Mark Ronson, Whispering Corner (1989): En middelmådig hjemsøgelse

Paperback, Gainsborough Press 1989. Navnet på forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Paperback, Gainsborough Press 1989. Navnet på forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Mark Ronson, et pseudonym for Marc Alexander, udsendte flere spøgelsesfortællinger fra midten af 60’erne og frem. Faktisk var Ronson et mindre bestsellernavn i England, som leverede en stribe bøger, der stort set er glemt i dag. Og vel egentlig med god grund. Mark Ronsons romaner er ikke synderligt ophidsende. Han skriver i et svulmende, patosfyldt sprog. Det melodramatiske simrer konstant lige under overfladen i de personkonflikter, han portrætterer, og han trækker i den grad på fortærskede klichéer.

Whispering Corner er et godt eksempel på alt dette. Den er overgjort, patetisk og har en nærmest pubertær skildring af voksenlivets seksuelle forhold. Der er noget kejtet over bogen og den udflydende handling, hvilket får historien til at fremstå som en glad amatørs værk. Præcis amatør kan man imidlertid ikke kalde Ronson, der har arbejdet som professionel forfatter i årevis. Sandt at sige, tror jeg mest af alt, at Ronson lukrerede på horrorgenrens store popularitet i 70’erne og 80’erne. Havde han forsøgt sig på markedet i dag, var hans manuskripter formentlig blevet afvist på stedet. Ikke desto mindre har Whispering Corner nogle træk, der fortjener at blive diskuteret nærmere.

Paperback, Gainsborough Press 1989

Paperback, Gainsborough Press 1989

Bogens handling drejer sig om den udbrændte bestsellerforfatter Jonathan Northrop, der for år tilbage havde et kæmpehit med en gyserroman. Efterfølgende har han ikke formået at leve op til succesromanen, og fans såvel som forlag er i stigende grad blevet skuffet over ham. Så skuffede, at forlaget har sat Northrop kniven for struben. Skriv en bestseller eller find et andet forlag, lyder udmeldingen.

Den alkoholiserede forfatters privatliv ligger på det tidspunkt i ruiner og for at føje spot til skade, bliver han afkrævet en enorm sum af sin bank som resultatet af et ulykkeligt samarbejde med et filmselskab. Presset til det yderste forlader Northrop London og tager ud til det isolerede hus Whispering Corner, som han købte for nogle år siden, da han stadig red på en bølge af succes. Den gamle landejendom er blevet sat i stand, men han har aldrig brugt huset, da hans daværende kone ikke ville bo på landet.

Ebog, Willow eBooks 2013. Den seneste udgave af romanen - nu udsendt under forfatterens rigtige navn

Ebog, Willow eBooks 2013. Den seneste udgave af romanen – nu udsendt under forfatterens rigtige navn

Nu virker den landlige isolation som det rigtige for forfatteren, der vel nærmest flygter fra London og alle sine problemer. Desværre viser det sig hurtigt, at helt nye problemer opstår i det gamle hus. Problemer, der på en sær måde synes at vokse ud af den spøgelseshistorie om hjemsøgelser og hævn, som han arbejder på. Northrop bruger nemlig sig selv og huset som udgangspunkt for sin roman, og snart begynder de uhyggelige ting, han beskriver i bogen, at ske i virkeligheden. Men kan det være sandt? Er Northrop ved at gå fra forstanden?

Det interessante ved Ronsons tilgang til historien er, at han både lader os følge den roman, som Northrop skriver, og så Northrops overvejelser og oplevelser i det gamle hus. Handlingen løber dermed i to spor, der konstant væves sammen og kommenterer på hinanden.

Paperback, Hamlyn Books 1980. En anden af Ronsons romaner. Her med en fantastisk forside af Les Edwards. Flere vil sikkert genkende billedet fra andre sammenhænge

Paperback, Hamlyn Books 1980. En anden af Ronsons romaner. Her med en fantastisk forside af Les Edwards. Flere vil sikkert genkende billedet fra andre sammenhænge

I sig selv har man jo set den slags før, men i Whispering Corner får grebet et kuriøst udslag. En stor del af bogens stemningsopbygning og forsøg på at opbygge gys ligger nemlig i de kapitler af Northrops roman, som vi får lov at læse. Det kuriøse opstår, fordi den livstrætte, udbrændte Northrop konstant kommenterer på sin tekst – både som indskud i fiktionen og i de kapitler, hvor vi følger ham selv. Han taler om sine inspirationskilder og kritiserer sin stemningsopbygning.

På den led gør Ronson nærmest en dyd ud af at punktere sin stemning og sin egen forfatterrolle. Det lykkes ham faktisk at udstille Northrops kamp med ordene og inspirationen som en patetisk leg, der handler mere om forfatterens behov for anerkendelse end lysten til at skabe noget. Trods Mark Ronsons jævne sprog og elendige personskildringer, er præcis dette meta-element med til at gøre Whispering Corner en smule interessant.

Det er svært ikke at læse noget selvbiografisk ind i Northrops nedtur, fordi Ronson har lagt så meget af sig selv ind i handlingen. Gysergenrens popularitet var stærkt dalende i ’89, og Ronson har uden tvivl følt en vis bitterhed overfor de forlag, der tog imod gys med kyshånd og nu pludselig ikke længere gad støtte ham.

Paperback, Hamlyn Books 1980. Endnu en af Ronsons udgivelser fra '80

Paperback, Hamlyn Books 1980. Endnu en af Ronsons udgivelser fra ’80

En anden ting ved Whispering Corner, som faktisk lykkes godt, er dele af spøgelsestematikken. Der er ikke nogen tvivl om, at M. R. James har stået model for handlingen. Hele forståelsen af hjemsøgelsens natur og manifestation er løftet direkte fra James uden dog at trække på nogen bestemt novelle. Det giver romanen til en stedvist stille, diskret gysen, som er ganske virkningsfuld.

At det er M. R. James, der har dannet udgangspunkt, er ikke overraskende. Under sit egentlige navn skrev Mark Ronson nemlig en ganske stor bunke bøger om hjemsøgte steder i England. Præcis den slags nonfiktion har en særlig afdæmpet tilgang til spøgelser, der med en saglige, pseudovidenskabelige tone kan virke ganske overbevisende. Det var da også i den slags legender og fortællinger, at James fandt sin inspiration. Og Whispring Corner trækker ligeledes i fulde drag på Ronsons (eller Marc Alexanders) virke som populærvidenskabelig forfatter.

Hardcover, The Book Service 1973. En af forfatterens mange bøger om hjemsøgte steder i England

Hardcover, The Book Service 1973. En af forfatterens mange bøger om hjemsøgte steder i England

Det gør både bogen meget engelsk og traditionel, hvilket i virkeligheden er meget sympatisk. Især hvis man, som mig, er glad for James’ hjemsøgte noveller. Ronsons grundige arbejde med at opbygge mytologien omkring huset Whispering Corner og dets historie fungerer ganske enkelt godt. Især i de små detaljer. Den underlige kat, der driver omkring i haven, de gamle træer, hvor man kan høre stemmer hviske mellem grenene i skumringen og de sære lyde fra kælderen er alt sammen fine momenter.

Desværre mødes enderne aldrig i bogen, der som helhed er ganske ubehjælpelig. Man skal arbejde for at nå frem til de små øer af kvalitet, der ligger spredt mellem romanens kapitler, og spørgsmålet er i virkeligheden, om det er arbejdet værd.

Ronson har til dato ikke skrevet flere romaner, og Whispering Corner bliver med al sandsynlighed hans sidste. Det skal jeg være den sidste til at begræde. Ikke desto mindre må man sige, at bogens bitre, skuffede undertone er et trist punktum for en produktiv forfatterkarriere. Jeg håber derfor, at Mark Ronson alias Marc Alexander, har fundet grønnere, kreative græsgange et andet sted.

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s