Gardner F. Fox, Kothar and the Demon Queen (1969): Pulp, mystik og sanselighed

Paperback, Tower Books 1969. Endnu et bind i serien med en fantastisk forside af Jeff Cathrine Jones

Paperback, Belmont/Tower Books 1969. Endnu et bind i serien med en fantastisk forside af Jeff Cathrine Jones

Jeg var skuffet over andet bind i serien om barbaren Kothar. Alt, der gjorde første bind godt, var forsvundet i seriens fortsættelse. Det eneste, der stod tilbage i bog to, var et uopfindsomt Conan-plagiat, der savnede saft og kraft. Seriens tredje bind blev udsendt i ’69, samme år som de to tidligere bøger, men hæver sig heldigvis over den nedslående forgænger.

Med tredje bind går Gardner Fox til opgaven på en ny måde. Tidligere blev beretningen om Kothar og det magiske sværd Frostfire fortalt gennem noveller. Sådan er det ikke i tredje bind, der er en kort roman. Det sporskifte har åbenbart virket inspirerende på Fox, men før jeg går videre, må vi hellere lige få lidt ord på handlingen.

Da vi forlod Kothar sidst, havde han netop fået spærret heksen Red Lori inde i en krypt under Aegyptons sandørken. Dermed er vores barbarhelt blevet af med sine vigtigste fjender og kan nu ånde lettet op. Gennem de to første bind rejste Kothar sydpå, men nu vender han næsen hjemad mod det høje nord, hvor han oprindelig kommer fra.

Paperback, Tower Books 1969

Paperback, Belmont/Tower Books 1969

For at klare dagen af vejen beslutter Kothar sig for at gå i tjeneste hos heksedronningen Candara, der har brug for en kriger til at udføre en mission for hende. For år tilbage fik Candara stjålet et magisk afgudsbillede fra sit kammer, der virkede foryngende på sin ejer. Candara vil nu have sin figur tilbage, og Kothar er naturligvis manden, der må gøre det. Sagen er bare den, at gudestatuetten blev stjålet af borgherren Tor Domnus, der står i ledtog med dæmonen Azthamur. Det er med andre ord mægtige kræfter, Kothar skal op imod, men det tager han nu helt roligt.

Der kommer imidlertid mere, for som det allerede afsløres i første kapitels åbning, er det ikke kunCandara, der interesserer sig for gudefiguren. Den ældgamle nekromantiker Mindos Omthul har ligeledes et godt øje til figurens magiske kræfter, og han begynder stille og roligt at manipulere ikke alene Kothar, men alle de involverede i historien. Der er med andre lagt i ovnen til højspændt rænkespil og udspekuleret sort magi.

Seriens tredje bind er først og fremmest uforskammet underholdende. Kothar tumler fra den ene fjende til anden og udsættes konstant for halsbrækkende farer. Sværd og magi lyner snart sagt på hver side, og alle, der har blot det mindste svage punkt for den slags pulpede eventyr, vil helt sikkert være henrykt over den umiddelbare fortælleglæde, som Fox har svunget sig op til.

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

Gardner Francis Cooper Fox (20. maj 1911–24. december 1986). Her portrætteret af Gil Kane

Bogen er imidlertid også interessant af andre grunde. Allerede i åbningskapitlet, hvor den onde magiker Mindos Omthul kogler i sit troldkammer, får vi indgående beskrivelser af hans diabolske ritualer. Han drikker jomfrublod, tegner pentagrammer og leger med dæmoniske kræfter. Robert Howard var naturligvis med til at danne skabelonen for alt dette, men der løber tydeligvis noget mere med i Gardner Fox’ beskrivelser. For mig at se kan der nemlig ikke være nogen tvivl om, at hele den okkulte bølge, der ramte populærkulturen i slutningen af 60’erne, klinger med i dette bind af Kothar-serien.

Den sorte magi er pludselig blevet mere dyster og indgående beskrevet. Den fylder mere og har fået et langt stærkere, rituelt udtryk. En form for realisme om man vil, der afgjort minder om sen-60’ernes forestillinger om sataniske messer og hekseritualer. Både fans af ”dark fantasy” og horror vil derfor afgjort føle sig hjemme i Kothars univers, som det er skildret her.

Mens bogens okkulte understrøm er med til at definere romanens grundtone, er der imidlertid et greb, som slår tydeligere igennem. Hele romanen er gennemsyret af en bemærkelsesværdig sanselighed, der gør beretning om Kothar forbløffende nærværende. Igen må man nok konkludere, at Gardner Fox stilistisk har været på rov hos Howard, men ikke desto mindre gennemfører Fox sit greb særdeles godt.

Paperback, Leisure Books 1973

Paperback, Leisure Books 1973

Romanens sider svulmer med beskrivelser af dufte og følelsesindtryk. Der er naturligvis masser af blod, sved og tårer, men det går også ned i detaljen. Den måde, der bliver spist på eksempelvis. Kothar griber maden med fingrene, tager store mundfulde, hælder vinen ned osv. Fox har et blik for beskrivelsernes taktilitet, der gør Kothar til andet og mere end bare en barbarfigur. Kothar bliver en metafor for den fysiske nydelse og selve barbartilværelsen et udtryk for evnen til at hengive sig til øjeblikket. Vi nærmer os med andre ord ting, der var oppe i tidsånden i 60’erne, og Fox var utvivlsomt klar over dette. Måske har vi derfor også fat i noget af det, der gjorde hele barbarfantasy-genren så populær i 60’ernes anden halvdel.

Let me live deep while I live; let me know the rich juices of red meat & stinging wine on my palate, the hot embrace of white arms, the mad exultation of battle when the blue blades flame crimson, and I am content” lyder budskabet i Howards Conan-fortælling “Queen of the Black Coast” (1934), og Fox har i den grad gjort buddet til sit lovord.

Weird Tales, maj 1934. Det nummer hvor Robert Howards “Queen of the Black Coast” udkom første gang

Weird Tales, maj 1934. Det nummer hvor Robert Howards “Queen of the Black Coast” udkom første gang

Kothar and the Demon Queen er ikke skrevet til hjernen, den er skrevet til sanserne. Den er skrevet, så bogen lader sin læser tage på rejse i barbarens krop og opleve nuets intensitet, uden at skulle tænke på det, der var eller det, der kommer. Med Korthar overlader Fox sin læser til sanseapparatet og udmaler et eventyr, der mindst lige så meget udspiller sig i indtrykket af verden som i selve handlingen. Det er ganske enkelt fremragende formidlet, om end det både er overgjort og burlesk. Men det er måske netop pointen. Fox lader os svælge i forbudne frugter og drømme os bort fra rationalitetens spændetrøje.

Der er ikke de store referencer til de tidligere bind i Kothar and the Demon Queen, der vel egentlig fungerer som en selvstændig roman. Måske det er noget, der fortsætter i næste bind, om end jeg har stærkt på fornemmelsen, at troldkvinden Red Lori ikke forbliver indespærret i Aegyptos. Vi får se i næste bind.

Reklamer

2 kommentarer

Filed under Roman

2 responses to “Gardner F. Fox, Kothar and the Demon Queen (1969): Pulp, mystik og sanselighed

  1. Når du også til Gardner Fox’ Niall of Far Travells, fra de gamle numre af Dragon Magazine?

    • Martin

      Jeg har ikke umiddelbart lagt videre planer end Kothar-serien. Idéen er imidlertid god. Måske skulle jeg fortsætte med Fox’ forfatterskab. Det er afgjort underholdende læsning!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s