Nick O’Donohoe, Too, Too Solid Flesh (1989): Menneskemaskinens eksistentielle angst

Paperback, TSR 1989. Den tamme forside er skabt af TSR-veteranen Jeff Easley

Paperback, TSR 1989. Den tamme forside er skabt af TSR-veteranen Jeff Easley

Det kan være svært at tro i dag, men rollespilsfirmaet TSR forsøgte faktisk, da de var på toppen af deres kommercielle succes, at udsende skønlitteratur, der ikke udspiller sig i en af firmaets spilverdener. En af de mest interessante bøger i den sammenhæng er Nick O’Donohoes nærfremtidsroman Too, Too Solid Flesh fra 1989. Jeg tager hatten af for TSR, fordi deres forlagsvirksomhed fandt plads til en bog af den type. Romanen er skæv og krævende uden at være rettet specifikt mod det rollespillende publikum.

Faktisk viser Too, Too Solid Flesh, at TSR havde overskud til og ambitioner om at nå ud over spilmiljøet. Bogen rækker bredt armen frem mod et SF-interesseret publikum og forsøger måske endda at nå helt ud til læsere, der ikke nødvendigvis er synderligt begejstrede for genrelitteratur. Bogen er i hvert fald et vidnesbyrd om et forlag, der turde satse.

Paperback, TSR 1989

Paperback, TSR 1989

Man må ikke være blind for, at TSRs enorme succes med Margaret Weis’ og Tracy Hickmans Dragonlance-serie, hvis første bind så dagens lys i 1984, skabte et økonomisk råderum, der gjorde det muligt for forlaget at udsende smallere titler. Desværre gik TSR først i 90’erne hårde tider i møde, og de litterære eksperimenter forsvandt hurtigt fra forlaget. I stedet fokuserede man snusfornuftigt på fladpandet bestsellermateriale, der trak direkte på selskabets spilmateriale. Sammenligner man eksempelvis en gennemført pauver roman som R. A. Salvatores Homeland fra 1990 med O’Donohoes Too, Too Solid Flesh, bliver det pinagtigt illustreret, hvordan TSRs redningsplanker kom til at se ud. Fra 1990 og frem var det næsten kun småinfantil fantasy, som selskabet udsendte i store mængder, og ganske overraskende lappede læserne det i sig.

Desværre er TSRs udvikling ikke unik. Spilfirmaer som Games Workshop og White Wolf benyttede ligeledes deres kommercielle succes til at udsende spændende og tankevækkende litteratur, men i det øjeblik salgstallene begyndte at dale, vendte selskaberne sig mod fiktion baseret på deres egne spilprodukter og ikke mindst baseret på spillenes præmisser. Derved blev al kreativiteten og originaliteten suget ud af værkerne og efterlod deres bøger som knap nævneværdig dum fanboy-fiktion.

Paperback, TSR 1984

Paperback, TSR 1984

Hvad er Too, Too solid Flesh så for en roman?  Historien tager os, som sagt, til en nær fremtid og udspiller sig i et dystert New York, der emmer af koldkrigsstemning, atomkrigsgru og cyberpunk. Her, midt i al dystopien, finder man et lille teater nær Broadway, der har specialiseret sig i Shakespeares Hamlet. Det særlige er, at hele skuespilstruppen er andrioder, altså kunstigt skabte mennesker. Androiderne ligner stort set mennesker i et og alt, men de er skabt til at spille og være som deres rolle i stykket. Det har naturligvis afgørende betydning i forhold til deres livssyn og ageren i verden.

Historien begynder da den tekniker, der har det overordnede ansvar for andrioderne, bliver fundet død på teateret. Umiddelbart bliver dødsfaldet betragtet som en ulykke, men noget kunne tyde på et mord. Derfor bliver der hyret en opdager, der må gå undercover som android på teateret og forsøge at komme til bunds i sagen.

Paperback, TSR 1990

Paperback, TSR 1990

Opdageren får rollen som Horatio og kaldes ikke andet igennem hele romanen. Nu vil de fleste sikkert vide, at Horatio er Hamlets bedste ven og fortrolige. Det betyder naturligvis også, at han bliver venner med androiden Hamlet på teateret. Hamlet blander sig hurtigt i opklaringsarbejdet, fordi han opfatter mordet på teknikeren som mordet på sin far.

Dermed er der også åbnet for den komplicerede dobbelte handling, der på den ene side gentager teaterstykket Hamlets historie, og på den anden side udfolder en mordgåde, hvis eksistentielle problemstillinger hentes i stykkets temaer. Et væsentligt omdrejningspunkt er selvfølgelig, at teaterets androider ikke kan gøre andet end at agere og gentage skuespillets mønstre. De er skabt til at tænke og handle som stykkets roller. Mordet er imidlertid en form for intervention ind i teaterets orden, der pludselig lader stykkets blodige fortælling finde vej ud i virkeligheden.

Paperback,  Paperjacks 1986. En af O'Donohoes bøger før Too, Too Solid Flesh

Paperback, Paperjacks 1986. En af O’Donohoes bøger før Too, Too Solid Flesh

Too, Too Solid Flesh diskuterer spørgsmål om ansvar og personlig frihed, og gør det gennem den moderne, dystre reception af Hamlet-figuren. Den sortseende prins med de morbidt melankolske monologer får tilmed lov til at sætte ord på flere af de etiske temaer, der har optaget filosoffer siden Anden Verdenskrig. Det, der med andre ord står i centrum for handlingen, er spørgsmålet om menneskets værdighed.  Menschenwürde, som det kaldes i den tyske etiske filosofi, der har haft dominerende betydning på feltet, bliver aktualiseret gennem androiderne og den brug-og-smid-væk-mentalitet, som teaterets ejere udviser i forhold til deres kunstige skuespillere. Det er skrap etisk kost, som Nick O’Donohoe tumler med.

Tematisk er Too, Too Solid Flesh spændende, og formen er udfordrende og fascinerende, men helheden er desværre ikke specielt vellykket. Sprogligt er bogen kluntet og dialogen ulykkeligt kunstlet. Det skyldes delvist, at den læner sig op ad Hamlet-stykkets ordunivers, men også fordi O’Donohoe har vanskeligt ved at formidle sine dialoger. Teksten føles mest af alt som et teaterstykke med angivelse af roller, replikker og scenebeskrivelser. Det kan der være en pointe i, men havde det været tiltænkt, burde skridtet være blevet taget fuldt ud. I den form det har nu, bliver det tungt og ubehjælpeligt.

Det samme gælder selve mordmysteriet og dets opklaring. Handlingen har tydeligvis ikke interesseret O’Donohoe meget. Han har arbejdet med monologerne og karakterernes eksistentielle overvejelser, mens selve mordmysteriet kun er et alibi, der skal holde sammen på det hele. Og fordi mordmysterier aldrig får lov at komme i forgrunden, bliver opklaringsarbejdet tilfældigt og ligegyldigt. Alt løses med computere, og man kan undre sig over, hvorfor der i det hele taget har været brug for at få en opdager sneget ind på teateret.

Paperback, Ace Books 1994. Endnu en O'Donohoe-titel

Paperback, Ace Books 1994. Endnu en O’Donohoe-titel

For en god ordens skyld må jeg dog nævne, at der stedvist er fine beskrivelser i bogen. Eksempelvis de herlige antropomorfe væsner, som Horatio og Hamlet bliver konfronteret med eller alt det mildest talt bizarre bohave, der står i newyorkernes hjem. Jeg synes især idéen om den levende seng med kød og hud, der altid har kropstemperatur, er modbydeligt fascinerende.

Trods velartikulerede moralske problemstillinger og stedvist kreative idéer har Too, Too Solid Flesh ikke ret meget at byde på som roman. Ikke desto mindre er den et vidnesbyrd om et overskud hos TSR, der kunne udmøntes i noget anderledes og grænsesøgende. Det er en skam, at de ikke fortsatte i det spor. Trods romanens svagheder fortjener forlaget en præmie for at have gjort et forsøg på at flytte deres fiktion et andet sted hen. Den er et udtryk for alt det, som TSRs skønlitterære gren kunne være blevet til. Tænk over det, hvis du render ind i Nick O’Donohoes debutroman i en rodekasse et sted.

 

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s