Monthly Archives: april 2014

Bogbekendtskaber: Jette S. F. Holst

Her skal vi fortsætte med et nyt bogbekendtskab. Denne gang er det Jette Holst, der fører ordet. De fleste genrefans vil helt sikkert være stødt på Jette, der har været en af de rigtig flittige skribenter på nettet om horror i alle dets afskygninger. Hun stod bag den populære blog Gyseren, der desværre lukkede ned d. 30. juni sidste år og nu ligger ikke død, men drømmende og venter på bedre tider. Siden har man kunnet følge hendes tanker om nye udgivelser på Horrorsiden, og så må jeg ikke glemme Jettes rolle som en af hovedkræfterne bag gyserdelen af Krimimessen i Horsens.

Selvom Jette har anmeldt meget andet end skønlitteratur, har jeg her på Fra Sortsand altid følt et vist slægtskab med Jettes arbejde på nettet. Det er i hvert fald tydeligt for mig, at gyserlitteraturen indtager en særlig rolle hos Jette, og hun er absolut en af de vigtige stemmer herhjemme, når det gælder at sikre, at det hele ikke drukner i filmdiskussioner. At Jette samtidig har bibliotekarens blik for at sætte sig i læserens sted og skrive ud fra læserens nærmere end anmelderens tilgang til skønlitteraturen, gør ikke hendes tekster mindre interessante. Jeg kan derfor her med glæde give ordet videre til Jette.

 

John Ajvide Lindqvist

John Ajvide Lindqvists bøger rummer indgående og interessante socialrealistiske skildringer af livet i svenske betonforstæder og den barske Skærgård, hvor der står bestialsk mobning, alkoholisme, arbejdsløshed, overlevelse og ensomhed på dagsordenen. Ved at kombinere de to genrer formår forfatteren at skrive om betingelsesløs kærlighed på tværs af liv og død, om smertende længsel og afgrundsdyb sorg.” (mag.art. Abigail Josephsen)

Når man som jeg er bibliotekar, midaldrende kvinde og elsker at læse science fiction og horror, så får man ind i mellem nogle bemærkninger om ens smag – eller mangel på samme. En af mine tidligere kollegaer hørte til dem, der sjældent kunne lade være med at give mig et lille hip, når jeg anmeldte bøger indenfor ovenstående genrer, og derfor er det lidt pudsigt, at netop den kollega introducerede mig for den svenske forfatter John Ajvide Lindqvist.

Lindqvist blev født i 1968. Før han debuterede som forfatter, optrådte han som gøgler, tryllekunstner og stand-up komiker samt skrev en del manuskripter til både teater og tv. I 2004 udgav han så den socialrealistiske vampyrroman Låt den rätte komma in om den 12-årige Oskar, som bor sammen med sin mor i det sociale boligbyggeri ved Blackeberg, hvis beboere hovedsageligt består af alkoholikere, arbejdsløse og enlige mødre.

 

Jette S. F. Holst (født 13. marts 1972)

Jette S. F. Holst (født 13. marts 1972)

Jeg blev med det samme fascineret af historien om skilsmisse drengen Oskar, som bliver mobbet i skolen. Oskar ser stadig faren ind i mellem – når han ikke drikker for meget, men han er en ensom dreng, så da pigen Eli flytter ind i opgangen sammen med sin bedstefar, tager han chancen. Det viser sig dog, at den ældre mand, der bor med Eli, er ikke hendes bedstefar, og at Eli ikke er en almindelig pige.

Samtidig er der en ritualmorder på spil i området. Han slår børn ihjel på bestialsk vis, og folk er forargede og rystede. Ved et tilfælde får en lokal spritter øje på noget. Men han tør ikke gå til politiet.

Lad den rette komme ind er både velskrevet, spændende og rystende. I et område beboet af narkomaner og alkoholikere, som vil gøre hvad som helst for at få tilfredsstillet deres trang, er en vampyrs behov for blod ikke uforståelig. Og i modsætning til sine menneskelige modstykker er blodet livsnødvendigt for vampyren, så set i det perspektiv er det ikke vampyrens gerninger, der er de mest forfærdelige.

Lindqvist beskriver Oskar og hans angst og drømme, så det går lige i hjertet. Da han møder den lige så ensomme og stigmatiserede Eli, opstår et smukt venskab, som på trods af de gerninger der følger med Elis vampyr-tilværelse, er en stærk kontrast til den umenneskelige mobning, Oskar oplever i skolen, og det fravær af opmærksomhed han oplever hos sine forældre.

 

Paperback, Ordfront Förlag 2004

Paperback, Ordfront Förlag 2004

Lindqvists egen barndom var ikke så fjernt fra Oskars. Ligesom sin unge hovedperson boede han alene sammen med sin mor i den belastede betonforstad Blackeberg udenfor Stockholm, og om sommeren var han hos sin far, der var fisker i Skærgården. I et interview til Politiken fortæller han, hvordan han blev mobbet og var meget isoleret og ensom som barn, og hvordan de oplevelser har præget hans forfatterskab: “Selv om jeg i dag er et lykkeligt menneske, kan jeg kun skrive mørkt og uhyggeligt. For min grundtone i livet, mit følelsesskelet, min verdensopfattelse, blev grundlagt, før jeg var 18.

Lad den rette komme ind er blevet filmatiseret to gange: i 2008 af Tomas Alfredson og i 2010 af Matt Reeves. Overraskende nok er begge filmatiseringer blevet yderst vellykket og fanger Lindqvists lavmælte, insisterende rå tone, der mikser det socialrealistiske med det magiske og skaber sit helt egen genre.

Lad den rette komme ind udkom på dansk i 2007, og allerede året efter kom oversættelsen af Lindqvists anden roman Hanteringen av odöda. Ligesom i sin første roman lader han handlingen udspille sig på et socialrealistisk realplan, men tilfører denne gang zombier til ligningen. Og som i Lad den rette komme ind er Lindqvists zombier lige så lidt genretro som hans vampyrer.

“Håndtering af udøde” handler om de praktiske og følelsesmæssige problemer, der opstår, hvis en afdød vender tilbage fra graven. Den tematiserer familiernes længsel, skræk og kærlighed. Det giver bogen nogle stærke eksistentielle undertoner, og som genre kan den betegnes som et krydsfelt mellem en eksistentialistisk og en socialrealistisk zombieroman. (mag.art. Abigail Josephsen)

John Ajvide Lindqvist (født 2. december 1968 i Blackeberg)

John Ajvide Lindqvist (født 2. december 1968 i Blackeberg)

En langvarig hedebølge har plaget Stockholm. Den kulminerer en aften, hvor de elektriske apparater går helt amok, og hvor en voldsom hovedpine angriber alle. Med et stopper det, og alt bliver atter normalt – tror man da, for kort efter vågner de første døde op.

Romanen følger tre familier, som alle har mistet et medlem, der genopstår. Journalisten Mahler har for knap to måneder siden mistet sit barnebarn. Han får et tip om, at de døde vågner på hospitalerne, og tager ud for at dække sagen. Men da det går op for ham, at det rigtigt sker, tager han ud på kirkegården og graver sit barnebarn op.

Stand-upperen Davids kone er netop omkommet i en trafikulykke, men hun vågner op kort efter at være erklæret død – smadret næsten til ugenkendelighed men med evnen til at tale en smule, hvilket ingen af de andre døde kan.

Endelig er der også teenageren Floras morfar, som har været død i et par uger efter mange år som dement. Han kommer tilbage til mormoren Elvy, og både hun og Flora får mærkelige syn, når de er nær ham. Begge har altid haft evnen til at “læse” andre menneskers følelser, men nu begynder de også at se mærkelige syner.

Paperback, Ordfront Förlag 2005

Paperback, Ordfront Förlag 2005

Mange bøger og film om zombier spiller på, at zombierne er tankeløse dræbermaskiner, som kun har et mål: at dræbe og spise mennesker – også de fortællinger som bruger zombier til at vise os noget om samfundet og vores vilkår heri. Men Lindqvist bryder denne genretradition. Hans zombier er ikke aggressive fra starten af. I stedet er de tomme beholdere, som fyldes op af de følelser, menneskene omkring dem har. Desværre har mennesker en tilbøjelighed til at frygte det, de ikke forstår, så dermed kommer det alligevel hurtigt til konflikter mellem de døde og de levende.

Jeg havde store forventninger til Håndtering af udøde, fordi jeg var så begejstret for Lindqvists første roman, og heldigvis er også Håndtering af udøde er yderst læseværdig. Dels synes jeg, det er fascinerende at se, hvordan Lindqvist forestiller sig det svenske samfunds forsøg på at implementere de døde. Er det f.eks. ok at udføre eksperimenter på dem, som man aldrig ville gøre på levende? Må folk beholde deres døde hjemme, eller skal de samles? Og hvis de skal samles, er det så på hospitaler, i lejre eller noget helt andet?

Samtidigt beskriver han utroligt smukt sorgen over døden, og de tanker man får, når man mister en elsket, ligesom hans beskrivelser af den had og frygt de døde giver de levende er troværdig og forfærdelig på samme tid.

Nogle anmeldere har følt sig fristet til at tolke Håndtering af udøde som en kommentar til, hvordan det svenske samfund behandler flygtninge og andre ”anderledes”. Til det svarer Lindqvist i interviewet til Politiken, at sådan kan den læses, men det var ikke sådan, han skrev den: “Jeg tænkte ikke på nogen bestemt gruppe, da jeg skrev. Men når vi, som mennesker ofte gør, siger vi, er det en forudsætning, at der er nogen, der er dem. Og så kan man sige, at dem er de handikappede eller indvandrerne, men dem, som er allermest dem, er de døde.”

I et andet interview i Weekendavisen fortæller Lindqvist: ”Jeg vidste helt fra begyndelsen, at ’Håndteringen Af Udøde’ skulle slutte dér, hvor en almindelig zombiefilm begynder, nemlig dér, hvor zombierne bliver aggressive, og man forsøger at bekæmpe dem med våben. Det synes jeg er ret kedeligt, så den del af historien er udeladt.”

Paperback, Ordfront Förlag 2006

Paperback, Ordfront Förlag 2006

Hvis man alligevel skulle have lyst til at finde ud af, hvad der videre sker med zombierne i Stockholm, så har Lindqvist skrevet en 110 sider lang fortsættelse Sluthandteringen som findes i novellesamlingen Pappersväggar. Historien foregår to år efter, hvor en gruppe læger eksperimenterer med de døde for at finde ud af livets hemmelighed, og er ifølge Lindqvist ”vældig væmmelig på en anden måde.”

”…’Menneskehavn’ er velegnet til at kaste efter, hvem der stadig måtte se nedladende på genrelitteratur eller bare litteratur, der som Lindqvists arbejder ud fra f. eks. gysergenren. Mens den omvendt over for de forfattere, der tør beskæftige sig med genrelitteratur, sætter et højvandsmærke for, hvor meget der ad den vej kan opnås. (Jakob Levinsen)

I Människohamn, som er den tredje af Lindqvists bøger, der er blevet oversat til dansk, er stemningen mere magisk end i de første romaner. I stedet for vampyrer og spøgelser bruger Lindqvist den svenske folklore som afsætning for historien, der nærmest ender som en episk slægtshistorie, som fortælles i adskillige spor med mange tilbageblik og med Lindqvists sorte humor.

Anders voksede op på den lille svenske ø, Domarö (hvor Lindqvist i øvrigt selv tilbragte sine somre hos sin far), og han kommer stadig jævnligt dertil med sin kone Cecilia og deres datter Maja på 6 år, selvom de nu bor i Stockholm. En solskinsvinterdag beslutter familien sig for at gå over isen ud til fyrtårnet på Gåvasten, men mens de er der, forsvinder Maja sporløst. Der er ingen våger, hun kan være faldet i. Der er ikke nogen, som har kunnet tage hende uden forældrene ville have set det. Og hun kan ikke være gået ind til land selv. Alligevel er hun forsvundet uden det mindste spor.

Paperback, Ordfront Förlag 2009

Paperback, Ordfront Förlag 2009

Majas forsvinden slider Anders og Cecilias ægteskab op, og Anders begynder at drikke. Efter et par år vender han tilbage til øen for at forsøge at få styr på tilværelsen igen. Men da han flytter ind i deres gamle hus, føler han, at nogen holder øje med ham, og langsomt går det op for ham, at denne nogen er Maja – men hvordan kan det lade sig gøre?

Samtidig begynder der at ske andre uforklarlige ting på Domarö, og det viser sig, at beboerne på øen har en gammel pagt med havet, som kun er kendt af de få, men som har betydning for dem alle. En pagt som på en eller anden måde er blevet brudt.

Det er svært at fortælle ret meget om handlingen i Menneskehavn uden at afsløre for meget. Dels fortælles den gennem forskellige personer, og dels er der jævnligt spring i tiden til minder og gamle sagn. Den komplekse opbygning er dog på ingen måde et minus, idet hvert kapitel afdækker præcist den nødvendige viden for at holde spændingen i kog og læserens interesse fanget.

Som i sine tidligere romaner skaber Lindqvist et troværdigt univers, selvom han indsætter overnaturlige elementer i sin fortælling. At vi som læsere tror på det, skyldes bl.a., at han tegner nogle fantastiske personportrætter, og så beskriver han de barske vilkår, øboerne har levet under i århundreder, så det bliver en levende baggrund for historien.

Endelig handler fortællingen i bund og grund om noget, vi alle kan forholde os til: nemlig betingelsesløs kærlighed og ubærlig sorg. For hvad gør man, hvis man mister en elsket, hvad enten det er ens barn eller en partner? Hvordan kommer man videre? Det giver Lindqvist sit bud på, men han gør den med den krølle, at nogle gange indeholder verden mere, end vi umiddelbart kan se – og nogle gange vil dette noget os ikke kun godt.

Der skal en vis portion råstyrke til for at læse svenske John Ajvide Lindqvists »Lille stjerne«, og man skal helt over i den billige splatterlitteratur for at matche den vold og ondskab, der hersker i denne foruroligende og groteske roman om voksensvigt, manglende kærlighed og de berørte børns hævn. Men hvad de mere underlødige kioskbaskere mangler i psykologisk dybde og sprogligt overskud, har Lindqvist til overmål, og hans seneste epos kan for så vidt bedst kategoriseres som en litterær pendant til Tarantino. (Merete Reinholdt)

Paperback, Ordfront Förlag 2010

Paperback, Ordfront Förlag 2010

Lindqvists seneste roman på dansk er Lille stjerne, som udkom i 2013. Fortællingen starter nærmest som et eventyr, da has-been produceren Lennart Cederström på en svampetur finder et spædbarn levende begravet. Da han graver pigen ud, udstøder hun et rent E, og for Lennart er det et tegn. Han tager pigen med hjem og beslutter sig for, at hun skal opfostres kun med musik. I starten er hustruen Laila skeptisk overfor tanken, men et par på hovedet overtaler hende til at gå med på idéen, og således bliver Theres en del af familien, som også rummer den halvkriminelle voksne søn, Jerry.

Sideløbende med historien om Theres møder vi en anden pige, Teresa, som vokser op i en ganske almindelig svensk familie med sine forældre og to brødre. Teresa er en stille, småtyk pige uden mange venner, og jo ældre hun bliver, jo sværere for hende bliver det at passe ind, og efterhånden isolerer hun sig mere og mere.

Da Teresa under en X-factor udsendelse hører Theres synge, bliver hun nærmest besat af hende, og de to piger knytter venskab i det virkelige liv. Via chatrooms kommer de i kontakt med flere piger, og herfra udvikler historien sig mod sin ubarmhjertige slutning.

Lille stjerne er en foruroligende og voldsom roman fuld af menneskelig ondskab, grådighed, mobning, ensomhed, fremmedgjorthed og vold som en grum karikatur af den moderne verden og den menneskelige natur. Her er børnene følelsesmæssigt overladt til dem selv, mens de voksne har nok i deres egne drømme og ambitioner, og kun bruger børnene som projekter for at fremme disse.

Portrættet af Teresa er rystende. Lindqvist ser ind i hendes inderste jeg og udstiller al hendes angst og manglende selvværd. Følelsen af at være udenfor fremstilles så troværdigt, at man ikke kan undgå at blive påvirket.

Også Theres er et fremragende portræt, men her er det helt andre strenge Lindqvist spiller på. Hun er nemlig meget musikalsk, men også nærmest autistisk i sin omgang med mennesker. Den fremmedhed er det, Teresa genkender fra sig selv, men også det som gør, at Theres har en helt anden tilgang til verden end andre.

Det er fristende at sammenligne med Goldings klassiker ‘Fluernes herre’, for også hos Lindqvist er det gruppeprocesser, der sætter al indlært civilisation ud af kraft. I ‘Lille stjerne’ er det ikke en øde ø, der danner rammen om, hvad mennesker er i stand til, men snarere livet i et overfyldt samfund, hvor den enkelte er ensom og udgør sin egen øde ø. Chat-roomet bliver det sted, hvor ensomheden og taberfølelsen kan overskrides og udvikle sig på den hårrejsende måde, som Lindqvist udfolder med en imponerende og rystende fantasi…Det er måske meget godt, at vi ikke får stavet alt for meget ud om menneskets iboende ondskab eller lignende i skildringen af dette pige-ulvekobbel, der ender med at dræbe for at føle sig levende. Det, der står tilbage, er den originale skildring af gruppeprocesser, sat helt på spidsen, men desværre ikke uigenkendelige i deres grundsubstans.(May Schack)

Ligesom Lindqvists tidligere romaner er Lille stjerne yderst velskrevet, og jeg slap den nærmest ikke, da jeg først var begyndt at læse. Her er tale om en både fascinerende og trøstesløs fortælling, hvor Lindqvists evne til at mikse det socialrealistiske med det magiske igen viser sig uovertruffen. Men hvor Lindqvists fortællinger tidligere har haft en vis optimisme i slutningen, er Lille stjerne barsk og grum uden meget håb.

Paperback, Ordfront Förlag 2011

Paperback, Ordfront Förlag 2011

For mig er noget af det fantastiske ved Lindqvist, hvordan han implementerer det overnaturlige og magiske i det realistiske univers, og bruger de overnaturlige elementer som et middel til at fortælle store historier om alment menneskelige vilkår. Hvad enten det er en datters forsvinden i Menneskehavn eller de dødes tilbagekomst i Håndtering af udøde, så giver han læseren en indsigtsfuld og realistisk skildring af, hvordan almindelige mennesker reagerer i ualmindelige situationer. Hans romaner er genre-hybrider, der nok spiller på gysets elementer, men også altid bevæger sig i andre retninger samtidig.

Et andet stort plus er, at han skriver fremragende med en underliggende humor midt i alt det onde. Han er heller ikke bange for at afprøve forskellige fortælle-teknikker. I Menneskehavn lader han således synsvinklen skifte mellem fortid og nutid og mellem forskellige personer, mens han i Håndtering af udøde indlægger avisartikler m.m. for at give historien en mere dokumentarisk realisme. Og på trods af de magiske elementer er hans fortællinger lavmælte og først og fremmest realistiske.

”Jeg synes, det er sjovt, når man kan tro på illusionen en stund. På en måde ligner trylleri og skriveri hinanden meget. Man træner og træner og bliver bedre og bedre, men til syvende og sidst handler det om en teknik til at fremstille det fantastiske. At skrive er en teknik, der gør det utrolige troværdigt.” (John Ajvide Lindqvist)

Ligesom hos en anden af mine yndlingsforfattere, Stephen King, bruger Lindqvist også ofte børn som hovedpersoner. Det gør han helt bevidst, idet han mener, at man som læser bliver særligt engageret i børn, fordi man gerne vil beskytte dem, og ønsker at de skal klare sig. Hans børn er dog ikke nødvendigvis umiddelbart særligt elskelige. F.eks. samler Oskar fra ”Lad den rette komme ind” på avisklip om brutale mord, og drømmer om at tage blodig hævn på sine klassekammerater. Men ved at gøre sine personer flerdimensionelle, gør Lindqvist dem også mere troværdige, så man ender med at have både forståelse og sympati for dem.

E-bog, Rigamondo 2011. Fortællingen er kun udkommet som E-bog.

E-bog, Rigamondo 2011. Fortællingen er kun udkommet som E-bog.

Lindqvists monstre er heller ikke typiske for horrorgenren, selvom han bruger både vampyrer og zombier. De er ikke onde i sig selv men eksponenter for ”noget andet”, og det interessante hos Lindqvist er, hvordan vi tager hånd om dette andet. For ham er ondskab ikke noget udefrakommende, men noget mennesker skaber imellem sig, og med sine bøger viser han, hvordan gyset fungerer, når det bliver trukket ned på hverdagsniveau. I interviewet til Politiken siger han: “Et monster bliver ikke interessant – eller skræmmende – før det også bliver muligt at føle noget for ham. Det var hele ideen med mine zombier. Det er vigtigt at kunne elske sine monstre”. På den led bringer hans monstre mindelser om f.eks. Mary Shelleys Frankensteins monster, der ikke var skabt ondt.

Samtidig foretrækker han dog selv at gestalte frygten for forandringer igennem kroppen frem for igennem psyken. Han fortæller til Weekendavisen: ”Der er nogle, der har læst ’Lad Den Rette Komme Ind’, som om vampyren Eli bare er en projektion af Oscars fantasi. Sådan er det absolut ikke. Det er meget mere uhyggeligt, når det eksisterer.”

På mange måder er Lindqvist ikke en typisk horrorforfatter, men han har dog ikke det mindste imod at blive betegnet som sådan. ”Jeg tror, at jeg er et af den slags mennesker, som nyder at blive skræmt. En skrækforfatter arbejder jo med både sin egen og andres generelle frygt. Det er en måde at leve gennem dem og se dem formet til en historie, der giver mening, hvilket hverdagens skrækkelige tildragelser som regel ikke gør.” (Information, 18.08.2010)

John Ajvide Lindqvist er en af de få ting, jeg misunder svenskerne. Han skriver grusomme historier fulde af kærlighed, had, sorg og angst, som oftest med et drys af sort sort humor. Historier der ikke kan undgå at påvirke læseren og give stof til eftertanke, samtidig med at man bliver elementært underholdt og nyder den smukt skrevne prosa. Han får samtidig også som en af de få horrorforfattere ganske ofte pæne anmeldelser af de etablerede anmeldere på aviserne, og selvom sidstnævnte ikke betyder meget for min læseoplevelse, så viser det alligevel, at ikke-genre entusiaster også kan læse med. Alt dette gør Lindqvist til en af samtidens største forfattere i mine øjne, så derfor kan jeg kun opfordre flere til at læse ham og få øjnene op for et stort forfatterskab.

 

Bibliografi:

Låt den rätte komma in, 2004 (Lad den rette komme ind, 2007)

Hanteringen av odöda, 2005 (Håndtering af udøde, 2008)

Pappersväggar, 2006

Människohamn, 2008 (Menneskehavn, 2010)

Lilla stjärna, 2010 (Lille stjerne, 2013)

Låt de gamla drömmarna dö, 2011

Tjärven, 2011

 

Læs mere:

http://johnajvide.com

John Ajvide Lindqvist, Forfatterweb vedmag.art. Abigail Josephsen

Hvad nu hvis … Weekendavisen 27.02.2009

Det er vigtigt at elske sine monstre, Politiken 21.03.2009

Manden, der elsker at skræmme, Information 18.08.2010

Hvor de døde våger, Jyllands-Posten 20.08.2010

Litteraturens Tarantino, Berlingske 06.04.2013

De dræber for at føle sig levende, Politiken 13.04.2013

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Theodore Roszak, Flicker (1991): En mesterlig paranoid fortælling om filmmediets kraft

Paperback, Bantam Books 1992

Paperback, Bantam Books 1992

Med romanen Flicker fra 1991 fulgte Theodore Roszak stier trådt af navne som Borges og Eco eller, i den lettere ende, navne som Reverte og Dan Brown.  Det vil sige en roman, der blander så megen fakta ind i fiktionen, at digt og virkelighed smelter sammen til et herligt forførende hele; i Flickers tilfælde et skræmmende overbevisende hele, der meget vel kunne gå hen og ændre den måde, du ser film på i nogen tid efter endt læsning.

Romanen begynder for alvor i det øjeblik, hvor den filmvidenskabsstuderende Jonathan Gates for første gang ser et fragment af en vampyrfilm skabt af den næsten glemte tyske instruktør Max Castle (eller Max Kastelle, som han hed før, han kom til Hollywood). Castle var en del af den ekspressionistiske bevægelse i tysk film i lighed med eksempelvis Murnau. Han var med i en dekadent gruppe filmskabere i 20’ernes Berlin, der dyrkede det makabre og bizarre. Castle kom senere, før Anden Verdenskrig, til Hollywood, hvor han fortsatte sin instruktørkarriere, men havarerede her i studiesystemet på grund af sine outrerede idéer. Nedbrudt af stoffer og druk døde Castle i ’41 på vej tilbage til Europa, da det skib, han rejste med, blev torpederet af en tysk ubåd. Der sluttede fortællingen om Castle, og hans film begyndte stille og roligt at forgå.

Paperback, Bantam Books 1992

Paperback, Bantam Books 1992

Da vores jegfortæller Jonathan for første gang ser de sorthvide stumper af den dragende stumfilm, med den herlige titel ”Feast of the Undead”, gør billederne et uudsletteligt indtryk. De æder sig ind på ham med en sær intensitet og påvirker også hans kæreste, biografejeren Clare Swann, på samme måde. Dette uventede møde med Castle i den slidte biograf bliver en livslang besættelse for Jonathan. Faktisk får han gradvist opbygget sin akademiske karriere omkring studiet af den enigmatiske instruktør, der måske skabte de mest skræmmende film nogensinde set på lærredet.

Årene går, og Jonathan bliver ansat ved universitetet, hvilket giver ham mulighed for at forsætte sin forskning professionelt. Brik for brik får han lagt mere til historien og begynder at skrive den definitive monografi om den tyske instruktør. Men jo tættere han kommer på sit studieobjekt, jo mere begynder Jonathan rent faktisk at betvivle hvorvidt han bør fuldføre sit arbejde. På næsten lovecraftiansk maner løfter Jonathans undersøgelser det ene slør efter det andet og blotlægger til sidst en uhyrlig sandhed af enormt omfang med rødder tilbage til senantikken.

Theodore Roszak (15. november 1933 – 5. juli 2011)

Theodore Roszak (15. november 1933 – 5. juli 2011)

Flicker er en mastodontisk lang roman, men siderne er strengt nødvendige for Roszak. Den gigantiske sammensværgelse, han væver frem for os i bogen, har nemlig brug for plads for at vinde momentum. Bid for bid fodrer han læseren med videre indsigter i Castles mærkværdige filmunivers. Roszaks historie strækker sig fra 50’erne og op i 70’erne og skildrer ikke alene Jonathans fald ind i Max Castles mørke, den skildrer filmens udvikling i samme periode.

Den filmhistoriske tråd går hånd i hånd med en løbende æstetisk diskussion om filmmediets kvaliteter og potentiale. Begge dele udfoldet gennem Jonathans to faste støtter gennem hele romanen. På den ene side den elitært kritiske Clare, der med intellektuelt overskud vurderer og dechifrerer filmens budskab. På den anden side står den sleazeglade Sharkey, der repræsenterer det stik modsatte af Clare og leverer fuldt gyldige argumenter for det underlødige, amatøriskes kunstneriske kvalitet.

Hardcover, Summit Books 1991. Romanens 1. udg.

Hardcover, Summit Books 1991. Romanens 1. udg.

Man kan se Clare og DSharkey som to sider af Jonathan, der konstant må diskutere med sig selv, hvorfor han bliver ved med at jagte denne tyske instruktør. Som en engel og djævel sidder de to venner på skuldrene af Jonathan og hvisker ham i øret. Den ene hylder Castles arbejde som det største og mest centrale, filmmediet nogensinde har frembragt, mens den anden afsværger hans film som det ondeste onde, der bør ødelægges, før verden forstår den rette sammenhæng.

Alt det kan måske lyde vældig tungt, men sådan forholder det sig ikke. Bogen er forbløffende fængende, fordi dens mysterium konstant lokker os videre ind i teksten.

Paperback, Bantam Books 1993

Paperback, Bantam Books 1993

Trods en del svinkeærinder ind i forskellige diskussioner om film og skabelsen af film forbliver den mystiske Castle et fast omdrejningspunkt, og det lykkes på imponerende vis at fremstille både Castles filmiske udtryk og hans liv, så de beskrevene film står lysende klart på nethinden. Faktisk vil jeg mene, at Roszak med sine beskrivelser af Castles skrækindjagende gysere på paradoksal vis overgår det visuelle medie, fordi han anspore fantasien til at vise alt det, som ligger skjult i Castles billeder. Sagen er nemlig den, at Castles film på overfladen er ganske banale genrefilm, men takket være finurlige tekniske tricks er de fyldte med subliminale billeder med gruopvækkende indhold.

Det vil være en skam at afsløre for meget omkring Castle-karakteren og hans baggrund, den fornøjelse vil jeg ikke tage fra dig. I stedet vil jeg pege på en af bogens ledetråde. Et af de projekter, som Castle forsøgte at realisere, før det gik galt for ham i Hollywood, var en filmatisering af Conrads Heart of Darkness (1899), som han arbejdede på i samarbejde med Orson Wells. Conrads dystopiske rejse ind i sindets dybeste afkroge er også et billede på Jonathans jagt efter Castle. En jagt, der gradvist begynder både fysisk og psykisk at nedbryde ham.

Paperback, Chicago Review Press 2005

Paperback, Chicago Review Press 2005

Den nedadgående spiral er et tilbagevendede motiv i Castles film, og det samme gør sig gældende for romanen. Roszak fører os med ud på en skyggerejse, der kun kan gå ned. Ned i drifternes ursuppe, ned i de dunkle drifters univers, ned i det dyriske. Og bag alt dette står Castle som den geniale instruktør, der hinsides graven instruerer Jonathans søgen mod den endelige erkendelse.

Sagen er imidlertid den, at Jonathan kun gradvist bliver klogere. Han skriver derfor en masse om Castle og gør en stor indsats for at rede så mange af hans film fra glemslen som muligt. Det arbejde bærer frugt, og Castle bliver i løbet af 60’ernes slutning et stort navn takket være Jonathan. Faktisk er han med til at gøre Castle til en kultfigur blandt sen-60’ernes ungdom.

Paperback, No Exit Press 2005

Paperback, No Exit Press 2005

Men en dag opdager, at Castle har fået en discipel og arvetager i instruktøren Simon, der laver blodige splatterfilm. Den opdagelse sker omtrent på samme tid, som Jonathan indser, at han måske har gjort noget frygteligt ved at drage Castle frem i lyset. Måske har Jonathan været med til at slippe et monster fri i verden. Og situationen bliver ikke mindre slem af, at han måske inderst inde hele tiden har vidst, hvad han gjorde, men har fortrængt sandheden på grund af ærgerrighed og nysgerrighed.

Bag Roszaks omfattende fortælling ligger der en grundlæggende kærlighedserklæring til mødet med filmen. En hyldest til de små biografer med slidte sæder og dårligt udsyn. En hyldest til det at lade sig opsluge i salens mørke og blive revet med ind i billedstrømmen. Bogen er skrevet på et tidspunkt, hvor de små biografer allerede var forsvundet i stort antal, og i dag, hvor hjemmebiograferne har holdt sit indtog, vil romanen sikkert give et nostalgisk stik af længsel i de fleste.

Paperback, Anchor Books 1969. Theodore Roszaks måske bedst kendte arbejde. En banebrydende bog om det amerikanske ungdomsoprør

Paperback, Anchor Books 1969. Theodore Roszaks måske bedst kendte arbejde. En banebrydende bog om det amerikanske ungdomsoprør

Flicker er en fremragende, paranoid horrorroman, der formår at skabe sit helt egent intense spændingsrum. Bogen er svær at slippe, når man først får åbnet for Jonathans jagt. Ikke på grund af Roszaks jævne, håndværksprægede sprog, men fordi indholdet er forbistret velgennemtænkt. Flicker er ganske enkelt en perle af en roman, som afgjort vil vinde endnu mere for læsere, der holder mere af film, end jeg gør. Der er noget storslået dystert over bogen, der går ind under huden på en, næsten som om Max Castles fiktive film stråler ud fra bogens sider med deres nedbrydende kraft. Jeg forsvandt i hvert flad helt ind i Castles gruselverden.

God læselyst!

4 kommentarer

Filed under Roman

Cloudkicker sparker hårdt – Endelig noget nyt fra Trash Talk

Trash Talk, No Peace

Trash Talk, No Peace

Så er der godt nyt. Vilde, voldsomme, farlige og fantastiske Trash Talk udsender deres nye album d. 27. maj. Skiven hedder No Peace. At dømme ud fra den første single ”Cloudkicker” bliver det helt sikkert en god efterfølger til det roste og strålende album 119 fra 2012.

Jeg håber i den grad Trash Talk lægger vejen forbi København igen. De har spillet en gang i byen tilbage i 2012 og gav en super koncert. Kort efter vendte de tilbage og spillede på samme års Roskilde Festival; nu må det derfor være tid til hovedstaden igen.

Giv ”Cloudkicker” et lyt her:

Skriv en kommentar

Filed under Video

In the temple of love, shine like thunder… kultisk ekstase på Fra Sortsand

Paperback, Nightstand Books 1965

Paperback, Nightstand Books 1965

Nu skal vi se nærmere på koblingen mellem kult og sex.

Religion, erotik, frugtbarhed og sanselighed hænger vel i en eller anden forstand uløseligt sammen i det religiøse verdensbillede. De forskellige komponenter kan naturligvis kombineres på vidt forskellige måder og tillægges et utal af betydninger, men uanset hvad forbliver eros og theos to sider af samme mønt. Den iagttagelse er i sig selv ikke noget spektakulært, snarere bliver det interessant at se, hvad der sker, når det modsatte hævdes. At sex og religion kan udfoldes forkert eller forkasteligt. Præcis det er der gode eksempler på i den kulørte ende af litteraturen.

Ankh Life Symbol, sommer 1967

Ankh Life Symbol, sommer 1967

I pulpens forunderlige verden sker der et tematisk skred i slutningen af 50’erne. Tidligere var begreber som ”kult” og ”okkultisme” hovedsagelig blevet knyttet til mørke sager som dæmoni og afgudsdyrkelse, men i 50’erne ændrer det sig. Beatgenerationen satte sex på dagsordenen, og den spirende counterculture sørgede for, at emnet forblev et aktuelt tema i den sociale debat. Fri kærlighed osv. var eksempelvis en 60’er-parole, der udfordrede kernefamilien og etablerede samlivskonventioner.

Black Magic,  juli-september 1966

Black Magic, juli-september 1966

Den debat betød, at der åbnede sig et marked for pulpen, der kunne spille på forestillingen om fritænkernes depraverede praksisser. En forestilling, der fremstillede kulturelt afvigende beatniks og senere afsporede hippier, som dyrkende en form for antisocial religion, hvis inderste kerne bestod af liderlighed og perversion.

Hardcover, Chivers Press 1985

Hardcover, Chivers Press 1985

Den på overfladen altid socialt konservative pulp kunne med andre ord spille på outsidernes moralske og religiøse forfald ved at skyde dem grænseløse abnormiteter i skoene. Hvilken type abnormitet, det drejede sig om, var ikke så afgørende og faktisk kunne selve beatnik- eller hippie-begrebet i sig selv udnævnes til en kultisk eller sekterisk bevægelse, hvis eneste formål var at korrumpere anstændighed og moral. Eller, som det også blev yndet i 60’ernes anden halvdel, at udstille hippiebevægelsen som en satanisk rørelse. En idé som eksempelvis Manson-mordene bestemt gav næring til.

Paperback,  MacFadden 1970

Paperback, MacFadden 1970

Men som altid er der en dobbelthed i pulpens tematiske favntag, for naturligvis baserer den sig i lige så høj grad på den fascination og tiltrækning, der lå eller ligger i den uindviedes forestilling om hippiernes seksuelle kultiske aktiviteter. Pulpen tilbød ganske enkelt indblik i en verden, der spillede på lumre fantasier hos læseren, der måske (eller rettere: sikkert) et eller andet sted drømte sig ind i de religiøse sexorgier – måske bare for en enkelt nat.

Hæfte, My Life in a Love Cult 1928

Hæfte, My Life in a Love Cult 1928

Det kultiske andet bliver dermed også et billede på græsset, der står grønnere i naboens have. Et spændende og farligt andet uden for rækkevidde, som man kan fantasere sig til. Eskapisme eller ej er disse tekster og forsider en form for sindbillede på vores vedvarende fascination af det anløbne, forbudte og tabuiserede.

Så tag med til de fordækte orgier og slå dig løs i denne samling forsider – det er sikkert præcis det, du har brug for efter en lang påske.

Man's Story, april 1970

Man’s Story, april 1970

The Post, september 1967

The Post, september 1967

Shock Mystery Tales, oktober 1962

Shock Mystery Tales, oktober 1962

Man's Story, december 1974

Man’s Story, december 1974

Paperback,  Novel Library 1949

Paperback, Novel Library 1949

Paperback, Anchor Publications 1965

Paperback, Anchor Publications 1965

Paperback, Beacon Books 1956

Paperback, Beacon Books 1956

Paperback, Beacon Books 1962

Paperback, Beacon Books 1962

Paperback, Candid Reader 1968

Paperback, Candid Reader 1968

Paperback, Candid Reader 1969

Paperback, Candid Reader 1969

Paperback, Corsair Books 1968

Paperback, Corsair Books 1968

Paperback, Dell Books 1961

Paperback, Dell Books 1961

Paperback, Epic Books 1961

Paperback, Epic Books 1961

Paperback, Horwitz Books 1958

Paperback, Horwitz Books 1958

Paperback, Horwitz Publications 1965

Paperback, Horwitz Publications 1965

Paperback, Lancer Books 1962

Paperback, Lancer Books 1962

Paperback, Paperback Library 1971

Paperback, Paperback Library 1971

Paperback, Parliament 1962

Paperback, Parliament 1962

Paperback, Pike Books 1961

Paperback, Pike Books 1961

Peril, oktober 1958

Peril, oktober 1958

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Tågehornet brøler igen på bloggen d. 23. april

SHE-WOLF OF HALMAHERA

Skriv en kommentar

11. april 2014 · 07:11

Erotisk Monsterhorror af Ed Wood jr.

Horror Sex Tales, Gallery Press 1972

Horror Sex Tales, Gallery Press 1972

De fleste genrefans kender utvivlsomt Ed Wood jr. for Plane 9 From Outer Space (1959) og alt hvad den lidt tragiske affære af en film repræsenterer. Hvad færre måske ved, er, at Ed Wood var en aktiv forfatter, der skrev i stribevis af artikler, noveller og endda (meget) korte romaner. Hans litterære produktion eksploderede i slutningen af 60’erne, hvor han havde udtømt mulighederne for at ernære sig i filmbranchen og i stedet kastede sig over den kulørte pulpbranche. Navnlig den erotiske af slagsen, som han kombinerede med gys, splat og SF.

Horror Sex Tales, Gallery Press 1972. Bagsiden med reklamer for et blad der aldrig udkom

Horror Sex Tales, Gallery Press 1972. Bagsiden med reklamer for et blad der aldrig udkom

Resultatet blev, at Wood, ofte under pseudonym, fik publiceret et utal af voldsomme, sleazy noveller, der for mig at se er langt mere interessante end eksempelvis en film som Plan 9. Han afsøgte horror og SF-temaer i sine tekster, men blandede det med en solid dosis erotik for ikke at sige pornografi. Stilen er uskolet, vel nærmest hjælpeløs, men Woods fiktion har en pågående nerve, der ikke er til at tage fejl af. Han ville chokere med sine noveller, og det lykkedes ham faktisk også. Han fik i hvert fald solgt rigtig mange af sine historier.

Horror Sex Tales, Gallery Press 1972. Snyd ikke dig selv for indholdsfortegnelsen. Titler og de små vignetter siger alt om bladets kulørte indhold. Herligt!

Horror Sex Tales, Gallery Press 1972. Snyd ikke dig selv for indholdsfortegnelsen. Titler og de små vignetter siger alt om bladets kulørte indhold. Herligt!

Bladene kom og gik, men forlagene, der udgav magasinerne, bestod. Et af de vigtige, som Wood havde et nært samarbejde med, var Gallery Press, der havde de tre genresatsninger, som du ser her. Det blev kun til et nummer i hver serie, og det er en skam. Bladene er på mange måder indbegrebet af den vilde, utæmmede stemning, der hænger over undergrundens generefiktion i 70’ernes begyndelse. En form for proto-punk, der fandt sit musikalske sidestykke i grupper som MC5 og The Stooges.

Bladene blev betragtet som det argeste smuds, da de udkom, og sådan vil man nok også stemple dem i dag. Men det synspunkt er jeg sikker på, at de fleste af Fra Sortsands faste læsere ikke deler. Ikke sandt?

Monster Sex Tales, Gallery Press 1972

Weird Sex Tales, Gallery Press  juli-august 1972

Weird Sex Tales, Gallery Press juli-august 1972

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Gardner F. Fox, Kothar and the Demon Queen (1969): Pulp, mystik og sanselighed

Paperback, Tower Books 1969. Endnu et bind i serien med en fantastisk forside af Jeff Cathrine Jones

Paperback, Belmont/Tower Books 1969. Endnu et bind i serien med en fantastisk forside af Jeff Cathrine Jones

Jeg var skuffet over andet bind i serien om barbaren Kothar. Alt, der gjorde første bind godt, var forsvundet i seriens fortsættelse. Det eneste, der stod tilbage i bog to, var et uopfindsomt Conan-plagiat, der savnede saft og kraft. Seriens tredje bind blev udsendt i ’69, samme år som de to tidligere bøger, men hæver sig heldigvis over den nedslående forgænger.

Med tredje bind går Gardner Fox til opgaven på en ny måde. Tidligere blev beretningen om Kothar og det magiske sværd Frostfire fortalt gennem noveller. Sådan er det ikke i tredje bind, der er en kort roman. Det sporskifte har åbenbart virket inspirerende på Fox, men før jeg går videre, må vi hellere lige få lidt ord på handlingen.

Da vi forlod Kothar sidst, havde han netop fået spærret heksen Red Lori inde i en krypt under Aegyptons sandørken. Dermed er vores barbarhelt blevet af med sine vigtigste fjender og kan nu ånde lettet op. Gennem de to første bind rejste Kothar sydpå, men nu vender han næsen hjemad mod det høje nord, hvor han oprindelig kommer fra.

Paperback, Tower Books 1969

Paperback, Belmont/Tower Books 1969

For at klare dagen af vejen beslutter Kothar sig for at gå i tjeneste hos heksedronningen Candara, der har brug for en kriger til at udføre en mission for hende. For år tilbage fik Candara stjålet et magisk afgudsbillede fra sit kammer, der virkede foryngende på sin ejer. Candara vil nu have sin figur tilbage, og Kothar er naturligvis manden, der må gøre det. Sagen er bare den, at gudestatuetten blev stjålet af borgherren Tor Domnus, der står i ledtog med dæmonen Azthamur. Det er med andre ord mægtige kræfter, Kothar skal op imod, men det tager han nu helt roligt.

Der kommer imidlertid mere, for som det allerede afsløres i første kapitels åbning, er det ikke kunCandara, der interesserer sig for gudefiguren. Den ældgamle nekromantiker Mindos Omthul har ligeledes et godt øje til figurens magiske kræfter, og han begynder stille og roligt at manipulere ikke alene Kothar, men alle de involverede i historien. Der er med andre lagt i ovnen til højspændt rænkespil og udspekuleret sort magi.

Seriens tredje bind er først og fremmest uforskammet underholdende. Kothar tumler fra den ene fjende til anden og udsættes konstant for halsbrækkende farer. Sværd og magi lyner snart sagt på hver side, og alle, der har blot det mindste svage punkt for den slags pulpede eventyr, vil helt sikkert være henrykt over den umiddelbare fortælleglæde, som Fox har svunget sig op til.

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

Bogen er imidlertid også interessant af andre grunde. Allerede i åbningskapitlet, hvor den onde magiker Mindos Omthul kogler i sit troldkammer, får vi indgående beskrivelser af hans diabolske ritualer. Han drikker jomfrublod, tegner pentagrammer og leger med dæmoniske kræfter. Robert Howard var naturligvis med til at danne skabelonen for alt dette, men der løber tydeligvis noget mere med i Gardner Fox’ beskrivelser. For mig at se kan der nemlig ikke være nogen tvivl om, at hele den okkulte bølge, der ramte populærkulturen i slutningen af 60’erne, klinger med i dette bind af Kothar-serien.

Den sorte magi er pludselig blevet mere dyster og indgående beskrevet. Den fylder mere og har fået et langt stærkere, rituelt udtryk. En form for realisme om man vil, der afgjort minder om sen-60’ernes forestillinger om sataniske messer og hekseritualer. Både fans af ”dark fantasy” og horror vil derfor afgjort føle sig hjemme i Kothars univers, som det er skildret her.

Mens bogens okkulte understrøm er med til at definere romanens grundtone, er der imidlertid et greb, som slår tydeligere igennem. Hele romanen er gennemsyret af en bemærkelsesværdig sanselighed, der gør beretning om Kothar forbløffende nærværende. Igen må man nok konkludere, at Gardner Fox stilistisk har været på rov hos Howard, men ikke desto mindre gennemfører Fox sit greb særdeles godt.

Paperback, Leisure Books 1973

Paperback, Leisure Books 1973

Romanens sider svulmer med beskrivelser af dufte og følelsesindtryk. Der er naturligvis masser af blod, sved og tårer, men det går også ned i detaljen. Den måde, der bliver spist på eksempelvis. Kothar griber maden med fingrene, tager store mundfulde, hælder vinen ned osv. Fox har et blik for beskrivelsernes taktilitet, der gør Kothar til andet og mere end bare en barbarfigur. Kothar bliver en metafor for den fysiske nydelse og selve barbartilværelsen et udtryk for evnen til at hengive sig til øjeblikket. Vi nærmer os med andre ord ting, der var oppe i tidsånden i 60’erne, og Fox var utvivlsomt klar over dette. Måske har vi derfor også fat i noget af det, der gjorde hele barbarfantasy-genren så populær i 60’ernes anden halvdel.

Let me live deep while I live; let me know the rich juices of red meat & stinging wine on my palate, the hot embrace of white arms, the mad exultation of battle when the blue blades flame crimson, and I am content” lyder budskabet i Howards Conan-fortælling “Queen of the Black Coast” (1934), og Fox har i den grad gjort buddet til sit lovord.

Weird Tales, maj 1934. Det nummer hvor Robert Howards “Queen of the Black Coast” udkom første gang

Weird Tales, maj 1934. Det nummer hvor Robert Howards “Queen of the Black Coast” udkom første gang

Kothar and the Demon Queen er ikke skrevet til hjernen, den er skrevet til sanserne. Den er skrevet, så bogen lader sin læser tage på rejse i barbarens krop og opleve nuets intensitet, uden at skulle tænke på det, der var eller det, der kommer. Med Korthar overlader Fox sin læser til sanseapparatet og udmaler et eventyr, der mindst lige så meget udspiller sig i indtrykket af verden som i selve handlingen. Det er ganske enkelt fremragende formidlet, om end det både er overgjort og burlesk. Men det er måske netop pointen. Fox lader os svælge i forbudne frugter og drømme os bort fra rationalitetens spændetrøje.

Der er ikke de store referencer til de tidligere bind i Kothar and the Demon Queen, der vel egentlig fungerer som en selvstændig roman. Måske det er noget, der fortsætter i næste bind, om end jeg har stærkt på fornemmelsen, at troldkvinden Red Lori ikke forbliver indespærret i Aegyptos. Vi får se i næste bind.

2 kommentarer

Filed under Roman