Monthly Archives: februar 2014

Nosferatus’ storhed og fald

Nosferatu nr. 1, juni 1979

Nosferatu nr. 1, juni 1979

For noget tid siden flyttede vi, og jeg har først nu fået helt styr på mine bøger igen. Det har været en lang og besværlig proces, men en af de små glæder ved besværet har været at sidde med ting, jeg ikke har kigget på længe. Det gælder bl.a. min samling af fanzines. Jeg elsker de gamle papirfanzines. Jeg elsker deres gejst, deres gør-det-selv-ånd og deres ofte eklektiske æstetik.

Nosferatu nr. 1 juni 1979. Leder, s. 2

Nosferatu nr. 1 juni 1979. Leder, s. 2

Et godt eksempel, som jeg fandt i gemmerne, er det gamle fanzine Nosferatu. Bladet blev udgivet af Dansk Vampyr Selskab – også kendt som DVAS(K), med Niels Petersen i redaktørrollen. Jeg tror, selvskabet blev stiftet i ’78 og havde til hensigt at udbrede forståelsen og interessen for gys, gotik og navnlig vampyrer.

Nosferatu nr. 1 juni 1979, s. 17

Nosferatu nr. 1 juni 1979, s. 17

Et charmerende foretagende, der vel mest af alt manifesterede sig i bladet Nosferatu. For et par år siden var Niels Petersen så venlig at sende mig de første fem numre af fanzinet. Der kom vist nok seks blade i alt. Det sjette var enten en form for introduktionshæfte eller et mindre nummer, der udkom, efter bladet var afgået ved døden. Jeg er ikke helt sikker.

Nosferatu nr. 2, juli 1980

Nosferatu nr. 2, juli 1980

Ikke desto mindre er det herligt at bladre de fem numre igennem. De emmer af ungdommelig entusiasme og gåpåmod. Bladet var mest af alt en tomandshær bestående af Niels Petersen og Nicolas Barbano. Sammen har de mere eller mindre skrevet alle artikler og anmeldelser i bladene, mens bl.a. Morten Schmidt leverede illustrationer og tegnede et par tegneserier til foretagendet.

Nosferatu nr. 2 juli 1980. Leder, s. 2

Nosferatu nr. 2 juli 1980. Leder, s. 2

Og hvad finder man så i Nosferatu? Man finder lange, lange udflydende artikler af Niels Petersen om vampyrens kulturhistorie. Man finder interviews og filmanmelderser af en kritisk, veloplagt Barbano samt alt mulig andet. Eksempelvis en bibliografi over vampyrfiktion på dansk, omtaler bøger, tegneserier og musikudgivelser. Der er skam også omtaler af vampyrrelaterede ting, som har været bragt i radioen eller på DR. Der er førnævnte tegneserier af Morten Schmidt (hvis streg jeg i øvrigt husker fra forsiderne til Fantasks kataloger, som jeg fik sendt hjem til Åbenrå. Men det er et sidespring). Og så er der novellerne. Erwin Neutzsky-Wulff, et af selskabets æresmedlemmer, har skrevet flere gyserhistorier til bladet. Endelig blev der også bragt lidt oversat fiktion og endda et digt tilegnet Poe. Jo-jo, det er skam gode sager.

Nosferatu nr. 3, oktober 1980

Nosferatu nr. 3, oktober 1980

Første nummer af Nosferatu udkom i juni 1979, og det sidste nummer så dagens læs i efteråret 1982. Som man fornemmer i de ledere, jeg lægger online her, er bladet indledningsvist præget af en sprudlende tro på selskabets fremtid og en god dosis selvhøjtidelighed. Begejstringen forsurer dog gradvist, og de sidste bemærkninger i Petersens endegyldige leder er ganske harske. På den led ligner Nosferatus skæbne nok de fleste andre fanzines livsforløb. De fløj højt og hurtigt, men døde som regel en brat død.

Nosferatu nr. 3, oktober 1980. Leder, s. 2

Nosferatu nr. 3, oktober 1980. Leder, s. 2

Nicolas Barbanos aktiviteter har vi jo senere kunnet følge på mange fronter, og Niels Petersen har heller ikke sluppet interessen for vampyrer og gru helt. Man kan således læse nærmere om vampyrerne på hans hjemmeside.

Nosferatu nr. 3, oktober 1980. Fra tegneserien Doktor Punkenstein, s. 20-21

Nosferatu nr. 3, oktober 1980. Fra tegneserien Doktor Punkenstein, s. 20-21

I Nosferatu kan man se, at Vampyrselskabet holdt møder i København. Det kunne være spændende med en lille rapport fra disse møder. Hvor mange kom, hvad blev der talt om osv. Er der nogen derude, der var med? Fortæl, fortæl. Eller skriv til mig, så laver vi en eller anden form for interview om emnet.

Her kan du gå lidt på opdagelse i nogle af bladenes sider og få et indtryk af Nosferatus univers.

Nosferatu nr. 4, sommer 1982

Nosferatu nr. 4, sommer 1982

Nosferatu nr. 4, sommer 1982. Leder, s. 2

Nosferatu nr. 4, sommer 1982. Leder, s. 2

Nosferatu nr. 4, sommer 1982, s. 14-15

Nosferatu nr. 4, sommer 1982, s. 14-15 

Nosferatu nr. 5, efterår 1982

Nosferatu nr. 5, efterår 1982

Nosferatu nr. 5, efterår 1982. Leder, s. 2

Nosferatu nr. 5, efterår 1982. Leder, s. 2

Nosferatu nr. 5, efterår 1982, s. 23

Nosferatu nr. 5, efterår 1982, s. 23

Nosferatu nr. 5, efterår 1982. Leder, s. 48-49

Nosferatu nr. 5, efterår 1982. Leder, s. 48-49

4 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

William Peter Blatty, The Exorcist (1971): Ingen sympati for Djævlen

Hardcover, Harper & Row 197. Bogens 1. udg. Den ikoniske forside er skabt af Frederick Cantor

Hardcover, Harper & Row 1971. Bogens 1. udg. Den ikoniske forside er skabt af Frederick Cantor

På en liste over de mest indflydelsesrige horrorromaner vil man helt sikkert kunne finde William Peter Blattys The Exorcist fra 1971. Som med Blochs Psycho (1959) har romanens filmatisering utvivlsomt gjort sit til at udødeliggøre værket. Filmen er jo nok i virkeligheden bedre kendt end bogen i dag, men man må ikke glemme, at Blattys roman gik rent ind hos læserne i ’71. Bogen blev en kæmpe, kæmpe bestseller, der øjensynligt talte til noget i samtiden.

Satan var da også afgjort blevet et populært tema i slutningen af 60’erne – navnlig efter Levins Rosemary’s Baby (1967) havde gået sin sejrsgang. Dæmoni, okkultisme og troldtøj blev mainstream-underholdning og spillede i den grad på tidens spiritualitet og jagt efter åndlige erkendelser. Men hvor hovedparten af romanerne om djævledyrkelse holdt selve emnet ude i en armslængde og nøjedes med at skildre fænomenet igennem vage, stereotype forestillinger, gik Blatty en anden vej. William Peter Blatty gik nemlig til sagens teologiske kerne og udstillede selve livtaget med det diabolske.

Hardcover, Harper & Row 1971

Hardcover, Harper & Row 1971

Nu er det nok næppe nødvendigt, men for en god ordens skyld bør jeg nok lige nævne lidt om handlingen, før jeg går videre. Skuespilleren Chris MacNeil bor midlertidigt med sin datter og tjenestefolk i Georgetown, Washington, hvor hun skal indspille nogle scener. Chris er optaget af sit arbejde og bemærker derfor ikke, at hendes 12-årige datter Regan begynder at ændre sig. Samtidig sker der mystiske ting i huset, som de har lejet. Ting der nærmest antyder, at det spøger.

Regan bliver mere og mere syg. Hun er sengeliggende, og lægerne kan ikke finde ud af, om det er en fysisk eller psykisk lidelse, de er oppe imod. At der er noget galt, kan der imidlertid ikke være nogen tvivl om. Lille Regan bander og svovler, vrider sig og laver mere eller mindre umulige krumspring, der skræmmer husets beboere fra vid og sans.

Paperback, Corgi Books 1972

Paperback, Corgi Books 1972

Til sidst må lægerne give op, og en foreslår, nærmest ud af afmagt, om ikke Chris kunne tage kontakt til en præst. Som ateist tror hun ikke sine egne ører, da det bliver foreslået. At hendes datter skulle være blevet besat, er en absurd tanke. Desperat som hun er, ender Chris imidlertid med at tage kontakt til jesuitten Pater Damien Karras. Chris vil have, at han skal foretage en eller anden form for djævleuddrivelse på Regan, hvilket Karras forholder sig ganske kritisk overfor. Han indvilliger dog i at se Regan og undersøge hende nærmere.

William Peter Blatty (født 7. januar 1928)

William Peter Blatty (født 7. januar 1928)

Undersøgelsens resultat skræmmer ham fra vid og sans, fordi Karras må sande, at han rent faktisk tror, at den lille pige er besat af en djævel. En chokerende erkendelse, der ryster præstens moderne teologiske grundvold. Da Karras ikke kan foretage eksorcismen selv, må han have hjælp. Den finder han hos Pater Merrin. En ærværdig veteran, der har udført flere djævleuddrivelser i Afrika, hvor han har tilbragt mange år. Dermed er banen kridtet op. Kampen skal stå mellem de to jesuitpræster og dæmonen, der har besat stakkels Regan.

Paperback, Bantam Books 1972

Paperback, Bantam Books 1972

Egentlig er handlingen i Blattys roman rørende enkel og ligefrem. Eller sagt på en anden måde, der sker faktisk ikke specielt meget i bogen. I stedet bruger Blatty pladsen på at skildre situationens udvikling med en sympatisk langsommelighed, der side for side lægger nye lag af intensitet til stemningen. Grundtonen er en følelse af afmagt og væmmelse. Blatty spiller også på oplagte chokeffekter og bruger flere steder en for horrorlitteratur typisk stemningsopbygning. Ikke desto mindre bevæger bogen sig konstant væk fra sit gotiske ophav og afsøger i stedet moderne følelser af fremmedgørelse og eksistentiel angst.

Der kan nemlig ikke være nogen tvivl om, at bogens absolut mest vedvarende tone er en depressiv mol. Og intet sted kommer denne følelse så stærkt til udtryk som i skildringerne af Karras’ sjælekvaler. Noget der måske tydeligst og mest virkningsfuldt bliver skildret, da han i slutningen af Kapitel 2 fejrer messen. Han oplever her, at han under nadveren kalder ud i et mørkt intet. Ingen hører ham, og ritualet er en tom, meningsløs handling. Karras tvinger sig selv til at slå den tanke ud af hovedet, men tvivlen bliver ved med at nage ham.

Paperback, Corgi Books 1973

Paperback, Corgi Books 1973

Dermed er vi også inde ved det egentlige omdrejningspunkt i bogen. The Exorcist handler nemlig om tro. Den stiller det enkle spørgsmål, hvordan man kan tro på Guds eksistens i en verden, hvor der tilsyneladende ikke er nogen grænser for ondskaben. Et billede, der sættes på spidsen i romanen gennem den vilkårlige dæmonbesættelse af Regan. Blatty finder svar i sin jesuitiske baggrund og leverer et på mange måder fundamentalt katolsk standpunkt. Svaret ligger nemlig i troen og i troen alene. Der, hvor tvivlen bor, kan djævlen eller mørket flytte ind. Som Blatty indirekte formulerer det, viser Gud sig ikke for mennesket. Han kan måske sanses indirekte, som i den solnedgang Karras beundrer hver aften, men det guddommelige forbliver fundamentalt ugrundeligt og fjernt.

Temaet, som Blatty på den led slår an, er et klassisk problem omkring den såkaldte deus absconditus, altså den skjulte gud, der siden Augustin har været et tilbagevendende tema i vestlige tænkning. Det vil sige den tanke, at Gud er skjult for mennesket og ikke lader sig erkende rationelt.  Det er kun gennem troen, at han kan sanses. Og det er præcis det, der sker i bogen.

Paperback, Bantam Books 1974

Paperback, Bantam Books 1974

Bogens hovedpersoner er alle – på godt og ondt – moderne mennesker, der plages af eksistentiel tvivl og rastløshed. Blatty vil sikkert kalde det et resultat af ateismens fravalg af det metafysiske. De står derfor lammet over for den groteske djævleting, der besætter Regan. Den håner dem, og jo mere dæmonen håner, jo mere tvivler de på det gode. Blattys pointe er ganske velovervejet her. Chris siger selv, at hun har svært ved at tro på en Gud, men Djævlen, ham tror hun helt sikkert på nu, hvor hun har set dæmonen med egne øjne. Uden tro kan hun og de andre hovedpersoner ikke nå frem til Gud. Den synlige djævel derimod bliver håndgribelig og overbevisende, fordi den er blottet og nærværende. Fordi den ikke har skjult sig og fordringsløst åbenbares.

Det er først, da Pater Merrin, skildret med en næsten irriterende sødladenhed, melder sig på banen, at tingene ændrer sig. Merrin har nemlig den tro, de andre indledningsvist mangler, og han forstår dæmonens spil. Han bringer den styrke, der skal til at overvinde besættelsen og hjælper Karras til at føre kampen videre, da han ikke selv kan mere. Og her, ved romanens udgang, får Blatty lov til at komme med endnu et kernekatolsk udspil. Jesuitpræsten åbner sig nemlig for dæmonen (synden) i en fuldbyrdet imitatio christi. Nøjagtigt som Kristus på korset påkalder sig verdens synd og frelser menneskeheden, gør Karras det i samme for Regan. Djævlen lader sig atter narre af det frivillige offer, da Karras lokker ham ind i sig.

Paperback, Bantam Books 1977

Paperback, Bantam Books 1977

Nu kan alt det her lyde vældig fromt, og det er det vel også. Blattys roman hamrer sit katolske budskab ind med syvtommersøm, men han gør det næsten uden, vi bemærker det. Og her ligger nok også kimen til bogens succes. Dens budskaber ligger nemlig i baggrunden og simrer. I forgrunden finder vi besættelsens bulder og bragt. En fantastisk skildring af dæmoni og groteske optrin, som gør romanen ganske umulig at lægge fra sig og elsket af horrorfans. Der bliver med andre ord prædiket for os, men vi opdager det slet ikke, fordi prædikenens virkemidler er forbistret fascinerende. Havde det fromme underlag for historien været i forgrunden, ville de fleste af os sikkert have fundet den ganske ulidelig.

Jeg holder rigtig meget af bogen, som jeg efterhånden har læst et par gange. Den kombinerer en forbilledlig eftertænksomhed med en handling, der kan være svær at slippe. Resultatet kan dårligt blive andet end en bestseller, og jeg vil da også til en hver tid mene, at The Exorcist er en af de genreromaner, som man bør unde sig selv at læse. Det er i hvert fald ikke sidste gange, at jeg har vendt tilbage til huset på M Street.

Paperback, Bantam Books 1984

Paperback, Bantam Books 1984

Paperback, Harper & Row 1994

Paperback, Harper & Row 1994

Paperback, Harper & Row 2011

Paperback, Harper & Row 2011

Hardcover, Harper & Row 2011

Hardcover, Harper & Row 2011

Hardcover, Lonely Road Books 2011. Denne flotte jubilæumsudgave udkom i et ganske lille oplag og var udsolgt allerede inden den kom i handlen

Hardcover, Lonely Road Books 2011. Denne flotte jubilæumsudgave udkom i et ganske lille oplag og var udsolgt allerede inden den kom i handlen

4 kommentarer

Filed under Roman

Lidt horror-historie: Et ældre interview med en splatterpunker

Splatterpunks fotografet i 1986. Fra højre mod venstre: Craig Spector, Joe Lansdale. Richard Christian Matheson, David J. Schow, Ray Garton, Robert McCammon, John Skipp

Splatterpunks fotograferet i 1986. Fra højre mod venstre: Craig Spector, Joe Lansdale, Richard Christian Matheson, David J. Schow, Ray Garton, Robert McCammon og Spectors nære samarbejdspartner John Skipp yderst til højre

Her kan du se et interview med Craig Spector – en af de oprindelige ”splatterpunks”. En ganske sjov, retrospektiv samtale om horror i 80’erne; en samtale om tiden da  Clive Barker var kongen og splatterpunk-scenen gav King, Koontz og de andre rødder baghjul. Der var vagtskifte blandt horrorforfatterne i 80’ernes første del, og Craig Spector var afgjort en vigtig figur i dette. Spector og John Skipp var eksempelvis hovedkræfterne bag nogle stilskabende antologier, som vi fortsat stilistisk trækker på i dag.

Jeg planlægger snart at skrive om splatterpunk-fænomenet, så dette lille indlæg kan ses som en optakt til dette.

God weekend.

Skriv en kommentar

Filed under Video

Bag tremmer

Paperback, Pyramid Books 1960

Paperback, Pyramid Books 1960

Min lille afdækning af pulpens forsider og genrer fortsætter også i denne uge. Her skal vi se lidt på fængselspulp. Kim Leine udtalte for nogle måneder siden på P1, at han et eller andet sted tror, at alle mænd drømmer om at blive sat i fængsel(!). Altså at vi har en hemmelig drøm om den helt gennemstrukturerede hverdag, hvor alt er lagt i systemer, og verden er behageligt fri for valg og distraktioner. Det er naturligvis en absurd tanke, men måske alligevel ikke helt. Frihedsberøvelsen er naturligvis skræmmende og næppe morsom for den, der faktisk prøver det.

True Crime Cases Magazine, juli 1949

True Crime Cases Magazine, juli 1949

Ikke desto mindre er der noget fascinerende ved fængselstanken, og det er jeg tydeligvis ikke alene om at mene. Pulpen bugner med fængselslitteratur, både af den hårdkogte action-orienterede og den erotiske slags. Den uskyldigt dømte, der må klare sig bag fængselsmurene og forsøge at holde den moralske fane højt, er naturligvis et fast tema. En klassisk moderne type fortælling om heltemod og afsavn.

Hardcover, Collins 1956

Hardcover, Collins 1956

Frihedsberøvelsen bliver her en metafor for autenticitetens og dydens vilkår i et moralsk fordærvet samfund. For her skal man nemlig huske på, at langt de fleste fængselsromaner vender perspektivet på hovedet og bruger de fængsledes liv bag tremmerne som et billede på det samfund, der eksisterer uden for fangenskaben. Pointen er naturligvis den, at vi alle er fængslede i den fordærvede, kulturelle sump.

Prison Stories, november 1930

Prison Stories, november 1930

Apropos det fordærvede behøver man heller ikke være en psykisk syg østriger for at få øje på indespærringens erotiske konnotationer til magt og kontrol. Som altid har pulpen været hurtigt til at opdyrke den side af sagen og romaner, der sammenstiller sex, seksuelle overgreb og fængsling, findes i hobetal. Ikke mindst romaner, der dyrker fængslets homoerotiske side.

Paperback,  Perma Star 1953

Paperback, Perma Star 1953

Fængselslitteraturen, fortolket gennem pulpens altid snuskede linse, handler altså om magt, kontrol og begær. Smerte, desperation og ulykke over en grum skæbne løber da også med i dette, men et hurtigt blik på eksempelvis de forsider, som jeg har samlet her, viser, hvor meget andet der er på færde.

Jo-jo, fængslernes verden har tydeligvis sine fristelser. Det må man give Kim Leine.

Paperback, Venus Books 1953

Paperback, Venus Books 1953

Paperback, Ace Books 1955

Paperback, Ace Books 1955

Paperback, Unique Books 1968

Paperback, Unique Books 1968

Paperback, Ace Books 1957

Paperback, Ace Books 1957

Paperback, Scripts 1974

Paperback, Scripts 1974

Paperback, Ace Books 1959 (2)

Paperback, Ace Books 1959

Paperback, Random House Publishing 1976

Paperback, Random House Publishing 1976

Paperback, Ace Books 1959

Paperback, Ace Books 1959

Paperback, Pyramid Books 1958

Paperback, Pyramid Books 1958

Paperback, Bantam Books 1957

Paperback, Bantam Books 1957

Paperback, Pyramid Books 1958

Paperback, Pyramid Books 1958

Paperback, Bell-Ringer Books 1965

Paperback, Bell-Ringer Books 1965

Paperback, Pyramid Books 1956

Paperback, Pyramid Books 1956

Paperback, Dell Books 1953

Paperback, Dell Books 1953

Paperback, Panther Books 1961

Paperback, Panther Books 1961

Paperback, Fawcett Crest 1963

Paperback, Fawcett Crest 1963

Paperback, Novel Books 1961

Paperback, Novel Books 1961

Paperback, Horwitz 1961

Paperback, Horwitz 1961

Paperback, New English Library 1971

Paperback, New English Library 1971

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Gardner F. Fox, Kothar. Barbarian Swordsman (1969): Blod, sort magi og barbarisk vold

Paperback, Belmont Books 1969. Forsiden er malet af den ikoniske Jeff Catherine Jones

Paperback, Belmont Books 1969. Forsiden er malet af den ikoniske Jeff Catherine Jones

Gardner F. Fox var en af DC Comics flittige forfattere. Han skrev stakkevis af tegneserier, men udgav også en hel hob pulpromaner under forskellige pseudonymer. Under sit eget navn, Gardner Fox, skrev han en række bøger, der alle udspiller sig i pulpede sword & sorcery-universer. Hans mest ambitiøse projekt var en serie på fem bind om barbaren Kothar, og det er første bind i denne serie, vi skal se nærmere på her.

Allerede i den første bog, Barbarian Swordsman (1969), fornemmer man, at der ligger ambitioner bag projektet. Romanen er nemlig forsynet med en indledning skrevet af Donald MacIvers, der reflekterer over bogens litterære kvaliteter og barbargenrens kulturelle referencer. Og det er faktisk slet ikke dumt, det MacIvers skriver om genrens Spenglerske implikationer.

Paperback, Belmont Books 1969

Paperback, Belmont Books 1969

Faktisk er indledningen ganske interessant. Det eneste besynderlige er, at gode gamle Conan ikke nævnes med et ord. Og taget i betragtning, at Gardner Fox har planket stort set alt, hvad der kan plankes hos førnævnte, er det mildest talt besynderligt, at Robert E. Howard ikke berøres. Jeg skal vende tilbage til Conan om et øjeblik. Først vil jeg gerne dvæle et øjeblik ved barbargenrens betydning.

En væsentlig præmis for barbareventyret, som Howard i høj grad var med til at opstille, er den underforståede frihedstrang. Barbaren bliver en idealiseret fremstilling af det frigjorte menneske, der utvungent af civilisationens fremmedgørende konventioner bevæger sig gennem verden og hedonistisk hengiver sig til livets glæder. For Howard eksisterede der er en form for urmoral – et retfærdighedskodeks – som det frigjorte individ (barbaren) natuligt ville følge. En forestilling om, at den stærke beskytter de svage og konflikter løses med den nødvendige grad af brutalitet. Fjendebilledet er naturligvis det konsensussøgende vestlige samfund, der med sine maskiner og bekvemligheder kvæler individets frihed og ret til at handle.

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

I den forstand var Howard ikke så langt fra Tolkien og Lewis, der ligeledes fandt et fjendebillede i den moderne kultur. ”The Machine”, som Tolkien kaldte det. Forskellen er, at de gode englændere skrev deres fantasyeventyr ud fra kristne moralforestillinger. Det gjorde Howard ikke. Han skabte sin fantasy under påvirkning af Nietzsche, og det gør verdener til forskel.

I stedet for at indpasse sine hovedpersoner i en eskatologisk kristen fortælling, som førnævnte Tolkien og Lewis, viste Howard barbaren som en eksistentialistisk figur, der står alene i verden og former den ved egen kraft. I Camusk forstand kaster barbaren sig ud i livet med en enorm appetit og gør kun, hvad han har lyst til. Om Nietzsche ville bifalde den popularisering af overmenneske-begrebet, er tvivlsomt, men sådan blev udfaldet hos Howard. Og resultatet er barbargenren, som vi kender den.

Men nu til barbaren Kothar og bogen det egentlig handler om. Modsat Howards Conan-univers, der udspiller sig på i en mytisk fortid, tager Gardner Fox os med ud i en fjern, fjern fremtid. Her i dette vildsomme land, der ligner Conans barbarunivers til forveksling, tumler den enorme kriger Kothar omkring og sælger sine kampevner til den højestbydende.

Paperback, Starbooks 1970

Paperback, Starbooks 1970

Som sagt er Kothar: Barbarian Swordsman første bind i en serie på fem bøger. Sikkert som en form for loyalitet overfor Howards gamle pulphistorier er der ikke tale om en roman, men tre noveller. Første historie er den længste, og her introduceres Kothars verden. Fox får også allerede her lagt skabelonen for de kommende fortællinger om barbaren.

Det forholder sig nemlig sådan, at vi kommer ind i Kothars liv, netop som barbaren må sande, at han er den sidste overlevende på en slagmark. Han har kæmpet for Dronning Elfa, men hendes tropper er blevet udraderet. Kothar fortrækker, hårdt såret, fra valpladsen, men bliver forfulgt af fjenden. Hans flugt fører ham ind i en skov, hvor han opdager et gammelt bygningsværk. Er han mon på magisk vis blevet kaldt til bygningen? Naturligvis er han det, og bygningen er intet mindre end en oldgammel krypt, hvor nekromantikeren Afgorkon ligger ikke død men sovende.

Afgorkon kommer til live, da Kothar render ned i hans gravkammer, og nekromantikeren giver Kothar et tilbud, han ikke kan afslå. Barbaren får tilbudt det magiske sværd Frostfire, der vil gøre ham til en endnu bedre kriger. Hagen ved dette er, at den, som bærer sværdet, ikke kan eje andet. Kothar accepterer gladeligt, men som det skal vise sig, handler han måske overilet.

Paperback, Leisure Books 1973

Paperback, Leisure Books 1973

Takket være sværdets magi mister Kothar sine ejendele. Det betyder, at han forarmet må fortsætte med at sælge sig selv som lejesvend for at overleve. Han kan ikke skille sig af med sværdet, der vel må betegnes som forbandet, og han kan ikke slå sig ned, fordi han ikke kan holde på noget. Det gælder i øvrigt både rigdom og venskaber.

Til det må man så også føje, at den heks, Kothar bekriger i første historie, ganske vist bliver overvundet i sidste ende, men hun fortsætter med at plage Kothar som en form for gespenst, der helt sikkert også vil komme til at figurere i de kommende bind.

Kothars verden er fyldt med blodig vold, lumre kvinder og livsglæde. Det er svulmende pulp med monstre og kamp fra ende til anden. Kothar får ganske enkelt ikke et eneste regulært pusterum i bogens tre noveller. Han hakker sig igennem talløse modstandere og gør det med største glæde. Fox har ikke samme digteriske aspirationer som Howard og sværmer tydeligvis heller ikke i samme grad for edda-digtningen som Howard. Det betyder, at Fox har en noget mere nøgtern stil. Samtidig har Fox fundet stor inspiration i arturiske motiver.

Paperback, Librairie des Champs-Élysées 1976

Paperback, Librairie des Champs-Élysées 1976

Den forbandede Kothar er tydeligvis modelleret over stakkels Parsifal, og hele tonen i bogen kredser omkring en middelalderlig terminologi. Trods det faktum, at Conan har stået model til et og alt i novellerne, har Kothars verden således nogle andre nuancer, som giver bogen en smule originalitet. Ikke meget, men lidt. Præcis nok til, at man ikke kan afskrive den som rent plagiat.

Kothar: Barbarian Swordsman er en af de bøger, jeg ville ønske, jeg havde opdaget for mange år siden. Den går rent ind hos mig nu, men som dreng ville jeg have elsket den. Novellerne om Kothar er uforskammet underholdende kamp og kage. Vold, blod og sort magi af højeste kaliber. Ganske vist er tonen højstemt og stedvist pinligt banal, men hvor er det dog underholde. Længe leve den dårlige smag. Jeg glæder mig til at læse de kommende bind!

2 kommentarer

Filed under Novellesamling