William Hjortsberg, Falling Angel (1978): En djævelsk god bog…

Paperback, Arrow Books 1980. Den fantastiske forside er malet af Stanislaw Zagorski

Paperback, Arrow Books 1980. Den fantastiske forside er malet af Stanislaw Zagorski

Da William Hjortsberg skrev Falling Angel, var det delvist som en erindringsbog, der førte ham tilbage til sin barndoms New York. Romanen foregår i 1959 og udspiller sig med andre ord i gader og på steder, som indgår i Hjortsbergs barndomsgeografi. Måske fordi byen har en så vigtig rolle i romanen, valgte Hjortsberg at skrive sin historie i Chandlers og Hammetts hårdkogte ånd. Byen bliver således set gennem den hvileløse detektivs tørt konstaterende øjne. Kriminalhistorien fik imidlertid en uventet drejning i retning af et okkult mysterium, hvor der trækkes vod i nogle af gysergenrens klassiske temaer.

Resultatet er en banebrydende genresammensmeltning, der efterfølgende har dannet skole. Hjortsbergs kobling mellem hårdkogt krimi og gys var ganske enkelt uset, før han skrev sin spændingsroman og hold fast, hvor er Falling Angel blevet en god bog.

Paperback, Arrow Books 1980

Paperback, Arrow Books 1980

Historien er bygget op omkring Harry Angel, en fordrukken privatdetektiv, der har set bedre dage. Han bliver lidt overraskende hyret af den mystiske forretningsmand Louis Cyphre til at opspore crooneren Johnny Favorite, der havde sin storhedstid før Anden Verdenskrig. Favorite burde være indlagt på et sanatorium uden for New York, men sangeren er forsvundet fra stedet, og nu skal han findes.

Sagen fører hurtigt Angel ind i et uoverskueligt net af intriger, der genren tro konstant kontrasterer samfundets korrupte top med gadens småkriminelle eksistenser. Vores uheldige detektiv kommer også vidt omkring i byen og begynder gradvist at finde spor, der peger på en eller anden form for okkult sammenhæng, der knytter sagens involverede sammen. Voodoo kommer hurtigt på bane, men samtidig har Hjortsberg også lagt så mange små hentydninger ind i teksten, at der ganske åbenlyst også er en mørkere sandhed under overfladen. En sandhed, der peger på sataniske aktiviteter blandt New Yorks jetsettere.

William Hjortsberg (født 1941)

William Hjortsberg (født 1941)

Som sagen udfoldes er der dog to spørgsmål, som bliver mere og mere presserende. Hvem er Angels arbejdsgiver egentlig, og hvorfor er denne Cyphre i virkeligheden så interesseret i at få opsporet den forsvundne sanger?

Falling Angel er skrevet med en næsten slavisk, stilistisk nøjagtighed i forhold til bogens litterære forbilleder. Med tanker på eksempelvis James Ellroys manierede og ganske trættende fortolkning af samme hårdkogte genre kunne man frygte, at Hjortsbergs roman ville være en livløs pastiche. Men her kan man blive glædeligt overrasket, fordi Falling Angel er fyldt med et nærvær, der gør den til alt andet end et plagiat. Mange har mere eller mindre talentløst kopieret Chandler et al., men Hjortsberg gør det på sin egen, overbevisende måde.

Hardcover, Harcourt Brace Jovanovich 1978, romanens 1. udg. Her med den første af Stanislaw Zagorskis fantastiske forsideillustrationer til bogen

Hardcover, Harcourt Brace Jovanovich 1978, romanens 1. udg. Her med den første af Stanislaw Zagorskis fantastiske forsideillustrationer til bogen

Hjortsberg har fat i de små detaljer (der hvor djævlen gemmer sig!) og befolker fortællingen med farverige, stille eksistenser, der fylder romanen med længsel og vemod. Falling Angel er svøbt i følelsen af savn og drømme om det, der var engang. Bogen har en stemning af at være uden for sæson; ligegyldigt om det er Coney Islands forblæste, lukkede forlystelser eller en by fyldt med mennesker, der hellere vil tale om de glade dage før krigen end der, hvor de er nu.

Stille tristesse er en rammende betegnelse for Hjortsbergs beskrivelser af Angels odysse gennem et New York af i går. Som det bør og hører sig til i genren, bliver han spillet som kastebold mellem bøller og rigmænd uden at forstå ret meget af, hvad der sker omkring ham, men uanset hvor han havner, er tonen og budskabet det samme. De gamle dage var de glade dage og sangeren Johnny Favorite et ubehageligt pust fra fortiden, som forstyrrer illusionen om fordums gyldne tider.

Indersiden af paperback-udgaven fra 1982

Indersiden af paperback-udgaven fra 1982

I sig selv kunne alt dette sådan set være grundlag for en fremragende roman, men Hjortsberg løfter det hele endnu højere ved at føje ekstremt grumme passager ind i bogen. Derved ruskes der igennem blodige intermezzoer op i den stille historie – en uheldig jazzmusiker bliver eksempelvis kvalt i sin egen afskårne penis! Kradse sager må man sige.

Det okkulte bliver også ved at stikke næsen frem, men forbliver uforklaret længe, fordi vores privatdetektiv dybest set ikke aner noget som helst om den slags. Og til sidst, da vi godt aner, hvor det hele bærer hen, lader Hjortsberg os gennemleve bogens måske ubarmhjertigste scene i New Yorks undergrund. Uden at blinke serverer han en stærk kulmination på Angels jagt, der føjer bogens mange stemninger sammen til en grum, grum helhed.

Paperback, Fawcett Popular Library 1982

Paperback, Fawcett Popular Library 1982

En af grundende til, at Fallling Angel fungerer så godt, som den gør, er, fordi Hjortsberg bruger det hårdkogte, pulpede som middel til at fortælle af noget helt andet end det, vi egentlig forventer. Først tror vi, det handler om at opspore en forsvunden sanger, så tror vi, at det handler om at optrevle et okkult selskab, og begge dele er korrekt, men i virkeligheden bogens egentlige ærinde underordnet. Det, Hjortsberg nemlig gør med sin roman, er at udforske nostalgiens og sentimentalitetens væsen.

Han bruger Angel som modus for en rejse rundt i sit eget erindringsunivers og viser os et persongalleri, der alle som en længes efter fortiden. De længes og savner, og med savnet kommer drømme om at vende tilbage til det, der var eller at genoplive det forgange. Vi møder det samme motiv igen og igen, om det så er gennem den aldrende rigmand Krusemark, der gør hvad som helst for at holde sig ung, eller Johnny Favorite, der opsøger okkulte hemmeligheder i håbet om uforanderlighed. Væsentligst er imidlertid Angel selv, der konstant tænker tilbage på sit tidlige liv og møder en mur af tomhed. Hvem var jeg og hvem er jeg nu, spørger han implicit sig selv, mens han ramler gennem et mindernes New York.

Paperback, Warner Books 1986

Paperback, Warner Books 1986

Jeg vil på ingen måde kalde Falling Angel en horrorroman. Ikke desto mindre har den litterære hamskifter Hjortsberg lånt horrorgenrens fjer og udstyret sin fortælling med så meget dyster kant, at han skabte noget unikt. Falling Angel er ganske enkelt et mesterværk, der skjuler subtil følsomhed under en hårdkogt, pulpet facade. Intet i romanen er, hvad det giver sig ud for at være, og det samme gælder selve teksten. Men uanset hvordan man vender og drejer teksten, er der tale om en helt og aldeles fremragende bog.

Paperback, St. Martin's Paperbacks 1996

Paperback, St. Martin’s Paperbacks 1996

Paperback, Millipede Press 2006

Paperback, Millipede Press 2006

Paperback, No Exit Press 2006

Paperback, No Exit Press 2006

Paperback, Open Road Media 2012

Paperback, Open Road Media 2012

 

Reklamer

4 kommentarer

Filed under Roman

4 responses to “William Hjortsberg, Falling Angel (1978): En djævelsk god bog…

  1. Der var et interview med Hjortsberg i Fangoria 327. Jeg kan scanne det ind til dig, hvis du ikke selv har bladet. Her snakkes der bl.a. om filmatiseringen af ‘Falling Angel’, som Hjortsberg vist har haft det ret svært ved, hvis jeg husker korrekt. Jeg synes selv, den er ret fed, på nær lige et par småting, men jeg har så heller ikke læst bogen.

    • Martin

      Du må meget gerne scanne det interview med Hjortsberg til mig. Det vil jeg rigtig gerne læse. Jeg har kun et par enkelte Fangoria-blade liggende. Filmen kan ikke huske ret godt, men tror jeg var ganske glad for den. Bogen bør du bestemt læse!

  2. jens

    Filmen var med Robert de Niro , Mickey Rourke og Lisa Bonet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s