Monthly Archives: marts 2014

Shadows Over Innsmouth, red. Stephen Jones (1994): Pastichens uopfindsomhed og fandommens klamme omfavnelse

Paperback, Del Rey 2001. Omslaget er illustreret af John Jude Palencar

Paperback, Del Rey 2001. Omslaget er illustreret af John Jude Palencar

Jeg gik og overvejede i noget tid, om jeg ikke skulle give antologien Shadows Over Innsmouth et nyt forsøg. Da jeg læste novellerne første gang, var det ikke nogen stor oplevelse. Faktisk huskede jeg de fleste af historierne som ligegyldige for ikke at sige dybt uinteressante. Imidlertid var der en nagende tvivl, fordi bogen er spækket med prominente navne, der mere eller mindre alle har leveret fremragende historier i andre sammenhænge. Måske jeg tog fejl? Til sidst gav jeg efter og begyndte at læse den ret lange antologi igen. Desværre viste det sig hurtigt, at mit syn på bogen ikke havde ændret sig stort; Shadows Over Innsmouth er og bliveren tam omgang.

Tanken bag bogen er ellers meget fin. Antologien samler nemlig bidrag, der på en eller anden måde tager udgangspunkt i H. P. Lovecrafts kortroman The Shadow over Innsmouth, skrevet i 1931. Alle bogens forfattere er englændere og hovedparten er nulevende skribenter, der fører Lovecrafts mytologiske tematikker op i nutiden.

Paperback, Del Rey 2001

Paperback, Del Rey 2001

Som optakt til de øvrige noveller begynder bogen med fortællingen, der har inspireret dem alle. Lovecrafts paradigmatiske mythos-historie The Shadow over Innsmouth får således lov til at sætte tonen og indholdsmæssigt kridte banen op for de efterfølgende tekster.

Det er noget tid siden, jeg sidst har læst The Shadow, der af mange bliver regnet som en af Lovecrafts bedste historier. Den har da også nogle oplagte styrker, der får den til at skille sig ud i Lovecrafts produktion. Navnlig bliver den intense flugt gennem Innsmouths gader tit trukket frem som noget særligt vellykket. Lovecraft skrev, som andre har påpeget, sikkert en del af Shadows under påvirkning af Robert E. Howards handlingsorienterede noveller, og jagten er bestemt nervepirrende.

Stephen Jones (født 1953)

Stephen Jones (født 1953)

Ikke desto mindre er det også noget af det mere ordinære, Lovecraft skrev, og derfor heller ikke videre opsigtsvækkende. Faktisk synes jeg, at historiens mest bemærkelsesværdige passager findes i beskrivelserne af Innsmouths huse. Beskrivelser, der kulminerer, da vi føres gennem Gilman-hotellets dystre gange. For mig at se er det i disse arkitekturbeskrivelser, at Lovecrafts sorte vision står stærkest.

Det er her, at man forstår, at plottet og jagten er ren staffage. Det centrale, historiens kerne, er selve Innsmouth, der ligger fordærvet og grufuld til skue for læseren som et strandet kadaver, hvor Manuxet-floden løber ud i havet.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Rundgangen i Innsmouth bliver et morbidt studie af moralsk fordærvs indvirkning på omgivelser. Det perverterede fremmede, skildret i angstfyldte xenofobiske vendinger, som Kaptajn Obed Marsh bragte med sig hjem fra sydhavet, er ikke udelukkende noget, der udspiller sig bag Devil Reef. Korruptionen af normaliteten er trukket helt ind i byen og har omdannet den stolte georgianske arkitektur til et uvirkeligt, gotisk rædselskabinet, der med sin surrealistiske dystopi æder sig ind i på læserens bevidsthed gennem hovedpersonen Robert Olmsteads øjne.

Dele af Shadows er ganske enkelt fremragende fiktion, hvor sprogets intense ordvalg på smukkeste vis afspejler beskrivelsernes morbide indhold. At den forudsigelige handling og det uelegante femte kapitel, der hænger som et dumt anneks på historien, ikke har samme mesterlighed er en biting i den sammenhæng, der ikke trækker noget fra kortromanens storslåede momenter.

Basil Frederick Albert Copper (5. februar 1924 – 3. april 2013)

Basil Frederick Albert Copper (5. februar 1924 – 3. april 2013)

Med Lovecrafts fortælling spiller Stephen Jones tungt ud, og man behøver ikke komme længere end til den næsten fortælling, Basil Coppers ”Beyond the Reef”, før det står klart, hvor svært det er at eftergøre Lovecraft. Copper, der har skrevet rigtig fine ting, omdanner Innsmouth-universet til pulpet horror, der savner den kværnende dysterhed, som Lovecraft malede frem. Og det er rent faktisk et problem, der går igen i hovedparten af alle de øvrige noveller. Når Lovecraft på overfladen fortalte om den stakkels Olmsteads uheldsvangre besøg i Innsmouth, var det stedet, han i virkeligheden skrev om. Det var stedets gru, ikke handlingernes gru, som han ville formidle.

I hovedparten af de noveller, der kommer efter Lovecrafts, er det blevet handlingen, der er omdrejningspunktet. Det er historien om de onde Deep Ones og deres hang til forplantning med mennesker, der står i centrum. Det forskyder i den grad fokus og udstiller, hvor kedsommelig hovedparten af al Cthulhu mythos-fiktion bliver, når det bliver de konkrete væsner, det handler om.

Kim Newman (Kim Newman (født 31. juli 1959) og Neil Gaiman (Neil Gaiman (født 10. november 1960)

Kim Newman (født 31. juli 1959) og Neil Gaiman (født 10. november 1960)

Grundtonen i de fleste af novellerne er således helt ordinær horror, krydret med de mytologiske stedsnavne og væsner. Det er hverken spændende eller uhyggeligt. Det er ligegyldigt, for ikke at sige jammerligt, og savner enhver intensitet. Og det er forbløffende at konstatere, hvor tæt de fleste af forfatterne går på Lovecrafts historie. Flere af novellerne grænser til gendigtning af den oprindelige kortroman, og ganske mange inkluderer en lang jagtsekvens som klimaks. Måske de har set det som en hyldest, men i sidste ende virker det bare dumt og gentagende.

En undtagelse, der formår at ramme en dysterhed, der nærmer sig Lovecrafts, er Ramsey Campbells ” The Church in High Street”. I sig selv er historien ikke specielt spændende, men med den korte novelle formår Campbell at sætte trumf på de samme elementer som Lovecraft uden at plagiere alt for meget. Resultatet er et glimrende gotisk koncentrat, der griber fat om fantasien med herlig intensitet.

Hardcover, Fedogan & Bremer 1994. Antologiens 1. udg.

Hardcover, Fedogan & Bremer 1994. Antologiens 1. udg.

Naturligvis er der også andre fine fortællinger i bogen – David Suttons historie om en skattejagt til Innsmouth har sine kvaliteter, og sådan er det med flere. Imidlertid er det hele sovset ind i en tung følelse af uoriginalitet, der mest af alt fremstår som et knæfald for den ulidelige Lovecraft-fandom; den tentakel-elskende, Cthulhudukke-købende fandom, der synger platte sange om Nyarlathotep, stirrer sig blind på monstrene og glemmer teksterne.

Det er derfor også befriende at læse den altid veloplagte Kim Newmans to bidrag i bogen. Det ene er skrevet under pseudonymet Jack Yeovil, det andet under hans borgerlige navn. Begge er skrevet med samme bramfri, eklektiske tone, der oser langt væk af 90’er-post-modernitet og punkterer enhver selvhøjtidelighed omkring Lovecraft. Newman er en fantastisk skribent, der med sin tidstypiske ironi bringer frisk luft ind i novellesamlings forplumrede stuer. Havde han ikke været blandt bidragyderne, havde det set sort ud for samlingen!

Paperback, Gollancz 1997

Paperback, Gollancz 1997

Jeg ved ikke, om jeg ligefrem fortryder, at jeg vendte tilbage til Shadows Over Innsmouth – det gør jeg nok ikke, for jeg fik jo lejlighed til at komme tilbage til Lovecraft, men bogen var ikke nogen stor oplevelse som helhed ikke, og der går afgjort rigtig længe, inden jeg for den idé at læse novellerne igen.

Novellerne:

H. P. Lovecraft, “The Shadow Over Innsmouth”

Basil Copper, “Beyond the Reef”

Jack Yeovil, ”The Big Fish”

Guy N. Smith, “Return to Innsmouth”

Adrian Cole, “The Crossing”

D. F. Lewis, “Down to the Boots”

Ramsey Campbell, “The Church in High Street”

David Sutton, “Innsmouth Gold”

Peter Tremayne, “Daoine Domhaine”

Kim Newman, “A Quarter to Three”

Brian Mooney, ”The Tomb of Priscus”

Brian Stableford, “The Innsmouth Heritage”

Nicholas Royle, “The Homecoming”

David Langford, “Deepnet”

Michael Marshall Smith, “To See the Sea”

Brian Lumley, ”Dagon’s Bell”

Neil Gaiman, “Only the End of the World Again”

Reklamer

2 kommentarer

Filed under Novellesamling

Against Me!: Black Me Out

I sidste uge lagde Against Me! en video til sangen ”Black Me Out” online. Et rigtig fint nummer fra deres nyeste album; en plade der vinder for hver gennemlytning. Bandet tager snart på turne i Europa, men desværre kommer de åbenbart ikke forbi København i denne omgang. Øv. Check videoen ud.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Video

Hvor strålende og stolte de ser ud… Kvinder i trøjen

Bluebook, november 1976

Bluebook, november 1976

I den del af det gamle pulpmarked, der specifikt henvendte sig til mænd, er det interessant at se, hvordan kvinder og kvindefigurer får lov at optræde i for tiden traditionelle maskuline roller. Det måske stærkeste eksempel på dette er den militante kvinde. Det vil sige kvinder, der er udstyret både med våben og åbenlyst fremtrædende kvindelige former. Resultatet af denne kombination er insisterende forsidefremstillinger, der leger med kønsrollerne og ægger den maskuline fantasi om en kvindelig dominans.

True Men Stories, marts 1958

True Men Stories, marts 1958

For der kan vel næppe være nogen tvivl om, at der under den generelle stemning af action og hæsblæsende krigseventyr gemmer sig en bevidst brug af våbnet som fallisk metafor. Underforstået, at de vilde kvinder forstår at håndtere mere end bare de skydevåben, de står med. Det vil sige, at vi endnu engang er tilbage ved pulpens evige kredsen om forholdet mellem sex og magt.

Man's Adventure, november 1961

Man’s Adventure, november 1961

Interessant nok kan det bemærkes, at der i den magt, som forsiderne tilstår den militante kvindefigur, også ligger antydninger af en trussel i forhold til den traditionelle maskuline dominans. Uden denne underliggende trussel ville der næppe være den samme erotiske spænding, der findes på forsiderne.

True Men Stories, juli 1961

True Men Stories, juli 1961

Det er i hvert fald spændende at bemærke, hvordan de forsider, der skildrer kvinder som aktivt kæmpende, har en helt anden karakter end de talløse forsider, som alene viser mænd, der slås. Samspillet mellem kamp og kvinder skulle med andre ord give beskueren på drengeværelset og arbejdspladsen noget særligt; et særligt kick om man vil. Ved at invitere kvinden ind i den maskuline sfære blev der åbnet for et intenst frirum, der for en stund balancerer magtforholdet mellem kønnene.

Man's Book, juni 1960

Man’s Book, juni 1960

For hvem har egentlig dominansen i disse billeder? Det lader jo vitterligt til, at kvinderne, vi ser her, i hvert fald momentant er jævnbyrdige hvis ikke stærkere end manden.  Men er det kvinderne med våbnet eller er det den mandlige beskuer, der tillader situationen at opstå, som har den reelle magt. Utvivlsomt den sidstnævnte, hvorfor billedernes tematik om kontrol også afsløres som en erotisk underkastelsesleg, der naturligvis helt og holdent sker på den mandlige beskuers præmisser.

Spicy Adventure Stories, august 1937

Spicy Adventure Stories, august 1937

Forsider, som dem du ser her, holdt ved ind i 80’erne, men mistede allerede pusten i slutningen af 60’erne, hvor kvindekamp og fredsbevægelser gjorde, hvad de kunne for at gøre præcis billeder som disse til det argeste affald. Et stigma som hverken pulpen eller de krigsforherligende billeder, vi har med at gøre her, siden har været i stand til at ryste af sig. Og det måske også med rette. Ikke desto mindre er de fascinerende, fantastiske glimt ind i en tankegang og tidsånd, som bliver ved med at fascinere mig. Måske har du det på samme måde?

Man's Life, december 1961

Man’s Life, december 1961

Rage, december 1961

Rage, december 1961

Man's Life, november 1958

Man’s Life, november 1958

Paperback, Mayflower Books 1978

Paperback, Mayflower Books 1978

Man's True Danger, oktober 1962

Man’s True Danger, oktober 1962

Paperback, Fawcett Publications 1961

Paperback, Fawcett Publications 1961

Men Today, august 1961

Men Today, august 1961

Paperback, Dorchester Publishing 2008

Paperback, Dorchester Publishing 2008

New Man, april 1958

New Man, april 1958

Paperback, Candid Books 1967

Paperback, Candid Books 1967

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Mathias Clasen, Monstre (2012): Famlende og meget lidt overraskende

Paperback, Aarhus Universitetsforlag 2012

Paperback, Aarhus Universitetsforlag 2012

Jeg har fulgt Aarhus Universitetsforlags opfordring og brugt lidt tid på en tænkepause i selskab med Mathias Clasens Monstre. Noget der ikke ligefrem blev et begejstret bekendtskab, selvom bogen da helt sikkert stimulerede til eftertanke og derved til fulde levede op til tænkepause-seriens formål.

Før jeg går videre, må jeg hellere slå to ting fast. For det første aner jeg ikke ret meget om genetik og hjerneforskning. Blandt kulturhistorikere i bred forstand blev hjerneforskningen et populært turn i det nye årtusinde, og den naturvidenskabelige afsmitning kan følges langt ind i tidens humanistiske studier. Clasens arbejde indskriver sig dermed i en bredere bølge, der eksempelvis også berører den ritualforskning, som jeg selv blandt andet har en baggrund i.

For det andet måtte jeg under læsningen løbende minde mig selv om, at Monstre er et populærvidenskabeligt destillat af Clasens ph.d.-afhandling og dermed ikke i sig selv en videnskabelig publikation. Den lille bog har et andet sigte end den egentlige afhandling og vil nødvendigvis fremstå mindre velargumenteret, end afhandlingen forhåbentlig gør. Nu er det imidlertid Monstre, som jeg har læst, og derfor også den tekst som jeg gerne vil rejse nogle indvendinger imod.

Mathias Clasens udgangspunkt er spørgsmålet om, hvorfor vi ser, skriver og fortæller gysere. Hvad er det, der gør, at vi frivilligt bruger tid på at lade os skræmme? Det spørgsmål er ikke nyt, og Clasens svar er grundlæggende heller ikke nyt, selv om han giver det en for tiden populær indpakning. Det har været en udbredt forestilling, at gysets rødder kan føres tilbage til en urmenneskelig tilstand, hvor det fortalte gys var en form for sansetræning, der skærpede vagtsomheden i en verden domineret af vildsom natur. Det nye, Clasen gør, er at koble denne ældre forklaringsmodel med hjerneforskningens resultater.

Jeg vil på ingen måde anfægte, at vi genetisk er disponeret til forestille os situationer og muligheder, der kan udløse en emotionel reaktion. Det kan vel heller ikke udelukkes, at gyset rent faktisk har været brugt, som Clasen postulerer det blandt fortidsmennesker. Det ved jeg ikke noget om, og det er der vel heller ikke nogen andre, der kan afgøre med nogen form for sikkerhed.

Ligegyldig om man accepterer Clasens påstand eller ej, må jeg imidlertid konkludere, at hans hypotese forklarer meget lidt, hvis man interesserer sig for horrorgenrens historie. Han viser, at vi er genetisk disponeret til at reagere på bestemte faresignaler, uden at han er i stand til at forankre denne konklusion erkendelsesmæssigt eller genrehistorisk i det gotiske felt, han undersøger. Det betyder, at Clasens argumentation mildest talt virker slingrende i den gennemgang af et par arketypiske skabninger som eksempelvis vampyren og zombien, vi finder i Monstre.

Paperback, Aarhus Universitetsforlag 2012

Paperback, Aarhus Universitetsforlag 2012

Som sagt er det et problem at forstå, hvad Clasen egentlig vil med sin konklusion. Han præsenterer sit genetiske argument som et trylleslag, der vil forandre vores syn på gysets natur. Det fremstår, som om han ved hjælp af sin kognitive-nøgle er i stand til at jævnføre følelsen af gru på tværs af tid og rum. Men er det helt så enkelt? Finder der ikke en kulturel skoling af vores følelser sted? Følelserne bor uden tvivl i vores DNA, men måden, de udtrykkes på, sker gennem sociale koder, der skifter over tid og sted. Man kan derfor kun med stor varsomhed diskutere følelser og emotionelle reaktioner i en historisk kontekst.

Om Bram Stokers Dracula skriver Clasen friskt på s. 44, at romanen er ”dybt forankret i historisk betingede ængsteligheder”. Med mindre man tror på særligt universelle problemstillinger og forhold i mennesket, er alt vel betinget af specifikke historiske omstændigheder, som vi ikke kan løsrive os fra. Det vil sige, at vi heller ikke uden videre kan sammenligne fænomener, der ellers på overfladen kunne synes ens.

Når Clasen eksempelvis gennemgår vampyrmytens transformationer fra østeuropæisk folklore til Stephenie Meyers blodsugere, og hæfter sig ved de skiftende betoninger af monstret over tid, sker det helt uden blik for den mangel på sammenhæng, der er i brugen af vampyrfiguren. Man kan jo i virkeligheden ikke tale om en stabil vampyrmytologi, men nærmere om en vedvarende genopfindelse af et motiv baseret på en håndfuld faste ingredienser. Og hvorfor denne gennemgang af vampyrmyten i det hele taget. Hvad er det Clasen vil fortælle os ved at optrevle en velkendt transformationshistorie?

Dybest set sidder jeg tilbage med en følelse af undren over bogens projekt. Det er klart, at Clasen vil hævde, at vi er disponeret til at opdigte monstre, fordi vi er skabt til at gøre det, men hvad har det at gøre med den gennemgang af velkendt genrehistorie, som han trækker os igennem? Der er i sig selv intet nyt i det, Clasen skriver om monstre.

Der sker et skred i teksten fra skildringen af den genetisk betingede oplevelse af horror til brugen af gys i den moderne kultur. Det skred sker i det øjeblik, Clasen begynder at fortælle, hvordan monstret er anvendt i de enkelte film og romaner. Altså hvad monstret betyder i filmen og teksten – ikke hvorfor det skræmmer. Clasen laver analyser af teksterne og påviser monstrenes allegoriske muligheder, men det har intet med hans udgangspunkt at gøre. Faktisk undergraver det vel hans argument, fordi han viser, hvordan monstret konceptuelt er blevet en løsrevet metafor, der kan bruges til hvad som helst uden nødvendigvis at ville skræmme. Dette væsentlige erkendelsesteoretiske og æstetiske perspektiv forpasses helt i bogen.

Mathias Clasen

Mathias Clasen

Endelig må jeg også beklage, at Monstre bliver en sært enøjet fremstilling, fordi der fokuseres entydigt på gyset. Hvis Clasens fremstilling skulle virke overbevisende, ville han vel være nødt til sammenstille gyset med andre følelsesmæssige reaktioner som forelskelse, lyst, had, glæde osv. Begrænsningen skyldes sikkert det tids- og pladsmæssige forhold, der gør sig gældende for en ph.d.-afhandling, men måske det også vil sige, at der er blevet slået et for stort brød op?

Som det fremgår, er jeg ikke ret glad for bogen. Faktisk irriterede den mig, og den fjollede friskfyrstone, som den er skrevet i, er sådan set bare prikken over i’et. Skal formidling være kæk for at sælge? Det er glædeligt, at der bliver arbejdet med gyset akademisk. Det er ikke et specielt opdyrket felt herhjemme, hvilket er en skam. Efter at have læst Monstre må jeg konkludere, at der fortsat er god plads til at gøre spændende studier.

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Saturday Nite at the Duck-Pond – Corny og meget, meget cool

the-cougars-saturday-nite-at-the-duckpond

Den ganske ukendte beatgruppe The Cougars fra Bristol udsendte i 1963 siglen Saturday Nite at the Duck-Pond. En frisk fortolkning af overturen fra Svanesøen. Det klassiske tema har fået en solid dosis beat krydret med rigeligt surf. Resultatet er intet mindre end fantastisk.

Samme år blev singlen genudgivet på EP’en Saturday Nite with The Cougars, hvor man finder flere – men ikke helt så fængende – fortolkninger af klassisk musik. Giv The Cougars et lyt her:

Skriv en kommentar

Filed under Video

Lidt tanker om pulp og hadets biveje

Paperback, Zenith Books 1958

Paperback, Zenith Books 1958

Oprindelig var pulp en henvisning til den papirkvalitet, som de billige novellemagasiner blev udsendt på. Pulpmagasinerne var trykt på groft, gråligt papir og stod i modsætning til de dyre slicks: Magasiner trykt på hvidt, glittet papir. Der skete imidlertid, som bekendt, en betydningsskridning, således at pulp gradvist kom til at betegne den fiktion, som man fandt i de billige blade. Selv om vi bruger pulp-betegnelsen forskelligt, er der derfor i dag næppe nogen tvivl om, hvad der menes, når noget eksempelvis beskrives som ”pulpet”.

Paperback, Softcover Library 1966

Paperback, Softcover Library 1966

Det er imidlertid ikke helt enkelt at indkredse, hvad det pulpede egentlig er. Der er stor forskel på rumskibs-SF og sygehusnoveller. Prøver man imidlertid at skære handlingen og historiernes rammer bort, står man tilbage med nogle ensartede virkemidler, der i store træk er fælles for hele den spraglede familie af pulpgenrer.

Paperback, Signet Books 1962

Paperback, Signet Books 1962

Ud over et fokus på en hurtig handlingsudvikling ligger der en voldsom følelsesudladning i teksterne. Novellerne og romanerne sætter den følelsesmæssige reaktion på spidsen og lader sine hovedpersoner elske og hade med en dramatisk, uvirkelig intensitet. I pulpens verden føler man stærkere, og netop de stærke følelser bliver et af de væsentlige drivmidler for de hurtigtflydende fortællinger.

Paperback, Pyramid Books 1958

Paperback, Pyramid Books 1958

Den formel fungerer, fordi den lader læseren se ind i verdener, der ligner intensiverede udgaver af vores egen. Der leves kraftigere og hurtigere i pulpen. På den led kan pulplitteraturen på det nærmeste komme til at fremstå som en form for moderne samtidssagalitteratur, der helt i stil med edda-digtningen genfortæller vores samfunds idealer og omgangsformer på en nervepirrende facon langt fra hverdagens gråtoner.

Paperback, Popular Library 1956

Paperback, Popular Library 1956

En af hemmelighederne bag pulpens succes må helt sikkert være den umiddelbare genkendelighed og identifikation med karakterernes følelsesliv, uanset hvilken genre vi måtte tale om. Bagsiden ved dette er naturligvis, at fremstillingen bliver endimensionel. Når man føler så stærkt og dramatisk, som man gør i pulpen, reduceres individet til noget unuanceret og drastisk forenklet. Det kan ikke være på nogen anden måde, og man må have dette med i baghovedet, hvis man vil læse pulp på pulpens præmisser.

Paperback, Pocket Books 1973

Paperback, Pocket Books 1973

Selve denne forenkling var allerede stærkt kritiseret i pulpens guldalder, fordi den kan opfattes som fremmedgørende og dybest set fjollet. Måske er det også derfor, at meget af den nye pulpinspirerede litteratur, vi møder, fejler. Enten bliver det følelsesmæssige overdrev nedtonet og nuanceret på en måde, der skaber en helt anden tone i fortællingen. Eller også fjernes det følelsesmæssige indhold helt til fordel for et entydigt fokus på handling og action. Uanset hvad er resultatet sjældent vellykket, og jeg holder mig generelt til den ægte vare.

I indlægget her kan du se eksempler på hadet som en af de meget populære følelser i pulpen. Hadet. Hmm. Et spændende tema, som jeg burde vende tilbage til snart som selvstændigt emne.

Paperback, Permabooks 1964

Paperback, Permabooks 1964 

Paperback, Pennant Series 1957

Paperback, Pennant Series 1957

Paperback, Mayflower Books 1968

Paperback, Mayflower Books 1968

Paperback, Gold Medal Books 1962

Paperback, Gold Medal Books 1962

Paperback, Gaywood Press 1949

Paperback, Gaywood Press 1949

Paperback, Fawcett Gold Medal 1955

Paperback, Fawcett Gold Medal 1955

Paperback, Digit Books 1961

Paperback, Digit Books 1961

Paperback, Digit Books 1960

Paperback, Digit Books 1960

Paperback, Bantam Books 1951

Paperback, Bantam Books 1951

Paperback, Alexander Moring 1958

Paperback, Alexander Moring 1958

Paperback, Ace Books 1960

Paperback, Ace Books 1960

Paperback, Ace Books 1960

Paperback, Ace Books 1960

Paperback, Ace Books 1957

Paperback, Ace Books 1957

Paperback, Ace Books 1954

Paperback, Ace Books 1954

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Mark Finn, Blood & Thunder. The Life and Art of Robert E. Howard. Revised edition (2012): Apologetens skingre hyl

Paperback, Robert E. Howard Foundation Press 2012

Paperback, Robert E. Howard Foundation Press 2012

Robert E. Howards posthume popularitet har en sær parallelitet til H. P. Lovecrafts litterære efterliv. Interessen for begge forfatteres historier oplevede en nærmest eksplosionsagtig popularitet i 60’erne, som for Howards vedkommende holdt ved ind i 80’erne, mens Lovecrafts stjerne stadig fortsætter med at stige.

Det er imidlertid ikke alene i popularitet, at de to giganter ligner hinanden. Iscenesættelsen af dem har også påfaldende lighedstræk. Begge er således blevet portrætteret som særlinge, outsidere og mere eller mindre psykisk forkvaklede individer, der takket være deres sårbarhed var i stand til at skabe noget unikt.

Vi har med andre ord at gøre med den helt traditionelle, romantiske fremstillingen af kunstneren, der eksisterer på randen af normaliteten, og derved er i stand at se verden med andre øjne end os almindelige dødelige. Et forældet, uholdbart kunstnersyn, der heldigvis efterhånden er lagt helt i graven. For Lovecrafts vedkommende er dette blevet gjort flere gange af S. T. Joshi. Mark Finn, bedre kendt som forfatteren Mark Farr-Nash, har påtaget sig at gøre det samme for Howard.

Paperback, 2. reviderede udg., Robert E. Howard Foundation Press 2012. Skål Howard!

Paperback, 2. reviderede udg., Robert E. Howard Foundation Press 2012. Skål Howard!

Med Blood & Thunder har Finn sat sig for at skære ind til benet og aflive myterne omkring Howard for så i stedet at gå på jagt efter hans litterære ophav og kunstneriske agenda. Det er et glorværdigt projekt, som Finn høstede mange roser for, da bogen udkom første gang i 2006. Biografien er da helt sikkert også en informativ og nyttig bog for alle Howard-læsere, men genren er vanskelig, og Finns resultat er, for mig at se, ikke uden problemer.

Før jeg går videre med substansen, vil jeg kort nævne, at bogen skildrer Howards korte liv fra fødslen i 1906 til selvmordet i 1936 kronologisk, med enkelte afstikkere til redegørelser for Texas historie, pulpmagasinernes udvikling og lignende relevante ekskurser. Der gives løbende handlingsreferater af Howards historier, og flere kapitler ledsages af fotografier. Alt sammen fint og sagligt, leveret med en uhyggelig grad af detailviden, der sikkert går langt ud over, hvad der eksempelvis måtte interessere den generelle Conan-fan.

Mark Finn, der under sit borgerlige navn lyder Mark Farr-Nash (født oktober 1969)

Mark Finn, der under sit borgerlige navn lyder Mark Farr-Nash (født oktober 1969)

Men nu til det interessante. Finn har, som sagt, et ærinde med biografien. Hen vil rense Howards navn og vise læseren mennesket bag myterne. Et dybest set håbløst projekt, der får afgørende betydning for fremstillingen, Finn vælger nemlig apologetens rolle og udser sig nogle klare fjender at skrive op imod.

For at tage det sidste først, så udpeger Finn ikke helt overraskende L. Sprague de Camp som en af historiens helt store skurke. De Camp kom i 60’erne mere eller mindre til at varetage Conan-karakterens litterære eftermæle. Han redigerede antologier med Conan-historier, udgav ikke-publicerede Conanfortællinger fra Howards hånd og skrev flere uafsluttede fortællinger færdig. På den led har de Camp fået samme rolle i forhold til Howard, som August Derleth har fået i forhold til Lovecraft, og resultatet er nogenlunde det samme. De Camp er i den grad blevet lagt for had af Howard-fans på grund af sin bramfri redigering af teksterne og forvanskning af Howards ord.

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936)

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936)

Det er jo slemt nok i sig selv, men de Camp blev også i rollen som Howard-ekspert den afgørende autoritet på Howards personlighed og liv. Og det er her, ifølge Mark Finn, at de største overgreb fandt sted. De Camp lagde nemlig ikke fingrene imellem, når han fremstillede Howard som en undertrykt stakkel af et voksenbarn med galoperende moderbinding.

Den anden store skurk i Blood & Thunder er selve populariseringen af Howard på baggrund af Conan. Finn begræder løbende, hvordan Conan-novellerne har begravet store dele af Howards øvrige forfatterskab i glemslen, og han hæfter sig ved, hvor mange af Conan-fortællingerne der er af tvivlsom kvalitet. I Finns fremstilling har Howards eftermæle med andre ord været under belejring af skrupelløse forlæggere og populærkulturens vridemølle.

Der findes dermed også en overset eller glemt Robert E. Howard, som Finn gerne vil vise os. Og her kommer vi ind på Finns rolle som apologet. For at få den ”egentlige” Howard skrevet frem, må han nemlig forklare og ikke mindst bortforklare sider af Howards forfattervirke og livsforløb, der eksempelvis taler for de Camps portræt af forfatteren.

Robert E. Howard med sin nærmeste familie. Billedet er taget i februar 1918

Robert E. Howard (t.h.) med sin nærmeste familie. Billedet er taget i februar 1918

Et åbenlyst eksempel på Finns patetiske forsvar ses eksempelvis i hans forsøg på at bortforklare Howards udtalte racisme som noget symptomatisk for tiden (se eksempelvis s. 94 og s. 155). Det gør ondt på Finn, at litterater har talt dårligt om Howard på grund af hans utidssvarende menneskesyn, men fordi at Finn ikke kan bortforklare det, svarer han næsten en smule infantilt igen ved at sige, at de andre var lige så slemme. Finn kommer således ud i en længere redegørelse for eksempelvis Lovecrafts og Jack Londons racistiske ytringer, og han smækker trumf på ved flere gang at nævne Lovecrafts positive tilkendegivelser i forhold til Hitler og Mussolini.

En anden gruppe Finn forsvarer Howard imod, er de mange litterære ”fejllæsninger” af Howards værker. Her har Finn navnlig et horn i siden på den akademiske tekstanalyse. Man får her næsten det indtryk, at Finn ser Howards historier som særligt gnostiske tekster, der ikke bare kan analyseres af hvem som helst. Man skal nærme sig dem med den rigtige respekt og være i besiddelse af den særlige Howard-nøgle, som kun særligt indviede læsere (dvs. fans) har.

Robert Howard og vennerne leger med sværd. Billedet er taget ml. 1923 og '25

Robert Howard og vennerne leger med sværd. Billedet er taget ml. 1923 og ’25

Men hvad er det så for et billede af Robert E. Howard, som Finn fremstiller? I stedet for at tage udgangspunkt i Howards komplicerede sjæleliv viser Finn i hvor høj grad, at Texas og texansk historie spiller ind i Howards forfattervirke. Faktisk er Finn så optaget af denne sammenhæng, at han nærmest får afskrevet Howards selvstændighed og kreativitet. Han får Howard fremstillet som talerør for en texansk selvforståelse, som Howard intuitivt udtrykker.

Intuitivt er et ord, Finn bruger meget. Ordet skal vise os, at Howard mere eller mindre bevidst trak på sine omgivelser og omsatte dem til fantastiske genrer og eventyr. Han var dermed, i Finns optik, en misforstået hjemstavsforfatter, der beskrev, hvad han så, hørte og levede med.

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

Finn har helt sikkert langt hen ad vejen ret. Howard var dybt forankret i forestillinger om sin hjemegns virkelighed, men afmytologiseringen af Howard lykkes ikke for Finn. Han får nemlig erstattet den forkvaklede sjæl med et snusfornuftigt portræt af en digtersjæl, der var for skrøbelig til denne verden. Finn vil gerne gøre Howard til litteratur – altså verdenslitteratur, der hæver sig op over stigmatiseringer som pulp-forfatter osv. I forsøget på det får Finn imidlertid undertrykt eller nedtonet alt det komplicerede og enigmatiske ved Howard.

Ydermere må det undre, at Finn bevidst fravælger Howards digte i sin gennemgang. Howard skrev en enorm mængde poesi, og digtene er rent faktisk den mest konsekvente tråd gennem Howards virke, fordi han her i vid udstrækning undlod at lade sig påvirke af kommercielle interesser. Howard fik ganske enkelt ikke udgivet ret meget af sin poesi. Desuagtet vil jeg mene, at det er i digtene, at vi klarest finder det forfatterjeg, som Howard drømte om at realisere. Finn inddrager ikke digtene, fordi der er for mange. Arbejdet ville ganske enkelt blive for stort, skriver han. Det er måske den dummeste undskyldning, man kan komme med, og sagen er nok snarrest den, at de poetiske tekster desværre ikke interesserer Finn.

Hardcover, Bluejay Books 1983

Hardcover, Bluejay Books 1983

Som kritisk biografi skriger den slags til himlen og efterlader bogen, som en problematisk udgivelse. Den har hele saglighedens facade, men er i virkeligheden ikke stort bedre end Blood & Thunders forkætrede forgænger Dark Valley Destiny (1983), de Camps Howard-biografi.

Blood & Thunder er en guldgrube, hvad faktuel viden om Howards liv angår, men som fortolkning svigter Finn sin læser. Han postulerer at frigøre sin helt fra myternes tåger, men hvirvler så meget ny støv op, at han blot erstatter et sæt myter med et andet. Bogen er afgjort et bud på den definitive Robert E. Howard-biografi, men den er samtidigt også et tungtvejende vidnesbyrd om genres store metodiske problemer. Det er en fanbog forklædt som sagkundksab. En trist kombination, i hvert fald hvis man interesserer sig for seriøs litteraturkritik.

2 kommentarer

Filed under Nonfiktion