Bogbekendtskaber: Patrick Leis

Patrick Leis tager ordet i denne udgave af Bogbekendtskaber. Jeg tror ikke, at bloggens læsere behøver nogen nærmere introduktion til Patricks arbejde. Han er en af dansk horrors store veteraner, der holdt genrelitteraturens fane højt længe før, de mange små forlag, vi kender i dag, begyndte at udsende gys, fantasy og SF i store mængder. Selvom Patrick har udgivet børne- eller ungdomslitteratur, udmærker hans bedste gys sig ved at være dystre, kontante og rettet mod et modent publikum. I den forstand har han været et kærkomment alternativ til bl.a. Dennis Jürgensens bud, grænsende til et monopol, på gysergenren herhjemme, før det store genrelitteratursboom kom.

Der er således løbende kommet flere genreforfattere til herhjemme, men ikke desto mindre står Patrick Leis stadig som en af dem, der har vist vejen og bevist, at det rent faktisk er muligt at udsende gys til voksne i Danmark. Han har uden tvivl været en vigtig inspirationskilde for mange, og det er derfor også spændende her at kunne lade Patrick fortælle lidt om en bog, der har gjort indtryk på ham.     

 

The Wolfens slagskygger

Der var vist nok engang, hvor man valfartede til den nærmeste biograf, når der hver anden måned blev skiftet program, og der var også en tid, hvor Internettet ikke engang eksisterede på tegnebrættet og fjernsynet kun havde en enkelt kanal.

Underholdning måtte man selv stå for (måske netop derfor blev der tidligere lavet flere børn end i dag?) og skulle man være en af de, som hengav sig til læsning, var boghandlere og biblioteker den eneste måde at få fat på bøger på.

Patrick Leis (født 1964)

Patrick Leis (født 1964)

I dag er udbuddet af underholdning nærmest eksploderet, information blandes med fiktion, og det kan være svært at afgøre, hvor virkeligheden begynder og fantasien holder op. Men er udbuddet så blevet bedre? Jeg ved det ikke, men jeg ser i hvert fald flere halve film end før og zapper hurtigere væk, hvis programmet keder mig.

I mange tilfælde er kultur blevet en industri i stedet for et personligt udtryk, og det er både godt & skidt. Flere mainstreamproduktioner men også nemmere tilgang til offentligheden via Nettet for en voksende undergrund. Alle kan komme ud med deres budskab, og det er så op til verden, om den gider lytte eller at lade være. Det er både blevet billigere at lave film, indspille musik og publicere bøger, og når kunst ikke behøver at gå via de få, velrenommerede institutioner, får vi et langt bredere udvalg end tidligere generationer har haft.

Hardcover, Doubleday 1977

Hardcover, Doubleday 1977

Og heldigvis for det, for hvad DU synes er lokumslitteratur, opfatter jeg måske som underholdning af guds nåde. I de fornemmeste litteraturkredse herhjemme (så som Statens Kunstfond der for længst har besluttet sig for, at Horror og Science Fiction ikke er det papir værd, det er skrevet på men med rund hånd uddeler legater til venner og kollegaer, der skriver på samme måde som dem selv) er der stadig visse genrer, der er mindre stuerene end Al Quida, og som ingen kendte forlag sådan rigtigt vil røre ved… Men det har de nye, små og innovative forlag heldigvis ikke samme indfaldsvinkel til, og der bliver efterhånden udgivet en pæn portion smudslitteratur i det gamle Danevang.

Jeg selv har haft mine allerbedste læseoplevelser med netop de Underlødige genrer. Et eksempel er The Shining og Pet Sematary, der skræmte mig fra vid & sans da, jeg var knægt, men en anden og lige så god bog er den nok mindre kendte Skygger i Natten. Den blev skrevet af forfatteren Whitley Strieber og udkom også i paperbackversion herhjemme med titlen Varulvenætter, og så skulle temaet jo ligesom være på plads.

Hardcover, William Morrow 1978

Hardcover, William Morrow 1978

Jeg læste den første gang, da jeg var 14 og har siden haft et noget anstrængt forhold til ødemarker. For denne bog handler ikke om mænd med lange tænder og Gillette-allergi, der transformeres til opretstående skødehunde, når fuldmånen stiger op. Der er heller ingen af Underworlds Teknovarulve eller moralske skrupler fra unge knægte, der bare leder efter den store kærlighed, og hvor ulvehammen er en metafor for bare at være en misforstået bølle.

Næh i The Wolfen, som er bogens amerikanske titel, er varulvene af en helt anden kaliber. De beskrives, så man tror på dem og faktisk overvejer muligheden af deres eksistens som en race, der lever og altid har levet side om side med klodens andre skabninger. Man får beskrevet, hvordan de lever i et kobbel og opfører sig næsten som ulve. Hvordan de har en alfahan, hvordan de jager, hvordan de afmærker deres territorier og hvordan de unge lærer at begå sig.

Louis Whitley Strieber (født 13. juni 1945)

Louis Whitley Strieber (født 13. juni 1945)

Mennesket aner intet om deres eksistens… Lige indtil den dag hvor de to yngste i kuldet af vanvare dræber et par politibetjente. NYPD indleder jagten på politimorderne, men snart står de overfor en del mere, end de kan gabe over, og omvendt går varulveflokken til modangreb. Deres lugtesans er bedre end en blodhund, de arbejder sammen og kan med deres fingerledsformede forpoter åbne døre og klatre op ad bygninger. Og som der, frit efter hukommelsen står, ”mens vi lukkede vores hoveddør for at (den almindelige) ulv ikke skulle komme ind, sneg den virkelige fjende ind gennem kælderdøren”.

De søde små væsner har andre kneb til deres rådighed, f.eks. lokkekaldet som er en høj men næsten lydløs tone, der næsten lyder som babygråd. Det er en af den slags lyde, som kun kvinder instinktivt opfatter, og den bliver nok så fint brugt, da ulvene vil skille et makkerpar (M/K) ad for at kunne nappe dem en for en.

Hardcover, Danske Bogsamleres Klub 1981

Hardcover, Danske Bogsamleres Klub 1981

Det er en roman, jeg har genlæst op til flere gange og jeg, goddamnit, ville ønske, at jeg selv havde fundet på den. Men det er ikke finkultur, og der er ingen dybe skildringer af en ung husmors personlige kvaler og efterfølgende udvikling.

Nej, der er kun horror og gys, og efter endt læsning en mærkbar lettelse over, at det vist nok kun var fiktion.

Men alligevel satte jeg i mange år hasperne ordentligt på vinduet, før jeg slukkede lyset i mit soveværelse.

 

Læg også vejen forbi Patricks hjemmeside her.

Reklamer

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

2 responses to “Bogbekendtskaber: Patrick Leis

  1. Henning Andersen

    Wolfen blev filmatiseret i 1981. Hvad der er mere underligt er, at Striebers påståede autobiografiske oplevelser med at blive bortført af ufonauter også er. Ovenikøbet med Christopher Walken. Og man kan sige så meget som, at mens der i Wolfen dog trods alt er en historie – samt forklaring på wolfens eksistens og habitus – så er der ikke meget fornuft i Communion. Bortset – naturligvis – fra, at da bogen gik godt i salgstal, så lykkedes det da Strieber at blive bortført igen……- og kunne således skrive en bog mere. Og dernæst nok’en én. Og (som han må have sagt til selv da pengene rullede ind): gangnam style!

    • Martin

      Tak for redegørelsen.
      Strieber er afgjort en af de mere spøjse skikkelser blandt genreforfatterne og vel i virkeligheden en lidt trist skæbne. Det er lidt interessant at se, hvordan man kan følge optakten til Communion helt tilbage i The Hunger fra ’81. Han kredser om metafysiske/spirituelle emner, hvilket for mig at se kulminerer i den helt fremragende novelle ”Pain” i Cutting Edge. En antologi, der udkommer året før Communion, hvor læsset vælter for ham, og hvor Striber (i min optik) bliver en helt og aldeles uinteressant forfatter.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s