Bogbekendtskaber: Jonas Wilmann

Som et nyt tiltag her på bloggen har jeg spurgt en række forskellige spændende folk fra vores lille genremiljø herhjemme, om de ikke kunne være interesseret i at fortælle lidt om en bog eller forfatter, der betyder særlig meget for dem. Jeg tænker, at det skal være en lille serie, og heldigvis har jeg fået alle de spurgte med på idéen. I den kommende tid vil der derfor drypvis dukke andre stemmer op på bloggen.

Tanken bag serien udspringer af, at den måde vi behandler og skriver om litteratur på nettet meget ofte handler om kvalitative bedømmelser eller analyser. Det er sjældent, at der bliver plads til de mere uforbeholdne fortællinger om vores oplevelser med eller forhold til værkerne. Det er på en måde synd, fordi begejstring er smittende, og derfor vil denne lille serie måske kunne bidrage til nogle lidt andre læseoplevelser, end dem vi sædvanligvis finder på de forskellige blogs og hjemmesider. Det håber jeg i hvert fald.    

Serien åbner med den flittige forfatter Jonas Wilmann, der netop nu er aktuel med den roste Frygt Filerne 2. Jonas Wilmann er, for mig at se, blandt den lille gruppe af interessante genreforfattere, vi har herhjemme for tiden. Hans tekster provokerer og udfordrer, og det sætter jeg i den grad pris på. Jeg er derfor også rigtig glad for, at han har valgt at takke ja til at skrive om en forfatter, der har betydet noget for ham. Uden mere snak, vil jeg derfor give ordet til hr. Wilmann.

 

Ingen skriver så smukt som Arthur Machen

 “Edward Darnell awoke from a dream of an ancient wood, and of a clear well rising into grey film and vapour beneath a misty, glimmering heat …”

-Arthur Machen, A fragment of life

For et par år siden bestilte jeg ”The Best Ghost Stories of Algernon Blackwood” på Amazon.co.uk – et sted jeg (desværre, bør man nok indskyde) køber flere og flere af mine bøger, simpelthen fordi de i de fysiske boghandlere sjældent har det, jeg skal bruge.

Da postbuddet en uge efter troppede op ved min dør med en bogpakke på størrelse med to mursten stablet oven på hinanden, undrede jeg mig lidt – for den bestilte bog var en paperback på et par få hundrede sider.

Jeg flåede indpakningen af og fandt ikke det bestilte, men noget langt bedre; Blackwood-samlingen var i restordre, så de havde i stedet sendt mig en massiv antologi, der kom omkring det bedste af det bedste gotiske horror, og som tillige inkluderede fire historier af Blackwood. Titlen var … ”Hamlyn’s: The Best Ghost Stories”.

Jonas Wilmann (født 1979)

Jonas Wilmann (født 1979)

Jeg skannede indholdsfortegnelsen og opdagede, at bogen indeholdt flere titler, jeg havde på ønskelisten, bl.a. Arthur Machens (1863-1947) ”The Great God Pan”, som jeg havde hørt gode ting om, samt to af hans andre noveller, ”The Novel of the White Powder” og ”The Novel of the Black Seal”.

Dette var mit første møde med Arthur Machen, en forfatter som er kommet til at betyde utroligt meget for mig siden.

De tre noveller i antologien (langnovelle i tilfældet ”The Great God Pan”) er Machen, når han er mest gysende og repræsenterer samtidig den del af forfatterskabet, der har inspireret H.P. Lovecrafts verden mest.

”The Novel of the White Powder” og “The Novel of the Black Seal” er taget fra Machens roman – eller ’noveller i rammehistorie’ er nok mere passende – “The Three Impostors”, hvori det beskrives, hvordan der under det moderne, urbane liv lurer fordums ondskab: romerske ritualer, afgudsdyrkelse og heksesabbat.

Arthur Machen (3. marts 1863 – 15. december 1947)

Arthur Machen (3. marts 1863 – 15. december 1947)

”The Three Impostors” er som samlet værk betragtet ikke Machens største, da den med rette er blevet kritiseret for at være for fragmenteret og rammehistorien noget søgt – det havde måske været bedre at udgive det som en novellesamling. Og en del af kritikken gik også på, at Machens stil er for påtaget ’Stevensonian’ – her henføres til Robert Louis Stevensons særegne fortælleteknik med fortællinger inde i fortællinger, plotdele afsløret i breve og en særlig omstændelighed og ukronologi, der lader spændingen bygge op til det ulidelige.

Det er sådan set også rigtigt nok alt sammen, dog er de to nævnte noveller enkeltvis betragtet forrygende, især ”The Novel of the White Powder”, hvor en ung mand begynder at ændre sig til noget dæmonisk som følge af et lægeordineret, hvidt pulver. Machen bruger nogle greb i historien, der, for at bruge et fortærsket udtryk, får blodet til at fryse til is. Der er en oplagt lighed med ”Dr. Jekyll and Mr. Hyde”, men i min verden er der fint plads til begge historier.

Paperback, Dover Publications 1986

Paperback, Dover Publications 1986

”The Great God Pan”, Machens nok mest kendte historie, er også lidt af et sidestykke. Igen ikke kun kolliderer nyt og gammelt, men moderne videnskab assisterer ligefrem myten; en videnskabsmand udsætter en ung kvinde for et hjernekirurgisk indgreb, der åbner det tredje øje og porten til satyrguden, Pan.

Selvom denne del af Machens forfatterskab, der repræsenterer de unge år, er nok så imponerende, er det faktisk hans mindre rædselsvækkende værker, der har rørt mig mest. En del af dem er samlet i Penguins ”The White People and Other Weird Stories” – en novellesamling med et ganske horribelt forord af Guillermo del Toro, hvor han snakker tre fjerdedele om Lovecraft og skyder om sig med catchphrases som ”evil is never dormant – it gestates” … Den mand skulle virkelig lære at sige nej til ting.

Men bogen skal ikke lide under det sølle forord; den samler nogle af Machens bedste. I denne del af forfatterskabet er naturen central; myten i form af urgamle, tågede skove, sagnvæsner, elverhøje og smuldrende romertribuner pulser lige under overfladen og i åbneren ”The Inmost Light” beskrives der et direkte fysisk skel mellem de to verdener i en by, hvor hovedgaden, uden nogen form for naturlig graduering, fortsætter lige ud i vildnis. Et billede, jeg genkaldte mig, da jeg læste den nulevende horrormester, Thomas Ligottis, ”Teatro Grottesco”, hvor han hyppigt beskriver ’store-fronts’ – huse som kulisser foran noget urgammelt, ulmende.

Hardcover, Hamlyn 1977

Hardcover, Hamlyn 1977

Machens allerbedste novelle findes i ”The White People and Other Weird Stories”, og der er næsten intet overnaturligt eller uhyggeligt i den. Den hedder ”A Fragment of Life” og er en delvist selvbiografisk historie om den walisisk fødte, Edward Darnell, der lever et middelmådigt liv i Londons midte, i et middelmådigt ægteskab (Machen boede i London i næsten fyrre år, før han flyttede tilbage til Wales). Darnell længes efter naturen og ungdommens eventyr, og han prøver at genfinde det ved at fare vild i byen.

”A Fragment of Life” er noget af det smukkeste – hvis ikke dét smukkeste – jeg har læst. Det er en historie, der handler om at genfinde sine drømme og kæmpe sig ud af det grå trummerum, som livet kan udvikle sig til.

Paperback, Virgin Books 2010

Paperback, Virgin Books 2010

Det er stort set kun Arthur Machen, der kan få mig til at lukke øjnene, når jeg læser (egentlig en lidt mærkelig ting at gøre!), men hans ord er simpelthen så smukke, at de luller mig ind i en eller anden henført sindstilstand. Se bare her:

”So, day after day, he lived in the grey phantasmal world, akin to death, that has, somehow, with most of us, made good its claim to be called life.”

Well, for mig er det her sgu litteraturens højeste tinde.

“The White People …” indeholder masser af fremragende historier, men én, jeg bliver nødt til at dvæle ved, er ”The Terror”. Denne er et klasseeksempel på Machens essayistiske stil – som han også benytter i den udmærkede ”The Great Return” – hvor historien nærmest starter som en artikel, der beskriver noget virkeligt, og derefter glider sømløst over i en fantastisk fortælling; hvorfor Machen også blev publiceret meget i aviser, eller måske snarere at han var så bevidst om slagkraften, at han skrev sådan direkte til mediet.

”The Terror” er, så vidt jeg er blevet fortalt, alfaderen til dyregyset og skulle eftersigende have inspireret Daphne du Maurier til at skrive ”Fuglene”, samtidig er det en kærkommen efternøler indenfor det grusomme Machen-regi – for grusom, det er den.

Machens roman ”The Hill Of Dreams”, der beskriver opvæksten I Wales, tilflytningen til London, og kunstens svære kår bliver af mange hyldet som hans definitive værk (og klassificeres tillige som dekadent litteratur, hvilket jeg slet ikke forstår), men jeg er ikke enig. Måske var det en fejl, at jeg havde læst den næsten overmenneskeligt smukke ”A Fragment of Life”, inden jeg læste ”The Hill Of Dreams”, men jeg føler ikke, at den indfrier forfatterens fulde potentiale.

Så skal man pege på et romanlængde definitivt Machen-værk, kan man godt komme lidt til kort. Havde ”A Fragment of Life” stoppet lidt mindre brat, havde det uden tvivl været værket, men ærlig talt gør det mig ikke noget – der er mere liv i blot tre linjer fra Machen end de fleste bøger, der udkommer i dag – når man læser Machen får man en følelse af, at der virkelig er noget større end det, livet er på overfladen. Nogle kunstnere er øjensynligt så geniale, at de må sætte rationer på.

 

Paperback, Pinnacle Books 1976

Paperback, Pinnacle Books 1976

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.