Monthly Archives: juli 2014

På gynsyn onsdag d. 6. august

sommerhi

Reklamer

Skriv en kommentar

14. juli 2014 · 10:44

Nameless Places, red. Gerald W. Page (1975): Arkham House gør status

Hardcover, Arkham House 1975. Den ganske fine forside er tegnet af Tim Kirk

Hardcover, Arkham House 1975. Den ganske fine forside er tegnet af Tim Kirk

Arkham House har løbende udgivet antologier. De første indsamlede Lovecraft-kredsens historier, men gradvist blev nettet kastet længere, ud og kredsen af faste forfattere blev udvidet, som det gamle materiale blev udtømt, og nye forfatternavne meldte sig på banen. Der er tale om en næsten umærkelig overgang, fordi de gamle mastodonter som Derleth, Belknap Long, Bloch og Whitehead var så produktive, at deres historier kunne blive ved med at holde forbindelsen tilbage til forlagets udgangspunkt og tiden omkring Weird Tales storhedstid. Det kunne imidlertid ikke blive ved, og Nameless Places fra 1975 er den første bog Arkham House udsendte, hvor det for alvor mærkes, at tingene er ved at ændre sig.

Samlingen består af 26 hidtil upublicerede noveller med Carl Jacobi og E. Hoffmann Price som de bedste kendte fra den gamle garde. Hovedparten af bogens historier er skrevet af på udgivelsestidspunktet relativt ukendte navne. Man finder dog også etablerede navne som Ramsey Campbell og Brian Lumley såvel som et stort navn i form af Lin Carter og den altid formidable Robert Aickman, for ikke at nævne Joseph Payne Brennan.

Hardcover, Arkham House 1975

Hardcover, Arkham House 1975

På papiret er det en interessant sammenstilling af forfattere, fordi det antyder, at man ikke præcis, ved hvad man skal forvente af de overvejende unge folk. Forventningerne bliver ydermere skruet i vejret af bogens redaktør, forfatteren Gerald Page. Han vedkender sig nemlig, at antologien ikke har noget samlende tema, men, fortæller han i bogens indledning, novellerne er skrevet af generelitteraturens bedste navne. Det er store ord, der desværre ikke helt står mål med resultatet. Faktisk er Nameless Places en sympatisk, men lettere uinteressant rodebunke af korte og lange noveller, der kun har enkelte lyspunkter. I sig selv er det manglende tema naturligvis ikke noget problem, sagen er snarest den, at historierne generelt savner saft og kraft.

Jeg har tidligere skrevet om vægtige 80’er antologier som Prime Evil og Cutting Edge, der hver især indfanger væsentlige bevægelser i tidens horrorlitteratur. Begge novellesamlinger, der ligeledes savner et samlende tema, rammer imidlertid en tidsånd og er på forkant med udviklingen. Page postulerer nogenlunde det samme for Nameless Places, men desværre peger bogen bare ikke frem, den gør status og ser tilbage.

Gerald W. Page (født 12. august 1939)

Gerald W. Page (født 12. august 1939)

To ting skal bemærkes i den forbindelse. For det første blev Arkham House meget hurtigt et konservativt, bagudskuende forlag. Det lå delvist i selve udgangspunktet, der handlede om at få udgivet Lovecrafts historier og senere at få sikret Lovecraft-kredsens litterære eftermæle. Samtidig afspejler bøgerne August Derleths smag og holdning til genrelitteratur, som i høj grad holdt fast i de gamle, velafprøvede pulpmodeller og samtidig forsøgte at nedtone genrens vildere, mere burleske udtryk. Selvom Lovecraft og Robert E. Howards popularitet var støt voksende og inspirerede stadigt flere nye forfattere, forblev perspektivet for Arkham House rettet bagud, og man kan sige, at selv da de havde chancen for at komme på forkant med den litterære udvikling i 60’ernes slutning, skete det ikke, fordi August Derleth og senere April Derleth holdt fast de gamle former og forståelser, af hvordan en Arkham House-historie skulle være.

Jeg er langt hen ad vejen rigtig glad for den milde, antikverede stemning, der hænger over de fleste Arkham House-antologier. Det var der også folk, der var i 70’erne, hvor man begynder at kunne se en voksende pulp-nostalgi blandt yngre forfattere, der eksempelvis tager Robert Bloch som et af deres store forbilleder. Gerald Page var en af dem, og han var blandt andet redaktør på magasinet Witchcraft & Sorcery, der begyndte under navnet Coven 13; et blad der dyrkede præcis den type litteratur, som Arkham House udsendte. Det er da heller ikke overraskende, at stort set hele det kuld af unge navne, som Gerald Page har inkluderet i Nameless Places, er blevet hentet ind fra hans magasin. På den led er ringen sluttet, men resultatet er i virkeligheden dybt utilfredsstillende.

Carl Richard Jacobi (10. juli 1908 - 25. august 1997)

Carl Richard Jacobi (10. juli 1908 – 25. august 1997)

Sagen er nemlig den, at der ganske enkelt ikke er kvalitet nok i de fortællinger, som Page har valgt at bringe. De yngre forfattere, med deres pulpede historier, der let kunne være skrevet 20-30 år tidligere, er gabende kedsommelige og står ikke mål med den håndfuld hidtil upublicerede noveller, som lå på forlaget i forvejen og kom med i bogen. En af undtagelserne er førnævnte Robert Aickman, der med sin tunge gotik formår at løfte arven fra den klassiske weird tale og gøre den til noget interessant; i dette tilfælde en følsomt fængende spøgelsesberetning.

Hvor meget bogen er ude af trit med samtiden bliver tydeligt, hvis man husker at Stephen King udsendte sin milepæl Carrie i 1974. Carrie blæser på orkanagtig vis stort set alt omkuld i Nameless Places, der ved sammenligning mest af alt ligner en hengemt mindestue for det, der var en gang uden sans for det litterære nybrud, som gysergenren oplevede i de år.

Brian Lumley (født 2. december 1937)

Brian Lumley (født 2. december 1937)

Og så dog. Der er et lille udpluk af historier, der peger frem mod den personnære, samtidsgru som kom til at kendetegne 70’er-gyset. Ramsey Campbells ”The Christmas Present” er et stykke fremragende, mærkelig weird fiction, der er tåget og fragmenteret på præcis den måde, vi kender Campbells tekster fra den tid. Trods den lakoniske form formår Campbell imidlertid med sin korte novelle at opbygge en ubehagelig, urovækkende stemning, der baserer sig på alt andet end pulplitteraturens melodramatiske afsløringer på de sidste linjer.

Arthur Byron Cover (født 14. januar 1950)

Arthur Byron Cover (født 14. januar 1950)

Jeg vil også trække Arthur Byron Covers novelle “Lifeguard” frem som et indslag, der peger fremad og synes helt i trit med sin samtid. Han tager udgangspunkt i en rodløs, jegfortællende studerende, der midlertidigt bor hjemme og arbejder som livreder ved en badesø. Tiden går med at kigge på damer og ryge pot. Alene her har vi flyttet os så langt fra de vanlige Arkham House-temaer, som man næsten kan; men alligevel ikke helt. Som en anden Peter Straub får Cover nemlig vævet en spøgelseshistorie ind i beretningen, og gennem hjemsøgelsen gøres barndommens onde ånder pludseligt ganske manifeste. Faktisk forsøger Cover i en form for alegorisk-poetisk fremstilling at bruge spøgelset som billede på den lammende kraft, der kan kvæle udlængslen og få den unge til at blive ved reden og aldrig for alvor flytte ud af forældrenes skygge.

John Ramsey Campbell (født 4. januar 1946) anno 1973

John Ramsey Campbell (født 4. januar 1946) anno 1973

Hovedparten af Nameless Places er ikke dårlig, bare uinspirerende, og det er måske i virkeligheden langt værre. Omvendt er det ufarligt og uforpligtende læsning, der vel bedst kan karakteriseres som forglemmelig tidsfordriv. Dele af det har jeg en svaghed for, men dybest set hører teksterne en anden tid til. Det gjorde de allerede dengang, de blev skrevet, og det er ikke blevet bedre siden.

 

Novellerne:

A.A. Attanasio, “Glimpses”

Thomas Burnett Swann, “The Night of the Unicorn”

Brian Ball, “The Warlord of Kul Satu”

G.N. Gabbard, “More Things”

Robert Aickman, “The Real Road to the Church”

Gary Myers, “The Gods of Earth”

Robert E. Gilbert, “Walls of Yellow Clay”

Scott Edelstein, “Businessman’s Lament”

Joseph F. Pumilia, “Dark Vintage”

David A. English, “Simaitha”

Stephen Goldin, “In the Land of Angra Mainyu”

Gerald W. Page, “Worldsong”

Brian Lumley, “What Dark God?”

Bob Maurus, “The Stuff of Heroes”

Joseph Payne Brennan, “Forringer’s Fortune”

Denys Val Baker, “Before the Event”

Walter C. DeBill, Jr., “In ‘Ygiroth”

Ramsey Campbell, “The Last Hand”

Lin Carter, “Out of the Ages”

Carl Jacobi, “Chameleon Town”

Scott Edelstein, “Botch”

David Drake, “Black Iron”

E. Hoffmann Price, “Selene”

Ramsey Campbell, “The Christmas Present”

Arthur Byron Cover, “Lifeguard”

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Gothic Girl

Helt og aldeles inspireret af min læsning for tiden – her får du The Quakes’ herlige nummer ”Gothic Girl” fra albummet New Generation. Ikke en dårlig sang at fejre sin første feriedag med! Jeg er tilbage på søndag med en smøre om Arkham House i 70’erne. God weekend.

Skriv en kommentar

Filed under Video

Bogbekendtskaber: Patrick Leis

Patrick Leis tager ordet i denne udgave af Bogbekendtskaber. Jeg tror ikke, at bloggens læsere behøver nogen nærmere introduktion til Patricks arbejde. Han er en af dansk horrors store veteraner, der holdt genrelitteraturens fane højt længe før, de mange små forlag, vi kender i dag, begyndte at udsende gys, fantasy og SF i store mængder. Selvom Patrick har udgivet børne- eller ungdomslitteratur, udmærker hans bedste gys sig ved at være dystre, kontante og rettet mod et modent publikum. I den forstand har han været et kærkomment alternativ til bl.a. Dennis Jürgensens bud, grænsende til et monopol, på gysergenren herhjemme, før det store genrelitteratursboom kom.

Der er således løbende kommet flere genreforfattere til herhjemme, men ikke desto mindre står Patrick Leis stadig som en af dem, der har vist vejen og bevist, at det rent faktisk er muligt at udsende gys til voksne i Danmark. Han har uden tvivl været en vigtig inspirationskilde for mange, og det er derfor også spændende her at kunne lade Patrick fortælle lidt om en bog, der har gjort indtryk på ham.     

 

The Wolfens slagskygger

Der var vist nok engang, hvor man valfartede til den nærmeste biograf, når der hver anden måned blev skiftet program, og der var også en tid, hvor Internettet ikke engang eksisterede på tegnebrættet og fjernsynet kun havde en enkelt kanal.

Underholdning måtte man selv stå for (måske netop derfor blev der tidligere lavet flere børn end i dag?) og skulle man være en af de, som hengav sig til læsning, var boghandlere og biblioteker den eneste måde at få fat på bøger på.

Patrick Leis (født 1964)

Patrick Leis (født 1964)

I dag er udbuddet af underholdning nærmest eksploderet, information blandes med fiktion, og det kan være svært at afgøre, hvor virkeligheden begynder og fantasien holder op. Men er udbuddet så blevet bedre? Jeg ved det ikke, men jeg ser i hvert fald flere halve film end før og zapper hurtigere væk, hvis programmet keder mig.

I mange tilfælde er kultur blevet en industri i stedet for et personligt udtryk, og det er både godt & skidt. Flere mainstreamproduktioner men også nemmere tilgang til offentligheden via Nettet for en voksende undergrund. Alle kan komme ud med deres budskab, og det er så op til verden, om den gider lytte eller at lade være. Det er både blevet billigere at lave film, indspille musik og publicere bøger, og når kunst ikke behøver at gå via de få, velrenommerede institutioner, får vi et langt bredere udvalg end tidligere generationer har haft.

Hardcover, Doubleday 1977

Hardcover, Doubleday 1977

Og heldigvis for det, for hvad DU synes er lokumslitteratur, opfatter jeg måske som underholdning af guds nåde. I de fornemmeste litteraturkredse herhjemme (så som Statens Kunstfond der for længst har besluttet sig for, at Horror og Science Fiction ikke er det papir værd, det er skrevet på men med rund hånd uddeler legater til venner og kollegaer, der skriver på samme måde som dem selv) er der stadig visse genrer, der er mindre stuerene end Al Quida, og som ingen kendte forlag sådan rigtigt vil røre ved… Men det har de nye, små og innovative forlag heldigvis ikke samme indfaldsvinkel til, og der bliver efterhånden udgivet en pæn portion smudslitteratur i det gamle Danevang.

Jeg selv har haft mine allerbedste læseoplevelser med netop de Underlødige genrer. Et eksempel er The Shining og Pet Sematary, der skræmte mig fra vid & sans da, jeg var knægt, men en anden og lige så god bog er den nok mindre kendte Skygger i Natten. Den blev skrevet af forfatteren Whitley Strieber og udkom også i paperbackversion herhjemme med titlen Varulvenætter, og så skulle temaet jo ligesom være på plads.

Hardcover, William Morrow 1978

Hardcover, William Morrow 1978

Jeg læste den første gang, da jeg var 14 og har siden haft et noget anstrængt forhold til ødemarker. For denne bog handler ikke om mænd med lange tænder og Gillette-allergi, der transformeres til opretstående skødehunde, når fuldmånen stiger op. Der er heller ingen af Underworlds Teknovarulve eller moralske skrupler fra unge knægte, der bare leder efter den store kærlighed, og hvor ulvehammen er en metafor for bare at være en misforstået bølle.

Næh i The Wolfen, som er bogens amerikanske titel, er varulvene af en helt anden kaliber. De beskrives, så man tror på dem og faktisk overvejer muligheden af deres eksistens som en race, der lever og altid har levet side om side med klodens andre skabninger. Man får beskrevet, hvordan de lever i et kobbel og opfører sig næsten som ulve. Hvordan de har en alfahan, hvordan de jager, hvordan de afmærker deres territorier og hvordan de unge lærer at begå sig.

Louis Whitley Strieber (født 13. juni 1945)

Louis Whitley Strieber (født 13. juni 1945)

Mennesket aner intet om deres eksistens… Lige indtil den dag hvor de to yngste i kuldet af vanvare dræber et par politibetjente. NYPD indleder jagten på politimorderne, men snart står de overfor en del mere, end de kan gabe over, og omvendt går varulveflokken til modangreb. Deres lugtesans er bedre end en blodhund, de arbejder sammen og kan med deres fingerledsformede forpoter åbne døre og klatre op ad bygninger. Og som der, frit efter hukommelsen står, ”mens vi lukkede vores hoveddør for at (den almindelige) ulv ikke skulle komme ind, sneg den virkelige fjende ind gennem kælderdøren”.

De søde små væsner har andre kneb til deres rådighed, f.eks. lokkekaldet som er en høj men næsten lydløs tone, der næsten lyder som babygråd. Det er en af den slags lyde, som kun kvinder instinktivt opfatter, og den bliver nok så fint brugt, da ulvene vil skille et makkerpar (M/K) ad for at kunne nappe dem en for en.

Hardcover, Danske Bogsamleres Klub 1981

Hardcover, Danske Bogsamleres Klub 1981

Det er en roman, jeg har genlæst op til flere gange og jeg, goddamnit, ville ønske, at jeg selv havde fundet på den. Men det er ikke finkultur, og der er ingen dybe skildringer af en ung husmors personlige kvaler og efterfølgende udvikling.

Nej, der er kun horror og gys, og efter endt læsning en mærkbar lettelse over, at det vist nok kun var fiktion.

Men alligevel satte jeg i mange år hasperne ordentligt på vinduet, før jeg slukkede lyset i mit soveværelse.

 

Læg også vejen forbi Patricks hjemmeside her.

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

Nick O’Donohoe, Too, Too Solid Flesh (1989): Menneskemaskinens eksistentielle angst

Paperback, TSR 1989. Den tamme forside er skabt af TSR-veteranen Jeff Easley

Paperback, TSR 1989. Den tamme forside er skabt af TSR-veteranen Jeff Easley

Det kan være svært at tro i dag, men rollespilsfirmaet TSR forsøgte faktisk, da de var på toppen af deres kommercielle succes, at udsende skønlitteratur, der ikke udspiller sig i en af firmaets spilverdener. En af de mest interessante bøger i den sammenhæng er Nick O’Donohoes nærfremtidsroman Too, Too Solid Flesh fra 1989. Jeg tager hatten af for TSR, fordi deres forlagsvirksomhed fandt plads til en bog af den type. Romanen er skæv og krævende uden at være rettet specifikt mod det rollespillende publikum.

Faktisk viser Too, Too Solid Flesh, at TSR havde overskud til og ambitioner om at nå ud over spilmiljøet. Bogen rækker bredt armen frem mod et SF-interesseret publikum og forsøger måske endda at nå helt ud til læsere, der ikke nødvendigvis er synderligt begejstrede for genrelitteratur. Bogen er i hvert fald et vidnesbyrd om et forlag, der turde satse.

Paperback, TSR 1989

Paperback, TSR 1989

Man må ikke være blind for, at TSRs enorme succes med Margaret Weis’ og Tracy Hickmans Dragonlance-serie, hvis første bind så dagens lys i 1984, skabte et økonomisk råderum, der gjorde det muligt for forlaget at udsende smallere titler. Desværre gik TSR først i 90’erne hårde tider i møde, og de litterære eksperimenter forsvandt hurtigt fra forlaget. I stedet fokuserede man snusfornuftigt på fladpandet bestsellermateriale, der trak direkte på selskabets spilmateriale. Sammenligner man eksempelvis en gennemført pauver roman som R. A. Salvatores Homeland fra 1990 med O’Donohoes Too, Too Solid Flesh, bliver det pinagtigt illustreret, hvordan TSRs redningsplanker kom til at se ud. Fra 1990 og frem var det næsten kun småinfantil fantasy, som selskabet udsendte i store mængder, og ganske overraskende lappede læserne det i sig.

Desværre er TSRs udvikling ikke unik. Spilfirmaer som Games Workshop og White Wolf benyttede ligeledes deres kommercielle succes til at udsende spændende og tankevækkende litteratur, men i det øjeblik salgstallene begyndte at dale, vendte selskaberne sig mod fiktion baseret på deres egne spilprodukter og ikke mindst baseret på spillenes præmisser. Derved blev al kreativiteten og originaliteten suget ud af værkerne og efterlod deres bøger som knap nævneværdig dum fanboy-fiktion.

Paperback, TSR 1984

Paperback, TSR 1984

Hvad er Too, Too solid Flesh så for en roman?  Historien tager os, som sagt, til en nær fremtid og udspiller sig i et dystert New York, der emmer af koldkrigsstemning, atomkrigsgru og cyberpunk. Her, midt i al dystopien, finder man et lille teater nær Broadway, der har specialiseret sig i Shakespeares Hamlet. Det særlige er, at hele skuespilstruppen er andrioder, altså kunstigt skabte mennesker. Androiderne ligner stort set mennesker i et og alt, men de er skabt til at spille og være som deres rolle i stykket. Det har naturligvis afgørende betydning i forhold til deres livssyn og ageren i verden.

Historien begynder da den tekniker, der har det overordnede ansvar for andrioderne, bliver fundet død på teateret. Umiddelbart bliver dødsfaldet betragtet som en ulykke, men noget kunne tyde på et mord. Derfor bliver der hyret en opdager, der må gå undercover som android på teateret og forsøge at komme til bunds i sagen.

Paperback, TSR 1990

Paperback, TSR 1990

Opdageren får rollen som Horatio og kaldes ikke andet igennem hele romanen. Nu vil de fleste sikkert vide, at Horatio er Hamlets bedste ven og fortrolige. Det betyder naturligvis også, at han bliver venner med androiden Hamlet på teateret. Hamlet blander sig hurtigt i opklaringsarbejdet, fordi han opfatter mordet på teknikeren som mordet på sin far.

Dermed er der også åbnet for den komplicerede dobbelte handling, der på den ene side gentager teaterstykket Hamlets historie, og på den anden side udfolder en mordgåde, hvis eksistentielle problemstillinger hentes i stykkets temaer. Et væsentligt omdrejningspunkt er selvfølgelig, at teaterets androider ikke kan gøre andet end at agere og gentage skuespillets mønstre. De er skabt til at tænke og handle som stykkets roller. Mordet er imidlertid en form for intervention ind i teaterets orden, der pludselig lader stykkets blodige fortælling finde vej ud i virkeligheden.

Paperback,  Paperjacks 1986. En af O'Donohoes bøger før Too, Too Solid Flesh

Paperback, Paperjacks 1986. En af O’Donohoes bøger før Too, Too Solid Flesh

Too, Too Solid Flesh diskuterer spørgsmål om ansvar og personlig frihed, og gør det gennem den moderne, dystre reception af Hamlet-figuren. Den sortseende prins med de morbidt melankolske monologer får tilmed lov til at sætte ord på flere af de etiske temaer, der har optaget filosoffer siden Anden Verdenskrig. Det, der med andre ord står i centrum for handlingen, er spørgsmålet om menneskets værdighed.  Menschenwürde, som det kaldes i den tyske etiske filosofi, der har haft dominerende betydning på feltet, bliver aktualiseret gennem androiderne og den brug-og-smid-væk-mentalitet, som teaterets ejere udviser i forhold til deres kunstige skuespillere. Det er skrap etisk kost, som Nick O’Donohoe tumler med.

Tematisk er Too, Too Solid Flesh spændende, og formen er udfordrende og fascinerende, men helheden er desværre ikke specielt vellykket. Sprogligt er bogen kluntet og dialogen ulykkeligt kunstlet. Det skyldes delvist, at den læner sig op ad Hamlet-stykkets ordunivers, men også fordi O’Donohoe har vanskeligt ved at formidle sine dialoger. Teksten føles mest af alt som et teaterstykke med angivelse af roller, replikker og scenebeskrivelser. Det kan der være en pointe i, men havde det været tiltænkt, burde skridtet være blevet taget fuldt ud. I den form det har nu, bliver det tungt og ubehjælpeligt.

Det samme gælder selve mordmysteriet og dets opklaring. Handlingen har tydeligvis ikke interesseret O’Donohoe meget. Han har arbejdet med monologerne og karakterernes eksistentielle overvejelser, mens selve mordmysteriet kun er et alibi, der skal holde sammen på det hele. Og fordi mordmysterier aldrig får lov at komme i forgrunden, bliver opklaringsarbejdet tilfældigt og ligegyldigt. Alt løses med computere, og man kan undre sig over, hvorfor der i det hele taget har været brug for at få en opdager sneget ind på teateret.

Paperback, Ace Books 1994. Endnu en O'Donohoe-titel

Paperback, Ace Books 1994. Endnu en O’Donohoe-titel

For en god ordens skyld må jeg dog nævne, at der stedvist er fine beskrivelser i bogen. Eksempelvis de herlige antropomorfe væsner, som Horatio og Hamlet bliver konfronteret med eller alt det mildest talt bizarre bohave, der står i newyorkernes hjem. Jeg synes især idéen om den levende seng med kød og hud, der altid har kropstemperatur, er modbydeligt fascinerende.

Trods velartikulerede moralske problemstillinger og stedvist kreative idéer har Too, Too Solid Flesh ikke ret meget at byde på som roman. Ikke desto mindre er den et vidnesbyrd om et overskud hos TSR, der kunne udmøntes i noget anderledes og grænsesøgende. Det er en skam, at de ikke fortsatte i det spor. Trods romanens svagheder fortjener forlaget en præmie for at have gjort et forsøg på at flytte deres fiktion et andet sted hen. Den er et udtryk for alt det, som TSRs skønlitterære gren kunne være blevet til. Tænk over det, hvis du render ind i Nick O’Donohoes debutroman i en rodekasse et sted.

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

”Sun Glass” til en solskinsdag

Jeg lytter en del til Fucked Up for tiden. Her får du sangen ”Sun Glass” fra det ganske solide nye album Glass Boy, der udkom for nogle uger siden. En passende sang til en dag som i dag. God weekend. Vi ses på søndag til en snak om androider, teater og spilfiktion.

 

Skriv en kommentar

Filed under Video

Unknown Tales of Horror – fine forsider, fine bøger

Hardcover, Sidgwick & Jackson 1976

Hardcover, Sidgwick & Jackson 1976

Peter Haining nåede at sammensætte og redigere et utal af gyserantologier. Faktisk må han være blandt de vigtigste genrebogsredaktører, som England har haft. Et hurtigt blik på hans bibliografi viser, at Haining kom vidt omkring og udsendte et hav af tematiserde gys.

Hardcover, Sidgwick & Jackson 1979

Hardcover, Sidgwick & Jackson 1979

En særlig lille serie i den sammenhæng er hans Unknown Tales of Horror. En serie, der udkom i tre bind i 70’ernes anden halvdel. De blev udsendt af forlaget Sidgwick & Jackson i indbundne udgaver, der i dag er populære og meget dyre samlerobjekter. Men prøv at kast et blik på de tre forsider. Jeg elsker den subtile stemning af hengemt gys og gotik. Der er noget bevidst altmodisch over forsiderne, der er så typisk for 70’erne. Det virkningsfulde ligger afgjort i det underspillede, nærmest litterære udtryk, som billederne har. Jeg har desværre ikke kunne få opklaret, hvem der har udført billederne.

Hardcover, Sidgwick & Jackson 1980

Hardcover, Sidgwick & Jackson 1980

Seriens indhold er lidt overraskende. Bøgerne hedder Unknown Tales of Horror, men det er stort set kun gamle kendinge, der har fået noveller med. Lovecraft, Machen, Stoker, Bradbury, Howard og Bloch er repræsenteret. Indrømmet, historierne er ikke deres bedst kendte, men at kalde dem ukendte synes at skyde en anelse over målet – i hvert flad i dag. I 70’erne var det imidlertid anderledes, navnlig i England hvad angår kendskabet til de store amerikanske pulpforfattere, hvor serien blev udgivet.

Cool cat Peter Haining (2. april 1940 – 19. november 2007)

Cool cat Peter Haining (2. april 1940 – 19. november 2007)

Så kan det tilføjes, at det er sjovt at se Stephen King optræde som et relativt ukendt navn og overraskende, at Harry Harrison, der vel bedst kendes for sin SF, har to noveller med i serien.

Unknown Tales of Horror var en succes, som blev genudsendt i paperbackformat i slutningen af 70’erne. Og jeg må sige, at seriens anden udgave har mindst lige så fantastiske forsider som første udgave – måske endda bedre! De nye bind har et helt andet udtryk, men hold op hvor er det fedt. Her har vi fat i den klassiske ”horror-stil”, som prægede forsiderne fra slutningen af 70’erne og stykke ind i 80’erne. Det er farverigt, burlesk og medrivende. Jeg foretrækker i virkeligheden seriens genoptryk, men begge udgaver er sjældent vellykkede.

Paperback, New English Library 1976

Paperback, New English Library 1976

Paperback, New English Library 1979

Paperback, New English Library 1979

New English Library 1980

New English Library 1980

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling