og den realisme, som eksempelvis Jack London var en del af, får indflydelse på hans sprog og renser ud i Shiels sværmeri for arkaismer og ældre poetiske udtryk.
Paperback, Fanucci 1989
De nye historier mister det fabulerende, eventyrlige element til fordel for psykologisk indlevelse og miljøskildring. Som eksempelvis i ”The Bride”, der handler om en mand, der forlover sig med to søstre. Ude af stand til at vælge driver han den ene af pigerne til selvmord og udløser derved en selvpinerisk hjemsøgelse af dårlig samvittighed. De indre dæmoner blandes her med ydre overnaturlige gespenster på en måde, hvor febervildelse og virkelighed bliver vanskelige at skelne.
Uanset hvor man slår ned i Shiels forfatterskab, er det imidlertid klart, at hans styrke ikke ligger i plotopbygningen. Shiels fortællinger er gennemskuelige og til trods for, at han leverede flere historier med innovative elementer, forbliver hovedparten af hans tekster ganske traditionelle med velafprøvede idéer.
Hardcover, Grant Richards 1913
Det er med andre ord ikke på grund af fortællingernes originalitet, at man skal søge Shiels noveller. Man skal heller ikke læse dem, fordi de har gennemgribende litterær kvalitet. Langt fra. De fleste af hans historier er kunstlede og ekstremt tunge. Teksterne flytter sig kun langsomt ud af stedet og gør det med kaskader af ord, der dvæler ved små detaljer og sanseindtryk. Præcis det forhold, som August Deleth så rammende satte ord på.
Der kan således siges rigtig meget skidt om Shiels stil. Trods det opstår der noget magisk i flere af hans historier. Små glimt af makaber, gotisk skønhed som viser, at Shiel i den grad har lært af Poe og formår at gøre ham kunsten efter. En novelle som førnævnte ”Xélucha” på det nærmeste drypper af månelys og rådne gravkældre i en fabelfantasi, der svæver mellem Tusind og en Nat og ”The Masque of the Red Death”. Shiel leverer her uforfalsket gotik, der forfører tankerne med forlokkende billeder af makaber sanselighed.
Eller man kan tage en historie som “The House of Sounds”, der i plot og handling er komplet ligegyldig. Ikke desto mindre er novellen stærk læsning, fordi Shiel fylder siderne med eksplosive indtryk af et drømmelignende, fiktivt Norge med tågede kyster, skumoversprøjtede brændinger og sorte klipper.
Hardcover, Arkham House 1977
Shiels noveller er labyrinter af ord, som læseren jages igennem. Gang på gang render man panden mod muren på grund af tekstmassernes massivitet, men pludselig står man også ansigt til ansigt med labyrintens sære beboere. De sært ubehagelige billeder af gotiske landskaber og væsner, der kun befolker de bedste af alle skrækfortællinger.
Med novellernes fortættede form kan det derfor også virke som et pusterum, når man læser de mere ordinære historier som f. eks. ”The Pale Ape”. En lykantropisk fortælling, der for Shiels standarder er forbløffende mundret og let tilgængelig.
Ikke desto mindre må man nok konkludere, at Shiels pen er ikke for alle. Men for alle dem, der holder fast og kigger bag ordenes slør, ligger der fantastisk gotik og venter, som man næppe glemmer med det samme.
Novellerne:
“Xélucha”
“The Primate of the Rose”
“Dark Lot of One Saul”
“The House of Sounds”
“The Globe of Gold-Fish”
“Many a Tear”
“The Bride”
“The Tale of Henry and Rowena”
“The Bell of St. Sepulcre”
“Huguenin’s Wife”
“The Pale Ape”
“The Case of Euphemia Raphash”
Filed under Novellesamling
Finske Beastmilk gav i aftes en helt, helt fantastisk koncert i København. Noget der meget vel kan blive min bedste koncertoplevelse i ’14. De udsendte deres debutplade Climax sidste år. Et særdeles veldrejet album, som jeg på det varmeste vil anbefale. Beastmilk skal lidt senere i år på turné med Doomriders. En spændende kombination af bands.
Desværre kommer de ikke forbi Danmark, men måske vi heldige at se Beastmilk herhjemme snart igen. Det håber jeg i hvert fald. Imens kan du lytte til bandet her:
Filed under Video
Paperback, Manor Books 1975
Der er en håndfuld tegnere og malere, hvis genreforsider på godt og ondt har været med til at forme selve min genreforståelse. Engelske Bruce Pennington (Hvor engelsk kan det blive?!) er så afgjort en af disse – navnlig hans SF-forsider fra 70’erne. De sære, drømmende syner og scenarier han udmalede her, med deres klare, eksplosive farver og fremmedartede geografi er for mig indbegrebet af SF, når det er bedst. Jeg har aldrig været specielt optaget af den teknologi-orienteret del af genren. Derimod har de fabulerende besøg på fremmede verdener og legen med overraskende kulturudviklinger altid været emner, der har optaget mig.
Paperback, Corgi Books 1971
Bruce Pennington fanger præcis dette fremmedartede element med sine forsider. Hans billeder og streg rammer en ekstremt inspirerende nerve, der sender tankerne på himmelflugt og giver bøgernes indhold kamp til stregen, når det gælder kreativitet.
Paperback, Star Books 1982
Nu er der næppe nogen tvivl om, at den fransk/belgiske tegnede SF fra slutningen af 60’erne og 70’erne, anført eksempelvis af mesterlige Moebius, har efterladt et solidt indtryk på Penningtons stil. Ikke desto mindre vil jeg mene, at Pennington føjer sit eget præg til forsidernes tematikker. Vi genkender således elementer og greb i hans billeder som typiske for 70’erne og 80’erne, men han gør det på sin egen måde. Man er derfor også kun sjældent i tvivl, når man sidder med en af hans forsider.
Paperback, Corgi Books 1971
Nu er det jo nok ikke nogen hemmelighed, at horrorlitteratur er min primære interesse. Derfor passer det mig også ganske fint, at Penningtons gyserforsider på ingen måde står tilbage for hans SF-forsider. Faktisk er forsiderne, som han skabte for Panther Books, måske noget af det bedste han har lavet overhovedet. Og det er ikke så lidt, når man eksempelvis ser på hans fabelagtige forsider til Gene Wolfs Book of the New Sun-serie. Herligt sære sager, der indbyder til at lade øjet gå på opdagelse.
Tag selv på videre opdagelser i Bruce Penningtons fremmedartede univers. Man ved aldrig, hvad der ligger og lurer bag den næste forside…
Paperback, Sidgwick & Jackson 1981
Paperback, Corgi Books 1972
Paperback, Penguin Books 1985
Paperback, Corgi Books 1973
Paperback, Panther Books 1976
Paperback, Corgi Books 1973
Paperback, Panther Books 1975
Paperback, Gollancz 1973
Paperback, Panther Books 1975
Paperback, Grafton 1985
Paperback, Panther Books 1975
Paperback, Meulenhoff 1975
Paperback, Panther Books 1975
Paperback, New English Library 1969
Paperback, Panther Books 1974
Paperback, New English Library 1971
Paperback, Panther Books 1974
Paperback, New English Library 1973
Paperback, New English Library 1981
Paperback, New English Library 1973
Paperback, New English Library 1977
Paperback, New English Library 1977
Filed under Ikke kategoriseret
Paperback, Gainsborough Press 1989. Navnet på forsidens skaber er desværre ikke oplyst
Mark Ronson, et pseudonym for Marc Alexander, udsendte flere spøgelsesfortællinger fra midten af 60’erne og frem. Faktisk var Ronson et mindre bestsellernavn i England, som leverede en stribe bøger, der stort set er glemt i dag. Og vel egentlig med god grund. Mark Ronsons romaner er ikke synderligt ophidsende. Han skriver i et svulmende, patosfyldt sprog. Det melodramatiske simrer konstant lige under overfladen i de personkonflikter, han portrætterer, og han trækker i den grad på fortærskede klichéer.
Whispering Corner er et godt eksempel på alt dette. Den er overgjort, patetisk og har en nærmest pubertær skildring af voksenlivets seksuelle forhold. Der er noget kejtet over bogen og den udflydende handling, hvilket får historien til at fremstå som en glad amatørs værk. Præcis amatør kan man imidlertid ikke kalde Ronson, der har arbejdet som professionel forfatter i årevis. Sandt at sige, tror jeg mest af alt, at Ronson lukrerede på horrorgenrens store popularitet i 70’erne og 80’erne. Havde han forsøgt sig på markedet i dag, var hans manuskripter formentlig blevet afvist på stedet. Ikke desto mindre har Whispering Corner nogle træk, der fortjener at blive diskuteret nærmere.
Paperback, Gainsborough Press 1989
Bogens handling drejer sig om den udbrændte bestsellerforfatter Jonathan Northrop, der for år tilbage havde et kæmpehit med en gyserroman. Efterfølgende har han ikke formået at leve op til succesromanen, og fans såvel som forlag er i stigende grad blevet skuffet over ham. Så skuffede, at forlaget har sat Northrop kniven for struben. Skriv en bestseller eller find et andet forlag, lyder udmeldingen.
Den alkoholiserede forfatters privatliv ligger på det tidspunkt i ruiner og for at føje spot til skade, bliver han afkrævet en enorm sum af sin bank som resultatet af et ulykkeligt samarbejde med et filmselskab. Presset til det yderste forlader Northrop London og tager ud til det isolerede hus Whispering Corner, som han købte for nogle år siden, da han stadig red på en bølge af succes. Den gamle landejendom er blevet sat i stand, men han har aldrig brugt huset, da hans daværende kone ikke ville bo på landet.
Ebog, Willow eBooks 2013. Den seneste udgave af romanen – nu udsendt under forfatterens rigtige navn
Nu virker den landlige isolation som det rigtige for forfatteren, der vel nærmest flygter fra London og alle sine problemer. Desværre viser det sig hurtigt, at helt nye problemer opstår i det gamle hus. Problemer, der på en sær måde synes at vokse ud af den spøgelseshistorie om hjemsøgelser og hævn, som han arbejder på. Northrop bruger nemlig sig selv og huset som udgangspunkt for sin roman, og snart begynder de uhyggelige ting, han beskriver i bogen, at ske i virkeligheden. Men kan det være sandt? Er Northrop ved at gå fra forstanden?
Det interessante ved Ronsons tilgang til historien er, at han både lader os følge den roman, som Northrop skriver, og så Northrops overvejelser og oplevelser i det gamle hus. Handlingen løber dermed i to spor, der konstant væves sammen og kommenterer på hinanden.
Paperback, Hamlyn Books 1980. En anden af Ronsons romaner. Her med en fantastisk forside af Les Edwards. Flere vil sikkert genkende billedet fra andre sammenhænge
I sig selv har man jo set den slags før, men i Whispering Corner får grebet et kuriøst udslag. En stor del af bogens stemningsopbygning og forsøg på at opbygge gys ligger nemlig i de kapitler af Northrops roman, som vi får lov at læse. Det kuriøse opstår, fordi den livstrætte, udbrændte Northrop konstant kommenterer på sin tekst – både som indskud i fiktionen og i de kapitler, hvor vi følger ham selv. Han taler om sine inspirationskilder og kritiserer sin stemningsopbygning.
På den led gør Ronson nærmest en dyd ud af at punktere sin stemning og sin egen forfatterrolle. Det lykkes ham faktisk at udstille Northrops kamp med ordene og inspirationen som en patetisk leg, der handler mere om forfatterens behov for anerkendelse end lysten til at skabe noget. Trods Mark Ronsons jævne sprog og elendige personskildringer, er præcis dette meta-element med til at gøre Whispering Corner en smule interessant.
Det er svært ikke at læse noget selvbiografisk ind i Northrops nedtur, fordi Ronson har lagt så meget af sig selv ind i handlingen. Gysergenrens popularitet var stærkt dalende i ’89, og Ronson har uden tvivl følt en vis bitterhed overfor de forlag, der tog imod gys med kyshånd og nu pludselig ikke længere gad støtte ham.
Paperback, Hamlyn Books 1980. Endnu en af Ronsons udgivelser fra ’80
En anden ting ved Whispering Corner, som faktisk lykkes godt, er dele af spøgelsestematikken. Der er ikke nogen tvivl om, at M. R. James har stået model for handlingen. Hele forståelsen af hjemsøgelsens natur og manifestation er løftet direkte fra James uden dog at trække på nogen bestemt novelle. Det giver romanen til en stedvist stille, diskret gysen, som er ganske virkningsfuld.
At det er M. R. James, der har dannet udgangspunkt, er ikke overraskende. Under sit egentlige navn skrev Mark Ronson nemlig en ganske stor bunke bøger om hjemsøgte steder i England. Præcis den slags nonfiktion har en særlig afdæmpet tilgang til spøgelser, der med en saglige, pseudovidenskabelige tone kan virke ganske overbevisende. Det var da også i den slags legender og fortællinger, at James fandt sin inspiration. Og Whispring Corner trækker ligeledes i fulde drag på Ronsons (eller Marc Alexanders) virke som populærvidenskabelig forfatter.
Hardcover, The Book Service 1973. En af forfatterens mange bøger om hjemsøgte steder i England
Det gør både bogen meget engelsk og traditionel, hvilket i virkeligheden er meget sympatisk. Især hvis man, som mig, er glad for James’ hjemsøgte noveller. Ronsons grundige arbejde med at opbygge mytologien omkring huset Whispering Corner og dets historie fungerer ganske enkelt godt. Især i de små detaljer. Den underlige kat, der driver omkring i haven, de gamle træer, hvor man kan høre stemmer hviske mellem grenene i skumringen og de sære lyde fra kælderen er alt sammen fine momenter.
Desværre mødes enderne aldrig i bogen, der som helhed er ganske ubehjælpelig. Man skal arbejde for at nå frem til de små øer af kvalitet, der ligger spredt mellem romanens kapitler, og spørgsmålet er i virkeligheden, om det er arbejdet værd.
Ronson har til dato ikke skrevet flere romaner, og Whispering Corner bliver med al sandsynlighed hans sidste. Det skal jeg være den sidste til at begræde. Ikke desto mindre må man sige, at bogens bitre, skuffede undertone er et trist punktum for en produktiv forfatterkarriere. Jeg håber derfor, at Mark Ronson alias Marc Alexander, har fundet grønnere, kreative græsgange et andet sted.
Filed under Roman
Brody Dalles (bedst kendt fra Distillers) nye solomateriale lader til at samle en masse tråde, som jeg holder af. På den første sang fra hendes kommende soloalbum kan man høre en del referencer til både postpunk og støjrock. Det er slet ikke dårligt. Måske hele pladen bliver god. Jeg skal i hvert fald checke den ud.
Døm selv. Her er “Meet The Foetus / Oh The Joy”.
Filed under Video
Nosferatu nr. 1, juni 1979
For noget tid siden flyttede vi, og jeg har først nu fået helt styr på mine bøger igen. Det har været en lang og besværlig proces, men en af de små glæder ved besværet har været at sidde med ting, jeg ikke har kigget på længe. Det gælder bl.a. min samling af fanzines. Jeg elsker de gamle papirfanzines. Jeg elsker deres gejst, deres gør-det-selv-ånd og deres ofte eklektiske æstetik.
Nosferatu nr. 1 juni 1979. Leder, s. 2
Et godt eksempel, som jeg fandt i gemmerne, er det gamle fanzine Nosferatu. Bladet blev udgivet af Dansk Vampyr Selskab – også kendt som DVAS(K), med Niels Petersen i redaktørrollen. Jeg tror, selvskabet blev stiftet i ’78 og havde til hensigt at udbrede forståelsen og interessen for gys, gotik og navnlig vampyrer.
Nosferatu nr. 1 juni 1979, s. 17
Et charmerende foretagende, der vel mest af alt manifesterede sig i bladet Nosferatu. For et par år siden var Niels Petersen så venlig at sende mig de første fem numre af fanzinet. Der kom vist nok seks blade i alt. Det sjette var enten en form for introduktionshæfte eller et mindre nummer, der udkom, efter bladet var afgået ved døden. Jeg er ikke helt sikker.
Nosferatu nr. 2, juli 1980
Ikke desto mindre er det herligt at bladre de fem numre igennem. De emmer af ungdommelig entusiasme og gåpåmod. Bladet var mest af alt en tomandshær bestående af Niels Petersen og Nicolas Barbano. Sammen har de mere eller mindre skrevet alle artikler og anmeldelser i bladene, mens bl.a. Morten Schmidt leverede illustrationer og tegnede et par tegneserier til foretagendet.
Nosferatu nr. 2 juli 1980. Leder, s. 2
Og hvad finder man så i Nosferatu? Man finder lange, lange udflydende artikler af Niels Petersen om vampyrens kulturhistorie. Man finder interviews og filmanmelderser af en kritisk, veloplagt Barbano samt alt mulig andet. Eksempelvis en bibliografi over vampyrfiktion på dansk, omtaler bøger, tegneserier og musikudgivelser. Der er skam også omtaler af vampyrrelaterede ting, som har været bragt i radioen eller på DR. Der er førnævnte tegneserier af Morten Schmidt (hvis streg jeg i øvrigt husker fra forsiderne til Fantasks kataloger, som jeg fik sendt hjem til Åbenrå. Men det er et sidespring). Og så er der novellerne. Erwin Neutzsky-Wulff, et af selskabets æresmedlemmer, har skrevet flere gyserhistorier til bladet. Endelig blev der også bragt lidt oversat fiktion og endda et digt tilegnet Poe. Jo-jo, det er skam gode sager.
Nosferatu nr. 3, oktober 1980
Første nummer af Nosferatu udkom i juni 1979, og det sidste nummer så dagens læs i efteråret 1982. Som man fornemmer i de ledere, jeg lægger online her, er bladet indledningsvist præget af en sprudlende tro på selskabets fremtid og en god dosis selvhøjtidelighed. Begejstringen forsurer dog gradvist, og de sidste bemærkninger i Petersens endegyldige leder er ganske harske. På den led ligner Nosferatus skæbne nok de fleste andre fanzines livsforløb. De fløj højt og hurtigt, men døde som regel en brat død.
Nosferatu nr. 3, oktober 1980. Leder, s. 2
Nicolas Barbanos aktiviteter har vi jo senere kunnet følge på mange fronter, og Niels Petersen har heller ikke sluppet interessen for vampyrer og gru helt. Man kan således læse nærmere om vampyrerne på hans hjemmeside.
Nosferatu nr. 3, oktober 1980. Fra tegneserien Doktor Punkenstein, s. 20-21
I Nosferatu kan man se, at Vampyrselskabet holdt møder i København. Det kunne være spændende med en lille rapport fra disse møder. Hvor mange kom, hvad blev der talt om osv. Er der nogen derude, der var med? Fortæl, fortæl. Eller skriv til mig, så laver vi en eller anden form for interview om emnet.
Her kan du gå lidt på opdagelse i nogle af bladenes sider og få et indtryk af Nosferatus univers.
Nosferatu nr. 4, sommer 1982
Nosferatu nr. 4, sommer 1982. Leder, s. 2
Nosferatu nr. 4, sommer 1982, s. 14-15
Nosferatu nr. 5, efterår 1982
Nosferatu nr. 5, efterår 1982. Leder, s. 2
Nosferatu nr. 5, efterår 1982, s. 23
Nosferatu nr. 5, efterår 1982. Leder, s. 48-49
Filed under Ikke kategoriseret
Hardcover, Harper & Row 1971. Bogens 1. udg. Den ikoniske forside er skabt af Frederick Cantor
På en liste over de mest indflydelsesrige horrorromaner vil man helt sikkert kunne finde William Peter Blattys The Exorcist fra 1971. Som med Blochs Psycho (1959) har romanens filmatisering utvivlsomt gjort sit til at udødeliggøre værket. Filmen er jo nok i virkeligheden bedre kendt end bogen i dag, men man må ikke glemme, at Blattys roman gik rent ind hos læserne i ’71. Bogen blev en kæmpe, kæmpe bestseller, der øjensynligt talte til noget i samtiden.
Satan var da også afgjort blevet et populært tema i slutningen af 60’erne – navnlig efter Levins Rosemary’s Baby (1967) havde gået sin sejrsgang. Dæmoni, okkultisme og troldtøj blev mainstream-underholdning og spillede i den grad på tidens spiritualitet og jagt efter åndlige erkendelser. Men hvor hovedparten af romanerne om djævledyrkelse holdt selve emnet ude i en armslængde og nøjedes med at skildre fænomenet igennem vage, stereotype forestillinger, gik Blatty en anden vej. William Peter Blatty gik nemlig til sagens teologiske kerne og udstillede selve livtaget med det diabolske.
Hardcover, Harper & Row 1971
Nu er det nok næppe nødvendigt, men for en god ordens skyld bør jeg nok lige nævne lidt om handlingen, før jeg går videre. Skuespilleren Chris MacNeil bor midlertidigt med sin datter og tjenestefolk i Georgetown, Washington, hvor hun skal indspille nogle scener. Chris er optaget af sit arbejde og bemærker derfor ikke, at hendes 12-årige datter Regan begynder at ændre sig. Samtidig sker der mystiske ting i huset, som de har lejet. Ting der nærmest antyder, at det spøger.
Regan bliver mere og mere syg. Hun er sengeliggende, og lægerne kan ikke finde ud af, om det er en fysisk eller psykisk lidelse, de er oppe imod. At der er noget galt, kan der imidlertid ikke være nogen tvivl om. Lille Regan bander og svovler, vrider sig og laver mere eller mindre umulige krumspring, der skræmmer husets beboere fra vid og sans.
Paperback, Corgi Books 1972
Til sidst må lægerne give op, og en foreslår, nærmest ud af afmagt, om ikke Chris kunne tage kontakt til en præst. Som ateist tror hun ikke sine egne ører, da det bliver foreslået. At hendes datter skulle være blevet besat, er en absurd tanke. Desperat som hun er, ender Chris imidlertid med at tage kontakt til jesuitten Pater Damien Karras. Chris vil have, at han skal foretage en eller anden form for djævleuddrivelse på Regan, hvilket Karras forholder sig ganske kritisk overfor. Han indvilliger dog i at se Regan og undersøge hende nærmere.
William Peter Blatty (født 7. januar 1928)
Undersøgelsens resultat skræmmer ham fra vid og sans, fordi Karras må sande, at han rent faktisk tror, at den lille pige er besat af en djævel. En chokerende erkendelse, der ryster præstens moderne teologiske grundvold. Da Karras ikke kan foretage eksorcismen selv, må han have hjælp. Den finder han hos Pater Merrin. En ærværdig veteran, der har udført flere djævleuddrivelser i Afrika, hvor han har tilbragt mange år. Dermed er banen kridtet op. Kampen skal stå mellem de to jesuitpræster og dæmonen, der har besat stakkels Regan.
Paperback, Bantam Books 1972
Egentlig er handlingen i Blattys roman rørende enkel og ligefrem. Eller sagt på en anden måde, der sker faktisk ikke specielt meget i bogen. I stedet bruger Blatty pladsen på at skildre situationens udvikling med en sympatisk langsommelighed, der side for side lægger nye lag af intensitet til stemningen. Grundtonen er en følelse af afmagt og væmmelse. Blatty spiller også på oplagte chokeffekter og bruger flere steder en for horrorlitteratur typisk stemningsopbygning. Ikke desto mindre bevæger bogen sig konstant væk fra sit gotiske ophav og afsøger i stedet moderne følelser af fremmedgørelse og eksistentiel angst.
Der kan nemlig ikke være nogen tvivl om, at bogens absolut mest vedvarende tone er en depressiv mol. Og intet sted kommer denne følelse så stærkt til udtryk som i skildringerne af Karras’ sjælekvaler. Noget der måske tydeligst og mest virkningsfuldt bliver skildret, da han i slutningen af Kapitel 2 fejrer messen. Han oplever her, at han under nadveren kalder ud i et mørkt intet. Ingen hører ham, og ritualet er en tom, meningsløs handling. Karras tvinger sig selv til at slå den tanke ud af hovedet, men tvivlen bliver ved med at nage ham.
Paperback, Corgi Books 1973
Dermed er vi også inde ved det egentlige omdrejningspunkt i bogen. The Exorcist handler nemlig om tro. Den stiller det enkle spørgsmål, hvordan man kan tro på Guds eksistens i en verden, hvor der tilsyneladende ikke er nogen grænser for ondskaben. Et billede, der sættes på spidsen i romanen gennem den vilkårlige dæmonbesættelse af Regan. Blatty finder svar i sin jesuitiske baggrund og leverer et på mange måder fundamentalt katolsk standpunkt. Svaret ligger nemlig i troen og i troen alene. Der, hvor tvivlen bor, kan djævlen eller mørket flytte ind. Som Blatty indirekte formulerer det, viser Gud sig ikke for mennesket. Han kan måske sanses indirekte, som i den solnedgang Karras beundrer hver aften, men det guddommelige forbliver fundamentalt ugrundeligt og fjernt.
Temaet, som Blatty på den led slår an, er et klassisk problem omkring den såkaldte deus absconditus, altså den skjulte gud, der siden Augustin har været et tilbagevendende tema i vestlige tænkning. Det vil sige den tanke, at Gud er skjult for mennesket og ikke lader sig erkende rationelt. Det er kun gennem troen, at han kan sanses. Og det er præcis det, der sker i bogen.
Paperback, Bantam Books 1974
Bogens hovedpersoner er alle – på godt og ondt – moderne mennesker, der plages af eksistentiel tvivl og rastløshed. Blatty vil sikkert kalde det et resultat af ateismens fravalg af det metafysiske. De står derfor lammet over for den groteske djævleting, der besætter Regan. Den håner dem, og jo mere dæmonen håner, jo mere tvivler de på det gode. Blattys pointe er ganske velovervejet her. Chris siger selv, at hun har svært ved at tro på en Gud, men Djævlen, ham tror hun helt sikkert på nu, hvor hun har set dæmonen med egne øjne. Uden tro kan hun og de andre hovedpersoner ikke nå frem til Gud. Den synlige djævel derimod bliver håndgribelig og overbevisende, fordi den er blottet og nærværende. Fordi den ikke har skjult sig og fordringsløst åbenbares.
Det er først, da Pater Merrin, skildret med en næsten irriterende sødladenhed, melder sig på banen, at tingene ændrer sig. Merrin har nemlig den tro, de andre indledningsvist mangler, og han forstår dæmonens spil. Han bringer den styrke, der skal til at overvinde besættelsen og hjælper Karras til at føre kampen videre, da han ikke selv kan mere. Og her, ved romanens udgang, får Blatty lov til at komme med endnu et kernekatolsk udspil. Jesuitpræsten åbner sig nemlig for dæmonen (synden) i en fuldbyrdet imitatio christi. Nøjagtigt som Kristus på korset påkalder sig verdens synd og frelser menneskeheden, gør Karras det i samme for Regan. Djævlen lader sig atter narre af det frivillige offer, da Karras lokker ham ind i sig.
Paperback, Bantam Books 1977
Nu kan alt det her lyde vældig fromt, og det er det vel også. Blattys roman hamrer sit katolske budskab ind med syvtommersøm, men han gør det næsten uden, vi bemærker det. Og her ligger nok også kimen til bogens succes. Dens budskaber ligger nemlig i baggrunden og simrer. I forgrunden finder vi besættelsens bulder og bragt. En fantastisk skildring af dæmoni og groteske optrin, som gør romanen ganske umulig at lægge fra sig og elsket af horrorfans. Der bliver med andre ord prædiket for os, men vi opdager det slet ikke, fordi prædikenens virkemidler er forbistret fascinerende. Havde det fromme underlag for historien været i forgrunden, ville de fleste af os sikkert have fundet den ganske ulidelig.
Jeg holder rigtig meget af bogen, som jeg efterhånden har læst et par gange. Den kombinerer en forbilledlig eftertænksomhed med en handling, der kan være svær at slippe. Resultatet kan dårligt blive andet end en bestseller, og jeg vil da også til en hver tid mene, at The Exorcist er en af de genreromaner, som man bør unde sig selv at læse. Det er i hvert fald ikke sidste gange, at jeg har vendt tilbage til huset på M Street.
Paperback, Bantam Books 1984
Paperback, Harper & Row 1994
Paperback, Harper & Row 2011
Hardcover, Harper & Row 2011
Hardcover, Lonely Road Books 2011. Denne flotte jubilæumsudgave udkom i et ganske lille oplag og var udsolgt allerede inden den kom i handlen
Filed under Roman
Splatterpunks fotograferet i 1986. Fra højre mod venstre: Craig Spector, Joe Lansdale, Richard Christian Matheson, David J. Schow, Ray Garton, Robert McCammon og Spectors nære samarbejdspartner John Skipp yderst til højre
Her kan du se et interview med Craig Spector – en af de oprindelige ”splatterpunks”. En ganske sjov, retrospektiv samtale om horror i 80’erne; en samtale om tiden da Clive Barker var kongen og splatterpunk-scenen gav King, Koontz og de andre rødder baghjul. Der var vagtskifte blandt horrorforfatterne i 80’ernes første del, og Craig Spector var afgjort en vigtig figur i dette. Spector og John Skipp var eksempelvis hovedkræfterne bag nogle stilskabende antologier, som vi fortsat stilistisk trækker på i dag.
Jeg planlægger snart at skrive om splatterpunk-fænomenet, så dette lille indlæg kan ses som en optakt til dette.
God weekend.
Filed under Video
frasortsand.wordpress.com 