William Peter Blatty, The Exorcist (1971): Ingen sympati for Djævlen

Hardcover, Harper & Row 197. Bogens 1. udg. Den ikoniske forside er skabt af Frederick Cantor

Hardcover, Harper & Row 1971. Bogens 1. udg. Den ikoniske forside er skabt af Frederick Cantor

På en liste over de mest indflydelsesrige horrorromaner vil man helt sikkert kunne finde William Peter Blattys The Exorcist fra 1971. Som med Blochs Psycho (1959) har romanens filmatisering utvivlsomt gjort sit til at udødeliggøre værket. Filmen er jo nok i virkeligheden bedre kendt end bogen i dag, men man må ikke glemme, at Blattys roman gik rent ind hos læserne i ’71. Bogen blev en kæmpe, kæmpe bestseller, der øjensynligt talte til noget i samtiden.

Satan var da også afgjort blevet et populært tema i slutningen af 60’erne – navnlig efter Levins Rosemary’s Baby (1967) havde gået sin sejrsgang. Dæmoni, okkultisme og troldtøj blev mainstream-underholdning og spillede i den grad på tidens spiritualitet og jagt efter åndlige erkendelser. Men hvor hovedparten af romanerne om djævledyrkelse holdt selve emnet ude i en armslængde og nøjedes med at skildre fænomenet igennem vage, stereotype forestillinger, gik Blatty en anden vej. William Peter Blatty gik nemlig til sagens teologiske kerne og udstillede selve livtaget med det diabolske.

Hardcover, Harper & Row 1971

Hardcover, Harper & Row 1971

Nu er det nok næppe nødvendigt, men for en god ordens skyld bør jeg nok lige nævne lidt om handlingen, før jeg går videre. Skuespilleren Chris MacNeil bor midlertidigt med sin datter og tjenestefolk i Georgetown, Washington, hvor hun skal indspille nogle scener. Chris er optaget af sit arbejde og bemærker derfor ikke, at hendes 12-årige datter Regan begynder at ændre sig. Samtidig sker der mystiske ting i huset, som de har lejet. Ting der nærmest antyder, at det spøger.

Regan bliver mere og mere syg. Hun er sengeliggende, og lægerne kan ikke finde ud af, om det er en fysisk eller psykisk lidelse, de er oppe imod. At der er noget galt, kan der imidlertid ikke være nogen tvivl om. Lille Regan bander og svovler, vrider sig og laver mere eller mindre umulige krumspring, der skræmmer husets beboere fra vid og sans.

Paperback, Corgi Books 1972

Paperback, Corgi Books 1972

Til sidst må lægerne give op, og en foreslår, nærmest ud af afmagt, om ikke Chris kunne tage kontakt til en præst. Som ateist tror hun ikke sine egne ører, da det bliver foreslået. At hendes datter skulle være blevet besat, er en absurd tanke. Desperat som hun er, ender Chris imidlertid med at tage kontakt til jesuitten Pater Damien Karras. Chris vil have, at han skal foretage en eller anden form for djævleuddrivelse på Regan, hvilket Karras forholder sig ganske kritisk overfor. Han indvilliger dog i at se Regan og undersøge hende nærmere.

William Peter Blatty (født 7. januar 1928)

William Peter Blatty (født 7. januar 1928)

Undersøgelsens resultat skræmmer ham fra vid og sans, fordi Karras må sande, at han rent faktisk tror, at den lille pige er besat af en djævel. En chokerende erkendelse, der ryster præstens moderne teologiske grundvold. Da Karras ikke kan foretage eksorcismen selv, må han have hjælp. Den finder han hos Pater Merrin. En ærværdig veteran, der har udført flere djævleuddrivelser i Afrika, hvor han har tilbragt mange år. Dermed er banen kridtet op. Kampen skal stå mellem de to jesuitpræster og dæmonen, der har besat stakkels Regan.

Paperback, Bantam Books 1972

Paperback, Bantam Books 1972

Egentlig er handlingen i Blattys roman rørende enkel og ligefrem. Eller sagt på en anden måde, der sker faktisk ikke specielt meget i bogen. I stedet bruger Blatty pladsen på at skildre situationens udvikling med en sympatisk langsommelighed, der side for side lægger nye lag af intensitet til stemningen. Grundtonen er en følelse af afmagt og væmmelse. Blatty spiller også på oplagte chokeffekter og bruger flere steder en for horrorlitteratur typisk stemningsopbygning. Ikke desto mindre bevæger bogen sig konstant væk fra sit gotiske ophav og afsøger i stedet moderne følelser af fremmedgørelse og eksistentiel angst.

Der kan nemlig ikke være nogen tvivl om, at bogens absolut mest vedvarende tone er en depressiv mol. Og intet sted kommer denne følelse så stærkt til udtryk som i skildringerne af Karras’ sjælekvaler. Noget der måske tydeligst og mest virkningsfuldt bliver skildret, da han i slutningen af Kapitel 2 fejrer messen. Han oplever her, at han under nadveren kalder ud i et mørkt intet. Ingen hører ham, og ritualet er en tom, meningsløs handling. Karras tvinger sig selv til at slå den tanke ud af hovedet, men tvivlen bliver ved med at nage ham.

Paperback, Corgi Books 1973

Paperback, Corgi Books 1973

Dermed er vi også inde ved det egentlige omdrejningspunkt i bogen. The Exorcist handler nemlig om tro. Den stiller det enkle spørgsmål, hvordan man kan tro på Guds eksistens i en verden, hvor der tilsyneladende ikke er nogen grænser for ondskaben. Et billede, der sættes på spidsen i romanen gennem den vilkårlige dæmonbesættelse af Regan. Blatty finder svar i sin jesuitiske baggrund og leverer et på mange måder fundamentalt katolsk standpunkt. Svaret ligger nemlig i troen og i troen alene. Der, hvor tvivlen bor, kan djævlen eller mørket flytte ind. Som Blatty indirekte formulerer det, viser Gud sig ikke for mennesket. Han kan måske sanses indirekte, som i den solnedgang Karras beundrer hver aften, men det guddommelige forbliver fundamentalt ugrundeligt og fjernt.

Temaet, som Blatty på den led slår an, er et klassisk problem omkring den såkaldte deus absconditus, altså den skjulte gud, der siden Augustin har været et tilbagevendende tema i vestlige tænkning. Det vil sige den tanke, at Gud er skjult for mennesket og ikke lader sig erkende rationelt.  Det er kun gennem troen, at han kan sanses. Og det er præcis det, der sker i bogen.

Paperback, Bantam Books 1974

Paperback, Bantam Books 1974

Bogens hovedpersoner er alle – på godt og ondt – moderne mennesker, der plages af eksistentiel tvivl og rastløshed. Blatty vil sikkert kalde det et resultat af ateismens fravalg af det metafysiske. De står derfor lammet over for den groteske djævleting, der besætter Regan. Den håner dem, og jo mere dæmonen håner, jo mere tvivler de på det gode. Blattys pointe er ganske velovervejet her. Chris siger selv, at hun har svært ved at tro på en Gud, men Djævlen, ham tror hun helt sikkert på nu, hvor hun har set dæmonen med egne øjne. Uden tro kan hun og de andre hovedpersoner ikke nå frem til Gud. Den synlige djævel derimod bliver håndgribelig og overbevisende, fordi den er blottet og nærværende. Fordi den ikke har skjult sig og fordringsløst åbenbares.

Det er først, da Pater Merrin, skildret med en næsten irriterende sødladenhed, melder sig på banen, at tingene ændrer sig. Merrin har nemlig den tro, de andre indledningsvist mangler, og han forstår dæmonens spil. Han bringer den styrke, der skal til at overvinde besættelsen og hjælper Karras til at føre kampen videre, da han ikke selv kan mere. Og her, ved romanens udgang, får Blatty lov til at komme med endnu et kernekatolsk udspil. Jesuitpræsten åbner sig nemlig for dæmonen (synden) i en fuldbyrdet imitatio christi. Nøjagtigt som Kristus på korset påkalder sig verdens synd og frelser menneskeheden, gør Karras det i samme for Regan. Djævlen lader sig atter narre af det frivillige offer, da Karras lokker ham ind i sig.

Paperback, Bantam Books 1977

Paperback, Bantam Books 1977

Nu kan alt det her lyde vældig fromt, og det er det vel også. Blattys roman hamrer sit katolske budskab ind med syvtommersøm, men han gør det næsten uden, vi bemærker det. Og her ligger nok også kimen til bogens succes. Dens budskaber ligger nemlig i baggrunden og simrer. I forgrunden finder vi besættelsens bulder og bragt. En fantastisk skildring af dæmoni og groteske optrin, som gør romanen ganske umulig at lægge fra sig og elsket af horrorfans. Der bliver med andre ord prædiket for os, men vi opdager det slet ikke, fordi prædikenens virkemidler er forbistret fascinerende. Havde det fromme underlag for historien været i forgrunden, ville de fleste af os sikkert have fundet den ganske ulidelig.

Jeg holder rigtig meget af bogen, som jeg efterhånden har læst et par gange. Den kombinerer en forbilledlig eftertænksomhed med en handling, der kan være svær at slippe. Resultatet kan dårligt blive andet end en bestseller, og jeg vil da også til en hver tid mene, at The Exorcist er en af de genreromaner, som man bør unde sig selv at læse. Det er i hvert fald ikke sidste gange, at jeg har vendt tilbage til huset på M Street.

Paperback, Bantam Books 1984

Paperback, Bantam Books 1984

Paperback, Harper & Row 1994

Paperback, Harper & Row 1994

Paperback, Harper & Row 2011

Paperback, Harper & Row 2011

Hardcover, Harper & Row 2011

Hardcover, Harper & Row 2011

Hardcover, Lonely Road Books 2011. Denne flotte jubilæumsudgave udkom i et ganske lille oplag og var udsolgt allerede inden den kom i handlen

Hardcover, Lonely Road Books 2011. Denne flotte jubilæumsudgave udkom i et ganske lille oplag og var udsolgt allerede inden den kom i handlen

Reklamer

3 kommentarer

Filed under Roman

3 responses to “William Peter Blatty, The Exorcist (1971): Ingen sympati for Djævlen

  1. Pingback: Hans Holzer, Murder in Amityville (1979): Fra parapsykologiens parallelunivers | Fra Sortsand

  2. Pingback: Diane Guest, Lullaby (1990): Ubehjælpelig nygotik | Fra Sortsand

  3. Pingback: William Peter Blatty, Legion (1983): Propaganda fide | Fra Sortsand

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s