Monthly Archives: juni 2014

Gary Myers, The House of the Worm (1975): Gennem den dybe slummers porte

Hardcover, Arkham House 1975. Den meget stemningsfulde forside er tegnet af Allan Servoss

Hardcover, Arkham House 1975. Den meget stemningsfulde forside er tegnet af Allan Servoss

 

700 onykssorte trin fører ned til drømmenes verden, og Gary Myers kender vejen som ingen andre. I 1975, som 23-årig, udsendte han en af de vigtigste Lovecraft-receptioner, der var blevet udgivet i årevis. Med novellesamlingen House of the Worm vendte han nemlig som en af de første tilbage til Lovecrafts såkaldte ”Dreamlands”-fortællinger og tog tråden op i ti relativt korte historier. Resultatet er mageløst og noget af det bedste Lovecraft-pastiche, der efter min mening er skrevet.

I bogens indledning kalder Gary Myers selv sine ti noveller for kætterier, fordi de ser stort på den af August Derleth sammenstykkede ”Cthulhu mythos”. I stedet for at følge de velkendte skabeloner vender Myers sig mod Lovecrafts storslåede The Dream-Quest of Unknown Kadath og gør kortromanens flimrende forståelse af forholdet mellem nye og gamle guder til et af sin novellesamlings omdrejningspunkter.

Hardcover, Arkham House 1975

Hardcover, Arkham House 1975

Jeg har genlæst House of the Worm flere gange. Det skyldes først og fremmest, at den type fantasy, som Lovecraft skabte med sine Dreamlands-historier, faktisk er den fantasy, jeg foretrækker. Jeg elsker det sære, syrede univers, hvor Tusind og én Nat fusioneres med sværmeriske idéer om rejser, okkulte hemmeligheder og grum ondskab. For mig at se er det i drømmeteksterne, at fantasien for alvor slippes fri og fantastiske verdener rejses for det indre blik. Det overgår stort set alt andet fantasy. I disse noveller males der med en majestætisk bred pensel, men historierne er befriende fattige på Tolkien-skolens faste inventar.

Men når jeg har genlæst House of the Worm flere gange, skyldes det mere end bare en glæde ved Dreamlands-universet. Lovecraft skrev, som bekendt, sine drømmefortællinger under påvirkning af Lord Dunsanys eventyrlige historier. Lovecrafts tekster er derfor langt hen ad vejen en imitation, men han førte sine egne idéer og udtryk ind i Dunsanys litterære univers og skabte derved noget nyt og langt stærkere. Myers gør det samme. Hans tekster er grundlæggende loyale over for Lovecrafts udtryk, men Myers bruger et andet greb om drømmeuniverset, der flytter det et nyt sted hen. Derved skaber han unikke perler, der er lige så poetisk stærke, som de er komplekse og uigennemtrængelige.

Gary Clayton Myers (født 15. august 1952)

Gary Clayton Myers
(født 15. august 1952) i dag

Gary Myers skriver kort og ordrigt med snoede rytmer i sætningsopbygningen, som hentes hos Lovecraft. Handling er der ikke meget af, men ikke desto mindre har Myers’ ti noveller alle en form for narrativ, der udspilles og forløses på historiens sidste side. I den forstand er hans noveller ganske traditionelle, men i virkeligheden ligner de først og fremmest prosadigtet i dets overflod af mættede sætninger og intense situationsbeskrivelser.

Alle historierne udspiller sig i drømmelandende, blandt drømmelandenes indbyggere. Drømmere fra vores verden, som eksempelvis den navnkundige Randolpf Carter, indgår ikke i handlingen. I stedet er det små eventyr, der fortælles, som alle har en dunkel undertone, og stemningsmæssigt forsøger at splejse den fabulerende fantasy med horror. Man kan eksempelvis pege på en fortælling som ”The Maker of gods”, der handler om en billedhugger, der får til opdrag at lave en sær gudestøtte for mystiske, tilhyllede præster. Naturligvis går det galt, da gudebilledet er afsluttet. Den samme ulykkelige slutning genfindes i den episke novelle, der har lagt titel til bogen, hvor vi får lov at høre, hvad der sker med de unge mænd, der blev inviteret til middag i Ormens sære hus.

Bogens ganske, ganske fine illustrationer er udført af Allan Servoss

Bogens ganske, ganske fine illustrationer er udført af Allan Servoss

Alle historierne formår på ganske lidt plads at etablere intense stemnings- og miljøbeskrivelser, der emmer af eksotiske sanseerfaringer og mystiske, fremmedartede indtryk. På den ene side har Myers komprimeret sine historier så meget, at handlingsforløbet stort set er kogt ind til ingenting, men samtidig bruger han meget lang tid på at beskrive dette korte handlingsforløb. Det skaber et særligt udtryk, der måske nok hviler på Lovecrafts forlæg, men som går videre og bliver noget selvstændigt.

Myers fortættede noveller er en form for poetiske knuder, der på overfladen synes enkle og overskuelige, men som viser sig at være både vanskelige og hårde at trænge igennem. Det begynder altid enkelt, men ordene vokser vildt i historierne, og det samme gør stemninger og billeder. Myers drømmeverden gror sig med andre ord hele tiden større end den faktiske handling og gør, at hans små noveller bliver glimt af et kæmpe univers, der ligger i periferien af de eventyr, han fortæller os.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Det mesterlige ved House of the Worm er, at det lykkes for ham. At historierne fungerer som tekster og rent faktisk stadig, den dag i dag, står lysende klare. Myers ved præcist hvornår han frit kan fabulere og hvor han må holde igen. Han kontrollerer sit litterære fantasy-trip til perfektion og forstår, som måske kun Clark Ashton Smith før ham, hvor Lovecraft ville hen med sine metafysiske drømmebeskrivelser.

Det ikke underligt, at House of the Worm vagte opsigt i forfattermiljøet omkring Arkham House, da bogen udkom. Myers noveller trak nemlig sider af Lovecrafts forfatterskab frem, der havde været glemt i den evindelige svælgen i ”mythos”-fiktion. Efter House of the Worm kom drømmelandene på mode, om end de som genrefiktion aldrig har opnået nogen stor stjerne hos læserne. Imidlertid må man også konstatere, hvor vanskeligt det har været for andre at gøre Myers kunsten efter.

Tegnet af Allan Servoss

Tegnet af Allan Servoss

Jeg mener ikke, at ret mange andre end en forfatter som Wilum Pugmire er kommet i nærheden af at gøre det samme, som Myers gjorde dengang i ’75. Hovedparten af alle de Dreamlands-historier, der efterfølgende er udkommet, forfalder nemlig enten til fabulerende beskrivelser, der grænser til sort snak eller fokuserer på handlinger, der som oftest ikke er andet end de sædvanlige fantasy-klichéer svøbt i lidt terminologi lånt hos Lovecraft.

Endnu et af bogens mange billeder af porte, døre og vinduer. Fantastisk arbejde af Allan Servoss

Endnu et af bogens mange billeder af porte, døre og vinduer. Fantastisk arbejde af Allan Servoss

Gary Myers, der aldrig er blevet professionel forfatter og kun har udgivet ganske, ganske lidt, står som en ener. House of the Worm er en af de vigtigste bøger, Arkham House udsendte i 70’erne, og novellesamlingen er en litterær milepæl. Bogens æstetiske, utilnærmelig karakter har garanteret, at den aldrig vil blive en bestseller. Ikke desto mindre er det et værk, der tårner sig op som lysende poetisk mesterværk, der med sine ti okkulte meditationer må regnes som en af de væsentligste Lovecraft-inspirerede værker overhovedet.

Novellerne:

“The House of the Worm”

“Yohk the Necromancer”

“Xiurhn”

“Passing of a Dreamer”

“The Return of Zhosph”

“The Three Enchantments”

“Hazuth-Kleg”

“The Loot of Golthoth”

“The Four Sealed Jars”

“The Maker of Gods”

 

1 kommentar

Filed under Novellesamling

When I was a child growing up in Arkham… En underholdene lytteoplevelse

I halen på mit indlæg fra i søndags kommer her en samling optagelser fra paneldebatterne under den første World Fantasy Convention i 1975. Lyden er stedvist elendig, al snakken er heller ikke lige interessant; ikke desto mindre er de underholdende at lytte igennem. Det er ganske fedt at høre folk som Robert Bloch, Joseph Payne Brennan og Frank Belknap Long fortælle – navnlig når de fortæller om deres vej ind i genrefiktionen.

Bemærk hvor skarp den gode Bob Bloch er, bemærk også hvor gammel Belknap Long lyder og hvordan han omtaler Lovecraft. Jeg må med tilstå, at jeg sluger den slags råt.

Måske du også vil synes det er spændende? Smæk benene op i løbet af weekenden og lyt til de gamle pulpkæmper fortælle.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Video

I fordums tid… Stenalderpulp

Paperback, Tandem Books 1977

Paperback, Tandem Books 1977

Stenalderpulpen er en spøjs lille litterær niche, der har levet en stille tilværelse ved siden af de store genrer i pulpens guldalder. Ikke desto mindre optrådte huleboere og stenalderstammer i rigt mål – både som vilde modstandere, der skulle nedkæmpes af helte som eksempelvis den gæve Conan, men også i selvstændige historier om det barske, frie liv i fortiden, hvor Edgar Rice Burroughs som i så meget andet viste vejen. Ikke mindst for de seksuelt æggende hulekvinder, der befolker pulpen.

Weird Tales, maj 1928

Weird Tales, maj 1928

Spørgsmålet er imidlertid, hvorfor genren trods alt blev så relativt populær, som den blev. Svaret er sikkert, at forhistorien er en bekvem form for fantastik, der kunne svøbe utrolige beretninger i et slør af troværdighed. Samtidig har fortidsfascinationen utvivlsomt også spillet ind. Eksempelvis i de relativt mange beretninger, hvor neandertalere kæmper blodige kampe mod Cro-magnonmennesker eller uddøde bæster som hulebjørne og sabeltandstigere. Historier af den type bliver et form for flashback, der skal minde os om den lange vej, der har ført os frem til der, hvor vi er i dag.

Famous Fantastic Mysteries, december 1943

Famous Fantastic Mysteries, december 1943

Jeg vil også mene, at når vi har med (for)historisk fiktion at gøre, forholder det sig som oftest sådan, at det trods det fortidige miljø, handler om os – læseren i dag. Vores samtid udstilles i den historiske kontekst og problematiserer eller illustrerer udfordringer, vi står over for nu, gennem det historiske spejl.

All Story, april 1917

All Story, april 1917

Det kan komme til udtryk på vidt forskellige måder. Et oplagt tema er naturligvis hulemanden som dyrisk menneske, der styres af sine drifter – et emne Roger Sarac eksempelvis samlede op. Robert E. Howard brugte sine historier om urmennesker som en måde at skildre civilisatoriske kampe – kampe mellem de ædle Cro-magnonmennerker og de fordærvede neandertalere, præcis som han senere gjorde med sine elskede piktere til historiske helte.

Weird Tales, april 1932

Weird Tales, april 1932

Jean M. Auel brugte hulefolket som billede på en feminin utopi og livsform, der trods naturens udfordringer levede stærkere og mere i samklang med deres omgivelser end det moderne menneske. Det velkendte tema om hulemanden, der bliver hentet op i nutiden, er også meget brugt. Det udnyttes ofte humoristisk, men ligner i sidste ende Jean M. Auels pointe meget, for som regel viser det sig, at hulemanden er i besiddelse af menneskelige kvaliteter, som det moderne menneske har glemt eller mistet. Og sådan kan man blive ved.

Argosy, februar 1937

Argosy, februar 1937

Uanset om forfatterne forholdt sig nøgternt til de historiske kendsgerning eller skabte mere eller mindre fiktive, fortidige universer, er resultatet det samme. Fortiden bliver et mytisk eventyrland fyldt med farer, stor kærlighed og drama. Her kan du tage på en lille tidsrejse og se nogle fornøjelige bud på genrens forskellige visuelle udtryk.

Paperback, St. Martin's Press 1997

Paperback, St. Martin’s Press 1997

Famous Fantastic Mysteries, april 1949

Famous Fantastic Mysteries, april 1949

Paperback, Grafton 1985

Paperback, Grafton 1985

Fantastic Adventures, november 1952

Fantastic Adventures, november 1952

Paperback, Edaf 1991

Paperback, Edaf 1991

Hardcover, Bantam Books 1988

Hardcover, Bantam Books 1988

Paperback, DAW Books 1971

Paperback, DAW Books 1971

Hardcover, Crown Publishing 1985

Hardcover, Crown Publishing 1985

Paperback, Coronet 1989

Paperback, Coronet 1989

Hardcover, Edgar Rice Burroughs Inc 1937

Hardcover, Edgar Rice Burroughs Inc 1937

Paperback, Belmont Books 1969

Paperback, Belmont Books 1969

Hardcover, Plon 1927

Hardcover, Plon 1927

Paperback, American Saint Hill Organization 1968

Paperback, American Saint Hill Organization 1968

MAN'S ADVENTURE, April 1959

MAN’S ADVENTURE, April 1959

Paperback, Ace Books 1964

Paperback, Ace Books 1964

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Joseph Payne Brennan & Donald M. Grant, Act of Providence (1979): En perle i min bogsamling

Hardcover, Donald M. Grant Publisher 1979. Den smukke, stemningsfulde forside er malet af Robert Arrington

Hardcover, Donald M. Grant Publisher 1979. Den smukke, stemningsfulde forside er malet af Robert Arrington

Joseph Brennan og Donald Grant udsendte et sært, sympatisk litterært samarbejde i ’79. Bogen er sær, fordi den udspiller sig under den berømte første World Fantasy Convention i 1975. Den store kongres blev afholdt i Providence og havde Lovecraft og kredsen om Lovecraft som særligt tema. Blandt deltagerne var stort set alt, hvad der endnu på det tidspunkt kunne gå og kravle af gamle pulp-mastodonter såvel som hele den nye garde af genreforfattere, der var på vej mod stjernerne.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at det var et historisk møde og en af de begivenheder, som myternes stof er gjort ud af. Det var Brennan og Grant ikke sene til at opdage. De skrev derfor kortromanen Act of Providence som en hyldest til Lovecraft-cirklen og ikke mindst selve kongressens monumentale fejring af genrefiktionen, der på det tidspunkt måske stod stærkere end nogensinde tidligere.

Joseph Payne Brennan (20. december 1918 – 28. januar 1990) taler til World Fantasy Convention i 1975

Joseph Payne Brennan (20. december 1918 – 28. januar 1990) taler til World Fantasy Convention i 1975

Brennan og Grant bruger kongressen som udgangspunkt for et lille mysterium, som Brennans tilbagevendende privatdetektiv Lucius Leffing må opklare. Og her må det understreges, at Brennan selv er en af bogens to hovedpersoner. I al sin enkelhed overtaler Brennan detektiven til at tage med til Providence, hvor han vil kunne finde lidt ro og nyde de historiske omgivelser. Efter nogle overvejelser tager Leffing med på rejsen, og snart er han involveret i en sag om kidnapning.

Kongressens Lovecraft-ekspert Harry Beckwith er nemlig sporløst forsvundet, og på samme tid forsvinder der nogle hemmeligholdte dokumenter fra John Stanley-biblioteket, skrevet af Lovecraft selv. Sagen er penibel og vil kunne ødelægge kongressen, hvorfor Brennan og Leffing i al diskretion må undersøge, hvad der står bag.

Donald Metcalf Grant (3. april 1927 - 19. august 2009)

Donald Metcalf Grant (3. april 1927 – 19. august 2009)

Det fører dem på sporet af skrupelløse skattejægere, okkulte hemmeligheder og ældgamle ruiner under Providence, som Lovecraft allerede havde opdaget under sine studier af byens historie. Det hele er naturligvis et stykke kækt metafiktion, der konstant væver faktiske begivenheder fra kongressen ind i fiktionen. Brennan overværer eksempelvis et længere interview med Robert Bloch, der rent faktisk fandt sted og møder mange af tidens unge forfatterløver, der vil frem i verden. Alt sammen ting der skete og ting der kan læses om andre steder.

Normalt er jeg ikke til den type metafiktion og undgår som oftest romaner og historier, hvor eksempelvis Lovecraft, Doyle eller Stoker får lov at optræde som karakterer i de fiktive universer, de selv har skabt. Jeg må derfor også tilstå, at jeg var ganske skeptisk over for Act of Providence, men mine fordomme blev gjort til skamme.

En af bogens fine, fine illustrationer af Robert Arrington

En af bogens fine, fine illustrationer af Robert Arrington

Romanen er ganske, ganske charmerende. Den hæver sig over det umiddelbart letbenede i at bruge virkelige forfattere som statister i det okkulte mysterium. Bogen bliver nemlig til mere end en vittig samling gæsteoptrædender; bogen lykkes som egentlig værk. Den må afgjort regnes som Lovecraft-pastiche, men har så meget kraft og fortælleglæde, at man tilgiver den det uopfindsomme udgangspunkt og opsluges af den skyggerejse, der fortælles om.

Historien skildrer således en nedstigning fra kongressens prosaiske fankultur og dykker langsomt længere og længere ned i en dyster underverden. Gennem et udvalgt af velafprøvede pulp-troper bliver vi hevet ned i et mystisk inferno, der vel bedst beskrives som en lovecraftiansk spejling af Jules Vernes beskrivelser af vejen mod jordens indre.

Et fabelagtigt panel (fra venstre): Fritz Leiber, L. Sprague deCamp, Harry Beckwith (der bliver kidnappet i romanen, Willis Conover og yderst kan man lige se lidt af Frank Belknap Long

Et fabelagtigt panel (fra venstre): Fritz Leiber, L. Sprague deCamp, Harry Beckwith (der bliver kidnappet i romanen), Willis Conover og yderst kan man lige se lidt af Frank Belknap Long

Men det er ikke i selve handlingen, at bogen finder sit momentum. Det ligger i de kaotiske, bizarre, stedvist forbløffende stærke beskrivelser, vi får leveret af den underjordiske verden, som Brennan og Leffing besøger. På en stille, lidt underspillet facon får bogen malet fantastiske scenarier frem og sender en hilsen til alle de læsere og forfattere, der deler Brennan og Grants passion for dystre visioner og sære, skjulte verdener.

Hvor meget Grant rent faktisk har bidraget med, er i øvrigt et godt spørgsmål. For mig at se må bogen mere eller mindre være skrevet af Brennan og kun stedvist suppleret af Grant. Det er i hvert fald Brennans tematikker, der går igen i romanen. Det er hans præcise arkitekturiagttagelser og sans for materialitet, som står i forgrunden. Selve plottet har også meget tilfælles med Brennans novelle “Forringer’s Fortune” fra 1975. Grant er måske snarest manden bag selve meta-idéen, der trods alt er en smule mere udfarende og vild end Brennans almindelige, næsten faktuelle stil.

Endnu en af bogens mesterlige illustrationer af Robert Arrington

Endnu en af bogens mesterlige illustrationer af Robert Arrington

Der er imidlertid et element mere, som må trækkes frem, og det er selve bogen og dens udstyr. Act of Providence er i førsteudgaven ganske enkelt et smukt stykke boghåndværk, der føjer et skær af højtidelighed til indholdet. For en inkarneret bogsamler som mig er den en perle. Det skyldes ikke mindst Robert Arringtons fabelagtige illustrationer. Hans stil fusionerer på engang en fabulerende 70’er-streg med klassiske victorianske pennetegninger og skaber drømmende scenarier, som fantasien kan gå på opdagelse i.

Helheden er ikke til at stå for. Bogens indhold og udformning bliver et fabelagtigt monument over selve glæden ved det fantastiske, det uhyggelige og det sære. Den er også et væsentligt vidnesbyrd om, at der bliver ved med at ligge et enormt potentiale i eksempelvis Lovecraft-kredsens fortællinger. Et potentiale, der igen og igen kan hentes frem og bruges på ny. Det afgørende er nemlig ikke handlingen, og det der sker i historien. Nej, det er i selve måden, det fortælles på, at historiens virkningskraft skabes og her magien ligger.

Hardcover, Macabre House 1973. Den første opsamling af Lucius Leffing-historier

Hardcover, Macabre House 1973. Den første opsamling af Lucius Leffing-historier

Brennan og Grant beviser i hvert fald med al tydelighed, at deres lille tour de force gennem Lovecrafts univers står stærkt og levende, selv i dag hvor der udsendes mere Lovecraft-epigoneri og pinagtig ”Cthulhu mythos” end nogensinde før. Bogen er også en lærestreg, i hvert fald for mig, om aldrig at afvise en bog alene på baggrund af et summarisk indtryk af handlingen. Der ligger så mange uopdagede skatte i sproget, og det bliver i den grad fejret med Act of Providence.

Her kan du se flere fantastiske billeder fra den første World Fantasy Convention i 1975.

Hardcover, Donald M. Grant Publisher 1977. Den anden opsamling med Lucius Leffing-noveller

Hardcover, Donald M. Grant Publisher 1977. Den anden opsamling med Lucius Leffing-noveller

1 kommentar

Filed under Roman

Decayin with the boys

Har du fået set den nye Every Time I Die-video. Nej? Så se den her:

Skriv en kommentar

Filed under Video

Bogbekendtkaber: Tom Kristensen

Det er blevet tid til endnu et Bogbekendtskab, og denne gang har tegneren Tom Kristensen overtaget fortællerrollen. Som de fleste af Fra Sortsands læsere sikkert ved, går jeg en hel del op i bøgernes forsideillustrationer og for den sags skyld også deres indre udsmykning, der hvor en sådan findes. Derfor er det også spændende at få en tegner til at sætte ord på en udgivelse, der har betydet noget for ham.

I nyere tid har Tom således bl.a. leveret illustrationerne til den af Henrik Harksen udsendte antologi Grufulde Mørke fra 2012. Og faktisk har Tom arbejdet en del med gysergenren og udgivet tegneserien ”Innsmouth” i Nyarlathotep tilbage i 2011. Senest har han høstet prisen for årets horrorudgivelse med Made Flesh. Et flot samarbejde mellem Tom og Lars Kramhøft.

Toms streg er moderne, psykologiserende og ekstremt stemningsfuld. Faktisk var jeg allerede begejstret, da jeg første gang læste den ordløse ”Innsmouth” tilbage i ’11, og siden synes jeg, at hans arbejde er blevet bedre og bedre.

Det er derfor også med stor glæde, at jeg kunne få Tom overtalt til at lave denne udgave af Bogbekendtskaber. Ikke overraskende, og lidt anderledes end de tidligere, har Tom valgt at introducere os til en tegneserie. Men ikke mere snak; hermed går ordet videre til Tom Kristensen.

 

Den gule skygges dukker…

Jeg har læst rigtigt mange tegneserier. Mange flere end jeg kan huske. Én, som har gjort særligt indtryk på mig, er Den gule skygges dukker.

Jeg har nok været omkring de otte år og læste lystigt i bunken af tegneserier, vi havde i mit barndomshjem. Der var en masse hæfter og albums. Albummene havde vi til at stå i en kasse i køkkenet. Det var en solid trækasse med låg, som var blevet ophøjet til tegneserieskrin. Der var mange forskellige tegneserier i dette overflødighedshorn. Der var sjove, spændende, forvirrende og nogle med lettere voksne temaer, og så var der Den gule skygges dukker.

Hæfte, Lademann 1972

Hæfte, Lademann 1972

Den har gjort et uigenkaldeligt indtryk på mig. Jeg syntes rent ud sagt, at den var skideuhyggelig. Jeg var så skræmt af den, at efter endt læsning så kom den altid i kassen med låg på igen, og ting blev stablet oven på, så den ikke skulle kom ud efter mig. Jeg kunne dog ikke holde mig fra den, og den blev genlæst ofte. Altid med samme resultat; at den blev gemt godt af vejen lige bagefter.

Derfor skræmte det mig da også så meget desto mere, da jeg fandt den på stuebordet, efter jeg havde gemt den væk. Med hjertet bankende tog jeg forsigtigt tegneserien med den genkendelige orange og grønne forside og gemte den i kassen igen. Flere ting blev stablet oven på, og jeg følte mig lidt mere sikker. Det var først senere, jeg fandt ud af, at vi havde to eksemplarer, og at jeg ikke var den eneste i familien, som havde hang til uhyggelige gule dukker.

Tom Kristensen (født 1983)

Tom Kristensen (født 1982)

Hukommelsen er en sjov størrelse. Jeg har i ny og næ gennem de sidste 25 år tænkt på Den gule skygges dukker, og genkaldt mig historien og den frydefulde frygt, som den indgød mit unge sind. Jeg husker den som en skræmmende historie om en morderisk gul dukke i stil med Chucky, som jagtede hovedpersonerne gennem hele hæftet. Jeg havde endda gentagne mareridt om den dukke.

Efter 25 år har jeg nu genlæst Den gule skygges dukker, og frygten udeblev. Ligeledes blev min hukommelse om plottet gjort til skamme. Jo, der er da en masse små gulgrønne dukker, men den ene ondskabsfulde dukke med den store kniv, som min fantasi havde gjort til det centrale i tegneserien, var der ikke. I stedet handler Den gule skygges dukker om den handlekraftige eventyrer Bob Morane og hans dumsmarte makker Bill Ballantine, som skal redde nogle smukke, unge kvinder, de kender, samt hele San Francisco, fordi skurken, Den Gule Skygge, har besluttet sig for at lave ravage i byen med hundredevis af små bomstærke dukker.

Dukken i al dens sære gru

Dukken i al dens sære gru

Bob og Bill skal ligeledes forsvare sig mod Bumserne, den Gule Skygges håndlangere, som tilsyneladende bare er hjemløse med knive, som vore to helte standhaftigt skyder ned. Hele historien bærer præg af at være en del af en lang serie, og da jeg kun har læst dette ene Bob Morane hæfte, mangler jeg nok noget baggrundsviden. Der bliver dog forklaret en smule i form af fodnoter under de enkelte paneler. Et kneb som er ligeså prydeligt i en tegneserie som pile, der viser hen til det næste panel.

Historien udvikler sig til at være en lettere psykedelisk omgang, som også bliver understøttet af den ret outrerede farvelægning. Den er tegnet i Vances realistiske stil, og det er da også den, jeg er mest begejstret for i dag. Vance er også kendt som en af de helt store europæiske tegneserieskabere.

Den dumsmarte makker Bill Ballantine

Den dumsmarte makker Bill Ballantine

En interessant opdagelse er, at i et enkelt panel på side 6 bliver den fjerde væg brudt. Bill Ballantine vender sig mod læseren, blinker, og tænker underforstået til os. Begrebet kommer fra teatret, og den fjerde væg betegner overgangen mellem scene og publikum. I nyere tegneserier bliver dette virkemiddel i særdeleshed brugt af Marvels Deadpool til stor forvirring for de omkringstående karakterer. Til de af jer, som ikke læser tegneserier, men alligevel er kommet så langt i teksten, så bliver grebet også brugt i film som Fight Club og High Fidelity samt serien House of Cards.

Rent historiemæssigt halter Den gule skygges dukker noget efter det visuelle. Dialogen er fyldt med dumsmarte replikker, og slutningen kræver da også en del samarbejdsvilje af læserens fantasi. Når det så er sagt, så er Den gule skygges dukker bestemt et kig værd. Specielt hvis man er otte år gammel. Du glemmer den aldrig.

Den gule dukkes skygge er en Bob Morane historie udgivet af Dargaud Editeur i 1970. Udgivet i Danmark i 1972 af Lademann. Original titel: Les poupées de l’Ombre Jaune. Skrevet af Henri Vernes og tegnet af William Vance.

 

4 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Jack Vance, The Five Gold Bands (1953): Tyndt rumramasjang

Paperback, Ace Books 1972. Forsidebilledet er tegnet af "Lloyd". Romanen blev udsendt som "double" med Vances roman The Dragon Masters fra 1962

Paperback, Ace Books 1972. Forsidebilledet er tegnet af “Lloyd”. Romanen blev udsendt som “double” med Vances roman The Dragon Masters fra 1962

Jeg har altid haft en svaghed for Jack Vance og hans særlige greb om SF-genren. Hans historier er koncentreret om kultur og kulturmøder, mens de mere teknologiorienterede temaer fortaber sig i baggrunden, hvis de overhovedet er til stede. Faktisk er Vance vel mest af alt en fantasyforfatter, hvis romaner og historier igennem hele forfatterskabet forblev forankret i hans barndoms pulpede helteberetninger.

Tematisk er der nogle klare konstanter igennem hele Vances produktion, uanset hvilken genre han bevægede sig ind i. Hans stil er umiskendelig, og hans fortællinger har altid samme underholdende blanding af action og eksotiske miljøer.

Startling Stories, november 1950. Magasinet hvor romanen så dagens lys for første gang

Startling Stories, november 1950. Magasinet hvor romanen så dagens lys for første gang

The Five Gold Bands, som Vance skrev relativt tidligt i karrieren, er ingen undtagelse. Faktisk kan man næsten opfatte romanen, der første gang så dagens lys i novemberudgaven af Startling Stories 1950, som en form for skabelon for alt, der kom senere. Romanen er fyldt med det, der kendetegner de efterfølgende Vance-historier, men formår trods de gode idéer ikke helt at ryste sig fri af den uforpligtende pulp. The Five Gold Bands har noget let, forglemmeligt over sig, der gør den en smule uinteressant.

Handlingen tager os med til en fjern, fjern fremtid, hvor kolonister fra Jorden for længst har befolket fjerne planeter. Takket være de forskellige planeters beskaffenhed har kolonisterne både fysisk og socialt udviklet sig langt fra deres oprindelige jordiske ophav og ligner nu fremmede væsner, der ikke har ret meget med deres menneskelige baggrund at gøre.

John Holbrook Vance (28. august 1916 – 26. maj 2013)

John Holbrook Vance (28. august 1916 – 26. maj 2013)

Sagen er den, at teknologien bag fremstillingen af rumfartøjer ligger i kolonisternes hænder. De fem stærkeste planeter har dannet et råd, hvor de på årlig basis aftaler, hvor mange nye rumskibe der skal fremstilles, og hvem der må købe dem. Af historiske grunde er jordboerne ikke i stand til selv at fremstille rumskibe og må derfor tigge rådet om fartøjerne. Ud af gammelt nag til Jorden får planetens indbyggere konsekvent for få, hvorfor de over tid er gået bagom dansen, og efterhånden er jordens befolkning blevet stærkt forarmet.

Nu sker det hverken værre eller bedre end, at den gæve slyngel og rumpirat Patty Blackthorn uforvarende bliver snuppet, da han forsøger at bryde ind i et rumskib på planeten Akhabat. Han skulle egentlig henrettes for indbruddet, men takket være sine sprogfærdigheder bliver han tvunget til at fungere som tolk under det årlige møde, hvor der skal forhandles om rumskibe.

Paperback, Toby Press 1953. Den første selvstændige udgivelse af romanen - dog fik den her en ny titel

Paperback, Toby Press 1953. Den første selvstændige udgivelse af romanen – dog fik den her en ny titel

Paddy har ikke til sinds at lade sig henrette, når mødet er overstået. Derfor tager han sagen i egen hånd og forsøger at redde sit skind. Det lykkes naturligvis for ham, men ved et uheld får han dræbt de fem dignitarer, der leder forhandlingerne, og Paddy får tilmed fat i fem guldarmbånd, der hver især fortæller, hvor en bid af formlen til fremstilling af rummotorer er skjult.

Dermed begynder den vilde skattejagt. Paddy skal opsøge de fem fremmede planeter for at bjerge formlens dele. Det er hans plan at overbringe formlens hemmelighed til Jordens befolkning og dermed give de arrogante kolonister en lærestreg. Så langt så godt, men det sker ikke uden modstand. En horde af agenter og soldater er på sporet af Paddy, der efterlyses for mord. Heldigvis får Paddy hurtigt følgeskab af den smukke Jordagent Fay, der ikke alene hjælper Paddy ud af den ene suppedas efter den anden, amoriner svirrer også snart i luften.

Paperback, Ace Books 1963. Her udkom romanen under sin oprindelige titel igen

Paperback, Ace Books 1963. Her udkom romanen under sin oprindelige titel igen

Som sagt er The Five Gold Bands ren, uforpligtende underholdning. Paddy og Fay tonser fra den ene planet til den anden, og hver verden byder på nye udfordringer. Vi tvivler selvfølgelig aldrig et sekund på, at de kække jordboer vil finde frem til de enkelte dele af formlen og få den samlet, før kolonisternes agenter får dem indfanget.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at bogen er kluntet skrevet og handlingen forceret. Det har tydeligvis været vanskeligt for Vance at få sin historie til at hænge sammen og bevare fornemmelsen af fart og eventyr. Ikke desto mindre har han gode passager, der oser langt væk af fortælleglæde. Paddys oplevelser på det lovløse ”Thieves Cluster” er eksempelvis ganske fornøjelige.

Paperback, Meulenhoff 1976

Paperback, Meulenhoff 1976

Romanens mest interessante og tankevækkende aspekter findes imidlertid i detaljerne. Eksempelvis selve den måde, som Vance skildrer rumfart og det at bevæge sig mellem planeter. Han sidestiller det med havsejlads og beskriver sine rumskibe som sejlskibe på farefulde verdenshave. Den maritime fremstilling af rumfarten gør på en gang hans verdensrum sært arkaisk, men også nærværende og forståeligt, på en stærk, billedskabende måde. Hans rumskibe er skuder, der vugger gennem universets sorte hav, på eventyr mellem planeter, hvor rummets brænding slår kosmisk skumsprøjt. De billeder, Vance får frembragt her, er ganske enkelt betagende og poetiske. Noget man ellers ikke ville forvente i en relativt banal roman som denne.

Mindre betagende er den kække Paddy, der er modelleret over en stereotyp irlænder. Han kommer naturligvis fra den grønne ø, er rødhåret og taler med stræk irsk accent. Paddy er en omvandrende national kliché, placeret i en fjern fremtid. At kalde ham en anakronisme er mildest talt for lidt og gavtyvskarakteren, der egentlig har dybe rødder i irsk litteratur, bliver et eklatant fejlgreb, fordi Vance ikke får etableret sin hovedperson som andet end en dum karikatur.

Paperback, Mayflower 1980

Paperback, Mayflower 1980

Kontrasteringen mellem jordiske Paddy og de fremmede planeter holder ganske enkelt ikke og punkterer al den mystik, som Vance får opbygget. Al glæden ved det fremmede forsvinder, når det plat biver kommenteret af Paddys snusfornuftige bemærkninger. Romanen kunne måske være blevet en relevant skæmteroman, hvis Vance havde været en mere rutineret forfatter i 1953. Det var han imidlertid ikke, og bogen havarerer derfor på den fjollede Paddy-karakter.

I den mere tvivlsomme ende må man også hæfte sig ved selve aksen mellem jordboer og kolonister. Der ligger noget paranoidt, xenofobisk i fremstillingen, som ikke just er klædelig. Paddys kamp for jordisk overherredømme og de ”smudsige” kolonisters ubehagelige, fremmedartede kulturer har uklædelige overtoner, som sikkert er helt uskyldige, men smager grimt ved genlæsning i dag.

Paperback, DAW 1980

Paperback, DAW 1980

Alt det ændrer ikke ved, at The Five Gold Bands er et jævnt underholdende ungdomsværk, der rummer interessante momenter for Vance-læseren. Men bogen savner egentlig saft og kraft; den er ganske enkelt for spag og tyndbenet. Heldigvis kan vi jo bare læse de senere bøger fra Vances hånd og glædes over dem.

Hardcover, Underwood-Miller 1993

Hardcover, Underwood-Miller 1993

 

Hardcover, Meulenhoff 1997

Hardcover, Meulenhoff 1997

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman