Mathias Clasen, Monstre (2012): Famlende og meget lidt overraskende

Paperback, Aarhus Universitetsforlag 2012

Paperback, Aarhus Universitetsforlag 2012

Jeg har fulgt Aarhus Universitetsforlags opfordring og brugt lidt tid på en tænkepause i selskab med Mathias Clasens Monstre. Noget der ikke ligefrem blev et begejstret bekendtskab, selvom bogen da helt sikkert stimulerede til eftertanke og derved til fulde levede op til tænkepause-seriens formål.

Før jeg går videre, må jeg hellere slå to ting fast. For det første aner jeg ikke ret meget om genetik og hjerneforskning. Blandt kulturhistorikere i bred forstand blev hjerneforskningen et populært turn i det nye årtusinde, og den naturvidenskabelige afsmitning kan følges langt ind i tidens humanistiske studier. Clasens arbejde indskriver sig dermed i en bredere bølge, der eksempelvis også berører den ritualforskning, som jeg selv blandt andet har en baggrund i.

For det andet måtte jeg under læsningen løbende minde mig selv om, at Monstre er et populærvidenskabeligt destillat af Clasens ph.d.-afhandling og dermed ikke i sig selv en videnskabelig publikation. Den lille bog har et andet sigte end den egentlige afhandling og vil nødvendigvis fremstå mindre velargumenteret, end afhandlingen forhåbentlig gør. Nu er det imidlertid Monstre, som jeg har læst, og derfor også den tekst som jeg gerne vil rejse nogle indvendinger imod.

Mathias Clasens udgangspunkt er spørgsmålet om, hvorfor vi ser, skriver og fortæller gysere. Hvad er det, der gør, at vi frivilligt bruger tid på at lade os skræmme? Det spørgsmål er ikke nyt, og Clasens svar er grundlæggende heller ikke nyt, selv om han giver det en for tiden populær indpakning. Det har været en udbredt forestilling, at gysets rødder kan føres tilbage til en urmenneskelig tilstand, hvor det fortalte gys var en form for sansetræning, der skærpede vagtsomheden i en verden domineret af vildsom natur. Det nye, Clasen gør, er at koble denne ældre forklaringsmodel med hjerneforskningens resultater.

Jeg vil på ingen måde anfægte, at vi genetisk er disponeret til forestille os situationer og muligheder, der kan udløse en emotionel reaktion. Det kan vel heller ikke udelukkes, at gyset rent faktisk har været brugt, som Clasen postulerer det blandt fortidsmennesker. Det ved jeg ikke noget om, og det er der vel heller ikke nogen andre, der kan afgøre med nogen form for sikkerhed.

Ligegyldig om man accepterer Clasens påstand eller ej, må jeg imidlertid konkludere, at hans hypotese forklarer meget lidt, hvis man interesserer sig for horrorgenrens historie. Han viser, at vi er genetisk disponeret til at reagere på bestemte faresignaler, uden at han er i stand til at forankre denne konklusion erkendelsesmæssigt eller genrehistorisk i det gotiske felt, han undersøger. Det betyder, at Clasens argumentation mildest talt virker slingrende i den gennemgang af et par arketypiske skabninger som eksempelvis vampyren og zombien, vi finder i Monstre.

Paperback, Aarhus Universitetsforlag 2012

Paperback, Aarhus Universitetsforlag 2012

Som sagt er det et problem at forstå, hvad Clasen egentlig vil med sin konklusion. Han præsenterer sit genetiske argument som et trylleslag, der vil forandre vores syn på gysets natur. Det fremstår, som om han ved hjælp af sin kognitive-nøgle er i stand til at jævnføre følelsen af gru på tværs af tid og rum. Men er det helt så enkelt? Finder der ikke en kulturel skoling af vores følelser sted? Følelserne bor uden tvivl i vores DNA, men måden, de udtrykkes på, sker gennem sociale koder, der skifter over tid og sted. Man kan derfor kun med stor varsomhed diskutere følelser og emotionelle reaktioner i en historisk kontekst.

Om Bram Stokers Dracula skriver Clasen friskt på s. 44, at romanen er ”dybt forankret i historisk betingede ængsteligheder”. Med mindre man tror på særligt universelle problemstillinger og forhold i mennesket, er alt vel betinget af specifikke historiske omstændigheder, som vi ikke kan løsrive os fra. Det vil sige, at vi heller ikke uden videre kan sammenligne fænomener, der ellers på overfladen kunne synes ens.

Når Clasen eksempelvis gennemgår vampyrmytens transformationer fra østeuropæisk folklore til Stephenie Meyers blodsugere, og hæfter sig ved de skiftende betoninger af monstret over tid, sker det helt uden blik for den mangel på sammenhæng, der er i brugen af vampyrfiguren. Man kan jo i virkeligheden ikke tale om en stabil vampyrmytologi, men nærmere om en vedvarende genopfindelse af et motiv baseret på en håndfuld faste ingredienser. Og hvorfor denne gennemgang af vampyrmyten i det hele taget. Hvad er det Clasen vil fortælle os ved at optrevle en velkendt transformationshistorie?

Dybest set sidder jeg tilbage med en følelse af undren over bogens projekt. Det er klart, at Clasen vil hævde, at vi er disponeret til at opdigte monstre, fordi vi er skabt til at gøre det, men hvad har det at gøre med den gennemgang af velkendt genrehistorie, som han trækker os igennem? Der er i sig selv intet nyt i det, Clasen skriver om monstre.

Der sker et skred i teksten fra skildringen af den genetisk betingede oplevelse af horror til brugen af gys i den moderne kultur. Det skred sker i det øjeblik, Clasen begynder at fortælle, hvordan monstret er anvendt i de enkelte film og romaner. Altså hvad monstret betyder i filmen og teksten – ikke hvorfor det skræmmer. Clasen laver analyser af teksterne og påviser monstrenes allegoriske muligheder, men det har intet med hans udgangspunkt at gøre. Faktisk undergraver det vel hans argument, fordi han viser, hvordan monstret konceptuelt er blevet en løsrevet metafor, der kan bruges til hvad som helst uden nødvendigvis at ville skræmme. Dette væsentlige erkendelsesteoretiske og æstetiske perspektiv forpasses helt i bogen.

Mathias Clasen

Mathias Clasen

Endelig må jeg også beklage, at Monstre bliver en sært enøjet fremstilling, fordi der fokuseres entydigt på gyset. Hvis Clasens fremstilling skulle virke overbevisende, ville han vel være nødt til sammenstille gyset med andre følelsesmæssige reaktioner som forelskelse, lyst, had, glæde osv. Begrænsningen skyldes sikkert det tids- og pladsmæssige forhold, der gør sig gældende for en ph.d.-afhandling, men måske det også vil sige, at der er blevet slået et for stort brød op?

Som det fremgår, er jeg ikke ret glad for bogen. Faktisk irriterede den mig, og den fjollede friskfyrstone, som den er skrevet i, er sådan set bare prikken over i’et. Skal formidling være kæk for at sælge? Det er glædeligt, at der bliver arbejdet med gyset akademisk. Det er ikke et specielt opdyrket felt herhjemme, hvilket er en skam. Efter at have læst Monstre må jeg konkludere, at der fortsat er god plads til at gøre spændende studier.

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s