Monthly Archives: marts 2014

Langt om længe noget nyt fra Eyehategod

Den nye plades cover

Den nye plades cover

Eyehategod skulle efter alt at dømme udsende en ny plade til maj. Et album, der kort og godt kommer til at hedde Eyehategod. Det bliver stort! Gruppen har ikke indspillet ret meget, faktisk er det kun blevet til fire albums siden debutpladen In the Name of Suffering udkom i 1992.

Deres lyd kræver en del tilvænning på grund af den skramlede, mudrede produktion, men den vinder for hver gennemlytning. Jeg var imidlertid først helt solgt da jeg hørte dem live på Beta i København tilbage i ’12. Her gav de en fantastisk, fantastisk koncert, der var lidt af en øjenåbner for mig.

Lyt til den rigtig fine første single (”Agitation! Propaganda”) fra den nye plade her:

Skriv en kommentar

Filed under Video

Bogbekendtskaber: Jonas Wilmann

Som et nyt tiltag her på bloggen har jeg spurgt en række forskellige spændende folk fra vores lille genremiljø herhjemme, om de ikke kunne være interesseret i at fortælle lidt om en bog eller forfatter, der betyder særlig meget for dem. Jeg tænker, at det skal være en lille serie, og heldigvis har jeg fået alle de spurgte med på idéen. I den kommende tid vil der derfor drypvis dukke andre stemmer op på bloggen.

Tanken bag serien udspringer af, at den måde vi behandler og skriver om litteratur på nettet meget ofte handler om kvalitative bedømmelser eller analyser. Det er sjældent, at der bliver plads til de mere uforbeholdne fortællinger om vores oplevelser med eller forhold til værkerne. Det er på en måde synd, fordi begejstring er smittende, og derfor vil denne lille serie måske kunne bidrage til nogle lidt andre læseoplevelser, end dem vi sædvanligvis finder på de forskellige blogs og hjemmesider. Det håber jeg i hvert fald.    

Serien åbner med den flittige forfatter Jonas Wilmann, der netop nu er aktuel med den roste Frygt Filerne 2. Jonas Wilmann er, for mig at se, blandt den lille gruppe af interessante genreforfattere, vi har herhjemme for tiden. Hans tekster provokerer og udfordrer, og det sætter jeg i den grad pris på. Jeg er derfor også rigtig glad for, at han har valgt at takke ja til at skrive om en forfatter, der har betydet noget for ham. Uden mere snak, vil jeg derfor give ordet til hr. Wilmann.

 

Ingen skriver så smukt som Arthur Machen

 “Edward Darnell awoke from a dream of an ancient wood, and of a clear well rising into grey film and vapour beneath a misty, glimmering heat …”

-Arthur Machen, A fragment of life

For et par år siden bestilte jeg ”The Best Ghost Stories of Algernon Blackwood” på Amazon.co.uk – et sted jeg (desværre, bør man nok indskyde) køber flere og flere af mine bøger, simpelthen fordi de i de fysiske boghandlere sjældent har det, jeg skal bruge.

Da postbuddet en uge efter troppede op ved min dør med en bogpakke på størrelse med to mursten stablet oven på hinanden, undrede jeg mig lidt – for den bestilte bog var en paperback på et par få hundrede sider.

Jeg flåede indpakningen af og fandt ikke det bestilte, men noget langt bedre; Blackwood-samlingen var i restordre, så de havde i stedet sendt mig en massiv antologi, der kom omkring det bedste af det bedste gotiske horror, og som tillige inkluderede fire historier af Blackwood. Titlen var … ”Hamlyn’s: The Best Ghost Stories”.

Jonas Wilmann (født 1979)

Jonas Wilmann (født 1979)

Jeg skannede indholdsfortegnelsen og opdagede, at bogen indeholdt flere titler, jeg havde på ønskelisten, bl.a. Arthur Machens (1863-1947) ”The Great God Pan”, som jeg havde hørt gode ting om, samt to af hans andre noveller, ”The Novel of the White Powder” og ”The Novel of the Black Seal”.

Dette var mit første møde med Arthur Machen, en forfatter som er kommet til at betyde utroligt meget for mig siden.

De tre noveller i antologien (langnovelle i tilfældet ”The Great God Pan”) er Machen, når han er mest gysende og repræsenterer samtidig den del af forfatterskabet, der har inspireret H.P. Lovecrafts verden mest.

”The Novel of the White Powder” og “The Novel of the Black Seal” er taget fra Machens roman – eller ’noveller i rammehistorie’ er nok mere passende – “The Three Impostors”, hvori det beskrives, hvordan der under det moderne, urbane liv lurer fordums ondskab: romerske ritualer, afgudsdyrkelse og heksesabbat.

Arthur Machen (3. marts 1863 – 15. december 1947)

Arthur Machen (3. marts 1863 – 15. december 1947)

”The Three Impostors” er som samlet værk betragtet ikke Machens største, da den med rette er blevet kritiseret for at være for fragmenteret og rammehistorien noget søgt – det havde måske været bedre at udgive det som en novellesamling. Og en del af kritikken gik også på, at Machens stil er for påtaget ’Stevensonian’ – her henføres til Robert Louis Stevensons særegne fortælleteknik med fortællinger inde i fortællinger, plotdele afsløret i breve og en særlig omstændelighed og ukronologi, der lader spændingen bygge op til det ulidelige.

Det er sådan set også rigtigt nok alt sammen, dog er de to nævnte noveller enkeltvis betragtet forrygende, især ”The Novel of the White Powder”, hvor en ung mand begynder at ændre sig til noget dæmonisk som følge af et lægeordineret, hvidt pulver. Machen bruger nogle greb i historien, der, for at bruge et fortærsket udtryk, får blodet til at fryse til is. Der er en oplagt lighed med ”Dr. Jekyll and Mr. Hyde”, men i min verden er der fint plads til begge historier.

Paperback, Dover Publications 1986

Paperback, Dover Publications 1986

”The Great God Pan”, Machens nok mest kendte historie, er også lidt af et sidestykke. Igen ikke kun kolliderer nyt og gammelt, men moderne videnskab assisterer ligefrem myten; en videnskabsmand udsætter en ung kvinde for et hjernekirurgisk indgreb, der åbner det tredje øje og porten til satyrguden, Pan.

Selvom denne del af Machens forfatterskab, der repræsenterer de unge år, er nok så imponerende, er det faktisk hans mindre rædselsvækkende værker, der har rørt mig mest. En del af dem er samlet i Penguins ”The White People and Other Weird Stories” – en novellesamling med et ganske horribelt forord af Guillermo del Toro, hvor han snakker tre fjerdedele om Lovecraft og skyder om sig med catchphrases som ”evil is never dormant – it gestates” … Den mand skulle virkelig lære at sige nej til ting.

Men bogen skal ikke lide under det sølle forord; den samler nogle af Machens bedste. I denne del af forfatterskabet er naturen central; myten i form af urgamle, tågede skove, sagnvæsner, elverhøje og smuldrende romertribuner pulser lige under overfladen og i åbneren ”The Inmost Light” beskrives der et direkte fysisk skel mellem de to verdener i en by, hvor hovedgaden, uden nogen form for naturlig graduering, fortsætter lige ud i vildnis. Et billede, jeg genkaldte mig, da jeg læste den nulevende horrormester, Thomas Ligottis, ”Teatro Grottesco”, hvor han hyppigt beskriver ’store-fronts’ – huse som kulisser foran noget urgammelt, ulmende.

Hardcover, Hamlyn 1977

Hardcover, Hamlyn 1977

Machens allerbedste novelle findes i ”The White People and Other Weird Stories”, og der er næsten intet overnaturligt eller uhyggeligt i den. Den hedder ”A Fragment of Life” og er en delvist selvbiografisk historie om den walisisk fødte, Edward Darnell, der lever et middelmådigt liv i Londons midte, i et middelmådigt ægteskab (Machen boede i London i næsten fyrre år, før han flyttede tilbage til Wales). Darnell længes efter naturen og ungdommens eventyr, og han prøver at genfinde det ved at fare vild i byen.

”A Fragment of Life” er noget af det smukkeste – hvis ikke dét smukkeste – jeg har læst. Det er en historie, der handler om at genfinde sine drømme og kæmpe sig ud af det grå trummerum, som livet kan udvikle sig til.

Paperback, Virgin Books 2010

Paperback, Virgin Books 2010

Det er stort set kun Arthur Machen, der kan få mig til at lukke øjnene, når jeg læser (egentlig en lidt mærkelig ting at gøre!), men hans ord er simpelthen så smukke, at de luller mig ind i en eller anden henført sindstilstand. Se bare her:

”So, day after day, he lived in the grey phantasmal world, akin to death, that has, somehow, with most of us, made good its claim to be called life.”

Well, for mig er det her sgu litteraturens højeste tinde.

“The White People …” indeholder masser af fremragende historier, men én, jeg bliver nødt til at dvæle ved, er ”The Terror”. Denne er et klasseeksempel på Machens essayistiske stil – som han også benytter i den udmærkede ”The Great Return” – hvor historien nærmest starter som en artikel, der beskriver noget virkeligt, og derefter glider sømløst over i en fantastisk fortælling; hvorfor Machen også blev publiceret meget i aviser, eller måske snarere at han var så bevidst om slagkraften, at han skrev sådan direkte til mediet.

”The Terror” er, så vidt jeg er blevet fortalt, alfaderen til dyregyset og skulle eftersigende have inspireret Daphne du Maurier til at skrive ”Fuglene”, samtidig er det en kærkommen efternøler indenfor det grusomme Machen-regi – for grusom, det er den.

Machens roman ”The Hill Of Dreams”, der beskriver opvæksten I Wales, tilflytningen til London, og kunstens svære kår bliver af mange hyldet som hans definitive værk (og klassificeres tillige som dekadent litteratur, hvilket jeg slet ikke forstår), men jeg er ikke enig. Måske var det en fejl, at jeg havde læst den næsten overmenneskeligt smukke ”A Fragment of Life”, inden jeg læste ”The Hill Of Dreams”, men jeg føler ikke, at den indfrier forfatterens fulde potentiale.

Så skal man pege på et romanlængde definitivt Machen-værk, kan man godt komme lidt til kort. Havde ”A Fragment of Life” stoppet lidt mindre brat, havde det uden tvivl været værket, men ærlig talt gør det mig ikke noget – der er mere liv i blot tre linjer fra Machen end de fleste bøger, der udkommer i dag – når man læser Machen får man en følelse af, at der virkelig er noget større end det, livet er på overfladen. Nogle kunstnere er øjensynligt så geniale, at de må sætte rationer på.

 

Paperback, Pinnacle Books 1976

Paperback, Pinnacle Books 1976

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Gardner F. Fox, Kothar of the Magic Sword (1969): Eventyret om barbaren Kothar fortsætter

Paperback, Belmont Books 1969. Jeff Cathrine Jones har heldigvis også illustreret fordiden på seriens andet bind

Paperback, Belmont Books 1969. Jeff Catherine Jones har heldigvis også illustreret fordiden på seriens andet bind

Allerede samme år, som første bind om barbaren Kothar udkom, vendte Gardner F. Fox tilbage med endnu et bind i serien. I ’69 var Conan-feberen på sit højeste, og Robert E. Howards forskellige vilde krigere nød en hidtil uhørt popularitet. Man kan derfor heller ikke fortænkte hverken Gardner Fox eller Belmont Books i at smede, mens jernet var varmt.

Jeg var helt solgt, da jeg læste seriens første bind. En actionfyldt lille bog med blodige fortællinger om barbarens eventyr i en fjern, fjern fremtid. Det var tempofyldt sword & sorcery, der ene og alene havde til hensigt at underholde.

Paperback, Belmont Books 1969

Paperback, Belmont Books 1969

Samme højder når Fox ikke med andet bind. Bogen har en ærgerlig træghed og mangel på blod, der gør den langt mere ordinær og kedsommelig. Som jeg allerede skrev i min omtale af den første bog, har Fox stjålet alt hvad der kan stjæles hos Conan. Faktisk har han sådan set bare taget Howards univers og ændret navnene. Ikke desto mindre formåede Fox at bringe noget selvstændigt til serien, fordi han tog afsæt i gralsmyten og Parsifal-figuren takket være Kothars magiske sværd Frostfire. Dermed fik de første historier en lidt anden drejning end Howards fortællinger. Det greb udebliver i anden bind, og derfor kommer novellerne desværre til at fremstå som uoriginale Conan-pasticher af den sædvanlige Lin Carter/Sprague de Camp-type.

Andet bind i serien består af to lange historier. Første novelle er ”The Helix From Beyond”. Da vi kommer ind i fortællingen, planlægger Kothar i ledtog med tyven Rufflod at stjæle en magisk genstand (titlens ”helix”) fra Kyros, Avalonias kejser. Kejseren holder sit hof på en enorm husbåd, og vores to hovedpersoner vil svømme ud til båden og stjæle kejserens kostbare magiske spejl i ly af mørket.

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

Planen er naturligvis dømt til at fejle, fordi der som sædvanlig er dæmoner og sort magi på spil. Kothar kommer imidlertid ud på lidt af et eventyr i novellen, der leder ham til en anden dimension, hvor han må nedkæmpe en rok-lignende fugl og flere andre gevaldige udfordringer. Trods et veloplagt plot savner udførelsen svung, og historien er i sidste ende lidt af en skuffelse.

Det bliver heldigvis bedre i den næsten fortælling ”A Plague of Demons”, der fortsætter, hvor den anden slap. Kothar kommer selvfølgelig fra kejserens husbåd med livet i behold, og han får tilmed også den labre danserinde Laella med på slæb. Sammen flygter de fra Avalonia og søger nye eventyr i Clon Mell.

En illustration fra bogen. Tegnet af E. Robbins 1969

En illustration fra bogen. Tegnet af E. Robbins 1969

Her skal det indskydes, at jeg ikke gjorde specielt meget ud af, at Kothar i første bind hjælper til med at få heksen Red Lori indfanget. Som straf for sine ugerninger blev heksen ophængt i et sølvbur i Dronning Elfa af Commorals tronsal. Efter dette svor den underskønne Lori hævn over Kothar og vedblev igennem hele første bog med at plage barbaren via hendes magi.

I den andet bind spiller Red Lori en større rolle. Allerede i begyndelsen af ”A Plague of Demons” fortælles det, at Kothar har set Loris ansigt spejlet i himlen, i vandet og alle mulige andre steder. Et dårligt varsel, der snart viser sig at blive et akut problem. Lori truer nemlig med at få Laella myrdet. Derfor må danserinden og barbaren skilles.

Det lykkedes Kothar at få noget rov med fra kejserens båd; et udvalg af ædelstene, som han vil sælge til en købmand. Mens de handler, viser det sig, at købmandens datter er blevet kidnappet af dæmondyrkende kultister. Kothar må selvfølgelig træde til og komme pigen til undsætning. Helt så enkelt er det bare ikke, fordi Red Lori har en finger med i spillet og fører Kothar i en fælde, han ikke er forberedt på.  Novellen leverer således i høj grad anslaget til seriens tredje bind.

Endnu en af de herligt pulpede illustationer fra bogen. Denne er ligeledes tegnet af E. Robbins 1969

Endnu en af de herligt pulpede illustationer fra bogen. Denne er ligeledes tegnet af E. Robbins 1969

Det magiske sværd Frostfire, som fyldte så meget i første bind, er nedtonet betydeligt i de to nye historier. Sværdet, der stadig jævnligt omtales, virker ikke længere som helt samme forbandelse, hvilket i virkeligheden er lidt ærgerligt. Måske det kommer tilbage, når plottet omkring Red Lori og hendes hekserier er afviklet.

Kothar of the Magic Sword er en gumpetung og uoriginal omgang fantasy-pulp. Men den er hurtigt læst og trods alt fyldt med scener, der gør teksten moderat underholdende. Desværre har andet bind mistet alle de kvaliteter, der gjorde serien til noget særligt.

Paperback, Arnoldo Mondadori Editore 1990

Paperback, Arnoldo Mondadori Editore 1990

Jeg håber i den grad, at de tre sidste bind finder tilbage til udgangspunktet. Om ikke andet må jeg dog konstatere, at jeg langt foretrækker Gardners pulpede, kluntede sword & Sorcery frem for hovedparten af al den fantasy, der er blevet skrevet i nyere tid. Om jeg vil det eller ej, går disse vildsomme barbar-fantasier rent ind hos mig.

Et stort plus ved bogen er, at den er illustreret med helsides sort/hvide tegninger. Der er ikke nogen umiddelbart sammenhæng mellem billederne og teksten, men ikke desto mindre rammer billederne bogens stemning rigtig fint. Tegneren, der krediteres E. Robbins, kender jeg ikke, og lidt eftersøgning på nettet har desværre ikke afsløret mere om manden.

Ja-ja, nu må vi se, hvad Kothar finder på i tredje bind.

1 kommentar

Filed under Roman

A Pale Horse Named Death – Lidt goth til fredagen

I søndags spillede A Pale horse Named Death på Beta. Det er anden gang, at gruppen lægger vejen forbi København. Som gammel Type O-Negative-fan måtte jeg naturligvis se dem igen. Ikke fordi A Pale Horse er et specielt godt band, men de har noget af Type Os atmosfære og tæller hele to tidligere Type-O Negative-medlemmer. Koncerten var ganske fin og underholdende, men nogen stor gruppe bliver de nok aldrig. Ikke desto mindre er det et sympatisk band, der fortjener opbakning. Jeg vil da sikkert derfor også være at finde blandt publikum i fald de vender tilbage en tredje gang.

Her får du nummeret ”DMSLT” fra deres nye album. En kedelig video, men nummeret er ganske karakteristisk for gruppens lyd.

Skriv en kommentar

Filed under Video

Fra Sortsand hjemsøges stadig: En genganger på bloggen

Paperback, Puffin Books 1972

Paperback, Puffin Books 1972

Som jeg skrev i et tidligere indlæg er jeg begyndt at se nærmere på den måde, som spøgelser er blevet brugt og vist på genrebogsforsiderne. Det er et ganske interessant projekt, men også omfattende. Jeg håber drypvis i løbet af de næste have år at kunne præsentere nogle overvejelser omkring emnet. Indtil videre må det dog forblive ved dette lille indlæg, der kan betragtes som en optakt til de senere tekster.

Unknown World, juni 1952

Jeg har altid haft en stor svaghed for spøgelseshistorier, og i de senere år er jeg blevet optaget af den måde, som spøgelser bliver fremstillet på. Det er ganske enkelt interessant at bide mærke i de måder, man viser eller ikke viser spøgelset.

Silber-Krimi, nr. 1012 1075

Silber-Krimi, nr. 1012 1075

Det i ligklædeindsvøbte gespenst, der gradvist er blevet transformeret til det klassiske spøgelse med et hvidt lagen over hovedet, har naturligvis mistet enhver form for troværdighed udenfor børnebøgernes univers. Og netop troværdigheden er væsentlig her. Det er således slående, hvor mange spøgelsesromaner og antologier med spøgelsesnoveller der kun viser gamle huse eller øde landskaber på forsiden. De afstår fra at vise spøgelset og overlader det til beskueren selv at indsætte hjemsøgelsen i billedet. Det er ganske virkningsfuldt, og jeg vender tilbage til det emne snart.

Phantom Magazine, oktober 1957

Phantom Magazine, oktober 1957

Når man derimod vælger at fremstille spøgelset, er det klart, at der fra et sted i 60’erne finder en radikalisering af ikonografien sted. I udgangspunktet bliver spøgelserne vist som mere eller mindre almindelige mennesker malet i semitransparente farver; altså den måde, som eksempelvis Hamlets far er blevet reciperet ind populærkulturen.

Paperback, Usborne Publishing 1979

Paperback, Usborne Publishing 1979

I dag fremstår den slags forsider nærmest gemytlige, fordi de fortæller os noget om spøgelsestraditionens dybe rødder i litteraturhistorien og navnlig det sene 1800-tals forsigtige fantasier om efterlivet. Som gyserlitteraturen fik mere kant, mistede de dydige spøgelser imidlertid gennemslagskraft, og førnævnte radikalisering finder sted. Noget dæmonisk voldsomt melder i sig i fremstillingerne, og spøgelsesikonografien sprænges tilsyneladende i store træk.

Paperback, Tor Books 1987

Paperback, Tor Books 1987

Det eneste, der står tilbage, når man ser på forsiderne fra 70’erne og 80’erne, er selve farvevalget. Det hvide (ligblege) spøgelse og den æteriske tilstand er fortsat fasteingredienser. De signalerer for os, at det er en ånd, vi ser. En undtagelse er måske fotoforsiderne, der spiller på en følelse af autensitet i fremstillingen. I disse forsider forbliver udtrykket tilbageskuende og afdæmpet.  

Paperback, Tor Books 1984

Paperback, Tor Books 1984

Denne udvikling er påfaldende, fordi den viser noget om et skred i gysets æstetik og virkningskraft. I de ældste forsider er det nok at vise det døde menneske som ånd, uden at forstærke motivet yderligere. Man kan sige, at spøgelset her fik lov at stå på egne ben og møde beskueren i dets enkleste form.

Paperback, Puffin Books 1977

Paperback, Puffin Books 1977

Sådan er det ikke længere. I løbet af 60’erne forstærkes spøgelsesikonografien mere og mere ved at lægge elementer fra andre gysergenre ind i billederne. Eksempelvis når spøgelserne får store, blodige knive eller økser. Den oprindelige gru over efterlivets uvished fortaber sig her i en helt anderledes manifest trussel på livet. Spøgelserne bliver en form for dæmoner, der ikke står tilbage for seriemordere og zombier, når det kommer til voldsomhed.

Paperback, Pinnacle Books 1979

Paperback, Pinnacle Books 1979

Der er nok at uddybe i dette, og indlægget her er sådan set bare nogle indledende tanker om emner. Det er tænkt firkantet, og naturligvis findes der myriader af forskellige spøgelsesfremstillinger. I det hele taget må man overveje, hvordan man identificerer spøgelser. Svævende kranier og sære syn hører i mindst lige så høj grad med til emnet, og det skal jeg nok vende tilbage til. Det bliver dog ikke denne gang, men hermed er mit spøgelsesprojekt skudt i gang.

Paperback, Oxford University Press 1994

Paperback, Oxford University Press 1994 

Paperback, N.W. Damm & Søn 1950

Paperback, N.W. Damm & Søn 1950

Paperback, Hamish Hamilton 1980

Paperback, Hamish Hamilton 1980

Paperback, Fawcett Books 1974

Paperback, Fawcett Books 1974

Paperback, EMC Publictions 1978

Paperback, EMC Publictions 1978

Paperback, Book Club Associates 1974

Paperback, Book Club Associates 1974

Paperback, Black Lizard Publications 2012

Paperback, Black Lizard Publications 2012

Paperback, Bantam Books 1973

Paperback, Bantam Books 1973

Paperback, 2 Feet Entertainment 2013

Paperback, 2 Feet Entertainment 2013

Paperback, Mellemgaard 2012

Paperback, Mellemgaard 2012

Hardcover, Walker Books 1990

Hardcover, Walker Books 1990

Hardcover, Tower Books 1945

Hardcover, Tower Books 1945

Hardcover, The London Publishing Company 1928

Hardcover, The London Publishing Company 1928

Hardcover, Severn House Publishers 1988

Hardcover, Severn House Publishers 1988

Hardcover, Philip Allan 1934

Hardcover, Philip Allan 1934

Hardcover, Jonathan Cape 1979

Hardcover, Jonathan Cape 1979

Hardcover, Caxton Publishing 2002

Hardcover, Caxton Publishing 2002

Grusel-Krimi, nr. 148 1977

Grusel-Krimi, nr. 148 1977

Gespenstergeschichten, nr. 11 1974

Gespenstergeschichten, nr. 11 1974

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Stephen Dobyns, Church of Dead Girls (1997): Et forsøg udi seriemordergenren

Paperback, Penguin Books 1997

Paperback, Penguin Books 1997

Seriemordertemaet er på mange måder interessant, fordi det lægger sig i et genremæssigt grænseland mellem gys og krimi. Hvor den enkelte roman hører hjemme i gys eller krimi-kategorien, kan være svært at afgøre og er i virkeligheden også ganske ligegyldigt. Det ene udelukker sådan set ikke det andet. Ikke desto mindre er der klare forskelle i romanernes væsen, der handler om selve tilgangen til mordet og atmosfæren omkring dem. Altså den måde, som forfatteren præsenterer ugerningerne på. Det vil sige ikke så meget, hvor meget blod og hvor grusomt mordene er blevet udført, snarere i den sproglige indpakning som drabene får.

Jeg er generelt ikke specielt interesseret i nyere kriminallitteratur og foretrækker derfor klart de seriemorderbøger, der bevæger sig ind i gysets verden. Dem er der naturligvis en del af, og hovedparten er rent ud sagt elendige. Seriemordertemaet blev ganske enkelt et litterært Klondyke i 90’erne, hvor alt, hvad der kunne gå og kravle af håbefulde forfatterdebutanter og opportunistiske skribenter, kastede sig over Hannibal Lecters og Patrick Batemans slagskygger.

Paperback, Penguin Books 1997

Paperback, Penguin Books 1997

Der er med andre ord langt mellem snapsene, fordi genren i den grad præges af gentagelser og ligegyldige øvelser udi at finde på nye, forkvaklede mordmotiver og metoder. Det er derfor også altid interessant, når der kommer noget anderledes, der skiller sig ud fra mængden.

Da den alsidige digter og romanforfatter Stephen Dobyns udsendte seriemorder-thrilleren Church of Dead Girls i 1997, var det helt sikkert en bog, der blev talt om. Angiveligt skulle den være et intellektuelt bud på genren, der, hvad intensitet og ubehag angår, ikke stod tilbage for de grummeste af slagsen. Stephen King roste romanen som et fremragende gys, og den altid veloplagte Kim Newman var også ude med roser. Det vakte naturligvis min nysgerrighed. Det er imidlertid først nu, at jeg rent faktisk har fået læst bogen, der desværre ikke helt er det, jeg havde forventet.

Stephen J. Dobyns (født 19. februar 1941)

Stephen J. Dobyns (født 19. februar 1941)

Handlingen fører os til den lille collegeby Aurelius i New York. Romanens jeg-fortæller, der underviser i naturvidenskabelige fag på det lokale college, åbner bogen med en minutiøs beskrivelse af tre lig. Tre døde piger sidder groteskt dekoreret med sølvpapir, vimpler og alt mulig andet. Pigerne mangler alle en hånd, som er blevet hugget af. Trods forrådnelsen kan man se, at de døde ikke var lige gamle. Den yngste er kun et barn, den ældste i slutningen af teenageårene.

Fra den herligt bizarre beskrivelse, som måske er noget af det stærkeste i hele bogen, kaster fortælleren sig ud i beretningen om de rystende hændelser, der plager Aurelius. Det hele begynder, da man finder en bombe udenfor et af undervisningslokalerne på colleget. Bomben viser sig at være en attrap, men trods det sætter det skolen på den anden ende. Kort efter begynder der at forsvinde unge piger i byen. Er der mon en sammenhæng?

Hardcover, Holt & Company 1997. 1. udg

Hardcover, Holt & Company 1997. Romanens 1. udg

Politiet får tilsendt pigernes tøj i nyvasket tilstand nogle dage efter, de er blevet kidnappet samt følgebreve overskrevet med hadske skældsord. Det værste er imidlertid, at hver enkelt pakke indeholder en hånd.

Det hele har for længst udspillet sig, da vi kommer ind i bogen, og vi får således fortalt det hele retrospektivt af jeg-fortælleren. Bagklogt bemærker han, at det på afstand er klart, at man må søge længere tilbage end de åbenlyse begivenheder for at forstå den tragiske sag, som udspillede sig i byen. Han fører os derfor tilbage til et gammelt mord, der skete for år tilbage, hvor en kvinde med et særdeles aktivt sexliv blev myrdet i sit hjem. Da man fandt hendes lig, var den ene hånd blevet hugget af. Det gør pigernes forsvinden og pakkerne med hænder til et ubehageligt ekko, selvom sammenhængen kan være svær at se. Der er imidlertid en sammenhæng, og den får vi udrullet over romanens ganske mange sider.

Paperback, Viking 1997

Paperback, Viking 1997

Stephen Dobyns har bygget sin roman op over to spor. I det første får vi fortalt om opklaringsarbejdet og udviklingen i sagen om de forsvundne piger. I det andet spor går Dobyns tæt ind på bogens store persongalleri og giver os baggrunden for de mange mænd og kvinder, der i løbet af efterforskningen bliver mistænkt for at have noget at gøre med sagen.

Og præcis mistanken er omdrejningspunktet her. Der er naturligvis de oplagte mulige gerningsmænd, som eksempelvis den excentriske marxist og historielære Houari Chihani, der flere gange har udfordret byen kulturelt, samt en hel stribe andre mulige, der ligeledes skiller sig ud. Men naturligvis er det ikke nogen af de oplagte, der har gjort det. Og snart viser det sig da også, at man bare behøver se under byens pæne overflade for at finde et bundløst moras af løgne, intriger og skummel fortid.

Paperback, Holt & Company 1998

Paperback, Holt & Company 1998

Intet er som det synes, fortæller Stephen Dobyns os, og maler et konservativt Amerika, der under den velfriserede staffage er pilråddent. I samme åndedrag viser han os også, at pæne mennesker på ingen tid kan blive til vilde rovdyr i ønsket om selvbeskyttelse. Frygten for morderen og den viden, at det er et bysbarn, som står bag, spreder sig nemlig i Aurelius som en epidemi. Folk danner vagtgrupper og griber i et væk til selvtægt for at beskytte deres nærmeste. Resultatet er en vanvittig lynchstemning, der grænser til en massepsykose.

Romanen indskriver sig på den led i en Bertold Brechtsk tradition, der viser, hvordan ydre påvirkninger kan få helt almindelige mennesker til at glemme enhver anstændighed og medmenneskelighed. Jeg kan godt forstå, at Stephen King var begejstret for Church of Dead Girls, for romanen er omtrent lige så udflydende og lang, som Kings egne ting. De to er klart på bølgelængde i den omhyggelige genfortælling af episoder fra hverdagslivet. Jeg synes i virkeligheden, det er dybt uinteressant og må konstatere, at Dobyns tematik har været udfoldet langt tydelige og bedre hos eksempelvis Dürrenmatt i Der Besuch der alten Dame (1956) eller altid formidable Jackson i The Lottery (1948).

Paperback, St. Martin's Press 2001

Paperback, St. Martin’s Press 2001

Jeg har ikke skrevet ret meget om de faktiske mord og det skyldes, at seriemorderdelen fylder ganske lidt i bogen. De uhyrlige drab ligger sådan set bare og lurer under overfladen, hvor de fungerer som katalysator for skildringen om lillebyen, der kollapser. Det vil sige, at der ligger nogle ubehagelige, grusomme scener med blodig voldsomhed i romanen, men de tjener til at sætte tingene på spidsen, ikke som egentligt fokus. Bogen synes således heller ikke at være hverken kriminalroman, thriller eller gyser. Den stiller sig uden for kategori, hvilket normalt er en god ting, men resultatet bliver desværre i virkeligheden ganske tandløst.

Dobyns har skrevet en seriemorderbog, der faktisk ikke handler om seriemordene men byen, som de udspiller sig i. Idéen er god, men romanen alt for lang og skuffende for ikke at sige småbanal i sin gentagelse af pointer, som vi fik leveret i deres mest potente form tilbage i 50’erne. Sådan kan man blive skuffet. Hvad kan man lære af det? Don’t believe the hype.

Skriv en kommentar

Filed under Roman