Stephen Dobyns, Church of Dead Girls (1997): Et forsøg udi seriemordergenren

Paperback, Penguin Books 1997

Paperback, Penguin Books 1997

Seriemordertemaet er på mange måder interessant, fordi det lægger sig i et genremæssigt grænseland mellem gys og krimi. Hvor den enkelte roman hører hjemme i gys eller krimi-kategorien, kan være svært at afgøre og er i virkeligheden også ganske ligegyldigt. Det ene udelukker sådan set ikke det andet. Ikke desto mindre er der klare forskelle i romanernes væsen, der handler om selve tilgangen til mordet og atmosfæren omkring dem. Altså den måde, som forfatteren præsenterer ugerningerne på. Det vil sige ikke så meget, hvor meget blod og hvor grusomt mordene er blevet udført, snarere i den sproglige indpakning som drabene får.

Jeg er generelt ikke specielt interesseret i nyere kriminallitteratur og foretrækker derfor klart de seriemorderbøger, der bevæger sig ind i gysets verden. Dem er der naturligvis en del af, og hovedparten er rent ud sagt elendige. Seriemordertemaet blev ganske enkelt et litterært Klondyke i 90’erne, hvor alt, hvad der kunne gå og kravle af håbefulde forfatterdebutanter og opportunistiske skribenter, kastede sig over Hannibal Lecters og Patrick Batemans slagskygger.

Paperback, Penguin Books 1997

Paperback, Penguin Books 1997

Der er med andre ord langt mellem snapsene, fordi genren i den grad præges af gentagelser og ligegyldige øvelser udi at finde på nye, forkvaklede mordmotiver og metoder. Det er derfor også altid interessant, når der kommer noget anderledes, der skiller sig ud fra mængden.

Da den alsidige digter og romanforfatter Stephen Dobyns udsendte seriemorder-thrilleren Church of Dead Girls i 1997, var det helt sikkert en bog, der blev talt om. Angiveligt skulle den være et intellektuelt bud på genren, der, hvad intensitet og ubehag angår, ikke stod tilbage for de grummeste af slagsen. Stephen King roste romanen som et fremragende gys, og den altid veloplagte Kim Newman var også ude med roser. Det vakte naturligvis min nysgerrighed. Det er imidlertid først nu, at jeg rent faktisk har fået læst bogen, der desværre ikke helt er det, jeg havde forventet.

Stephen J. Dobyns (født 19. februar 1941)

Stephen J. Dobyns (født 19. februar 1941)

Handlingen fører os til den lille collegeby Aurelius i New York. Romanens jeg-fortæller, der underviser i naturvidenskabelige fag på det lokale college, åbner bogen med en minutiøs beskrivelse af tre lig. Tre døde piger sidder groteskt dekoreret med sølvpapir, vimpler og alt mulig andet. Pigerne mangler alle en hånd, som er blevet hugget af. Trods forrådnelsen kan man se, at de døde ikke var lige gamle. Den yngste er kun et barn, den ældste i slutningen af teenageårene.

Fra den herligt bizarre beskrivelse, som måske er noget af det stærkeste i hele bogen, kaster fortælleren sig ud i beretningen om de rystende hændelser, der plager Aurelius. Det hele begynder, da man finder en bombe udenfor et af undervisningslokalerne på colleget. Bomben viser sig at være en attrap, men trods det sætter det skolen på den anden ende. Kort efter begynder der at forsvinde unge piger i byen. Er der mon en sammenhæng?

Hardcover, Holt & Company 1997. 1. udg

Hardcover, Holt & Company 1997. Romanens 1. udg

Politiet får tilsendt pigernes tøj i nyvasket tilstand nogle dage efter, de er blevet kidnappet samt følgebreve overskrevet med hadske skældsord. Det værste er imidlertid, at hver enkelt pakke indeholder en hånd.

Det hele har for længst udspillet sig, da vi kommer ind i bogen, og vi får således fortalt det hele retrospektivt af jeg-fortælleren. Bagklogt bemærker han, at det på afstand er klart, at man må søge længere tilbage end de åbenlyse begivenheder for at forstå den tragiske sag, som udspillede sig i byen. Han fører os derfor tilbage til et gammelt mord, der skete for år tilbage, hvor en kvinde med et særdeles aktivt sexliv blev myrdet i sit hjem. Da man fandt hendes lig, var den ene hånd blevet hugget af. Det gør pigernes forsvinden og pakkerne med hænder til et ubehageligt ekko, selvom sammenhængen kan være svær at se. Der er imidlertid en sammenhæng, og den får vi udrullet over romanens ganske mange sider.

Paperback, Viking 1997

Paperback, Viking 1997

Stephen Dobyns har bygget sin roman op over to spor. I det første får vi fortalt om opklaringsarbejdet og udviklingen i sagen om de forsvundne piger. I det andet spor går Dobyns tæt ind på bogens store persongalleri og giver os baggrunden for de mange mænd og kvinder, der i løbet af efterforskningen bliver mistænkt for at have noget at gøre med sagen.

Og præcis mistanken er omdrejningspunktet her. Der er naturligvis de oplagte mulige gerningsmænd, som eksempelvis den excentriske marxist og historielære Houari Chihani, der flere gange har udfordret byen kulturelt, samt en hel stribe andre mulige, der ligeledes skiller sig ud. Men naturligvis er det ikke nogen af de oplagte, der har gjort det. Og snart viser det sig da også, at man bare behøver se under byens pæne overflade for at finde et bundløst moras af løgne, intriger og skummel fortid.

Paperback, Holt & Company 1998

Paperback, Holt & Company 1998

Intet er som det synes, fortæller Stephen Dobyns os, og maler et konservativt Amerika, der under den velfriserede staffage er pilråddent. I samme åndedrag viser han os også, at pæne mennesker på ingen tid kan blive til vilde rovdyr i ønsket om selvbeskyttelse. Frygten for morderen og den viden, at det er et bysbarn, som står bag, spreder sig nemlig i Aurelius som en epidemi. Folk danner vagtgrupper og griber i et væk til selvtægt for at beskytte deres nærmeste. Resultatet er en vanvittig lynchstemning, der grænser til en massepsykose.

Romanen indskriver sig på den led i en Bertold Brechtsk tradition, der viser, hvordan ydre påvirkninger kan få helt almindelige mennesker til at glemme enhver anstændighed og medmenneskelighed. Jeg kan godt forstå, at Stephen King var begejstret for Church of Dead Girls, for romanen er omtrent lige så udflydende og lang, som Kings egne ting. De to er klart på bølgelængde i den omhyggelige genfortælling af episoder fra hverdagslivet. Jeg synes i virkeligheden, det er dybt uinteressant og må konstatere, at Dobyns tematik har været udfoldet langt tydelige og bedre hos eksempelvis Dürrenmatt i Der Besuch der alten Dame (1956) eller altid formidable Jackson i The Lottery (1948).

Paperback, St. Martin's Press 2001

Paperback, St. Martin’s Press 2001

Jeg har ikke skrevet ret meget om de faktiske mord og det skyldes, at seriemorderdelen fylder ganske lidt i bogen. De uhyrlige drab ligger sådan set bare og lurer under overfladen, hvor de fungerer som katalysator for skildringen om lillebyen, der kollapser. Det vil sige, at der ligger nogle ubehagelige, grusomme scener med blodig voldsomhed i romanen, men de tjener til at sætte tingene på spidsen, ikke som egentligt fokus. Bogen synes således heller ikke at være hverken kriminalroman, thriller eller gyser. Den stiller sig uden for kategori, hvilket normalt er en god ting, men resultatet bliver desværre i virkeligheden ganske tandløst.

Dobyns har skrevet en seriemorderbog, der faktisk ikke handler om seriemordene men byen, som de udspiller sig i. Idéen er god, men romanen alt for lang og skuffende for ikke at sige småbanal i sin gentagelse af pointer, som vi fik leveret i deres mest potente form tilbage i 50’erne. Sådan kan man blive skuffet. Hvad kan man lære af det? Don’t believe the hype.

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s