Monthly Archives: august 2014

Leonora Christina Skov, Silhuet af en Synder (2010): Gotisk kispus

Hardcover, Rosinante 2010. Den enkle, stemningsfulde forside er tegnet af Anne Kragelund

Hardcover, Rosinante 2010. Den enkle, stemningsfulde forside er tegnet af Anne Kragelund

Det er meget længe siden, at en genreroman som Silhuet af en Synder har fået så megen bevågenhed herhjemme i dagspressen, som bogen fik tilbage i 2010. Faktisk må man nok sige, at Leonora Christina Skov for en stund formåede at sætte sin personlige interesse for gotisk litteratur på den almene litterære dagsorden. Det er ikke så lidt af en bedrift, når man tænker på, hvor svært det kan være for de små forlag at trænge igennem med deres genreudgivelser.

Silhuet af en Synder er en parafrase, ikke så meget af selve den første bølge af gotisk litteratur, der byggede videre på Horace Walpole, som af selve gotik-receptionen. Det vil sige, at Leonora Christina Skov trækker på de gotiske temaer og troper, der gradvist udkrystalliseredes i 1800-tallet, og som er blevet gentaget igen og igen helt op i den seneste gotiske bølge i 1960’erne. Selvom der således er flere værker, der synes at have leveret afgørende inspiration til romanen, er det ikke nogen bestemt gotisk forståelse, som Skov udfolder. Om end der klart fornemmes en konstant bevægelse over mod genrens romantiske fortolkninger mere end eksempelvis den makabre tradition.

Men lad os lige få styr på handlingen. Silhuet af en Synder skildrer, hvordan Nella Von Liljenholm, datter af den gotiske forfatter Antonia Von Liljenholm, vender tilbage til den herregård, som hun er født og opvokset på. Moderen er død, og boet skal nu gøres op. Herregården ligger i et sydsjællandsk fabelland, noget der cementeres ved oplysningen om, at den nærmeste gård er Scherfigs Frydenholm.

Hardcover, Rosinante 2010

Hardcover, Rosinante 2010

Nella nærmest flygtede fra godset, dengang hun brød med sin mor i 1930’erne og nu, som voksen, selvstændig kvinde kommer minderne tilbage til hende. Da Nella kommer hjem, har hun taget bogens (indledningsvist navnløse) fortæller med sig og snart besluttes det, at de sammen vil skrive en bog om Nellas historie. Resultatet er den dystre roman, vi nu læser, der tager sig ud som et manuskript med regibemærkninger og kommentarer til tekstens optrin. En finurlig meta-konstruktion, der giver rig lejlighed til at lege med læserens forventninger og holde os hen i spændingen. Handlingen kan nemlig bedst beskrives som en kinesisk æske, der bliver ved med at ændre sig og fremrulle nye overraskelser hver gang, vi tror, der er styr på historien.

Og historien er rent faktisk ikke helt let at få styr på. Der er tale om en kompliceret familiedrama fyldt med henvisninger til mord, selvmord, incest og skjulte længsler. Ikke meget er, som det tager sig ud, og naturligvis er der heller ikke meget, der er så uhyggeligt, som det måske indledningsvist antydes. Faktisk har Skov meget godt fanget, at gotik navnlig i den romantiske tradition, som oftest består af en stemning bygget op omkring umiddelbare sansebeskrivelser og røgslør. Der antydes meget, men tit kan mere køligt rationelle konklusioner berolige læseren et par kapitler senere. Det, du oplevede som uhyggeligt, var ikke noget spøgelse, bare en gren mod vinduet og så fremdeles.

Hos Leonora Christina Skov er gotikken derfor først og fremmest en dyster, drilsk størrelse, der leger med læserens forventninger og konstant antyder mere, end den leverer eller viser. Stemningen udmales med brede strøg og formår stedvist at stå lysende klart. Når det er bedst, minder det om ubehagelige barndomsminder. Men i samme åndedrag kan Skov trække tæppet væk under stemningen, og hun lader hovedpersonerne punktere det fortættede udtryk med sarkastiske bemærkninger eller indforståede referencer til den gotiske litteratur. Bogens hovedpersoner træder med andre ord flere gange ud af den gotiske ramme, de er placeret i, og heri ligger der en væsentlig pointe. Romanens fortællerstemme ved udemærket, hvad det er for en genre, hun skriver, men har selv svært ved at holde masken undervejs og lader ironien snige sig ind.

Leonora Christina Skov (født 31. maj 1976 )

Leonora Christina Skov (født 31. maj 1976 )

Der smøres da også afgjort tykt på, og stedvist bliver det næsten for meget. Teksten svulmer i sanselighed og vi kommer ganske tæt ind på det meget snakkende persongalleri og dets mange behov. Men som historien udfolder sig, står det i stigende grad klart, at hele det gotiske apparat, som bogen opererer med, er et billede – en dunkel labyrintisk version af virkeligheden, som bogens fortæller bevæger sig igennem. Fremmedgørelsesmotivet bliver mere og mere udtalt for hvert kapitel, og snart forstår vi, at Liljenholms fremmedartede, knusende tilstedeværelse står som billede på en fjendsk verden, der ikke har megen sympati for fortælleren i bogen.

Et homoseksuelt tema vokser da også mere og mere tydeligt frem og sådan har Leonora Christina Skov uden tvivl tænkt det fra begyndelsen. Ikke desto mindre synes romanen faretruende nær ved at flække i to dele, der kun dårligt lader sig forene. Den gotiske del, der fylder så meget i første halvdel, falder gradvist i baggrunden, og i stedet bliver den lesbiske jegfortællers persona tydeligere i teksten og overtager pludselig historien helt.  I sig selv er det da også interessante læsning, når Leonora Christina Skov beskriver Københavns kriminelle underverden og et slæng af lovløse homoseksuelle, men hun fjerner sig langt fra det gotiske udgangspunkt, og da handlingen endelig får os tilbage til Liljenskovs tusmørke, er det ikke længere helt det samme.

Men her formår romanen ved en enkel manøvre, trods store splittelser i teksten, at forene bogens to dele til et hele. Leonora Christina Skov inverterer nemlig handlingen og gør pludselig det dystre, faretruende til de udstødtes adelsmærke og lader dem indtage den gamle herregård med en fornyet autoritet, der forskyder magtbalancen mellem dem og omverdenen. Nellas mor Antonia gjorde det samme, og nu gentages historien. Med ét er herregården den sikre havn, og den omkringliggende verden er et sted, der lukkes ude, og som længselsfuldt må følge med i livet på stedet gennem hovedpersonernes romaner.

Leonora Christina Skovs roman er afgjort interessant læsning. Faktisk rigtig interessant, men den er ikke ubetinget vellykket. Hendes romantiske gotik er så loyal over for sine konceptuelle forbilleder, at man måske savner et tydeligere ærinde i bogen. Måske hun får sine pointer gemt for langt inde i handlingen? Man kan eksempelvis sammenligne Silhuet af en Synder med Jennifer Egans The Keep (2006) og notere sig, hvordan gotikkens hos Egan er approprieret langt mere subtilt og nuanceret i en modernitetsdiskussion. Egan har ikke købt hele den sproglige pakke, men foretaget valg, der signalerer bestemte stemninger til læseren. The Keep bliver derved et noget mere præcist og selvstændigt værk, fordi Egans egen stemme står tydeligere frem.

Hardcover, Knopf 2006

Hardcover, Knopf 2006

Silhuet af en Synder savner den tematiske elegance og fremstår noget mere famlende i sin gotiske entusiasme. Hvorfor eksempelvis pakke bogens pointer ind i et historiserende svøbe, når handlingen samtidig gradvist synes tydeligere og tydeligere at pege ind i vores samtid? Jeg er stadig usikker på, hvorfor Leonora Christina Skov egentlig valgte at skrive en gotisk roman. Trods de rigtige stemningsmæssige greb, forbliver det uklart, hvad vi skal med gotikken i den konservative fortolkning, som Skov lægger for dagen. En fortolkning hun undervejs i øvrigt selv er nødt til at distancere sig ironisk fra. Jeg havde virkelig gerne læst et mere personlig for ikke at sige vovet bud på genren. Noget der rent faktisk føjede nye facetter til gotikkens foranderlige væsen i stedet for et værk, der reproducerer alt det velkendte.

Silhuet af en Synder er en spændende roman, men det er også en sikker roman. En konservativ roman, der ikke tager mange chancer. Hvor forfriskende den end måtte være, ligger der noget utilfredsstillende tilbage efter endt læsning. Måske havde lidt mindre formbevidsthed og lidt mere vildskab styrket bogen. Måske. Men læs nu bare bogen alligevel.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Asketisk postpunk fra Down Under

Jeg stiftede forleden bekendtskab med Ascetic. Et australsk postpunk/goth-band med en herligt kold og dyster lyd, der synes at hente inspiration fra navne som Joy Division, Sisters of Mercy og Christian Death.

Jeg har lyttet en del til dem i den seneste uge og kan varmt anbefale deres debutplade Self Initiation, der udkom sidste år. Sammen med Beastmilk er de pt, i min verden, klart de mest spændende navne indenfor denne genre.

Giv sangen ”I Burn” fra Self Initiation et lyt her:

Skriv en kommentar

Filed under Video

Bogbekendtskaber: Torben Carlsen

Det er blevet tid til et nyt Bogbekendtskab. Denne gang har Torben Carlsen fået ordet. Det er måske ikke alle, der kender Torben. Han er initiativtager til og formand for Det Danske Edgar Allan Poe Selskab. Et selskab der gennem en årrække har promoveret Poes forfatterskab på dansk grund og taget initiativ til forskellige arrangementer. Ikke mindst har selskabet udgivet et nummer af bladet Malstrømmen, som varmt kan anbefales til alle Poe-interesserede og glade fanzine-samlere derude. Desværre kommer der ikke flere trykte udgaver af bladet, der (måske) i stedet vil få sit videre liv på Nettet.

Jeg har altid været meget glad for Poe, som jeg opdagede nogenlunde samtidig med Lovecraft, og det er derfor med meget stor fornøjelse, at jeg kunne læse Torbens underholdende essay om sit møde med Poes forfatterskab. Jeg er ret sikker på, at vi er flere, der har lignende oplevelser med andre bøger og forfattere. Her fører Torben os tilbage til et efterhånden fjernt barneland, hvor en introduktion til Poe endnu ikke har sluppet sine eftervirkninger.

 

 ”En smuk kvindes død er utvivlsomt det mest poetiske emne i verden…”

Om Edgar Allan Poe

 Edgar Allan Poe har været en del af mit liv så langt tilbage, jeg kan huske. Mine forældre havde mange bøger på hylderne og jeg holdt meget af at kigge på dem; jeg tog dem ud, bladrede i dem, duftede til dem og indprentede mig udseende, forfatter og titel. Jeg læste dem aldrig, min oplevelse med bøgerne var udelukkende af fysisk art.

I det hele taget læste jeg ikke mange bøger som ung på trods af at jeg lærte at læse, inden jeg startede i 1. klasse. Jeg befandt mig nede i en kulturel bølgedal hvad angår læsning af de klassiske ungdomsromaner, som pædagoger den gang i 1950’erne anså for obligatoriske indfaldsvinkler til senere boglige studier: Skatteøen, Den sidste mohikaner, Rejsen til Jordens indre og Kaptajn Grants børn; disse og mange andre titler af forfattere som Robert Louis Stevenson, Jules Verne, James Fenimore Cooper og Rider Haggard kan sikkert fremkalde ægte nostalgitårer hos mange fra min generation; uforglemmelige minder om søndage, der blev tilbragt med hovedet begravet i bøger. – Selv læste jeg dem aldrig, så jeg var vel på det nærmeste dømt på forhånd til at tilbringe et liv i litterær afsondrethed.

Torben Carlsen

Torben Carlsen

Poe var ikke at finde på mine forældres bogreoler; men gemt inde i et skab lå en stak nummererede hæfter, hvor der øverst stod Politikens Stjerne-Hæfte. Disse hæfter, der udkom den 15. i hver måned mellem 1944 og 1947, var ment som en modvægt til “de kulørte hæfter”, hvis udstyr serien havde overtaget. De i alt 44 numre, som min far havde og senere er gået i arv til mig, kom i et oplag på ca. 20.000 eksemplarer. Ligesom bøgerne indprentede jeg mig hæfternes forsideillustration og på første side var der næsten altid en vignet og en lille omtale af forfatteren.

Jeg mindes især den uhyggelige forside til nr. 15, Stein Rivertons Jernvognen, hvor man ser en bleg mand med et skudsår i panden kigge ind gennem et vindue på en mand, der sidder ved et bord … og så var der nr. 18, Edgar Poe: Guldbillen og andre mystiske historier. Ib Andersen havde tegnet forsiden: Himlen er dyster og mørk. En neger sidder på en tyk gren med et insekt hængende i en tynd tråd, alt imens han kigger skeptisk på et dødningehoved, der er sømmet fast til grenen en meter foran ham.

Edgar Allan Poe (19. januar 1809 – 7. oktober 1849)

Edgar Allan Poe (19. januar 1809 – 7. oktober 1849)

Min storebror havde læst hæftet og fortalte mig om titelhistorien Guldbillen; om negeren, der kravlede op i et træ og firede en guldbille ned gennem det venstre øje på dødningehovedet for på den måde at finde frem til en skjult skat. Jeg læste fortællingen og stiftede således for første gang bekendtskab med Edgar Allan Poes verden af gru, dæmoni og sjælden skønhed.

Jeg læste også for første gang den voldsomme og uhyggelige beretning om Den Røde Døds maske med kontrasten mellem pest, død og blod på den ene side og fest og dans på den anden side inden for slottets beskyttende mure og jeg blev introduceret for mesterværket Hjertet der sladrede. Her træder Poe ned i sjælen hos en morder, der har begået den perfekte forbrydelse. Men der sker noget underligt med morderen; da lejligheden opstår, kan han ikke holde ud at tænke på, at ingen får noget at vide om dette mesterstykke – og det bliver skæbnesvangert! Fortællingen er en sand spadseretur i angstens og vanviddets helvede, et mareridtsagtigt kammerspil.

Politikens Stjerne-Hæfte nr. 15

Politikens Stjerne-Hæfte nr. 15

Langsomt blev jeg interesseret i manden bag disse fantastiske og dystre historier og fandt ud af, at hans største ønske var at blive digter og redaktør ved et litterært magasin. De sælsomme fortællinger skrev han stort set kun for at holde skindet på næsen. Han var et katastrofemenneske i den forstand, at han i perioder var et ensomt ”massemenneske”, som han beskriver i den ejendommelige isnende storbyvision The Man of the Crowd og hans uforløste ægteskab med sin barnebrud Virginia, der døde af en blodstyrtning som 23-årig i 1847, affødte adskillige digte og fortællinger, hvor han på det nærmeste romantiserer døden. I hans essay The Philosophy of Composition kan man bl.a. læse:

En smuk kvindes død er utvivlsomt det mest poetiske emne i verden – og ligeledes er der ingen tvivl om, at de læber, der bedst egner sig til et sådant emne, er den sørgende elskers.”

Politikens Stjerne-Hæfte nr. 18

Politikens Stjerne-Hæfte nr. 18

Denne tese skrev Poe i forbindelse med, at han skabte sit store digt The Raven, men den passer også på en stribe af hans fortællinger, især dem man i mangel af bedre har kaldt “kvindefortællinger”, måske især Poes egen favorit Ligeia. Historien er en vision om kærlighedens sejrende magt over døden. I denne historie indføjede Poe senere det digt, der handler om The Conqueror Worm (Den sejrrige orm) og som er et af de dystreste og mest fortvivlede eksempler på hans lyrik og forudsiger, at livet er et værdiløst drama, som uundgåeligt fører mod døden!

I et af Poes mest kendte og smukkeste digte Annabel Lee længes han efter at forene sig med sin elskede i graven og i det sene digt For Annie, som han skrev et halvt år inden han døde, fornemmer man Poes længsel efter udfrielsen (døden) med de indledende linjer:

Thank Heaven! the crisis – the danger is past, and the lingering illness is over at last – and the fever called “Living” is conquered at last …”

Malstrømmen nr. 1, 2013. Poe-selskabets interessante blad.

Malstrømmen nr. 1, 2013. Poe-selskabets interessante blad.

I hans svanesang A Dream Within a Dream tager han skridtet fuldt ud og tager afsked med livet:

I stand amid the roar of a surf-tormented shore, and I hold within my hand grains of the golden sand – how few! yet how they creep through my fingers to the deep while I weep – while I weep! O God! can I not grasp them with a tighter clasp? O God! can I not save one from the pitiless wave? …”

Min livslange fascination af Poe førte til, at jeg i oktober 2007 officielt stiftede Det Danske Edgar Allan Poe Selskab, som i løbet af de nu snart 7 år har haft omkring 40 medlemmer. Af faste traditioner kan nævnes vores årsmøde/generalforsamling, som altid finder sted tæt på Poes fødselsdag den 19. januar og vi har ofte arrangementer i forbindelse med begivenheder som København Læser og Store Bogdag ved Hald Hovedgaard.

Poe gav mig lysten til at læse bøger og pudsigt nok er det en helt anden litterær boldgade, jeg holder mest af, gerne store episke socialrealistiske beretninger af forfattere som Martin Andersen Nexø, Hans Fallada, John Steinbeck, Erskine Caldwell, Upton Sinclair, Theodore Dreiser og Harald Herdal. Alle meget langt fra Poes univers; men der er nu altså noget ved denne sørgmodige amerikaner, som har inspireret forfattere/digtere som Charles Baudelaire, August Strindberg, Fernando Pessoa, H.P. Lovecraft og Ray Bradbury.

Hardcover, Michel Levy 1856, 1. udg.  Titelbladet til Charles Baudelaires banebrydende oversættelse af Poe til fransk

Hardcover, Michel Levy 1856, 1. udg. Titelbladet på Charles Baudelaires banebrydende oversættelse af Poe til fransk

Poe var ikke salonfæhig og da hans samtidige kritikere bebrejdede ham, at hans forkærlighed for det morbide og uhyggelige kunne føres tilbage til den tyske gotik med E.T.A. Hoffmann som den toneangivende forfatter, gav Poe lakonisk igen: ”Når angsten er hovedtemaet i mange af mine fortællinger, vil jeg påstå, at denne skræk ikke kommer fra Tyskland, men fra min sjæl …”

Dette er ikke en sandhed med modifikationer. Det meste af sit liv strejfede Poe rundt i et dunkelt område mellem geni og sindssyge. Hans far David Poe, som forlod familien, da Edgar var omkring et år gammel, var psykisk uligevægtig, så måske var det nedarvet. Hans ældre bror Henry var en brovtende dranker og søsteren Rosalie fik i 12-års alderen en ukendt forstyrrelse i sin udvikling og var under konstant pleje til hun døde i 1874.

Poe døde i 1849, 40 år gammel. Hans død var lige så hemmelighedsfuld som hans fortællinger og sandheden om hans endeligt vil sandsynligvis aldrig blive opklaret. Charles Baudelaire har sagt om Poe: ”Hans død var næsten et selvmord … et selvmord der var planlagt gennem lang tid.”

Baudelaire oversatte Poe til fransk i 1850’erne og var den første til at præsentere ham for en europæisk læserskare. Siden da har alverden kronet ham som en af verdenslitteraturens helt store genier – og han vil altid have en plads i mit hjerte!

 

Hør mere om Det Danske Edgar Allan Poe Selskab her og her.

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Jakob Levinsen, Helte og Hobbitter. Veje omkring J. R. R. Tolkien og Ringenes Herre (2004): En befriende u-nørdet bog

Hardcover, Lindhart og Ringhof 2004

Hardcover, Lindhart og Ringhof 2004

Jeg må blankt indrømme, at jeg aldrig har været nogen kæmpe Tolkien-fan. Jeg har læst Tolkiens eventyr flere gange og holder sådan set meget af både The Hobbit og Lord of the Rings, men jeg har aldrig brugt energi på universet som sådan. Hele den silmarillionske konstruktion går hen over hovedet på mig, og det samme gør fanmiljøets fascination af detaljerigdommen i Tolkiens forfatterskab. Faktisk har jeg haft det ganske svært med Tolkien efter Peter Jacksons film gik deres sejrsgang. Jeg har før skrevet om fandommens klamme favntag, og Tolkiens popularitet er absolut et prima eksempel på dette. Det vil sige den nørdede entusiasme, der fokuserer på teksternes konkrete oplysninger og handlinger, men savner enhver sans for bøgerne som litteratur. Det kunne jeg skrive en hel del om, men vil sikkert bare ende med at få en flok elverudklædte liverollespillere på nakken, og det er livet for kort til.

Derfor var det også en befriende oplevelse at læse Jakob Levinsens lidt mærkværdige bog om Tolkiens forfatterskab. For selv om Levinsen i indledningen forklarer, at han har et langt og passioneret forhold til Tolkiens værker, er der tale om en ganske u-nørdet bog, som ganske vist høster lette frugter fra en enorm international forskningslitteratur, men som samtidig formår at levere nogle fascinerende indsigter. Indsigter, der ikke bare vedkommer vores læsning af Tolkien, men som faktisk taler ind i læsningen af fantastisk genrelitteratur generelt.

Hardcover, Lindhart og Ringhof 2004

Hardcover, Lindhart og Ringhof 2004

Bogen begynder med en kort introduktion til Tolkiens liv og levned, hvorefter Levinsen væver lidt over Tolkien som fænomen. Det sidste virker en smule løst i koderne, men han har en pointe. Levinsen bruger nemlig sine refleksioner relevant og spørger, hvorfor Tolkiens popularitet har opnået så uhørt stor og vedvarende popularitet. Filmene er naturligvis en del af forklaringen, men omvendt er filmene sådan set bare en del af fænomenet, og svaret må derfor findes et sted i selve bøgerne. Det ansporer Jakob Levinsen til bogens egentlige ærinde, nemlig at afdække Tolkiens litterære virkemidler. Hvordan skriver Tolkien rent faktisk. Det greb er godt og spændende, fordi det først og fremmest handler om sprog og skriveteknik og dermed ikke alt det, man normalt fokuserer på hos Tolkien – dvs. fantasyelementerne.

Måden, Jakob Levinsen vælger at demonstrere dette på, er gennem en lang genfortælling af romanernes indhold. Først i et langt kapitel om The Hobbit, der gennemgås fra ende til anden, og dernæst et monstrøst kapitel som gennemspiller hele Lord of the Rings.

Jakob Levinsen, (født 19. juli 1960)

Jakob Levinsen, (født 19. juli 1960)

I sig selv er det en smule sært at læse et så omfattende referat af bøgerne, og dybest set er det en uholdbar fremgangsmåde. Disposition skyldes uden tvivl, at Helte og Hobbitter også skal tjene som introduktion til forfatterskabet for dem, der endnu ikke har læst bøgerne, men jeg tvivler på, at en læser, der ikke kender universet, vil finde det synderligt interessant. For læseren, der kender Tolkiens romaner, bliver referatet også ligegyldigt, og jeg ønskede mange gange under læsningen, at Levinsen i stedet havde valgt at lave nogle tværgående, tematiske undersøgelser, der sagtens kunne have vist det samme, bare på en enklere og mere elegant måde.

Det, Jakob Levinsen konkluderer gennem sin læsning, er ikke synderligt overraskende. Det handler i høj grad om Tolkiens forhold til ord og sprog. Levinsen får meget tydeligt skrevet en Tolkiens-læsning frem, der næsten bliver et ekko af en Wittgensteinsk ontologi – blot med den afgørende forskel, at Tolkiens sprogprojekt kun indirekte relaterer til selvet i verden og i stedet viser, hvordan en uvirkelig men plausibel og forståelig verden kan vokse ud af sproget og dermed til en vis grad blive virkelig. Og er det ikke præcis det, der er sket med romanerne? Tolkien skabte et mytologisk kompleks, der er blevet så indlejret i vores virkelighedsforståelse, at hans mytologi ikke længere klart lader sig skelne fra de mange magiske/mytologise forestillingsverdener, hvis ophav vi ikke kender. Man kunne eksempelvis her sammenligne Tolkiens kreation med receptionen af den såkaldte nordiske mytologi, der blev tekstuelt samlet og redigeret i 1200-tallets anden fjerdel.

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

Det interessante i denne sammenhæng er, at forfatteren Tolkien, der åbenhjertigt tog afstand fra moderniteten, faktisk ender med at være udtryk for en grundlæggende moderne tankegang, der ikke ligger langt fra eksempelvis den intellektuelle tusindkunstner Jorge Luis Borges.

En anden af de tilbagevendende pointer hos Levinsen, som allerede står klar i indledningen, er, at Levinsen opponerer mod den gumpetunge en-til-en læsning, der har været populær blandt Tolkien-fans. Det vil sige en læsning, hvor inspirationen til de enkelte komponenter i forfatterskabet søges i Tolkiens liv. Som når edderkoppen Shelob menes at vokse ud af oplevelser i Tolkiens tidlige barndom i Sydafrika osv. Kan ske Tolkien har trukket på idéer og indtryk, men vejen fra tanke til tekst er længere end som så og fyldt med justeringer og fortolkninger. Jeg kan derfor kun tilslutte mig Levinsens modstand mod den type analyser, navnlig fordi Tolkien også selv problematiserede sådanne læsninger af hans bøger.

Hardcover, Lindhardt og Ringhof 2004. Bogens 1. udg.

Hardcover, Lindhardt og Ringhof 2004. Bogens 1. udg.

En anden pointe, der bliver hamret ind, er det problematiske i at læse Tolkien i dansk oversættelse. Det lykkes i hvert fald meget overbevisende at vise i hvor høj grad, Tolkiens poetik er knyttet til specifikke betydninger i det engelske sprog, som ikke nødvendigvis lader sig oversætte til dansk, når der samtidig skal tages hensyn til ordenes klang og rytme. Groft sagt argumenterer Levinsen vel for, at Tolkiens poesi går fløjten og efterlader selve historien, eller handlingen om man vil, som litterært vraggods, der ikke står mål med originalen. Synspunktet er uden tvivl kontroversielt, men uden tvivl også rigtigt.

Det mest fascinerende ved bogen findes imidlertid på s. 72, hvor Jakob Levinsen går ind på en diskussion af selve det at skrive ”fantasy”. Her fremfører han det synspunkt, at det engelske begreb ”fantasy” har en dobbelthed, der både dækker det at bruge sin kreativitet for derved at skabe noget, og samtidig er et særligt syn på verden. At se gennem sin fantasi er en særlig bevidsthedsmodus, der leger med virkeligheden og udvider erfaringshorisonten ind i det uvirkelige og umulige for derved at skabe en større og mere spændende verden, end den vi egentlig forstår os som en del af. Tanken er frugtbar og viser hvordan, og hvorfor det først og fremmest kunne være interessant for Tolkien at skabe sine kunsteventyr.

Hardcover, George Allen & Unwin 1937. Bogen der begyndte det hele

Hardcover, George Allen & Unwin 1937. Bogen der begyndte det hele

Helte og Hobbitter er kluntet komponeret og stedvist et tungt bekendtskab, men der er oplagte kvaliteter i Jakob Levinsens tekst. Han fanger Tolkien fra en uvant side og tvinger, heldigvis, sin læser til at se de episke storværker om Middle-earth fra en anden vinkel, end man sædvanligvis ser og hører det fremstillet. Og tak for det. Jeg fik i hvert fald mere ud af bogen, end jeg turde håbe på.

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Den er god nok – Ice T læser R. A. Salvatore-novelle højt!

Ice T læser højt

Ice T læser højt

Der sker sære ting, når stjernerne står rigtigt… og stjernerne må afgjort have dannet en særdeles sjælden konstellation, den dag det blev besluttet at få Ice T som oplæser på en af de jubilæumsnoveller, som R. A. Salvatore netop har udsendt om sortelveren Drizzt. Mere præcist læser han novellen “Comrades at Odds” højt.

Vi taler altså om Ice T, hvis spæde ryst man husker fra storhedstiden i Body Count, der nu skal rejse Salvatores magtfantasier om elvere, godt og ondt og alt derimellem for os.

Lydbog, Wizards of the Coast 2014

Lydbog, Wizards of the Coast 2014

Prøv at give de her bidder et lyt. Den gamle cop killer gør det fint – men fornemmer man ikke lidt gangsta over dele af det? Måske er det bare mig, der har svært ved at få enderne til at mødes i denne sammensætning.

 

 

Bogen med novellerne hedder i øvrigt The Legend of Drizzt: The Collected Stories, og lydbogen kan hentes gratis her.

Og så lige Ice T som vi husker ham:

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling, Video

Fra Sortsand fylder to år

cov

Tiden går og Fra Sortsand fylder to år i dag. På den tid er det blevet til 280 indlæg og 93 bogomtaler. Det er da ganske pænt, og ikke mindst har det været underholdende at lave. Jeg har også været rigtig glad for den lille serie af ”bogbekendtskaber”, som jeg fik søsat tilbage i januar måned. Gæsteskribenterne har taget opgaven til sig og leveret absolut interessante sager.

Der er stadig et par stykker på trapperne, som er rigtig spændende læsning, og noget, jeg synes, I skal glæde jer til.

Besøgstallet på bloggen er stigende, hvilket er rart, men vigtigst af alt så synes jeg stadigt, det er givtigt at skrive teksterne og satser da også på at fortsætte med skriverierne. Det er sjovt at skrive, så længe der sidder nogen derude, som gider følge med i mine udgydelser.

Sandt at sige er vi sikkert ikke ret mange herhjemme, der egentlig interesserer sig for de ting, jeg smider på bloggen, men alene den tanke, at der er en lille kerne af folk, som brænder for de samme gamle bøger og forsider som mig, gør det underholdende at lægge noget frem.

Tak fordi du kiggede forbi.

– Martin

5 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Horace Walpole, The Castle of Otranto (1764): Den gotiske støbeform

Paperback, Oxford University Press 1998. Forsidebilledet er et forstudie af John Singleton til maleriet "The Red Cross Knight" fra o. 1793

Paperback, Oxford University Press 1998. Forsidebilledet er et forstudie af John Singleton til maleriet “The Red Cross Knight” fra o. 1793

Gotikken har fået en lille opblomstring og optræder pludselig som begreb i flere forskellige sammenhænge. Leonora Christina Skov udgav eksempelvis allerede en gotisk roman tilbage i 2010, og Henrik Harksen Productions har søsat en bogserie under titlen ’gotisk krimi’. Der kan derfor være god grund til at se tilbage mod den oprindelige gotiske litteratur for at forstå, hvad de moderne receptioner af genren, eller måske rettere udtrykket, egentlig bygger på. Her skal vi derfor se lidt nærmere på The Castle of Otranto; en af gysergenrens store, formative romaner. En af de romaner, der stadig kaster skygger helt op i vores samtidslitteratur. Ikke så meget på grund af handlingen, men på grund af den måde som skrækken bliver iscenesat på i bogen.

Men lad os ganske kort tage et kig på handlingen først. Historien udspiller sig i 11-1200-tallet på en borg i Otranto. Stedets geografiske betydning spiller imidlertid ikke nogen synderligt stor rolle, idet handlingen mest af alt er centreret omkring borgen og dens nærmeste omgivelser.

Paperback, Oxford University Press 1998

Paperback, Oxford University Press 1998

Borgslægten på Otranto er forkommen og uddøende. Ikke desto mindre har slægtens overhoved, Manfred, formået at få giftet sin søn Conrad med Isabella, en anden borgherres datter. Det kunne jo tyde på bedre tider for Otranto, men sådan skal det ikke gå. Få øjeblikke før bryllupsceremonien skal udspille sig, bliver Conrad nemlig dræbt af en gigantisk hjelm, der ud af det blå falder ned fra himlen og knuser ham.

Det i sig selv burde jo være nok til at bringe borgen på den anden ende, men Manfred ser straks ulykken som et tegn på, at en gammel spådom om Otranto-slægten skal gå i opfyldelse. Det fortælles nemlig, at slægten en dag, når den ikke længere er stærk, vil blive knust. En frygtelig situation og Manfred beslutter resolut at handle. For at redde sin slægt vil han lade sig skille fra sin kone Hippolita og i stedet gifte sig med den unge Isabella, som hans søn Conrad egentlig stod til at skulle giftes med. Derved håber Manfred at kunne redde slægten fra undergang og måske også redde sit eget skind.

Horace Walpole (24. september 1717 – 2. marts 1797)

Horace Walpole (24. september 1717 – 2. marts 1797)

Naturligvis går det ikke så glat, som den desperate Manfred havde håbet. Conrads død har skabt frygt og panik, og Isabella har ikke den fjerneste lyst til at gifte sig med Manfred. Hippolita er ligeledes dybt ulykkelig over situationen, og Conrads søster Matilda kan kun med skræk se til, mens hendes far tilsyneladende er ved at opfylde profetien om slægtens undergang ved egen hånd.

Fortællingen udvikler sig hurtigt til et indviklet net af optrin, der involverer overgreb, skjulte identiteter og overnaturlige hændelser. Alt sammen kørt ind i en fortættet historie, der langsomt samler kræfter til den endelig eksplosion, hvor alle aktører får lov at mødes og få sagen afgjort.

Paperback, Penguin 2002

Paperback, Penguin 2002

Horace Walpole debuterede som romanforfatter med The Castle of Otranto, og selv om han genudgav romanen flere gange i revideret form, udgav han aldrig andet skønlitteratur. Det var måske også kun godt, for til trods for, at værket har haft en enorm litterær betydning, er Walpole ikke nogen synderligt stærk forfatter. Hverken hans greb om sproget eller historien virker helt overbevisende i dag. Ikke desto mindre formåede Walpole at skabte en helt ny genre med sin korte roman, og The Castle of Otrantos eftervirkning synes derfor langt vigtigere end selve bogens historie.

I romanen kombinerede Walpole sin passion for Shakespeare med de for tiden populære franske melodramaer. Han overtog først og fremmest brugen af overnaturlige elementer og det historiske miljø fra Shakespeare. Her fandt han spøgelser, gamle forbandelser og dødsdømte slægter, der kunne stå som skabelon for borgslægten på Otranto. Han hentede også den fortættede stemning af psykisk terror hos Shakespeare, hvor navnlig Hamlet og Macbeth synes at have været væsentlige inspirationskilder for ham.  Til dette føjede Walpole fransk melodrama, der udmærkede sig ved pludselige og dramatiske omslag i handlingen, iscenesat gennem voldsomme effekter. Effektmageri der i bogen blev omsat til svævende gespenster, hemmelige gange og skjulte identiteter.

Paperback, Oxford University Press 1996.

Paperback, Oxford University Press 1996.

I The Castle of Otranto blev koblingen mellem disse to tråde en dyster borg, hvor spøgelser og gigantiske rustingsdele ud af det blå dukker op og griber ind i historien. Tro pokker at surrealisterne elskede Horace Walpole og regnede ham som en af deres forgængere. Alene beskrivelsen af den enorme hjelm, der i bogens åbning knuser Conrad, er ganske absurd og vel nærmest lidt komisk i dag.

Sådan blev det imidlertid absolut ikke opfattet på bogens udgivelsestidspunkt. Det vilde, irrationelle element i Walpoles roman var både uhørt og tragisk gribende. Den udfordrede tidens forestillinger om rationalitet og litteraturens rolle som opdragende og socialt dannende. Walpole gik i den stik modsatte retning. Ikke alene valgte han et middelalderligt katolsk miljø til sin historie, han baserede den også på moralsk anløbne karakterer, der absolut ikke kunne regnes som sociale forbilleder.

Paperback, Empire Books 2012

Paperback, Empire Books 2012

Bogens virkelige storhed findes imidlertid i selve historiens ramme. Det har ofte været fremført, at bogens egentlige hovedperson er selve borgen i Otranto. Og her kan jeg kun være enig. Borgen ligger som en dyster, hensmuldrende gigant, der på det nærmeste er ved at kvæle livet omkring sig og gøre dens beboere syge og falmende. Med få dramatiske beskrivelser får Walpole tegnet et billede af stedet som en mareridtsagtig labyrint fyldt med gange og trapper, hemmelige døre og fugtige kældre. Den har alt det, der senere er blevet faste komponenter i gotikken, og måske fordi de blev brugt for første gang her, fremstår de med en utrolig klarhed hos Walpole.

Som underholdning har The Castle of Otranto måske ikke så meget at byde på længere, men hvis man interesserer sig for gysergenrens udvikling, er bogen et afgørende bekendtskab. Den ligger nemlig som det frø, hvorfra rigtig meget er vokset frem. Og retter man blikket mod ingredienserne i Walpoles roman, er der afgjort stadigvæk meget at hente. Måske er det også derfor, at gotikken bliver ved med at vende tilbage i nye former, men altid med referencer tilbage til det dystre udgangspunkt i Otranto.

Paperback, Dover Thrift Editions 2004

Paperback, Dover Thrift Editions 2004

Det fortættede psykologiske drama i den forbandede, giftige borg synes i hvert fald at være en ramme, som vi kan blive ved med at spejle os selv i. Måske fordi vi bliver ved med at genkende vores egne misantropiske problemer i borgslægten. Måske fordi vi som Lovecrafts ’outsider’, efter at have slugt fortællingen, pludseligt ser vores egne ansigter reflekteret i teksten og forstår, at Otranto er et billede på vores relationer til familie og venner. Det er ikke noget kønt syn Walpole viser os, men ikke desto mindre kan det være svært at se væk, når man først har fået blik for det.

Paperback, CreateSpace 2013

Paperback, CreateSpace 2013

Paperback, Aziloth Books 2010

Paperback, Aziloth Books 2010

1 kommentar

Filed under Roman