Monthly Archives: februar 2014

Night of the Vampire

Ansporet af min læsning for tiden: Her kommer Roky Ericksons ”Night of the Vampire” – et af numrene på det bizarre, horrorinspirerede album Roky Erickson And The Aliens fra 1980. Et perfekt supplement til din samling albums med The Cramps og diverse psychobilly-grupper – ikke mindst The Coffinshakers. Lyt til teksten, synk ned i vamprfortællingens syrede mørke og hav en god weekend.

 

Skriv en kommentar

Filed under Video

Kranier på stribe: Mayflowers Books of Black Magic

Paperback, Mayflower Books 1974

Paperback, Mayflower Books 1974

Engelske Mayflower Books havde flere horrorserier i 70’erne, men en af de mest vellykkede er afgjort deres Black Magic Stories. En serie der udkom i seks bind og samlede nye og gamle gys. Serien er helt klart et forsøg på at udnytte tidens store interesse for satanisme og okkultisme. Mayflower, der ellers specialiserede sig i bloddryppende forsider, var utvivlsomt lidt beklemte ved direkte at henvise til Djævlen og satanisme i seriens titel. Derfor brugte de ”black magic”-referencen. En reference, som alle relevante læsere i Dennis Wheatleys hjemland naturligvis straks forstod som synonymt med satanisk magi.

Paperback, Mayflower Books 1974

Paperback, Mayflower Books 1974

Seriens indhold fokuserer på okkulte fortællinger, der så vidt muligt handler om dæmoniske kræfter og sort magi. Det er imidlertid tydeligt, at seriens redaktør, genreveteran Michel Parry, havde vanskeligt ved at skære sit udvalgt alt for snævert. Ser man ned over de enkelte binds noveller, er det således åbenlyst, at vi kommer vidt omkring i gysets verden og ofte tangeres seriens tematik kun.

Paperback, Mayflower Books 1975

Paperback, Mayflower Books 1975

Ikke desto mindre er det et forbløffende stærkt udvalgt, som Parry leverede med sin Black Magic-serie. Veteraner som Lovecraft, Bloch, Howard og Kuttner optræder sammen med noveller af Philip K. Dick, Ramsey Campbell, James Blish, Alestair Crowley og mange andre fremragende skribenter.

Indholdet er med andre ord i top og temaet en af mine genrefavoritter. Men i virkeligheden er det måske nok forsiderne, som jeg sætter størst pris på. Mayflower var som nævnt gode til makabre og voldsomme billeder på deres omslag, men med deres Black Magic-serie ramte de noget særligt. Når man sidder med de seks afhuggede hoveder, bliver det til et festligt, makabert galleri, der kun kan glæde en gammel gyserelsker. Jeg klapper i hvert fald i mine små hænder, hver gang jeg sidder med bøgerne.

Paperback, Mayflower Books 1976

Paperback, Mayflower Books 1976

Forsiderne, der er skabt af formidable Les Edwards, bliver en form for sær meditation over kraniet, der inviterer til eftertænksomhed og stemmer læseren perfekt i forhold til novellesamlingernes indhold. Samtidig er det fantastisk, at forlaget holdt konceptet stramt og gjorde det samme hver gang. Seks bøger, seks mere eller mindre ens forsider. Det højner følelsen af, at dette er en serie og gør dem til fine samlerobjekter. Og heldigvis kan de stadig fås for en slik.

Paperback, Mayflower Books 1976

Paperback, Mayflower Books 1976

Black Magic-serien var et træfsikkert valg fra Mayflowers side, der ramte plet hos læserne. Den okkulte bølge i horror og populærkultur holdt imidlertid ikke ved. 70’erne blev det årti, hvor de store, fyldige horror-romaner meldte sig på banen og fjernede fokus fra opsamlinger af den type som dem, vi ser her. Nuvel, alting har sin tid, og der var brug for nyt blod i gyserlitteraturen. Mayfloweers serier var en af de ting, der måtte vige pladsen. Men derfor kan vi stadig med stort held vende tilbage til bøgerne i dag, hvor en serie som denne stadig beviser sit værd. Jeg er i hvert fald begejstret for den.

Paperback, Mayflower Books 1977

Paperback, Mayflower Books 1977

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling

M. P. Shiel, Xélucha and Others (1975): Dekadent gotik og forførende morbiditet

Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Frank Utpatel. Det er måske en af Utpatels bedste. Jeg elsker den her forside. Den er enkel men virkningsfuld. Hendes øjne! For pokker, de er ikke til at få blikket fra

Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Frank Utpatel. Det er måske en af Utpatels bedste. Jeg elsker den her forside. Den er enkel men virkningsfuld. Hendes øjne! For pokker, de er ikke til at få blikket fra

Engelske M. P. Shiel er en af de genreforfattere, der trods en skyggetilværelse på kanten af glemslen har formået at forblive i trykken, siden han døde i ’47. Det er der mange gode grunde til, men en af de væsentligste er helt sikkert, at H. P. Lovecraft ved flere lejligheder omtalte og roste Shiels fiktion. Den slags ros fra Lovecraft har efterfølgende vist sig at være en form for genrehistorisk kanonisation, der sikrede Shiels og flere andres historier for eftertiden.

Shiels noveller er jævnligt blevet bragt i antologier, og det er heller ikke overraskende, at August Derleth og Arkham House længe planlagde at udgive udvalgte af hans historier. Derleth nåede ikke at fuldføre projektet, men i ’75 kunne forlaget lancere den første opsamling udelukkende med Shiels historier i en lang årrække.

Bogen, der fik titlen Xélucha and Others, blev aldrig en bestseller. Hvilket ikke er så mærkeligt, for M. P. Shiel har en krævende, for ikke at sige anstrengende pen, der så afgjort udfordrer den moderne læsers tålmodighed. August Derleth sagde om Shiel, at han på en gang underudviklede og overgjorde sine tekster. Den beskrivelse er imponerende præcis, og jeg skal vende tilbage til den om et øjeblik.

Matthew Phipps Shiell (21. juli 1865 – 17. februar 1947)

Matthew Phipps Shiell (21. juli 1865 – 17. februar 1947)

Når Lovecraft var så begejstret for i hvert fald dele af Shiels noveller (han skrev også en del romaner), skyldes det sikkert, at et af Shiels litterære forbilleder var Poe. Poe ånder ham over skulderen i en stor del af hans makabre og overnaturlige fortællinger. Så meget, at Shiel låner direkte fra Poe flere steder. Eksempelvis i “The House of Sounds”, hvor hovedpersonen rejser til Nordnorge for at besøge en gammel ven, der har isoleret sig på et gammelt landsted, som han har arvet. Hjemme i slægtens favn er det gået stærkt tilbage for vennen, der lider af en sær overfølsomhed over for lyde. Mere behøver jeg vel næppe fortælle, for Shiels novelle er naturligvis et opkog på ”The Fall of the House of Usher”.

Man kan også gå til den bizarre “Dark Lot of One Saul”, der handler om en mand, der bliver smidt over bord fra et skib og havner i en undersøisk hule, langt under havoverfladen. Her lever den strandede i årevis og nedfælder sine underjordiske oplevelser i en notesbog, som senere bjerges af søfolk. Jules Verne og Poe har begge her stået faddere til beretningen, der oser langt væk af sære vildmarksoplevelser.

Paperback, Paperback Library 1966. The Purple Cloud er uden tvivl Shiels bedste kendte roman

Paperback, Paperback Library 1966. The Purple Cloud er uden tvivl Shiels bedste kendte roman

Der går imidlertid et skel gennem Shiels forfatterskab, der også afspejles i Xélucha and Others. Det er nemlig især i de tidlige fortællinger fra tiden omkring 1900, at Shiel for alvor trækker på Poes og andre ældre forfatteres makabre impulser. Hvis man eksempelvis læser novellen ”Xélucha” fra 1896, står det klart, hvordan et romantisk sværmeri blandes med Poes morbiditet i teksterne fra den tid. 

M. P. Shiels første bølge af genrefiktion er nemlig en sen udløber af 1800-tallets såkaldte dekadente stil. Den fiktion, Shiel producerede senere, fra 1910’erne og frem til 30’erne, fik en anden valør. Og den realisme, som eksempelvis Jack London var en del af, får indflydelse på hans sprog og renser ud i Shiels sværmeri for arkaismer og ældre poetiske udtryk.

Paperback, Fanucci 1989

Paperback, Fanucci 1989

De nye historier mister det fabulerende, eventyrlige element til fordel for psykologisk indlevelse og miljøskildring. Som eksempelvis i ”The Bride”, der handler om en mand, der forlover sig med to søstre. Ude af stand til at vælge driver han den ene af pigerne til selvmord og udløser derved en selvpinerisk hjemsøgelse af dårlig samvittighed. De indre dæmoner blandes her med ydre overnaturlige gespenster på en måde, hvor febervildelse og virkelighed bliver vanskelige at skelne.

Uanset hvor man slår ned i Shiels forfatterskab, er det imidlertid klart, at hans styrke ikke ligger i plotopbygningen. Shiels fortællinger er gennemskuelige og til trods for, at han leverede flere historier med innovative elementer, forbliver hovedparten af hans tekster ganske traditionelle med velafprøvede idéer.

Hardcover, Grant Richards 1913

Hardcover, Grant Richards 1913

Det er med andre ord ikke på grund af fortællingernes originalitet, at man skal søge Shiels noveller. Man skal heller ikke læse dem, fordi de har gennemgribende litterær kvalitet. Langt fra. De fleste af hans historier er kunstlede og ekstremt tunge. Teksterne flytter sig kun langsomt ud af stedet og gør det med kaskader af ord, der dvæler ved små detaljer og sanseindtryk. Præcis det forhold, som August Deleth så rammende satte ord på.

Der kan således siges rigtig meget skidt om Shiels stil. Trods det opstår der noget magisk i flere af hans historier. Små glimt af makaber, gotisk skønhed som viser, at Shiel i den grad har lært af Poe og formår at gøre ham kunsten efter. En novelle som førnævnte ”Xélucha” på det nærmeste drypper af månelys og rådne gravkældre i en fabelfantasi, der svæver mellem Tusind og en Nat og ”The Masque of the Red Death”. Shiel leverer her uforfalsket gotik, der forfører tankerne med forlokkende billeder af makaber sanselighed.

Eller man kan tage en historie som “The House of Sounds”, der i plot og handling er komplet ligegyldig. Ikke desto mindre er novellen stærk læsning, fordi Shiel fylder siderne med eksplosive indtryk af et drømmelignende, fiktivt Norge med tågede kyster, skumoversprøjtede brændinger og sorte klipper.

Hardcover, Arkham House 1977

Hardcover, Arkham House 1977

Shiels noveller er labyrinter af ord, som læseren jages igennem. Gang på gang render man panden mod muren på grund af tekstmassernes massivitet, men pludselig står man også ansigt til ansigt med labyrintens sære beboere. De sært ubehagelige billeder af gotiske landskaber og væsner, der kun befolker de bedste af alle skrækfortællinger.

Med novellernes fortættede form kan det derfor også virke som et pusterum, når man læser de mere ordinære historier som f. eks. ”The Pale Ape”.  En lykantropisk fortælling, der for Shiels standarder er forbløffende mundret og let tilgængelig.

Ikke desto mindre må man nok konkludere, at Shiels pen er ikke for alle. Men for alle dem, der holder fast og kigger bag ordenes slør, ligger der fantastisk gotik og venter, som man næppe glemmer med det samme.

Novellerne:

“Xélucha”

 “The Primate of the Rose”

 “Dark Lot of One Saul”

 “The House of Sounds”

 “The Globe of Gold-Fish”

 “Many a Tear”

 “The Bride”

 “The Tale of Henry and Rowena”

 “The Bell of St. Sepulcre”

 “Huguenin’s Wife”

 “The Pale Ape”

 “The Case of Euphemia Raphash”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Death Reflects Us! Suveræne Beastmilk

a2339922695_2

Finske Beastmilk gav i aftes en helt, helt fantastisk koncert i København. Noget der meget vel kan blive min bedste koncertoplevelse i ’14. De udsendte deres debutplade Climax sidste år. Et særdeles veldrejet album, som jeg på det varmeste vil anbefale. Beastmilk skal lidt senere i år på turné med Doomriders. En spændende kombination af bands.

Desværre kommer de ikke forbi Danmark, men måske vi heldige at se Beastmilk herhjemme snart igen. Det håber jeg i hvert fald. Imens kan du lytte til bandet her:

Skriv en kommentar

Filed under Video

Fremmede verdener og sære syn: Bruce Penningtons forsider

Paperback, Manor Books 1975

Paperback, Manor Books 1975

Der er en håndfuld tegnere og malere, hvis genreforsider på godt og ondt har været med til at forme selve min genreforståelse. Engelske Bruce Pennington (Hvor engelsk kan det blive?!) er så afgjort en af disse – navnlig hans SF-forsider fra 70’erne. De sære, drømmende syner og scenarier han udmalede her, med deres klare, eksplosive farver og fremmedartede geografi er for mig indbegrebet af SF, når det er bedst. Jeg har aldrig været specielt optaget af den teknologi-orienteret del af genren. Derimod har de fabulerende besøg på fremmede verdener og legen med overraskende kulturudviklinger altid været emner, der har optaget mig.

Paperback, Corgi Books 1971

Paperback, Corgi Books 1971

Bruce Pennington fanger præcis dette fremmedartede element med sine forsider. Hans billeder og streg rammer en ekstremt inspirerende nerve, der sender tankerne på himmelflugt og giver bøgernes indhold kamp til stregen, når det gælder kreativitet.

Paperback, Star Books 1982

Paperback, Star Books 1982

Nu er der næppe nogen tvivl om, at den fransk/belgiske tegnede SF fra slutningen af 60’erne og 70’erne, anført eksempelvis af mesterlige Moebius, har efterladt et solidt indtryk på Penningtons stil. Ikke desto mindre vil jeg mene, at Pennington føjer sit eget præg til forsidernes tematikker. Vi genkender således elementer og greb i hans billeder som typiske for 70’erne og 80’erne, men han gør det på sin egen måde. Man er derfor også kun sjældent i tvivl, når man sidder med en af hans forsider.

Paperback, Corgi Books 1971

Paperback, Corgi Books 1971

Nu er det jo nok ikke nogen hemmelighed, at horrorlitteratur er min primære interesse. Derfor passer det mig også ganske fint, at Penningtons gyserforsider på ingen måde står tilbage for hans SF-forsider. Faktisk er forsiderne, som han skabte for Panther Books, måske noget af det bedste han har lavet overhovedet. Og det er ikke så lidt, når man eksempelvis ser på hans fabelagtige forsider til Gene Wolfs Book of the New Sun-serie. Herligt sære sager, der indbyder til at lade øjet gå på opdagelse.

Tag selv på videre opdagelser i Bruce Penningtons fremmedartede univers. Man ved aldrig, hvad der ligger og lurer bag den næste forside…

Paperback, Sidgwick & Jackson 1981

Paperback, Sidgwick & Jackson 1981

Paperback, Corgi Books 1972

Paperback, Corgi Books 1972 

Paperback, Penguin Books 1985

Paperback, Penguin Books 1985

Paperback, Corgi Books 1973

Paperback, Corgi Books 1973

Paperback, Panther Books 1976

Paperback, Panther Books 1976

Paperback, Corgi Books 1973

Paperback, Corgi Books 1973

Paperback, Panther Books 1975

Paperback, Panther Books 1975

Paperback, Gollancz 1973

Paperback, Gollancz 1973

Paperback, Panther Books 1975

Paperback, Panther Books 1975

Paperback, Grafton 1985

Paperback, Grafton 1985

Paperback, Panther Books 1975

Paperback, Panther Books 1975

Paperback, Meulenhoff 1975

Paperback, Meulenhoff 1975

Paperback, Panther Books 1975

Paperback, Panther Books 1975

Paperback, New English Library 1969

Paperback, New English Library 1969

Paperback, Panther Books 1974

Paperback, Panther Books 1974

Paperback, New English Library 1971

Paperback, New English Library 1971

Paperback, Panther Books 1974

Paperback, Panther Books 1974

Paperback, New English Library 1973

Paperback, New English Library 1973

Paperback, New English Library 1981

Paperback, New English Library 1981

Paperback, New English Library 1973

Paperback, New English Library 1973

Paperback, New English Library 1977

Paperback, New English Library 1977

Paperback, New English Library 1977

Paperback, New English Library 1977

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Mark Ronson, Whispering Corner (1989): En middelmådig hjemsøgelse

Paperback, Gainsborough Press 1989. Navnet på forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Paperback, Gainsborough Press 1989. Navnet på forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Mark Ronson, et pseudonym for Marc Alexander, udsendte flere spøgelsesfortællinger fra midten af 60’erne og frem. Faktisk var Ronson et mindre bestsellernavn i England, som leverede en stribe bøger, der stort set er glemt i dag. Og vel egentlig med god grund. Mark Ronsons romaner er ikke synderligt ophidsende. Han skriver i et svulmende, patosfyldt sprog. Det melodramatiske simrer konstant lige under overfladen i de personkonflikter, han portrætterer, og han trækker i den grad på fortærskede klichéer.

Whispering Corner er et godt eksempel på alt dette. Den er overgjort, patetisk og har en nærmest pubertær skildring af voksenlivets seksuelle forhold. Der er noget kejtet over bogen og den udflydende handling, hvilket får historien til at fremstå som en glad amatørs værk. Præcis amatør kan man imidlertid ikke kalde Ronson, der har arbejdet som professionel forfatter i årevis. Sandt at sige, tror jeg mest af alt, at Ronson lukrerede på horrorgenrens store popularitet i 70’erne og 80’erne. Havde han forsøgt sig på markedet i dag, var hans manuskripter formentlig blevet afvist på stedet. Ikke desto mindre har Whispering Corner nogle træk, der fortjener at blive diskuteret nærmere.

Paperback, Gainsborough Press 1989

Paperback, Gainsborough Press 1989

Bogens handling drejer sig om den udbrændte bestsellerforfatter Jonathan Northrop, der for år tilbage havde et kæmpehit med en gyserroman. Efterfølgende har han ikke formået at leve op til succesromanen, og fans såvel som forlag er i stigende grad blevet skuffet over ham. Så skuffede, at forlaget har sat Northrop kniven for struben. Skriv en bestseller eller find et andet forlag, lyder udmeldingen.

Den alkoholiserede forfatters privatliv ligger på det tidspunkt i ruiner og for at føje spot til skade, bliver han afkrævet en enorm sum af sin bank som resultatet af et ulykkeligt samarbejde med et filmselskab. Presset til det yderste forlader Northrop London og tager ud til det isolerede hus Whispering Corner, som han købte for nogle år siden, da han stadig red på en bølge af succes. Den gamle landejendom er blevet sat i stand, men han har aldrig brugt huset, da hans daværende kone ikke ville bo på landet.

Ebog, Willow eBooks 2013. Den seneste udgave af romanen - nu udsendt under forfatterens rigtige navn

Ebog, Willow eBooks 2013. Den seneste udgave af romanen – nu udsendt under forfatterens rigtige navn

Nu virker den landlige isolation som det rigtige for forfatteren, der vel nærmest flygter fra London og alle sine problemer. Desværre viser det sig hurtigt, at helt nye problemer opstår i det gamle hus. Problemer, der på en sær måde synes at vokse ud af den spøgelseshistorie om hjemsøgelser og hævn, som han arbejder på. Northrop bruger nemlig sig selv og huset som udgangspunkt for sin roman, og snart begynder de uhyggelige ting, han beskriver i bogen, at ske i virkeligheden. Men kan det være sandt? Er Northrop ved at gå fra forstanden?

Det interessante ved Ronsons tilgang til historien er, at han både lader os følge den roman, som Northrop skriver, og så Northrops overvejelser og oplevelser i det gamle hus. Handlingen løber dermed i to spor, der konstant væves sammen og kommenterer på hinanden.

Paperback, Hamlyn Books 1980. En anden af Ronsons romaner. Her med en fantastisk forside af Les Edwards. Flere vil sikkert genkende billedet fra andre sammenhænge

Paperback, Hamlyn Books 1980. En anden af Ronsons romaner. Her med en fantastisk forside af Les Edwards. Flere vil sikkert genkende billedet fra andre sammenhænge

I sig selv har man jo set den slags før, men i Whispering Corner får grebet et kuriøst udslag. En stor del af bogens stemningsopbygning og forsøg på at opbygge gys ligger nemlig i de kapitler af Northrops roman, som vi får lov at læse. Det kuriøse opstår, fordi den livstrætte, udbrændte Northrop konstant kommenterer på sin tekst – både som indskud i fiktionen og i de kapitler, hvor vi følger ham selv. Han taler om sine inspirationskilder og kritiserer sin stemningsopbygning.

På den led gør Ronson nærmest en dyd ud af at punktere sin stemning og sin egen forfatterrolle. Det lykkes ham faktisk at udstille Northrops kamp med ordene og inspirationen som en patetisk leg, der handler mere om forfatterens behov for anerkendelse end lysten til at skabe noget. Trods Mark Ronsons jævne sprog og elendige personskildringer, er præcis dette meta-element med til at gøre Whispering Corner en smule interessant.

Det er svært ikke at læse noget selvbiografisk ind i Northrops nedtur, fordi Ronson har lagt så meget af sig selv ind i handlingen. Gysergenrens popularitet var stærkt dalende i ’89, og Ronson har uden tvivl følt en vis bitterhed overfor de forlag, der tog imod gys med kyshånd og nu pludselig ikke længere gad støtte ham.

Paperback, Hamlyn Books 1980. Endnu en af Ronsons udgivelser fra '80

Paperback, Hamlyn Books 1980. Endnu en af Ronsons udgivelser fra ’80

En anden ting ved Whispering Corner, som faktisk lykkes godt, er dele af spøgelsestematikken. Der er ikke nogen tvivl om, at M. R. James har stået model for handlingen. Hele forståelsen af hjemsøgelsens natur og manifestation er løftet direkte fra James uden dog at trække på nogen bestemt novelle. Det giver romanen til en stedvist stille, diskret gysen, som er ganske virkningsfuld.

At det er M. R. James, der har dannet udgangspunkt, er ikke overraskende. Under sit egentlige navn skrev Mark Ronson nemlig en ganske stor bunke bøger om hjemsøgte steder i England. Præcis den slags nonfiktion har en særlig afdæmpet tilgang til spøgelser, der med en saglige, pseudovidenskabelige tone kan virke ganske overbevisende. Det var da også i den slags legender og fortællinger, at James fandt sin inspiration. Og Whispring Corner trækker ligeledes i fulde drag på Ronsons (eller Marc Alexanders) virke som populærvidenskabelig forfatter.

Hardcover, The Book Service 1973. En af forfatterens mange bøger om hjemsøgte steder i England

Hardcover, The Book Service 1973. En af forfatterens mange bøger om hjemsøgte steder i England

Det gør både bogen meget engelsk og traditionel, hvilket i virkeligheden er meget sympatisk. Især hvis man, som mig, er glad for James’ hjemsøgte noveller. Ronsons grundige arbejde med at opbygge mytologien omkring huset Whispering Corner og dets historie fungerer ganske enkelt godt. Især i de små detaljer. Den underlige kat, der driver omkring i haven, de gamle træer, hvor man kan høre stemmer hviske mellem grenene i skumringen og de sære lyde fra kælderen er alt sammen fine momenter.

Desværre mødes enderne aldrig i bogen, der som helhed er ganske ubehjælpelig. Man skal arbejde for at nå frem til de små øer af kvalitet, der ligger spredt mellem romanens kapitler, og spørgsmålet er i virkeligheden, om det er arbejdet værd.

Ronson har til dato ikke skrevet flere romaner, og Whispering Corner bliver med al sandsynlighed hans sidste. Det skal jeg være den sidste til at begræde. Ikke desto mindre må man sige, at bogens bitre, skuffede undertone er et trist punktum for en produktiv forfatterkarriere. Jeg håber derfor, at Mark Ronson alias Marc Alexander, har fundet grønnere, kreative græsgange et andet sted.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

En ganske god ny sang af Brody Dalle

Brody Dalles (bedst kendt fra Distillers) nye solomateriale lader til at samle en masse tråde, som jeg holder af. På den første sang fra hendes kommende soloalbum kan man høre en del referencer til både postpunk og støjrock. Det er slet ikke dårligt. Måske hele pladen bliver god. Jeg skal i hvert fald checke den ud.

Døm selv. Her er “Meet The Foetus / Oh The Joy”.

Skriv en kommentar

Filed under Video